I Sygeplejersken opruller journalist og forfatter Kristian Corfixen sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en sygeplejerske blev dømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg. Da politiet i 2015 blev tilkaldt, ankom de til det optimale gerningssted, som bliver sprittet af flere gange dagligt, og hvor ofre og gerningsvåben stort set var umulige at skelne fra andre døde patienter og sprøjter til behandling.
Det var et mildt sagt utraditionelt gerningssted, som kriminalteknikerne rykkede ud til, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev kaldt ud til en potentiel drabssag i Nykøbing Falster en morgen i marts 2015.
Hvis det var rigtigt, hvad anmelderen havde fortalt i telefonen, kunne politiet stå med en sag, der talte adskillige ofre. Men da myndighederne nåede frem til gerningsstedet, et sygehus, skulle det hurtigt vise sig, at det ville byde på langt fra optimale arbejdsforhold for efterforskerne.
Og modsat havde politiet at gøre med en potentiel gerningsmand, der tilsyneladende havde haft uhyggeligt optimale forhold at arbejde under.
Det perfekte gerningssted
Alle, der har bare lidt forstand på drabsefterforskninger, ved, at det er essentielt, at gerningsstedet inddæmmes hurtigst muligt, hvis vigtige spor ikke skal risikere at gå tabt. Med et sygehus var det umuligt: Akutafdelingen, hvor flere patienter ifølge politiets vidne var blevet forgiftet, kunne ikke bare lukkes ned. Derfor strømmede patienter i hospitalssenge fortsat ned ad den lange gang, da politiet ankom og begyndte at lave undersøgelser og lede efter spor.
Enhver efterforskningsleder ved, at de vigtigste spor som regel bliver fundet, i de første timer efter et offer har udåndet. Men i denne sag arbejdede politiet i helt særlig grad imod tiden. Der var højrisiko for, at gerningsstedet var i gang med at blive udvandet.
Politiet skyndte sig at indsamle slanger, poser, nåle, kasser, bøtter, emballage, æsker, ampuller. Myndighederne var på jagt efter alt, der kunne stamme fra en forbrydelse, og som der potentielt kunne være fingeraftryk på eller kunne have været medicin i. Og de ledte især efter sprøjter. Mest af alt sprøjter. Var drabene foregået, som myndighederne snart mistænkte, var en sprøjte det gerningsvåben, som politiet ledte efter.
En ny type gerningsmand
Gerningsvåbenet, gerningsstedet og en lang række andre aspekter ved sagen gjorde, at der var tale om en sag, som aldrig var set før i dansk retshistorie. Den mistænkte gerningsmand var også speciel: Der var tale om en person, vi som udgangspunkt normalt har tiltro til og føler os trygge ved. En sygeplejerske. I denne sag hed hun Christina Aistrup Hansen.
Jo flere af hendes kollegaer, politiet afhørte, jo flere vidner fortalte, at de havde haft Christina Aistrup Hansen mistænkt for at forgifte patienter ikke kun på hendes sidste nattevagt, men over en længere periode.
Nogle spekulerede nu i år. Sagen voksede. Men som efterforskningen skred frem, stod det mere og mere klart, at det formentlig ville blive umuligt at finde beviser for det, kollegaerne berettede om.
Men det stod samtidig klart, at var det rigtigt, at der fandtes en sygeplejerske, som bevidst ville slå patienterne ihjel, så var der tale om en type gerningsmand, som dansk politi aldrig havde stiftet bekendtskab med før, men som havde optimale vilkår til at udføre sit foretagende.
Denne type gerningsmand har nem adgang til gerningsvåben: Sprøjter, der uden problemer kan fyldes med dødbringende medicin fra medicinrummene og fragtes rundt omkring på afdelingen, uden at nogen vil tænke over, at der er noget på færde.
Gerningsmanden kan iføre sig plastikhandsker ligesom sine kollegaer og udføre sin handling, uden det sviner eller vækker opsigt – patienterne ligger med nemt tilgængelige venekatetre, så gerningsmanden behøver end ikke at efterlade sig et lille stik i armen hos de ofre, der måtte blive udvalgt.
Gerningsmanden kan maskere sine drab med, at der i forvejen sker mange dødsfald – på et sygehus er der per definition indlagt en masse dødssyge patienter. Og når drabene er overstået, skal gerningsmanden ikke engang bekymre sig om at skaffe sig af med liget: Det sørger portørerne og i sidste ende bedemanden for.
Gerningsstedet bliver herefter sprittet af. Så er forbrydelsen fuldendt.
Manglende beviser
På Nykøbing Falster Sygehus var der nogle kollegaer, der blev mistænksomme, fordi de mente, at der døde uforholdsmæssigt mange patienter, hver gang Christina Aistrup Hansen var på vagt.
Efter politiet blev tilkaldt, var det dog umuligt at bevise, om mange af de episoder, kollegaerne endte med at fortælle om, var reelle eksempler på drab eller drabsforsøg: De potentielle ofre var på det tidspunkt for længst kremeret.
Men de patienter, som havde fået hjertestop på Christina Aistrup Hansens sidste nattevagt, dem kunne politiet undersøge. Og i deres blod afslørerede retskemikerne store doser af særligt morfin og Stesolid, som der ikke var skrevet ind i deres journaler.
Noget var altså foregået på sygehuset. Men kunne det bevises, at det var Christina Aistrup Hansen, der stod bag?
Politiet forsøgte at undersøge samtlige sprøjter, de kunne finde blandt affaldet fra akutafdelingen. Det lykkedes retskemikere fra København at fastslå, at adskillige af sprøjterne indeholdt en cocktail af medicin, som der ikke var nogen god forklaring på udover, at en ansat på sygehuset skulle have ønsket at gøre patienter ondt.
Men ikke en eneste af sprøjterne indeholdt et fingeraftryk. En ekspert fra politiets fingeraftrykslaboratorium kunne fortælle, at det ikke var unormalt: Sprøjter er næsten umulige at efterlade aftryk på, fordi de er lavet af et specielt materiale, hvor heller ikke bakterier kan hænge fast.
Der fandtes heller ingen DNA-spor på nogen af de mange tomme sprøjter og ampuller, som politiet sendte ind til undersøgelser.
Politiet forsøgte at undersøge, om der fandtes videoovervågning fra medicinrummene. Det gjorde der ikke. Der fandtes heller ingen tekniske beviser, der kunne placere Christina Aistrup Hansen – eller andre sygeplejersker for den sags skyld – på patienternes stuer på gerningstidspunkterne.
Fra mistanke til dom
Alligevel lykkedes det dog at få Christina Aistrup Hansen dømt for at injicere store mængder medicin ind i kroppene på i alt fire patienter – tre af dem døde kort efter.
Det skyldtes især, at en lang række kollegaer til Christina Aistrup Hansen pegede på sygeplejersken som mulig gerningsmand, og at hun selv kom med en tvivlsom forklaring i retten.
Hun blev til sidst erklæret som gerningsmand og blev idømt 12 års fængsel, om end det aldrig lykkedes politiet at finde et eneste fældende bevis imod hende.
I Sygeplejersken står hun for første gang frem og fortæller, at hun fortsat mener, at hun sidder uskyldig dømt. I bogen fortæller flere af hendes kolleager omvendt, at de mener, at hun har gjort flere patienter ondt, end hun endte med at blive dømt for.
Men sygehuset er et gerningssted, hvor det aldrig bliver muligt at gå tilbage og finde beviserne, der kan bevise hendes skyld eller uskyld.
Kristian Corfixen: Sygeplejersken
Da en sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus en tidlig forårsmorgen i 2015 ringer til politiet med mistanke om, at hendes nære sygeplejerskekollega bevidst dræber patienter, bliver det startskuddet til en drabssag, som aldrig før er set i dansk retshistorie.
I denne dokumentariske beretning rekonstrueres den nattevagt, der i sidste ende førte til, at sygeplejersken blev idømt 12 års fængsel for flere drabsforsøg.
Her fremlægges hele politiets efterforskning, der giver nye indsigter, som ikke tidligere har været kendt af offentligheden, samt interviews med sagens nøglepersoner.
Netflix-serien Sygeplejersken er baseret på journalist Kristian Corfixens bestseller, der udkom i 2019 til fremragende anmeldelser. ”Et bemærkelsesværdigt stykke retshistorie,” skrev Jyllands-Posten i anmeldelsen og uddelte fem stjerner, mens Berlingske kaldte den ”medrivende og forbilledlig sober”.
I Sygeplejersken opruller journalist og forfatter Kristian Corfixen sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en sygeplejerske blev dømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg. Da politiet i 2015 blev tilkaldt, ankom de til det optimale gerningssted, som bliver sprittet af flere gange dagligt, og hvor ofre og gerningsvåben stort set var umulige at skelne fra andre døde patienter og sprøjter til behandling.
Det var et mildt sagt utraditionelt gerningssted, som kriminalteknikerne rykkede ud til, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev kaldt ud til en potentiel drabssag i Nykøbing Falster en morgen i marts 2015.
LÆS OGSÅ: Kristian Corfixen modtager endnu en pris for Sygeplejersken
Hvis det var rigtigt, hvad anmelderen havde fortalt i telefonen, kunne politiet stå med en sag, der talte adskillige ofre. Men da myndighederne nåede frem til gerningsstedet, et sygehus, skulle det hurtigt vise sig, at det ville byde på langt fra optimale arbejdsforhold for efterforskerne.
Og modsat havde politiet at gøre med en potentiel gerningsmand, der tilsyneladende havde haft uhyggeligt optimale forhold at arbejde under.
Det perfekte gerningssted
Alle, der har bare lidt forstand på drabsefterforskninger, ved, at det er essentielt, at gerningsstedet inddæmmes hurtigst muligt, hvis vigtige spor ikke skal risikere at gå tabt. Med et sygehus var det umuligt:
Akutafdelingen, hvor flere patienter ifølge politiets vidne var blevet forgiftet, kunne ikke bare lukkes ned. Derfor strømmede patienter i hospitalssenge fortsat ned ad den lange gang, da politiet ankom og begyndte at lave undersøgelser og lede efter spor.
Enhver efterforskningsleder ved, at de vigtigste spor som regel bliver fundet, i de første timer efter et offer har udåndet. Men i denne sag arbejdede politiet i helt særlig grad imod tiden. Der var højrisiko for, at gerningsstedet var i gang med at blive udvandet.
Politiet skyndte sig at indsamle slanger, poser, nåle, kasser, bøtter, emballage, æsker, ampuller. Myndighederne var på jagt efter alt, der kunne stamme fra en forbrydelse, og som der potentielt kunne være fingeraftryk på eller kunne have været medicin i. Og de ledte især efter sprøjter. Mest af alt sprøjter. Var drabene foregået, som myndighederne snart mistænkte, var en sprøjte det gerningsvåben, som politiet ledte efter.
En ny type gerningsmand
Gerningsvåbenet, gerningsstedet og en lang række andre aspekter ved sagen gjorde, at der var tale om en sag, som aldrig var set før i dansk retshistorie. Den mistænkte gerningsmand var også speciel: Der var tale om en person, vi som udgangspunkt normalt har tiltro til og føler os trygge ved. En sygeplejerske. I denne sag hed hun Christina Aistrup Hansen.
Jo flere af hendes kollegaer, politiet afhørte, jo flere vidner fortalte, at de havde haft Christina Aistrup Hansen mistænkt for at forgifte patienter ikke kun på hendes sidste nattevagt, men over en længere periode.
Nogle spekulerede nu i år. Sagen voksede. Men som efterforskningen skred frem, stod det mere og mere klart, at det formentlig ville blive umuligt at finde beviser for det, kollegaerne berettede om.
Men det stod samtidig klart, at var det rigtigt, at der fandtes en sygeplejerske, som bevidst ville slå patienterne ihjel, så var der tale om en type gerningsmand, som dansk politi aldrig havde stiftet bekendtskab med før, men som havde optimale vilkår til at udføre sit foretagende.
Denne type gerningsmand har nem adgang til gerningsvåben: Sprøjter, der uden problemer kan fyldes med dødbringende medicin fra medicinrummene og fragtes rundt omkring på afdelingen, uden at nogen vil tænke over, at der er noget på færde.
Gerningsmanden kan iføre sig plastikhandsker ligesom sine kollegaer og udføre sin handling, uden det sviner eller vækker opsigt – patienterne ligger med nemt tilgængelige venekatetre, så gerningsmanden behøver end ikke at efterlade sig et lille stik i armen hos de ofre, der måtte blive udvalgt.
Gerningsmanden kan maskere sine drab med, at der i forvejen sker mange dødsfald – på et sygehus er der per definition indlagt en masse dødssyge patienter. Og når drabene er overstået, skal gerningsmanden ikke engang bekymre sig om at skaffe sig af med liget: Det sørger portørerne og i sidste ende bedemanden for.
Gerningsstedet bliver herefter sprittet af. Så er forbrydelsen fuldendt.
Manglende beviser
På Nykøbing Falster Sygehus var der nogle kollegaer, der blev mistænksomme, fordi de mente, at der døde uforholdsmæssigt mange patienter, hver gang Christina Aistrup Hansen var på vagt.
Efter politiet blev tilkaldt, var det dog umuligt at bevise, om mange af de episoder, kollegaerne endte med at fortælle om, var reelle eksempler på drab eller drabsforsøg: De potentielle ofre var på det tidspunkt for længst kremeret.
Men de patienter, som havde fået hjertestop på Christina Aistrup Hansens sidste nattevagt, dem kunne politiet undersøge. Og i deres blod afslørerede retskemikerne store doser af særligt morfin og Stesolid, som der ikke var skrevet ind i deres journaler.
Noget var altså foregået på sygehuset. Men kunne det bevises, at det var Christina Aistrup Hansen, der stod bag?
Politiet forsøgte at undersøge samtlige sprøjter, de kunne finde blandt affaldet fra akutafdelingen. Det lykkedes retskemikere fra København at fastslå, at adskillige af sprøjterne indeholdt en cocktail af medicin, som der ikke var nogen god forklaring på udover, at en ansat på sygehuset skulle have ønsket at gøre patienter ondt.
Men ikke en eneste af sprøjterne indeholdt et fingeraftryk. En ekspert fra politiets fingeraftrykslaboratorium kunne fortælle, at det ikke var unormalt: Sprøjter er næsten umulige at efterlade aftryk på, fordi de er lavet af et specielt materiale, hvor heller ikke bakterier kan hænge fast.
Der fandtes heller ingen DNA-spor på nogen af de mange tomme sprøjter og ampuller, som politiet sendte ind til undersøgelser.
Politiet forsøgte at undersøge, om der fandtes videoovervågning fra medicinrummene. Det gjorde der ikke. Der fandtes heller ingen tekniske beviser, der kunne placere Christina Aistrup Hansen – eller andre sygeplejersker for den sags skyld – på patienternes stuer på gerningstidspunkterne.
Fra mistanke til dom
Alligevel lykkedes det dog at få Christina Aistrup Hansen dømt for at injicere store mængder medicin ind i kroppene på i alt fire patienter – tre af dem døde kort efter.
Det skyldtes især, at en lang række kollegaer til Christina Aistrup Hansen pegede på sygeplejersken som mulig gerningsmand, og at hun selv kom med en tvivlsom forklaring i retten.
Hun blev til sidst erklæret som gerningsmand og blev idømt 12 års fængsel, om end det aldrig lykkedes politiet at finde et eneste fældende bevis imod hende.
I Sygeplejersken står hun for første gang frem og fortæller, at hun fortsat mener, at hun sidder uskyldig dømt. I bogen fortæller flere af hendes kolleager omvendt, at de mener, at hun har gjort flere patienter ondt, end hun endte med at blive dømt for.
Men sygehuset er et gerningssted, hvor det aldrig bliver muligt at gå tilbage og finde beviserne, der kan bevise hendes skyld eller uskyld.
Kristian Corfixen: Sygeplejersken
Da en sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus en tidlig forårsmorgen i 2015 ringer til politiet med mistanke om, at hendes nære sygeplejerskekollega bevidst dræber patienter, bliver det startskuddet til en drabssag, som aldrig før er set i dansk retshistorie.
I denne dokumentariske beretning rekonstrueres den nattevagt, der i sidste ende førte til, at sygeplejersken blev idømt 12 års fængsel for flere drabsforsøg.
Her fremlægges hele politiets efterforskning, der giver nye indsigter, som ikke tidligere har været kendt af offentligheden, samt interviews med sagens nøglepersoner.
Netflix-serien Sygeplejersken er baseret på journalist Kristian Corfixens bestseller, der udkom i 2019 til fremragende anmeldelser. ”Et bemærkelsesværdigt stykke retshistorie,” skrev Jyllands-Posten i anmeldelsen og uddelte fem stjerner, mens Berlingske kaldte den ”medrivende og forbilledlig sober”.
Du kan købe Sygeplejersken online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: