Fiktion Blandede bøger Indefra Lydbøger

Sådan kommer du godt i gang med at høre lydbøger

lydbøger

Vil du gerne i gang med at høre lydbøger? Her får du den ultimative guide.


Lydbogen er blevet utroligt populær blandt danskerne, og det er da også smart at kunne kombinere læsning med en gåtur eller praktiske opgaver. Er du endnu ikke hoppet med på bølgen? Her får du et par tips og tricks til at “lære” at høre lydbøger.

Vælg din udbyder og dit udstyr

Der findes efterhånden et hav af lydbogstjenester, hvor du kan lytte til danske og udenlandske lydbøger. De fleste af dem tilbyder en gratis prøveperiode på 14 dage eller 1 måned, hvor du kan se, om du kan lide tjenestens brugerdesign og udbud.

Du kan også finde et stort udvalg af lydbøger på eReolen, det digitale bibliotek. Her er det altid gratis at lytte til lydbøger, så længe du er oprettet som låner.

Kom godt i gang

Det kræver ikke meget udstyr at lytte til lydbøger – en smartphone eller en tablet og et par gode høretelefoner. Det vigtigste er, at de er behagelige at have på, og nemme at tage med dig rundt.

En særlig ting ved lydbøger er, at du kan lytte alle steder – i bilen, på cyklen, mens du laver mad eller går en tur. Det kræver dog, at du er vant til at koncentrere dig om lytningen, mens du foretager dig andre ting.

LÆS OGSÅ: 20 virkelig gode lydbøger du kan lytte til

Hvis du er nybegynder, er det en god idé at skabe plads til ro og fordybelse, når du lytter. Find nogle gode hørebøffer, der er rare at have på, sæt telefon på flight mode og sæt dig godt til rette i din yndlingsstol. Når du er blevet en garvet lydbogslytter, kan du lytte til lydbøger, hvor og hvornår det passer dig.

lydbog, lydbøger,

Træn dine ører op

At lytte til lydbøger er en helt anden læseoplevelse – og det kan godt være, at du lige skal vænne dig til at “læse med ørerne”, før det føles helt naturligt. Start med at lytte i kortere intervaller – fx 10 minutter ad gangen – og skru langsomt op.

Tænk også over hvilken bog, du starter med. For nogen fungerer det godt at begynde med plotstyret litteratur, hvor det er nemt at følge med i historien. Det kunne f.eks. være en krimi. Du kan også starte med at lytte til en bog, du har læst før. Det gør det nemmere at følge med i fortællingen. Korte noveller er også et godt sted at starte.

Den rigtige stemme

Indlæseren er altafgørende for din læseoplevelse – og det er meget forskelligt hvilke stemmer, vi godt kan lide at lytte til. Giv altid indlæseren en chance – nogle gange skal man lige 20-30 minutter ind i lydbogen, før man har vænnet sig til indlæserens stemme og tempo.

På mange streamingtjenester kan du også skrue op og ned for indlæsningshastigheden. Det kan også gøre en stor forskel.

LÆS OGSÅ: Mød stemmerne i dine ører

Hvis det ikke hjælper på det, så er det ingen skam at droppe en lydbog, fordi du ikke bryder dig om indlæseren. Gå på opdagelse i de mange lydbøger og notér dig dine favoritindlæsere. På de fleste streamingtjenester kan du søge på indlæser og måske på den måde finde frem til bøger, du ikke ellers ville have læst.

lydbog, lydbøger,

Lydbøger i din hverdag

Lydbøger kan bruges på mange måder i din hverdag. De kan være et supplement til din læsning, din foretrukne måde at læse på eller en hyggelig fællesaktivitet for hele familien. Eksperimenter med forskellige måder at lytte på, for at finde ud af, hvad der fungerer bedst for dig.

Måske foretrækker du at lytte lydbøger på farten for at udnytte fx transporttid til at få læst. Måske er lydbøgerne en hellig pause i hverdagen, hvor du kan smække benene og op forsvinde ind i en anden verden. Måske kan I lytte til den samme lydbog hele familien, mens I tegner eller spiser aftensmad. Måske foretrækker du at lytte til lydbøger, mens du løber en tur, eller mens du falder i søvn for at få en god afslutning på dagen.

Afprøv forskellige genrer – måske foretrækker du nogle helt andre genrer på lydbog end når du læser fysiske bøger.

Downloade eller streame lydbøger?

Når du skal lytte til lydbøger digitalt, kan du enten vælge at downloade eller at streame dine lydbøger.

Downloader du en lydbog, betaler du et engangsbeløb for at eje lydbogen – ligesom hvis du købte en fysisk bog. Lydbøger til download kan købes, hvor du normalt køber bøger eller musik på nettet (fx Saxo.com, Plusbog, Bog & idé, Tales.dk, WilliamDam.dk, Apple Books, Google Play, mv.).

LÆS OGSÅ: Når Danmark lukker ned, lytter vi til lydbøger

Streamer du en lydbog, sker det typisk gennem en streamingtjeneste, hvor du betaler månedligt for et fast abonnement. Der er flere forskellige streamingtjenester på markedet med varierende priser og udbud.

lydbog, lydbøger,

Her er streamingtjenesterne til lydbøger

  • eReolen:
    Stort udvalg af e-bøger, lydbøger og podcast. Der findes også eReolen GO, der målretter sig til de 8-13-årige. Der er et max for antal udlån om måneden, der afhænger af, hvilken kommune du er bosat i. Der kan forekomme kø på udlån af nyere titler. Gratis at benytte, hvis du er oprettet som bibliotekslåner.
  • Mofibo:
    30 dages gratis prøveperiode. Herefter 129 kr./md.
  • Saxo Premium:
    30 dages gratis prøveperiode. Herefter 99 kr./md.
  • Bookmate:
    7 dages gratis prøveperiode. Herefter 129 kr./md.
  • BookBeat:
    2 ugers gratis prøveperiode. Flere abonnementspakker. Fra 79-149 kr./md.
  • Nextory:
    30 dage gratis prøveperiode. Flere abonnementspakker. Fra 99-159 kr/md.
  • Chapter:
    21 dages gratis prøveperiode. Flere abonnementspakker. Fra 69-189 kr./md.