Indefra

Lindhardt og Ringhof Uddannelse bliver medejere af Ordblindetræning

LRU

Lindhardt og Ringhof Uddannelse køber majoritetsandel i virksomheden Ordblindetræning – Danmarks førende udbyder af kurser og kompetenceudvikling inden for området.

”Vi er begejstrede for, at det er lykkedes at blive medejere af Ordblindetræning,” udtaler direktør for LRU Cliff Hansen:

”Ordblindhed og svære læsevanskeligheder er en af de allerstørste enkeltårsager til at mange børn og unge kæmper for at nå og udfolde hele det potentiale, de rummer som mennesker. Derfor er ordblindhed et område, som vi hos Egmont Fonden og Lindhardt og Ringhof Uddannelse gennem flere år har haft et helt særligt fokus på – bl.a. gennem udvikling af landets bedste undervisningsmaterialer og store støtte-bevillinger fra Egmont Fonden,” siger han.

Stifterne af Ordblindetræning, Thomas Mose og Mikael Højbjerg, har som forfattere til LRU’s ordblinde-læremidler, i forvejen haft deres gang i forlagshuset siden 2012.

”Vi kender dem derfor rigtig godt og som nogle af de allerdygtigste fagpersoner inden for området, og vi har med stor interesse fulgt deres succesfulde udvikling af Ordblindetræning. Som partnere med Thomas og Mikael glæder vi os nu til sammen at udvikle vores eksisterende aktiviteter yderligere og ikke mindst til sammen at introducere nye innovative initiativer på området,” siger Cliff Hansen.

Tæt samarbejde i mange år

Ordblindetræning blev grundlagt i 2012 af Thomas og Mikael der begge er uddannede ordblindelærere/læsevejledere, cand.pæd. i didaktik. Ordblindetræning er i dag Danmarks største udbyder af ordblindeundervisning med fysiske undervisningsfaciliteter spredt over hele landet. Foruden private kurser afvikler Ordblindetræning læringsforløb for elever med ordblindhed i en række samarbejdskommuner og kompetenceudvikling for lærere og læsevejledere.

”Vi har igennem de seneste 10 år haft et tæt samarbejde med flere forlag under Lindhardt og Ringhof Uddannelse og har hos Alinea, Alfabeta og Special-pædagogisk forlag udgivet en række læremidler, der i dag er de mest anvendte i undervisningen af ordblinde, voksne såvel som børn og unge. At vi nu får forlaget som partner i vores egen virksomhed er en fantastisk nyhed for os, for dermed får vi endnu større muligheder for at udvikle denne forretning og nå langt bredere ud med aktiviteterne,” udtaler adm. direktør Mikael Højbjerg.

Læs mere her:

Søren Anker Madsen (f. 1969) er journalist, pressechef på Lindhardt og Ringhof og med i Svikmøllens redaktion. Han er desuden en alsidig forfatter, som både skriver bøger til børn og voksne samt til teater og revyer.