Børnebøger

Maria Mac Dalland om Lille Tut: De alleryngste har brug for ro og nærvær – ikke fart og tjubang

lille tut

Filminstruktør og animator Maria Mac Dalland står bag Lille Tut-bøgerne, en serie fuld af nysgerrighed og varme til de allermindste. Læs med her, hvor hun fortæller om det store ansvar, det er at skrive og tegne til børn – og om hvad hun har lært om børneunderholdning af Thomas Winding.

Lille Tut-bøgerne byder på vidunderlige illustrationer og historier fyldt med forståelse for de små. Serien følger Lille Tut, katten Gato og den magiske Nisse, der kan trylle dem alle helt små. Sammen flyver de ud på eventyr i Nisses valnøddeskal, og når de tre er sammen, kan alting ske.

Til marts udkommer fortællingerne som tv-serie på DR Minisjang. Vi har talt med filminstruktør og animator Maria Mac Dalland, der står bag Lille Tut-universet.

Der er ofte masser af pangfarver og fart over feltet i børneunderholdning. Lille Tut-universet er derimod fyldt med en jordnær ro og varme – hvorfor har du valgt at lægge vægt på det?

“Små børn tager alt ind helt uden forsvarsværker. Tegnefilm kan være virkelig voldsomme og meget larmende – de er ikke automatisk velegnede for de små, bare fordi de er tegnefilm. Jeg er glad for, at der, i hvert fald her i Skandinavien, er begyndt at være fokus på, at de alleryngste har brug for, at der bliver lavet underholdning specielt for dem.

I stedet for fart og tjubang har jeg valgt at lægge vægt på ro og nærvær. Der sker i forvejen så meget i børns hverdag, og de kommer tids nok til at møde verdens konflikter og problemer. Jeg ville gerne skabe et smukt og trygt børneunivers, der er rart at være i, og som er fyldt med søde og sjove karakterer, børn kan spejle sig i.

LÆS OGSÅ: Styrk din højtlæsning! Få Lotte Sallings bedste tips

Samtidig vil jeg gerne fortælle historier, som på en tryg måde kan gøre børn nysgerrige på den verden, vi bor i, og den magiske natur, vi er en del af. Lille Tuts ven, Nisse, er forbindelsesleddet til naturen, og den har alfe- og fevenner overalt. Lille Tut-historierne bygger ikke på konflikter mellem stridende parter, men på det lille barns ønske om at få lov til at hjælpe til; på at skabe forbindelser og på empati og venlighed.”

Maria Mac Dalland om Lille Tut: De alleryngste har brug for ro og nærvær – ikke fart og tjubang

Hvad er vigtigt for dig, når du skriver bøger og laver fjernsyn til de mindste?

“Det er en stor glæde og samtidig et kæmpestort ansvar at fortælle historier til den gruppe. Små børn i alderen 0-3 år befinder sig på det stadie i livet, hvor et menneske gennemgår den allerstørste udvikling på kortest tid. De oplever alting for første gang og er helt åbne og meget modtagelige for indtryk.

Det er vigtigt at have den sårbarhed for øje, når man fortæller historier til de mindste. Der ligger en grundlæggende prægning i de oplevelser, vi mennesker har med os videre i livet fra de allerførste leveår – på godt og ondt. Derfor er det, vi præsenterer dem for i den alder, ekstra vigtigt. Med Lille Tut-universet vil jeg gerne være med til at skabe nogle små, magiske øjeblikke for de yngste.”

Er der nogle særlige ting, du er opmærksom på, når du formidler til den aldersgruppe?

“Små børn oplever ikke nødvendigvis en historie som en lineær, fremadskridende handling; i stedet oplever de alting i ”nuer”. Tiden kan forsvinde helt for dem: Pludselig opsluges de af, hvordan lyset rammer en dugdråbe på et græsstrå, eller hvordan en lille myre kravler over en sten. Det er en meget smuk og magisk evne, som vi som voksne kan have svært ved at genfinde, selvom vi ofte savner at fordybe os og sætte tiden på pause.

LÆS OGSÅ: Mumitrolden og alle hans venner – 28 bøger fra Mumidalen til store og små

I Lille Tut-fortællingerne fejrer vi netop denne fine evne ved at lade Nissen sætte tiden i stå. Det betyder, at Lille Tuts forældre og storebror fryser midt i havregrøden og morgenkaffen, mens Lille Tut, Nisse og katten Gato flyver ud i verden på eventyr. Og når de kommer tilbage, fortsætter livet lige der, hvor det slap.

En anden ting, som er meget speciel for børn i denne aldersgruppe, er deres begejstring for gentagelser. De elsker, når de kan gætte, hvad der skal til at ske. Derfor har vi mange gentagelser med små variationer med i Lille Tut, for eksempel Nissen der altid har gemt sig et eller andet sted. Det er dejligt genkendeligt og alligevel sjovt for de små. Men det ville lynhurtigt kede større børn.”

Maria Mac Dalland om Lille Tut: De alleryngste har brug for ro og nærvær – ikke fart og tjubang

Du har animeret og fortalt historier til børn siden 1980’erne. Hvad har været dine største inspirationskilder?

“Blandt mine største inspirationskilder er mytologi og eventyr. Det mytologiske stof rører ved dybe, ordløse steder i vores sjæl og forbinder os til noget, der er større end os selv. Jeg er optaget af, hvordan man kan arbejde med myter i fortællinger til de helt små børn. Så i Lille Tut-universet møder vi af og til arketypiske væsener og karakterer fra mytologien.

Thomas Winding, som jeg var så heldig at samarbejde med i en del af hans sidste år, har været en anden meget vigtig inspirationskilde. Thomas var indbegrebet af ro, venlighed, en vidunderlig underspillet humor – og så havde han en stor respekt for børn. Han har skabt noget af det ypperste for børn, både bøger og film og billeder. Jeg husker, at han sagde, at ”når man nu spilder børns tid, så bliver man nødt til at spørge sig selv, hvad det er, man spilder den med”.

En af de vigtigste ting, han lærte mig, er, at der ikke er nogen grund til at gøre børn bange, når vi fortæller historier, og da slet ikke de helt små børn. Når børnene bliver større, giver det selvfølgelig mening at fortælle om alvorlige emner og konflikter, som de også kan spejle sig i. Men de alleryngste skal skærmes fra uhygge og fare.”


Mere om Lille Tut-serien:

Lille Tut og fugleungen

Maria Mac Dalland om Lille Tut: De alleryngste har brug for ro og nærvær – ikke fart og tjubang

Rejs med på eventyr sammen med Lille Tut, Gato og Nisse! På Lille Tuts værelse bor Nisse i et musehul i væggen.

Lille Tut, Gato og Nisse flyver ud på eventyr i Nisses økolopeter, en flyvende valnøddeskal. De lander i skoven, hvor de møder en lille fugleunge, der har svært ved at lære at flyve. Heldigvis kan Nisse hjælpe.

Lille Tut findes også som tv-serie skabt af Maria Mac Dalland og produceret af Morten Kaufmann for Toolbox Film og vises på DR Minisjang i 2024.

Du kan købe Lille tut og fugleungen i din foretrukne forhandler eller via linket her


Lille Tut og søhestene

Maria Mac Dalland om Lille Tut: De alleryngste har brug for ro og nærvær – ikke fart og tjubang

Lille Tut, Gato og Nisse flyver ud på eventyr i Nisses økolopeter. De lander på havbunden, hvor de møder en meget travl søhestefar. Han har lige født hundredevis af små søhesteunger, der fryser; for det tager tid at give dem alle tøj på. Heldigvis kan Nisse hjælpe.

Lille Tut-universet er drevet af nysgerrighed, eventyrlyst og forståelse for de mindste. Lille Tut findes også som tv-serie skabt af Maria Mac Dalland og produceret af Morten Kaufmann for Toolbox Film og vises på DR Minisjang i 2024. 

Du kan købe Lille tut og søhestene i din foretrukne forhandler eller via linket her


Lille Tut og elefantvasken

Maria Mac Dalland om Lille Tut: De alleryngste har brug for ro og nærvær – ikke fart og tjubang

Lille Tut er en lille pige, der bor sammen med sin storebror, mor og far og katten Gato. På Lille Tuts værelse bor Nisse i et musehul i væggen. Nisse har en økolokopter, en flyvende valnøddeskal, og når han tryller Lille Tut og Gato små, kan de komme med på eventyr ud i verden.

De lander i junglen, hvor de møder en elefantunge, der er ved at få et bad af sin mor i mudderpølen. Men den lille elefantunge har svært ved at stå stille, så Lille Tut må hjælpe til …

Du kan købe Lille Tut og elefantvasken online eller i din nærmeste boghandel.


Lille Tut og pingvinægget

Maria Mac Dalland om Lille Tut: De alleryngste har brug for ro og nærvær – ikke fart og tjubang

Rejs med på eventyr sammen med Lille Tut, Gato og Nisse! Lille Tut er en lille pige, der bor sammen med sin storebror, mor og far og katten Gato. På Lille Tuts værelse bor Nisse i et musehul i væggen. Nisse har en økolokopter, en flyvende valnøddeskal, og når han tryller Lille Tut og Gato små, kan de komme med på eventyr ud i verden.

Lille Tut, Gato og Nisse flyver ud på eventyr i Nisses økolokopter. De lander på en isflage, hvor de møder en pingvinfar og et æg, der begynder at sige mærkelige lyde …

Fra ca. 2 år.

Du kan købe Lille Tut og pingvinægget online eller i din nærmeste boghandel.