Bogen fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre.
Her kan du læse første kapitel af En dag vil vi grine af det
Motoren var slukket, og bilen holdt næsten ude i vandet. Bølgerne kom væltende ind under køleren, og julisolen skinnede i sidespejlene. Ude på hovedvejen passerede enkelte biler, måske så de os og tænkte, at der var sket et uheld, men de kørte bare videre. Jeg vidste ikke, hvorfor min mor havde kørt os herud. Vi havde bare været inde i byen for at handle. Islagkagerne lå på bagsædet og var ved at tø op. Plastikposen var helt fugtig. Mellem mine ben holdt jeg to franske hotdogs fast, de var ved at blive kolde. Karryketchuppen løb ud i min mors hånd, da hun tog den ene og rev papiret over.
”Prøv lige at se en flot udsigt!”
Det var sådan, min mor sagde til at starte med. Hun hvilede albuerne på rattet, mens hun tyggede. Udenfor lå kysten øde hen. Sandet var fyldt af sorte olielommer, tang og krabbekløer. Jeg havde lyst til at rulle vinduet op, men hun skulle sikkert snart ryge igen.
”Er her ikke pænt, Tue? Vi bor et af de smukkeste steder i hele landet, det skal vi huske på,” sagde hun. ”Du skulle tage hende Iben med herud en dag. Man skal vise noget smukt til dem, man elsker.”
”Hun er ikke min kæreste.”
”Nej, nej, det siger jeg heller ikke.”
Hun åbnede bildøren og lod det ene ben glide ud. Handskerummet gik op af sig selv og afslørede tre tomme dåser. En Fanta trillede ud, og en sjat plettede mit bukseben. Jeg tænkte på, om det var her, hun kørte hen.
Tidligere kunne min mor ikke rejse sig fra sin nussede lænestol med alle cigarethullerne. Nu stod hun ud af sengen om morgenen, når vi havde råbt nok gange, satte sig ind i stuen, så film, drak kaffe og tog sine piller, som hun skulle. Hun fik dagene til at gå på sin egen måde. Ting tager tid, sagde hun og lovede, at hun ville blive helt rask. Af og til skete det, at hun tog bilen og kørte væk uden at sige noget.
Vi lod hende bare køre. Hun bliver god igen, sagde min far, men andre gange sagde han, at hun ikke skulle bryde sig om at komme hjem igen. Men det gjorde hun hver gang. Enten efter et par timer eller nogle gange halve dage. Hun kom altid hjem.
”Her er bare så smukt,” sagde hun igen og sugede luft ind. ”Det er ligesom en film på en måde.”
Jeg kiggede ud i det åbne, holdt blikket fast på vandet og forsøgte at få øje på et eller andet pænt, jeg kunne have overset. Så rullede jeg vinduet lidt mere ned og kastede papiret ud. Det blafrede ned i brændingen. Min mor spiste sin franske færdig. Ude på vandet var et containerskib sejlet ind i udsigten. Store, blå firkanter kastede skygge på havet.
”Vi skal ikke have hemmeligheder for hinanden, vel?” Min mor så ned i rattet og hostede luft. Tænkte sig om og gjorde sig umage. Det gjorde hun altid, når der var dårlige nyheder.
”Hvad er der i vejen?” spurgte jeg.
”Nej,” mumlede hun bare og rystede på hovedet. ”Bare glem det. Det er ikke noget, man skal snakke med sin søn om.”
I stedet tændte hun for Radio Alfa og begyndte at nynne med på Super Trouper med ABBA.
”Kom nu, din sure teenager.”
Hun puffede til mig, men jeg vendte ansigtet væk og kiggede ud.
”Syng nu med. Det gjorde vi da altid engang,” blev hun ved.
”Jeg kan ikke synge,” sagde jeg, slukkede bilradioen og kiggede over på hende. ”Og det kan du heller ikke.” Det gibbede i hende, som om hun var bange for mig. Hun var bange for alting. Hun sad med sit sorte under øjnene, havde stadig nattøj på. De lilla velourbukser var stoppet ned i gummistøvlerne.
Jeg tog en bid af den franske hotdog og stak armen ud af vinduet, kørte en finger rundt i ridserne i lakken. Der hang en duftfrisker fra bakspejlet, røglugten havde ikke overtaget helt endnu. Hun købte den for et par måneder siden, en grøn Opel med seks sæder og aircondition. Hun betalte den kontant, manden i butikken forsvandt i et kvarter, da hun sagde, hun gerne ville have den.
Det kom så pludseligt, brevet fra Patientklagenævnet. Næsten 900.000 kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. En ung læge havde fejlopereret hende for et års tid siden, seks sener i armen var blevet forvekslet med hinanden.
Hun tabte stadig ting og kom nok aldrig til at arbejde igen. Det var mig, som havde skrevet klagen, sat kommaerne og fået det til at se professionelt ud. Det havde været et stort arbejde at slå alle de fremmedord op, men jeg havde fået 500 kroner for at gøre det.
Min mor havde lovet, at alt ville ændre sig, når erstatningen kom, at det ville blive bedre nu. Det var også blevet bedre. Min far talte om, at resten af pengene skulle bruges på et nyt tag, at vi skulle investere langsigtet. Vi skulle aldrig have gæld igen, sagde han. Det havde ødelagt for meget.
Min mor suttede sine fingre rene og kiggede rundt i bilen.
”Sig det nu bare?” sagde jeg.
”Jeg har det ikke godt, Tue.”
”Du havde da lige fået det bedre. Du lovede, at det ville blive bedre nu.”
”Det er også blevet bedre. Det er ikke dét.”
Hun vendte sig om mod mig.
”Jeg har mødt én,” sagde hun. ”Vi har skrevet sammen inde på Kom og Vind.”
Hun havde spillet derinde hver dag. Poker, casino, yatzy. Sænke slagskibe og skrabelodder. Ude i højre side skrev hun med folk om stort og småt. Chattede med fremmede mennesker om personlige ting. Jeg havde selv set det, når jeg kiggede hende over skulderen.
Hun havde skrevet med Fynboen i lidt over et halvt år. Han havde et lille hus uden for Middelfart, hvor han boede helt alene. Nu havde han fået sklerose, hun overvejede at flytte til Fyn for at være der for ham.
”Far og jeg skal nok skilles.”
”Hvad med far?”
”Ja,” sagde hun og kiggede underligt på mig. ”Hvad med ham?”
”Ikke noget,” sagde jeg.
”Du skal ikke sladre til ham. Det her skal jeg nok selv styre.”
Hun rodede under sædet efter en lighter og tændte en Prince 100.
”Hvad med os?” spurgte jeg.
”Hold nu op med at skabe dig. Det er ikke engang sikkert, det er bare noget, jeg tænker på. Og I kan da tage med.”
”Jeg skal kraftedeme ikke bo på Fyn!”
”Han er ellers virkelig sød. Jeg tror, du ville kunne lide ham.”
Hun skruede op for musikken igen, nynnede med på Toto. Hun stak hovedet ud af vinduet og sang ud over fjorden, til hendes stemme knækkede. Så bøjede hun sig ned, græd med panden mod rattet, en ustyrlig hulken.
”Du skal ikke sige det til nogen,” sagde hun og løftede ansigtet igen. Snottet hang i tråde fra hendes næse, som hun tørrede af i ærmet.
”Hvem skulle jeg sige det til?”
”Det ved jeg ikke, det er også lige meget. Du er en stor dreng nu. Jeg tror godt, du kan regne ud, hvad der sker, hvis du gør det.”
”Hvad vil der ske?”
Hun trak vejret dybt.
”Du ved godt, hvordan din far er.”
”Ja.”
”Så det er bedst, hvis han ikke finder ud af det.”
Jeg slukkede for musikken igen.
”Lover du mig det?” spurgte hun. Jeg koncentrerede mig om ikke at svare. Hun greb fat i min arm og ruskede den.
”Lover du mig det?”
Jeg kom til at nikke. Hun slap sit tag i mig og startede bilen. Dækkene gled rundt i det våde sand. Med lidt besvær fik hun bakket ud, kørte ud ad markvejen, som løb mellem strandengen og de sorte, afblomstrede rapsmarker.
Vi kørte forbi de falmede ansigter på Dansk Folkepartis plakater, som hang i træerne eller på halmballer i vejkanten. Forbi kirken i Nørre Ørum, hvor graveren sad i en trillebør med sin termokande.
Han kiggede på os uden at vinke, vendte bare ansigtet ind mod en buksbom. Ingen vinkede længere til mig eller mine forældre. Jeg ved ikke, hvornår det stoppede. Hun drejede af ved bordellet i nummer 23, lod bilen fortsætte ned ad Sejstrupvej. Det knasede under dækkene, da vi kørte ind på gruset.
Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?
En dag vil vi grine af det er en sorgmunter roman om at skulle klare sig som ung mand i udkanten af det danske velfærdssamfund.
Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi. Nu fortsætter den stærke fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre – og hvor realiteterne sjældent lever op til intentionerne.
Thomas Korsgaard tog i 2017 både læsere og anmeldere med storm med sin debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi. I maj udkommer Thomas’ anden roman, En dag vil vi grine af det.
Bogen fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre.
Her kan du læse første kapitel af En dag vil vi grine af det
Motoren var slukket, og bilen holdt næsten ude i vandet. Bølgerne kom væltende ind under køleren, og julisolen skinnede i sidespejlene. Ude på hovedvejen passerede enkelte biler, måske så de os og tænkte, at der var sket et uheld, men de kørte bare videre. Jeg vidste ikke, hvorfor min mor havde kørt os herud. Vi havde bare været inde i byen for at handle. Islagkagerne lå på bagsædet og var ved at tø op. Plastikposen var helt fugtig. Mellem mine ben holdt jeg to franske hotdogs fast, de var ved at blive kolde. Karryketchuppen løb ud i min mors hånd, da hun tog den ene og rev papiret over.
”Prøv lige at se en flot udsigt!”
Det var sådan, min mor sagde til at starte med. Hun hvilede albuerne på rattet, mens hun tyggede. Udenfor lå kysten øde hen. Sandet var fyldt af sorte olielommer, tang og krabbekløer. Jeg havde lyst til at rulle vinduet op, men hun skulle sikkert snart ryge igen.
”Er her ikke pænt, Tue? Vi bor et af de smukkeste steder i hele landet, det skal vi huske på,” sagde hun. ”Du skulle tage hende Iben med herud en dag. Man skal vise noget smukt til dem, man elsker.”
”Hun er ikke min kæreste.”
”Nej, nej, det siger jeg heller ikke.”
Hun åbnede bildøren og lod det ene ben glide ud. Handskerummet gik op af sig selv og afslørede tre tomme dåser. En Fanta trillede ud, og en sjat plettede mit bukseben. Jeg tænkte på, om det var her, hun kørte hen.
Tidligere kunne min mor ikke rejse sig fra sin nussede lænestol med alle cigarethullerne. Nu stod hun ud af sengen om morgenen, når vi havde råbt nok gange, satte sig ind i stuen, så film, drak kaffe og tog sine piller, som hun skulle. Hun fik dagene til at gå på sin egen måde. Ting tager tid, sagde hun og lovede, at hun ville blive helt rask. Af og til skete det, at hun tog bilen og kørte væk uden at sige noget.
Vi lod hende bare køre. Hun bliver god igen, sagde min far, men andre gange sagde han, at hun ikke skulle bryde sig om at komme hjem igen. Men det gjorde hun hver gang. Enten efter et par timer eller nogle gange halve dage. Hun kom altid hjem.
”Her er bare så smukt,” sagde hun igen og sugede luft ind. ”Det er ligesom en film på en måde.”
Jeg kiggede ud i det åbne, holdt blikket fast på vandet og forsøgte at få øje på et eller andet pænt, jeg kunne have overset. Så rullede jeg vinduet lidt mere ned og kastede papiret ud. Det blafrede ned i brændingen. Min mor spiste sin franske færdig. Ude på vandet var et containerskib sejlet ind i udsigten. Store, blå firkanter kastede skygge på havet.
”Vi skal ikke have hemmeligheder for hinanden, vel?” Min mor så ned i rattet og hostede luft. Tænkte sig om og gjorde sig umage. Det gjorde hun altid, når der var dårlige nyheder.
”Hvad er der i vejen?” spurgte jeg.
”Nej,” mumlede hun bare og rystede på hovedet. ”Bare glem det. Det er ikke noget, man skal snakke med sin søn om.”
I stedet tændte hun for Radio Alfa og begyndte at nynne med på Super Trouper med ABBA.
”Kom nu, din sure teenager.”
Hun puffede til mig, men jeg vendte ansigtet væk og kiggede ud.
”Syng nu med. Det gjorde vi da altid engang,” blev hun ved.
”Jeg kan ikke synge,” sagde jeg, slukkede bilradioen og kiggede over på hende. ”Og det kan du heller ikke.” Det gibbede i hende, som om hun var bange for mig. Hun var bange for alting. Hun sad med sit sorte under øjnene, havde stadig nattøj på. De lilla velourbukser var stoppet ned i gummistøvlerne.
Jeg tog en bid af den franske hotdog og stak armen ud af vinduet, kørte en finger rundt i ridserne i lakken. Der hang en duftfrisker fra bakspejlet, røglugten havde ikke overtaget helt endnu. Hun købte den for et par måneder siden, en grøn Opel med seks sæder og aircondition. Hun betalte den kontant, manden i butikken forsvandt i et kvarter, da hun sagde, hun gerne ville have den.
Det kom så pludseligt, brevet fra Patientklagenævnet. Næsten 900.000 kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. En ung læge havde fejlopereret hende for et års tid siden, seks sener i armen var blevet forvekslet med hinanden.
Hun tabte stadig ting og kom nok aldrig til at arbejde igen. Det var mig, som havde skrevet klagen, sat kommaerne og fået det til at se professionelt ud. Det havde været et stort arbejde at slå alle de fremmedord op, men jeg havde fået 500 kroner for at gøre det.
Min mor havde lovet, at alt ville ændre sig, når erstatningen kom, at det ville blive bedre nu. Det var også blevet bedre. Min far talte om, at resten af pengene skulle bruges på et nyt tag, at vi skulle investere langsigtet. Vi skulle aldrig have gæld igen, sagde han. Det havde ødelagt for meget.
Min mor suttede sine fingre rene og kiggede rundt i bilen.
”Sig det nu bare?” sagde jeg.
”Jeg har det ikke godt, Tue.”
”Du havde da lige fået det bedre. Du lovede, at det ville blive bedre nu.”
”Det er også blevet bedre. Det er ikke dét.”
Hun vendte sig om mod mig.
”Jeg har mødt én,” sagde hun. ”Vi har skrevet sammen inde på Kom og Vind.”
Hun havde spillet derinde hver dag. Poker, casino, yatzy. Sænke slagskibe og skrabelodder. Ude i højre side skrev hun med folk om stort og småt. Chattede med fremmede mennesker om personlige ting. Jeg havde selv set det, når jeg kiggede hende over skulderen.
Hun havde skrevet med Fynboen i lidt over et halvt år. Han havde et lille hus uden for Middelfart, hvor han boede helt alene. Nu havde han fået sklerose, hun overvejede at flytte til Fyn for at være der for ham.
”Far og jeg skal nok skilles.”
”Hvad med far?”
”Ja,” sagde hun og kiggede underligt på mig. ”Hvad med ham?”
”Ikke noget,” sagde jeg.
”Du skal ikke sladre til ham. Det her skal jeg nok selv styre.”
Hun rodede under sædet efter en lighter og tændte en Prince 100.
”Hvad med os?” spurgte jeg.
”Hold nu op med at skabe dig. Det er ikke engang sikkert, det er bare noget, jeg tænker på. Og I kan da tage med.”
”Jeg skal kraftedeme ikke bo på Fyn!”
”Han er ellers virkelig sød. Jeg tror, du ville kunne lide ham.”
Hun skruede op for musikken igen, nynnede med på Toto. Hun stak hovedet ud af vinduet og sang ud over fjorden, til hendes stemme knækkede. Så bøjede hun sig ned, græd med panden mod rattet, en ustyrlig hulken.
”Du skal ikke sige det til nogen,” sagde hun og løftede ansigtet igen. Snottet hang i tråde fra hendes næse, som hun tørrede af i ærmet.
”Hvem skulle jeg sige det til?”
”Det ved jeg ikke, det er også lige meget. Du er en stor dreng nu. Jeg tror godt, du kan regne ud, hvad der sker, hvis du gør det.”
”Hvad vil der ske?”
Hun trak vejret dybt.
”Du ved godt, hvordan din far er.”
”Ja.”
”Så det er bedst, hvis han ikke finder ud af det.”
Jeg slukkede for musikken igen.
”Lover du mig det?” spurgte hun. Jeg koncentrerede mig om ikke at svare. Hun greb fat i min arm og ruskede den.
”Lover du mig det?”
Jeg kom til at nikke. Hun slap sit tag i mig og startede bilen. Dækkene gled rundt i det våde sand. Med lidt besvær fik hun bakket ud, kørte ud ad markvejen, som løb mellem strandengen og de sorte, afblomstrede rapsmarker.
Vi kørte forbi de falmede ansigter på Dansk Folkepartis plakater, som hang i træerne eller på halmballer i vejkanten. Forbi kirken i Nørre Ørum, hvor graveren sad i en trillebør med sin termokande.
Han kiggede på os uden at vinke, vendte bare ansigtet ind mod en buksbom. Ingen vinkede længere til mig eller mine forældre. Jeg ved ikke, hvornår det stoppede. Hun drejede af ved bordellet i nummer 23, lod bilen fortsætte ned ad Sejstrupvej. Det knasede under dækkene, da vi kørte ind på gruset.
Snup en læseguide til En dag vil vi grine af det her
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det
Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?
En dag vil vi grine af det er en sorgmunter roman om at skulle klare sig som ung mand i udkanten af det danske velfærdssamfund.
Du kan købe En dag vil vi grine af det online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Læs også: Alle bøger af Thomas Korsgaard. Se dem her
Andre læste også: