Florentyna bliver som den første kvindelige præsident i Amerika udsat for en dødstrussel i Jeffrey Archers sidste bog i trilogien om Kane og Abel. Læs første kapitel her.
De populære bestsellerbøger om Kane og Abel er nået til den sidste bog, og Abels datter Florentyna har i Skal vi sige det til præsidenten? opnået sit ultimative mål: at blive den første kvindelige præsident i Amerika.
LÆS OGSÅ: International bestseller af Jeffrey Archer. Smuglæs i Kane og Abel
Det viser sig dog snart, at det er ekstra farligt for Florentyna at besidde præsidentposten, da mange af de fjender, hun har skabt på sin vej mod toppen, ønsker hende ude af spillet.
En dødstrussel rettet mod den nye præsident tikker ind, og pludselig er fem ud af de seks med kendskab til truslen dræbt. FBI-agent Mark Andrews er den sjette og sidste overlevende. Han må fra skyggerne forsøge at forhindre et attentat på præsidenten, før det er for sent.
LÆS OGSÅ: 100 millioner mennesker har læst Kane og Abel af Jeffrey Archer. Læs om bestsellerserien her
Har du ikke læst de første to bøger i trilogien, Kane og Abel og Den fortabte datter, så kan du stadig være med. Alle tre bøger kan nemlig læses selvstændigt.
Jeffrey Archer
Skal vi sige det til præsidenten?
På dansk ved Anders Juel Michelsen
Tirsdag eftermiddag, den 20. januar Kl. 12.26
”Jeg, Florentyna Kane, sværger højtideligt på …”
”Jeg, Florentyna Kane, sværger højtideligt på …”
”… at jeg samvittighedsfuldt vil udøve hvervet som præsident for De Forenede Stater …”
”… at jeg samvittighedsfuldt vil udøve hvervet som præsident for De Forenede Stater …”
”… og efter bedste evne vil bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning. Må Gud give mig styrke hertil.”
”… og efter bedste evne vil bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning. Må Gud give mig styrke hertil.”
Den treogfyrrende præsident smilede til førstemanden, mens hun stadig havde hånden liggende på Douai Bibelen. Det var slutningen på en lang kamp og begyndelsen på en ny. Florentyna Kane var vant til at kæmpe. Først for at blive valgt til Kongressen, derefter til Senatet, og fire år senere var hun så endelig blevet USA’s første kvindelige vicepræsident.
Efter en heftig primærvalgkampagne var det lige akkurat lykkedes hende at slå senator Ralph Brooks ved den femte afstemning under Det Demokratiske Partis konvent i juni. I november var hun gået sejrrigt ud af en endnu mere benhård tvekamp med Republikanernes præsidentkandidat, et forhenværende kongresmedlem fra New York.
Florentyna Kane blev valgt til præsident med et flertal på 105.000 stemmer, sølle én procent og den smalleste margin i Amerikas historie, endda smallere end de 118.000 stemmer, som John F. Kennedy havde vundet over Richard Nixon med i 1960.
Mens klapsalverne døde hen, ventede præsidenten på, at æressalutten på de enogtyve skud skulle slutte. Florentyna Kane rømmede sig og stod ansigt til ansigt med halvtreds tusind opmærksomme borgere på Capital Plaza samt yderligere to hundrede millioner derude foran tv-skærmene.
Der var ikke brug for tæpperne og det tunge overtøj, som normalt hørte med til begivenheden. Vejret var usædvanlig mildt for en dag sidst i januar, og den tætpakkede plæne foran Capitol-bygningens østlige facade var fugtig, men ikke længere hvid af julesneen.
”Vicepræsident Bradley, hr. retspræsident, præsident Carter, præsident Reagan, ærede gejstlighed, medborgere.”
Førstemanden så på og smilede af og til ved sig selv, når han hørte nogle af de ord og sætninger, han havde bidraget med til sin kones tale.
Deres dag var begyndt omkring klokken halv syv om morgenen. Ingen af dem havde fået sovet meget efter den pragtfulde koncert til deres ære aftenen før, som blev spillet forud for indsættelsen. Florentyna Kane havde gennemgået sin præsidenttale en sidste gang og understreget vigtige ord med rødt, men kun ændret småting.
Da de stod op samme morgen, havde Florentyna ikke været i tvivl om, at hun skulle have den blå kjole på. Og på brystet den lillebitte broche, som hendes første mand, Richard, havde foræret hende, lige før han døde.
Hver gang Florentyna havde brochen på, blev hun mindet om ham og den dag, hvor han ikke kunne komme med flyet, fordi lufthavnens servicemedarbejdere strejkede, men i stedet havde lejet en bil, så han alligevel kunne være ved Florentynas side, når hun holdt sin tale til årets dimittender fra Harvard.
Richard nåede aldrig at høre talen, der af Newsweek blev beskrevet som startskuddet til hendes kamp for præsidentembedet, for da hun ankom til hospitalet, var han død.
Hun blev kaldt tilbage til nutiden, hvor hun stadig var verdens mest magtfulde leder. Men alligevel havde hun ikke magt nok til at vække Richard til live igen. Florentyna så sig i spejlet. Hun vaklede ikke. Hun havde trods alt allerede været præsident i to år, siden præsident Parkin uventet var gået bort.
Det ville nok overraske historikerne, at hun blev informeret om præsidentens død, da hun var på golfbanen med sin ældste ven og senere ægtemand, Edward Winchester, og skulle til at slå et halvanden meter langt put.
De havde afbrudt runden, da helikopterne begyndte at cirkle over hovederne på dem. Den første landede, og en flådekaptajn sprang ud, løb over til hende, gjorde honnør og sagde: ”Fru præsident, præsidenten er død.” Og nu havde det amerikanske folk tilkendegivet, at de fortsat foretrak en kvinde i Det Hvide Hus.
Amerikas Forenede Stater havde for første gang valgt en kvinde i hendes egen ret til landets mest eftertragtede politiske post. Hun så ud ad soveværelsesvinduet på den brede og vældige Potomacflod, der flød glinsende og stille forbi i det tidlige morgenlys.
Hun gik direkte til den private spisestue, hvor hendes mand Edward sad og snakkede med hendes børn William og Annabel. Florentyna gav dem alle tre et kys, og så satte de sig til bords for at spise morgenmad.
De lo ad fortiden og talte om fremtiden, men da klokken blev otte, rejste præsidenten sig og gik hen på sit kontor i Det Ovale Værelse. Hendes stabschef, Janet Brown, sad udenfor på gangen og ventede på hende.
”Godmorgen, fru præsident.”
”Godmorgen, Janet. Er der styr på sagerne?” sagde Florentyna og smilede til hende.
”Det ville jeg mene, fru præsident.”
”Glimrende. Gennemgår du ikke min dag, som du plejer? Du skal ikke tænke på mig, jeg følger bare dine anvisninger. Hvor vil du have mig til at starte?”
”Der ligger 842 telegrammer og 2.412 breve, men de må vente, bortset fra statsoverhovederne. Jeg har svar klar til dem klokken tolv middag.”
”Datér dem i dag, det vil de kunne lide, og jeg skal nok underskrive dem alle sammen, så snart de er klar.”
”Skal ske, fru præsident. Jeg har også Deres dagsprogram klar. Den officielle del starter med kaffe klokken elleve med tidligere præsidenter Reagan og Carter, og derefter vil De blive kørt til indsættelsesceremonien. Efter denne skal De deltage i en frokost i Senatet, inden De overværer indsættelsesparaden foran Det Hvide Hus.”
Janet Brown gav hende en stak sammenhæftede kartotekskort i A7-størrelse, som hun troligt havde gjort de sidste femten år, siden hun blev ansat, da Florentyna for første gang blev valgt ind i kongressen. De sammenfattede præsidentens program time for time, og der var ganske færre kort end normalt. Florentyna så kortene igennem og takkede sin stabschef.
Edward Winchester stak hovedet ind. Da hun vendte sig om mod ham, sendte han hende som altid et smil fyldt med kærlighed og beundring. Hun havde ikke på noget tidspunkt fortrudt sin mere eller mindre spontane beslutning om at gifte sig med ham efter hul atten på den usædvanlige dag, hvor hun fik at vide, at præsident Parkin var død, og hun følte sig sikker på, at Richard ville have bifaldet beslutningen.
”Jeg sætter mig og kigger på nogle papirer indtil klokken elleve,” sagde hun til ham. Han nikkede og gik igen for at gøre sig klar til dagen.
Uden for Det Hvide Hus havde der allerede samlet sig en flok mennesker, som var kommet for at lykønske præsidenten.
”Gid det dog ville begynde at øse ned,” sagde H. Stuart Knight, chefen for Secret Service, præsidentens sikkerhedsfolk, i en fortrolig tone til sin højre hånd – det var også en af de vigtigste dage i hans liv. ”Jeg er udmærket klar over, at langt de fleste mennesker er harmløse, men en dag som i dag gør mig rystende nervøs.”
Mængden talte et hundrede halvtreds mennesker, og de halvtreds af dem hørte under mr. Knight. Den forreste vogn i bilkortegen, der altid kører fem minutter foran præsidenten, var allerede i gang med at tjekke ruten til Det Hvide Hus minutiøst, og Secret Service holdt øje med små grupperinger af folk langs ruten, hvoraf nogle stod og vinkede med flag. De var kommet for at se indsættelsen, og en dag ville de kunne fortælle deres børnebørn om dengang, de havde set Florentyna Kane blive taget i ed som USA’s præsident.
Klokken 10.59 åbnede butleren hoveddøren, og folkemængden brød ud i jubel.
Præsidenten og hendes mand vinkede til de smilende ansigter, men baseret på erfaring og professionelt instinkt fornemmede de, at halvtreds af tilskuerne havde fokus på alle andre end dem.
To sorte limousiner standsede lydløst foran Det Hvide Hus’ nordindgang klokken 11.00. Marinekorpsets Æresgarde stod ret og gjorde honnør for de to ekspræsidenter og deres koner, da præsident Kane tog imod dem i det søjlebårne indgangsparti, et privilegium som ellers var forbeholdt udenlandske statsoverhoveder. Præsidenten ledsagede dem til biblioteket, hvor de skulle drikke kaffe med Edward, William og Annabel.
Den ældste af de forhenværende præsidenter brummede, at hvis han virkede noget svagelig, skyldtes det, at han de sidste otte år havde måttet døje med sin kones madlavning. ”Hun har ikke svunget en stegepande i umindelige tider, men gør fremskridt dag for dag. For en sikkerheds skyld har jeg foræret hende et eksemplar af New York Times’ kogebog, for det er vist den eneste af deres udgivelser, der ikke gør en dyd ud af at kritisere mig.” Florentyna lo nervøst. Hun var utålmodig efter at komme videre med det officielle program for dagen, men vidste samtidig, at de forhenværende præsidenter nød at være tilbage i Det Hvide Hus, så hun lod, som om hun lyttede opmærksomt, og iførte sig vanemæssigt og helt naturligt en maske, hun havde vænnet sig til efter næsten tyve år i politik.
”Fru præsident … ” Florentyna måtte anstrenge sig for endelig ikke at lade sig mærke med, hvor lettet hun var over at komme videre i programmet. ”Klokken er ét minut over tolv.” Hun så op på sin pressesekretær, rejste sig og fulgte ekspræsidenterne og deres koner ud til trappen foran Det Hvide Hus. Marinekorpsets orkester satte i med ”Hail to the Chief” til afsked. Klokken et skulle de spille den igen, nu som velkomst.
De to tidligere præsidenter blev eskorteret til den første bil i kortegen, en sort limousine med skudsikkert, gennemsigtigt tag. Kongressens officielle repræsentanter – Jim Wright, speaker i Repræsentanternes Hus, og Robert Byrd, lederen af flertallet i Senatet – sad allerede i bil nummer to. Lige bag limousinen lå der to biler fyldt med folk fra Secret Service. Florentyna og Edward sad i den bil, der var nummer fem i kortegen. Vicepræsident Bradley fra New Jersey og hans kone kørte i bilen bag dem.
H. Stuart Knight gennemførte endnu et rutinetjek. Hans halvtreds mænd var nu vokset til hundrede. Klokken tolv middag ville der være fem hundrede på plads inklusive det lokale politi og folkene fra FBI. Og så må vi heller ikke glemme drengene fra CIA, tænkte Knight mismodigt. De havde helt sikkert ingen intentioner om at fortælle ham, hvorvidt de var til stede eller ej, og selv han kunne ikke altid udpege dem i en folkemængde. Han hørte tilskuernes jubel stige til et crescendo, da præsidentens limousine satte i gang og kørte mod Capitol.
Edward holdt betænksomt gang i konversationen, men Florentyna havde tankerne andre steder. Hun vinkede mekanisk til folkemængden langs Pennsylvania Avenue, mens hun gennemgik sin tale en sidste gang oppe i hovedet.
Det renoverede Willard Hotel, syv kontorbygninger under opførelse, de niveaudelte boligblokke, som lignede indianske klippehuler, de nye forretninger og restauranter samt de brede, anlagte fortove strøg forbi. J. Edgar Hoover-bygningen, der husede FBI, var stadig opkaldt efter tjenestens første direktør trods visse senatorers vedholdende forsøg på at få navnet ændret. Det var utroligt, som gaden havde forandret udseende på femten år.
De kørte op foran Capitol-bygningen, og Edward afbrød præsidentens dagdrømmerier. ”Må Gud være med dig, min elskede.” Hun smilede og tog hans hånd. De seks biler standsede.
Præsident Kane trådte indenfor i Capitols stueetage. Edward blev kort tilbage for at takke chaufføren for turen. Folk, der steg ud af de andre biler, blev hurtigt omringet af Secret Service-agenter, og de fandt hver især op til deres pladser på tribunen, mens de vinkede til folkemængden.
Imens ledsagede personalechefen i Det Hvide Hus, som også havde ansvar for embedsboligens drift, stille og roligt præsident Kane gennem tunnelen til modtagelsesområdet, og for hvert ti skridt gjorde en marineinfanterist honnør. Vicepræsident Bradley tog imod hende. De indledte en samtale om vind og vejr, og ingen af dem hørte efter, hvad den anden sagde.
De to ekspræsidenter skred smilende gennem tunnelen. For første gang så den ældste ekspræsident lige så gammel ud, som han var, og det virkede, som om hans hår var blevet gråt fra den ene dag til den anden. Traditionen tro gav han og Florentyna endnu engang hånd, og det skulle de gøre i alt syv gange i løbet af dagens ceremoni.
Personalechefen førte dem gennem et lille modtageværelse og op på tribunen, som var blevet rejst i dagens anledning på Capitols østvendte trappe, som det var kutyme, når en ny præsident skulle indsættes. Folkemængden rejste sig og tiljublede den vinkende præsident og ekspræsident i over et minut. Til sidst satte tilskuerne sig ned igen, blev stille og ventede på, at ceremonien skulle tage sin begyndelse.
”Kære amerikanere, kære landsmænd. I dag hvor jeg bliver indsat som præsident, står USA over for en lang række skræmmende trusler overalt på kloden. I Sydafrika raser en skånselsløs borgerkrig mellem sorte og hvide, og i Mellemøsten er man ved at udbedre skaderne efter sidste års kampe, men begge konfliktens parter er mere optagede af at genopbygge deres våbenarsenaler end af deres skoler, hospitaler eller landbrug.
Grænsestridigheder mellem Kina og Indien og mellem Rusland og Pakistan kan ende i krigshandlinger blandt fire af klodens folkerigeste stater. Landene i Sydamerika ledes på skift af det yderste højre og det yderste venstre, men ingen af fløjene formår tilsyneladende at sikre landenes befolkninger bedre levevilkår. Frankrig og Italien, der var med til at danne NATO og har været medlemmer siden starten, er tæt på at melde sig ud af forsvarsalliancen.
”I 1949 erklærede præsident Harry S. Truman, at USA stod klar til med alle midler og kræfter at forsvare retten til frihed, lige meget hvor på kloden, den var under pres. I dag ville nogle måske mene, at denne storsindede politik har slået fejl, og at Amerika var og er for svag en nation til at påtage sig den byrde, det er at lede verden. Den ene internationale krise afløser den anden, og alle amerikanske borgere kan med god ret spørge, hvorfor de skal interessere sig for begivenheder, der finder sted så langt hjemmefra, og hvorfor de skal påtage sig at forsvare friheden uden for USA’s grænser.
”Digteren John Donne har formuleret et langt bedre svar på denne tvivl, end jeg selv er i stand til. For over tre hundrede år siden skrev han: ’Intet menneske er en ø. Enhver er en del af kontinentet’. USA strækker sig fra Atlanterhavet til Stillehavet og fra de arktiske egne til ækvator. ’Jeg er forbundet med menneskeheden. Spørg derfor aldrig om, hvem klokken ringer for. Den ringer for dig.’”
Edward kunne godt lide den del af talen. Den udtrykte så glimrende hans egen holdning. Ikke desto mindre havde han spekuleret på, om tilhørerne ville reagere lige så entusiastisk som under Florentynas tidligere store taler. Det øredøvende bifald bortvejrede enhver tvivl. Hendes magi var intakt.
”Herhjemme vil vi etablere et sundhedssystem, som alle i den frie verden kommer til at misunde os. Alle borgere skal have lige adgang til den bedste lægehjælp, der findes. Vi må ikke lade nogen amerikanere dø, fordi de ikke har råd til at leve.”
Mange som ellers støttede Det Demokratiske Parti havde undladt at stemme på Florentyna på grund af hendes holdning til offentligt finansieret sygesikring. ”Amerikanerne er nødt til at lære at stå på egne ben,” havde en gammel og hvidhåret praktiserende læge sagt til hende. ”Hvordan skal de kunne det, når de i forvejen ligger ned?” havde Florentyna svaret. ”Gud fri os fra en kvindelig præsident,” var lægens afskedsreplik, før han gik ud og stemte republikansk.
”Men lov og orden er det vigtigste af alt under mit lederskab, og derfor vil jeg præsentere et lovforslag for Kongressen, der skal forbyde salg af skydevåben, medmindre man har licens dertil.”
Klapsalverne kom ikke helt så spontant som før.
Florentyna rankede ryggen. ”Og derfor siger jeg til jer, kære medborgere, lad slutningen på dette århundrede blive De Forenede Staters æra, en tid hvor vi leder verden i retfærdighed og med fast hånd, hvor vi drager omsorg og går forrest, en æra, hvor De Forenede Stater erklærer krig – mod sygdomme, mod diskrimination og mod fattigdom.”
Præsidenten satte sig ned, og samtidig rejste tilhørerne sig som en fælles krop.
Den seksten minutter lange tale var blevet afbrudt af bifald ti gange undervejs. Da nationens øverste leder vendte sig bort fra mikrofonen, kunne hun mærke, at hun havde publikum i sin hule hånd, men hendes øjne hvilede ikke længere på den hujende folkemængde. Hun lod blikket glide hen over alle notabiliteterne på tribunen på jagt efter den eneste person, hun havde lyst til at se. Hun gik hen til sin ægtemand, kyssede ham på kinden og tog hans arm, hvorefter de blev eskorteret ned fra tribunen af den opmærksomme og effektive personalechef.
H. Stuart Knight hadede, når tingene ikke afvikledes til tiden, og i dag havde det hele været forsinket. Alle ville komme mindst en halv time for sent til frokosten.
Seksoghalvfjerds gæster rejste sig, da præsidenten trådte ind. Det var de mænd og kvinder, der nu stod i spidsen for Det Demokratiske Parti. Repræsentanterne fra de nordlige stater, der havde besluttet sig for at bakke op om præsidenten, var også til stede, med undtagelse af dem der havde støttet senator Ralph Brooks.
Nogle af frokostgæsterne var allerede medlemmer af hendes kabinet, og alle tilstedeværende havde spillet en rolle i forbindelse med hendes genindsættelse i Det Hvide Hus.
Præsidenten havde ikke særlig lyst til frokost og heller ikke tid til at spise den, for alle ville tale med hende på én gang. Menuen til hendes ære var sammensat af hendes livretter, startende med hummerbisque til forret og derefter roastbeef til hovedret.
Til sidst blev kokkens hovednummer båret ind, en chokoladekage med glasur og formet som Det Hvide Hus. Edward så til, mens hun ignorerede det omhyggeligt udskårne stykke med Det Ovale Værelse, som blev sat foran hende.
”Det er derfor, hun aldrig behøver at gå på slankekur,” bemærkede Marian Edelman, der til alles overraskelse var blevet udnævnt til justitsminister. Marian havde været godt i gang med at holde foredrag for Edward om, hvor vigtigt det var at sikre børns rettigheder. Edward gjorde sit bedste for at høre efter, men i dag gik det ikke.
Da den allersidste fløj i Det Hvide Hus var blevet sat til livs, og der ikke var flere hænder, som skulle trykkes, var præsidenten og hendes følge femogfyrre minutter for sent på den til indsættelsesparaden.
Da de endelig nåede frem til estraden foran Det Hvide Hus, var de mest lettede blandt de to hundrede tusind ventende præsidentens æresgarde, der havde stået ret i lidt over en time. Lige så snart præsidenten havde sat sig, gik paraden i gang. Enheder fra de forskellige militære værn marcherede forbi, og United States Marine Band spillede alt fra Sousas marcher til ”God Bless America”.
Processionen af udsmykkede vogne fra hver enkelt delstat, hvoraf nogle, for eksempel den fra Illinois, fejrede minder fra Florentynas polske baggrund, satte kulør på begivenheden og løftede stemningen på en dag, der for hende ikke kun var alvorsfuld, men også højtidelig.
Hun mente stadig, at dette var den eneste nation på kloden, som ville betro sit højeste embede til datteren af en polsk immigrant. Da den tre timer lange parade endelig var overstået, og den sidste processionsvogn var forsvundet nede ad avenuen, lænede Florentyna Kanes stabschef Janet Brown sig ind til præsidenten og spurgte hende, hvad hun kunne tænke sig at foretage sig resten af dagen indtil den første gallafest i forbindelse med indsættelsen. ”Underskrive alle ministerudnævnelserne og brevene til stats- overhovederne samt sørge for at have et tomt skrivebord til i morgen,” faldt svaret øjeblikkeligt. ”Det skulle jeg nok kunne få de første fire år til at gå med.”
Præsidenten tog direkte tilbage til Det Hvide Hus. Da hun gik gennem det sydvendte indgangsparti med søjlerne, begyndte Marinekorpsets orkester at spille ”Hail to the Chief”. Præsidenten havde allerede taget frakken af, inden hun nåede Det Ovale Værelse. Hun satte sig resolut ned bag det statelige skrivebord i egetræ og læder. Hun kastede kort et blik rundt i lokalet. Alt var, som hun ønskede det. Bag hende et foto af Richard og Wil- liam, der spillede touch football, den bløde variant af amerikansk fodbold.
Foran hende en papirvægt med det George Bernard Shaw-citat, som Annabel så ofte citerede: ”Nogle mennesker ser tingene, som de er, og spørger: Hvorfor? Jeg drømmer om ting, der aldrig har været til, og spørger: Hvorfor ikke?” Til venstre for Florentyna stod præsidentflaget og til højre det amerikanske flag. En papmachémodel af Baron Hotel i Warszawa, som William havde lavet, da han var fjorten, fyldte godt op midtfor på skrivebordet.
Ilden buldrede i kaminen. Et portræt af Abraham Lincoln stirrede ned på præsidenten, der netop var taget i ed, og uden for karnapvinduerne strakte den grønne plæne sig hele vejen til Washington-monumentet. Præsidenten smilede. Her hørte hun hjemme.
Florentyna Kane greb en stak officielle dokumenter og lod blikket løbe ned over listen med sine ministre – der skulle foretages over tredive udnævnelser. Præsidenten underskrev dem alle med svingende snirkler.
Den sidste var Janet Browns udnævnelse til stabschef. Præsidenten gav ordre om, at de straks blev sendt til Kongressen. Hendes pressesekretær tog stakken af dokumenter, som ville blive bestemmende for de næste fire år i Amerikas historie, og sagde: ”Tak, fru præsident,” hvorefter hun tilføjede: ”Hvad har De lyst til at kaste Dem over nu?”
”Lincoln kom med det råd, at man altid skal tage sig af det største problem først, så lad os se på udkastet til loven om våbenkontrol.”
Præsidentens pressesekretær gyste, for hun vidste kun alt for godt, at de næste to års slagsmål i Repræsentanternes Hus, også kaldet Huset, sandsynligvis ville blive akkurat lige så brutalt og indædt som den borgerkrig, Lincoln havde stået midt i. Utrolig mange mennesker betragtede stadig retten til at bære våben som et umisteligt privilegium. Hun håbede blot, at det hele ikke ville ende på samme måde som på Lincolns tid med et delt Hus.
Jeffrey Archer: Skal vi sige det til præsidenten?
Det har taget årtier og utallige personlige ofre for Florentyna Kane at nå sit mål. Kun et øjeblik vil det tage at frarøve hende alt, hvad hun har drømt om.
Da FBI modtager en dødstrussel mod præsidenten, er det blot en i rækken. Det skal dog vise sig, at denne trussel er langt farligere, end alt hvad de hidtil har oplevet.
Kun seks dage har FBI til at forhindre mordet – og indtil da kan de ikke stole på nogen.
Ét forkert ord, ét fejltrin, og både en nation og en drøm vil falde.
Skal vi sige det til præsidenten? er tredje og sidste bog i Kane og Abel-trilogien.
LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer
Florentyna bliver som den første kvindelige præsident i Amerika udsat for en dødstrussel i Jeffrey Archers sidste bog i trilogien om Kane og Abel. Læs første kapitel her.
De populære bestsellerbøger om Kane og Abel er nået til den sidste bog, og Abels datter Florentyna har i Skal vi sige det til præsidenten? opnået sit ultimative mål: at blive den første kvindelige præsident i Amerika.
LÆS OGSÅ: International bestseller af Jeffrey Archer. Smuglæs i Kane og Abel
Det viser sig dog snart, at det er ekstra farligt for Florentyna at besidde præsidentposten, da mange af de fjender, hun har skabt på sin vej mod toppen, ønsker hende ude af spillet.
En dødstrussel rettet mod den nye præsident tikker ind, og pludselig er fem ud af de seks med kendskab til truslen dræbt. FBI-agent Mark Andrews er den sjette og sidste overlevende. Han må fra skyggerne forsøge at forhindre et attentat på præsidenten, før det er for sent.
LÆS OGSÅ: 100 millioner mennesker har læst Kane og Abel af Jeffrey Archer. Læs om bestsellerserien her
Har du ikke læst de første to bøger i trilogien, Kane og Abel og Den fortabte datter, så kan du stadig være med. Alle tre bøger kan nemlig læses selvstændigt.
Du kan købe Skal vi sige det til præsidenten? fx på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel fra den 2. november.
Jeffrey Archer
Skal vi sige det til præsidenten?
På dansk ved Anders Juel Michelsen
Tirsdag eftermiddag, den 20. januar Kl. 12.26
”Jeg, Florentyna Kane, sværger højtideligt på …”
”Jeg, Florentyna Kane, sværger højtideligt på …”
”… at jeg samvittighedsfuldt vil udøve hvervet som præsident for De Forenede Stater …”
”… at jeg samvittighedsfuldt vil udøve hvervet som præsident for De Forenede Stater …”
”… og efter bedste evne vil bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning. Må Gud give mig styrke hertil.”
”… og efter bedste evne vil bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning. Må Gud give mig styrke hertil.”
Den treogfyrrende præsident smilede til førstemanden, mens hun stadig havde hånden liggende på Douai Bibelen. Det var slutningen på en lang kamp og begyndelsen på en ny. Florentyna Kane var vant til at kæmpe. Først for at blive valgt til Kongressen, derefter til Senatet, og fire år senere var hun så endelig blevet USA’s første kvindelige vicepræsident.
Efter en heftig primærvalgkampagne var det lige akkurat lykkedes hende at slå senator Ralph Brooks ved den femte afstemning under Det Demokratiske Partis konvent i juni. I november var hun gået sejrrigt ud af en endnu mere benhård tvekamp med Republikanernes præsidentkandidat, et forhenværende kongresmedlem fra New York.
Florentyna Kane blev valgt til præsident med et flertal på 105.000 stemmer, sølle én procent og den smalleste margin i Amerikas historie, endda smallere end de 118.000 stemmer, som John F. Kennedy havde vundet over Richard Nixon med i 1960.
Mens klapsalverne døde hen, ventede præsidenten på, at æressalutten på de enogtyve skud skulle slutte. Florentyna Kane rømmede sig og stod ansigt til ansigt med halvtreds tusind opmærksomme borgere på Capital Plaza samt yderligere to hundrede millioner derude foran tv-skærmene.
Der var ikke brug for tæpperne og det tunge overtøj, som normalt hørte med til begivenheden. Vejret var usædvanlig mildt for en dag sidst i januar, og den tætpakkede plæne foran Capitol-bygningens østlige facade var fugtig, men ikke længere hvid af julesneen.
”Vicepræsident Bradley, hr. retspræsident, præsident Carter, præsident Reagan, ærede gejstlighed, medborgere.”
Førstemanden så på og smilede af og til ved sig selv, når han hørte nogle af de ord og sætninger, han havde bidraget med til sin kones tale.
Deres dag var begyndt omkring klokken halv syv om morgenen. Ingen af dem havde fået sovet meget efter den pragtfulde koncert til deres ære aftenen før, som blev spillet forud for indsættelsen. Florentyna Kane havde gennemgået sin præsidenttale en sidste gang og understreget vigtige ord med rødt, men kun ændret småting.
Da de stod op samme morgen, havde Florentyna ikke været i tvivl om, at hun skulle have den blå kjole på. Og på brystet den lillebitte broche, som hendes første mand, Richard, havde foræret hende, lige før han døde.
Hver gang Florentyna havde brochen på, blev hun mindet om ham og den dag, hvor han ikke kunne komme med flyet, fordi lufthavnens servicemedarbejdere strejkede, men i stedet havde lejet en bil, så han alligevel kunne være ved Florentynas side, når hun holdt sin tale til årets dimittender fra Harvard.
Richard nåede aldrig at høre talen, der af Newsweek blev beskrevet som startskuddet til hendes kamp for præsidentembedet, for da hun ankom til hospitalet, var han død.
Hun blev kaldt tilbage til nutiden, hvor hun stadig var verdens mest magtfulde leder. Men alligevel havde hun ikke magt nok til at vække Richard til live igen. Florentyna så sig i spejlet. Hun vaklede ikke. Hun havde trods alt allerede været præsident i to år, siden præsident Parkin uventet var gået bort.
Det ville nok overraske historikerne, at hun blev informeret om præsidentens død, da hun var på golfbanen med sin ældste ven og senere ægtemand, Edward Winchester, og skulle til at slå et halvanden meter langt put.
De havde afbrudt runden, da helikopterne begyndte at cirkle over hovederne på dem. Den første landede, og en flådekaptajn sprang ud, løb over til hende, gjorde honnør og sagde: ”Fru præsident, præsidenten er død.” Og nu havde det amerikanske folk tilkendegivet, at de fortsat foretrak en kvinde i Det Hvide Hus.
Amerikas Forenede Stater havde for første gang valgt en kvinde i hendes egen ret til landets mest eftertragtede politiske post. Hun så ud ad soveværelsesvinduet på den brede og vældige Potomacflod, der flød glinsende og stille forbi i det tidlige morgenlys.
Hun gik direkte til den private spisestue, hvor hendes mand Edward sad og snakkede med hendes børn William og Annabel. Florentyna gav dem alle tre et kys, og så satte de sig til bords for at spise morgenmad.
De lo ad fortiden og talte om fremtiden, men da klokken blev otte, rejste præsidenten sig og gik hen på sit kontor i Det Ovale Værelse. Hendes stabschef, Janet Brown, sad udenfor på gangen og ventede på hende.
”Godmorgen, fru præsident.”
”Godmorgen, Janet. Er der styr på sagerne?” sagde Florentyna og smilede til hende.
”Det ville jeg mene, fru præsident.”
”Glimrende. Gennemgår du ikke min dag, som du plejer? Du skal ikke tænke på mig, jeg følger bare dine anvisninger. Hvor vil du have mig til at starte?”
”Der ligger 842 telegrammer og 2.412 breve, men de må vente, bortset fra statsoverhovederne. Jeg har svar klar til dem klokken tolv middag.”
”Datér dem i dag, det vil de kunne lide, og jeg skal nok underskrive dem alle sammen, så snart de er klar.”
”Skal ske, fru præsident. Jeg har også Deres dagsprogram klar. Den officielle del starter med kaffe klokken elleve med tidligere præsidenter Reagan og Carter, og derefter vil De blive kørt til indsættelsesceremonien. Efter denne skal De deltage i en frokost i Senatet, inden De overværer indsættelsesparaden foran Det Hvide Hus.”
Janet Brown gav hende en stak sammenhæftede kartotekskort i A7-størrelse, som hun troligt havde gjort de sidste femten år, siden hun blev ansat, da Florentyna for første gang blev valgt ind i kongressen. De sammenfattede præsidentens program time for time, og der var ganske færre kort end normalt. Florentyna så kortene igennem og takkede sin stabschef.
Edward Winchester stak hovedet ind. Da hun vendte sig om mod ham, sendte han hende som altid et smil fyldt med kærlighed og beundring. Hun havde ikke på noget tidspunkt fortrudt sin mere eller mindre spontane beslutning om at gifte sig med ham efter hul atten på den usædvanlige dag, hvor hun fik at vide, at præsident Parkin var død, og hun følte sig sikker på, at Richard ville have bifaldet beslutningen.
”Jeg sætter mig og kigger på nogle papirer indtil klokken elleve,” sagde hun til ham. Han nikkede og gik igen for at gøre sig klar til dagen.
Uden for Det Hvide Hus havde der allerede samlet sig en flok mennesker, som var kommet for at lykønske præsidenten.
”Gid det dog ville begynde at øse ned,” sagde H. Stuart Knight, chefen for Secret Service, præsidentens sikkerhedsfolk, i en fortrolig tone til sin højre hånd – det var også en af de vigtigste dage i hans liv. ”Jeg er udmærket klar over, at langt de fleste mennesker er harmløse, men en dag som i dag gør mig rystende nervøs.”
Mængden talte et hundrede halvtreds mennesker, og de halvtreds af dem hørte under mr. Knight. Den forreste vogn i bilkortegen, der altid kører fem minutter foran præsidenten, var allerede i gang med at tjekke ruten til Det Hvide Hus minutiøst, og Secret Service holdt øje med små grupperinger af folk langs ruten, hvoraf nogle stod og vinkede med flag. De var kommet for at se indsættelsen, og en dag ville de kunne fortælle deres børnebørn om dengang, de havde set Florentyna Kane blive taget i ed som USA’s præsident.
Klokken 10.59 åbnede butleren hoveddøren, og folkemængden brød ud i jubel.
Præsidenten og hendes mand vinkede til de smilende ansigter, men baseret på erfaring og professionelt instinkt fornemmede de, at halvtreds af tilskuerne havde fokus på alle andre end dem.
To sorte limousiner standsede lydløst foran Det Hvide Hus’ nordindgang klokken 11.00. Marinekorpsets Æresgarde stod ret og gjorde honnør for de to ekspræsidenter og deres koner, da præsident Kane tog imod dem i det søjlebårne indgangsparti, et privilegium som ellers var forbeholdt udenlandske statsoverhoveder. Præsidenten ledsagede dem til biblioteket, hvor de skulle drikke kaffe med Edward, William og Annabel.
Den ældste af de forhenværende præsidenter brummede, at hvis han virkede noget svagelig, skyldtes det, at han de sidste otte år havde måttet døje med sin kones madlavning. ”Hun har ikke svunget en stegepande i umindelige tider, men gør fremskridt dag for dag. For en sikkerheds skyld har jeg foræret hende et eksemplar af New York Times’ kogebog, for det er vist den eneste af deres udgivelser, der ikke gør en dyd ud af at kritisere mig.” Florentyna lo nervøst. Hun var utålmodig efter at komme videre med det officielle program for dagen, men vidste samtidig, at de forhenværende præsidenter nød at være tilbage i Det Hvide Hus, så hun lod, som om hun lyttede opmærksomt, og iførte sig vanemæssigt og helt naturligt en maske, hun havde vænnet sig til efter næsten tyve år i politik.
”Fru præsident … ” Florentyna måtte anstrenge sig for endelig ikke at lade sig mærke med, hvor lettet hun var over at komme videre i programmet. ”Klokken er ét minut over tolv.” Hun så op på sin pressesekretær, rejste sig og fulgte ekspræsidenterne og deres koner ud til trappen foran Det Hvide Hus. Marinekorpsets orkester satte i med ”Hail to the Chief” til afsked. Klokken et skulle de spille den igen, nu som velkomst.
De to tidligere præsidenter blev eskorteret til den første bil i kortegen, en sort limousine med skudsikkert, gennemsigtigt tag. Kongressens officielle repræsentanter – Jim Wright, speaker i Repræsentanternes Hus, og Robert Byrd, lederen af flertallet i Senatet – sad allerede i bil nummer to. Lige bag limousinen lå der to biler fyldt med folk fra Secret Service. Florentyna og Edward sad i den bil, der var nummer fem i kortegen. Vicepræsident Bradley fra New Jersey og hans kone kørte i bilen bag dem.
H. Stuart Knight gennemførte endnu et rutinetjek. Hans halvtreds mænd var nu vokset til hundrede. Klokken tolv middag ville der være fem hundrede på plads inklusive det lokale politi og folkene fra FBI. Og så må vi heller ikke glemme drengene fra CIA, tænkte Knight mismodigt. De havde helt sikkert ingen intentioner om at fortælle ham, hvorvidt de var til stede eller ej, og selv han kunne ikke altid udpege dem i en folkemængde. Han hørte tilskuernes jubel stige til et crescendo, da præsidentens limousine satte i gang og kørte mod Capitol.
Edward holdt betænksomt gang i konversationen, men Florentyna havde tankerne andre steder. Hun vinkede mekanisk til folkemængden langs Pennsylvania Avenue, mens hun gennemgik sin tale en sidste gang oppe i hovedet.
Det renoverede Willard Hotel, syv kontorbygninger under opførelse, de niveaudelte boligblokke, som lignede indianske klippehuler, de nye forretninger og restauranter samt de brede, anlagte fortove strøg forbi. J. Edgar Hoover-bygningen, der husede FBI, var stadig opkaldt efter tjenestens første direktør trods visse senatorers vedholdende forsøg på at få navnet ændret. Det var utroligt, som gaden havde forandret udseende på femten år.
De kørte op foran Capitol-bygningen, og Edward afbrød præsidentens dagdrømmerier. ”Må Gud være med dig, min elskede.” Hun smilede og tog hans hånd. De seks biler standsede.
Præsident Kane trådte indenfor i Capitols stueetage. Edward blev kort tilbage for at takke chaufføren for turen. Folk, der steg ud af de andre biler, blev hurtigt omringet af Secret Service-agenter, og de fandt hver især op til deres pladser på tribunen, mens de vinkede til folkemængden.
Imens ledsagede personalechefen i Det Hvide Hus, som også havde ansvar for embedsboligens drift, stille og roligt præsident Kane gennem tunnelen til modtagelsesområdet, og for hvert ti skridt gjorde en marineinfanterist honnør. Vicepræsident Bradley tog imod hende. De indledte en samtale om vind og vejr, og ingen af dem hørte efter, hvad den anden sagde.
De to ekspræsidenter skred smilende gennem tunnelen. For første gang så den ældste ekspræsident lige så gammel ud, som han var, og det virkede, som om hans hår var blevet gråt fra den ene dag til den anden. Traditionen tro gav han og Florentyna endnu engang hånd, og det skulle de gøre i alt syv gange i løbet af dagens ceremoni.
Personalechefen førte dem gennem et lille modtageværelse og op på tribunen, som var blevet rejst i dagens anledning på Capitols østvendte trappe, som det var kutyme, når en ny præsident skulle indsættes. Folkemængden rejste sig og tiljublede den vinkende præsident og ekspræsident i over et minut. Til sidst satte tilskuerne sig ned igen, blev stille og ventede på, at ceremonien skulle tage sin begyndelse.
”Kære amerikanere, kære landsmænd. I dag hvor jeg bliver indsat som præsident, står USA over for en lang række skræmmende trusler overalt på kloden. I Sydafrika raser en skånselsløs borgerkrig mellem sorte og hvide, og i Mellemøsten er man ved at udbedre skaderne efter sidste års kampe, men begge konfliktens parter er mere optagede af at genopbygge deres våbenarsenaler end af deres skoler, hospitaler eller landbrug.
Grænsestridigheder mellem Kina og Indien og mellem Rusland og Pakistan kan ende i krigshandlinger blandt fire af klodens folkerigeste stater. Landene i Sydamerika ledes på skift af det yderste højre og det yderste venstre, men ingen af fløjene formår tilsyneladende at sikre landenes befolkninger bedre levevilkår. Frankrig og Italien, der var med til at danne NATO og har været medlemmer siden starten, er tæt på at melde sig ud af forsvarsalliancen.
”I 1949 erklærede præsident Harry S. Truman, at USA stod klar til med alle midler og kræfter at forsvare retten til frihed, lige meget hvor på kloden, den var under pres. I dag ville nogle måske mene, at denne storsindede politik har slået fejl, og at Amerika var og er for svag en nation til at påtage sig den byrde, det er at lede verden. Den ene internationale krise afløser den anden, og alle amerikanske borgere kan med god ret spørge, hvorfor de skal interessere sig for begivenheder, der finder sted så langt hjemmefra, og hvorfor de skal påtage sig at forsvare friheden uden for USA’s grænser.
”Digteren John Donne har formuleret et langt bedre svar på denne tvivl, end jeg selv er i stand til. For over tre hundrede år siden skrev han: ’Intet menneske er en ø. Enhver er en del af kontinentet’. USA strækker sig fra Atlanterhavet til Stillehavet og fra de arktiske egne til ækvator. ’Jeg er forbundet med menneskeheden. Spørg derfor aldrig om, hvem klokken ringer for. Den ringer for dig.’”
Edward kunne godt lide den del af talen. Den udtrykte så glimrende hans egen holdning. Ikke desto mindre havde han spekuleret på, om tilhørerne ville reagere lige så entusiastisk som under Florentynas tidligere store taler. Det øredøvende bifald bortvejrede enhver tvivl. Hendes magi var intakt.
”Herhjemme vil vi etablere et sundhedssystem, som alle i den frie verden kommer til at misunde os. Alle borgere skal have lige adgang til den bedste lægehjælp, der findes. Vi må ikke lade nogen amerikanere dø, fordi de ikke har råd til at leve.”
Mange som ellers støttede Det Demokratiske Parti havde undladt at stemme på Florentyna på grund af hendes holdning til offentligt finansieret sygesikring. ”Amerikanerne er nødt til at lære at stå på egne ben,” havde en gammel og hvidhåret praktiserende læge sagt til hende. ”Hvordan skal de kunne det, når de i forvejen ligger ned?” havde Florentyna svaret. ”Gud fri os fra en kvindelig præsident,” var lægens afskedsreplik, før han gik ud og stemte republikansk.
”Men lov og orden er det vigtigste af alt under mit lederskab, og derfor vil jeg præsentere et lovforslag for Kongressen, der skal forbyde salg af skydevåben, medmindre man har licens dertil.”
Klapsalverne kom ikke helt så spontant som før.
Florentyna rankede ryggen. ”Og derfor siger jeg til jer, kære medborgere, lad slutningen på dette århundrede blive De Forenede Staters æra, en tid hvor vi leder verden i retfærdighed og med fast hånd, hvor vi drager omsorg og går forrest, en æra, hvor De Forenede Stater erklærer krig – mod sygdomme, mod diskrimination og mod fattigdom.”
Præsidenten satte sig ned, og samtidig rejste tilhørerne sig som en fælles krop.
Den seksten minutter lange tale var blevet afbrudt af bifald ti gange undervejs. Da nationens øverste leder vendte sig bort fra mikrofonen, kunne hun mærke, at hun havde publikum i sin hule hånd, men hendes øjne hvilede ikke længere på den hujende folkemængde. Hun lod blikket glide hen over alle notabiliteterne på tribunen på jagt efter den eneste person, hun havde lyst til at se. Hun gik hen til sin ægtemand, kyssede ham på kinden og tog hans arm, hvorefter de blev eskorteret ned fra tribunen af den opmærksomme og effektive personalechef.
H. Stuart Knight hadede, når tingene ikke afvikledes til tiden, og i dag havde det hele været forsinket. Alle ville komme mindst en halv time for sent til frokosten.
Seksoghalvfjerds gæster rejste sig, da præsidenten trådte ind. Det var de mænd og kvinder, der nu stod i spidsen for Det Demokratiske Parti. Repræsentanterne fra de nordlige stater, der havde besluttet sig for at bakke op om præsidenten, var også til stede, med undtagelse af dem der havde støttet senator Ralph Brooks.
Nogle af frokostgæsterne var allerede medlemmer af hendes kabinet, og alle tilstedeværende havde spillet en rolle i forbindelse med hendes genindsættelse i Det Hvide Hus.
Præsidenten havde ikke særlig lyst til frokost og heller ikke tid til at spise den, for alle ville tale med hende på én gang. Menuen til hendes ære var sammensat af hendes livretter, startende med hummerbisque til forret og derefter roastbeef til hovedret.
Til sidst blev kokkens hovednummer båret ind, en chokoladekage med glasur og formet som Det Hvide Hus. Edward så til, mens hun ignorerede det omhyggeligt udskårne stykke med Det Ovale Værelse, som blev sat foran hende.
”Det er derfor, hun aldrig behøver at gå på slankekur,” bemærkede Marian Edelman, der til alles overraskelse var blevet udnævnt til justitsminister. Marian havde været godt i gang med at holde foredrag for Edward om, hvor vigtigt det var at sikre børns rettigheder. Edward gjorde sit bedste for at høre efter, men i dag gik det ikke.
Da den allersidste fløj i Det Hvide Hus var blevet sat til livs, og der ikke var flere hænder, som skulle trykkes, var præsidenten og hendes følge femogfyrre minutter for sent på den til indsættelsesparaden.
Da de endelig nåede frem til estraden foran Det Hvide Hus, var de mest lettede blandt de to hundrede tusind ventende præsidentens æresgarde, der havde stået ret i lidt over en time. Lige så snart præsidenten havde sat sig, gik paraden i gang. Enheder fra de forskellige militære værn marcherede forbi, og United States Marine Band spillede alt fra Sousas marcher til ”God Bless America”.
Processionen af udsmykkede vogne fra hver enkelt delstat, hvoraf nogle, for eksempel den fra Illinois, fejrede minder fra Florentynas polske baggrund, satte kulør på begivenheden og løftede stemningen på en dag, der for hende ikke kun var alvorsfuld, men også højtidelig.
Hun mente stadig, at dette var den eneste nation på kloden, som ville betro sit højeste embede til datteren af en polsk immigrant. Da den tre timer lange parade endelig var overstået, og den sidste processionsvogn var forsvundet nede ad avenuen, lænede Florentyna Kanes stabschef Janet Brown sig ind til præsidenten og spurgte hende, hvad hun kunne tænke sig at foretage sig resten af dagen indtil den første gallafest i forbindelse med indsættelsen. ”Underskrive alle ministerudnævnelserne og brevene til stats- overhovederne samt sørge for at have et tomt skrivebord til i morgen,” faldt svaret øjeblikkeligt. ”Det skulle jeg nok kunne få de første fire år til at gå med.”
Præsidenten tog direkte tilbage til Det Hvide Hus. Da hun gik gennem det sydvendte indgangsparti med søjlerne, begyndte Marinekorpsets orkester at spille ”Hail to the Chief”. Præsidenten havde allerede taget frakken af, inden hun nåede Det Ovale Værelse. Hun satte sig resolut ned bag det statelige skrivebord i egetræ og læder. Hun kastede kort et blik rundt i lokalet. Alt var, som hun ønskede det. Bag hende et foto af Richard og Wil- liam, der spillede touch football, den bløde variant af amerikansk fodbold.
Foran hende en papirvægt med det George Bernard Shaw-citat, som Annabel så ofte citerede: ”Nogle mennesker ser tingene, som de er, og spørger: Hvorfor? Jeg drømmer om ting, der aldrig har været til, og spørger: Hvorfor ikke?” Til venstre for Florentyna stod præsidentflaget og til højre det amerikanske flag. En papmachémodel af Baron Hotel i Warszawa, som William havde lavet, da han var fjorten, fyldte godt op midtfor på skrivebordet.
Ilden buldrede i kaminen. Et portræt af Abraham Lincoln stirrede ned på præsidenten, der netop var taget i ed, og uden for karnapvinduerne strakte den grønne plæne sig hele vejen til Washington-monumentet. Præsidenten smilede. Her hørte hun hjemme.
Florentyna Kane greb en stak officielle dokumenter og lod blikket løbe ned over listen med sine ministre – der skulle foretages over tredive udnævnelser. Præsidenten underskrev dem alle med svingende snirkler.
Den sidste var Janet Browns udnævnelse til stabschef. Præsidenten gav ordre om, at de straks blev sendt til Kongressen. Hendes pressesekretær tog stakken af dokumenter, som ville blive bestemmende for de næste fire år i Amerikas historie, og sagde: ”Tak, fru præsident,” hvorefter hun tilføjede: ”Hvad har De lyst til at kaste Dem over nu?”
”Lincoln kom med det råd, at man altid skal tage sig af det største problem først, så lad os se på udkastet til loven om våbenkontrol.”
Præsidentens pressesekretær gyste, for hun vidste kun alt for godt, at de næste to års slagsmål i Repræsentanternes Hus, også kaldet Huset, sandsynligvis ville blive akkurat lige så brutalt og indædt som den borgerkrig, Lincoln havde stået midt i. Utrolig mange mennesker betragtede stadig retten til at bære våben som et umisteligt privilegium. Hun håbede blot, at det hele ikke ville ende på samme måde som på Lincolns tid med et delt Hus.
Jeffrey Archer: Skal vi sige det til præsidenten?
Det har taget årtier og utallige personlige ofre for Florentyna Kane at nå sit mål. Kun et øjeblik vil det tage at frarøve hende alt, hvad hun har drømt om.
Da FBI modtager en dødstrussel mod præsidenten, er det blot en i rækken. Det skal dog vise sig, at denne trussel er langt farligere, end alt hvad de hidtil har oplevet.
Kun seks dage har FBI til at forhindre mordet – og indtil da kan de ikke stole på nogen.
Ét forkert ord, ét fejltrin, og både en nation og en drøm vil falde.
Skal vi sige det til præsidenten? er tredje og sidste bog i Kane og Abel-trilogien.
Du kan købe Skal vi sige det til præsidenten? online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer
Andre læste også: