Pierre Lemaitre er tilbage med en selvstændig fortsættelse til den anmelderroste Vi ses deroppe. Her får du et smugkig i Flammernes farve.
“En episk roman fuld af flamboyante karakterer og altopslugende spænding”, skrev Le Figaro Magazine, da Flammernes farve blev udgivet i Frankrig. Siden har den fået masser opmærksomhed og mange gode ord med på vejen af de franske anmeldere.
Læs også Flammernes farve. Et gribende portræt af mellemkrigstidens Paris
Romanen foregår i Paris i 1927, hvor Madeleine står til at overtage et stort bankimperium fra hendes far, som netop er død.
Men overtagelsen bliver ikke uden udfordringer, konflikter og masser af spænding. Modstanden er stor, og korruption og grådighed er udfordrende faktorer, som Madeleine må bekæmpe med snilde og intelligens for at genopbygge sit liv.
Flammernes farve af Pierre Lemaitre
1
Man kan med god ret hævde, at Marcel Péricourts bisættelse ikke blev afviklet helt efter bogen og endda, at den endte i rent kaos, men den begyndte i det mindste til tiden.
Siden tidlig morgen havde boulevard de Courcelles været lukket for trafik.
Inde i gården lød dæmpede toner fra republikanergardens musikkorps, der varmede instrumenterne op, mens en lang række biler satte notabiliteter af ude på fortovet, hvor ambassadører, politikere, generaler og delegationer fra udlandet hilste på hinanden med alvorlig mine.
Medlemmer af det franske akademi trådte ind under den omfangsrige sorte baldakin med sølvfrynserne, der var smykket med afdødes monogram og skærmede stentrappen foran huset, og derefter fulgte man de taktfulde instrukser fra ceremonimesteren, hvis opgave det var at holde styr på de mange begravelsesgæster, mens de ventede på sørgehøjtidelighed og ligfærd.
Der var en lang række kendte ansigter til stede. Bisættelser af denne kaliber befandt sig i samme kategori som et hertugbryllup eller en opvisning af Lucien Lelongs nyeste modekollektion, og man var nødsaget til at vise sig, når man var en af samfundets spidser.
Madeleine var i sagens natur stærkt påvirket af sin fars død, men alligevel allestedsnærværende, effektiv og værdig, hun gav diskrete anvisninger og var opmærksom på selv de mindste detaljer.
Hendes omhu skyldtes ikke mindst, at landets præsident havde meldt sin ankomst, så han kunne få mulighed for at samle sig i andagt ved de jordiske rester af sin “gode ven Péricourt”.
Dette havde gjort alt yderst besværligt, for en republiks protokol var lige så streng som et monarkis.
Familien Péricourts residens blev invaderet af sikkerhedsfolk samt embedsmænd med ansvar for overholdelse af etiketten, og siden havde man ikke et øjebliks ro.
Læg dertil en myriade af ministre, rådgivere og alskens embedsmænd.
Statsoverhovedet kunne sammenlignes med en fiskerbåd, der altid var omgivet af fugleflokke, som fouragerede i dens kølvand.
Til fastsat tid stod Madeleine øverst på trappen iført sorte handsker og med artigt foldede hænder.
Bilen kørte op, folkemængden tav, præsidenten steg ud, vinkede, gik op ad trappen og gav Madeleine en kort, tavs omfavnelse, for sorgen er som bekendt ordløs.
Herefter trådte han elegant og med en beklagende gestus et skridt til siden, så hun kunne lede ham til sin fars chapelle ardente.
Venskabet med den afdøde bankmand var ikke den eneste grund til, at Frankrigs præsident var dukket op – hans tilstedeværelse var også af symbolsk karakter.
Og det lå uden for enhver tvivl, at der var tale om en betydningsfuld begivenhed.
Marcel Péricourt, “selve sindbilledet på fransk økonomi, er gået bort,” skrev de aviser, der stadig holdt på formerne.
“Blot syv år efter sønnen Édouards dramatiske selvmord bliver han selv stedt til hvile …” udbredte andre sig.
Men det var ikke afgørende.
Marcel Péricourt havde været en central skikkelse i landets økonomiske liv, og alle havde en diffus fornemmelse af, at med hans død gik også en epoke i graven, hvilket ikke blev mindre foruroligende af, at mørke skyer trak op her på tærsklen til trediverne.
Den økonomiske krise efter 1. Verdenskrig var aldrig helt ophørt.
Den politiske klasse i Frankrig, der på tro og love havde forsikret alle om, at det besejrede Tyskland ville komme til at betale hver en franc tilbage for de ødelæggelser, landet havde forvoldt, var nødt til at bøje sig for kendsgerningerne.
Befolkningen var blevet bedt om at vente, til boligerne var blevet genopbygget, vejene repareret, krigsinvaliderne havde fået deres skadesgodtgørelser, pensionerne var blevet udbetalt, og der blev skabt nye jobs, det vil sige, at alt blev, som det havde været før – men endnu bedre, ikke sandt, for man havde jo vundet krigen – så kort sagt havde befolkningen resigneret: Det lovede mirakel ville aldrig indfinde sig, og Frankrig måtte klare sig selv.
Marcel Péricourt var netop repræsentant for dette Frankrig, der ikke længere eksisterede, men som i tidligere tider havde styret økonomien som en ansvarlig pater familias.
Altså vidste man ikke helt, hvad det var, man lagde i jorden – en indflydelsesrig fransk bankmand eller den svundne epoke, han legemliggjorde?
I rummet med kisten, der var oplyst af kerter, stod Madeleine længe og betragtede sin fars ansigt.
I de seneste par måneder havde han brugt det meste af sin tid på at øve sig i at være gammel.
“Jeg er nødsaget til hele tiden at være på tæerne,” sagde han, “jeg må for alt i verden undgå at komme til at lugte som en olding og famle efter ordene. Jeg vil ikke være til besvær, og tænk, hvis jeg gik og talte med mig selv, jeg er nødt til at holde et vågent øje, det tager al min tid, det er trættende at blive gammel …”
Hun var gået i klædeskabet og havde fundet hans nyeste jakkesæt, der hang på en bøjle, en nystrøget skjorte og hans perfekt pudsede sko.
Alt var gjort klart.
Dagen før havde hr. Péricourt spist aftensmad sammen med hende og Paul, hans barnebarn, der stammede og var en genert, køn dreng på syv år med sart, bleg hud.
Men til forskel fra alle andre aftener havde han ikke spurgt drengen om, hvordan det gik ham i skolen, og hvad han havde lavet i dagens løb, eller foreslået, at de skulle genoptage deres spil dam.
Han havde været indadvendt, men ikke bekymret, nej, nærmere bare tankefuld, det lignede ham slet ikke, og han havde siddet og stukket til maden og blot smilet for at vise, at han skam var til stede.
Og da måltidet ifølge hans begreber havde trukket for længe ud, foldede han sin serviet sammen, jeg går op, havde han sagt, fortsæt I uden mig, han havde trykket Pauls hoved ind til sig ganske kort, tak for i aften, godnat, sov godt.
Selvom han ofte beklagede sig over smerter, var han den aften vandret let og ubesværet hen til trappen.
Normalt sagde han altid: “På gensyn,” når han forlod spisestuen.
Den aften glemte han det.
Næste morgen var han død.
Madeleine og Frankrigs præsident stod ved hinandens side med blikket stift rettet mod egetræskisten med det store, skinnende sølvkors, mens rustvognen trukket af to heste iført skaberak kom kørende ind gennem familiepalæets indre gård, og ceremonimesteren samlede venner og familie, som han sørgede for at få gennet hen til deres foreskrevne pladser.
Der løb en iling gennem Madeleine.
Havde hun nu foretaget det rette valg, dengang for et par måneder siden?
Hun var ugift.
Eller rettere fraskilt, men på den tid kom det ud på et.
Hendes eksmand, Henri d’Aulnay-Pradelle, sad og rådnede op i fængslet efter en opsigtsvækkende retssag.
Og hendes ægteskabelige stilling som enlig kvinde havde bekymret hendes far, der havde fremtiden at tænke på.
“Du skal gifte dig igen, der er ingen vej udenom!” sagde han. “En bank med interesser i diverse handelsselskaber kan ikke ledes af et kvindfolk.”
Madeleine var sådan set enig, men hun stillede sine betingelser: en ægtemand, så lad gå, men ikke en mand, Henri havde været mere end rigeligt, tak, kort sagt kan jeg gå med til et giftermål, men der bliver ingen ægteseng for mit vedkommende.
Selvom hun tit havde givet udtryk for det modsatte, havde hun haft høje forventninger til sit første ægteskab, der imidlertid havde været ulykkeligt, så nu, det stod hun fast på, kunne hun til nød gå med til en ægtefælle, men ikke mere end det, for hun skulle ikke nyde noget af at få flere børn, Paul var alt nok, hun var lykkelig, som det var.
I efteråret havde alle kunnet se, at Marcel Péricourt ikke havde langt igen.
Det forekom indlysende at tage forholdsregler, for der var mange år til, at hans barnebarn, stammeren Paul, kunne overtage roret i familievirksomheden.
Desuden var det en arvefølge, som var vanskelig at se for sig, for ordene sad ligesom fast i halsen på den lille Paul, og oftest holdt han dem indenbords, det var for svært, ham som leder af en virksomhed, det lå ikke ligefrem i kortene …
Den barnløse enkemand Gustave Joubert, der var prokurist i Péricourt Bank, virkede som et oplagt parti til Madeleine.
Han var i halvtredserne, fornuftig og samvittighedsfuld, havde økonomisk sans og orden i sagerne, var selvbehersket, fremsynet, og så vidt vides var hans eneste last en forkærlighed for mekanik af forskellig art, automobiler – han afskyede racerkøreren Benoist, men forgudede hans kollega Charavel – og flyvemaskiner – han hadede testpiloten Blériot, men tilbad hans kollega Daurat.
Hr. Péricourt havde været en ivrig fortaler for denne alliance.
Og Madeleine var gået med til den, men:
“Gustave, jeg er nødt til at sige det, som det er,” havde hun advaret ham. “De er en mand, og jeg vil ikke modsætte mig, at De … Jeg er sikker på, De er klar over, hvor jeg vil hen. Men på én betingelse, nemlig at det foregår i al diskretion, for jeg ønsker ikke at blive holdt for nar endnu en gang.”
Joubert var straks gået med på de betingelser, Madeleine stillede, for han følte kun sjældent de behov, hun hentydede til.
Ikke desto mindre skete der det, at hun nogle uger senere pludselig meddelte sin far og Gustave, at hun alligevel ikke ønskede at indgå det planlagte ægteskab.
Nyheden var faldet som en bombe.
Man kan roligt sige, at hr. Péricourt hidsede sig op over for sin datter, der kun havde irrationelle argumenter for sin beslutning: at hun var seksogtredive og Joubert enoghalvtreds, som om det kom som en overraskelse!
Og kunne man ikke med god ret hævde, at det var fornuftigt at gifte sig med en moden og velovervejet mand?
Men næ, nej, under ingen omstændigheder, Madeleine “kunne ikke affinde sig med” at blive gift med Joubert.
Så svaret var nej.
Og ifølge hende stod beslutningen ikke til at ændre.
Før i tiden ville hr. Péricourt ikke have ladet sig spise af med den slags talen udenom, men han var allerede begyndt at falde af på den.
Han fremførte sine argumenter, han stod fast, indtil han gav sig, og når han på den måde resignerede, stod det klart for enhver, at han ikke var, hvad han havde været.
Men i dag måtte Madeleine ængsteligt spørge sig selv, om hun havde taget den rigtige beslutning.
I den indre gård var al aktivitet standset, mens man ventede på, at præsidenten skulle komme ud af huset igen.
Gæsterne begyndte så småt at stå og trippe, man var kommet for at blive set, ikke for at spilde hele dagen her.
Det værste var ikke kulden, den slap man ikke for, men hele tiden at skulle finde på krumspring for at skjule, hvor utålmodig man var efter at få det overstået.
Intet hjalp, selvom man havde dækket ører, hænder og næse, var samtlige legemsdele som is, folk stod diskret og stampede med fødderne, og hvis ikke afdøde dukkede op lige om lidt, ville der ikke gå lang tid, før man begyndte at bande ham langt væk.
Nu måtte det ligtog vel snart sætte i gang, så man i det mindste kunne få rørt benene lidt.
Rygtet gik, at kisten langt om længe var på vej til at blive båret ud.
På gårdspladsen stod præsten iført sort og sølvfarvet kappe foran en flok kordrenge i violette kjortler og hvide messesærke.
Bedemanden skævede diskret til sit ur, gik med afmålte skridt op ad stentrappen for at danne sig et bedre overblik over situationen og søgte med blikket efter de personer, der om ganske få minutter skulle gå i spidsen for ligtoget.
