Fagbøger

Guinness World Records: Jeg er rekorddamen

Guinness World Records: Jeg er rekorddamen

Det er ikke ligefrem det, jeg har drømt om hele mit liv. At være hende, man kontakter, når man vil vide noget om rekorder. Der er Anders Jerichow, når det gælder Mellemøsten, Roger Buch er manden, når det kommer til kommunalpolitik, Lisbeth Zornig Andersen har de fattige på sit program, Jakob Olrik taler gerne om sex og Henrik Dahl tager sig af resten. Og så er der mig, når rekordbogen fra Guinness lander hvert efterår, og medierne vil vide noget om mærkværdige rekorder. Fx at verdens ældste kanin døde tidligere på året, 17 år og 14 dage gammel. Den hed Do. Eller at Madeline Albrecht fra USA har rekorden i flest fod- og armhulesnif, fordi hun gennem 15 år har lugtet til ca. 5600 fødder og et ukendt antal armhuler i sin karriere som lugtspecialist.

I mandags udkom så den danske udgave af bogen Guinness World Records, og jeg havde dødsens travlt med at videreformidle utroligheder og uhyrligheder.

tina3

I de sidste to år har jeg været den ansvarlige i forlagets presseafdeling for Guinness World Records, som rekordbogen helt korrekt hedder. Og ligesom med alle andre bøger, som jeg får på min arbejdsliste, så skal jeg sørge for, at de rigtige medier i rette tid får at vide, at bogen udkommer, bliver interesseret i den og får lyst til at skrive om den eller tale om den i radio eller tv. Rekordbogen er dog ikke hvilken som helst bog. Den er omdrejningspunktet for en international bevægelse og fra kontoret i London sidder en flok mennesker og orkestrerer slagets gang – og selvfølgelig skal de synes, at deres bog er årets vigtigste. Derfor er der også tårnhøje forventninger til pressedækningen. Og hvert år er det en lille kilde til stress hos mig, der kæmper til højre og venstre for at finde levende mennesker, der gider stille op til det tv-indslag, som London forventer, at jeg lander på udgivelsesdagen. Jo mere desperat jeg bliver i min jagt på en kandidat, jo mere pågående, opfindsom og decideret træls bliver jeg. Ingen kollega går ram forbi i min søgen efter et tv-transmitteret rekordforsøg, og jeg spørger gerne en ekstra gang, hvis nogen trækker lidt på det eller ikke er afvisende nok på den uigennemtrængelige måde. ”At kysse på tv i lidt over 3 minutter og 47 sekunder – det burde da være en smal sag, synes du ikke”, forsøgte jeg mig en hektisk eftermiddag, mens jeg afspærrede udgangen i det lille tekøkken, hvor en sagesløs salgsmedarbejder havde vovet sig ud efter en plain kop kaffe.

I sidste uge, hvor alle mine ideer så umulige ud, prøvede jeg at overbevise den nye børnebogsredaktør om, at hvis han ville stå sig godt blandt de nye kolleger, så burde han gå på morgen-tv og forsøge at spise 7 hotdogs på 3 minutter. ”Det kan du da sagtens”, opmuntrede jeg, ”din afdeling vil blive stolt, når du sådan tager en for holdet. Og du behøver faktisk ikke engang at putte løg på”. Jeg havde ham næsten. Næsten.

ironmaiden2

Heldigvis fik jeg så kontakt til Rasmus. Rasmus Stavnsborg fra Karlslunde, der allerede har slået en rekord og er en af de få nyoptagne danskere i årets bog. Og Rasmus har vist sig at være lidt af et fund. Hans rekord er skæg, han har en humoristisk tilgang til hele balladen og gider godt tale om sin rekord i medierne. Rasmus er den helt utrolige indehaver af verdens største samling af Iron Maiden-souvenirs. Sådan. På side 98 i den nye bog er de opgjort til imponerende 4168 enheder, men lur mig om der ikke er kommet flere til siden, når man som ham har over 100 kvm kælder at lege på. Iron Maiden-ski har han dog i forvejen: ”Det skal man jo have”, som han med et smil forklarede, da han viste Torben Schou fra TV-Avisen rundt i Iron Maiden-hulen under parcelhuset i gulsten.

ironmaiden1

Og hvis nogen skulle finde på at spørge om, hvorfor jeg dog ikke selv stiller op, så kan jeg bare sige: Det gjorde jeg også.

Jeg er hende ved siden af Rasmus, der ved noget om rekorder. Rekorddamen.

Se selv Rasmus med rekorden her →

Her er Ramus og jeg i Lounge, TV2 Lorry →

tina2

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.