Norske Heine Bakkeid har med sin serie om den tidligere afhøringsleder Thorkild Aske markeret sig som en af de stærkeste nye stemmer på den nordiske krimiscene.
Thorkild Aske, tidligere afhøringsleder i den norske Specialenhed for politisager, er netop blevet løsladt efter at have afsonet tre år for manddrab. Hans tilværelse er formålsløs, og allerhelst gjorde han en ende på den.
Læs også: Heine Bakkeid. Den nye norske krimistjerne du ikke bør snyde dig selv for
En gammel bekendt beder Thorkild om at undersøge en ung mands forsvinden, prøver Thorkild først at afslå. Skyldfølelsen fra en gammel sag overvinder ham dog, og han ender med at drage mod et fyr på en lille ø i Nordnorge for at finde den forsvundne mand.
Da et lig skyller i land, forventer Thorkild, at det tilhører den unge mand. Det viser sig dog at være en kvinde. Uden ansigt.
Thorkild Aske er ikke alene på den øde fyrholm.
Du kan finde Jeg vil savne dig i morgen som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Heine Bakkeid
Jeg vil savne dig i morgen
Tre minutter over fem kommer fortrydelsen. En panisk fortrydelse, der jager gennem kroppen, mens jeg gisper og snapper efter vejret. Jeg ryster, skælver og spræller med benene for at komme fri, uden at det hjælper.
To minutter senere: Den desperate vejrtrækning er endelig overstået. Jeg kan mærke, at jeg ikke længere har brug for ilt, hænger bare der i tovet og mærker, hvordan systemet lukker ned.
Otte minutter over: Jeg kan høre vandet piske ned på fliserne under mig. En hæs lyd trænger ud fra struben, mens tårer eller vanddamp løber ned ad kinderne og tager det, der er tilbage af mig, med ned i afløbene. Jeg fryser.
Så står hun der. Lige foran mig, lige så grå som resten af rummet. Jeg kan mærke, at jeg vil le, juble af glæde over at se hende igen. Jeg forsøger at åbne munden for at fortælle hende det, sige at lykkeligere kan et menneske ikke blive. I stedet hører jeg et knæk, og i næste øjeblik ligger jeg på gulvet. Vandet fra fængselsbruserne skyller ned over mit ansigt, mens vægurets sorte viser flytter sig et nyt ryk fremad.
Ti minutter over fem.
Onsdag
Kapitel 1
Stavanger er byen med de bløde hundelorte. De skyder op som små asfaltsvampe og kaster på deres egen ulækre måde en brunlig farve over stedet.
Jeg går uden om endnu en asfaltsvamp og skynder mig hen ad Pedersgade ind mod centrum. Tidligere holdt Aetat til i et åbent kontorlandskab indrammet af panoramavinduer i gadeplan ud mod Klubbgata og Breiavatnet. På den måde kunne de forbipasserende se ned på staklerne derinde, som fortvivlet forsøgte at skjule sig for naboer og bekendte bag plasticpotteplanter, rumdelere og lampeskærme, mens de måtte forklare, hvorfor de ikke længere havde et job. Denne iscenesættelse af det asociale individ har, siden jeg var her sidst, skiftet navn og sted. Nu ligger jobcentret i mere traditionelt indrettede gemakker i nærheden.
Jeg trækker et nummer i en automat og sætter mig i en rød sofa i et vinduesløst lokale med tung luft; en slags bunker på gadeniveau, hvor lugten af sved og sure tæer og den generelle taberstemning, der udgår fra klientellet, fylder ens sanser i samme øjeblik, man træder ind over dørtærsklen. Til trods for de mange mennesker omkring mig er der stille. Kun en let summen og en sporadisk tastaturklapren bryder stilheden.
– 38?
En kvindelig sagsbehandler stikker hovedet ud ad en dør og ser rundt i venteværelset. Da jeg er kommet tæt nok på, giver hun mig et slapt håndtryk og viser mig ind.
– Jeg er Iljana, siger hun med en stærk østeuropæisk accent og lader sig synke ned på kontorstolen. – Sæt dig bare ned.
– Tak, siger jeg og sætter mig.
Iljana har sort, stridt hår, der er sat op i nakken. Hun er iført et gråt jakkesæt med store sorte knapper, den slags man før i tiden brugte til øjne på bamser. – Hvad kan jeg gøre for dig?
Jeg giver hende mit personnummer, og Iljana vender ryggen til og taster det ind.
– Thorkild Aske?
– Ja, det er mig.
– Har du meldt dig som arbejdssøgende tidligere?
– Nej.
Jeg rækker hende det brev, jeg har med fra resocialiseringskonsulenten i Stavanger fængsel.
Iljana læner sig ind mod bordet og computerskærmen, mens hun læser. Da hun er færdig, smiler hun let. Hun har små tænder, unaturligt små, barnetænder næsten, og øjne, der er lige så grå som jakkesættet.
– Javel, Thorkild. Hun folder hænderne i skødet. – Resocialiseringskonsulenten skriver, at du har valgt at tage imod et tværfagligt tilbud om hjælp til at komme tilbage til samfundet efter afsoningen. Og det er jo fint. Hun betoner ordet fint og smiler igen.
Jeg nikker.
– Jeg har været til møde med Kriminalforsorgen, der har fundet en bolig til mig, fået tildelt en psykiater og en læge og talt med diverse udredningsenheder. De har hjulpet mig med at etablere en ansvarsgruppe for at kunne tale om fortiden og planlægge fremtiden, sådan at jeg kan bryde med min kriminelle løbebane. Jeg er næsten et hundrede procent rehabiliteret, hvis du spørger mig.
Hun fatter ikke humoren i det, jeg siger, og vender sig igen mod skærmen. – Du er uddannet på Politiskolen.
Hun scroller ned over skærmen, mens hun taler. – Betjent, assistent, stilling i SEFO og derefter fastansættelse i Specialenheden for politisager. Hun tøver, lader tungespidsen glide over de små fortænder, før hun igen vender sig om mod mig.
Jeg kommer hende i forkøbet. – Det er politiet, der jagter politiet.
– Javel. Hun nikker. – Så er det vel naturligt, at vi leder efter et job inden for politiet, når du er klar igen, ikke?
Jeg smiler tilbage. – Tab af stilling, siger jeg og mærker, hvordan smerten i kinden og den murrende følelse i mellemgulvet er ved at komme igen. Samtidig er jeg så tør i munden, at det er svært at tale.
– Hvabehar?
Jeg skruer låget af vandflasken, som jeg har med, og drikker, håber, at vandet vil gøre det hele bedre. – Jeg blev også idømt tab af stilling.
– For hvor længe?
– Så længe jeg lever, svarer jeg og skruer låget på og placerer vandflasken på gulvet ved siden af stolen. Den prikkende fornemmelse på indersiden af ansigtet er ved at gå over i en smertefuld pulserende banken. – Og lidt til.
– Så hvad har du tænkt dig at gøre nu?
– Det var det, jeg håbede, at du ville fortælle mig.
Jeg tager vandflasken op igen, knuger den mellem hænderne. Smerterne, lugten, lyset, fraværet af frisk luft og det at måtte sidde her og tale med endnu en fremmed, endnu en ansvarsperson, gør mig rastløs. Jeg føler et intenst behov for at være alene i et værelse uden reflekterende flader. Men jeg ved godt, at jeg skal igennem dette for at komme ud på den anden side. Ulf siger, at der ikke er nogen vej udenom.
Iljana ser ned på brevet igen, før hun vender sig mod skærmen. – Der står her, at du ønsker at søge om jobafklaringsydelse, mens du er i medicinsk behandling?
Jeg nikker. – Der er stadig en vis uenighed om, hvor mange procent arbejdsevne jeg har tilbage efter – jeg laver anførselstegn i luften – arbejdsulykken. Alligevel er jeg, kontaktbetjentene, resocialiseringskonsulenten, sygehuspersonalet, fængselspræsten, min faste læge, psykologen og min ven psykiateren kommet frem til, at jeg skal gøre et værdigt forsøg på at vende tilbage til arbejdslivet.
– Arbejdsulykke?
– Står det ikke der et sted? Jeg peger på brevet. – Thorkild Aske forsøgte at hænge sig fra et rør i fællesbadet efter nogle måneders afsoning. Midt i vinterferien, ovenikøbet.
– Hvad skete der? kvækker hun.
– Røret knækkede.
Iljana stirrer på mig, som om hun er bange for, at jeg hvert øjeblik vil angribe hende, eller mig selv, med en af plasticbananerne i skålen på hendes skrivebord. – Godt, siger hun tøvende. Hun trækker vejret dybt og rømmer sig. – Du har altså tænkt på en omskoling?
– Til hva’? Jeg klemmer vandflaskens sider ind mod hinanden, til de små vanddråber løber ud over fingrene og ned på gulvet. – En 44 år gammel olieingeniør med hjerneskade? Børsmægler? Tandplejer?
Iljana kigger stjålent ned mod uret i højre hjørne af computerskærmen, før hun med fornyet styrke siger: – Jeg foreslår, at vi afventer resultatet af ansøgningen om jobafklaringsydelse. I mellemtiden ser vi efter forskellige mulige veje ind i arbejdslivet igen, uden for politiet. Hun trykker på tastaturet igen, scroller og trykker lidt igen, før hun til sidst er tilfreds og vender sig om mod mig. – Hvad siger du til at arbejde i et callcenter?
Kapitel 2
Jeg beslutter at forsøge at spise smerterne i kinden og i mellemgulvet væk og køber en clubsandwich på en cafe i nærheden af NAV-kontoret. Derefter går jeg op ad Hospitalgata og videre ad Pedersgata mod den etværelseslejlighed, jeg har fået tildelt af Kriminalforsorgen, lige under bybroen.
I postkassen finder jeg et møbelkatalog og et brev stilet til mig. Jeg ved, hvad der er i konvolutten. Det er altid det samme, det eneste, der ændrer sig, er børnenes alder. De vokser, selv om deres ansigter aldrig er de samme. I de første breve var der billeder af babyer, klippet ud af blade og kataloger. I begyndelsen sendte hun også udklip af barnesenge, rangler, sutteflasker og brystpumper.
Jeg tager brevet og kataloget og går op og låser mig ind i lejligheden. Posten lægger jeg på bordet mellem topersoners sofaen og tv-bordet uden tv-apparat, derefter går jeg hen i køkkenhjørnet og tager doseringsæsken i skabet over komfuret. Jeg åbner onsdagslåget og tømmer indholdet fra det midterste rum ud i håndfladen og skyller det ned med en slurk vand. Så tænder jeg for kaffemaskinen og sætter mig i sofaen med brevet.
Denne gang er der to udklip i konvolutten. Det ene forestiller en dreng på syv-otte år med brune krøller iført en spraglet T-shirt med et tryk af en fisk med hat og snorkel, der svømmer rundt i et rev. Neden under billedet står der ‘Tøj til leg og fest – jeans, bukser, T-shirts, jakker og meget mere. Vi har slidstærkt tøj i alle farver til alle børn’.
Det næste udklip viser en pige på samme alder. Ifølge billedteksten er hun iført en kort pudderfarvet jakke med aftagelig syntetisk pelskrave, tætsiddende jeans og matchende T-shirt … Vi har hverdagsjeans, praktisk tøj til leg, festtøj og alt derimellem.
Jeg lægger forsigtigt udklippene tilbage i konvolutten, skubber den hen i modsat ende af bordet sammen med møbelkataloget, hvorefter jeg læner mig tilbage i sofaen og lukker øjnene.
Så ringer telefonen.
– Nå? siger en grov mandestemme med tydelig Bergen-dialekt. Samtidig kan jeg høre en grådig, næsten intim inhalering af en cigaret. Ulf Solstad er uddannet psykiater og leder af min nyoprettede ansvarsgruppe. – Hvordan gik mødet?
Jeg lærte Ulf at kende under min tid i Stavanger fængsel, hvor han afsonede en dom på 18 måneder for afpresning, uden at det ser ud til at have lagt en dæmper på kundernes interesse. Faktisk er han mere attraktiv for folk med penge og problemer nu, end før han røg ind.
– Supergodt, svarer jeg syrligt. – Man spår mig en lysende fremtid inden for callcenter-sektoren.
– Slap nu af. Ulf trækker a’erne unaturligt langt ud, selv for en bergenser. – Hold ud, og følg rottegangene igennem det forvirrende netværk, de har lavet til sådan nogle som dig. Det er lavet med henblik på at skille dem ud, der ikke er stærke nok. Jeg lover dig, at så snart vi har fået dig på jobafklaringsydelse, varer det ikke længe, før du for altid træder ind i de asociales rækker. Og i mellemtiden: Stay cool.
– Hva’?!
– Hør her, siger Ulf, mens jeg trækker mig selv op fra sofaen for at lede efter vandflasken. – Jeg er beæret over, at du ville have mig med i din ansvarsgruppe, og lover, at jeg skal gøre mit bedste for, at du får det liv, du ønsker dig, Thorkild.
Jeg kan høre cigaretten knitre. – Jeg har brug for mere Sobril. Jeg får endelig fat i vandflasken, der er faldet på gulvet og rullet ind under sofaen. – Jeg har næsten ikke mere tilbage. Desuden må vi øge dosen af OxyContin.
– Er smerterne blevet værre?
– Ja, siger jeg. – Og jeg er begyndt at få krampe i benene, når jeg går.
– Måske skulle vi hellere se på doseringen af Neurontin?
– Nej, siger jeg skarpt og presser pegefingeren ind i den ødelagte kind. Hele ansigtet begynder at brænde af smerte. – Jeg får ondt i hovedet af dem. Og af Risperdal. Jeg kan ikke tåle dem.
– Thorkild, det her har vi talt om før. Neurontin er specifik rettet mod nervesmerter, dem skal du højst sandsynligt tage resten af livet. Risperdal er et antipsykotikum, som du stadig har brug for, i allerhøjeste grad. Det er altid benzodiazepinerne, man tror, man har brug for flere af. Fordi de dæmper angsten, dem og Oxy’erne. Sådan er det altid, men man bliver afhængig af dem, det ved du godt. Hvis vi skal trappe ned, så begynder vi med dem, efterhånden som du finder dig til rette uden for murene igen, ikke?
– Jeg kan ikke sove, siger jeg surt og skubber posten ud over bordkanten med hælen. Jeg ved, at han har ret, og det irriterer mig.
– Jo, du kan, svarer Ulf roligt. – Det er derfor, jeg har udskrevet Sarotex til dig. Han hoster, før han fortsætter: – Du tager stadig det hele, gør du ikke?
– Hvad mener du?
– Medicinen? Du tager det hele?
– Selvfølgelig.
– Også Risperdal?
– Ja.
– Du ved godt, at du har brug for dem, ikke, Thorkild?
– Jo, jeg ved det, svarer jeg kort for hovedet.
– Hold op! siger Ulf. – Jeg er ikke din skide krumryggede fængselspræst, der forsøger at opfylde sin himmelkvote. Han trækker vejret tungt igen. Jeg har ødelagt hans rygeritual, og han vil skulle tænde en ny cigaret, lige så snart den her er røget ned til filteret.
– Han sagde, at jeg var en bi uden blomster.
– Hvem?
– Fængselspræsten?
– Det er da løgn?
– Nej.
Ulf tænder en ny cigaret, mens han ånder tungt ind i telefonen. – Fortæl mig den historie, Thorkild. Vil du gøre det for mig?
Jeg beslutter, at han skal nyde den her cigaret, og fortæller historien. – Jeg er en bi i en verden uden blomster, og det er op til mig at afgøre, hvad jeg vil bruge tiden frem til vinteren på.
– Vinteren? Ulf inhalerer og puster tilfreds røgen ud. Jeg kan høre ham i røret. Taknemligheden ligger i at inhalere og puste ud.
– Vinteren, der før eller senere kommer ind i alles liv, fortsætter jeg og mærker, hvordan musklerne slapper af. Jeg synker ned i sofaen, lader den trække mig ned gennem puderne. Effekten af de gode piller får smerterne til at opløse sig og forsvinde.
– Det er en joke, ikke? Sig at det er en joke, Thorkild.
– Nej. Jeg joker ikke. Det er som at høre bølger slå mod sten. Schhhhp … Puuuuh. Schhhhp … Puuuuuh.
– Det er det værste, jeg har hørt: Schhhhp … Puuuuuh.
– Du er velkommen!
– Du, begynder Ulf, da jeg vil lægge på. Tonelejet er præcis så højt at det bryder stemningen. – Der er en, der vil tale med dig.
– Aha?
– En, du kender. Fra før.
Han tøver, trækker på det, som om han stadig ikke har besluttet sig for, om det her egentlig er noget, han bør fortælle mig, før ansvarsgruppen har dissekeret sagen.
– Hvem?
– Freis onkel, siger Ulf og tilføjer: – og hans ekskone, Anniken Moritzen.
– Arne Villmyr? Jeg mærker uroen komme krybende. Mundhulen føles pludselig knastør, og lyset, der presser sig mod fleecetæppet foran vinduet, svider i øjnene. – Hvorfor?
– Det drejer sig ikke om Frei, svarer Ulf anstrengt, som om han stadig ikke er helt sikker på det, han er i færd med at gøre. – Arne og hans ekskone, de har en søn sammen …
– Arne er bøsse, siger jeg stridbart. Jeg kan ikke lide den retning, samtalen er ved at tage, og samtidig vokser uroen og trangen til bare at lægge på, lukke lyset og lydene ude, i mig.
– Alligevel, siger Ulf roligt, uden at give mig et påskud til at lægge på, – har han altså både en ekskone og en søn …
– Hvad har det med mig at gøre? Jeg kniber øjnene sammen og vender ansigtet væk fra fleecetæppet og lyset, der trænger igennem det.
– Hvis du lige lader mig tale ud, hvisker Ulf og puster tungt ud. – Altså: Anniken Moritzen er en af mine patienter. Hun har brug for … han tøver igen, inhalerer: – De har brug for hjælp. Deres søn er forsvundet.
– Jeg er ikke nogen privatefterforsker.
– Nej, gud forbyde det, siger Ulf hikstende. – Men Anniken er en ven, og jeg ved ikke, hvor meget jeg kan gøre for hende i denne situation. Desuden har du og Arne en fortid sammen, som du ikke kan løbe fra lige meget hvad, og nu har han bedt om at tale med dig. Jeg antager, at du skylder ham det?
Smerterne presser mod ansigtshuden, øjnene og hjernebarken. – Vær nu rar, stønner jeg med sammenbidte tænder. – Ikke i dag, ikke nu.
– Tal med dem. Hør, hvad de har at sige.
– Jeg har ikke lyst.
Ulf sukker igen. – Du har trukket dit lod, Thorkild, du har været helt nede og er kommet op igen. Som en anden. Han hiver efter vejret igen og skodder cigaretten. Halvrøget, ødelagt. – Du må ikke lade din lejlighed blive din nye fængselscelle. Du har brug for at komme ud, tale med nogen og finde ud, af hvem du vil være i dit nye liv uden for murene.
– Jeg ved det godt, hvisker jeg og synker ned i sofaen igen. Jeg åbner øjnene, tvinger blikket mod det glødende lys, der fylder fleecetæppet, og holder det der, helt til øjnene løber i vand.
– Hvad sagde du?
– At jeg godt ved det.
– Sikker? Ulf Solstad sænker stemmen til et mere terapeutisk toneleje. – OK, siger han, da jeg ikke svarer. Åndedrættet er roligere nu. – Så kigger du snart forbi, så kan vi se lidt på dine doseringer samtidig. Vil du det? Vil du?
Sit tredje forsøg på at ryge den fuldkomne cigaret må Ulf Solstad gøre alene.
Kapitel 3
Arne Villmyr står ved siden af Anniken Moritzen, der sidder på en kontorstol med hænderne foldet foran sig på skrivebordet. Bag dem indrammer tre vinduer, der går fra gulv til loft, Forus-landskabet med dets larmende motorveje, grønne områder og industribygninger. Arne er lige så smagfuldt klædt, som første gang jeg mødte ham for snart fire år siden i hans villa på Storhaug Vest. Men håret er blevet tyndere og ansigtet blegere.
– Thorkild Aske? siger Anniken Moritzen uden at rejse sig.
– Ja, svarer jeg og går modstræbende nærmere.
– Fint, svarer hun glædesløst. Jeg fornemmer en ligeglad foragt, da hun endelig giver mig hånden. Min mund reagerer ikke på smileimpulsen i højre side, og smilet ligner mest af alt en grimasse.
Arne Villmyr gør ikke tegn til at ville gengælde min gestus, da jeg rækker hånden frem.
– Jeg har et billede af ham her. Anniken Moritzen tager et fotografi op fra en af skrivebordsskufferne.
– Godt! siger jeg forsøgsvis, læner mig mod hende og tager fat i fotografiet med begge hænder, for at det ikke skal glide ud hænderne på mig og ned på gulvet.
– Det er taget for fem måneder siden, da vi besøgte mine forældre i Jylland. Anniken taler en slags stavangersk uden at lægge skjul på sit danske ophav. Hun er midt i halvtredserne, iført en mørkeblå habitjakke med matchende nederdel og en hvid skjorte, hvor de to øverste knapper er åbne. Det slår mig, at hun må være et helt hoved højere end sin eksmand.
– Det ser ud som et dejligt sted for et barn at vokse op.
Hun ser på mig som for at sige, at hun udmærket ved, hvad jeg har gang i, men lader det passere. – Det er det sidste billede, jeg har af ham. Hun dvæler ved billedet, som om hun befinder sig der, i sine forældres have, i færd med at grille og drikke saft. Hendes søn, Rasmus, passer grillen, han er iført røde Liverpool-shorts, sandaler og en hvid kokkehue. Han er solbrændt og atletisk bygget. Bedstefar løfter glasset, og Anniken Mouritzen sidder i en stol og vinker til kameraet.
– Rasmus og nogle af hans skolekammerater har i det sidste år sejlet verden rundt. Anniken ser drømmende mod bagsiden af fotografiet, mens hun taler, som om hun forsøger at suge den sidste rest ud af det minde, det frembringer i hende. – Men efter en tur til Nordnorge fik Rasmus den ide at omdanne et tidligere kursus- og konferencecenter i et fyrtårn deroppe til et oplevelseshotel.
– Oplevelseshotel?
– Vragdykning, undervandsjagt og lignende friluftsaktiviteter. Rasmus siger, det er vældig populært i udlandet.
– Hvor gammel er han? spørger jeg, selv om jeg godt ved det. I bussen på vej til Forus fandt jeg på en netavis fra Tromsø en notits om en 27-årig mand, der var forsvundet, og som formodedes at være omkommet i en dykkerulykke ikke ret langt væk fra den lille bebyggelse Skjellvik i Blekøyvær kommune.
– Vores Rasmus er 27 år.
– Og hvornår tog han derop?
– Anniken købte stedet til ham i sommer, siger Arne. Bag ham er solnedgangsbrisen begyndt at trække i regnskyerne igen. Blege grålige nuancer, der driver hurtigt mod sydøst.
Anniken nikker uden at se på nogen af os. – Hele fyrholmen har ligget øde hen siden det tidligere konferencecenter blev nedlagt engang i 80’erne. Rasmus tog derop i sommer sammen med nogle venner, der skulle hjælpe ham med restaureringen i hele ferien.
– Hvornår forsvandt han?
– Sidste gang jeg talte med ham var i fredags, for fem dage siden. Politiet fandt hans båd i går morges. Derfor mener de, at han tog ud for at dykke enten lørdag eller søndag.
– Og du? Jeg ser op på Arne Villmyr, der stirrer tomt frem for sig som en soldat i giv agt-stilling, mens regnen prikker let mod vinduerne bag ham.
Arne ryster på hovedet, samtidig med at himlen åbner sine sluser med bulder og brag, og vandet begynder at løbe i stride strømme ned ad vinduesruderne.
– De har ikke nogen særlig kontakt, svarer Anniken og presser armene mod overkroppen, som om hun med ét befinder sig derude i regnskyllet.
– Var han alene, da han forsvandt? spørger jeg, mens mit blik søger væk fra fotografiet og ind i de tunge gråtoner uden for ruderne.
– Ja, den sidste måned var det kun ham, der var der.
– Hvorfor mener politiet, at han er druknet? Bare lidt endnu, Thorkild, messer jeg indvendigt til lyden af vand mod industriglas. Et par spørgsmål til, så kan du tage hjem igen.
– Da de fandt båden, var dykkerudstyret væk. Rasmus plejer at sejle ud til skærene uden for fyret og dykke, når han har tid. I fredags sagde han, at han ville tage ud og dykke i weekenden, hvis vejret blev godt nok.
– Har I nogen grund til at tro, at der er sket noget andet med ham, at det her ikke er en drukneulykke?
– Nej.
Jeg kan se irritationen i Annikens ansigt. Formodentlig afbryder jeg hende samme sted, som alle de andre hun har været i kontakt med siden sønnen forsvandt. Jeg mærker, at jeg får lyst til at gå hen og ruske i hende, fortælle hende, at hun skal vågne. Holde op med at drømme. Det fører ingen vegne, det eneste, det gør, er at knuse hjerter og slå mennesker i stykker. De drømme vi drømmer med åbne øjne.
– Jeg tog derop, da han ikke svarede. Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Anniken Moritzen vender sig mod sin eksmand. – Jeg sagde det jo til dig. Han ville have ringet tilbage. Han ringer altid tilbage.
Arne lægger forsigtigt hånden på hendes skulder og nikker tavst.
– Men det var et forfærdeligt vejr deroppe, fortsætter hun. – Lensmanden og betjenten nægtede at køre mig ud til fyret, de behandlede mig som en hystade, de bare kunne henvise til et hotelværelse i Tromsø, 100 kilometer væk, mens de selv blev siddende på deres kontorer og intet gjorde. De sidder bare der, forstår du? De sidder bare der og gør ingenting, mens min søn befinder sig et sted ude på havet og har brug for hjælp! Hun græder bittert. – Det var derfor, jeg kom hjem igen, Arne, hvisker hun, mens øjnene løber over. – Fordi du sagde, du ville finde en, der kunne hjælpe os. En, de ville lytte til. Husker du det? Du lovede at finde en, der kunne hjælpe os.
Arne lukker øjnene, holder dem lukket, mens han nikker, igen og igen. Anniken Moritzen vender sig om mod mig igen. – Dig, Aske. Hun trækker vejret dybt og tørrer kinderne med håndryggen. – Dig vil de godt tale med, jeg ved det. Du vil kunne finde ham, siger hun og smiler varmt ved det, som tanken maner frem i hende. Klamrer sig til illusionen om, at der stadig er tid. – Ja, du kan finde Rasmus for mig.
Jeg sænker blikket ned mod manden på fotografiet igen. Da jeg var på Rasmus’ alder, var jeg politiassistent i Finnmark og brugte min tid på at overtale fulde scooterkørere til ikke at plaffe vejskiltene i området i stykker. – Jeg er ikke efterforsker, begynder jeg og lægger fotografiet på skrivebordet foran mig.
– Vi skal nok betale dig, siger Arne Villmyr. – Hvis det er pengene, du tænker på.
– Det er ikke det, hvisker jeg. Jeg skal lige til at sige, at det er for sent. At ingen forsvinder på havet under sådanne omstændigheder og kommer tilbage næsten en uge senere. Men Arne Villmyr har allerede sluppet sit greb i stoleryggen og er på vej rundt om skrivebordet.
– Kom, siger han og tager fat i min overarm. Han peger brysk hen mod døren. – Lad os tage resten af samtalen udenfor.
Vi forlader Anniken Moritzen og går ud i gangen og hen mod elevatoren.
– Sådan, siger han og slipper grebet om min arm, da vi når derhen. Han trykker på elevatorknappen og vender sig om mod mig. – Så er der kun os to tilbage.
– Hør nu, begynder jeg, men bliver afbrudt.
– Min søn er død, siger Arne Villmyr roligt, mens han retter på sin skjorte. – Der er intet at efterforske, fortsætter han, da han er færdig med skjorten. Han ser på mig. – Det, du skal, er at tage derop, finde liget af ham og få det tilbage hertil.
– Men herregud, udbryder jeg og slår opgivende ud med armene.
– Hvordan?
– Svøm, dyk, spring gennem glødende flammeringe, jeg vil skide på hvordan. Jeg mistede Rasmus, da jeg forlod min familie for mange, mange år siden. Men han kan ikke bare forsvinde, som om han aldrig har eksisteret. Vi har brug for en grav, som vi kan besøge. Arnes kæbemuskler spændes, og blikket bliver hårdere. – Og jeg har overbevist mig selv om, at du er den, der kan give os det. Kald det en tilbagebetaling af gammel gæld, kald det hvad fanden du vil, bare find ham, og få ham hjem igen.
– Arne, begynder jeg. – Alvorlig talt. Det, der skete med Frei, det kan du ikke bruge nu. Ikke på den her måde …
– Stop, Thorkild, siger han lige så roligt og sindigt som før, men jeg kan se, hvordan brystkassen hæver og sænker sig under skjorten. – Du må ikke tale om hende, fortsætter han. – Ikke endnu. Ikke før du har fundet Rasmus og fået ham hjem igen. Bagefter kan du krybe tilbage i dit hul og gøre, hvad du vil med resten af dit liv. Men indtil da leder du, og jeg betaler. OK?
Elevatoren er allerede kommet og forsvundet videre ned, da Arne vender sig om og går tilbage mod Anniken Moritzens kontor. Han standser foran døren med ryggen til mig. – Giv os en grav, Aske, siger han og lægger hånden på dørhåndtaget. – Bare en grav? Er det så helvedes meget at bede om?
Kapitel 4
Lejligheden er altid mest grå om aftenen. Det dunkle lys omkring fleecetæppet, som jeg har hængt op foran vinduet i stuen, forstærker den døde farve, der fylder rummet fra gulv til loft. Udenfor kan jeg høre regnvand pible ned gennem tagrenden og den susende lyd af bilerne, der kører frem og tilbage over søjlebroen mellem byen og Grasholmen, Hundvåg og de andre øer.
Jeg ligger i sofaen. I baggrunden knitrer radioen i takt med kaffemaskinens klukken.
Jeg kan høre Leonard Cohen proklamere med hæs stemme: … You who wish to conquer pain, you must learn what makes me kind … Ulf foreslog tidligt i behandlingen, at jeg skulle lytte til musik efter aftendosen, sådan at kroppen får al den sedative stimulans den behøver for at bekæmpe søvnproblemerne. Men jeg foretrækker stadig radioen og den uvished, den bringer med.
Jeg ruller om på siden og vender ansigtet ind mod mørket og stolen mellem væggen og køkkenkrogen, hvor jeg hører en lyd. – Frei, gisper jeg og sætter mig op samtidig med at Cohens stemme dukker op igen som en fintonet cellostreng: … You say you’ve gone away from me, but I can feel you when you breathe …
Lugten i stuen er pludselig jordagtig og sur. Jeg kravler forsigtigt op fra sofaen og rejser mig. Jeg mærker en intens kriblen i hele kroppen. Forventningen, glæden over det, der er ved at ske.
Jeg går hen til stolen og rækker hånden frem mod mørket foran mig samtidig med at radioen knitrer igen. Så dør musikken hen og erstattes af en skurrende baggrundsstøj, der flettes ind i efterårsregnen udenfor.
Vi danser. Tæt sammenvævet med den summende lyd fra køleskabet i den trange køkkenkrog. Ingen musik, intet lys, kun regnens susen og den opdelte himmel over os. Jeg ænser ikke længere den brændende smerte i kinden. Alt, hvad jeg ser, er hendes læber, der skælver svagt i takt med kroppens monotone vuggen fra side til side.
– Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen, hulker jeg krampagtigt, og noget eksploderer et sted under ansigtshuden da tårerne, der har samlet sig i de ødelagte tårekanaler, endelig bryder frem.
Hendes korngule viltre hår har mistet al farve og glans. Duften af ukendte planteekstrakter, krydderier, vanilje er væk, erstattet af den rå lugt af desinfektionssæbe og kold jord. Lugten af hende, af os, er væk: vasket bort af den tid, vi har været væk fra hinanden.
– Men så kom du tilbage. Jeg lægger min hånd i hendes, trækker kroppen tættere på og forsøger at begrave ansigtet i hendes hår, ånde ind, igen og igen, før hendes hoved falder tungt mod min brystkasse. – Kom, stønner jeg træt og lægger armen om hendes talje og trækker kroppen tættere på.
Vi vakler hen til sovesofaen, hvor jeg trækker tæppet af og lægger det over skuldrene som en kappe, før jeg klatrer op. Jeg mærker, at jeg skælver, idet hendes kolde krop møder min.
Skælver af glæde.
Kapitel 5
Første dag med Frei, Stavanger den 22. oktober 2011
Jeg var for nyligt kommet tilbage til mit arbejde ved Specialenheden i Bergen efter næsten et helt år i USA. Jeg var på job i Stavanger og befandt mig på trappen uden for en villa i den vestlige del af kvarteret Storhaug. Her skulle jeg mødes med en advokat, der var tilknyttet en af de to sager, jeg var i byen for at se på.
Den første handlede om et muligt brud på tavshedspligten, angiveligt begået af en person, der var ansat i retten, i forbindelse med en erstatningssag, der involverede to udenlandske olieselskaber i byen. Den anden var langt alvorligere. En betjent ved Stavanger politi var blevet anmeldt af en kollega for adskillige overtrædelser af straffeloven og våbenloven. Jeg skulle afhøre betjenten senere på ugen.
– Hvem er du? spurgte en stemme bag mig, da jeg skulle til at ringe på døren. Solen skinnede, det var varmt og mildt, selv om efteråret allerede havde vist sig i træernes blade. Jeg vendte mig brat om. Hendes øjne var smalle, markante, ansigtet ovalt og omkranset af krøller, der var sat op i den ene side.
– Thorkild Aske, svarede jeg og trådte et skridt til siden. – Og hvem er du?
– Frei, sagde hun og gik op ad trappen, sådan at hun stod lige ved siden af mig. Frei var i begyndelsen af tyverne og næsten lige så høj som mig. – Hvad skal du her?
– Jeg har en aftale nu her klokken fem med Arne Villmyr. Bor han her?
– Er du fra politiet?
– På en måde.
Frei lagde hånden på gelænderet og lænede sig let bagover, mens hun så på mig med et flammende ungdommeligt blik, der fik mig til at ville vende mig bort i skam over min alder og fysiske utilstrækkelighed.
– På hvilken måde?
– Jeg arbejder ved Specialenheden for politisager, det er os, der …
– Tidligere SEFO. Hun smilede skævt, før jeg var færdig, og slog døren op med den frie hånd. – Så, hvad laver du hos onkel Arne? Skal han arresteres?
– Som sagt, jeg …
– Frei, er det dig? Skynd dig ind, og luk døren efter dig, lød en mandestemme inde fra huset. – Jeg tror, vi har et hvepsebo under verandaen, og jeg vil ikke have de ækle kryb ind i stuen.
Et øjeblik rettede jeg blikket mod himlen og det skarpe sollys, så kiggede jeg igen på Frei. Hun havde sluppet gelænderet, var gået ind, havde sparket sandalerne af i gangen og spadserede nu barfodet hen over parketgulvet mod stuen, der lå for enden af en lys gang.
– Der er en mand her, sagde hun lige netop højt nok til, at jeg kunne høre hende. – En politimand af en slags, der vil tale med dig …
Norske Heine Bakkeid har med sin serie om den tidligere afhøringsleder Thorkild Aske markeret sig som en af de stærkeste nye stemmer på den nordiske krimiscene.
Thorkild Aske, tidligere afhøringsleder i den norske Specialenhed for politisager, er netop blevet løsladt efter at have afsonet tre år for manddrab. Hans tilværelse er formålsløs, og allerhelst gjorde han en ende på den.
Læs også: Heine Bakkeid. Den nye norske krimistjerne du ikke bør snyde dig selv for
En gammel bekendt beder Thorkild om at undersøge en ung mands forsvinden, prøver Thorkild først at afslå. Skyldfølelsen fra en gammel sag overvinder ham dog, og han ender med at drage mod et fyr på en lille ø i Nordnorge for at finde den forsvundne mand.
Da et lig skyller i land, forventer Thorkild, at det tilhører den unge mand. Det viser sig dog at være en kvinde. Uden ansigt.
Thorkild Aske er ikke alene på den øde fyrholm.
Heine Bakkeid
Jeg vil savne dig i morgen
Tre minutter over fem kommer fortrydelsen. En panisk fortrydelse, der jager gennem kroppen, mens jeg gisper og snapper efter vejret. Jeg ryster, skælver og spræller med benene for at komme fri, uden at det hjælper.
To minutter senere: Den desperate vejrtrækning er endelig overstået. Jeg kan mærke, at jeg ikke længere har brug for ilt, hænger bare der i tovet og mærker, hvordan systemet lukker ned.
Otte minutter over: Jeg kan høre vandet piske ned på fliserne under mig. En hæs lyd trænger ud fra struben, mens tårer eller vanddamp løber ned ad kinderne og tager det, der er tilbage af mig, med ned i afløbene. Jeg fryser.
Så står hun der. Lige foran mig, lige så grå som resten af rummet. Jeg kan mærke, at jeg vil le, juble af glæde over at se hende igen. Jeg forsøger at åbne munden for at fortælle hende det, sige at lykkeligere kan et menneske ikke blive. I stedet hører jeg et knæk, og i næste øjeblik ligger jeg på gulvet. Vandet fra fængselsbruserne skyller ned over mit ansigt, mens vægurets sorte viser flytter sig et nyt ryk fremad.
Ti minutter over fem.
Onsdag
Kapitel 1
Stavanger er byen med de bløde hundelorte. De skyder op som små asfaltsvampe og kaster på deres egen ulækre måde en brunlig farve over stedet.
Jeg går uden om endnu en asfaltsvamp og skynder mig hen ad Pedersgade ind mod centrum. Tidligere holdt Aetat til i et åbent kontorlandskab indrammet af panoramavinduer i gadeplan ud mod Klubbgata og Breiavatnet. På den måde kunne de forbipasserende se ned på staklerne derinde, som fortvivlet forsøgte at skjule sig for naboer og bekendte bag plasticpotteplanter, rumdelere og lampeskærme, mens de måtte forklare, hvorfor de ikke længere havde et job. Denne iscenesættelse af det asociale individ har, siden jeg var her sidst, skiftet navn og sted. Nu ligger jobcentret i mere traditionelt indrettede gemakker i nærheden.
Jeg trækker et nummer i en automat og sætter mig i en rød sofa i et vinduesløst lokale med tung luft; en slags bunker på gadeniveau, hvor lugten af sved og sure tæer og den generelle taberstemning, der udgår fra klientellet, fylder ens sanser i samme øjeblik, man træder ind over dørtærsklen. Til trods for de mange mennesker omkring mig er der stille. Kun en let summen og en sporadisk tastaturklapren bryder stilheden.
– 38?
En kvindelig sagsbehandler stikker hovedet ud ad en dør og ser rundt i venteværelset. Da jeg er kommet tæt nok på, giver hun mig et slapt håndtryk og viser mig ind.
– Jeg er Iljana, siger hun med en stærk østeuropæisk accent og lader sig synke ned på kontorstolen. – Sæt dig bare ned.
– Tak, siger jeg og sætter mig.
Iljana har sort, stridt hår, der er sat op i nakken. Hun er iført et gråt jakkesæt med store sorte knapper, den slags man før i tiden brugte til øjne på bamser. – Hvad kan jeg gøre for dig?
Jeg giver hende mit personnummer, og Iljana vender ryggen til og taster det ind.
– Thorkild Aske?
– Ja, det er mig.
– Har du meldt dig som arbejdssøgende tidligere?
– Nej.
Jeg rækker hende det brev, jeg har med fra resocialiseringskonsulenten i Stavanger fængsel.
Iljana læner sig ind mod bordet og computerskærmen, mens hun læser. Da hun er færdig, smiler hun let. Hun har små tænder, unaturligt små, barnetænder næsten, og øjne, der er lige så grå som jakkesættet.
– Javel, Thorkild. Hun folder hænderne i skødet. – Resocialiseringskonsulenten skriver, at du har valgt at tage imod et tværfagligt tilbud om hjælp til at komme tilbage til samfundet efter afsoningen. Og det er jo fint. Hun betoner ordet fint og smiler igen.
Jeg nikker.
– Jeg har været til møde med Kriminalforsorgen, der har fundet en bolig til mig, fået tildelt en psykiater og en læge og talt med diverse udredningsenheder. De har hjulpet mig med at etablere en ansvarsgruppe for at kunne tale om fortiden og planlægge fremtiden, sådan at jeg kan bryde med min kriminelle løbebane. Jeg er næsten et hundrede procent rehabiliteret, hvis du spørger mig.
Hun fatter ikke humoren i det, jeg siger, og vender sig igen mod skærmen. – Du er uddannet på Politiskolen.
Hun scroller ned over skærmen, mens hun taler. – Betjent, assistent, stilling i SEFO og derefter fastansættelse i Specialenheden for politisager. Hun tøver, lader tungespidsen glide over de små fortænder, før hun igen vender sig om mod mig.
Jeg kommer hende i forkøbet. – Det er politiet, der jagter politiet.
– Javel. Hun nikker. – Så er det vel naturligt, at vi leder efter et job inden for politiet, når du er klar igen, ikke?
Jeg smiler tilbage. – Tab af stilling, siger jeg og mærker, hvordan smerten i kinden og den murrende følelse i mellemgulvet er ved at komme igen. Samtidig er jeg så tør i munden, at det er svært at tale.
– Hvabehar?
Jeg skruer låget af vandflasken, som jeg har med, og drikker, håber, at vandet vil gøre det hele bedre. – Jeg blev også idømt tab af stilling.
– For hvor længe?
– Så længe jeg lever, svarer jeg og skruer låget på og placerer vandflasken på gulvet ved siden af stolen. Den prikkende fornemmelse på indersiden af ansigtet er ved at gå over i en smertefuld pulserende banken. – Og lidt til.
– Så hvad har du tænkt dig at gøre nu?
– Det var det, jeg håbede, at du ville fortælle mig.
Jeg tager vandflasken op igen, knuger den mellem hænderne. Smerterne, lugten, lyset, fraværet af frisk luft og det at måtte sidde her og tale med endnu en fremmed, endnu en ansvarsperson, gør mig rastløs. Jeg føler et intenst behov for at være alene i et værelse uden reflekterende flader. Men jeg ved godt, at jeg skal igennem dette for at komme ud på den anden side. Ulf siger, at der ikke er nogen vej udenom.
Iljana ser ned på brevet igen, før hun vender sig mod skærmen. – Der står her, at du ønsker at søge om jobafklaringsydelse, mens du er i medicinsk behandling?
Jeg nikker. – Der er stadig en vis uenighed om, hvor mange procent arbejdsevne jeg har tilbage efter – jeg laver anførselstegn i luften – arbejdsulykken. Alligevel er jeg, kontaktbetjentene, resocialiseringskonsulenten, sygehuspersonalet, fængselspræsten, min faste læge, psykologen og min ven psykiateren kommet frem til, at jeg skal gøre et værdigt forsøg på at vende tilbage til arbejdslivet.
– Arbejdsulykke?
– Står det ikke der et sted? Jeg peger på brevet. – Thorkild Aske forsøgte at hænge sig fra et rør i fællesbadet efter nogle måneders afsoning. Midt i vinterferien, ovenikøbet.
– Hvad skete der? kvækker hun.
– Røret knækkede.
Iljana stirrer på mig, som om hun er bange for, at jeg hvert øjeblik vil angribe hende, eller mig selv, med en af plasticbananerne i skålen på hendes skrivebord. – Godt, siger hun tøvende. Hun trækker vejret dybt og rømmer sig. – Du har altså tænkt på en omskoling?
– Til hva’? Jeg klemmer vandflaskens sider ind mod hinanden, til de små vanddråber løber ud over fingrene og ned på gulvet. – En 44 år gammel olieingeniør med hjerneskade? Børsmægler? Tandplejer?
Iljana kigger stjålent ned mod uret i højre hjørne af computerskærmen, før hun med fornyet styrke siger: – Jeg foreslår, at vi afventer resultatet af ansøgningen om jobafklaringsydelse. I mellemtiden ser vi efter forskellige mulige veje ind i arbejdslivet igen, uden for politiet. Hun trykker på tastaturet igen, scroller og trykker lidt igen, før hun til sidst er tilfreds og vender sig om mod mig. – Hvad siger du til at arbejde i et callcenter?
Kapitel 2
Jeg beslutter at forsøge at spise smerterne i kinden og i mellemgulvet væk og køber en clubsandwich på en cafe i nærheden af NAV-kontoret. Derefter går jeg op ad Hospitalgata og videre ad Pedersgata mod den etværelseslejlighed, jeg har fået tildelt af Kriminalforsorgen, lige under bybroen.
I postkassen finder jeg et møbelkatalog og et brev stilet til mig. Jeg ved, hvad der er i konvolutten. Det er altid det samme, det eneste, der ændrer sig, er børnenes alder. De vokser, selv om deres ansigter aldrig er de samme. I de første breve var der billeder af babyer, klippet ud af blade og kataloger. I begyndelsen sendte hun også udklip af barnesenge, rangler, sutteflasker og brystpumper.
Jeg tager brevet og kataloget og går op og låser mig ind i lejligheden. Posten lægger jeg på bordet mellem topersoners sofaen og tv-bordet uden tv-apparat, derefter går jeg hen i køkkenhjørnet og tager doseringsæsken i skabet over komfuret. Jeg åbner onsdagslåget og tømmer indholdet fra det midterste rum ud i håndfladen og skyller det ned med en slurk vand. Så tænder jeg for kaffemaskinen og sætter mig i sofaen med brevet.
Denne gang er der to udklip i konvolutten. Det ene forestiller en dreng på syv-otte år med brune krøller iført en spraglet T-shirt med et tryk af en fisk med hat og snorkel, der svømmer rundt i et rev. Neden under billedet står der ‘Tøj til leg og fest – jeans, bukser, T-shirts, jakker og meget mere. Vi har slidstærkt tøj i alle farver til alle børn’.
Det næste udklip viser en pige på samme alder. Ifølge billedteksten er hun iført en kort pudderfarvet jakke med aftagelig syntetisk pelskrave, tætsiddende jeans og matchende T-shirt … Vi har hverdagsjeans, praktisk tøj til leg, festtøj og alt derimellem.
Jeg lægger forsigtigt udklippene tilbage i konvolutten, skubber den hen i modsat ende af bordet sammen med møbelkataloget, hvorefter jeg læner mig tilbage i sofaen og lukker øjnene.
Så ringer telefonen.
– Nå? siger en grov mandestemme med tydelig Bergen-dialekt. Samtidig kan jeg høre en grådig, næsten intim inhalering af en cigaret. Ulf Solstad er uddannet psykiater og leder af min nyoprettede ansvarsgruppe. – Hvordan gik mødet?
Jeg lærte Ulf at kende under min tid i Stavanger fængsel, hvor han afsonede en dom på 18 måneder for afpresning, uden at det ser ud til at have lagt en dæmper på kundernes interesse. Faktisk er han mere attraktiv for folk med penge og problemer nu, end før han røg ind.
– Supergodt, svarer jeg syrligt. – Man spår mig en lysende fremtid inden for callcenter-sektoren.
– Slap nu af. Ulf trækker a’erne unaturligt langt ud, selv for en bergenser. – Hold ud, og følg rottegangene igennem det forvirrende netværk, de har lavet til sådan nogle som dig. Det er lavet med henblik på at skille dem ud, der ikke er stærke nok. Jeg lover dig, at så snart vi har fået dig på jobafklaringsydelse, varer det ikke længe, før du for altid træder ind i de asociales rækker. Og i mellemtiden: Stay cool.
– Hva’?!
– Hør her, siger Ulf, mens jeg trækker mig selv op fra sofaen for at lede efter vandflasken. – Jeg er beæret over, at du ville have mig med i din ansvarsgruppe, og lover, at jeg skal gøre mit bedste for, at du får det liv, du ønsker dig, Thorkild.
Jeg kan høre cigaretten knitre. – Jeg har brug for mere Sobril. Jeg får endelig fat i vandflasken, der er faldet på gulvet og rullet ind under sofaen. – Jeg har næsten ikke mere tilbage. Desuden må vi øge dosen af OxyContin.
– Er smerterne blevet værre?
– Ja, siger jeg. – Og jeg er begyndt at få krampe i benene, når jeg går.
– Måske skulle vi hellere se på doseringen af Neurontin?
– Nej, siger jeg skarpt og presser pegefingeren ind i den ødelagte kind. Hele ansigtet begynder at brænde af smerte. – Jeg får ondt i hovedet af dem. Og af Risperdal. Jeg kan ikke tåle dem.
– Thorkild, det her har vi talt om før. Neurontin er specifik rettet mod nervesmerter, dem skal du højst sandsynligt tage resten af livet. Risperdal er et antipsykotikum, som du stadig har brug for, i allerhøjeste grad. Det er altid benzodiazepinerne, man tror, man har brug for flere af. Fordi de dæmper angsten, dem og Oxy’erne. Sådan er det altid, men man bliver afhængig af dem, det ved du godt. Hvis vi skal trappe ned, så begynder vi med dem, efterhånden som du finder dig til rette uden for murene igen, ikke?
– Jeg kan ikke sove, siger jeg surt og skubber posten ud over bordkanten med hælen. Jeg ved, at han har ret, og det irriterer mig.
– Jo, du kan, svarer Ulf roligt. – Det er derfor, jeg har udskrevet Sarotex til dig. Han hoster, før han fortsætter: – Du tager stadig det hele, gør du ikke?
– Hvad mener du?
– Medicinen? Du tager det hele?
– Selvfølgelig.
– Også Risperdal?
– Ja.
– Du ved godt, at du har brug for dem, ikke, Thorkild?
– Jo, jeg ved det, svarer jeg kort for hovedet.
– Hold op! siger Ulf. – Jeg er ikke din skide krumryggede fængselspræst, der forsøger at opfylde sin himmelkvote. Han trækker vejret tungt igen. Jeg har ødelagt hans rygeritual, og han vil skulle tænde en ny cigaret, lige så snart den her er røget ned til filteret.
– Han sagde, at jeg var en bi uden blomster.
– Hvem?
– Fængselspræsten?
– Det er da løgn?
– Nej.
Ulf tænder en ny cigaret, mens han ånder tungt ind i telefonen. – Fortæl mig den historie, Thorkild. Vil du gøre det for mig?
Jeg beslutter, at han skal nyde den her cigaret, og fortæller historien. – Jeg er en bi i en verden uden blomster, og det er op til mig at afgøre, hvad jeg vil bruge tiden frem til vinteren på.
– Vinteren? Ulf inhalerer og puster tilfreds røgen ud. Jeg kan høre ham i røret. Taknemligheden ligger i at inhalere og puste ud.
– Vinteren, der før eller senere kommer ind i alles liv, fortsætter jeg og mærker, hvordan musklerne slapper af. Jeg synker ned i sofaen, lader den trække mig ned gennem puderne. Effekten af de gode piller får smerterne til at opløse sig og forsvinde.
– Det er en joke, ikke? Sig at det er en joke, Thorkild.
– Nej. Jeg joker ikke. Det er som at høre bølger slå mod sten. Schhhhp … Puuuuh. Schhhhp … Puuuuuh.
– Det er det værste, jeg har hørt: Schhhhp … Puuuuuh.
– Du er velkommen!
– Du, begynder Ulf, da jeg vil lægge på. Tonelejet er præcis så højt at det bryder stemningen. – Der er en, der vil tale med dig.
– Aha?
– En, du kender. Fra før.
Han tøver, trækker på det, som om han stadig ikke har besluttet sig for, om det her egentlig er noget, han bør fortælle mig, før ansvarsgruppen har dissekeret sagen.
– Hvem?
– Freis onkel, siger Ulf og tilføjer: – og hans ekskone, Anniken Moritzen.
– Arne Villmyr? Jeg mærker uroen komme krybende. Mundhulen føles pludselig knastør, og lyset, der presser sig mod fleecetæppet foran vinduet, svider i øjnene. – Hvorfor?
– Det drejer sig ikke om Frei, svarer Ulf anstrengt, som om han stadig ikke er helt sikker på det, han er i færd med at gøre. – Arne og hans ekskone, de har en søn sammen …
– Arne er bøsse, siger jeg stridbart. Jeg kan ikke lide den retning, samtalen er ved at tage, og samtidig vokser uroen og trangen til bare at lægge på, lukke lyset og lydene ude, i mig.
– Alligevel, siger Ulf roligt, uden at give mig et påskud til at lægge på, – har han altså både en ekskone og en søn …
– Hvad har det med mig at gøre? Jeg kniber øjnene sammen og vender ansigtet væk fra fleecetæppet og lyset, der trænger igennem det.
– Hvis du lige lader mig tale ud, hvisker Ulf og puster tungt ud. – Altså: Anniken Moritzen er en af mine patienter. Hun har brug for … han tøver igen, inhalerer: – De har brug for hjælp. Deres søn er forsvundet.
– Jeg er ikke nogen privatefterforsker.
– Nej, gud forbyde det, siger Ulf hikstende. – Men Anniken er en ven, og jeg ved ikke, hvor meget jeg kan gøre for hende i denne situation. Desuden har du og Arne en fortid sammen, som du ikke kan løbe fra lige meget hvad, og nu har han bedt om at tale med dig. Jeg antager, at du skylder ham det?
Smerterne presser mod ansigtshuden, øjnene og hjernebarken. – Vær nu rar, stønner jeg med sammenbidte tænder. – Ikke i dag, ikke nu.
– Tal med dem. Hør, hvad de har at sige.
– Jeg har ikke lyst.
Ulf sukker igen. – Du har trukket dit lod, Thorkild, du har været helt nede og er kommet op igen. Som en anden. Han hiver efter vejret igen og skodder cigaretten. Halvrøget, ødelagt. – Du må ikke lade din lejlighed blive din nye fængselscelle. Du har brug for at komme ud, tale med nogen og finde ud, af hvem du vil være i dit nye liv uden for murene.
– Jeg ved det godt, hvisker jeg og synker ned i sofaen igen. Jeg åbner øjnene, tvinger blikket mod det glødende lys, der fylder fleecetæppet, og holder det der, helt til øjnene løber i vand.
– Hvad sagde du?
– At jeg godt ved det.
– Sikker? Ulf Solstad sænker stemmen til et mere terapeutisk toneleje. – OK, siger han, da jeg ikke svarer. Åndedrættet er roligere nu. – Så kigger du snart forbi, så kan vi se lidt på dine doseringer samtidig. Vil du det? Vil du?
Sit tredje forsøg på at ryge den fuldkomne cigaret må Ulf Solstad gøre alene.
Kapitel 3
Arne Villmyr står ved siden af Anniken Moritzen, der sidder på en kontorstol med hænderne foldet foran sig på skrivebordet. Bag dem indrammer tre vinduer, der går fra gulv til loft, Forus-landskabet med dets larmende motorveje, grønne områder og industribygninger. Arne er lige så smagfuldt klædt, som første gang jeg mødte ham for snart fire år siden i hans villa på Storhaug Vest. Men håret er blevet tyndere og ansigtet blegere.
– Thorkild Aske? siger Anniken Moritzen uden at rejse sig.
– Ja, svarer jeg og går modstræbende nærmere.
– Fint, svarer hun glædesløst. Jeg fornemmer en ligeglad foragt, da hun endelig giver mig hånden. Min mund reagerer ikke på smileimpulsen i højre side, og smilet ligner mest af alt en grimasse.
Arne Villmyr gør ikke tegn til at ville gengælde min gestus, da jeg rækker hånden frem.
– Jeg har et billede af ham her. Anniken Moritzen tager et fotografi op fra en af skrivebordsskufferne.
– Godt! siger jeg forsøgsvis, læner mig mod hende og tager fat i fotografiet med begge hænder, for at det ikke skal glide ud hænderne på mig og ned på gulvet.
– Det er taget for fem måneder siden, da vi besøgte mine forældre i Jylland. Anniken taler en slags stavangersk uden at lægge skjul på sit danske ophav. Hun er midt i halvtredserne, iført en mørkeblå habitjakke med matchende nederdel og en hvid skjorte, hvor de to øverste knapper er åbne. Det slår mig, at hun må være et helt hoved højere end sin eksmand.
– Det ser ud som et dejligt sted for et barn at vokse op.
Hun ser på mig som for at sige, at hun udmærket ved, hvad jeg har gang i, men lader det passere. – Det er det sidste billede, jeg har af ham. Hun dvæler ved billedet, som om hun befinder sig der, i sine forældres have, i færd med at grille og drikke saft. Hendes søn, Rasmus, passer grillen, han er iført røde Liverpool-shorts, sandaler og en hvid kokkehue. Han er solbrændt og atletisk bygget. Bedstefar løfter glasset, og Anniken Mouritzen sidder i en stol og vinker til kameraet.
– Rasmus og nogle af hans skolekammerater har i det sidste år sejlet verden rundt. Anniken ser drømmende mod bagsiden af fotografiet, mens hun taler, som om hun forsøger at suge den sidste rest ud af det minde, det frembringer i hende. – Men efter en tur til Nordnorge fik Rasmus den ide at omdanne et tidligere kursus- og konferencecenter i et fyrtårn deroppe til et oplevelseshotel.
– Oplevelseshotel?
– Vragdykning, undervandsjagt og lignende friluftsaktiviteter. Rasmus siger, det er vældig populært i udlandet.
– Hvor gammel er han? spørger jeg, selv om jeg godt ved det. I bussen på vej til Forus fandt jeg på en netavis fra Tromsø en notits om en 27-årig mand, der var forsvundet, og som formodedes at være omkommet i en dykkerulykke ikke ret langt væk fra den lille bebyggelse Skjellvik i Blekøyvær kommune.
– Vores Rasmus er 27 år.
– Og hvornår tog han derop?
– Anniken købte stedet til ham i sommer, siger Arne. Bag ham er solnedgangsbrisen begyndt at trække i regnskyerne igen. Blege grålige nuancer, der driver hurtigt mod sydøst.
Anniken nikker uden at se på nogen af os. – Hele fyrholmen har ligget øde hen siden det tidligere konferencecenter blev nedlagt engang i 80’erne. Rasmus tog derop i sommer sammen med nogle venner, der skulle hjælpe ham med restaureringen i hele ferien.
– Hvornår forsvandt han?
– Sidste gang jeg talte med ham var i fredags, for fem dage siden. Politiet fandt hans båd i går morges. Derfor mener de, at han tog ud for at dykke enten lørdag eller søndag.
– Og du? Jeg ser op på Arne Villmyr, der stirrer tomt frem for sig som en soldat i giv agt-stilling, mens regnen prikker let mod vinduerne bag ham.
Arne ryster på hovedet, samtidig med at himlen åbner sine sluser med bulder og brag, og vandet begynder at løbe i stride strømme ned ad vinduesruderne.
– De har ikke nogen særlig kontakt, svarer Anniken og presser armene mod overkroppen, som om hun med ét befinder sig derude i regnskyllet.
– Var han alene, da han forsvandt? spørger jeg, mens mit blik søger væk fra fotografiet og ind i de tunge gråtoner uden for ruderne.
– Ja, den sidste måned var det kun ham, der var der.
– Hvorfor mener politiet, at han er druknet? Bare lidt endnu, Thorkild, messer jeg indvendigt til lyden af vand mod industriglas. Et par spørgsmål til, så kan du tage hjem igen.
– Da de fandt båden, var dykkerudstyret væk. Rasmus plejer at sejle ud til skærene uden for fyret og dykke, når han har tid. I fredags sagde han, at han ville tage ud og dykke i weekenden, hvis vejret blev godt nok.
– Har I nogen grund til at tro, at der er sket noget andet med ham, at det her ikke er en drukneulykke?
– Nej.
Jeg kan se irritationen i Annikens ansigt. Formodentlig afbryder jeg hende samme sted, som alle de andre hun har været i kontakt med siden sønnen forsvandt. Jeg mærker, at jeg får lyst til at gå hen og ruske i hende, fortælle hende, at hun skal vågne. Holde op med at drømme. Det fører ingen vegne, det eneste, det gør, er at knuse hjerter og slå mennesker i stykker. De drømme vi drømmer med åbne øjne.
– Jeg tog derop, da han ikke svarede. Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Anniken Moritzen vender sig mod sin eksmand. – Jeg sagde det jo til dig. Han ville have ringet tilbage. Han ringer altid tilbage.
Arne lægger forsigtigt hånden på hendes skulder og nikker tavst.
– Men det var et forfærdeligt vejr deroppe, fortsætter hun. – Lensmanden og betjenten nægtede at køre mig ud til fyret, de behandlede mig som en hystade, de bare kunne henvise til et hotelværelse i Tromsø, 100 kilometer væk, mens de selv blev siddende på deres kontorer og intet gjorde. De sidder bare der, forstår du? De sidder bare der og gør ingenting, mens min søn befinder sig et sted ude på havet og har brug for hjælp! Hun græder bittert. – Det var derfor, jeg kom hjem igen, Arne, hvisker hun, mens øjnene løber over. – Fordi du sagde, du ville finde en, der kunne hjælpe os. En, de ville lytte til. Husker du det? Du lovede at finde en, der kunne hjælpe os.
Arne lukker øjnene, holder dem lukket, mens han nikker, igen og igen. Anniken Moritzen vender sig om mod mig igen. – Dig, Aske. Hun trækker vejret dybt og tørrer kinderne med håndryggen. – Dig vil de godt tale med, jeg ved det. Du vil kunne finde ham, siger hun og smiler varmt ved det, som tanken maner frem i hende. Klamrer sig til illusionen om, at der stadig er tid. – Ja, du kan finde Rasmus for mig.
Jeg sænker blikket ned mod manden på fotografiet igen. Da jeg var på Rasmus’ alder, var jeg politiassistent i Finnmark og brugte min tid på at overtale fulde scooterkørere til ikke at plaffe vejskiltene i området i stykker. – Jeg er ikke efterforsker, begynder jeg og lægger fotografiet på skrivebordet foran mig.
– Vi skal nok betale dig, siger Arne Villmyr. – Hvis det er pengene, du tænker på.
– Det er ikke det, hvisker jeg. Jeg skal lige til at sige, at det er for sent. At ingen forsvinder på havet under sådanne omstændigheder og kommer tilbage næsten en uge senere. Men Arne Villmyr har allerede sluppet sit greb i stoleryggen og er på vej rundt om skrivebordet.
– Kom, siger han og tager fat i min overarm. Han peger brysk hen mod døren. – Lad os tage resten af samtalen udenfor.
Vi forlader Anniken Moritzen og går ud i gangen og hen mod elevatoren.
– Sådan, siger han og slipper grebet om min arm, da vi når derhen. Han trykker på elevatorknappen og vender sig om mod mig. – Så er der kun os to tilbage.
– Hør nu, begynder jeg, men bliver afbrudt.
– Min søn er død, siger Arne Villmyr roligt, mens han retter på sin skjorte. – Der er intet at efterforske, fortsætter han, da han er færdig med skjorten. Han ser på mig. – Det, du skal, er at tage derop, finde liget af ham og få det tilbage hertil.
– Men herregud, udbryder jeg og slår opgivende ud med armene.
– Hvordan?
– Svøm, dyk, spring gennem glødende flammeringe, jeg vil skide på hvordan. Jeg mistede Rasmus, da jeg forlod min familie for mange, mange år siden. Men han kan ikke bare forsvinde, som om han aldrig har eksisteret. Vi har brug for en grav, som vi kan besøge. Arnes kæbemuskler spændes, og blikket bliver hårdere. – Og jeg har overbevist mig selv om, at du er den, der kan give os det. Kald det en tilbagebetaling af gammel gæld, kald det hvad fanden du vil, bare find ham, og få ham hjem igen.
– Arne, begynder jeg. – Alvorlig talt. Det, der skete med Frei, det kan du ikke bruge nu. Ikke på den her måde …
– Stop, Thorkild, siger han lige så roligt og sindigt som før, men jeg kan se, hvordan brystkassen hæver og sænker sig under skjorten. – Du må ikke tale om hende, fortsætter han. – Ikke endnu. Ikke før du har fundet Rasmus og fået ham hjem igen. Bagefter kan du krybe tilbage i dit hul og gøre, hvad du vil med resten af dit liv. Men indtil da leder du, og jeg betaler. OK?
Elevatoren er allerede kommet og forsvundet videre ned, da Arne vender sig om og går tilbage mod Anniken Moritzens kontor. Han standser foran døren med ryggen til mig. – Giv os en grav, Aske, siger han og lægger hånden på dørhåndtaget. – Bare en grav? Er det så helvedes meget at bede om?
Kapitel 4
Lejligheden er altid mest grå om aftenen. Det dunkle lys omkring fleecetæppet, som jeg har hængt op foran vinduet i stuen, forstærker den døde farve, der fylder rummet fra gulv til loft. Udenfor kan jeg høre regnvand pible ned gennem tagrenden og den susende lyd af bilerne, der kører frem og tilbage over søjlebroen mellem byen og Grasholmen, Hundvåg og de andre øer.
Jeg ligger i sofaen. I baggrunden knitrer radioen i takt med kaffemaskinens klukken.
Jeg kan høre Leonard Cohen proklamere med hæs stemme: … You who wish to conquer pain, you must learn what makes me kind … Ulf foreslog tidligt i behandlingen, at jeg skulle lytte til musik efter aftendosen, sådan at kroppen får al den sedative stimulans den behøver for at bekæmpe søvnproblemerne. Men jeg foretrækker stadig radioen og den uvished, den bringer med.
Jeg ruller om på siden og vender ansigtet ind mod mørket og stolen mellem væggen og køkkenkrogen, hvor jeg hører en lyd. – Frei, gisper jeg og sætter mig op samtidig med at Cohens stemme dukker op igen som en fintonet cellostreng: … You say you’ve gone away from me, but I can feel you when you breathe …
Lugten i stuen er pludselig jordagtig og sur. Jeg kravler forsigtigt op fra sofaen og rejser mig. Jeg mærker en intens kriblen i hele kroppen. Forventningen, glæden over det, der er ved at ske.
Jeg går hen til stolen og rækker hånden frem mod mørket foran mig samtidig med at radioen knitrer igen. Så dør musikken hen og erstattes af en skurrende baggrundsstøj, der flettes ind i efterårsregnen udenfor.
Vi danser. Tæt sammenvævet med den summende lyd fra køleskabet i den trange køkkenkrog. Ingen musik, intet lys, kun regnens susen og den opdelte himmel over os. Jeg ænser ikke længere den brændende smerte i kinden. Alt, hvad jeg ser, er hendes læber, der skælver svagt i takt med kroppens monotone vuggen fra side til side.
– Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen, hulker jeg krampagtigt, og noget eksploderer et sted under ansigtshuden da tårerne, der har samlet sig i de ødelagte tårekanaler, endelig bryder frem.
Hendes korngule viltre hår har mistet al farve og glans. Duften af ukendte planteekstrakter, krydderier, vanilje er væk, erstattet af den rå lugt af desinfektionssæbe og kold jord. Lugten af hende, af os, er væk: vasket bort af den tid, vi har været væk fra hinanden.
– Men så kom du tilbage. Jeg lægger min hånd i hendes, trækker kroppen tættere på og forsøger at begrave ansigtet i hendes hår, ånde ind, igen og igen, før hendes hoved falder tungt mod min brystkasse. – Kom, stønner jeg træt og lægger armen om hendes talje og trækker kroppen tættere på.
Vi vakler hen til sovesofaen, hvor jeg trækker tæppet af og lægger det over skuldrene som en kappe, før jeg klatrer op. Jeg mærker, at jeg skælver, idet hendes kolde krop møder min.
Skælver af glæde.
Kapitel 5
Første dag med Frei, Stavanger den 22. oktober 2011
Jeg var for nyligt kommet tilbage til mit arbejde ved Specialenheden i Bergen efter næsten et helt år i USA. Jeg var på job i Stavanger og befandt mig på trappen uden for en villa i den vestlige del af kvarteret Storhaug. Her skulle jeg mødes med en advokat, der var tilknyttet en af de to sager, jeg var i byen for at se på.
Den første handlede om et muligt brud på tavshedspligten, angiveligt begået af en person, der var ansat i retten, i forbindelse med en erstatningssag, der involverede to udenlandske olieselskaber i byen. Den anden var langt alvorligere. En betjent ved Stavanger politi var blevet anmeldt af en kollega for adskillige overtrædelser af straffeloven og våbenloven. Jeg skulle afhøre betjenten senere på ugen.
– Hvem er du? spurgte en stemme bag mig, da jeg skulle til at ringe på døren. Solen skinnede, det var varmt og mildt, selv om efteråret allerede havde vist sig i træernes blade. Jeg vendte mig brat om. Hendes øjne var smalle, markante, ansigtet ovalt og omkranset af krøller, der var sat op i den ene side.
– Thorkild Aske, svarede jeg og trådte et skridt til siden. – Og hvem er du?
– Frei, sagde hun og gik op ad trappen, sådan at hun stod lige ved siden af mig. Frei var i begyndelsen af tyverne og næsten lige så høj som mig. – Hvad skal du her?
– Jeg har en aftale nu her klokken fem med Arne Villmyr. Bor han her?
– Er du fra politiet?
– På en måde.
Frei lagde hånden på gelænderet og lænede sig let bagover, mens hun så på mig med et flammende ungdommeligt blik, der fik mig til at ville vende mig bort i skam over min alder og fysiske utilstrækkelighed.
– På hvilken måde?
– Jeg arbejder ved Specialenheden for politisager, det er os, der …
– Tidligere SEFO. Hun smilede skævt, før jeg var færdig, og slog døren op med den frie hånd. – Så, hvad laver du hos onkel Arne? Skal han arresteres?
– Som sagt, jeg …
– Frei, er det dig? Skynd dig ind, og luk døren efter dig, lød en mandestemme inde fra huset. – Jeg tror, vi har et hvepsebo under verandaen, og jeg vil ikke have de ækle kryb ind i stuen.
Et øjeblik rettede jeg blikket mod himlen og det skarpe sollys, så kiggede jeg igen på Frei. Hun havde sluppet gelænderet, var gået ind, havde sparket sandalerne af i gangen og spadserede nu barfodet hen over parketgulvet mod stuen, der lå for enden af en lys gang.
– Der er en mand her, sagde hun lige netop højt nok til, at jeg kunne høre hende. – En politimand af en slags, der vil tale med dig …
Andre læste også: