Wilhelm Østergaard er vokset op i et bogligt hjem med adresse tæt på Kongens Nytorv, men som barn gik hans nysgerrighed mod alt andet end bøger og det, man skulle lære i skolen. Han var i stedet tiltrukket af graffiti, hooliganisme, kriminalitet og stoffer. Drengen, der ikke gad gå i skole, har nu skrevet sin første digtsamling, Din hund rejser på børnebillet.
Teksterne i den 33-årige Wilhelm Østergaards debutdigtsamling voksede frem, da han i halvandet år var isoleret i en lejlighed med en hjernerystelse, han havde pådraget sig til boksetræning. Det var en tid uden stimulation og med begrænset social kontakt, hvilket var svært for en rastløs, ekstrovert person som ham. Men lyrikken blev et lille lys i mørket.
“Mens jeg havde hjernerystelse og var fanget i ensomhed, kunne jeg hverken se tv eller læse bøger, da det gav mig en helvedes kvalme efter bare en halv side. Og på daværende tidspunkt boede jeg til leje hos en, der havde væggene tapetseret med bøger. Det var skrækkeligt ikke at være i stand til at dykke ned i nogle af alle de bøger, jeg var omgivet af. Jeg besluttede mig en dag for at træne min læsning og hev en digtsamling ud af reolen. Inden da havde jeg læst meget få digte. Af en eller anden grund var jeg af den opfattelse, at digtere var selvhøjtidelige, prætentiøse og uden humor.”
“Digte er jo ofte korte, afrundede tekster, så jeg kunne uden de store problemer både genoptræne og stille min læsetrang på samme tid. I begyndelsen var det forfattere som Vita Andersen, Jørgen Leth, Søren Ulrik Thomsen og Tove Ditlevsen, der vakte min nysgerrighed for lyrikken. Og efter det gik jeg helt agurk og dykkede for alvor ned i genren,” fortæller Wilhelm Østergaard.
Wilhelm Østergaard. Fotograf: Thomas Howalt Andersen
Små lommer af glæde
Men digtene satte også noget mere i gang hos Wilhelm Østergaard, nemlig en lyst til selv at formulere sig.
“Jeg blev så fascineret af den måde at fortælle på, og det inspirerede mig til selv at skrive lyrik. Ud af det blå dukkede sætninger op, som jeg skrev ned. Men synet af min ubehjælpelige håndskrift gjorde mig nærmest endnu mere utilpas, så jeg købte en elektrisk skrivemaskine på DBA og nogle farvebånd på eBay.”
“Jeg husker det, som om der åbnede sig et helt nyt rum i mig. Et sted, hvor jeg ikke skulle bekymre mig om, hvorvidt jeg ville få det bedre eller nogensinde kunne komme til at arbejde igen. Inden hjernerystelsen var jeg begyndt at skrive på en roman. Det var forfærdeligt at opgive arbejdet, da jeg var blevet besat af projektet. Så da jeg et år inde i sygdomsforløbet begyndte at skrive digtene, og et sprog opstod, indtraf en glæde, og alt så pludselig lysere ud.”
Rum for fordybelse
I Din hund rejser på børnebillet er der erindringsglimt fra barndommen, tekster om en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, syrede drømmesyn fra ayahuasca-trips i Amazonas, absurde møder med jobcentret og følsomme digte om venner og piger.
Digtene fremstår meget selvbiografiske. Er det rigtigt?
“Ja, det er rigtigt, at mange af digtene læner sig op ad mit eget liv. Men det er først og fremmest poesi, og i de digte, der tager udgangspunkt i det levede liv, vil skriften af og til noget andet end bare at gengive virkeligheden 1:1. De syrede drømmesyn, du taler om, de afspejler den parallelle virkelighed, jeg levede i, alene i min lejlighed. Med svimmelhed og kvalme nonstop, som nogle gange føltes hallucinerende,” forklarer Wilhelm Østergaard.
Har det ligefrem haft en terapeutisk effekt for dig at skrive teksterne?
“Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det har været terapeutisk. Men der er for eksempel nogle af digtene, som tager udgangspunkt i erindringer, hvor jeg i arbejdet med dem pludseligt har kunnet se nogle relationer i et nyt lys. Det er, som om skriften nogle gange har skubbet mig ud i afkroge af min hjerne og fået mig til at anskue minder på en anderledes måde. Jeg vil sige, at det i højere grad har været bevidsthedsudvidende, end det har været terapeutisk“.
På børnebillet i kommunens system
Og så er der titlen: Din hund rejser på børnebillet. Hvad er det, der er med den?
”Da jeg havde hjernerystelse, røg jeg i kløerne på kommunen og jobcentret, der ville have mig i jobtræning, selvom jeg ikke kunne noget som helst. Det føltes håbløst og umuligt, når jeg gik rundt og følte mig som en levende død. Her blev jeg så mødt af deres kommunale vendinger og barnlige sprog, der fik mig til at føle mig fuldstændig umyndiggjort.”
”Jeg husker, en dag jeg havde været til møde på jobcenteret. Igen gik jeg frustreret derfra. Nede i metroen så jeg så et skilt, hvor der stod ”din hund rejser på børnebillet”. Det var netop sådan, jeg havde det! At jeg rejste på børnebillet i kommunens system,” forklarer Wilhelm Østergaard.
Wilhelm Østergaard. Fotograf: Thomas Howalt Andersen
Tiltrukket af det voldsomme
Wilhelm Østergaard har altid fået at vide, at han er god til at fortælle historier. I skolen, omkring spisebordet og når han var i byen. Men det var først sent i livet, at han opdagede, at han kunne bruge den egenskab til noget mere end bare underholdning i en social sammenhæng. Og selvom han var vokset op i et hjem med bøger, var litteratur slet ikke noget, han ofrede opmærksomhed på som barn eller ung. Han fortæller:
“Før jeg var i midten af tyverne, havde jeg virkelig ikke læst særligt mange bøger. Jeg læste kun faglitteratur eller erindringer, hvis emnet eller personen interesserede mig. I folkeskolen kunne jeg slet ikke koncentrere mig, og den skønlitteratur, jeg blev introduceret for, var meningsløs for mig at læse. Jeg var totalt opslugt af graffiti, og når jeg var ude og male om natten i weekenden, virkede det absurd at skulle læse Mio min mio om mandagen.”
“Jeg følte mig ikke som en del af fællesskabet i folkeskolen. Mens mine klassekammerater interesserede sig for Pokémon og hønseringe, var jeg fuldkommen besat af gangsterfilm, kriminalitet, graffiti, undergrundsmiljøer og senere hooliganisme. Og for mig var det ikke nok at læse om det. Jeg havde behov for at være en del af det. Allerede i 2. klasse blev jeg introduceret for graffiti, og jeg begyndte at tage ud og male graffiti sammen med min storebror, der ligesom jeg, følte sig som en outsider.”
“Jeg er jo vokset op i det modsatte af en ghetto, kan man sige. I en lejlighed lige bag Det Kongelige Teater. Men jeg kunne på ingen måde spejle mig i mine omgivelser: klassekammeraterne, der alle var dygtige i skolen, mine forældre og deres venner, som havde lange uddannelser. Jeg følte mig dum. Udenfor. Så jeg søgte ud i miljøer, hvor jeg følte, jeg hørte til, og hvor der skete noget spændende. Og det var blandt graffitimalere, kriminelle og det, man betegner som samfundets bund.”
Wilhelm Østergaard. Fotograf: Thomas Howalt Andersen
At fortælle historier
“Da jeg var i midten af tyverne, nåede jeg et punkt, hvor jeg var træt af fest og stoffer. Så jeg besluttede at starte i misbrugsbehandling. Min ret så flippede misbrugsvejleder anbefalede mig efter et halvt år som ædru at deltage i en ayahuasca-ceremoni. Jeg fik en idé om at optage det hele på lyd og lave en podcast ud af det. Jeg lånte en lydoptager af en journalist, jeg kendte. Og da min oplevelse med det potente stof havde lagt sig, begyndte jeg at redigere podcasten. Jeg mødtes med journalisten hver mandag morgen på en café, hvor han gav mig feedback.”
“Jeg blev fuldkommen opslugt af arbejdet. Og dér kan vi tale om noget, der havde en terapeutisk effekt på mig. Både misbrugsbehandlingen, den indre rejse på ayahuasca, men også at jeg opdagede, at jeg kunne finde ud af at fortælle historier på en måde, der kunne blive min metier.”
“Da jeg startede i behandlingen, læste jeg først enormt meget om afhængighed, og efterfølgende kastede jeg mig over forfattere, der også havde været drukkenbolte, og som jeg kunne spejle mig i. Forfattere som Henry Miller og Charles Bukowski. Det, at jeg begyndte at arbejde med historiefortælling på en mere professionel måde, påvirkede også min læsning. Udover plot og karakterer blev jeg også opslugt af form og alle de tekniske greb, en forfatter benytter.”
Henri på Torvegade, Christianshavn. Foto: Tina Marie Kragh
Podcast, barbersaloner og nysgerrigheden
I 2014 åbnede Wilhelm Østergaard sammen med nogle venner barbersalonen Henri i Elmegade i København. Her kom der alt fra bandemedlemmer og direktører til syrienskrigere og politifolk, og han begyndte at optage deres historier, hvilket blev til podcasten I stolen hos Henri. Senere lavede han serien Fængsel for DR, hvor han talte med forskellige indsatte om deres liv og tanker. Det modtog han i 2023 en Audio Prix for Årets samtale. Derefter fulgte serierne om danske outsidere og eventyrere i Pattaya Cowboys og Alanya Cowboys.
Henri er siden blevet til en kæde med i alt seks butikker i København, og det er nu hans faste arbejde at bestyre butikkerne. Men nysgerrigheden og lysten til at fortælle historier er stadig påtrængende, og han føder hele tiden nye projekter og ideer, der må føres ud i livet.
“Det, at jeg er beskæftiget med arbejdet i Henri, gør, at jeg kan være selektiv med andet arbejde, som for eksempel podcast eller nu i det her tilfælde en bog. Jeg er ikke afhængig af at skulle tage arbejde ind, som måske ikke interesserer mig. Når jeg så af og til falder over et projekt eller en historie, der fanger mig, giver det mig enormt stor tilfredsstillelse at dykke ned i stoffet og dyrke min passion for at fortælle historier. Mit næste projekt er en roman, som jeg så småt er i gang med allerede”.
Din hund rejser på børnebillet
Vilde debutdigte, hvor drømmesyn blander sig med skarpe erindringsglimt fra et liv med vold og kriminalitet, men også stærke maskuline fællesskaber og en elsket storebror.
“Bror, jeg kan huske den klare stjernehimmel pigtrådshegnet omkring os Vi fejrer vi din 23-års fødselsdag med elefanthuer på.”
Da Wilhelm Østergaard fik hjernerystelse til boksetræning og lå brak i halvandet år, købte han en skrivemaskine og begyndte at skrive sine egne tekster. Det blev til Din hund rejser på børnebillet, der kredser om fortællerens rejse gennem sygdomsforløb og den ensomhed, der opstår, når man sidder hjælpeløs og alene og glor ud i luften.
Et andet spor er de syrede drømmesekvenser, der vokser frem i isolationens halvverden. Et tredje spor erindringsglimtene om faren, moren og broren og en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, men også stærke maskuline fællesskaber og kærlighedsforhold.
Wilhelm Østergaard er vokset op i et bogligt hjem med adresse tæt på Kongens Nytorv, men som barn gik hans nysgerrighed mod alt andet end bøger og det, man skulle lære i skolen. Han var i stedet tiltrukket af graffiti, hooliganisme, kriminalitet og stoffer. Drengen, der ikke gad gå i skole, har nu skrevet sin første digtsamling, Din hund rejser på børnebillet.
Teksterne i den 33-årige Wilhelm Østergaards debutdigtsamling voksede frem, da han i halvandet år var isoleret i en lejlighed med en hjernerystelse, han havde pådraget sig til boksetræning. Det var en tid uden stimulation og med begrænset social kontakt, hvilket var svært for en rastløs, ekstrovert person som ham. Men lyrikken blev et lille lys i mørket.
“Mens jeg havde hjernerystelse og var fanget i ensomhed, kunne jeg hverken se tv eller læse bøger, da det gav mig en helvedes kvalme efter bare en halv side. Og på daværende tidspunkt boede jeg til leje hos en, der havde væggene tapetseret med bøger. Det var skrækkeligt ikke at være i stand til at dykke ned i nogle af alle de bøger, jeg var omgivet af. Jeg besluttede mig en dag for at træne min læsning og hev en digtsamling ud af reolen. Inden da havde jeg læst meget få digte. Af en eller anden grund var jeg af den opfattelse, at digtere var selvhøjtidelige, prætentiøse og uden humor.”
“Digte er jo ofte korte, afrundede tekster, så jeg kunne uden de store problemer både genoptræne og stille min læsetrang på samme tid. I begyndelsen var det forfattere som Vita Andersen, Jørgen Leth, Søren Ulrik Thomsen og Tove Ditlevsen, der vakte min nysgerrighed for lyrikken. Og efter det gik jeg helt agurk og dykkede for alvor ned i genren,” fortæller Wilhelm Østergaard.
Små lommer af glæde
Men digtene satte også noget mere i gang hos Wilhelm Østergaard, nemlig en lyst til selv at formulere sig.
“Jeg blev så fascineret af den måde at fortælle på, og det inspirerede mig til selv at skrive lyrik. Ud af det blå dukkede sætninger op, som jeg skrev ned. Men synet af min ubehjælpelige håndskrift gjorde mig nærmest endnu mere utilpas, så jeg købte en elektrisk skrivemaskine på DBA og nogle farvebånd på eBay.”
LÆS OGSÅ: Når digteren er en samfundsobservatør. Naiha Khiljee om digtsamlingen Kære søster
“Jeg husker det, som om der åbnede sig et helt nyt rum i mig. Et sted, hvor jeg ikke skulle bekymre mig om, hvorvidt jeg ville få det bedre eller nogensinde kunne komme til at arbejde igen. Inden hjernerystelsen var jeg begyndt at skrive på en roman. Det var forfærdeligt at opgive arbejdet, da jeg var blevet besat af projektet. Så da jeg et år inde i sygdomsforløbet begyndte at skrive digtene, og et sprog opstod, indtraf en glæde, og alt så pludselig lysere ud.”
Rum for fordybelse
I Din hund rejser på børnebillet er der erindringsglimt fra barndommen, tekster om en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, syrede drømmesyn fra ayahuasca-trips i Amazonas, absurde møder med jobcentret og følsomme digte om venner og piger.
Digtene fremstår meget selvbiografiske. Er det rigtigt?
“Ja, det er rigtigt, at mange af digtene læner sig op ad mit eget liv. Men det er først og fremmest poesi, og i de digte, der tager udgangspunkt i det levede liv, vil skriften af og til noget andet end bare at gengive virkeligheden 1:1. De syrede drømmesyn, du taler om, de afspejler den parallelle virkelighed, jeg levede i, alene i min lejlighed. Med svimmelhed og kvalme nonstop, som nogle gange føltes hallucinerende,” forklarer Wilhelm Østergaard.
Har det ligefrem haft en terapeutisk effekt for dig at skrive teksterne?
“Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det har været terapeutisk. Men der er for eksempel nogle af digtene, som tager udgangspunkt i erindringer, hvor jeg i arbejdet med dem pludseligt har kunnet se nogle relationer i et nyt lys. Det er, som om skriften nogle gange har skubbet mig ud i afkroge af min hjerne og fået mig til at anskue minder på en anderledes måde. Jeg vil sige, at det i højere grad har været bevidsthedsudvidende, end det har været terapeutisk“.
På børnebillet i kommunens system
Og så er der titlen: Din hund rejser på børnebillet. Hvad er det, der er med den?
”Da jeg havde hjernerystelse, røg jeg i kløerne på kommunen og jobcentret, der ville have mig i jobtræning, selvom jeg ikke kunne noget som helst. Det føltes håbløst og umuligt, når jeg gik rundt og følte mig som en levende død. Her blev jeg så mødt af deres kommunale vendinger og barnlige sprog, der fik mig til at føle mig fuldstændig umyndiggjort.”
”Jeg husker, en dag jeg havde været til møde på jobcenteret. Igen gik jeg frustreret derfra. Nede i metroen så jeg så et skilt, hvor der stod ”din hund rejser på børnebillet”. Det var netop sådan, jeg havde det! At jeg rejste på børnebillet i kommunens system,” forklarer Wilhelm Østergaard.
Tiltrukket af det voldsomme
Wilhelm Østergaard har altid fået at vide, at han er god til at fortælle historier. I skolen, omkring spisebordet og når han var i byen. Men det var først sent i livet, at han opdagede, at han kunne bruge den egenskab til noget mere end bare underholdning i en social sammenhæng. Og selvom han var vokset op i et hjem med bøger, var litteratur slet ikke noget, han ofrede opmærksomhed på som barn eller ung. Han fortæller:
“Før jeg var i midten af tyverne, havde jeg virkelig ikke læst særligt mange bøger. Jeg læste kun faglitteratur eller erindringer, hvis emnet eller personen interesserede mig. I folkeskolen kunne jeg slet ikke koncentrere mig, og den skønlitteratur, jeg blev introduceret for, var meningsløs for mig at læse. Jeg var totalt opslugt af graffiti, og når jeg var ude og male om natten i weekenden, virkede det absurd at skulle læse Mio min mio om mandagen.”
“Jeg følte mig ikke som en del af fællesskabet i folkeskolen. Mens mine klassekammerater interesserede sig for Pokémon og hønseringe, var jeg fuldkommen besat af gangsterfilm, kriminalitet, graffiti, undergrundsmiljøer og senere hooliganisme. Og for mig var det ikke nok at læse om det. Jeg havde behov for at være en del af det. Allerede i 2. klasse blev jeg introduceret for graffiti, og jeg begyndte at tage ud og male graffiti sammen med min storebror, der ligesom jeg, følte sig som en outsider.”
“Jeg er jo vokset op i det modsatte af en ghetto, kan man sige. I en lejlighed lige bag Det Kongelige Teater. Men jeg kunne på ingen måde spejle mig i mine omgivelser: klassekammeraterne, der alle var dygtige i skolen, mine forældre og deres venner, som havde lange uddannelser. Jeg følte mig dum. Udenfor. Så jeg søgte ud i miljøer, hvor jeg følte, jeg hørte til, og hvor der skete noget spændende. Og det var blandt graffitimalere, kriminelle og det, man betegner som samfundets bund.”
At fortælle historier
“Da jeg var i midten af tyverne, nåede jeg et punkt, hvor jeg var træt af fest og stoffer. Så jeg besluttede at starte i misbrugsbehandling. Min ret så flippede misbrugsvejleder anbefalede mig efter et halvt år som ædru at deltage i en ayahuasca-ceremoni. Jeg fik en idé om at optage det hele på lyd og lave en podcast ud af det. Jeg lånte en lydoptager af en journalist, jeg kendte. Og da min oplevelse med det potente stof havde lagt sig, begyndte jeg at redigere podcasten. Jeg mødtes med journalisten hver mandag morgen på en café, hvor han gav mig feedback.”
“Jeg blev fuldkommen opslugt af arbejdet. Og dér kan vi tale om noget, der havde en terapeutisk effekt på mig. Både misbrugsbehandlingen, den indre rejse på ayahuasca, men også at jeg opdagede, at jeg kunne finde ud af at fortælle historier på en måde, der kunne blive min metier.”
LÆS OGSÅ: Husk, at du skal leve. Margaret Atwood om digtet Inderligt
“Da jeg startede i behandlingen, læste jeg først enormt meget om afhængighed, og efterfølgende kastede jeg mig over forfattere, der også havde været drukkenbolte, og som jeg kunne spejle mig i. Forfattere som Henry Miller og Charles Bukowski. Det, at jeg begyndte at arbejde med historiefortælling på en mere professionel måde, påvirkede også min læsning. Udover plot og karakterer blev jeg også opslugt af form og alle de tekniske greb, en forfatter benytter.”
Podcast, barbersaloner og nysgerrigheden
I 2014 åbnede Wilhelm Østergaard sammen med nogle venner barbersalonen Henri i Elmegade i København. Her kom der alt fra bandemedlemmer og direktører til syrienskrigere og politifolk, og han begyndte at optage deres historier, hvilket blev til podcasten I stolen hos Henri. Senere lavede han serien Fængsel for DR, hvor han talte med forskellige indsatte om deres liv og tanker. Det modtog han i 2023 en Audio Prix for Årets samtale. Derefter fulgte serierne om danske outsidere og eventyrere i Pattaya Cowboys og Alanya Cowboys.
Henri er siden blevet til en kæde med i alt seks butikker i København, og det er nu hans faste arbejde at bestyre butikkerne. Men nysgerrigheden og lysten til at fortælle historier er stadig påtrængende, og han føder hele tiden nye projekter og ideer, der må føres ud i livet.
“Det, at jeg er beskæftiget med arbejdet i Henri, gør, at jeg kan være selektiv med andet arbejde, som for eksempel podcast eller nu i det her tilfælde en bog. Jeg er ikke afhængig af at skulle tage arbejde ind, som måske ikke interesserer mig. Når jeg så af og til falder over et projekt eller en historie, der fanger mig, giver det mig enormt stor tilfredsstillelse at dykke ned i stoffet og dyrke min passion for at fortælle historier. Mit næste projekt er en roman, som jeg så småt er i gang med allerede”.
Din hund rejser på børnebillet
Vilde debutdigte, hvor drømmesyn blander sig med skarpe erindringsglimt fra et liv med vold og kriminalitet, men også stærke maskuline fællesskaber og en elsket storebror.
“Bror, jeg kan huske
den klare stjernehimmel
pigtrådshegnet omkring os
Vi fejrer vi din 23-års fødselsdag
med elefanthuer på.”
Da Wilhelm Østergaard fik hjernerystelse til boksetræning og lå brak i halvandet år, købte han en skrivemaskine og begyndte at skrive sine egne tekster. Det blev til Din hund rejser på børnebillet, der kredser om fortællerens rejse gennem sygdomsforløb og den ensomhed, der opstår, når man sidder hjælpeløs og alene og glor ud i luften.
Et andet spor er de syrede drømmesekvenser, der vokser frem i isolationens halvverden. Et tredje spor erindringsglimtene om faren, moren og broren og en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, men også stærke maskuline fællesskaber og kærlighedsforhold.
Du kan købe Din hund kører på børnebillet online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: