Maren Uthaug er tilbage med romanen 11%, hvor samfundets befolkning (næsten) udelukkende består af kvinder. Smuglæs i romanen her.
I den nye tid, som 11% foregår i, er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.
Fire kvinders liv vikles ind i hinanden, og de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op i det fri.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige
Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen
Spørgsmålet er, hvornår drengen indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?
Læs et uddrag af 11% herunder.
11%
Maren Uthaug
KAPITEL 1: Medea
Hendes hår var også sølet ind i blodblandingen. Med klistrede hænder viklede hun de forvildede totter op i knolden på hovedet.
“Gå væk,” telepaterede Medea træt til hanhunden. Den gloede dumt tilbage på hende.
“Gå nu væk,” råbte hun, da den igen puffede til skålen på bordet, og endnu en sjat skvulpede over kanten og ned over hendes kjole. En rød sø drev hen over den skæve bordplade og dryppede ned på gulvet, hvor hunden forsøgte at labbe massen i sig.
Ærgerlig trak hun den væk fra bordet og hen i hjørnet af køkkenet, hvor den lille tæve lå og sov. Stilfærdig som altid. Hanhunden lagde sig utilfreds ved siden af.
Én ting var, at den ville få ondt i maven af chokoladen, der var blandet i blodet, noget andet var, at det var dyrebare dråber. Nu hvor det kun var Stille, der blødte i klostret, var der efterhånden dobbelt så meget chokolade i kærlighedskagerne, end Medeas forfinede opskrift foreskrev. Men når hun ikke kunne skaffe mere menstruationsblod, var der ikke andet at gøre end at bruge flere rødder og mere chokolade.
Hanhunden lænede sig frem og stak tungen hen mod blodklatten. Det var lige før, den kunne nå. Den var den største af alle de ulvehunde, der havde været i klostret gennem årene. Dens hoved gik Medea til skuldrene. Hvilket ikke kun skyldtes, at den var gigantisk, men også at hun kun var en meter og fyrre.
Ulvehundene blev større og større, hver gang de fik hvalpe. Nogle gange så store, at de satte sig fast i fødselskanalen og slog både sig selv, de andre hvalpe i maven og moren ihjel, og Medea grædende måtte fodre slangerne med de dødfødte hvalpe, mens de stadig var varme.
Efter hun havde fundet den rette dosis slangegift til at afhjælpe de vanskeligste af fødslerne, var det heldigvis sjældent, at det skete. Hendes eksperimenter med giften havde kostet et par drægtige tæver livet, men det var over ti år siden, hun havde slået en hund ihjel i stedet for at redde den. Hun havde en hel række små flasker mærket med en rød prik på låget, som stod klar, til en hundefødsel nærmede sig. I tydelig kontrast til dem med gul prik, som hun brugte til at hjælpe en gammel hund herfra, når den led mere, end hun kunne bære.
Hunde var ellers ikke hendes ekspertise. De havde tilhørt en nu afdød søster i klostret, der havde kunnet få sine hunde til alt fra at rydde op til at finde svampe og urter i de gamle parker hvor floraen ikke i samme grad var tynget af gamle ruiner, opbrudt asfalt og andet nedfald fra de patriarkalske tider.
Hanhunden og den lille tæve var desværre ikke nået at blive trænet af søsteren, mens hun levede, og adlød derfor ikke nogen. Medea forsøgte hver dag, men kunne ikke engang få dem til at lystre med en godbid. Det var noget andet med slangerne. De bevægede sig i takt med hendes tanker.
Hun måtte se at komme ned til Pythia. I går ville hun ikke spise noget, selv om det var den uge, hun plejede at få mad. I stedet havde hun trukket sig væk, da Medea kom ind i kælderrummet. Det havde hun aldrig gjort før. Lige siden Medea bar hende over dørtærsklen i klostret som babypyton, havde Pythia søgt hendes selskab. I begyndelsen boede hun klos op ad Medeas seng i en lille kasse, som hun skiftede ud, hver gang Pythia voksede ud af den.
Efter et par år gik det ikke mere, og Pythia flyttede med sine otte meter og knap hundrede kilo ned i det kælderrum, hvor varmerørene i gulvet sørgede for at give en passende temperatur. Det første år havde Medea tilbragt hver eneste nat nede hos Pythia.
Det var kun, fordi søstrene mente, hun snart ville blive mere slange end menneske, hvis ikke hun fik nogle nætter for sig selv, at hun begyndte at sove på sit værelse på første sal i klostret. Hvor de tolv andre søstre dengang også havde hver deres værelse. Men det skete mindst en gang om ugen, at hun sov krøllet sammen med Pythia i kælderen. Eller sammen med de andre slanger inde ved siden af, når en af de nyudklækkede var svagelig eller en af de unge havde problemer med at skifte den første ham.
Hurtigt tørrede Medea blodet på gulvet op, satte skålen med blandingen så højt, at hanhunden ikke kunne nå den. Chokoladen, blodet og rødderne havde kun godt af at stå og trække kraften ud af hinanden, før hun formede massen til små kærlighedskager og bagte dem færdig.
Vintersolen gav stadig et sparsomt lys, da hun løb ned ad trappen til kælderen, til sine slanger. For hvert skridt hun tog, blev hendes vejrtrækning roligere, og skuldrene faldt på plads.
“Nu kommer jeg,” tænkte hun og mærkede syvogfirs slanger sno sig i samme rytme som hendes åndedrag.
Hun tog sig god tid i forrummet. Hvis hun var stresset, når hun kom ind til slangerne, blev de det også. Især de tohovedede var nemme at hyle ud af den, den sikre vej til at få de to hoveder til at gå til angreb på hinanden, selv om de sad på samme krop.
Pythia vidste at hun kom. Medea kunne mærke det i sin sjæl. Hun ville unde sig selv at begynde inde hos Pythia i aften. Også fordi hun var sløj.
Medea tog alt sit tøj af og iførte sig den lange, guldkåbe stænkede et par dråber ylang-ylang på det ene håndled og sandeltræ på det andet. Håret delte hun i tre og flettede hver del i en lang fletning. Slangerne elskede at krybe op ad dem, særlig de mindste var ofte legesyge. Som det sidste stak hun hånden ud ad vinduet og følte sig heldig, da hun kunne hive to fugle ind fra madfælden. Hun undersøgte kønnet på dem og måtte ærgre sig over, at begge fugle var hunner. Så var hun nødt til at ofre en af sine to hvide kobrahanner i dag.
Pythia havde altid foretrukket hanner frem for hunner, når Medea kom med mad til hende. Selvfølgelig mættede alle slanger og smådyr, også hvis de var hunner, men Pythia fik en særlig glød og blev mere energisk, hvis de dyr, hun indtog, var af hankøn. Siden hun var blevet syg, var hvide kobrahanner det eneste måltid, der fik hende til at live op.
De to hvide hanner pilede frem til den forreste del af terrariet, da de fik øje på hende. Hun stak hånden ned til dem. Sidste år var tyve af hendes slanger hvide kobraer, nu var der kun de to unge hanner tilbage. Både fordi hun havde været uheldig i opdrættet, og fordi hun havde fodret Pythia med dem, hun trods alt havde haft.
Hannerne gled silkebløde mellem hendes hænder. På skift tog hun dem op og undersøgte dem nøje. Til andre tider ville hun have fodret Pythia med den, der var friskest. I dag valgte hun i stedet den, der var svagest, og puttede den i lommen. Hun skulle bruge den friske til at lave nye unger. Selv om hun ikke havde en hvid kobrahun til hannen, så havde hun en plan.
Det var gået galt, fordi hun havde solgt sin lille hvide hunkobra. Hun havde ikke tænkt, at det var et problem, for hun havde stadig sin gamle, hvide hun, som var med æg, så snart ville der pible et nyt kuld hvide kobraer ud. Selvfølgelig havde hun fortrudt det salg mange gange. For den gamle hun døde, og der var kun hanner i de nye æg. Det havde hun aldrig oplevet før, men alt skal jo ske mindst én gang. I hvert fald betød det, at hun nu ikke kunne avle flere hvide kobraer.
Havde livet været, som da klostret fungerede, havde hun ikke solgt den lille hun, men pengene havde været små i den måned, at hun ikke havde haft andet valg. Enten solgte hun den, da der var en køber, eller også ville flere af dyrene sulte ihjel, måske også hende selv, drengen og Ældste. Stille spiste sjældent hjemme.
Ikke længe efter begyndte Pythia at skrante så meget, at de udklækkede kobrahannerne forsvandt hurtigere end forventet. Og nu havde hun altså, ud over den i lommen, kun en enkelt han tilbage i terrariet.
Hendes plan var at overtale køberen til, at hun måtte låne den hvide hun med hjem og lave et nyt kuld. Når æggene var klækket, kunne køberen få den tilbage. Måske endda med en ekstra hvid kobra oveni, som tak for besværet. Det heldige var, at Medea havde fået et ret nært forhold til hende, der havde købt slangen. Det uheldige var, at hun var kristen præst, og det var mod reglerne, at hun ikke havde sin slange hos sig hele tiden.
Medea havde ventet på, at de små kobraer skulle blive kønsmodne. Det var ved at være nu. I morgen ville hun tage Banen til Himlingeøje, til Wicca, og overtale hende til, at hun kunne låne slangen. Et alternativ kunne være at tage hankobraen med til Himlingeøje og lade hunkobraen blive befrugtet der, men Wicca passede ikke godt på sin slange. Så det var tvivlsomt, om det ville lykkes, at få dem til at avle frivilligt under de forhold.
Hun tjekkede, at varmen til kobrahannen virkede, som den skulle. I forhold til rundområder som der, hvor Wicca boede, havde de ikke meget energi til rådighed i slummen, og da slet ikke i klostret. Varmekilderne til slangerne tog mere af deres forbrug, end Medea nogensinde havde indrømmet over for Ældste.
Døren ind til det bagerste rum i kælderen knirkede. Det havde været et beskyttelsesrum i de krigeriske perioder i historien. Den elleve meter lange, grønne krop gled hende i møde.
“Her,” sagde hun og rakte den hvide kobrahan frem mod Pythia.
“Det er en han,” lokkede hun og lagde den foran hende. “Du bliver nødt til at spise noget, skat,” sagde Medea bekymret og strøg sin hånd hen over Pythias smukke skind, der plejede at være blankt, men nu var blevet mat.
Pythia stak sin tunge ud og indsnusede duften fra kobraen. Så åbnede hun munden og slugte den hel. Bagefter krøb hun over i hjørnet og rullede sig sammen. Medea betragtede hende bekymret. Så gik hun ind til de andre slanger for at dele hunfuglene mellem dem.
Hun gabte højlydt. Trætheden fra de seneste måneders mange arbejdsopgaver gjorde benene tunge og trappetrinnene op fra kælderen nærmest uoverstigelige. Tanken om at give efter og lægge sig tæt op ad Pythia for natten var lige ved at få overtaget. Men det gik ikke. Ud over at hun skulle gøre kærlighedskagerne færdige, var der stadig mange, der skulle have mad.
Hundene kiggede bedende på hende, da hun passerede dem i køkkenet.
“I har spist i dag,” sagde hun til dem og strøg dem begge over den fedtede pels. De fulgte hende med øjnene, mens hun åbnede skabet med urter og tørret mad og fandt rosmarinen frem. Hundene havde igen ikke fået nok at spise, i forhold til hvor store de var. Men hun måtte fordele maden ligeligt mellem hunde, fugle, slanger og mennesker.
De kørte på de sidste ressourcer. Forhåbentlig ville hun få noget godt i bytte for kærlighedskagerne oppe i Gaden, så de alle kunne gå mætte i seng. Fuglene inde i stuen var heldigvis stille, klarede sig med den smule frø, hun gav dem i går. Men med et én mærkede sulten i maven og begyndte at skræppe op, fulgte de andre gerne trop. Det var med at nyde roen, så længe den var der.
Hun så op mod førstesalen. Det var nu Ældste gerne blev utålmodig og bankede i gulvet, hvis ikke hun fik serveret mad. Det var nemmere med drengen, der altid bare spiste, når der var noget. Han var både sød og fredsommelig. Indtil videre.
Solen ville snart gemme sig bag de tagtoppe, der stadig stod oprejste i Frederiksbergslummen, hun havde travlt, hvis hun skulle udnytte dagslyset. Hun havde brug for at gemme energien til Ældstes varmeovn. Efter at hendes aldrende krop kun lå ned, frøs hun nemt.
Der var altid køligt i klostret om vinteren. De sidste par vintre havde været bidende. Måske fordi de kun var tre mennesker tilbage til at holde væggene varme. Fire med drengen, hvis man kunne tælle ham med. Eller også var det, fordi hun var ensom nu, hvor Ældste ikke mere var en del af hverdagen. Hun plejede at stå op med solen og sine fugle, samle urter og frø og kæmme fuglenes vinger, træne dem til at hente de ting, hun ikke selv kunne nå på de øverste hylder eller i trætoppene.
Men de sidste år var det gået ned ad bakke. For hver dag var det, som om Ældste kunne mindre. Efterhånden kunne hun ikke andet end at være i sengen oppe hos drengen. Det værste var ikke, at hun skrantede fysisk. Det var værre, at hendes hukommelse smuldrede og gjorde deres samtaler, der før havde været fulde af liv, afstumpede og fyldt med misforståelser, der fik Medea til at føle sig endnu mere alene.
Medea skuttede sig og løsnede fletningerne. Håret lagde sig filtret hen over ryggen og ned til haserne. Selv om noget af det var fugtigt af blodet, varmede de tunge lokker. Hun havde altid håret flettet eller sat op, det andet var for upraktisk. Men var det så koldt i klostret som denne vinter, lod hun det hænge for at drage nytte af den smule varme, det trods alt gav. Prisen var, at både blod, fuglelort, ting fra terrarierne, og hvad hun ellers rev med sig på vejen, hang fast i håret og gjorde det umuligt at holde det velplejet. For ikke at tale om mudder, når hun var ude at samle, og håret slæbte hen ad jorden.
Hun forsøgte at rede det igennem med en gaffel. Den satte sig fast halvvejs. Opgivende lod hun den blive siddende. Hun ville klippe de nederste ti centimeter af, næste gang der var fuldmåne. Da hun var lille, havde hendes mødre altid sagt, at der ikke var nogen grund til at have hår længere end til knæene. De havde alle fem haft så kort hår, at de så skaldede ud. Det føltes bedst, sagde de. Hvilket Medea gerne gav dem ret i. Hun var bare ikke villig til at give køb på den magiske kraft, der sad i et langt, stærkt hår.
Hun tog skålen med blodblandingen, lavede syv lige rækker med kager og satte dem til luning. Solen stod lavt, og lyset var knapt. Hurtigt hældte hun varmt vand over rosmarinkvistene, tørrede hænderne i det hullede viskestykke og lavede et par kuskeslag for at få varme i kroppen. Om en halv time ville vandet have trukket det ud af rosmarinen, det skulle, for at hjælpe på Ældstes hukommelse. Det var ikke, fordi det fik mirakler til at ske, men Medea gjorde meget for at få bare et enkelt klart øjeblik med sin klostersøster.
Vinden sivede ind ad sprækkerne ved vinduet og fik støvet til at hvirvle rundt i karmene. Klostret havde ikke penge til at vedligeholde huset, og ingen havde selvfølgelig interesse i at holde bygningerne i slummen ved lige. Man ventede på, at det hele skulle blive opslugt af jorden, så de kunne bygge noget nyt og rundt.
I det mindste var der varmt vand i hanerne. Hvilket de hverken havde i de få bygninger, der stadig stod på Nørrebro eller på Vesterbro. Det var vel bare et spørgsmål om tid, før de to sidste brokvarterer også blev opslugt af naturen, som det skete for Østerbro sidste år. Flere boligkvarterer på Frederiksberg, især de store huse som det, klostret havde brugt i over hundrede år, stod dog endnu. Nogle desværre ubeboelige, nærmest ruiner, fordi de havde været tomme for længe.
Medea syntes, det var ærgerligt. Ingen kunne komme uden om, at området med de kantede huse og lige veje mindede om den patriarkalske tid, som ingen havde lyst til at tænke på, men det var jo gamle, historiske bygninger. Hun håbede, der ville ske et mirakel, så dem, der lavede byplanlægningen, fandt frem til en nostalgisk åre og forbarmede sig over de gamle huse.
Men der var generelt ikke mange overbærende følelser at finde i forhold til fortiden, og tanken om, at slumområderne kunne blive underlagt nogen form for byplanlægning til fordel for de nye rundområder, var for naivt at tro. Hun måtte bare glæde sig over, at så længe murene kunne holde sig over jorden, ville huse som klostret få lov til at blive stående.
Gamle dages maskuline iver med at jævne vægge og huse med maskiner, var der ingen, der gjorde brug af. Naturen skulle have lov til at gå sin gang, opsluge og tilintetgøre menneskehedens tidligere selvdestruktive forsøg på et samfund. Mænd havde brugt flere århundreder på at ødelægge alt omkring sig, derfor var det vel forvente- ligt, at det mindst ville tage naturen et par hundrede år at genoprette balancen.
På trods af at klostret var utæt og alle steder trængte til en kærlig hånd, elskede Medea det gamle, sorte hus. Selv om det havde lige vægge, lofter, hjørner og firkantede vinduer. For det var jo ikke husene, der havde skabt det dårlige samfund, men dem, der dengang boede i det. Det tænkte Medea ofte, men havde aldrig sagt det højt til andre end Ældste, der nogle gange gav hende ret.
Solen var væk. Om et kvarter ville rosmarinen have trukket færdig. Hun gjorde resten af maden til Ældste og drengen klar på en bakke. Heldigvis hjemmevant i køkkenet, for det var begrænset, hvor meget hun kunne se. Hun løb på stedet for at få gang i blodomløbet. Krøb anspændt ned i varmen mellem hundene i hjørnet, der godvilligt lod hende gøre det. Hun løftede hanhundens store pote og lagde den rundt om sig, trak den lille tæve tættere ind mod kroppen og tillod sig at døse hen. Bare til rosmarinen var klar.
Hun vågnede med et sæt. Fuglene skreg inde i stuen. Månen skinnede gennem de matte ruder. Hvor længe havde hun sovet? Rottesnogen gled lydløst forbi hende, allerede på jagt efter rotter, som der desværre var nok af. Rottesnogen havde derfor som den eneste af hendes slanger lov til at bevæge sig frit i alle rum. Den var den sidste af sin slags. For et år siden havde hun haft tre, men havde fundet to af dem døde oppe hos Ældste i løbet af et par måneder. Medea havde spurgt hende, om hun vidste, hvordan de var døde. Ældste var begyndt at græde, Medea måtte trøste i stedet for at få et svar.
Hvor hun skulle skaffe en ekstra rottesnog, vidste hun ikke, men de ville være prisgivet, hvis den sidste døde og rotterne fik overtaget. Der blev sat store mængder rotter ud i området for tiden. Kun hunrotter. De var for kloge til at gå i madfælderne, Medea havde i haven. Men heldigvis ikke for kloge til at blive hapset af en rottesnog.
Tre vrede stamp i gulvet. Medea så op. Ældste, der før var klosterets mest harmoniske søster, havde nu vredesudbrud dagligt.
Hundene protesterede søvnigt, da hun skubbede til dem for at komme op. Hun svøbte et ekstra sjal om skuldrene og kiggede hurtigt ind til fuglene, der brokkede sig over manglen på mad.
“Senere,” tænkte hun til dem. De skreg utilfredse tilbage.
Rosmarinvandet var koldt. Medea tog et par slurke, inden hun skyndte sig op ad trapperne med bakken, det var ikke til nogen skade, at hun også fik klaret tankerne lidt. Ældste spiste mindre og mindre, og havde hun spist op, var det som regel drengen, der havde gjort det for hende. Han voksede meget for tiden. Den afklippede kjortel fra en af de afdøde søstre var begyndt at stumpe.
“Hvad vil du?” snerrede Ældste, da Medea låste døren op og satte bakken foran dem. Drengen smilede glad til hende og tog en gulerod. Han havde smidt kjortlen og var trods kulden nøgen. Det eneste, han havde på, var hindbærtasken. Ældste havde syet den til ham for fire år siden, da han var fyldt tre. Af samme blå stof, som hendes skørter var syet af. Midtpå havde hun broderet et rødt hindbær, for hindbær var det, han bedst kunne lide at putte i munden. Drengen elskede den taske. Han havde den altid på, også når han var nøgen.
Medea vænnede sig aldrig til at se hans kødlige vedhæng mellem benene og foretrak derfor, at han havde tøj på.
“Aftensmad,” sagde Medea til Ældste, “der er broccoli i dag.” Hun samlede kjortlen op fra gulvet og smed den i retning af drengen. Han tog den lydigt på.
“Føj,” fnøs Ældste, spyttede maden ud og skulede til Medea med barnlig trods. Hendes hvide hår klistrede tyndt til hovedbunden på toppen og strittede ubehjælpeligt ud bagved.
Medea havde lyst til at glatte håret, kunne ikke bære at se Ældste sådan. I otte år havde de kun været de to søstre tilbage i klostret. Og selvfølgelig Stille. Men Stille forsvandt hver dag ud i slummen, ofte også hele natten. Desuden sagde hun aldrig et ord.
“Drik det her,” sagde Medea og rakte rosmarinvandet til Ældste. Hun lugtede til det og stak tungen ud.
“Ad, det vil jeg ikke have.”
“Tag en slurk, du får det bedre.”
“Jeg har det fint. Fint fint fint.” Ældste gyngede frem og tilbage, gentog ordet på en melodi, Medea havde hørt hende synge for drengen, da han var mindre og skulle sove.
Drengen sang med, selv om han havde munden fuld af mad. Han tog glasset med rosmarinvandet og satte det for munden. Medea skyndte sig at tage det fra ham. Hun anede ikke, hvad rosmarin gjorde ved testosteron, og havde ikke overskud til at eksperimentere.
“Drik det her i stedet,” hun gav ham et glas vand.
Drengen lod ikke til at have bemærket, at Ældste ikke mere var den, hun før havde været. Havde han en varm menneskekrop at krybe ind til, nogen at synge med og fik nok at spise, virkede han tilfreds.
Det lod heller ikke til, at han behøvede have mere plads end de to små værelser, han altid havde boet i bagerst på første sal. De havde bygget en ekstra væg, så det for uindviede ikke var til at se, at der var to værelser. Ikke at der nogensinde var gæster i overetagen, men det var bedst at være på den sikre side. De få, der kom forbi salgsboden, kom aldrig ind, men skyndte sig videre. Kun dem, der købte slanger af Medea, var indenfor, men kortvarigt og kun i kælderen. Ingen havde lyst til at være blandt hekse længere tid end højst nødvendigt.
Ældste faldt i søvn med åben mund og hovedet lænet mod væggen. Drengen krøb op ved siden af og trak tæppet op over dem begge. Han pegede på gaflen i Medeas hår og lo, så hans grønne øjne blev til små sprækker. Medea smilede, fik med besvær gaflen ud af håret, og gav ham den, han prøvede først at kile gaflen ind i sit eget hvide hår, men Medea havde klippet for mange totter af til sine forsøg, til at den kunne sidde fast. I stedet lagde han den mod sin kind, som en bamse, og lukkede øjnene.
Medea låste omhyggeligt døren og gik ned ad gangen. Foran Stilles dør stod et bæger med menstruationsblod. Altså var hun hjemme. Duften af stenkørvel var som altid intens foran Stilles dør. Hun hadede rottesnogene, hendes dør var altid lukket og enhver utæthed dækket til. I stedet holdt hun gnaverne på afstand med stanken af stenkørvel. Eller Stille syntes vel, det duftede godt, hun var som besat af den plante og mente, den kunne bruges til alt. Så vidt Medea vidste, kunne den ikke bruges til andet end at holde mus og rotter lidt på afstand.
Hun samlede bægeret op. I det mindste kunne Stille stadig være behjælpelig med et skvæt blod, men det blev mindre og mindre. Medea vidste ikke præcis, hvor gammel Stille var, men ville skyde på, hun var sidst i fyrrerne. Hvor hun skulle skaffe blod til kærlighedskagerne, når Stille også beholdt sit visdomsblod for sig selv, vidste Medea ikke. Måske hun kunne forsøge med hundenes. Men de blødte sjældent, og det var vanskeligt at opsamle. Engang havde hun forsøgt med hønseblod, men det var jo at lyve for kunderne. Hun satte for stor en ære i sin profession til at holde folk for nar på den måde.
Medea gik ned ad trapperne og hilste som altid ærbødigt på både gudinderne og Pan, der hver havde deres egen buste på en hylde i trappeopgangen.
Fuglene skreg, da de hørte hende nærme sig køkkenet og stuen, der lå i forlængelse af hinanden. Fruen, en skinnende sort beostær med orange næb, hoppede hysterisk fra pind til pind, så dens blå butterfly vippede hidsigt op og ned. Ældste var tæt knyttet til sine fugle, men særligt til Fruen, der nærmede sig femten år. Den led under hendes fravær og viste det ved at være mere vred, end den plejede at være. Medea måtte have den ud at flyve i morgen. Fruen havde brug for at folde vingerne ud. Kragerne var ikke krævende, de kunne nemmere sidde og småsove et par dage, bare der var mad nok.
“I morgen kommer du ud,” forsøgte hun at fortælle Fruen via tankerne. Den lagde hovedet på skrå og så tomt på hende. “I morgen,” sagde hun højt. Fruen satte i et nyt skrig, virrede med hovedet, tog afsæt og dumpede hen på en anden pind i buret. Egentlig kunne den selv åbne sit bur og flyve ud, som det passede den, men det gjorde den fornærmet i dagevis, hvis man ikke nødede den ved at åbne lågen. Hun gav fuglene et par håndfulde frø hver. Fruen skulede og vendte ryggen til. Den var bedre vant. Medea rystede opgivende på hovedet og lagde et tæppe over dens bur.
Stille kom ind i køkkenet, mens Medea ryddede op efter kagerne.
“Skal du ud?”
Stille så lige forbi hende. Tavs som altid.
“I den kulde?” fortsatte Medea. “Lad være med at få vådt hår igen. Jeg kan ikke lave mere creme til din hovedbundssvamp før til foråret.”
Stille kiggede sig ikke tilbage, da hun gik ud ad døren, ventede dog et øjeblik på den lille tæve, der gerne fulgte hende, når hun forlod huset. Døren smækkede i bag dem. Gennem de dårligt isolerede vinduer kunne Medea høre nattefrosten knage under Stilles støvler. Hun sukkede. Hun burde også gå ud. Både for at grave efter kærlighedsrødder til næste portion kager og for at skaffe handyr til Pythia. Men kulden havde vel gjort jorden hård som sten, og det var for mørkt til at fange dyr. Det måtte blive i morgen.
Hun lyttede. Alle i huset sov. Næsten lydløst gik hun ned ad trapperne, tog sit tøj af i forrummet og ulejligede sig ikke med at binde den gyldne slangekåbe foran. Kort efter lukkede hun døren bag sig ind til Pythia, der velvilligt rullede sig sammen om hende. Hos Pythia behøvede hun ikke at sige noget højt for at blive forstået.
Maren Uthaug: 11%
★★★★★ – Berlingske
❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken
★★★★★ – Kristeligt Dagblad
★★★★★ – Dagbladenes bureau
Vinder af De Gyldne Laurbær 2022
“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen
I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.
Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.
Spørgsmålet er, hvornår han bliver en trussel for dem alle?
Maren Uthaug er tilbage med romanen 11%, hvor samfundets befolkning (næsten) udelukkende består af kvinder. Smuglæs i romanen her.
I den nye tid, som 11% foregår i, er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.
Fire kvinders liv vikles ind i hinanden, og de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op i det fri.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige
Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen
Spørgsmålet er, hvornår drengen indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?
Læs et uddrag af 11% herunder.
11%
Maren Uthaug
KAPITEL 1: Medea
Hendes hår var også sølet ind i blodblandingen. Med klistrede hænder viklede hun de forvildede totter op i knolden på hovedet.
“Gå væk,” telepaterede Medea træt til hanhunden. Den gloede dumt tilbage på hende.
“Gå nu væk,” råbte hun, da den igen puffede til skålen på bordet, og endnu en sjat skvulpede over kanten og ned over hendes kjole. En rød sø drev hen over den skæve bordplade og dryppede ned på gulvet, hvor hunden forsøgte at labbe massen i sig.
Ærgerlig trak hun den væk fra bordet og hen i hjørnet af køkkenet, hvor den lille tæve lå og sov. Stilfærdig som altid. Hanhunden lagde sig utilfreds ved siden af.
Én ting var, at den ville få ondt i maven af chokoladen, der var blandet i blodet, noget andet var, at det var dyrebare dråber. Nu hvor det kun var Stille, der blødte i klostret, var der efterhånden dobbelt så meget chokolade i kærlighedskagerne, end Medeas forfinede opskrift foreskrev. Men når hun ikke kunne skaffe mere menstruationsblod, var der ikke andet at gøre end at bruge flere rødder og mere chokolade.
Hanhunden lænede sig frem og stak tungen hen mod blodklatten. Det var lige før, den kunne nå. Den var den største af alle de ulvehunde, der havde været i klostret gennem årene. Dens hoved gik Medea til skuldrene. Hvilket ikke kun skyldtes, at den var gigantisk, men også at hun kun var en meter og fyrre.
Ulvehundene blev større og større, hver gang de fik hvalpe. Nogle gange så store, at de satte sig fast i fødselskanalen og slog både sig selv, de andre hvalpe i maven og moren ihjel, og Medea grædende måtte fodre slangerne med de dødfødte hvalpe, mens de stadig var varme.
Efter hun havde fundet den rette dosis slangegift til at afhjælpe de vanskeligste af fødslerne, var det heldigvis sjældent, at det skete. Hendes eksperimenter med giften havde kostet et par drægtige tæver livet, men det var over ti år siden, hun havde slået en hund ihjel i stedet for at redde den. Hun havde en hel række små flasker mærket med en rød prik på låget, som stod klar, til en hundefødsel nærmede sig. I tydelig kontrast til dem med gul prik, som hun brugte til at hjælpe en gammel hund herfra, når den led mere, end hun kunne bære.
Hunde var ellers ikke hendes ekspertise. De havde tilhørt en nu afdød søster i klostret, der havde kunnet få sine hunde til alt fra at rydde op til at finde svampe og urter i de gamle parker hvor floraen ikke i samme grad var tynget af gamle ruiner, opbrudt asfalt og andet nedfald fra de patriarkalske tider.
Hanhunden og den lille tæve var desværre ikke nået at blive trænet af søsteren, mens hun levede, og adlød derfor ikke nogen. Medea forsøgte hver dag, men kunne ikke engang få dem til at lystre med en godbid. Det var noget andet med slangerne. De bevægede sig i takt med hendes tanker.
Hun måtte se at komme ned til Pythia. I går ville hun ikke spise noget, selv om det var den uge, hun plejede at få mad. I stedet havde hun trukket sig væk, da Medea kom ind i kælderrummet. Det havde hun aldrig gjort før. Lige siden Medea bar hende over dørtærsklen i klostret som babypyton, havde Pythia søgt hendes selskab. I begyndelsen boede hun klos op ad Medeas seng i en lille kasse, som hun skiftede ud, hver gang Pythia voksede ud af den.
Efter et par år gik det ikke mere, og Pythia flyttede med sine otte meter og knap hundrede kilo ned i det kælderrum, hvor varmerørene i gulvet sørgede for at give en passende temperatur. Det første år havde Medea tilbragt hver eneste nat nede hos Pythia.
Det var kun, fordi søstrene mente, hun snart ville blive mere slange end menneske, hvis ikke hun fik nogle nætter for sig selv, at hun begyndte at sove på sit værelse på første sal i klostret. Hvor de tolv andre søstre dengang også havde hver deres værelse. Men det skete mindst en gang om ugen, at hun sov krøllet sammen med Pythia i kælderen. Eller sammen med de andre slanger inde ved siden af, når en af de nyudklækkede var svagelig eller en af de unge havde problemer med at skifte den første ham.
Hurtigt tørrede Medea blodet på gulvet op, satte skålen med blandingen så højt, at hanhunden ikke kunne nå den. Chokoladen, blodet og rødderne havde kun godt af at stå og trække kraften ud af hinanden, før hun formede massen til små kærlighedskager og bagte dem færdig.
Vintersolen gav stadig et sparsomt lys, da hun løb ned ad trappen til kælderen, til sine slanger. For hvert skridt hun tog, blev hendes vejrtrækning roligere, og skuldrene faldt på plads.
“Nu kommer jeg,” tænkte hun og mærkede syvogfirs slanger sno sig i samme rytme som hendes åndedrag.
Hun tog sig god tid i forrummet. Hvis hun var stresset, når hun kom ind til slangerne, blev de det også. Især de tohovedede var nemme at hyle ud af den, den sikre vej til at få de to hoveder til at gå til angreb på hinanden, selv om de sad på samme krop.
Pythia vidste at hun kom. Medea kunne mærke det i sin sjæl. Hun ville unde sig selv at begynde inde hos Pythia i aften. Også fordi hun var sløj.
Medea tog alt sit tøj af og iførte sig den lange, guldkåbe stænkede et par dråber ylang-ylang på det ene håndled og sandeltræ på det andet. Håret delte hun i tre og flettede hver del i en lang fletning. Slangerne elskede at krybe op ad dem, særlig de mindste var ofte legesyge. Som det sidste stak hun hånden ud ad vinduet og følte sig heldig, da hun kunne hive to fugle ind fra madfælden. Hun undersøgte kønnet på dem og måtte ærgre sig over, at begge fugle var hunner. Så var hun nødt til at ofre en af sine to hvide kobrahanner i dag.
Pythia havde altid foretrukket hanner frem for hunner, når Medea kom med mad til hende. Selvfølgelig mættede alle slanger og smådyr, også hvis de var hunner, men Pythia fik en særlig glød og blev mere energisk, hvis de dyr, hun indtog, var af hankøn. Siden hun var blevet syg, var hvide kobrahanner det eneste måltid, der fik hende til at live op.
De to hvide hanner pilede frem til den forreste del af terrariet, da de fik øje på hende. Hun stak hånden ned til dem. Sidste år var tyve af hendes slanger hvide kobraer, nu var der kun de to unge hanner tilbage. Både fordi hun havde været uheldig i opdrættet, og fordi hun havde fodret Pythia med dem, hun trods alt havde haft.
Hannerne gled silkebløde mellem hendes hænder. På skift tog hun dem op og undersøgte dem nøje. Til andre tider ville hun have fodret Pythia med den, der var friskest. I dag valgte hun i stedet den, der var svagest, og puttede den i lommen. Hun skulle bruge den friske til at lave nye unger. Selv om hun ikke havde en hvid kobrahun til hannen, så havde hun en plan.
Det var gået galt, fordi hun havde solgt sin lille hvide hunkobra. Hun havde ikke tænkt, at det var et problem, for hun havde stadig sin gamle, hvide hun, som var med æg, så snart ville der pible et nyt kuld hvide kobraer ud. Selvfølgelig havde hun fortrudt det salg mange gange. For den gamle hun døde, og der var kun hanner i de nye æg. Det havde hun aldrig oplevet før, men alt skal jo ske mindst én gang. I hvert fald betød det, at hun nu ikke kunne avle flere hvide kobraer.
Havde livet været, som da klostret fungerede, havde hun ikke solgt den lille hun, men pengene havde været små i den måned, at hun ikke havde haft andet valg. Enten solgte hun den, da der var en køber, eller også ville flere af dyrene sulte ihjel, måske også hende selv, drengen og Ældste. Stille spiste sjældent hjemme.
Ikke længe efter begyndte Pythia at skrante så meget, at de udklækkede kobrahannerne forsvandt hurtigere end forventet. Og nu havde hun altså, ud over den i lommen, kun en enkelt han tilbage i terrariet.
Hendes plan var at overtale køberen til, at hun måtte låne den hvide hun med hjem og lave et nyt kuld. Når æggene var klækket, kunne køberen få den tilbage. Måske endda med en ekstra hvid kobra oveni, som tak for besværet. Det heldige var, at Medea havde fået et ret nært forhold til hende, der havde købt slangen. Det uheldige var, at hun var kristen præst, og det var mod reglerne, at hun ikke havde sin slange hos sig hele tiden.
Medea havde ventet på, at de små kobraer skulle blive kønsmodne. Det var ved at være nu. I morgen ville hun tage Banen til Himlingeøje, til Wicca, og overtale hende til, at hun kunne låne slangen. Et alternativ kunne være at tage hankobraen med til Himlingeøje og lade hunkobraen blive befrugtet der, men Wicca passede ikke godt på sin slange. Så det var tvivlsomt, om det ville lykkes, at få dem til at avle frivilligt under de forhold.
Hun tjekkede, at varmen til kobrahannen virkede, som den skulle. I forhold til rundområder som der, hvor Wicca boede, havde de ikke meget energi til rådighed i slummen, og da slet ikke i klostret. Varmekilderne til slangerne tog mere af deres forbrug, end Medea nogensinde havde indrømmet over for Ældste.
Døren ind til det bagerste rum i kælderen knirkede. Det havde været et beskyttelsesrum i de krigeriske perioder i historien. Den elleve meter lange, grønne krop gled hende i møde.
“Her,” sagde hun og rakte den hvide kobrahan frem mod Pythia.
“Det er en han,” lokkede hun og lagde den foran hende. “Du bliver nødt til at spise noget, skat,” sagde Medea bekymret og strøg sin hånd hen over Pythias smukke skind, der plejede at være blankt, men nu var blevet mat.
Pythia stak sin tunge ud og indsnusede duften fra kobraen. Så åbnede hun munden og slugte den hel. Bagefter krøb hun over i hjørnet og rullede sig sammen. Medea betragtede hende bekymret. Så gik hun ind til de andre slanger for at dele hunfuglene mellem dem.
Hun gabte højlydt. Trætheden fra de seneste måneders mange arbejdsopgaver gjorde benene tunge og trappetrinnene op fra kælderen nærmest uoverstigelige. Tanken om at give efter og lægge sig tæt op ad Pythia for natten var lige ved at få overtaget. Men det gik ikke. Ud over at hun skulle gøre kærlighedskagerne færdige, var der stadig mange, der skulle have mad.
Hundene kiggede bedende på hende, da hun passerede dem i køkkenet.
“I har spist i dag,” sagde hun til dem og strøg dem begge over den fedtede pels. De fulgte hende med øjnene, mens hun åbnede skabet med urter og tørret mad og fandt rosmarinen frem. Hundene havde igen ikke fået nok at spise, i forhold til hvor store de var. Men hun måtte fordele maden ligeligt mellem hunde, fugle, slanger og mennesker.
De kørte på de sidste ressourcer. Forhåbentlig ville hun få noget godt i bytte for kærlighedskagerne oppe i Gaden, så de alle kunne gå mætte i seng. Fuglene inde i stuen var heldigvis stille, klarede sig med den smule frø, hun gav dem i går. Men med et én mærkede sulten i maven og begyndte at skræppe op, fulgte de andre gerne trop. Det var med at nyde roen, så længe den var der.
Hun så op mod førstesalen. Det var nu Ældste gerne blev utålmodig og bankede i gulvet, hvis ikke hun fik serveret mad. Det var nemmere med drengen, der altid bare spiste, når der var noget. Han var både sød og fredsommelig. Indtil videre.
Solen ville snart gemme sig bag de tagtoppe, der stadig stod oprejste i Frederiksbergslummen, hun havde travlt, hvis hun skulle udnytte dagslyset. Hun havde brug for at gemme energien til Ældstes varmeovn. Efter at hendes aldrende krop kun lå ned, frøs hun nemt.
Der var altid køligt i klostret om vinteren. De sidste par vintre havde været bidende. Måske fordi de kun var tre mennesker tilbage til at holde væggene varme. Fire med drengen, hvis man kunne tælle ham med. Eller også var det, fordi hun var ensom nu, hvor Ældste ikke mere var en del af hverdagen. Hun plejede at stå op med solen og sine fugle, samle urter og frø og kæmme fuglenes vinger, træne dem til at hente de ting, hun ikke selv kunne nå på de øverste hylder eller i trætoppene.
Men de sidste år var det gået ned ad bakke. For hver dag var det, som om Ældste kunne mindre. Efterhånden kunne hun ikke andet end at være i sengen oppe hos drengen. Det værste var ikke, at hun skrantede fysisk. Det var værre, at hendes hukommelse smuldrede og gjorde deres samtaler, der før havde været fulde af liv, afstumpede og fyldt med misforståelser, der fik Medea til at føle sig endnu mere alene.
Medea skuttede sig og løsnede fletningerne. Håret lagde sig filtret hen over ryggen og ned til haserne. Selv om noget af det var fugtigt af blodet, varmede de tunge lokker. Hun havde altid håret flettet eller sat op, det andet var for upraktisk. Men var det så koldt i klostret som denne vinter, lod hun det hænge for at drage nytte af den smule varme, det trods alt gav. Prisen var, at både blod, fuglelort, ting fra terrarierne, og hvad hun ellers rev med sig på vejen, hang fast i håret og gjorde det umuligt at holde det velplejet. For ikke at tale om mudder, når hun var ude at samle, og håret slæbte hen ad jorden.
Hun forsøgte at rede det igennem med en gaffel. Den satte sig fast halvvejs. Opgivende lod hun den blive siddende. Hun ville klippe de nederste ti centimeter af, næste gang der var fuldmåne. Da hun var lille, havde hendes mødre altid sagt, at der ikke var nogen grund til at have hår længere end til knæene. De havde alle fem haft så kort hår, at de så skaldede ud. Det føltes bedst, sagde de. Hvilket Medea gerne gav dem ret i. Hun var bare ikke villig til at give køb på den magiske kraft, der sad i et langt, stærkt hår.
Hun tog skålen med blodblandingen, lavede syv lige rækker med kager og satte dem til luning. Solen stod lavt, og lyset var knapt. Hurtigt hældte hun varmt vand over rosmarinkvistene, tørrede hænderne i det hullede viskestykke og lavede et par kuskeslag for at få varme i kroppen. Om en halv time ville vandet have trukket det ud af rosmarinen, det skulle, for at hjælpe på Ældstes hukommelse. Det var ikke, fordi det fik mirakler til at ske, men Medea gjorde meget for at få bare et enkelt klart øjeblik med sin klostersøster.
Vinden sivede ind ad sprækkerne ved vinduet og fik støvet til at hvirvle rundt i karmene. Klostret havde ikke penge til at vedligeholde huset, og ingen havde selvfølgelig interesse i at holde bygningerne i slummen ved lige. Man ventede på, at det hele skulle blive opslugt af jorden, så de kunne bygge noget nyt og rundt.
I det mindste var der varmt vand i hanerne. Hvilket de hverken havde i de få bygninger, der stadig stod på Nørrebro eller på Vesterbro. Det var vel bare et spørgsmål om tid, før de to sidste brokvarterer også blev opslugt af naturen, som det skete for Østerbro sidste år. Flere boligkvarterer på Frederiksberg, især de store huse som det, klostret havde brugt i over hundrede år, stod dog endnu. Nogle desværre ubeboelige, nærmest ruiner, fordi de havde været tomme for længe.
Medea syntes, det var ærgerligt. Ingen kunne komme uden om, at området med de kantede huse og lige veje mindede om den patriarkalske tid, som ingen havde lyst til at tænke på, men det var jo gamle, historiske bygninger. Hun håbede, der ville ske et mirakel, så dem, der lavede byplanlægningen, fandt frem til en nostalgisk åre og forbarmede sig over de gamle huse.
Men der var generelt ikke mange overbærende følelser at finde i forhold til fortiden, og tanken om, at slumområderne kunne blive underlagt nogen form for byplanlægning til fordel for de nye rundområder, var for naivt at tro. Hun måtte bare glæde sig over, at så længe murene kunne holde sig over jorden, ville huse som klostret få lov til at blive stående.
Gamle dages maskuline iver med at jævne vægge og huse med maskiner, var der ingen, der gjorde brug af. Naturen skulle have lov til at gå sin gang, opsluge og tilintetgøre menneskehedens tidligere selvdestruktive forsøg på et samfund. Mænd havde brugt flere århundreder på at ødelægge alt omkring sig, derfor var det vel forvente- ligt, at det mindst ville tage naturen et par hundrede år at genoprette balancen.
På trods af at klostret var utæt og alle steder trængte til en kærlig hånd, elskede Medea det gamle, sorte hus. Selv om det havde lige vægge, lofter, hjørner og firkantede vinduer. For det var jo ikke husene, der havde skabt det dårlige samfund, men dem, der dengang boede i det. Det tænkte Medea ofte, men havde aldrig sagt det højt til andre end Ældste, der nogle gange gav hende ret.
Solen var væk. Om et kvarter ville rosmarinen have trukket færdig. Hun gjorde resten af maden til Ældste og drengen klar på en bakke. Heldigvis hjemmevant i køkkenet, for det var begrænset, hvor meget hun kunne se. Hun løb på stedet for at få gang i blodomløbet. Krøb anspændt ned i varmen mellem hundene i hjørnet, der godvilligt lod hende gøre det. Hun løftede hanhundens store pote og lagde den rundt om sig, trak den lille tæve tættere ind mod kroppen og tillod sig at døse hen. Bare til rosmarinen var klar.
Hun vågnede med et sæt. Fuglene skreg inde i stuen. Månen skinnede gennem de matte ruder. Hvor længe havde hun sovet? Rottesnogen gled lydløst forbi hende, allerede på jagt efter rotter, som der desværre var nok af. Rottesnogen havde derfor som den eneste af hendes slanger lov til at bevæge sig frit i alle rum. Den var den sidste af sin slags. For et år siden havde hun haft tre, men havde fundet to af dem døde oppe hos Ældste i løbet af et par måneder. Medea havde spurgt hende, om hun vidste, hvordan de var døde. Ældste var begyndt at græde, Medea måtte trøste i stedet for at få et svar.
Hvor hun skulle skaffe en ekstra rottesnog, vidste hun ikke, men de ville være prisgivet, hvis den sidste døde og rotterne fik overtaget. Der blev sat store mængder rotter ud i området for tiden. Kun hunrotter. De var for kloge til at gå i madfælderne, Medea havde i haven. Men heldigvis ikke for kloge til at blive hapset af en rottesnog.
Tre vrede stamp i gulvet. Medea så op. Ældste, der før var klosterets mest harmoniske søster, havde nu vredesudbrud dagligt.
Hundene protesterede søvnigt, da hun skubbede til dem for at komme op. Hun svøbte et ekstra sjal om skuldrene og kiggede hurtigt ind til fuglene, der brokkede sig over manglen på mad.
“Senere,” tænkte hun til dem. De skreg utilfredse tilbage.
Rosmarinvandet var koldt. Medea tog et par slurke, inden hun skyndte sig op ad trapperne med bakken, det var ikke til nogen skade, at hun også fik klaret tankerne lidt. Ældste spiste mindre og mindre, og havde hun spist op, var det som regel drengen, der havde gjort det for hende. Han voksede meget for tiden. Den afklippede kjortel fra en af de afdøde søstre var begyndt at stumpe.
“Hvad vil du?” snerrede Ældste, da Medea låste døren op og satte bakken foran dem. Drengen smilede glad til hende og tog en gulerod. Han havde smidt kjortlen og var trods kulden nøgen. Det eneste, han havde på, var hindbærtasken. Ældste havde syet den til ham for fire år siden, da han var fyldt tre. Af samme blå stof, som hendes skørter var syet af. Midtpå havde hun broderet et rødt hindbær, for hindbær var det, han bedst kunne lide at putte i munden. Drengen elskede den taske. Han havde den altid på, også når han var nøgen.
Medea vænnede sig aldrig til at se hans kødlige vedhæng mellem benene og foretrak derfor, at han havde tøj på.
“Aftensmad,” sagde Medea til Ældste, “der er broccoli i dag.” Hun samlede kjortlen op fra gulvet og smed den i retning af drengen. Han tog den lydigt på.
“Føj,” fnøs Ældste, spyttede maden ud og skulede til Medea med barnlig trods. Hendes hvide hår klistrede tyndt til hovedbunden på toppen og strittede ubehjælpeligt ud bagved.
Medea havde lyst til at glatte håret, kunne ikke bære at se Ældste sådan. I otte år havde de kun været de to søstre tilbage i klostret. Og selvfølgelig Stille. Men Stille forsvandt hver dag ud i slummen, ofte også hele natten. Desuden sagde hun aldrig et ord.
“Drik det her,” sagde Medea og rakte rosmarinvandet til Ældste. Hun lugtede til det og stak tungen ud.
“Ad, det vil jeg ikke have.”
“Tag en slurk, du får det bedre.”
“Jeg har det fint. Fint fint fint.” Ældste gyngede frem og tilbage, gentog ordet på en melodi, Medea havde hørt hende synge for drengen, da han var mindre og skulle sove.
Drengen sang med, selv om han havde munden fuld af mad. Han tog glasset med rosmarinvandet og satte det for munden. Medea skyndte sig at tage det fra ham. Hun anede ikke, hvad rosmarin gjorde ved testosteron, og havde ikke overskud til at eksperimentere.
“Drik det her i stedet,” hun gav ham et glas vand.
Drengen lod ikke til at have bemærket, at Ældste ikke mere var den, hun før havde været. Havde han en varm menneskekrop at krybe ind til, nogen at synge med og fik nok at spise, virkede han tilfreds.
Det lod heller ikke til, at han behøvede have mere plads end de to små værelser, han altid havde boet i bagerst på første sal. De havde bygget en ekstra væg, så det for uindviede ikke var til at se, at der var to værelser. Ikke at der nogensinde var gæster i overetagen, men det var bedst at være på den sikre side. De få, der kom forbi salgsboden, kom aldrig ind, men skyndte sig videre. Kun dem, der købte slanger af Medea, var indenfor, men kortvarigt og kun i kælderen. Ingen havde lyst til at være blandt hekse længere tid end højst nødvendigt.
Ældste faldt i søvn med åben mund og hovedet lænet mod væggen. Drengen krøb op ved siden af og trak tæppet op over dem begge. Han pegede på gaflen i Medeas hår og lo, så hans grønne øjne blev til små sprækker. Medea smilede, fik med besvær gaflen ud af håret, og gav ham den, han prøvede først at kile gaflen ind i sit eget hvide hår, men Medea havde klippet for mange totter af til sine forsøg, til at den kunne sidde fast. I stedet lagde han den mod sin kind, som en bamse, og lukkede øjnene.
Medea låste omhyggeligt døren og gik ned ad gangen. Foran Stilles dør stod et bæger med menstruationsblod. Altså var hun hjemme. Duften af stenkørvel var som altid intens foran Stilles dør. Hun hadede rottesnogene, hendes dør var altid lukket og enhver utæthed dækket til. I stedet holdt hun gnaverne på afstand med stanken af stenkørvel. Eller Stille syntes vel, det duftede godt, hun var som besat af den plante og mente, den kunne bruges til alt. Så vidt Medea vidste, kunne den ikke bruges til andet end at holde mus og rotter lidt på afstand.
Hun samlede bægeret op. I det mindste kunne Stille stadig være behjælpelig med et skvæt blod, men det blev mindre og mindre. Medea vidste ikke præcis, hvor gammel Stille var, men ville skyde på, hun var sidst i fyrrerne. Hvor hun skulle skaffe blod til kærlighedskagerne, når Stille også beholdt sit visdomsblod for sig selv, vidste Medea ikke. Måske hun kunne forsøge med hundenes. Men de blødte sjældent, og det var vanskeligt at opsamle. Engang havde hun forsøgt med hønseblod, men det var jo at lyve for kunderne. Hun satte for stor en ære i sin profession til at holde folk for nar på den måde.
Medea gik ned ad trapperne og hilste som altid ærbødigt på både gudinderne og Pan, der hver havde deres egen buste på en hylde i trappeopgangen.
Fuglene skreg, da de hørte hende nærme sig køkkenet og stuen, der lå i forlængelse af hinanden. Fruen, en skinnende sort beostær med orange næb, hoppede hysterisk fra pind til pind, så dens blå butterfly vippede hidsigt op og ned. Ældste var tæt knyttet til sine fugle, men særligt til Fruen, der nærmede sig femten år. Den led under hendes fravær og viste det ved at være mere vred, end den plejede at være. Medea måtte have den ud at flyve i morgen. Fruen havde brug for at folde vingerne ud. Kragerne var ikke krævende, de kunne nemmere sidde og småsove et par dage, bare der var mad nok.
“I morgen kommer du ud,” forsøgte hun at fortælle Fruen via tankerne. Den lagde hovedet på skrå og så tomt på hende. “I morgen,” sagde hun højt. Fruen satte i et nyt skrig, virrede med hovedet, tog afsæt og dumpede hen på en anden pind i buret. Egentlig kunne den selv åbne sit bur og flyve ud, som det passede den, men det gjorde den fornærmet i dagevis, hvis man ikke nødede den ved at åbne lågen. Hun gav fuglene et par håndfulde frø hver. Fruen skulede og vendte ryggen til. Den var bedre vant. Medea rystede opgivende på hovedet og lagde et tæppe over dens bur.
Stille kom ind i køkkenet, mens Medea ryddede op efter kagerne.
“Skal du ud?”
Stille så lige forbi hende. Tavs som altid.
“I den kulde?” fortsatte Medea. “Lad være med at få vådt hår igen. Jeg kan ikke lave mere creme til din hovedbundssvamp før til foråret.”
Stille kiggede sig ikke tilbage, da hun gik ud ad døren, ventede dog et øjeblik på den lille tæve, der gerne fulgte hende, når hun forlod huset. Døren smækkede i bag dem. Gennem de dårligt isolerede vinduer kunne Medea høre nattefrosten knage under Stilles støvler. Hun sukkede. Hun burde også gå ud. Både for at grave efter kærlighedsrødder til næste portion kager og for at skaffe handyr til Pythia. Men kulden havde vel gjort jorden hård som sten, og det var for mørkt til at fange dyr. Det måtte blive i morgen.
Hun lyttede. Alle i huset sov. Næsten lydløst gik hun ned ad trapperne, tog sit tøj af i forrummet og ulejligede sig ikke med at binde den gyldne slangekåbe foran. Kort efter lukkede hun døren bag sig ind til Pythia, der velvilligt rullede sig sammen om hende. Hos Pythia behøvede hun ikke at sige noget højt for at blive forstået.
Maren Uthaug: 11%
★★★★★ – Berlingske
❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken
★★★★★ – Kristeligt Dagblad
★★★★★ – Dagbladenes bureau
Vinder af De Gyldne Laurbær 2022
“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen
I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.
Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.
Spørgsmålet er, hvornår han bliver en trussel for dem alle?
Du kan købe 11% online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: