Den 13. maj var en helt speciel dag for kunstneren Nadia Plesner. Dér debuterede hun med den meget personlige fortælling “Simple Living – kamp og kunst fra en campingvogn”. Her kan du læse, hvordan Nadia oplevede den massive opmærksomhed om bogen og hendes person på dagen:
Da jeg træder ind i Politikens Boghal og ser min egen bog ligge fremme på et bord, kulminerer mange års arbejde. Nu ligger mit liv dér. I sirligt ordnede bunker med ISBN-nummer på. Jeg har været så spændt på denne dag, at det føles helt uvirkeligt og ret overvældende, at det er nu.
På forsiden af bogen kigger min Simple Living-tegning på mig. Den forestiller et Darfurbarn med en stor designertaske på den ene arm og en lille hund med lyserød jakke på den anden arm. Jeg tænker på, da vi så hinanden i øjnene for første gang, da jeg havde tegnet ham i campingvognen. Jeg lader fingrene glide henover bogens glatte forside. Nu ligger han her i stabler og venter på at komme med folk hjem. Det er syret.
En kamp for Darfur og for kunstnerisk ytringsfrihed
Da jeg tegnede ham, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad det ville føre til. Jeg lavede tegningen for at sætte fokus på mediernes manglende dækning af folkemordet i Darfur. Jeg var blevet forarget, da jeg i en avis læste en fire linjers update om Darfur, mens der på modsatte side var en helsides artikel om, at Paris Hilton skulle i fængsel på grund af for mange parkeringsbøder. Fordelingen af spalteplads gjorde mig vred, og jeg lavede Simple Living i håbet om, at den kunne skabe debat og få Darfur tilbage på forsiden. Tegningen blev også min vej tilbage til livet efter en voldsom trafikulykke, for det var den forargelse og idé der fik mit fokus væk fra min egen selvmedlidenhed og ud mod verden.
Presseklip fra de hollandske medier i forbindelse med sagen mellem Nadia Plesner og Louis Vuitton.
Det lykkedes mig at få startet debatten, og da Louis Vuitton stævnede mig med gigantiske dagbøder på grund af tasken på tegningen, fik historien voldsomt meget medieopmærksomhed. Og Darfur fik fornyet pressedækning. På grunde af dagbøderne malede jeg i stedet en ny version af Picassos Guernica: Darfurnica i samme størrelse som originalen: 350 x 776 cm, men også dette værk fik Louis Vuitton forbudt. Så til sidst stævnede jeg dem for at vinde retten tilbage til at udstille både tegningen og maleriet og for at slippe for bøden på 3,6 millioner kroner. Og jeg vandt! Da jeg kom ud på den anden side, stod det klart for mig, at hele forløbet var vigtigt. Både for mig selv og for kunsten.
Hvad var det egentlig, der skete
Nu har jeg skrevet hele historien i min bog. Jeg har skrevet om kunst og censur baseret på mine egne oplevelser. Jeg har skrevet om, hvordan det føles at få sine værker forbudt. Og hvorfor jeg mener, det er værd at kæmpe for kunstnerisk ytringsfrihed. Jeg tror ikke, folk er klar over, at det overhovedet er muligt at forbyde kunstværker i Danmark. Det burde heller ikke være muligt i et demokrati. Men de store firmaer er magtfulde, og somme tider misbruger de denne magt til at diktere kunsten. Heldigvis vandt jeg sagen, og dommen danner nu præcedens i lignende tilfælde.
Bogen er en fortælling i to parallelspor. Den ene del er sagen om kunstnerisk ytringsfrihed, den anden del er min personlige historie. Jeg har lagt hele mit hjerte i skriveprocessen, og det har været en fantastisk oplevelse. Men jeg er vant til at udtrykke mig med olie på lærred, så starten var svær. Jeg skulle lige finde mig til rette. Og finde mine egne ord. På kunstakademiet sagde en af vores professorer altid: “I skal blande jeres egne farver! Hvad er det spændende i bare at trykke noget ud af en tube? Farverne skal komme fra jer selv”. Det tænker jeg på, da jeg sidder foran computeren og tøvende taster de første ord. Jeg skal finde min egen stemme. Sune, min ene redaktør forsøger at berolige mig. ”Du skal ikke tænkte over, at nu skal du skrive en bog”, siger han. ”Bare forestil dig, at vi sidder over en god flaske rødvin og jeg spørger dig: Hvad var det egentlig, der skete?”. Hans ord hjælper. Hver gang jeg går i stå, tænker jeg på hans råd, og så fortæller jeg bare historien.
Minder bliver til billeder, som bliver til scener, som bliver til ord. Teksten fylder hele mit hoved, og når jeg forbereder mig på at skrive et nyt kapitel, samler alle ideer, tanker og følelser sig til en masse, som vælter ud af mig, så snart jeg sætter mig ved tastaturet. Det hele flyder ud af mig og ned på siderne, og jeg kan mærke, at det gør mig godt. Og pludselig er jeg nået til sidste ord og sidste punktum. Nu er de voldsomme oplevelser ude af min krop og flyttet over i bogen.
Endelig kan jeg fortælle om bogen
Jeg vælger at holde bogen hemmelig indtil udgivelsesdagen, fordi jeg jo tidligere har oplevet at få mine værker stoppet. Det er nødvendigt, men det gør også ventetiden ulidelig. Spændingen bygger op dag for dag. Men pludselig kommer dagen. Jeg bliver hentet kl. 6 om morgenen af min anden redaktør, Ulla, i en taxa. Jeg skal i Go’morgen P3 og jeg har ikke kunnet lukke et øje, så jeg er på en gang dødtræt og fuld af adrenalin. Jeg synes, det var udfordrende at koge mine oplevelser ned til en hel bog, og nu skal det koges ned til tre minutter. Det lykkes, og radioværterne er vildt begejstrede.
Nadia får første eksemplar fra trykkeriet af bogens redaktør, Ulla Ewald Stiegel.
Det giver en bølge af god energi, som Ulla og jeg rider på i taxaen hen til Go’ Morgen Danmarks studie i Tivoli. Det småregner, og det er en sjov oplevelse at gå gennem det mennesketomme Tivoli. Jeg træder ind i en lille skurvogn, der ligger ved siden af studiet, og her står Viggo Mortensen og læner sig op ad væggen. Jeg hilser på ham og tager en kop kaffe. Jeg er dødnervøs, men føler mig også rigtig klar til at fortælle min historie. Lyset tændes, og jeg mærker varmen fra lamperne, mens jeg fortæller det hele. Det går lynhurtigt, så står jeg udenfor studiet igen. Jeg er dagens sidste indslag, og værterne kommer ud med det samme. De jubler med mig og for mig og vil gerne høre alle detaljer fra forløbet. Det er en god start.
Mit liv forsvinder ned i lommer, tasker og indkøbsposer
Bagefter tager jeg hjem for at tage en lur før bogreceptionen om eftermiddagen,men jeg får overhovedet ikke sovet, for det vælter ind med beskeder og mails fra folk, som har hørt P3 eller set Go’Morgen Danmark. Deres entusiasme er overvældende, og jeg svarer så mange, jeg kan nå. Inden receptionen skal Ulla og jeg over til filmselskabet Good Company Films. De har købt filmrettighederne til bogen samme dag, og nu skal vi skrive under. Jeg må knibe mig i armen. Da jeg tegnede Simple Living, var det med et ønske om at nå så mange mennesker som muligt. Og nu bliver det til en film! Vi skåler i champagne, og da alle har skrevet under, skynder vi os hen til receptionen.
Boghallen fyldes langsomt af venner, familie og mange ansigter, jeg ikke kender. Jeg sidder i en stol for enden af trappen og skal give et lille interview om bogen, og mit hjerte banker så hårdt, at jeg tænker at man må kunne se det gennem kjolen. Nervøsiteten forsvinder hurtigt, for alle ansigterne er varme og engagerede. Det er hurtigt overstået, og Sune begynder at sige noget pænt. Jeg bliver så rørt, at jeg ikke kan høre, hvad han siger. Bagefter tørrer jeg tårerne væk og sætter mig ved et bord for at signere mine bøger. Den ene person efter den anden rækker drengen frem imod mig, og jeg bladrer forbi ham og skriver en hilsen. Mit liv forsvinder ned i lommer, tasker, rygsække og indkøbsposer. Nogle læner sig op af reolerne og begynder at læse med det samme.
Skriveprocessen har været anderledes, end når jeg maler. Men én ting har de tilfælles: Det er først i mødet med publikum, at kunsten finder sted. Nu sker det.
Fortalt af Nadia Plesner, forfatter til Simple Living.
Den 13. maj var en helt speciel dag for kunstneren Nadia Plesner. Dér debuterede hun med den meget personlige fortælling “Simple Living – kamp og kunst fra en campingvogn”. Her kan du læse, hvordan Nadia oplevede den massive opmærksomhed om bogen og hendes person på dagen:
Da jeg træder ind i Politikens Boghal og ser min egen bog ligge fremme på et bord, kulminerer mange års arbejde. Nu ligger mit liv dér. I sirligt ordnede bunker med ISBN-nummer på. Jeg har været så spænd
t på denne dag, at det føles helt uvirkeligt og ret overvældende, at det er nu.
På forsiden af bogen kigger min Simple Living-tegning på mig. Den forestiller et Darfurbarn med en stor designertaske på den ene arm og en lille hund med lyserød jakke på den anden arm. Jeg tænker på, da vi så hinanden i øjnene for første gang, da jeg havde tegnet ham i campingvognen. Jeg lader fingrene glide henover bogens glatte forside. Nu ligger han her i stabler og venter på at komme med folk hjem. Det er syret.
En kamp for Darfur og for kunstnerisk ytringsfrihed
Da jeg tegnede ham, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad det ville føre til. Jeg lavede tegningen for at sætte fokus på mediernes manglende dækning af folkemordet i Darfur. Jeg var blevet forarget, da jeg i en avis læste en fire linjers update om Darfur, mens der på modsatte side var en helsides artikel om, at Paris Hilton skulle i fængsel på grund af for mange parkeringsbøder. Fordelingen af spalteplads gjorde mig vred, og jeg lavede Simple Living i håbet om, at den kunne skabe debat og få Darfur tilbage på forsiden. Tegningen blev også min vej tilbage til livet efter en voldsom trafikulykke, for det var den forargelse og idé der fik mit fokus væk fra min egen selvmedlidenhed og ud mod verden.
Det lykkedes mig at få startet debatten, og da Louis Vuitton stævnede mig med gigantiske dagbøder på grund af tasken på tegningen, fik historien voldsomt meget medieopmærksomhed. Og Darfur fik fornyet pressedækning. På grunde af dagbøderne malede jeg i stedet en ny version af Picassos Guernica: Darfurnica i samme størrelse som originalen: 350 x 776 cm, men også dette værk fik Louis Vuitton forbudt. Så til sidst stævnede jeg dem for at vinde retten tilbage til at udstille både tegningen og maleriet og for at slippe for bøden på 3,6 millioner kroner. Og jeg vandt! Da jeg kom ud på den anden side, stod det klart for mig, at hele forløbet var vigtigt. Både for mig selv og for kunsten.
Hvad var det egentlig, der skete
Nu har jeg skrevet hele historien i min bog. Jeg har skrevet om kunst og censur baseret på mine egne oplevelser. Jeg har skrevet om, hvordan det føles at få sine værker forbudt. Og hvorfor jeg mener, det er værd at kæmpe for kunstnerisk ytringsfrihed. Jeg tror ikke, folk er klar over, at det overhovedet er muligt at forbyde kunstværker i Danmark. Det burde heller ikke være muligt i et demokrati. Men de store firmaer er magtfulde, og somme tider misbruger de denne magt til at diktere kunsten. Heldigvis vandt jeg sagen, og dommen danner nu præcedens i lignende tilfælde.
Bogen er en fortælling i to parallelspor. Den ene del er sagen om kunstnerisk ytringsfrihed, den anden del er min personlige historie. Jeg har lagt hele mit hjerte i skriveprocessen, og det har været en fantastisk oplevelse. Men jeg er vant til at udtrykke mig med olie på lærred, så starten var svær. Jeg skulle lige finde mig til rette. Og finde mine egne ord. På kunstakademiet sagde en af vores professorer altid: “I skal blande jeres egne farver! Hvad er det spændende i bare at trykke noget ud af en tube? Farverne skal komme fra jer selv”. Det tænker jeg på, da jeg sidder foran computeren og tøvende taster de første ord. Jeg skal finde min egen stemme. Sune, min ene redaktør forsøger at berolige mig. ”Du skal ikke tænkte over, at nu skal du skrive en bog”, siger han. ”Bare forestil dig, at vi sidder over en god flaske rødvin og jeg spørger dig: Hvad var det egentlig, der skete?”. Hans ord hjælper. Hver gang jeg går i stå, tænker jeg på hans råd, og så fortæller jeg bare historien.
Endelig kan jeg fortælle om bogen
Jeg vælger at holde bogen hemmelig indtil udgivelsesdagen, fordi jeg jo tidligere har oplevet at få mine værker stoppet. Det er nødvendigt, men det gør også ventetiden ulidelig. Spændingen bygger op dag for dag. Men pludselig kommer dagen. Jeg bliver hentet kl. 6 om morgenen af min anden redaktør, Ulla, i en taxa. Jeg skal i Go’morgen P3 og jeg har ikke kunnet lukke et øje, så jeg er på en gang dødtræt og fuld af adrenalin. Jeg synes, det var udfordrende at koge mine oplevelser ned til en hel bog, og nu skal det koges ned til tre minutter. Det lykkes, og radioværterne er vildt begejstrede.
Det giver en bølge af god energi, som Ulla og jeg rider på i taxaen hen til Go’ Morgen Danmarks studie i Tivoli. Det småregner, og det er en sjov oplevelse at gå gennem det mennesketomme Tivoli. Jeg træder ind i en lille skurvogn, der ligger ved siden af studiet, og her står Viggo Mortensen og læner sig op ad væggen. Jeg hilser på ham og tager en kop kaffe. Jeg er dødnervøs, men føler mig også rigtig klar til at fortælle min historie. Lyset tændes, og jeg mærker varmen fra lamperne, mens jeg fortæller det hele. Det går lynhurtigt, så står jeg udenfor studiet igen. Jeg er dagens sidste indslag, og værterne kommer ud med det samme. De jubler med mig og for mig og vil gerne høre alle detaljer fra forløbet. Det er en god start.
Mit liv forsvinder ned i lommer, tasker og indkøbsposer
Bagefter tager jeg hjem for at tage en lur før bogreceptionen om eftermiddagen,men jeg får overhovedet ikke sovet, for det vælter ind med beskeder og mails fra folk, som har hørt P3 eller set Go’Morgen Danmark. Deres entusiasme er overvældende, og jeg svarer så mange, jeg kan nå. Inden receptionen skal Ulla og jeg over til filmselskabet Good Company Films. De har købt filmrettighederne til bogen samme dag, og nu skal vi skrive under. Jeg må knibe mig i armen. Da jeg tegnede Simple Living, var det med et ønske om at nå så mange mennesker som muligt. Og nu bliver det til en film! Vi skåler i champagne, og da alle har skrevet under, skynder vi os hen til receptionen.
Boghallen fyldes langsomt af venner, familie og mange ansigter, jeg ikke kender. Jeg sidder i en stol for enden af trappen og skal give et lille interview om bogen, og mit hjerte banker så hårdt, at jeg tænker at man må kunne se det gennem kjolen. Nervøsiteten forsvinder hurtigt, for alle ansigterne er varme og engagerede. Det er hurtigt overstået, og Sune begynder at sige noget pænt. Jeg bliver så rørt, at jeg ikke kan høre, hvad han siger. Bagefter tørrer jeg tårerne væk og sætter mig ved et bord for at signere mine bøger. Den ene person efter den anden rækker drengen frem imod mig, og jeg bladrer forbi ham og skriver en hilsen. Mit liv forsvinder ned i lommer, tasker, rygsække og indkøbsposer. Nogle læner sig op af reolerne og begynder at læse med det samme.
Skriveprocessen har været anderledes, end når jeg maler. Men én ting har de tilfælles: Det er først i mødet med publikum, at kunsten finder sted. Nu sker det.
Fortalt af Nadia Plesner, forfatter til Simple Living.
Andre læste også: