Fiktion Klassikere

Historien om et ikonisk citat fra Margaret Atwoods “Tjenerindens fortælling”

Nolite te bastardes carborundorum – Lad ikke svinene få krammet på dig

Hvis man har læst eller set Margaret Atwoods dystopiske fortælling om tjenerinden Offred, der bor i det fiktive Gilead i USA, ved man, at denne sætning spiller en ganske stor rolle i historien. Uden for bog- og serieuniverset er sætningen blevet en populær tatovering og den er trykt på utallige T-shirts – men selve citatet er volapyk, for det er ikke latin, som det ser ud. Det er en joke, hvilket også forklares i både romanen og i tv-serien af Offreds herre, Fred.

Men mottoet var faktisk en joke fra dengang Atwood selv gik i skole. Det fortæller hun til Time Magazine, og ifølge Michael Fontaine, professor i klassicisme, som Vanity Fair har interviewet, er de første to ord latin, mens ”bastardes” er volapykord med latinsk suffix. Hvis man ikke kan latin er joken måske svær at se, især ordet ”carborundorum”, som er et 120 år gammelt industriprodukt, man har brugt til at slibe noget ned med. Det er her fra associationen til at ”få krammet på” stammer fra.

Fontaine påpeger også, at ordets endelse ”-ndum” er et suffix, der betyder, at noget er nødvendigt.

For Offred bliver nolite te bastardes carborundorum et mantra, da hun finder ud af, hvad det betyder: ”Lad ikke svinene få krammet på dig,” oversættes det til på dansk. ”te bastardes” er det totalitære styre, som undertrykker kvinder og har frataget dem deres rettigheder, og sætningen har på trods af, at det er volapyk fået den samme betydning og sit helt eget liv uden for Tjenerindens fortælling-universet.

Det er blevet et feministisk kampråb, som ofte står på skilte ved demonstrationer – og som det i romanen inspirerer Offred til at kæmpe mod de undertrykkende kræfter, der er på spil, har citatet gjort det samme uden for universet, fx i Women’s March mod Trump i 21. januar 2017 og i adskillige demonstrationer for kvinders ret til abort.


Tjenerindens fortælling

Tjenerindens fortælling er en grusom beretning fra den nære fremtids USA, der er blevet til diktaturet Gilead. De få fødedygtige kvinder, der er tilbage, efter at forurening har gjort befolkningen steril, er blevet placeret hos samfundets magtelite. De skal sørge for, så slægten videreføres. Hvis tjenerinderne nægter, straffes de med døden.

Tjenerinden Offred er blevet anbragt i huset hos en af det totalitære samfunds spidser og hans kone. Men den undertrykkende stat kan ikke udslette Offreds længsler og ønsker.

Tjenerindens fortælling er en rystende og universel fortælling om uvidenhed, frygt og undertrykkelse.

Du kan købe Margaret Atwoods mesterlige roman, Tjenerindens fortælling online eller i din nærmeste boghandel.


Gileads døtre

Gileads døtre af Margaret Atwood

af Margaret Atwood

“Kære læsere. Alt, hvad I nogen sinde har spurgt mig om Gilead og dets opbygning, er brugt som inspiration til denne bog. Eller næsten alt. Resten er inspireret af den verden, vi lever i.” – Margaret Atwood

I denne selvstændige fortsættelse til Tjenerindens fortælling svarer den anerkendte forfatter Margaret Atwood på de spørgsmål, som har forundret og pint læsere i årtier.

Da bildøren smækkede i på sidste side i Tjenerindens fortælling, anede læserne ikke, hvad det betød for Offreds fremtid – frihed, fængsel eller død.

Med Gileads døtre er ventetiden endelig forbi. Her samler Margaret Atwood tråden op, femten år efter at Offred trådte ud i det ukendte, med vidnesbyrd fra tre kvinder inde fra Gilead.

Du kan købe Gileads døtre online eller i din nærmeste boghandel fra d. 15. november 2019.