Alle var på plads bortset fra afdødes barnebarn.
Men der var lagt an til, at den lille Paul skulle gå forrest sammen med sin mor, blot en smule foran resten af ligtoget, for det gjorde altid lykke, når folk så et barn komme gående lige bag en rustvogn.
Læg dertil, at knægten med sit drømmende ansigts udtryk og antydningen af sorte rande under øjnene udstrålede en kraftesløshed, som gjorde sceneriet ekstra rørende.
Léonce, Madeleines selskabsdame, gik hen til André Delcourt, Pauls huslærer, der febrilsk stod og noterede i en lille notesbog, og bad ham finde sin unge elev.
Han så forarget på hende.
“Men, Léonce …! De kan vel se, jeg er travlt optaget!”
De to havde aldrig været gode venner.
Den sædvanlige rivalisering mellem tjenestefolk.
“Min gode André,” svarede hun, “De skal nok blive en dygtig journalist en dag, det er jeg ikke i tvivl om, men indtil videre er De altså kun huslærer. Så sørg lige for at få fundet Paul.”
André smækkede rasende sin notesbog mod det ene lår og forsøgte derefter at bane sig vej til hoveddøren, mens han undskyldte til højre og venstre og sendte folk angerfulde smil.
Madeleine fulgte landets præsident ud til hans bil, der dernæst kørte gennem gården, hvor folkemængden gjorde plads for ham, som var han døden selv.
Og så, langt om længe, blev Marcel Péricourts kiste båret ud i forstuen. Dørene blev åbnet på vid gab.
Eftersom Madeleines onkel Charles ikke var dukket op, fulgte hun – støttet til Gustave Jouberts arm – som den første efter sin fars jordiske rester ned ad trappen.
Léonce forventede at se den lille Paul ved sin mors side, men han var der ikke.
André, der var kommet tilbage, trak afmægtigt på skuldrene.
Kisten blev båret af en delegation fra ingeniørhøjskolen École centrale des arts et manufactures, og de placerede den på den åbne rustvogn. Ovenpå lagde man kranse og buketter.
Derefter trådte en vagtmester frem med en pude i hænderne, og på den lå Æreslegionens storkors.
Ude i gården var det, som om en svajende bevægelse gik gennem hele mængden af øvrighedspersoner, der spredtes på besynderlig vis, det så endda ud, som om den helt skulle gå i opløsning.
Kisten og rustvognen var ikke længere i centrum for opmærksomheden.
Blikkene havde rettet sig mod ejendommens facade.
Hele forsamlingen holdt vejret.
Nu var det Madeleines tur til at se op, og hun åbnede munden som til et skrig, for deroppe, på 2. sal, stod den lille Paul, syv år gammel, i vindueskarmen med armene strakt helt ud til siden.
Og med front mod det tomme rum.
Han havde stadig sit jakkesæt på, men slipset var flået af, og den hvide skjorte stod helt åben.
Alle kiggede op som efter et luftskib, der var ved at lette fra jorden.
Paul bøjede let i knæene.
Inden nogen kunne nå at råbe noget eller løbe op til ham, slap han sit greb i vinduesfløjene og kastede sig ud til akkompagnement af en skrigende Madeleine.
Drengens krop flaksede hid og did under faldet, som en vingeskudt fugl.
Efter et brat, kaotisk fald, landede han i den sorte baldakin, der kortvarigt opslugte ham.
Forsamlingen drog et lettelsens suk.
Men det udspændte stof kastede ham tilbage, så han hoppede op igen som en trold af en æske.
Alle så til, mens han endnu en gang røg op i luften og fløj ud over baldakinen.
Hvorefter han landede pladask oven på sin morfars kiste.
Hele gården tav med ét, og lyden af hans hoved, der bankede ned i kistelåget med et bump, sendte en skælven gennem forsamlingen.
Alle var i chok, tiden stod stille.
Da folk kom hastende hen til Paul, lå han udstrakt på ryggen.
Der løb blod ud af ørerne på ham.
2
Ceremonimesteren blev fanget på det forkerte ben.
Han havde prøvet lidt af hvert, når det kom til bisættelser, for han havde immervæk haft ansvaret for, at et utal af akademimedlemmer, fire udenlandske diplomater samt tre præsidenter, fungerende såvel som aftrådte, kom godt i jorden.
Han var berømmet for aldrig at miste overblikket, han var en mand, der beherskede sit fag til perfektion, men ham den lille knægt, som havde kastet sig ud fra 2. sal og var landet pladask på sin morfars kiste, faldt uden for kategori.
Hvad kunne man gøre?
Han stod dér og så fortabt ud i blikket, helt hjælpeløs, med hængende skuldre.
Det var tydeligt for enhver, at han var kommet til kort.
Han døde i øvrigt et par uger senere, og man kunne ikke undgå at få den tanke, at han var en slags bedemændenes François Vatel.
Professor Fournier var den første, der kom til undsætning.
Han sprang op på rustvognen, fejede ufølsomt kransene væk, så de fløj ned på brostenene, og uden at flytte på drengen gik han straks i gang med en indledende lægelig undersøgelse.
Hans ro var beundringsværdig, for folkemængden var ved at vågne op og lavede et forfærdeligt spektakel.
Nu da der pludselig var indtruffet en ulykke, blev begravelsesgæsterne i deres stiveste puds igen forvandlet til en flok glanehoveder, der ikke kunne stå stille af bare nysgerrighed, allevegne fra lød der Ih, og Åh, så De det? Må jeg be’ om mine himmelblå, det er Péricourts søn!
Næ, nej, det er umuligt, han faldt ved Verdun!
Ikke ham, den anden, den lille!
Hvad for noget, ud ad vinduet, sprang han?
Gled han?
Personlig hælder jeg til, at han blev skubbet …
Jamen, alligevel!
Jo, jo, se engang, det står stadig åbent, Åh, ja, det er rigtigt, det var dog satans, Michel, kammertonen, om jeg må be’!
Alle fortalte, hvad de lige havde set, til andre, som havde set fuldstændig det samme.
Madeleine var faldet på knæ ved foden af rustvognen og klamrede sig til dens sidestykke med negle, der borede sig ind i træet som kløer, mens hun hylede og skreg.
Léonce, der ligeledes var opløst i gråd, tog hende om skuldrene, folk troede ikke deres egne øjne, et barn, der på den måde falder ud ad et vindue på 2. sal, kunne det virkelig ske, men man behøvede blot kaste et blik i retning af kransene, der var smidt hulter til bulter, så kunne man, selvom folk tog udsynet, ikke undgå at se Pauls krop ligge udstrakt som et gravmonument oven på egetræskisten, og bøjet ind over ham stod doktor Fournier og lyttede efter puls og åndedræt.
Da han rejste sig op, var hans smoking indsmurt i blod helt ind til skjortebrystet, men det kunne han ikke tage sig af, han havde løftet drengen op i sine arme og stod nu dér.
En heldig fotograf fik knipset et billede, som blev trykt i alle landets aviser: på det ser man Professor Fournier, der står oppe på rustvognen lige ved siden af Marcel Péricourts kiste, og i armene holder han en dreng med blod stående ud af ørerne.
Man rakte ham en hånd, da han skulle ned.
Folkemængden trådte til side.
Han hastede forbi forsamlingen med den lille Paul trykket ind til sig, skarpt forfulgt af en panikslagen Madeleine.
Folks udbrud forstummede, efterhånden som han kom frem, og den pludselig opståede stilhed var endnu mere alvorstung end selve bisættelsen.
En bil blev kørt frem, en Sizaire-Berwick, der tilhørte hr. de Florange, hvis hustru stod ved en af dørene og vred hænder, fordi hun frygtede, at de aldrig fik blodet af igen, hvis det først kom på sæderne.
Fournier og Madeleine satte sig ind på bagsædet, og drengen, hvis krop var slap som en slaskedukke, blev lagt hen over deres ben.
Madeleine så bønfaldende på Léonce og André.
Léonce sprang straks til, mens André tøvede kort.
Han vendte sig om og lod hastigt blikket feje ud over palæets indre gård og rustvognen med kransene, kisten, hestene, uniformerne og jakkesættene …
Så bøjede han hovedet og satte sig ind i bilen.
Dørene smækkede i.
Derefter gik det i huj og hast til hospitalet Pitié-Salpêtrière.
Alle var lamslåede.
Kordrengene måtte vinke farvel til deres stjernestund, det var i hvert fald tydeligt, at deres præst havde mistet troen på det, og den republikanske garde tøvede med at istemme den begravelseshymne, der ellers var programsat.
Der var desuden et problem: blodet.
For en begravelse, det kan man nok klare, men det er også kun en lukket kiste, blod derimod er lidt for kropsligt, man bliver bange, det minder en om smerte, og det er værre end døden.
Desværre var Pauls blod overalt på brostenene og helt ude på fortovet, dråberne dannede et spor, man kunne følge, ligesom på en gårdsplads ude på landet.
Når folk fik øje på det, så de igen den lille fyr for sig med hans dinglende arme, man blev isnende kold helt ind til benet, og efter sådan en omgang var det sin sag at deltage i en stille og rolig begravelse, man ikke havde nogen andel i …
Husets tjenestefolk gjorde, hvad de kunne, og strøede savsmuld rundt omkring, det var altid en god idé, folk begyndte at rømme sig og så væk.
Alle var enige om, at man anstændigvis ikke kunne køre til kirkegården med en afdød i en kiste, der dryppede af blod fra en lille dreng.
Man ledte efter et sort klæde, men kunne ikke finde noget.
Et medlem af tjenerstaben var kravlet op på rustvognen med en spand fuld af dampende varmt vand og forsøgte nu at vaske guldkrucifikset af med en svamp.
Gustave Joubert var en handlingens mand, og han beordrede, at det store, blå gardin i hr. Péricourts bibliotek skulle tages ned.
Det var lavet af et tykt og uigennemsigtigt stykke stof, og det var Madeleine, der havde fået det hængt op, så hendes far kunne hvile sig i løbet af dagen, når solen stod lige ind på facaden.
Nede fra gården kunne man i det vindue, drengen få minutter tidligere havde kastet sig ud fra, se folk på skamler med armene rakt op mod loftet.
Stofstykket blev i al hast rullet sammen og langt om længe båret ned i gården.
Man foldede det respektfuldt ud og draperede det over ligkisten, men det var og blev kun et stort gardin, hvilket var lidt det samme som at begrave en mand i hans slåbrok.
Det blev ikke bedre af, at det ikke var lykkedes at fjerne tre kobbergardinringe, der ved det mindste vindpust klirrede enerverende, når de stødte mod kistens sider …
Folk var utålmodige efter, at højtideligheden igen kom tilbage på det spor, man kendte fra andre begravelser af øvrighedspersoner, med andre ord at den blev inderligt ligegyldig.
Under køreturen rørte Paul, der lå på tværs hen over sin hulkende mors ben, overhovedet ikke på sig.
Hans puls var svag.
Chaufføren havde hornet permanent trykket i bund, og alle blev rystet rundt som i en kreaturvogn.
Léonce havde taget Madeleines arm og trykkede den ind til sig. Professor Fournier havde viklet sit hvide halstørklæde om drengens hoved for at stoppe blødningen, men plamagen blev større og større, og til sidst begyndte der at dryppe blod ned på gulvet.
André Delcourt sad meget ubelejligt lige over for Madeleine og så væk, i det omfang situationen tillod det, for han var ikke lige i humør.
Madeleine havde mødt ham på en klosterskole, som hun havde haft planer om at indskrive Paul på, når han blev gammel nok.
Han var en høj og tynd ung mand med bølget hår, noget af en kliché for sin tid med lidt triste øjne, men kødfulde læber og en udtryksfuld mund.
Han var huslærer i fransk, det forlød, at han talte et smukt latin, og han kunne endda undervise i tegning, hvis det var påkrævet.
Han vidste alt om den italienske renæssance, der var hans store lidenskab.
Han ville gerne være digter og havde derfor tillagt sig et forpint blik, lagde ansigtet i sværmeriske folder og havde en vane med at kaste hovedet til siden, hvilket i hans optik skulle signalere, at en blændende tanke netop var slået ned i ham.
Han havde altid sin notesbog på sig, tog den frem ved enhver lejlighed, vendte så ryggen til, skriblede febrilsk og genoptog derefter samtalen med et udtryk i ansigtet som en, der netop var kommet sig efter en smertefuld sygdom.
Madeleine var med det samme faldet for hans indsunkne kinder, slanke hænder og den ild af en art, der brændte i ham og gav løfter om intense stunder.
Hende, der ikke ønskede nogen ny mand, blev helt uventet charmeret af ham.
Hun havde nogle behov, og dem opfyldte André.
Han opfyldte dem til punkt og prikke.
Når Madeleine hengav sig til ham, blev der vakt minder til live, der langtfra var dårlige.
Hun følte sig begæret, han var meget blid ved hende, selvom det tog ham en evighed at komme til sagen, for han havde altid nogle oplevelser, han ville dele med hende, tanker, der skulle forklares, og ideer, der skulle uddybes, han var et sludrechatol, og selv når han ikke havde andet end underbenklæder på, skulle han lige citere et vers, men han var ganske hæderlig i sengen, når han endelig holdt bøtte.
De af læserne, der før har stiftet bekendtskab med Madeleine, vil vide, at hun aldrig havde været nogen skønhed.
Heller ikke grim, blot almindelig, den type man ikke rigtig lægger mærke til.
Hun havde giftet sig med en meget smuk mand, der aldrig havde elsket hende, og nu, sammen med André, oplevede hun den lykke, det er at blive begæret.
Samt et aspekt af seksualiteten, som hun aldrig havde troet, skulle blive hende forundt, nemlig at hun som den ældste så det som sin pligt at tage de første skridt, vise hvordan det skulle gøres, kort sagt stå for oplæringen.
Det var selvfølgelig overflødigt, for selvom André var en plaget digtersjæl, havde han besøgt ganske mange horehuse samt deltaget i indtil flere orgier, som ikke havde efterladt nogen tvivl om, at han både havde et vidåbent sind og en uomtvistelig tilpasningsevne.
Men han var også en realistisk ung mand.
Han kunne udmærket godt se, at Madeleine nød sin opdragende rolle, selvom hun ikke helt kunne leve op til den, og han påtog sig sin med stor fornøjelse, ikke mindst fordi hun forstærkede en hang til passivitet, der i forvejen lå til ham.
Deres relation blev dog kompliceret af, at André boede på klosterskolen, hvor man ikke måtte have besøg.
I første omgang tyede de til et hotelværelse.
Madeleine krøb langs husmurene på vej derhen, og når hun skulle gå igen, var det med sænket blik, som en svindlerske i en vaudeville.
Hun gav pengene til André, så han kunne betale receptionisten, og benyttede sig af alskens kneb for at få det gjort uden at komme til at føle, at hun købte ham, at hun havde en holdt mand.
Hun lagde pengene på kaminhylden, men det var samme fremgangsmåde som på et bordel.
Hun lod dem glide ned i hans jakkelomme, men når de så kom ned i receptionen, rodede han alt igennem, før han fandt dem, dér røg så den diskretion.
Kort sagt måtte de se at finde en anden løsning, og det hastede ikke mindst, fordi Madeleine øjensynlig ikke kunne nøjes med at tage sig en elsker, næ, hun var blevet forelsket.
André var stort set alt det, hendes tidligere ægtemand ikke havde været.
André Delcourt var kultiveret, opmærksom, passivt anlagt, men livskraftig, til rådighed og aldrig vulgær, og i sidste ende havde han kun én fejl, nemlig den at han var fattig.
Ikke fordi det gjorde nogen forskel for Madeleine, hun var rig nok for dem begge, men hun havde en social position, der skulle bevares, samt en far, der ikke ville have set med milde øjne på at få en svigersøn, som var ti år yngre end hans datter og på enhver måde ude af stand til at træde ind i forretningsverdenen.
At gifte sig med André var utænkeligt, så hun fandt en løsning, der kunne fungere: Hun ansatte André som Pauls huslærer.
Det ville være godt for drengen at få en skræddersyet undervisning og sin egen lærer, og desuden ville han så ikke være nødt til at gå på en skole, rygterne gik jo om, hvad der foregik i den slags etablissementer – selv de bedste steder – og det skræmte hende fra vid og sans, for lærerne på de religiøse skoler havde allerede dengang et blakket ry.
Madeleine kunne kort sagt finde talløse argumenter for sit arrangement.
Så André flyttede ind og boede nu oppe på kvisten i familien Péricourts palæ.
Den lille Paul tog godt imod de nye tilstande, for han troede, han fik en ny legekammerat.
Han blev skuffet.
De første par uger gik det fint, men derefter faldt Pauls begejstring lige så stille.
Madeleine sagde til sig selv, at ingen kunne lide latin, fransk, historie og geografi, alle børn er ens på det punkt, og det blev ikke bedre af, at André tog jobbet meget seriøst.
Pauls voksende uvilje mod enetimerne rokkede ikke ved Madeleines begejstring, for hun så nogle klare fordele: Nu behøvede hun blot liste to etager op.
Eller af og til skulle André blot to etager ned.
Men i sagens natur kendte alle i familien Péricourts husholdning til hemmeligheden.
Tjenestefolkene morede sig med at parodiere husets frue, der smuttede op ad bagtrappen i smug og med et lystent smil om munden.
Og når de imiterede André, der var på vej tilbage til sig selv på kvisten, var det som en udaset mand på vaklende ben, de fik sig et godt grin dernede i køkkenregionerne.
For André, der drømte om at blive fuldbåren litterat, så sig selv bruge journalistikken som springbræt, udgive sin første bog, derefter nummer to, modtage en stor litteraturpris, ja, hvorfor ikke, der var oplagte muligheder i at være Madeleine Péricourts elsker, men hvis sandheden skulle frem, var det værelse, oppe på kvisten, lige under tjenestefolkenes gemakker, en ulidelig ydmygelse.
Han havde godt lagt mærke til, at stuepigerne fnes ad ham, og at chaufføren smilede nedladende.
Det, som nok kunne have fået en betalt kavaler til at ranke ryggen, var krænkende for en digter.
Hans situation var fornedrende, og han var utålmodig efter at få ændret på den.
Derfor var han så nedtrykt på dagen for begravelsen: Hr. Péricourts jordefærd skulle have været hans store chance, eftersom Madeleine havde henvendt sig til Jules Guilloteaux, chefredaktøren for Le Soir de Paris, og bedt ham om at lade André skrive reportagen fra hendes fars bisættelse.
Tænk engang: en lang artikel med forsidehenvisning! I Paris’ mest solgte dagblad!
De seneste tre dage havde André gennemlevet bisættelsen på forskud, og han havde indtil flere gange spadseret rustvognens planlagte rute igennem.
Han havde endda skrevet hele afsnit inden selve begivenheden:
“En overflod af kranse forlener den hestetrukne rustvogn med en solid tyngde, og den skrider fremad i et stateligt tempo, der giver mindelser om den rolige og kraftfulde gangart, som man uvægerlig forbinder med denne titan i fransk økonomi. Klokken er slået elleve. Begravelsesfølget sætter sig i bevægelse. I den første vogn, der vakler under den massive hyldest, får man straks øje på hans …”
Et lykketræf uden lige!
Hvis artiklen blev vellykket, ville han måske blive hyret af avisen …
Åh, bare tanken om at tjene til livets ophold på en anstændig måde og slippe for de nedværdigende forpligtelser, han nu var underlagt …
Eller endnu bedre: gøre sin lykke, blive rig og berømt.
Og så med ét havde ulykken ødelagt det hele og sendt ham tilbage til start.
André kiggede konsekvent ud ad vinduet for at slippe for at stirre på Pauls lukkede øjne, Madeleines tårevædede ansigt og Léonces udtryksløse, anspændte maske.
For ikke at tale om pytten på gulvet, der bare voksede og voksede.
Han havde så ondt, så ondt af den døde dreng (eller næsten døde, kroppen var helt slap, og man kunne ikke længere høre nogen vejrtrækning inde bag det gennemvædede halstørklæde), og da han så oveni kom til at tænke på sig selv, på alt det, der netop var fordampet, alle hans forhåbninger, hans forventninger, på muligheden, der ikke var blevet grebet, ja, så begyndte han at græde.
Madeleine tog hans hånd.
Charles Péricourt var det eneste familiemedlem, der var tilbage i huset under begravelseshøjtideligheden for hans bror.
Man havde endelig fundet ham, han stod såmænd ikke så langt fra den udvendige stentrappe omgivet af sit “harem”, som han kaldte sin kone og sine to døtre, manden var ikke kendt for sin finesse.
Han var af den mening, at hans kone, Hortense, brød sig så lidt om mænd, at hun var ude af stand til at producere sønner.
Han havde to ranglede døtre med magre stænger, kalveknæ og blomstrende akne, der ikke bestilte andet end at fnise hele tiden, hvilket gjorde det nødvendigt, at de holdt hånden op for at skjule deres forfærdelige tandsæt, som var forældrenes store sorg – man skulle simpelthen tro, at en modløs gud havde kastet en håndfuld tænder ind i hver af døtrenes mund, da de blev født, og tandlægerne var rystede:
Pigerne kunne roligt regne med at skulle tilbringe resten af deres dage bag en vifte, medmindre de gik med til at få ryddet hele munden, når tænderne var vokset ud, og i stedet fik gebis.
Tandlægeregningen ville beløbe sig til en formue, og det samme ville en medgift, der kunne træde i stedet.
Dilemmaet hjemsøgte Charles som en forbandelse.
Hængevom, eftersom han tilbragte halvdelen af sin tid foran et veldækket bord, tilbagestrøget hår, der altid havde været hvidt, grove, fyldige træk, en stor og kraftig næse (ifølge ham selv tegn på en fast karakter), et overskæg som et skødeskind, sådan var Charles.
Læg dertil, at han de sidste to dage havde været i sorg over sin storebrors død og derfor havde blussende hud og ophovnede øjne.
Hans hustru og døtre var styrtet hen til ham, da de så ham komme ud fra toilettet, men i den almindelige forvirring var det ikke lykkedes dem at gøre situationen helt klar for ham.
“Øh, hvad for noget?” sagde han og så rundt til alle sider, “hvad mener I med, at han sprang, hvem sprang?”
Med rolig og fast hånd fik Gustave Joubert folk til at træde til side, Charles, denne vej, han førte ham med ud i gården, og mens de gik, fik han forklaret ham, at han nu repræsenterede familien og dermed havde et vist ansvar.
Charles så helt fortabt ud, han kiggede fortvivlet rundt og forsøgte at forstå, hvad der foregik, for alt forekom forandret, efter at han havde forladt selskabet.
Den lettere ophidsede stemning, folkemængden befandt sig i, var noget andet end normalt til en begravelse, hans døtre stod og småklynkede med fingrene som vifte foran munden, og hans hustru græd hikstende.
Joubert havde taget ham under armen, eftersom Madeleine ikke er til stede, er De nødt til at gå i spidsen for begravelsesoptoget, Charles …
Charles var yderligere bragt fra koncepterne, eftersom han stod over for et ømtåleligt samvittighedsspørgsmål.
Det smertede ham ulideligt at have mistet sin bror, men hans død kom samtidig belejligt, fordi den gav ham mulighed for at slippe ud af nogle meget alvorlige personlige vanskeligheder.
Som man nok har forstået, var Charles ikke videre opvakt, men til gengæld en snu rad, og i visse situationer kunne han hive nogle uventede tricks op af hatten, så hans bror Marcel fik tid til at redde ham ud af kniben.
Han stillede sig på tåspidserne, mens han duppede øjnene med sit lommetørklæde, og samtidig med at det blå gardin blev lagt ordentligt til rette over vognen, kransene blev lagt tilbage oven på det, kordrengene igen kom på plads, og musikken istemte en langsom march for at blæse den forlegne stemning væk, lykkedes det ham at rive sig løs fra Jouberts greb, så han kunne løbe hen til en mand, som han overraskede ved at tage under armen, og sådan gik det til, at Adrien Flocard, stedfortrædende rådgiver for ministeren for offentlige arbejder, stik imod enhver form for protokol pludselig gik med i spidsen for begravelsesoptoget klemt inde mellem afdødes bror, hans hustru Hortense og døtrene Jacinthe og Rose.
Charles var tretten år yngre end Marcel, og dermed er alt sagt.
Han havde altid været en smule bagud i forhold til sin bror, ikke kun aldersmæssigt, han var også mindre begavet og mindre arbejdsom, følgelig mindre velhavende, og han var udelukkende blevet medlem af nationalforsamlingen i 1906, fordi han havde sin storebrors penge i ryggen.
“Det koster godt nok en bondegård at blive valgt,” var hans forbløffende naive kommentar.
“Der er ikke ende på, hvad man er nødt til at punge ud med til vælgere, aviser, venner og modkandidater …”
“Hvis du bevæger dig ind på den slagmark,” havde Marcel advaret ham, “har du bare at blive valgt ind. Jeg vil ikke finde mig i, at en Péricourt bliver slået af en tilfældig socialistisk kandidat!”
Valget gik glimrende.
Og når først man sad i nationalforsamlingen, nød man godt af en række privilegier, for republikken hjalp sine egne, den var ikke påholdende og endda ligefrem generøs over for snedige krabater som ham.
Mange af de deputerede tænkte på deres valgkreds, men Charles tænkte for sit vedkommende kun på at blive genvalgt.
Med hjælp fra en genealog, der var blevet fedt og godt aflønnet, var det lykkedes ham at opstøve nogle ældgamle og temmelig fjerne slægtsrødder i departementet Seine-et-Oise ved Paris, og uden at blinke udgav han sig for at være hjemmefødning fra egnen.
Han havde ikke den mindste smule anlæg for politik og kun én ting for øje, nemlig at gøre vælgerne tilpas.
Rent intuitivt, ikke fordi han havde tænkt nærmere over det, valgte han et ekstremt populært område, der var i stand til at samle folk langt ud over hans eget parti og gøre fattig som rig, konservative såvel som liberale, glade og tilfredse, nemlig kampen mod beskatning. Frugtbar jord.
Lige siden 1906 havde han skudt med skarpt mod finansminister Joseph Caillaux’ planer om at indføre en indkomstskat og i samme åndedrag hævdet, at den skræmte både “de formuende, småsparerne og det arbejdende folk”.
Hver evig eneste uge besøgte han en ny afkrog af sin kreds og trykkede hænder, tordnede mod “skattetrykkets åg”, præsiderede ved diverse prisuddelinger, landboforsamlinger og sportsturneringer samt dukkede op til hver evig eneste religiøse højtideligholdelse.
Han var omhyggelig med at holde forskelligfarvede kartotekskort opdaterede med alt, der kunne få betydning for hans genvalg: indflydelsesrige personer fra lokalområdet, folks ambitioner og seksualvaner, hans modkandidaters indkomster, gæld og laster, anekdotisk stof, rygter i omløb og i det hele taget alt, der kunne være ham til nytte, hvis det kom dertil.
Han udarbejdede skriftlige spørgsmål til ministrene for at gå i forbøn for borgerne i sin kreds, og to gange om året havde han held til at bestige talerstolen i nationalforsamlingen et par minutter, så han kunne rejse en sag, der havde interesse for Seine-et-Oise.
Disse indlæg, som blev omhyggeligt noteret i Statstidende, betød, at han i næste omgang med løftet pande kunne møde sine vælgere og bevise, at han var gået gennem ild og vand for dem, og at ingen kunne have gjort det bedre.
Hans ildhu ville have været forgæves uden penge.
Man skulle bruge dem til valgplakater og vælgermøder, men også til igennem hele valgperioden at kunne smøre kampagnemedhjælpere, der forsynede ham med oplysninger til hans kartotek, det vil sige hovedsagelig lokale præster, sekretærer fra kommunekontorerne og nogle caféværter, samt til at kunne vise alle, at det indebar fordele uden sidestykke at stemme på en bror til en bankmand, for han var i stand til at yde økonomisk støtte til sportsklubber, betale for boggaverne til skolernes flidspræmier, gevinster til tombolaer og faner til krigsveteranerne samt skaffe medaljer og ordner til stort set hvem som helst.
Salig Marcel Péricourt havde været til lommerne i 1906, 1910 samt 1914. Han var sluppet i 1919, eftersom Charles, der i krigen havde tjent under forsyningstropperne ved Chalon-sur-Saône, uden selv at gøre den store indsats havde redet på den såkaldte “gråblå” bølge, opkaldt efter farven på de franske troppers uniformer, der havde oversvømmet den lovgivende forsamling med krigsveteraner.
Og ved den seneste lejlighed, i 1924, havde Marcel måttet punge ud med betydelig mere end før for at sikre sin brors genvalg, eftersom Venstrekartellet havde medvind, og det derfor var betydelig sværere end forrige gang at få genvalgt en højrefløjspolitiker med pauvre resultater på cv’et.
Marcel havde altså altid holdt Charles og hans karriere flydende.
Og selv i døden ville han endnu en gang redde ham ud af en mildest talt katastrofal situation, hvis ellers alt gik, som Charles håbede.
Det var netop dette, Charles havde behov for at snakke med Adrien Flocard om, og det skulle være nu.
Begravelsesoptoget havde netop sat i gang.
Han snød næsen højlydt.
“Arkitekter er nogle grådige bæster …” lagde han ud.
Den stedfortrædende rådgiver, der var funktionær til fingerspidserne, havde fået civilretten ind med modermælken og på sit dødsleje ville kunne recitere en hvilken som helst ubetydelig lovtekst, rynkede brynene.
Rustvognen bevægede sig fremad med statelig langsommelighed.
Hele ligfølget befandt sig stadig i choktilstand efter Pauls vinduesstyrt, undtagen Charles, for han havde ikke overværet det, og desuden tænkte han lige da udelukkende på sine egne bekymringer, som overskyggede både hans brors død og hans unge nevøs eventuelle ditto.
Charles var i forvejen ret så irritabel på grund af de ting, der plagede ham, og det hjalp ikke på humøret, at den ministerielle embedsmand ikke reagerede, som han havde forventet, så Charles tilføjede:
FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 29 04/08/18 10:11 am
30
“Men oprigtig talt, er De ikke enig med mig i, at de udnytter situationen?”
Godt og grundigt irriteret var han sakket agterud i forhold til kisten og blev nødt til at sætte farten op for at indhente sin samtalepartner.
Han begyndte allerede at blive forpustet, for han var ikke vant til længere spadsereture.
Han virrede med hovedet …
Hvis det fortsætter på den måde, sagde han til sig selv, vil der ikke være et eneste levende medlem af familien Péricourt tilbage i Paris, når dagen er omme!
Fortørnelse var hans mest fremtrædende karaktertræk: Spurgte man ham selv, havde livet aldrig belønnet ham efter fortjeneste, og verdens gang havde aldrig været tilpasset hans tempo.
Historien med de sociale boligbyggerier var blot endnu et bevis på dette forhold.
For at afhjælpe den omfattende boligmangel, hovedstaden led under, havde Seine-departementet lanceret en storstilet politisk handlingsplan kaldet “billige boliger til alle”.
En gave sendt fra himlen til arkitekter, entreprenører og fabrikanter af byggematerialer.
Men også til de politikere, der enerådigt bestemte over tilladelser, udlægninger til bebyggelse, ekspropriationer og forkøbsrettigheder …
Returkommission og bestikkelse flød i stride strømme som vin i paradis, og som deltager i dette gedulgte, men opulente orgie, havde Charles ikke kunnet undgå at blive besmudset.
Han var medlem af det udvalg, der udstedte byggetilladelser, og havde været én af fortalerne for, at firmaet Bousquet & Frères fik råderet over den pragtfulde grund i rue des Colonies, et areal på to hektar, hvor man kunne bygge en hel stribe ejendomme med billige lejeboliger.
Så langt så godt, og Charles havde fået sin returkommission, som man nu gjorde.
Men desuden benyttede han sig af den gunstige situation til at forlange procenter af firmaet Paris’ Sand & Cement, der var en betydelig producent af byggematerialer, og entreprenørfirmaet blev derefter pålagt at købe ind hos denne leverandør.
Fra da af var det slut med fedtede konvolutter og symbolske penge under bordet!
Nu fik Charles procenter af træ, jern, beton, bjælkeværk, tjære og asfalt, gipsprodukter og mørtel, så vanvittige summer væltede ind på kontoen.
Hans døtre kunne tredoble deres garderobe og tandlægebesøg, Hortense udskiftede hele møblementet, inklusive tapetet, og købte en svinedyr præmieret racehund, en rærlig lille galsindet køter, der bjæffede skingert uden ophør, og som de en dag fandt død på gulvløberen, uden tvivl af et hjerteslag, hvorefter køkkenpigen smed den på møddingen sammen med kartoffelskræller og fiskeaffald.
Og Charles forærede sin daværende elskerinde, en andenrangs skuespillerinde med speciale i parlamentarikere, en ædelsten på størrelse med en vindrue.
Charles’ liv var endelig ved at nå op på det niveau, hvor det efter hans mening hørte hjemme.
Men efter denne korte økonomiske opblomstring, der varede et par år, begyndte livet igen at behandle ham ugunstigt.
I den grad ugunstigt.
“Jo, men …” mumlede Adrien Flocard. “Ham håndværkeren blev dog temmelig …”
Charles lukkede øjnene med lidelsesfuld mine.
Ja, for Paris’ Sand & Cement måtte betale penge under bordet til højre og venstre, og for samtidig at bibeholde deres profit havde de set sig nødsaget til at levere billigere materialer, træ, der ikke var helt tørt, mindre kompakt mørtel og beton, der ikke var så armeret, så det gjorde noget.
En hel førstesal havde været ved at styrte sammen og falde ned i stueplanet, en murer var røget gennem gulvet, og man havde afstivet det hele i al hast.
Byggeriet var blevet stoppet.
“Et brækket ben og et par knoglebrud her og der!” anførte Charles. “Det kan ikke ligefrem kaldes en national katastrofe.”
Ikke desto mindre var arbejderen indlagt på ottende uge, og det var stadig ikke lykkedes at få ham på benene.
Gudskelov var der tale om en nøjsom familie, der ikke stillede urimelige krav, og de havde købt mandens tavshed for en slik, det var absolut ikke noget at gøre et stort nummer ud af.
For den beskedne sum af tredive tusind francs i kontanter var embedsmændene fra det sociale boligselskab gået med til at skyde skylden for ulykken på den hospitalsindlagte arbejders egen uagtsomhed, og byggeriet var blevet genoptaget, men det var ikke sket hurtigt nok til at forhindre affæren i at brede sig som ringe i vandet og nå helt op til ministeriet for offentlige arbejder, hvor chefen for forvaltningen, skønt han havde indkasseret tyve tusind francs, ikke havde kunnet forhindre, at der var blevet udpeget to arkitekter, som hver forlangte femogtyve tusind francs for at skrive under på, at ulykken nu også rent faktisk var et ulykkestilfælde.
“Med hensyn til bystyret eller ministeriet … Tror De, vi kan gøre noget? Jeg mener …”
Adrien Flocard var helt med på, hvad Charles hentydede til.
“Tja, bum …” svarede han undvigende.
Indtil videre var affæren afgrænset til nogle få venligt stemte embedsmænd, men de omtrent halvtreds tusind francs, som Charles havde rådet over, var væk, og Flocards henholdende svar betød, at de, før sagen kunne henlægges, skulle igennem flere mellemmænd, der alle mente, at deres pligtopfyldelse og republikanske integritet var urimelige summer værd.
Hvis skandalen skulle kvæles i fødslen, ville det blive nødvendigt at uddele fem gange så mange erkendtligheder som normalt.
Vorherre bevares, det gik ellers lige så godt!
“En smule mere tid. Det er alt, jeg behøver. En uge eller to, ikke mere.”
Charles knyttede alt sit håb til, at sagføreren om få dage ville have afklaret arveforholdene, så Charles kunne få sin andel.
“Vi kan altid forhale sagerne en uge eller to …” dristede Flocard sig til at sige. “Bravo!”
Med pengene der tilfaldt ham fra hans bror, ville han kunne betale det, man forlangte af ham, og så ville den sag være ude af verden.
Forretningerne ville komme tilbage på sporet, så han kunne glemme alt om denne afskyelige sag.
En uge eller to.
Charles kneb igen en tåre.
Det var sikkert og vist, at man ikke kunne forestille sig en bedre bror end hans.
En selvstændig fortsættelse af den anmelderroste Vi ses deroppe, som blev hædret med Le Prix Goncourt i 2013.
Vi befinder os i Paris i 1927. Det bedre borgerskab i Paris sørger over bankmanden Marcel Péricourts død, og hans datter Madeleine står til at overtage hans bankimperium som eneste arving.
Syv år forinden begik hendes bror selvmord. Han var en plaget mand, der havde svære skader i ansigtet efter første verdenskrig. Hendes mand sidder fængslet efter en svindelskandale af nationale dimensioner.
Men overtagelsen kommer ikke til at foregå uden konflikter, og Madeleine må kæmpe med stor modstand, korruption og grådighed fra flere kanter.
Du kan finde Flammernes Farve som E-Bog eller på dit nærmeste bibliotek.
♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ “En gallisk moppedreng, tungt underholdende og narrativt kompliceret” – POLITIKEN
★★★★★ “Uhyggeligt vedkommende … et dramatisk, dystert og dejligt spydigt værk” – BERLINGSKE
★★★★★ “En vanvittig, rørende, morsom og fascinerende historie” – EKSTRABLADET
“Dommen kan afsiges kort: C’est formidable!” – WEEKENDAVISEN
Pierre Lemaitre er tilbage med en selvstændig fortsættelse til den anmelderroste Vi ses deroppe. Her får du et smugkig i Flammernes farve.
“En episk roman fuld af flamboyante karakterer og altopslugende spænding”, skrev Le Figaro Magazine, da Flammernes farve blev udgivet i Frankrig. Siden har den fået masser opmærksomhed og mange gode ord med på vejen af de franske anmeldere.
Læs også Flammernes farve. Et gribende portræt af mellemkrigstidens Paris
Romanen foregår i Paris i 1927, hvor Madeleine står til at overtage et stort bankimperium fra hendes far, som netop er død.
Men overtagelsen bliver ikke uden udfordringer, konflikter og masser af spænding. Modstanden er stor, og korruption og grådighed er udfordrende faktorer, som Madeleine må bekæmpe med snilde og intelligens for at genopbygge sit liv.
Flammernes farve af Pierre Lemaitre
1
Man kan med god ret hævde, at Marcel Péricourts bisættelse ikke blev afviklet helt efter bogen og endda, at den endte i rent kaos, men den begyndte i det mindste til tiden.
Siden tidlig morgen havde boulevard de Courcelles været lukket for trafik.
Inde i gården lød dæmpede toner fra republikanergardens musikkorps, der varmede instrumenterne op, mens en lang række biler satte notabiliteter af ude på fortovet, hvor ambassadører, politikere, generaler og delegationer fra udlandet hilste på hinanden med alvorlig mine.
Medlemmer af det franske akademi trådte ind under den omfangsrige sorte baldakin med sølvfrynserne, der var smykket med afdødes monogram og skærmede stentrappen foran huset, og derefter fulgte man de taktfulde instrukser fra ceremonimesteren, hvis opgave det var at holde styr på de mange begravelsesgæster, mens de ventede på sørgehøjtidelighed og ligfærd.
Der var en lang række kendte ansigter til stede. Bisættelser af denne kaliber befandt sig i samme kategori som et hertugbryllup eller en opvisning af Lucien Lelongs nyeste modekollektion, og man var nødsaget til at vise sig, når man var en af samfundets spidser.
Madeleine var i sagens natur stærkt påvirket af sin fars død, men alligevel allestedsnærværende, effektiv og værdig, hun gav diskrete anvisninger og var opmærksom på selv de mindste detaljer.
Hendes omhu skyldtes ikke mindst, at landets præsident havde meldt sin ankomst, så han kunne få mulighed for at samle sig i andagt ved de jordiske rester af sin “gode ven Péricourt”.
Dette havde gjort alt yderst besværligt, for en republiks protokol var lige så streng som et monarkis.
Familien Péricourts residens blev invaderet af sikkerhedsfolk samt embedsmænd med ansvar for overholdelse af etiketten, og siden havde man ikke et øjebliks ro.
Læg dertil en myriade af ministre, rådgivere og alskens embedsmænd.
Statsoverhovedet kunne sammenlignes med en fiskerbåd, der altid var omgivet af fugleflokke, som fouragerede i dens kølvand.
Til fastsat tid stod Madeleine øverst på trappen iført sorte handsker og med artigt foldede hænder.
Bilen kørte op, folkemængden tav, præsidenten steg ud, vinkede, gik op ad trappen og gav Madeleine en kort, tavs omfavnelse, for sorgen er som bekendt ordløs.
Herefter trådte han elegant og med en beklagende gestus et skridt til siden, så hun kunne lede ham til sin fars chapelle ardente.
Venskabet med den afdøde bankmand var ikke den eneste grund til, at Frankrigs præsident var dukket op – hans tilstedeværelse var også af symbolsk karakter.
Og det lå uden for enhver tvivl, at der var tale om en betydningsfuld begivenhed.
Marcel Péricourt, “selve sindbilledet på fransk økonomi, er gået bort,” skrev de aviser, der stadig holdt på formerne.
“Blot syv år efter sønnen Édouards dramatiske selvmord bliver han selv stedt til hvile …” udbredte andre sig.
Men det var ikke afgørende.
Marcel Péricourt havde været en central skikkelse i landets økonomiske liv, og alle havde en diffus fornemmelse af, at med hans død gik også en epoke i graven, hvilket ikke blev mindre foruroligende af, at mørke skyer trak op her på tærsklen til trediverne.
Den økonomiske krise efter 1. Verdenskrig var aldrig helt ophørt.
Den politiske klasse i Frankrig, der på tro og love havde forsikret alle om, at det besejrede Tyskland ville komme til at betale hver en franc tilbage for de ødelæggelser, landet havde forvoldt, var nødt til at bøje sig for kendsgerningerne.
Befolkningen var blevet bedt om at vente, til boligerne var blevet genopbygget, vejene repareret, krigsinvaliderne havde fået deres skadesgodtgørelser, pensionerne var blevet udbetalt, og der blev skabt nye jobs, det vil sige, at alt blev, som det havde været før – men endnu bedre, ikke sandt, for man havde jo vundet krigen – så kort sagt havde befolkningen resigneret: Det lovede mirakel ville aldrig indfinde sig, og Frankrig måtte klare sig selv.
Marcel Péricourt var netop repræsentant for dette Frankrig, der ikke længere eksisterede, men som i tidligere tider havde styret økonomien som en ansvarlig pater familias.
Altså vidste man ikke helt, hvad det var, man lagde i jorden – en indflydelsesrig fransk bankmand eller den svundne epoke, han legemliggjorde?
I rummet med kisten, der var oplyst af kerter, stod Madeleine længe og betragtede sin fars ansigt.
I de seneste par måneder havde han brugt det meste af sin tid på at øve sig i at være gammel.
“Jeg er nødsaget til hele tiden at være på tæerne,” sagde han, “jeg må for alt i verden undgå at komme til at lugte som en olding og famle efter ordene. Jeg vil ikke være til besvær, og tænk, hvis jeg gik og talte med mig selv, jeg er nødt til at holde et vågent øje, det tager al min tid, det er trættende at blive gammel …”
Hun var gået i klædeskabet og havde fundet hans nyeste jakkesæt, der hang på en bøjle, en nystrøget skjorte og hans perfekt pudsede sko.
Alt var gjort klart.
Dagen før havde hr. Péricourt spist aftensmad sammen med hende og Paul, hans barnebarn, der stammede og var en genert, køn dreng på syv år med sart, bleg hud.
Men til forskel fra alle andre aftener havde han ikke spurgt drengen om, hvordan det gik ham i skolen, og hvad han havde lavet i dagens løb, eller foreslået, at de skulle genoptage deres spil dam.
Han havde været indadvendt, men ikke bekymret, nej, nærmere bare tankefuld, det lignede ham slet ikke, og han havde siddet og stukket til maden og blot smilet for at vise, at han skam var til stede.
Og da måltidet ifølge hans begreber havde trukket for længe ud, foldede han sin serviet sammen, jeg går op, havde han sagt, fortsæt I uden mig, han havde trykket Pauls hoved ind til sig ganske kort, tak for i aften, godnat, sov godt.
Selvom han ofte beklagede sig over smerter, var han den aften vandret let og ubesværet hen til trappen.
Normalt sagde han altid: “På gensyn,” når han forlod spisestuen.
Den aften glemte han det.
Næste morgen var han død.
Madeleine og Frankrigs præsident stod ved hinandens side med blikket stift rettet mod egetræskisten med det store, skinnende sølvkors, mens rustvognen trukket af to heste iført skaberak kom kørende ind gennem familiepalæets indre gård, og ceremonimesteren samlede venner og familie, som han sørgede for at få gennet hen til deres foreskrevne pladser.
Der løb en iling gennem Madeleine.
Havde hun nu foretaget det rette valg, dengang for et par måneder siden?
Hun var ugift.
Eller rettere fraskilt, men på den tid kom det ud på et.
Hendes eksmand, Henri d’Aulnay-Pradelle, sad og rådnede op i fængslet efter en opsigtsvækkende retssag.
Og hendes ægteskabelige stilling som enlig kvinde havde bekymret hendes far, der havde fremtiden at tænke på.
“Du skal gifte dig igen, der er ingen vej udenom!” sagde han. “En bank med interesser i diverse handelsselskaber kan ikke ledes af et kvindfolk.”
Madeleine var sådan set enig, men hun stillede sine betingelser: en ægtemand, så lad gå, men ikke en mand, Henri havde været mere end rigeligt, tak, kort sagt kan jeg gå med til et giftermål, men der bliver ingen ægteseng for mit vedkommende.
Selvom hun tit havde givet udtryk for det modsatte, havde hun haft høje forventninger til sit første ægteskab, der imidlertid havde været ulykkeligt, så nu, det stod hun fast på, kunne hun til nød gå med til en ægtefælle, men ikke mere end det, for hun skulle ikke nyde noget af at få flere børn, Paul var alt nok, hun var lykkelig, som det var.
I efteråret havde alle kunnet se, at Marcel Péricourt ikke havde langt igen.
Det forekom indlysende at tage forholdsregler, for der var mange år til, at hans barnebarn, stammeren Paul, kunne overtage roret i familievirksomheden.
Desuden var det en arvefølge, som var vanskelig at se for sig, for ordene sad ligesom fast i halsen på den lille Paul, og oftest holdt han dem indenbords, det var for svært, ham som leder af en virksomhed, det lå ikke ligefrem i kortene …
Den barnløse enkemand Gustave Joubert, der var prokurist i Péricourt Bank, virkede som et oplagt parti til Madeleine.
Han var i halvtredserne, fornuftig og samvittighedsfuld, havde økonomisk sans og orden i sagerne, var selvbehersket, fremsynet, og så vidt vides var hans eneste last en forkærlighed for mekanik af forskellig art, automobiler – han afskyede racerkøreren Benoist, men forgudede hans kollega Charavel – og flyvemaskiner – han hadede testpiloten Blériot, men tilbad hans kollega Daurat.
Hr. Péricourt havde været en ivrig fortaler for denne alliance.
Og Madeleine var gået med til den, men:
“Gustave, jeg er nødt til at sige det, som det er,” havde hun advaret ham. “De er en mand, og jeg vil ikke modsætte mig, at De … Jeg er sikker på, De er klar over, hvor jeg vil hen. Men på én betingelse, nemlig at det foregår i al diskretion, for jeg ønsker ikke at blive holdt for nar endnu en gang.”
Joubert var straks gået med på de betingelser, Madeleine stillede, for han følte kun sjældent de behov, hun hentydede til.
Ikke desto mindre skete der det, at hun nogle uger senere pludselig meddelte sin far og Gustave, at hun alligevel ikke ønskede at indgå det planlagte ægteskab.
Nyheden var faldet som en bombe.
Man kan roligt sige, at hr. Péricourt hidsede sig op over for sin datter, der kun havde irrationelle argumenter for sin beslutning: at hun var seksogtredive og Joubert enoghalvtreds, som om det kom som en overraskelse!
Og kunne man ikke med god ret hævde, at det var fornuftigt at gifte sig med en moden og velovervejet mand?
Men næ, nej, under ingen omstændigheder, Madeleine “kunne ikke affinde sig med” at blive gift med Joubert.
Så svaret var nej.
Og ifølge hende stod beslutningen ikke til at ændre.
Før i tiden ville hr. Péricourt ikke have ladet sig spise af med den slags talen udenom, men han var allerede begyndt at falde af på den.
Han fremførte sine argumenter, han stod fast, indtil han gav sig, og når han på den måde resignerede, stod det klart for enhver, at han ikke var, hvad han havde været.
Men i dag måtte Madeleine ængsteligt spørge sig selv, om hun havde taget den rigtige beslutning.
I den indre gård var al aktivitet standset, mens man ventede på, at præsidenten skulle komme ud af huset igen.
Gæsterne begyndte så småt at stå og trippe, man var kommet for at blive set, ikke for at spilde hele dagen her.
Det værste var ikke kulden, den slap man ikke for, men hele tiden at skulle finde på krumspring for at skjule, hvor utålmodig man var efter at få det overstået.
Intet hjalp, selvom man havde dækket ører, hænder og næse, var samtlige legemsdele som is, folk stod diskret og stampede med fødderne, og hvis ikke afdøde dukkede op lige om lidt, ville der ikke gå lang tid, før man begyndte at bande ham langt væk.
Nu måtte det ligtog vel snart sætte i gang, så man i det mindste kunne få rørt benene lidt.
Rygtet gik, at kisten langt om længe var på vej til at blive båret ud.
På gårdspladsen stod præsten iført sort og sølvfarvet kappe foran en flok kordrenge i violette kjortler og hvide messesærke.
Bedemanden skævede diskret til sit ur, gik med afmålte skridt op ad stentrappen for at danne sig et bedre overblik over situationen og søgte med blikket efter de personer, der om ganske få minutter skulle gå i spidsen for ligtoget.
Alle var på plads bortset fra afdødes barnebarn.
Men der var lagt an til, at den lille Paul skulle gå forrest sammen med sin mor, blot en smule foran resten af ligtoget, for det gjorde altid lykke, når folk så et barn komme gående lige bag en rustvogn.
Læg dertil, at knægten med sit drømmende ansigts udtryk og antydningen af sorte rande under øjnene udstrålede en kraftesløshed, som gjorde sceneriet ekstra rørende.
Léonce, Madeleines selskabsdame, gik hen til André Delcourt, Pauls huslærer, der febrilsk stod og noterede i en lille notesbog, og bad ham finde sin unge elev.
Han så forarget på hende.
“Men, Léonce …! De kan vel se, jeg er travlt optaget!”
De to havde aldrig været gode venner.
Den sædvanlige rivalisering mellem tjenestefolk.
“Min gode André,” svarede hun, “De skal nok blive en dygtig journalist en dag, det er jeg ikke i tvivl om, men indtil videre er De altså kun huslærer. Så sørg lige for at få fundet Paul.”
André smækkede rasende sin notesbog mod det ene lår og forsøgte derefter at bane sig vej til hoveddøren, mens han undskyldte til højre og venstre og sendte folk angerfulde smil.
Madeleine fulgte landets præsident ud til hans bil, der dernæst kørte gennem gården, hvor folkemængden gjorde plads for ham, som var han døden selv.
Og så, langt om længe, blev Marcel Péricourts kiste båret ud i forstuen. Dørene blev åbnet på vid gab.
Eftersom Madeleines onkel Charles ikke var dukket op, fulgte hun – støttet til Gustave Jouberts arm – som den første efter sin fars jordiske rester ned ad trappen.
Léonce forventede at se den lille Paul ved sin mors side, men han var der ikke.
André, der var kommet tilbage, trak afmægtigt på skuldrene.
Kisten blev båret af en delegation fra ingeniørhøjskolen École centrale des arts et manufactures, og de placerede den på den åbne rustvogn. Ovenpå lagde man kranse og buketter.
Derefter trådte en vagtmester frem med en pude i hænderne, og på den lå Æreslegionens storkors.
Ude i gården var det, som om en svajende bevægelse gik gennem hele mængden af øvrighedspersoner, der spredtes på besynderlig vis, det så endda ud, som om den helt skulle gå i opløsning.
Kisten og rustvognen var ikke længere i centrum for opmærksomheden.
Blikkene havde rettet sig mod ejendommens facade.
Hele forsamlingen holdt vejret.
Nu var det Madeleines tur til at se op, og hun åbnede munden som til et skrig, for deroppe, på 2. sal, stod den lille Paul, syv år gammel, i vindueskarmen med armene strakt helt ud til siden.
Og med front mod det tomme rum.
Han havde stadig sit jakkesæt på, men slipset var flået af, og den hvide skjorte stod helt åben.
Alle kiggede op som efter et luftskib, der var ved at lette fra jorden.
Paul bøjede let i knæene.
Inden nogen kunne nå at råbe noget eller løbe op til ham, slap han sit greb i vinduesfløjene og kastede sig ud til akkompagnement af en skrigende Madeleine.
Drengens krop flaksede hid og did under faldet, som en vingeskudt fugl.
Efter et brat, kaotisk fald, landede han i den sorte baldakin, der kortvarigt opslugte ham.
Forsamlingen drog et lettelsens suk.
Men det udspændte stof kastede ham tilbage, så han hoppede op igen som en trold af en æske.
Alle så til, mens han endnu en gang røg op i luften og fløj ud over baldakinen.
Hvorefter han landede pladask oven på sin morfars kiste.
Hele gården tav med ét, og lyden af hans hoved, der bankede ned i kistelåget med et bump, sendte en skælven gennem forsamlingen.
Alle var i chok, tiden stod stille.
Da folk kom hastende hen til Paul, lå han udstrakt på ryggen.
Der løb blod ud af ørerne på ham.
2
Ceremonimesteren blev fanget på det forkerte ben.
Han havde prøvet lidt af hvert, når det kom til bisættelser, for han havde immervæk haft ansvaret for, at et utal af akademimedlemmer, fire udenlandske diplomater samt tre præsidenter, fungerende såvel som aftrådte, kom godt i jorden.
Han var berømmet for aldrig at miste overblikket, han var en mand, der beherskede sit fag til perfektion, men ham den lille knægt, som havde kastet sig ud fra 2. sal og var landet pladask på sin morfars kiste, faldt uden for kategori.
Hvad kunne man gøre?
Han stod dér og så fortabt ud i blikket, helt hjælpeløs, med hængende skuldre.
Det var tydeligt for enhver, at han var kommet til kort.
Han døde i øvrigt et par uger senere, og man kunne ikke undgå at få den tanke, at han var en slags bedemændenes François Vatel.
Professor Fournier var den første, der kom til undsætning.
Han sprang op på rustvognen, fejede ufølsomt kransene væk, så de fløj ned på brostenene, og uden at flytte på drengen gik han straks i gang med en indledende lægelig undersøgelse.
Hans ro var beundringsværdig, for folkemængden var ved at vågne op og lavede et forfærdeligt spektakel.
Nu da der pludselig var indtruffet en ulykke, blev begravelsesgæsterne i deres stiveste puds igen forvandlet til en flok glanehoveder, der ikke kunne stå stille af bare nysgerrighed, allevegne fra lød der Ih, og Åh, så De det? Må jeg be’ om mine himmelblå, det er Péricourts søn!
Næ, nej, det er umuligt, han faldt ved Verdun!
Ikke ham, den anden, den lille!
Hvad for noget, ud ad vinduet, sprang han?
Gled han?
Personlig hælder jeg til, at han blev skubbet …
Jamen, alligevel!
Jo, jo, se engang, det står stadig åbent, Åh, ja, det er rigtigt, det var dog satans, Michel, kammertonen, om jeg må be’!
Alle fortalte, hvad de lige havde set, til andre, som havde set fuldstændig det samme.
Madeleine var faldet på knæ ved foden af rustvognen og klamrede sig til dens sidestykke med negle, der borede sig ind i træet som kløer, mens hun hylede og skreg.
Léonce, der ligeledes var opløst i gråd, tog hende om skuldrene, folk troede ikke deres egne øjne, et barn, der på den måde falder ud ad et vindue på 2. sal, kunne det virkelig ske, men man behøvede blot kaste et blik i retning af kransene, der var smidt hulter til bulter, så kunne man, selvom folk tog udsynet, ikke undgå at se Pauls krop ligge udstrakt som et gravmonument oven på egetræskisten, og bøjet ind over ham stod doktor Fournier og lyttede efter puls og åndedræt.
Da han rejste sig op, var hans smoking indsmurt i blod helt ind til skjortebrystet, men det kunne han ikke tage sig af, han havde løftet drengen op i sine arme og stod nu dér.
En heldig fotograf fik knipset et billede, som blev trykt i alle landets aviser: på det ser man Professor Fournier, der står oppe på rustvognen lige ved siden af Marcel Péricourts kiste, og i armene holder han en dreng med blod stående ud af ørerne.
Man rakte ham en hånd, da han skulle ned.
Folkemængden trådte til side.
Han hastede forbi forsamlingen med den lille Paul trykket ind til sig, skarpt forfulgt af en panikslagen Madeleine.
Folks udbrud forstummede, efterhånden som han kom frem, og den pludselig opståede stilhed var endnu mere alvorstung end selve bisættelsen.
En bil blev kørt frem, en Sizaire-Berwick, der tilhørte hr. de Florange, hvis hustru stod ved en af dørene og vred hænder, fordi hun frygtede, at de aldrig fik blodet af igen, hvis det først kom på sæderne.
Fournier og Madeleine satte sig ind på bagsædet, og drengen, hvis krop var slap som en slaskedukke, blev lagt hen over deres ben.
Madeleine så bønfaldende på Léonce og André.
Léonce sprang straks til, mens André tøvede kort.
Han vendte sig om og lod hastigt blikket feje ud over palæets indre gård og rustvognen med kransene, kisten, hestene, uniformerne og jakkesættene …
Så bøjede han hovedet og satte sig ind i bilen.
Dørene smækkede i.
Derefter gik det i huj og hast til hospitalet Pitié-Salpêtrière.
Alle var lamslåede.
Kordrengene måtte vinke farvel til deres stjernestund, det var i hvert fald tydeligt, at deres præst havde mistet troen på det, og den republikanske garde tøvede med at istemme den begravelseshymne, der ellers var programsat.
Der var desuden et problem: blodet.
For en begravelse, det kan man nok klare, men det er også kun en lukket kiste, blod derimod er lidt for kropsligt, man bliver bange, det minder en om smerte, og det er værre end døden.
Desværre var Pauls blod overalt på brostenene og helt ude på fortovet, dråberne dannede et spor, man kunne følge, ligesom på en gårdsplads ude på landet.
Når folk fik øje på det, så de igen den lille fyr for sig med hans dinglende arme, man blev isnende kold helt ind til benet, og efter sådan en omgang var det sin sag at deltage i en stille og rolig begravelse, man ikke havde nogen andel i …
Husets tjenestefolk gjorde, hvad de kunne, og strøede savsmuld rundt omkring, det var altid en god idé, folk begyndte at rømme sig og så væk.
Alle var enige om, at man anstændigvis ikke kunne køre til kirkegården med en afdød i en kiste, der dryppede af blod fra en lille dreng.
Man ledte efter et sort klæde, men kunne ikke finde noget.
Et medlem af tjenerstaben var kravlet op på rustvognen med en spand fuld af dampende varmt vand og forsøgte nu at vaske guldkrucifikset af med en svamp.
Gustave Joubert var en handlingens mand, og han beordrede, at det store, blå gardin i hr. Péricourts bibliotek skulle tages ned.
Det var lavet af et tykt og uigennemsigtigt stykke stof, og det var Madeleine, der havde fået det hængt op, så hendes far kunne hvile sig i løbet af dagen, når solen stod lige ind på facaden.
Nede fra gården kunne man i det vindue, drengen få minutter tidligere havde kastet sig ud fra, se folk på skamler med armene rakt op mod loftet.
Stofstykket blev i al hast rullet sammen og langt om længe båret ned i gården.
Man foldede det respektfuldt ud og draperede det over ligkisten, men det var og blev kun et stort gardin, hvilket var lidt det samme som at begrave en mand i hans slåbrok.
Det blev ikke bedre af, at det ikke var lykkedes at fjerne tre kobbergardinringe, der ved det mindste vindpust klirrede enerverende, når de stødte mod kistens sider …
Folk var utålmodige efter, at højtideligheden igen kom tilbage på det spor, man kendte fra andre begravelser af øvrighedspersoner, med andre ord at den blev inderligt ligegyldig.
Under køreturen rørte Paul, der lå på tværs hen over sin hulkende mors ben, overhovedet ikke på sig.
Hans puls var svag.
Chaufføren havde hornet permanent trykket i bund, og alle blev rystet rundt som i en kreaturvogn.
Léonce havde taget Madeleines arm og trykkede den ind til sig. Professor Fournier havde viklet sit hvide halstørklæde om drengens hoved for at stoppe blødningen, men plamagen blev større og større, og til sidst begyndte der at dryppe blod ned på gulvet.
André Delcourt sad meget ubelejligt lige over for Madeleine og så væk, i det omfang situationen tillod det, for han var ikke lige i humør.
Madeleine havde mødt ham på en klosterskole, som hun havde haft planer om at indskrive Paul på, når han blev gammel nok.
Han var en høj og tynd ung mand med bølget hår, noget af en kliché for sin tid med lidt triste øjne, men kødfulde læber og en udtryksfuld mund.
Han var huslærer i fransk, det forlød, at han talte et smukt latin, og han kunne endda undervise i tegning, hvis det var påkrævet.
Han vidste alt om den italienske renæssance, der var hans store lidenskab.
Han ville gerne være digter og havde derfor tillagt sig et forpint blik, lagde ansigtet i sværmeriske folder og havde en vane med at kaste hovedet til siden, hvilket i hans optik skulle signalere, at en blændende tanke netop var slået ned i ham.
Han havde altid sin notesbog på sig, tog den frem ved enhver lejlighed, vendte så ryggen til, skriblede febrilsk og genoptog derefter samtalen med et udtryk i ansigtet som en, der netop var kommet sig efter en smertefuld sygdom.
Madeleine var med det samme faldet for hans indsunkne kinder, slanke hænder og den ild af en art, der brændte i ham og gav løfter om intense stunder.
Hende, der ikke ønskede nogen ny mand, blev helt uventet charmeret af ham.
Hun havde nogle behov, og dem opfyldte André.
Han opfyldte dem til punkt og prikke.
Når Madeleine hengav sig til ham, blev der vakt minder til live, der langtfra var dårlige.
Hun følte sig begæret, han var meget blid ved hende, selvom det tog ham en evighed at komme til sagen, for han havde altid nogle oplevelser, han ville dele med hende, tanker, der skulle forklares, og ideer, der skulle uddybes, han var et sludrechatol, og selv når han ikke havde andet end underbenklæder på, skulle han lige citere et vers, men han var ganske hæderlig i sengen, når han endelig holdt bøtte.
De af læserne, der før har stiftet bekendtskab med Madeleine, vil vide, at hun aldrig havde været nogen skønhed.
Heller ikke grim, blot almindelig, den type man ikke rigtig lægger mærke til.
Hun havde giftet sig med en meget smuk mand, der aldrig havde elsket hende, og nu, sammen med André, oplevede hun den lykke, det er at blive begæret.
Samt et aspekt af seksualiteten, som hun aldrig havde troet, skulle blive hende forundt, nemlig at hun som den ældste så det som sin pligt at tage de første skridt, vise hvordan det skulle gøres, kort sagt stå for oplæringen.
Det var selvfølgelig overflødigt, for selvom André var en plaget digtersjæl, havde han besøgt ganske mange horehuse samt deltaget i indtil flere orgier, som ikke havde efterladt nogen tvivl om, at han både havde et vidåbent sind og en uomtvistelig tilpasningsevne.
Men han var også en realistisk ung mand.
Han kunne udmærket godt se, at Madeleine nød sin opdragende rolle, selvom hun ikke helt kunne leve op til den, og han påtog sig sin med stor fornøjelse, ikke mindst fordi hun forstærkede en hang til passivitet, der i forvejen lå til ham.
Deres relation blev dog kompliceret af, at André boede på klosterskolen, hvor man ikke måtte have besøg.
I første omgang tyede de til et hotelværelse.
Madeleine krøb langs husmurene på vej derhen, og når hun skulle gå igen, var det med sænket blik, som en svindlerske i en vaudeville.
Hun gav pengene til André, så han kunne betale receptionisten, og benyttede sig af alskens kneb for at få det gjort uden at komme til at føle, at hun købte ham, at hun havde en holdt mand.
Hun lagde pengene på kaminhylden, men det var samme fremgangsmåde som på et bordel.
Hun lod dem glide ned i hans jakkelomme, men når de så kom ned i receptionen, rodede han alt igennem, før han fandt dem, dér røg så den diskretion.
Kort sagt måtte de se at finde en anden løsning, og det hastede ikke mindst, fordi Madeleine øjensynlig ikke kunne nøjes med at tage sig en elsker, næ, hun var blevet forelsket.
André var stort set alt det, hendes tidligere ægtemand ikke havde været.
André Delcourt var kultiveret, opmærksom, passivt anlagt, men livskraftig, til rådighed og aldrig vulgær, og i sidste ende havde han kun én fejl, nemlig den at han var fattig.
Ikke fordi det gjorde nogen forskel for Madeleine, hun var rig nok for dem begge, men hun havde en social position, der skulle bevares, samt en far, der ikke ville have set med milde øjne på at få en svigersøn, som var ti år yngre end hans datter og på enhver måde ude af stand til at træde ind i forretningsverdenen.
At gifte sig med André var utænkeligt, så hun fandt en løsning, der kunne fungere: Hun ansatte André som Pauls huslærer.
Det ville være godt for drengen at få en skræddersyet undervisning og sin egen lærer, og desuden ville han så ikke være nødt til at gå på en skole, rygterne gik jo om, hvad der foregik i den slags etablissementer – selv de bedste steder – og det skræmte hende fra vid og sans, for lærerne på de religiøse skoler havde allerede dengang et blakket ry.
Madeleine kunne kort sagt finde talløse argumenter for sit arrangement.
Så André flyttede ind og boede nu oppe på kvisten i familien Péricourts palæ.
Den lille Paul tog godt imod de nye tilstande, for han troede, han fik en ny legekammerat.
Han blev skuffet.
De første par uger gik det fint, men derefter faldt Pauls begejstring lige så stille.
Madeleine sagde til sig selv, at ingen kunne lide latin, fransk, historie og geografi, alle børn er ens på det punkt, og det blev ikke bedre af, at André tog jobbet meget seriøst.
Pauls voksende uvilje mod enetimerne rokkede ikke ved Madeleines begejstring, for hun så nogle klare fordele: Nu behøvede hun blot liste to etager op.
Eller af og til skulle André blot to etager ned.
Men i sagens natur kendte alle i familien Péricourts husholdning til hemmeligheden.
Tjenestefolkene morede sig med at parodiere husets frue, der smuttede op ad bagtrappen i smug og med et lystent smil om munden.
Og når de imiterede André, der var på vej tilbage til sig selv på kvisten, var det som en udaset mand på vaklende ben, de fik sig et godt grin dernede i køkkenregionerne.
For André, der drømte om at blive fuldbåren litterat, så sig selv bruge journalistikken som springbræt, udgive sin første bog, derefter nummer to, modtage en stor litteraturpris, ja, hvorfor ikke, der var oplagte muligheder i at være Madeleine Péricourts elsker, men hvis sandheden skulle frem, var det værelse, oppe på kvisten, lige under tjenestefolkenes gemakker, en ulidelig ydmygelse.
Han havde godt lagt mærke til, at stuepigerne fnes ad ham, og at chaufføren smilede nedladende.
Det, som nok kunne have fået en betalt kavaler til at ranke ryggen, var krænkende for en digter.
Hans situation var fornedrende, og han var utålmodig efter at få ændret på den.
Derfor var han så nedtrykt på dagen for begravelsen: Hr. Péricourts jordefærd skulle have været hans store chance, eftersom Madeleine havde henvendt sig til Jules Guilloteaux, chefredaktøren for Le Soir de Paris, og bedt ham om at lade André skrive reportagen fra hendes fars bisættelse.
Tænk engang: en lang artikel med forsidehenvisning! I Paris’ mest solgte dagblad!
De seneste tre dage havde André gennemlevet bisættelsen på forskud, og han havde indtil flere gange spadseret rustvognens planlagte rute igennem.
Han havde endda skrevet hele afsnit inden selve begivenheden:
“En overflod af kranse forlener den hestetrukne rustvogn med en solid tyngde, og den skrider fremad i et stateligt tempo, der giver mindelser om den rolige og kraftfulde gangart, som man uvægerlig forbinder med denne titan i fransk økonomi. Klokken er slået elleve. Begravelsesfølget sætter sig i bevægelse. I den første vogn, der vakler under den massive hyldest, får man straks øje på hans …”
Et lykketræf uden lige!
Hvis artiklen blev vellykket, ville han måske blive hyret af avisen …
Åh, bare tanken om at tjene til livets ophold på en anstændig måde og slippe for de nedværdigende forpligtelser, han nu var underlagt …
Eller endnu bedre: gøre sin lykke, blive rig og berømt.
Og så med ét havde ulykken ødelagt det hele og sendt ham tilbage til start.
André kiggede konsekvent ud ad vinduet for at slippe for at stirre på Pauls lukkede øjne, Madeleines tårevædede ansigt og Léonces udtryksløse, anspændte maske.
For ikke at tale om pytten på gulvet, der bare voksede og voksede.
Han havde så ondt, så ondt af den døde dreng (eller næsten døde, kroppen var helt slap, og man kunne ikke længere høre nogen vejrtrækning inde bag det gennemvædede halstørklæde), og da han så oveni kom til at tænke på sig selv, på alt det, der netop var fordampet, alle hans forhåbninger, hans forventninger, på muligheden, der ikke var blevet grebet, ja, så begyndte han at græde.
Madeleine tog hans hånd.
Charles Péricourt var det eneste familiemedlem, der var tilbage i huset under begravelseshøjtideligheden for hans bror.
Man havde endelig fundet ham, han stod såmænd ikke så langt fra den udvendige stentrappe omgivet af sit “harem”, som han kaldte sin kone og sine to døtre, manden var ikke kendt for sin finesse.
Han var af den mening, at hans kone, Hortense, brød sig så lidt om mænd, at hun var ude af stand til at producere sønner.
Han havde to ranglede døtre med magre stænger, kalveknæ og blomstrende akne, der ikke bestilte andet end at fnise hele tiden, hvilket gjorde det nødvendigt, at de holdt hånden op for at skjule deres forfærdelige tandsæt, som var forældrenes store sorg – man skulle simpelthen tro, at en modløs gud havde kastet en håndfuld tænder ind i hver af døtrenes mund, da de blev født, og tandlægerne var rystede:
Pigerne kunne roligt regne med at skulle tilbringe resten af deres dage bag en vifte, medmindre de gik med til at få ryddet hele munden, når tænderne var vokset ud, og i stedet fik gebis.
Tandlægeregningen ville beløbe sig til en formue, og det samme ville en medgift, der kunne træde i stedet.
Dilemmaet hjemsøgte Charles som en forbandelse.
Hængevom, eftersom han tilbragte halvdelen af sin tid foran et veldækket bord, tilbagestrøget hår, der altid havde været hvidt, grove, fyldige træk, en stor og kraftig næse (ifølge ham selv tegn på en fast karakter), et overskæg som et skødeskind, sådan var Charles.
Læg dertil, at han de sidste to dage havde været i sorg over sin storebrors død og derfor havde blussende hud og ophovnede øjne.
Hans hustru og døtre var styrtet hen til ham, da de så ham komme ud fra toilettet, men i den almindelige forvirring var det ikke lykkedes dem at gøre situationen helt klar for ham.
“Øh, hvad for noget?” sagde han og så rundt til alle sider, “hvad mener I med, at han sprang, hvem sprang?”
Med rolig og fast hånd fik Gustave Joubert folk til at træde til side, Charles, denne vej, han førte ham med ud i gården, og mens de gik, fik han forklaret ham, at han nu repræsenterede familien og dermed havde et vist ansvar.
Charles så helt fortabt ud, han kiggede fortvivlet rundt og forsøgte at forstå, hvad der foregik, for alt forekom forandret, efter at han havde forladt selskabet.
Den lettere ophidsede stemning, folkemængden befandt sig i, var noget andet end normalt til en begravelse, hans døtre stod og småklynkede med fingrene som vifte foran munden, og hans hustru græd hikstende.
Joubert havde taget ham under armen, eftersom Madeleine ikke er til stede, er De nødt til at gå i spidsen for begravelsesoptoget, Charles …
Charles var yderligere bragt fra koncepterne, eftersom han stod over for et ømtåleligt samvittighedsspørgsmål.
Det smertede ham ulideligt at have mistet sin bror, men hans død kom samtidig belejligt, fordi den gav ham mulighed for at slippe ud af nogle meget alvorlige personlige vanskeligheder.
Som man nok har forstået, var Charles ikke videre opvakt, men til gengæld en snu rad, og i visse situationer kunne han hive nogle uventede tricks op af hatten, så hans bror Marcel fik tid til at redde ham ud af kniben.
Han stillede sig på tåspidserne, mens han duppede øjnene med sit lommetørklæde, og samtidig med at det blå gardin blev lagt ordentligt til rette over vognen, kransene blev lagt tilbage oven på det, kordrengene igen kom på plads, og musikken istemte en langsom march for at blæse den forlegne stemning væk, lykkedes det ham at rive sig løs fra Jouberts greb, så han kunne løbe hen til en mand, som han overraskede ved at tage under armen, og sådan gik det til, at Adrien Flocard, stedfortrædende rådgiver for ministeren for offentlige arbejder, stik imod enhver form for protokol pludselig gik med i spidsen for begravelsesoptoget klemt inde mellem afdødes bror, hans hustru Hortense og døtrene Jacinthe og Rose.
Charles var tretten år yngre end Marcel, og dermed er alt sagt.
Han havde altid været en smule bagud i forhold til sin bror, ikke kun aldersmæssigt, han var også mindre begavet og mindre arbejdsom, følgelig mindre velhavende, og han var udelukkende blevet medlem af nationalforsamlingen i 1906, fordi han havde sin storebrors penge i ryggen.
“Det koster godt nok en bondegård at blive valgt,” var hans forbløffende naive kommentar.
“Der er ikke ende på, hvad man er nødt til at punge ud med til vælgere, aviser, venner og modkandidater …”
“Hvis du bevæger dig ind på den slagmark,” havde Marcel advaret ham, “har du bare at blive valgt ind. Jeg vil ikke finde mig i, at en Péricourt bliver slået af en tilfældig socialistisk kandidat!”
Valget gik glimrende.
Og når først man sad i nationalforsamlingen, nød man godt af en række privilegier, for republikken hjalp sine egne, den var ikke påholdende og endda ligefrem generøs over for snedige krabater som ham.
Mange af de deputerede tænkte på deres valgkreds, men Charles tænkte for sit vedkommende kun på at blive genvalgt.
Med hjælp fra en genealog, der var blevet fedt og godt aflønnet, var det lykkedes ham at opstøve nogle ældgamle og temmelig fjerne slægtsrødder i departementet Seine-et-Oise ved Paris, og uden at blinke udgav han sig for at være hjemmefødning fra egnen.
Han havde ikke den mindste smule anlæg for politik og kun én ting for øje, nemlig at gøre vælgerne tilpas.
Rent intuitivt, ikke fordi han havde tænkt nærmere over det, valgte han et ekstremt populært område, der var i stand til at samle folk langt ud over hans eget parti og gøre fattig som rig, konservative såvel som liberale, glade og tilfredse, nemlig kampen mod beskatning. Frugtbar jord.
Lige siden 1906 havde han skudt med skarpt mod finansminister Joseph Caillaux’ planer om at indføre en indkomstskat og i samme åndedrag hævdet, at den skræmte både “de formuende, småsparerne og det arbejdende folk”.
Hver evig eneste uge besøgte han en ny afkrog af sin kreds og trykkede hænder, tordnede mod “skattetrykkets åg”, præsiderede ved diverse prisuddelinger, landboforsamlinger og sportsturneringer samt dukkede op til hver evig eneste religiøse højtideligholdelse.
Han var omhyggelig med at holde forskelligfarvede kartotekskort opdaterede med alt, der kunne få betydning for hans genvalg: indflydelsesrige personer fra lokalområdet, folks ambitioner og seksualvaner, hans modkandidaters indkomster, gæld og laster, anekdotisk stof, rygter i omløb og i det hele taget alt, der kunne være ham til nytte, hvis det kom dertil.
Han udarbejdede skriftlige spørgsmål til ministrene for at gå i forbøn for borgerne i sin kreds, og to gange om året havde han held til at bestige talerstolen i nationalforsamlingen et par minutter, så han kunne rejse en sag, der havde interesse for Seine-et-Oise.
Disse indlæg, som blev omhyggeligt noteret i Statstidende, betød, at han i næste omgang med løftet pande kunne møde sine vælgere og bevise, at han var gået gennem ild og vand for dem, og at ingen kunne have gjort det bedre.
Hans ildhu ville have været forgæves uden penge.
Man skulle bruge dem til valgplakater og vælgermøder, men også til igennem hele valgperioden at kunne smøre kampagnemedhjælpere, der forsynede ham med oplysninger til hans kartotek, det vil sige hovedsagelig lokale præster, sekretærer fra kommunekontorerne og nogle caféværter, samt til at kunne vise alle, at det indebar fordele uden sidestykke at stemme på en bror til en bankmand, for han var i stand til at yde økonomisk støtte til sportsklubber, betale for boggaverne til skolernes flidspræmier, gevinster til tombolaer og faner til krigsveteranerne samt skaffe medaljer og ordner til stort set hvem som helst.
Salig Marcel Péricourt havde været til lommerne i 1906, 1910 samt 1914. Han var sluppet i 1919, eftersom Charles, der i krigen havde tjent under forsyningstropperne ved Chalon-sur-Saône, uden selv at gøre den store indsats havde redet på den såkaldte “gråblå” bølge, opkaldt efter farven på de franske troppers uniformer, der havde oversvømmet den lovgivende forsamling med krigsveteraner.
Og ved den seneste lejlighed, i 1924, havde Marcel måttet punge ud med betydelig mere end før for at sikre sin brors genvalg, eftersom Venstrekartellet havde medvind, og det derfor var betydelig sværere end forrige gang at få genvalgt en højrefløjspolitiker med pauvre resultater på cv’et.
Marcel havde altså altid holdt Charles og hans karriere flydende.
Og selv i døden ville han endnu en gang redde ham ud af en mildest talt katastrofal situation, hvis ellers alt gik, som Charles håbede.
Det var netop dette, Charles havde behov for at snakke med Adrien Flocard om, og det skulle være nu.
Begravelsesoptoget havde netop sat i gang.
Han snød næsen højlydt.
“Arkitekter er nogle grådige bæster …” lagde han ud.
Den stedfortrædende rådgiver, der var funktionær til fingerspidserne, havde fået civilretten ind med modermælken og på sit dødsleje ville kunne recitere en hvilken som helst ubetydelig lovtekst, rynkede brynene.
Rustvognen bevægede sig fremad med statelig langsommelighed.
Hele ligfølget befandt sig stadig i choktilstand efter Pauls vinduesstyrt, undtagen Charles, for han havde ikke overværet det, og desuden tænkte han lige da udelukkende på sine egne bekymringer, som overskyggede både hans brors død og hans unge nevøs eventuelle ditto.
Charles var i forvejen ret så irritabel på grund af de ting, der plagede ham, og det hjalp ikke på humøret, at den ministerielle embedsmand ikke reagerede, som han havde forventet, så Charles tilføjede:
FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 29 04/08/18 10:11 am
30
“Men oprigtig talt, er De ikke enig med mig i, at de udnytter situationen?”
Godt og grundigt irriteret var han sakket agterud i forhold til kisten og blev nødt til at sætte farten op for at indhente sin samtalepartner.
Han begyndte allerede at blive forpustet, for han var ikke vant til længere spadsereture.
Han virrede med hovedet …
Hvis det fortsætter på den måde, sagde han til sig selv, vil der ikke være et eneste levende medlem af familien Péricourt tilbage i Paris, når dagen er omme!
Fortørnelse var hans mest fremtrædende karaktertræk: Spurgte man ham selv, havde livet aldrig belønnet ham efter fortjeneste, og verdens gang havde aldrig været tilpasset hans tempo.
Historien med de sociale boligbyggerier var blot endnu et bevis på dette forhold.
For at afhjælpe den omfattende boligmangel, hovedstaden led under, havde Seine-departementet lanceret en storstilet politisk handlingsplan kaldet “billige boliger til alle”.
En gave sendt fra himlen til arkitekter, entreprenører og fabrikanter af byggematerialer.
Men også til de politikere, der enerådigt bestemte over tilladelser, udlægninger til bebyggelse, ekspropriationer og forkøbsrettigheder …
Returkommission og bestikkelse flød i stride strømme som vin i paradis, og som deltager i dette gedulgte, men opulente orgie, havde Charles ikke kunnet undgå at blive besmudset.
Han var medlem af det udvalg, der udstedte byggetilladelser, og havde været én af fortalerne for, at firmaet Bousquet & Frères fik råderet over den pragtfulde grund i rue des Colonies, et areal på to hektar, hvor man kunne bygge en hel stribe ejendomme med billige lejeboliger.
Så langt så godt, og Charles havde fået sin returkommission, som man nu gjorde.
Men desuden benyttede han sig af den gunstige situation til at forlange procenter af firmaet Paris’ Sand & Cement, der var en betydelig producent af byggematerialer, og entreprenørfirmaet blev derefter pålagt at købe ind hos denne leverandør.
Fra da af var det slut med fedtede konvolutter og symbolske penge under bordet!
Nu fik Charles procenter af træ, jern, beton, bjælkeværk, tjære og asfalt, gipsprodukter og mørtel, så vanvittige summer væltede ind på kontoen.
Hans døtre kunne tredoble deres garderobe og tandlægebesøg, Hortense udskiftede hele møblementet, inklusive tapetet, og købte en svinedyr præmieret racehund, en rærlig lille galsindet køter, der bjæffede skingert uden ophør, og som de en dag fandt død på gulvløberen, uden tvivl af et hjerteslag, hvorefter køkkenpigen smed den på møddingen sammen med kartoffelskræller og fiskeaffald.
Og Charles forærede sin daværende elskerinde, en andenrangs skuespillerinde med speciale i parlamentarikere, en ædelsten på størrelse med en vindrue.
Charles’ liv var endelig ved at nå op på det niveau, hvor det efter hans mening hørte hjemme.
Men efter denne korte økonomiske opblomstring, der varede et par år, begyndte livet igen at behandle ham ugunstigt.
I den grad ugunstigt.
“Jo, men …” mumlede Adrien Flocard. “Ham håndværkeren blev dog temmelig …”
Charles lukkede øjnene med lidelsesfuld mine.
Ja, for Paris’ Sand & Cement måtte betale penge under bordet til højre og venstre, og for samtidig at bibeholde deres profit havde de set sig nødsaget til at levere billigere materialer, træ, der ikke var helt tørt, mindre kompakt mørtel og beton, der ikke var så armeret, så det gjorde noget.
En hel førstesal havde været ved at styrte sammen og falde ned i stueplanet, en murer var røget gennem gulvet, og man havde afstivet det hele i al hast.
Byggeriet var blevet stoppet.
“Et brækket ben og et par knoglebrud her og der!” anførte Charles. “Det kan ikke ligefrem kaldes en national katastrofe.”
Ikke desto mindre var arbejderen indlagt på ottende uge, og det var stadig ikke lykkedes at få ham på benene.
Gudskelov var der tale om en nøjsom familie, der ikke stillede urimelige krav, og de havde købt mandens tavshed for en slik, det var absolut ikke noget at gøre et stort nummer ud af.
For den beskedne sum af tredive tusind francs i kontanter var embedsmændene fra det sociale boligselskab gået med til at skyde skylden for ulykken på den hospitalsindlagte arbejders egen uagtsomhed, og byggeriet var blevet genoptaget, men det var ikke sket hurtigt nok til at forhindre affæren i at brede sig som ringe i vandet og nå helt op til ministeriet for offentlige arbejder, hvor chefen for forvaltningen, skønt han havde indkasseret tyve tusind francs, ikke havde kunnet forhindre, at der var blevet udpeget to arkitekter, som hver forlangte femogtyve tusind francs for at skrive under på, at ulykken nu også rent faktisk var et ulykkestilfælde.
“Med hensyn til bystyret eller ministeriet … Tror De, vi kan gøre noget? Jeg mener …”
Adrien Flocard var helt med på, hvad Charles hentydede til.
“Tja, bum …” svarede han undvigende.
Indtil videre var affæren afgrænset til nogle få venligt stemte embedsmænd, men de omtrent halvtreds tusind francs, som Charles havde rådet over, var væk, og Flocards henholdende svar betød, at de, før sagen kunne henlægges, skulle igennem flere mellemmænd, der alle mente, at deres pligtopfyldelse og republikanske integritet var urimelige summer værd.
Hvis skandalen skulle kvæles i fødslen, ville det blive nødvendigt at uddele fem gange så mange erkendtligheder som normalt.
Vorherre bevares, det gik ellers lige så godt!
“En smule mere tid. Det er alt, jeg behøver. En uge eller to, ikke mere.”
Charles knyttede alt sit håb til, at sagføreren om få dage ville have afklaret arveforholdene, så Charles kunne få sin andel.
“Vi kan altid forhale sagerne en uge eller to …” dristede Flocard sig til at sige. “Bravo!”
Med pengene der tilfaldt ham fra hans bror, ville han kunne betale det, man forlangte af ham, og så ville den sag være ude af verden.
Forretningerne ville komme tilbage på sporet, så han kunne glemme alt om denne afskyelige sag.
En uge eller to.
Charles kneb igen en tåre.
Det var sikkert og vist, at man ikke kunne forestille sig en bedre bror end hans.
En selvstændig fortsættelse af den anmelderroste Vi ses deroppe, som blev hædret med Le Prix Goncourt i 2013.
Vi befinder os i Paris i 1927. Det bedre borgerskab i Paris sørger over bankmanden Marcel Péricourts død, og hans datter Madeleine står til at overtage hans bankimperium som eneste arving.
Syv år forinden begik hendes bror selvmord. Han var en plaget mand, der havde svære skader i ansigtet efter første verdenskrig. Hendes mand sidder fængslet efter en svindelskandale af nationale dimensioner.
Men overtagelsen kommer ikke til at foregå uden konflikter, og Madeleine må kæmpe med stor modstand, korruption og grådighed fra flere kanter.
Du kan finde Flammernes Farve som E-Bog eller på dit nærmeste bibliotek.
♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ “En gallisk moppedreng, tungt underholdende og narrativt kompliceret” – POLITIKEN
★★★★★ “Uhyggeligt vedkommende … et dramatisk, dystert og dejligt spydigt værk” – BERLINGSKE
★★★★★ “En vanvittig, rørende, morsom og fascinerende historie” – EKSTRABLADET
“Dommen kan afsiges kort: C’est formidable!” – WEEKENDAVISEN
Find Vi ses deroppe her, eller hos din foretrukne boghandel.
Andre læste også: