Bøger i gave Børnebøger Carlsen Julebøger Læseprøve og uddrag Sjove børnebøger

Så er der nye jule-godnathistorier! Smuglæs i Juleklar

11 af Danmarks dygtigste børnebogsforfattere gør dig og dine børn Juleklar med 10 sjove godnathistorier. Kender du for eksempel den om Randalf?

I Juleklar har 11 forfattere heriblandt Frida Brygmann, Thomas Korsgaard, Nicolaj Kopernikus og Thomas Brunstrøm leveret 10 godnathistorier til børn fra omkring seks år. Målet er at få børnene til at grine så meget, at de også glæder sig til jul i søvne.

LÆS OGSÅ: Nye vilde rekorder i Børnenes Rekordbog

De sjove historier er flot illustreret af Thorbjørn Christoffersen og gemmer udover på mange andre elskværdige og juleglade hovedpersoner. Lige her kan du læse om Randalf.

Du kan købe Juleklar – Godnathistorier der får børn til at glæde sig i søvne online her, eller i din nærmeste boghandel.



Thomas Brunstrøm

Kender du den om Randalf?


Kender du den om Rudolf?
Det gør du garanteret. Det er et af Julemandens rensdyr, du ved.

Ham, som de andre rensdyr grinede af på grund af hans røde tud, men en tåget julenat kunne Julemanden ikke finde vej, og så lyste Rudolf med sin røde næse, og det hele endte godt. Og ingen grinede mere af Rudolf.

Det er også – næsten – rigtigt, men kender du så den om Randalf? Garanteret ikke, så den kommer her.

Ser du, Randalf var Rudolfs lillebror. Han arbejdede også for Julemanden og havde gjort det, lige siden han blev færdig på Rensdyrskolen. Men Randalf var der ikke rigtig nogen, der kendte, fordi Rudolf altid løb med opmærksomheden, og sådan havde det på en eller anden måde været, siden Randalf og Rudolf var børn.

Randalf var meget lille af sin alder, mens Rudolf var stor og stærk. Alle snakkede altid om, at Rudolf var vildt god til at løbe hurtigt og til at stå på skateboard og til at spille fodbold, og Ran- dalf var ikke rigtig god til nogen af de ting.

Når der var røde pølser til aftensmad, fik Rudolf altid den største portion, selv om røde pølser faktisk var Randalfs livret. Og Randalf syntes også, at Rudolf ret tit fik lov til meget mere, end han gjorde – i weekenderne måtte Rudolf komme senere i seng end Randalf, og af og til fik han også lov til at se uhyggelige film i fjernsynet, og når Randalf spurgte sin mor og far, om han ikke også måtte se uhyggelige film, sagde de bare:

“Næ, du, gyserfilm er kun for store rensdyr. Små rensdyr som dig har bedst af at komme tidligt i seng.“

Og sådan var det hele vejen igennem.

Som voksen blev Randalf ved med at være ret lille. Faktisk meget lille af et rensdyr at være. Måske har du aldrig set et rensdyr sådan tæt på, men de er cirka på størrelse med heste. Randalf var mere på størrelse med en
stor hund. Og det var ikke det eneste. Randalf havde heller ikke noget gevir. Rensdyr er ellers kendt for deres store, flotte gevirer, men sådan et havde Randalf altså aldrig fået.

Det sad Randalf en dag inde på Julemandens kontor og tænkte lidt over.

„Hvorfor sidder du der og surmuler, Randalf?“ spurgte Julemanden, der kom ind på kontoret for at finde nogle brunkager, han havde liggende i skuffen.

„Åh,“ sukkede Randalf. „Jeg er bare træt af at være så lille. Og at jeg ikke har noget gevir.“

„Nå da,“ sagde Julemanden og klappede venligt Randalf oven på hovedet, lige der hvor der ikke var noget gevir. „Driller de andre rensdyr dig? For så uddeler jeg altså gerne stuearrest!“

„Næ næ, de driller ikke,“ sagde Randalf. „Det er mere … det er, som om de hele tiden tager alt for meget hensyn til mig. Når de andre går og reparerer din kane, så får jeg ikke rigtig lov til at hjælpe, og hver gang der er noget tungt, der skal flyttes, så gør de andre det.“

„Så så, du er et glimrende lille rensdyr, Randalf. Og du ved jo, at du har en særlig opgave, som du hjælper mig med,“ sagde Julemanden og nev Randalf i kinden.

Den der særlige opgave var, at Randalf hjalp Julemanden med at gemme vaniljekranse og marcipansnitter og klejner rundtomkring i kaneværkstedet, så julemandens kone ikke kunne finde dem.

Julemanden ELSKEDE at spise julemad, men hans kone var altid efter ham og sagde, at han var for tyk. Faktisk havde hun sat ham på slankekur, men det var Julemanden ikke supergod til at rette sig efter, og han kunne nemt spise fem portioner risengrød med smørklatter på størrelse med knytnæver til aftensmad og så også lige kværne 20 æbleskiver til dessert, inden han spiste nogle håndfulde småkager, som Randalf havde gemt til ham, til natmad.

Randalf syntes ikke, at det var sådan en helt vild fed opgave at hjælpe Julemanden med at gemme slik og kager. Og han blev ikke i bedre humør af at kigge på Rudolf, der rendte rundt ude i kaneværkstedet og tog selfies, mens han – for 117. gang – fortalte historien om juleaften til et af de andre rensdyr:

„Så stod vi der, og Julemanden var så’n der: ‘What? Hvad skal vi gøre?’, men SÅ kom jeg i tanker om min røde tud, og så lyste jeg med den, så Julemanden kunne finde vej, og Julemanden var bare så’n der: ‘Rudolf, du er bare det sejeste rensdyr i verden! Vi havde ALDRIG klaret den uden dig!’“

Morgen, middag og aften fortalte Rudolf om, hvor sej han var, og hvordan det udelukkende var hans skyld, at børn fik julegaver, og hvis ikke det var for ham, så blev der nok heller ikke nogen jul næste år. Randalf havde endda hørt Rudolf sige til et af de andre rensdyr:

„Altså, hvis man ligesom skal lave en liste over, hvem der er vigtigst for juleaften, så er Julemanden vist kun nummer to – det er nok mig, der er numero uno.“

Det værste var, at han flere gange om dagen – med høj og skinger stemme – gav sig til at synge:

„Kender I den om Rudolf? Rudolf med den røde tud …“

„Ja, den kender vi godt, Rudolf, for du synger den åndssvage sang hver eneste dag!“ havde Randalf lyst til at råbe, men han gjorde det aldrig, for alle de andre rensdyr syntes, at både Rudolf og sangen var alletiders.

Når de andre rensdyr gav Rudolf en highfive – eller ‘høj klov’, som rensdyr kalder det – havde Randalf helt ærligt nogle gange lyst til at give Rudolf en høj klov lige i fjæset, så den røde tud blev til en blodtud. Men han gjorde det ikke, for rensdyr er fredelige dyr, også selv om deres storebrødre er superirriterende.

Det, der gjorde Randalf mest gal, var, at historien om Rudolf faktisk ikke var sand. Ikke sådan helt, i hvert fald. Jo jo, de havde haft lidt svært ved at finde vej den julenat, sangen handlede om, men de var altså ikke faret vild eller noget.

Faktisk havde Randalf sin mobil med og var lige ved at finde et kort frem, men Julemanden sagde altid:

„Når det er juleaften, er I altså på arbejde, venner, og så er der IKKE skærmtid!“

Randalf havde lige tøvet et øjeblik. I stedet havde Rudolf straks møvet sig frem og pralet med sin røde tud, og hvor langt den kunne lyse. Men altså: Selv om Rudolf ikke havde lyst med sin næse, havde de nu nok fundet vej alligevel.

Og så var der det der med, at alle rensdyrene grinede af Rudolfs næse. Det gjorde de altså ikke. Jovist, alle de andre havde sorte næser, men der var ikke nogen, der drillede Rudolf af den grund. Rensdyr er nemlig flinke dyr, der ikke rigtig driller nogen.

Nå, men det var endnu en gang gået hen og blevet juleaften. Rudolf havde hængt over Julemanden i flere dage og igen og igen forklaret, at Julemanden sandelig ikke skulle være bekymret for at fare vild, for Rudolf havde jo sin berømte røde tud. De kom af sted i god tid og fandt til Rudolfs store ærgrelse frem til det første hus uden problemer.

Men. Så skete der noget. Julemanden sprang ud af kanen. Eller han sprang måske ikke så meget, han rullede mere ud af kanen, mens han sukkede tungt. Han fandt de rigtige gaver frem og stillede sig højtideligt ved siden af skorstenen.

„Er I klar, drenge? NU begynder juleaften for alvor!“ sagde Julemanden og stak det ene ben op i skorstenen. Og så det andet ben. Og så … skete der ikke rigtig mere.

Julemanden asede og masede og boksede og baksede, men kunne simpelthen ikke få presset maven ned i skorstenen, uanset hvor meget han prøvede. Julemanden fik møvet sig op igen og sparkede surt til skorstenen med sin store støvle, mens han mumlede: „Hvorfor pokker har de gjort skorstenen mindre? Det var da en dum idé.“ Julemanden stod og kiggede træt på skorstenen.

Rensdyrene stod rundtomkring og så bekymret på hinanden. Undtagen Rudolf, der selvfølgelig var travlt optaget af at tage billeder af sig selv.

„Hvad pokker gør vi?“ sagde Julemanden så.
„Måske kan jeg hjælpe?“ sagde Randalf forsigtigt.
„Hvordan skulle du kunne hjælpe? Du er jo vildt lille og har ikke noget gevir. Du har ikke engang en flot rød tud,“ sagde Rudolf.

„Det ved jeg da godt, Rudolf! Men fordi jeg er lille og ikke har noget gevir, kan jeg godt komme ned i den skorsten der,“ sagde Randalf.

„Gud ja. God idé, Randalf!“ udbrød Julemanden.
„Ja … god idé,“ mumlede Rudolf og så meget, meget skuffet ud.

Randalf greb sækken med gaver og gik hen til skorstenen. Han kiggede ned i den. Randalf kiggede på Rudolf, der stod og hang med mulen, og kiggede så ned i skorstenen igen.

„Du, Rudolf?“ sagde Randalf så.
„Ja?“
„Kunne du ikke tage og lyse ned i den for mig?“
„Jo, DET kan jeg!“ udbrød Rudolf, og så lyste både hans ansigt og hans tud op.

Og sådan gik det resten af aftenen.
Rudolf lyste ned i skorstenene, Randalf klatrede ned med gaver, og Julemanden var også i højt humør.

Han frådede lystigt pebernødder, vaniljekranse og lakridskonfekt, mens han sagde: „Det var da også en fjollet idé med den slankekur. Jeg er jo Julemanden, jeg skal være tyk. Ellers kunne jeg lige så godt være Påskeharen.“

Så hvis du fik nogle julegaver sidste år, og det gjorde du vel, for du er garanteret ikke sådan en, der er uartig – så var det altså, fordi Rudolf lyste, og Randalf klatrede ned i skorstenen. Og hvis du bor et sted, hvor der ikke er nogen skorsten, og du alligevel fik en julegave, så må du lige spørge din mor eller far, hvordan det hænger sammen.

Du har sikkert fået at vide af dine forældre, at det er uhøfligt at afbryde, og det er det da på en måde også, men hvis det er vigtigt, må man altså godt. Så næste gang nogen går i gang med at synge ‘Kender I den om Rudolf?’, afbryder du bare og siger: „Ja ja – men kender DU den om Randalf? Han er saftsuseme et sejt rensdyr!“

Måske kan du ovenikøbet lære andre mennesker denne her sang. Og måske har du en storebror eller en storesøster, der ville have godt af at høre den:

Den er der nemlig ikke ret mange, der kender, for det er åbenbart ikke særlig sejt at være lille og fuld af gode idéer frem for at være en stor blærerøv med en rød tud. Eller hvad synes du?



Juleklar, højtlæsning, julebog, julebøger, Andreas Nederland, Frederik Hansen, Frida Brygmann, Gitte LØkkegaard, Glenn Ringtved, Kasper Hoff, Kristina Aamand, Nicolaj Kopernikus, Thomas Brunstrøm, Thomas Korsgaard, Thomas Skov

Den er helt gal hos julemanden. Børn ønsker sig kun sorte sokker. Hvad er gået galt?

Selmas mor tror, det er halloween, men udenfor daler sneen, og der er kun få timer til, de skal danse om juletræet. Er hun blevet julebims?

Og vidste du, at det ikke kun er os mennesker, som fejrer jul? Det gør stankelben nemlig også!

LÆS OGSÅ: Gakkede godnathistorier med grinegaranti! Læs en historie fra Grydeklar

Juleklar er en samling godnathistorier, der nok skal få børn til at glæde sig endnu mere til jul.

Bogen er illustreret af Thorbjørn Christoffersen og indeholder historier af Frida Brygmann, Nicolaj Kopernikus, Andreas Nederland & Frederik Hansen, Glenn Ringtved, Thomas Brunstrøm, Kristina Aamand, Thomas Skov, Kasper Hoff, Gitte Løkkegaard og Thomas Korsgaard.

Fra ca. 6 år.

Du kan købe Juleklar – Godnathistorier, der får børn til at glæde sig i søvne online eller i din nærmeste boghandel.