Af Kim Leine
Da jeg gik i 8. klasse i skolen i min norske bygd, valgte jeg håndarbejde frem for sløjd, hvilket ville sige, at jeg valgte at være sammen med pigerne i stedet for drengene.
Jeg havde ventet, at jeg ville blive mobbet for det, som jeg blev mobbet for alverdens andre ting. Det var en skole med en mobbekultur, der strakte sig fra første klasse og helt op til skolens lærere, og jeg var et af mobningens epicentre.
Men til min overraskelse drillede de mig ikke med det. De, det vil sige drengene, var fuldstændigt lamslåede over, at jeg turde gå ind i løven/løvernes hule og være sammen med pigerne.
Jeg for mit vedkommende følte, at det var det sikreste sted, jeg kunne opholde mig. Piger fik mig til at føle mig tryg. Drenge det modsatte.
Denne forestilling om kønnenes verdensorden blev grundigt ødelagt, da jeg første gang læste Margaret Atwoods Katteøje.
Det var virkelig en knugende ubehagelig læsning, der hensatte mig til min egen skoletid og alle de raffinerede ting, de fandt på for at drive mig ud over kanten og gøre mit liv til et helvede.
Men her i Atwoods roman var der byttet om på kønnene. Nu var det pigerne, der var de onde, og drengene der stod for det positive, trygge, forudsigelige. Hvor mærkeligt.
Offeret bliver bøddel
En vigtig grund til at Atwoods roman virker så stærkt, også nu ved genlæsning, er, at det hele vender 180 grader midt i fortællingen. Offeret bliver til bøddel.
Da romanen fortælles i 1. person, virker denne forvandling meget stærkt. Dette twist gør historien til en ægte tragedie.
At blive mobbet er slemt. At blive mobber er frygteligt!
Pigen Elaine vokser op i den canadiske vildmark sammen med sin familie, fordi hendes far er insektforsker. Meget af dette er bygget på Atwoods egen barndom. Da hun er otte, slår familien sig ned i Toronto. Her bliver Elaine venner med nogle piger, deriblandt Cordelia, mobberen.
Forholdet mellem de to udvikler sig til en livslang følelsesmæssig symbiose. Selv som midaldrende, hvor Elaine er blevet en velrenommeret kunstner, og efter at have været adskilt fra Cordelia i flere årtier søger hun efter hende, og synes hele tiden hun spotter hende på gaden.
De er uløseligt knyttet sammen af de destruktive kræfter, der blev sluppet løs mellem dem i barndommen. Og det er romanens egentlige tragiske kvalitet, synes jeg.
Temperament, overskud – og kynisme
Margaret Atwood burde få Nobelprisen. Hun er meget alsidig. Ud over romaner skriver hun noveller, drama, essays, lyrik og meget andet.
Og med Tjenerindens fortælling skabte hun et mytologisk billede af kvinden som slave i et paternalistisk samfund drevet ud i sin yderste konsekvens. Den er hendes vigtigste roman. Men Katteøje er hendes bedste roman, måske i konkurrence med Den blinde morder.
Jeg elsker Margaret Atwoods temperament, det overskud hun skriver ud fra.
Hun skriver ikke de profundis, nede fra dybet, hun skriver ud af en sprudlende fortælleglæde, humør og generøsitet.
Hun er desuden en meget kynisk forfatter. Der er intet menneskeligt, der forbliver skjult for hendes blik, men ligesom hos Anton Tjekhov er hun i stand til at se sine karakterers latterlige svagheder og stadig vise omsorg for dem.
Og det er måske derfor hun sandsynligvis ikke vil få Nobelprisen (dog med det forbehold at Tjenerindens fortælling bliver opfattet som så vigtig, at den hører til litteraturens kanon). Jeg tror, hun bliver set som for lettilgængelig, for underholdende, for populær. Ligesom Shakespeare, kan man sige.
Af Kim Leine
Da jeg gik i 8. klasse i skolen i min norske bygd, valgte jeg håndarbejde frem for sløjd, hvilket ville sige, at jeg valgte at være sammen med pigerne i stedet for drengene.
Jeg havde ventet, at jeg ville blive mobbet for det, som jeg blev mobbet for alverdens andre ting. Det var en skole med en mobbekultur, der strakte sig fra første klasse og helt op til skolens lærere, og jeg var et af mobningens epicentre.
Men til min overraskelse drillede de mig ikke med det. De, det vil sige drengene, var fuldstændigt lamslåede over, at jeg turde gå ind i løven/løvernes hule og være sammen med pigerne.
Jeg for mit vedkommende følte, at det var det sikreste sted, jeg kunne opholde mig. Piger fik mig til at føle mig tryg. Drenge det modsatte.
Denne forestilling om kønnenes verdensorden blev grundigt ødelagt, da jeg første gang læste Margaret Atwoods Katteøje.
Men her i Atwoods roman var der byttet om på kønnene. Nu var det pigerne, der var de onde, og drengene der stod for det positive, trygge, forudsigelige. Hvor mærkeligt.
Offeret bliver bøddel
En vigtig grund til at Atwoods roman virker så stærkt, også nu ved genlæsning, er, at det hele vender 180 grader midt i fortællingen. Offeret bliver til bøddel.
Da romanen fortælles i 1. person, virker denne forvandling meget stærkt. Dette twist gør historien til en ægte tragedie.
Pigen Elaine vokser op i den canadiske vildmark sammen med sin familie, fordi hendes far er insektforsker. Meget af dette er bygget på Atwoods egen barndom. Da hun er otte, slår familien sig ned i Toronto. Her bliver Elaine venner med nogle piger, deriblandt Cordelia, mobberen.
Forholdet mellem de to udvikler sig til en livslang følelsesmæssig symbiose. Selv som midaldrende, hvor Elaine er blevet en velrenommeret kunstner, og efter at have været adskilt fra Cordelia i flere årtier søger hun efter hende, og synes hele tiden hun spotter hende på gaden.
De er uløseligt knyttet sammen af de destruktive kræfter, der blev sluppet løs mellem dem i barndommen. Og det er romanens egentlige tragiske kvalitet, synes jeg.
Temperament, overskud – og kynisme
Margaret Atwood burde få Nobelprisen. Hun er meget alsidig. Ud over romaner skriver hun noveller, drama, essays, lyrik og meget andet.
Og med Tjenerindens fortælling skabte hun et mytologisk billede af kvinden som slave i et paternalistisk samfund drevet ud i sin yderste konsekvens. Den er hendes vigtigste roman. Men Katteøje er hendes bedste roman, måske i konkurrence med Den blinde morder.
Jeg elsker Margaret Atwoods temperament, det overskud hun skriver ud fra.
Hun er desuden en meget kynisk forfatter. Der er intet menneskeligt, der forbliver skjult for hendes blik, men ligesom hos Anton Tjekhov er hun i stand til at se sine karakterers latterlige svagheder og stadig vise omsorg for dem.
Og det er måske derfor hun sandsynligvis ikke vil få Nobelprisen (dog med det forbehold at Tjenerindens fortælling bliver opfattet som så vigtig, at den hører til litteraturens kanon). Jeg tror, hun bliver set som for lettilgængelig, for underholdende, for populær. Ligesom Shakespeare, kan man sige.
Læs mere og køb Katteøje her eller hos din lokale boghandler
Andre læste også: