Havde du også svært ved at lægge Prinsen af ondskab fra dig? Så er der godt nyt. Eventyret om den udstødte outsider og menneskepige Jude i elvernes land fortsætter i denne fængslende fortsættelse. Du kan læse et uddrag af Konge af mørke her!
Folk of the Air (2) – Kongen af mørke
Judes ambitioner på sin lillebror Oaks vegne har kastet hende ud i en kamp for tronen, Oaks sikkerhed og hendes eget liv. Jude har sat alt på spil – selv sin egen familie – og hun er nødt til at stole på den ondskabsfulde prins Cardan, der er sat ind som midlertidig konge, indtil Oak er gammel nok til at herske.
Men forholdet mellem Jude og Cardan er sprængfarligt. Hadet ulmer og truer med at antænde et livsfarligt begær hos dem begge, som de desperat kæmper imod. Ikke nok med det, så er der forrædere blandt Judes nærmeste, som gerne ser at hun fejler.
Jude løftede det tunge træningssværd og førte det ind i første stilling – beredskab.
Væn dig til vægten, havde Madoc sagt til hende. Du skal være stærk nok til at hugge og hugge og hugge igen uden at blive træt. Den første lektion er at gøre dig selv stærk nok til det. Det vil gøre ondt. Smerte gør dig stærkere.
Hun plantede fødderne i græsset. Vinden tog i hendes hår, mens hun bevægede sig gennem stillingerne. Et: sværdet beskyttende foran kroppen og hældende til den ene side. To: sværdknappen højt, som om klingen var et horn, der voksede ud af hendes hoved. Tre: ned til hoften, derefter i et bedragerisk utilsigtet dyk foran kroppen. Fire: op igen, til skulderen. Hver stilling kunne ubesværet glide over i et udfald eller en parade. Sværdkamp var som skak – man måtte forudse modstanderens træk og imødegå det, før man blev ramt.
Men det var skak, som blev spillet med hele kroppen. Skak, som efterlod hende forslået og træt og frustreret over hele verden og også over sig selv.
Eller måske var det mere som at køre på cykel. Da hun havde lært det, tilbage i den rigtige verden, var hun væltet et hav af gange. Hun havde så mange sår på knæene, at mor troede, at hun ville få ar. Men Jude havde selv taget støttehjulene af og afvist at køre forsigtigt på fortovet, sådan som Taryn gjorde. Jude ville køre på gaden, hurtigt, ligesom Vivi, og hvis det resulterede i småsten i hudafskrabningerne, ja, så lod hun far pille dem ud med pincet om aftenen.
Nogle gange længtes Jude efter sin cykel, men der var ingen i Faerie. I stedet havde hun kæmpetudser og tynde, grønlige ponyer og heste, slanke som skygger og med vilde øjne.
Og hun havde våben.
Og hun havde sine forældres morder, nu hendes plejefar. Storkongens general, Madoc, som ville lære hende at ride for hurtigt og kæmpe til døden. Uanset hvor hårdt hun svang sværdet mod ham, fik det ham bare til at le. Han kunne godt lide hendes vrede. Ild, kaldte han den.
Hun kunne også godt lide det, når hun var vred. Det var bedre at være vred end bange. Bedre end at huske, at hun var en dødelig blandt uhyrer. Hun havde ikke længere valget mellem støttehjul eller ej.
På den anden side af marken var Madoc i færd med at guide Taryn gennem en serie stillinger. Taryn blev også undervist i sværdkamp, selv om hun havde andre problemer end Jude. Hendes stillinger var mere perfekte, men hun hadede at sparre. Hun svarede med et indlysende forsvar på et indlysende angreb, så det var nemt at lokke hende ind i en serie af træk og derefter sætte et slag ind ved at bryde mønsteret. Taryn blev gal, hver gang det skete, som om Jude forkludrede trinene i en dans, snarere end at vinde.
“Kom her,” råbte Madoc til Jude hen over det sølvskinnende græs.
Hun gik hen til ham med sværdet hvilende over skuldrene. Solen var lige ved at gå ned, men feer er tusmørkeskabninger, og deres dag var ikke engang halvvejs færdig. Himlen lyste med strimer af kobber og guld. Hun trak duften er fyrretræsnåle dybt ned i lungerne. Et øjeblik havde hun det, som om hun bare var et barn, der var ved at lære en ny sport.
“Kom og spar,” sagde han, da Jude nærmede sig. “I to piger mod den her gamle rødhue.” Taryn støttede sig til sit sværd, så spidsen sank ned i jorden. Hun burde ikke holde det på den måde – det var ikke godt for klingen – men Madoc irettesatte hende ikke.
“Magt,” sagde han. “Magt er evnen til at få det, man vil have. Magt er evnen til at være den, der træffer beslutningerne. Og hvordan får vi magt?”
Jude stillede sig op ved siden af sin tvilling. Det var tydeligt, at Madoc forventede et svar, men også at han forventede at få et forkert svar. “Vi lærer at kæmpe godt?” sagde hun for bare at sige noget.
Da Madoc smilede til hende, kunne hun se spidserne af hans hjørnetænder i undermunden. De var længere end resten af hans tænder. Han rodede op i hendes hår, og hun mærkede de skarpe spidser fra hans klolignende negle mod hovedbunden. For let til at gøre ondt, men ikke desto mindre en påmindelse om, hvad han var. “Vi får magt ved at tage den.”
Han pegede mod en lav bakke, hvor et tornetræ voksede. “Lad os gøre en leg ud af den næste lektion. Det er min bakke. Og I skal indtage den – værsgo.”
Taryn traskede pligtskyldigt hen imod den med Jude lige efter sig. Madoc holdt trit med dem. Alle hans tænder var blottede i et smil.
“Og hvad så nu?” spurgte Taryn uden nogen særlig begejstring.
Madoc kiggede ud i det fjerne, som om han overvejede og afviste forskellige regler. “Nu skal I holde den mod angreb.”
“Vent, hvad?” spurgte Jude. “Fra dig?”
“Er det her en strategileg eller en sparringsøvelse?” spurgte Taryn med rynket pande.
Madoc satte en finger under hendes hage og løftede hendes hoved, indtil hun så ind i hans gyldne katteøjne. “Hvad er sparring andet end en strategileg, som foregår i højt tempo?” svarede han hende med dyb alvor. “Tal med din søster. Når solen når stammen på det træ, kommer jeg for at tage min bakke tilbage. Hvis I kan slå mig tilbage bare én gang, så vinder I.”
Derefter gik han hen mod en klynge træer et stykke væk. Taryn satte sig ned i græsset.
“Jeg har ikke lyst til det her,” sagde hun.
“Det et bare en leg,” mindede Jude hende nervøst om.
Taryn sendte hende et langt blik – det, som de sendte hinanden, når en af dem lod, som om alting var normalt. “Okay, hvad synes du så, at vi skal gøre?”
Jude kiggede op i tornetræets grene. “Hvad hvis en af os smed sten ned på ham, mens den anden sparrede mod ham?”
“Okay,” svarede Taryn. Hun rejste sig igen og begyndte at samle sten i sit skørt. “Du tror ikke, han bliver gal, vel?”
Jude rystede på hovedet, men hun forstod godt Taryns spørgsmål. Hvad hvis han slog dem ihjel ved et uheld?
Man må selv vælge, hvilken bakke man vil dø på, sagde deres mor indimellem til deres far. Det havde været et af de mærkelige ordsprog, som voksne forventede, at hun forstod, selv om det ikke gav nogen mening – ligesom “en fugl i hånden er bedre end ti på taget” eller “enhver sag har to sider” eller det fuldstændig mystiske “man skal ikke smide barnet ud med badevandet”. Nu, hvor hun stod på en rigtig bakke med et sværd i hånden, forstod hun det en hel del bedre.
“Indtag din position,” sagde Jude, og Taryn klatrede omgående op i tornetræet. Jude tjekkede solens vej over bakken og spekulerede på, hvilke tricks Madoc kunne tænkes at bruge. Jo længere han ventede, jo mørkere ville det blive, og selv om han kunne se i mørket, kunne Jude og Taryn ikke.
Men da det kom til stykket, brugte han ingen tricks. Han kom styrtende ud af skoven i retning mod bakken, og han råbte og skreg, som om han anførte en hær på hundrede mand. Jude blev svag i knæene af skræk.
Det er bare en leg, mindede hun panisk sig selv om. Men jo nærmere han kom, jo mindre troede hendes krop på hende. Samtlige dyriske instinkter befalede hende at stikke af.
Nu, hvor hun så Madocs store skikkelse over for deres små skikkelser og mærkede sin egen frygt, virkede deres strategi latterlig. Hun tænkte på sin mor, der blødte ihjel på gulvet, hun mindedes lugten af hendes indvolde, da de sivede ud. Mindet føltes som en torden i hendes hoved. Nu skulle hun dø.
Løb, råbte hele hendes krop. LØB!
Nej, hendes mor havde løbet. Jude blev stædigt stående.
Hun tvang sig selv til at indtage den første stilling, selv om hendes ben rystede under hende. Madoc havde fordelen, selv om han skulle op ad bakken, eftersom han havde farten på sin side. Stenene, der regnede ned over ham fra Taryn, fik ham dårligt nok til at sætte farten ned.
Jude snurrede rundt for at komme af vejen og forsøgte ikke engang at parere det første slag. Hun smuttede om bag træet og undveg hans andet og tredje slag. Da det fjerde kom, slog det hende omkuld i græsset.
Hun lukkede øjnene og ventede på dødsstødet.
“Man kan tage en ting, når ingen holder øje med den. Men at forsvare den er alt andet end let, selv når man har en masse fordele,” sagde Madoc med en latter. Hun kiggede op og så, at han rakte end hånd ned mod hende. “Magt er nemmere at tilegne sig end at holde fast i.”
Hun sukkede af lettelse. Det var alligevel bare en leg. Endnu en lektion.
“Det var ikke fair,” klagede Taryn.
Jude sagde ikke noget. Intet var fair i Faerie. Hun havde lært at holde op med at forvente det.
Madoc trak Jude op at stå og lagde en tung arm om hendes skuldre. Han trak hende og hendes tvilling ind i et kram. Han lugtede af røg og indtørret blod, og Jude slappede af i hans arme. Det føltes godt at blive krammet. Selv af et uhyre.
Folk of the Air (1) – Prinsen af ondskab af Holly Black
Jude og hendes tvillingesøster bliver bortført til elvernes land, da deres forældre bliver brutalt myrdet. De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der synes at finde de to menneskebørn latterlige og grimme.
Især Jude står for skud. Men hun vil ikke finde sig i at blive behandlet som mindreværdig. Derfor tager Jude til genmæle, og i sin kamp for respekt, får hun magtfulde fjender. Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: Magt …
Folk of the Air (3) – Dronningen af intet af Holly Black
Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende.
Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og … uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.
Holly Black har modtaget utallige priser for sine fantasybøger. I Danmark kender vi hende bl.a. for Spiderwick-serien, og internationalt har hun skrevet bøger i samarbejde med bl.a. Cassandra Clare. Med sin nye trilogi Folk of the Air markerer forfatteren sig endnu en gang som en af fantasygenrens mest populære forfattere.Holly Black bor i Western Massachusetts i et hus med en hemmelig dør.
Havde du også svært ved at lægge Prinsen af ondskab fra dig? Så er der godt nyt. Eventyret om den udstødte outsider og menneskepige Jude i elvernes land fortsætter i denne fængslende fortsættelse. Du kan læse et uddrag af Konge af mørke her!
Folk of the Air (2) – Kongen af mørke
Judes ambitioner på sin lillebror Oaks vegne har kastet hende ud i en kamp for tronen, Oaks sikkerhed og hendes eget liv. Jude har sat alt på spil – selv sin egen familie – og hun er nødt til at stole på den ondskabsfulde prins Cardan, der er sat ind som midlertidig konge, indtil Oak er gammel nok til at herske.
Men forholdet mellem Jude og Cardan er sprængfarligt. Hadet ulmer og truer med at antænde et livsfarligt begær hos dem begge, som de desperat kæmper imod. Ikke nok med det, så er der forrædere blandt Judes nærmeste, som gerne ser at hun fejler.
Du kan købe Kongen af mørke online, fx hos saxo.com eller hos din lokale boghandler.
Konge af mørke
af Holly Black
Oversat af
Randi Bjerre Høfring
Jude løftede det tunge træningssværd og førte det ind i første stilling – beredskab.
Væn dig til vægten, havde Madoc sagt til hende. Du skal være stærk nok til at hugge og hugge og hugge igen uden at blive træt. Den første lektion er at gøre dig selv stærk nok til det. Det vil gøre ondt. Smerte gør dig stærkere.
Hun plantede fødderne i græsset. Vinden tog i hendes hår, mens hun bevægede sig gennem stillingerne. Et: sværdet beskyttende foran kroppen og hældende til den ene side. To: sværdknappen højt, som om klingen var et horn, der voksede ud af hendes hoved. Tre: ned til hoften, derefter i et bedragerisk utilsigtet dyk foran kroppen. Fire: op igen, til skulderen. Hver stilling kunne ubesværet glide over i et udfald eller en parade. Sværdkamp var som skak – man måtte forudse modstanderens træk og imødegå det, før man blev ramt.
Men det var skak, som blev spillet med hele kroppen. Skak, som efterlod hende forslået og træt og frustreret over hele verden og også over sig selv.
Eller måske var det mere som at køre på cykel. Da hun havde lært det, tilbage i den rigtige verden, var hun væltet et hav af gange. Hun havde så mange sår på knæene, at mor troede, at hun ville få ar. Men Jude havde selv taget støttehjulene af og afvist at køre forsigtigt på fortovet, sådan som Taryn gjorde. Jude ville køre på gaden, hurtigt, ligesom Vivi, og hvis det resulterede i småsten i hudafskrabningerne, ja, så lod hun far pille dem ud med pincet om aftenen.
Nogle gange længtes Jude efter sin cykel, men der var ingen i Faerie. I stedet havde hun kæmpetudser og tynde, grønlige ponyer og heste, slanke som skygger og med vilde øjne.
Og hun havde våben.
Og hun havde sine forældres morder, nu hendes plejefar. Storkongens general, Madoc, som ville lære hende at ride for hurtigt og kæmpe til døden. Uanset hvor hårdt hun svang sværdet mod ham, fik det ham bare til at le. Han kunne godt lide hendes vrede. Ild, kaldte han den.
Hun kunne også godt lide det, når hun var vred. Det var bedre at være vred end bange. Bedre end at huske, at hun var en dødelig blandt uhyrer. Hun havde ikke længere valget mellem støttehjul eller ej.
På den anden side af marken var Madoc i færd med at guide Taryn gennem en serie stillinger. Taryn blev også undervist i sværdkamp, selv om hun havde andre problemer end Jude. Hendes stillinger var mere perfekte, men hun hadede at sparre. Hun svarede med et indlysende forsvar på et indlysende angreb, så det var nemt at lokke hende ind i en serie af træk og derefter sætte et slag ind ved at bryde mønsteret. Taryn blev gal, hver gang det skete, som om Jude forkludrede trinene i en dans, snarere end at vinde.
“Kom her,” råbte Madoc til Jude hen over det sølvskinnende græs.
Hun gik hen til ham med sværdet hvilende over skuldrene. Solen var lige ved at gå ned, men feer er tusmørkeskabninger, og deres dag var ikke engang halvvejs færdig. Himlen lyste med strimer af kobber og guld. Hun trak duften er fyrretræsnåle dybt ned i lungerne. Et øjeblik havde hun det, som om hun bare var et barn, der var ved at lære en ny sport.
“Kom og spar,” sagde han, da Jude nærmede sig. “I to piger mod den her gamle rødhue.” Taryn støttede sig til sit sværd, så spidsen sank ned i jorden. Hun burde ikke holde det på den måde – det var ikke godt for klingen – men Madoc irettesatte hende ikke.
“Magt,” sagde han. “Magt er evnen til at få det, man vil have. Magt er evnen til at være den, der træffer beslutningerne. Og hvordan får vi magt?”
Jude stillede sig op ved siden af sin tvilling. Det var tydeligt, at Madoc forventede et svar, men også at han forventede at få et forkert svar. “Vi lærer at kæmpe godt?” sagde hun for bare at sige noget.
Da Madoc smilede til hende, kunne hun se spidserne af hans hjørnetænder i undermunden. De var længere end resten af hans tænder. Han rodede op i hendes hår, og hun mærkede de skarpe spidser fra hans klolignende negle mod hovedbunden. For let til at gøre ondt, men ikke desto mindre en påmindelse om, hvad han var. “Vi får magt ved at tage den.”
Han pegede mod en lav bakke, hvor et tornetræ voksede. “Lad os gøre en leg ud af den næste lektion. Det er min bakke. Og I skal indtage den – værsgo.”
Taryn traskede pligtskyldigt hen imod den med Jude lige efter sig. Madoc holdt trit med dem. Alle hans tænder var blottede i et smil.
“Og hvad så nu?” spurgte Taryn uden nogen særlig begejstring.
Madoc kiggede ud i det fjerne, som om han overvejede og afviste forskellige regler. “Nu skal I holde den mod angreb.”
“Vent, hvad?” spurgte Jude. “Fra dig?”
“Er det her en strategileg eller en sparringsøvelse?” spurgte Taryn med rynket pande.
Madoc satte en finger under hendes hage og løftede hendes hoved, indtil hun så ind i hans gyldne katteøjne. “Hvad er sparring andet end en strategileg, som foregår i højt tempo?” svarede han hende med dyb alvor. “Tal med din søster. Når solen når stammen på det træ, kommer jeg for at tage min bakke tilbage. Hvis I kan slå mig tilbage bare én gang, så vinder I.”
Derefter gik han hen mod en klynge træer et stykke væk. Taryn satte sig ned i græsset.
“Jeg har ikke lyst til det her,” sagde hun.
“Det et bare en leg,” mindede Jude hende nervøst om.
Taryn sendte hende et langt blik – det, som de sendte hinanden, når en af dem lod, som om alting var normalt. “Okay, hvad synes du så, at vi skal gøre?”
Jude kiggede op i tornetræets grene. “Hvad hvis en af os smed sten ned på ham, mens den anden sparrede mod
ham?”
“Okay,” svarede Taryn. Hun rejste sig igen og begyndte at samle sten i sit skørt. “Du tror ikke, han bliver gal, vel?”
Jude rystede på hovedet, men hun forstod godt Taryns spørgsmål. Hvad hvis han slog dem ihjel ved et uheld?
Man må selv vælge, hvilken bakke man vil dø på, sagde deres mor indimellem til deres far. Det havde været et af de mærkelige ordsprog, som voksne forventede, at hun forstod, selv om det ikke gav nogen mening – ligesom “en fugl i hånden er bedre end ti på taget” eller “enhver sag har to sider” eller det fuldstændig mystiske “man skal ikke smide barnet ud med badevandet”. Nu, hvor hun stod på en rigtig bakke med et sværd i hånden, forstod hun det en hel del bedre.
“Indtag din position,” sagde Jude, og Taryn klatrede omgående op i tornetræet. Jude tjekkede solens vej over bakken og spekulerede på, hvilke tricks Madoc kunne tænkes at bruge. Jo længere han ventede, jo mørkere ville det blive, og selv om han kunne se i mørket, kunne Jude og Taryn ikke.
Men da det kom til stykket, brugte han ingen tricks. Han kom styrtende ud af skoven i retning mod bakken, og han råbte og skreg, som om han anførte en hær på hundrede mand. Jude blev svag i knæene af skræk.
Det er bare en leg, mindede hun panisk sig selv om. Men jo nærmere han kom, jo mindre troede hendes krop på hende. Samtlige dyriske instinkter befalede hende at stikke af.
Nu, hvor hun så Madocs store skikkelse over for deres små skikkelser og mærkede sin egen frygt, virkede deres strategi latterlig. Hun tænkte på sin mor, der blødte ihjel på gulvet, hun mindedes lugten af hendes indvolde, da de sivede ud. Mindet føltes som en torden i hendes hoved. Nu skulle hun dø.
Løb, råbte hele hendes krop. LØB!
Nej, hendes mor havde løbet. Jude blev stædigt stående.
Hun tvang sig selv til at indtage den første stilling, selv om hendes ben rystede under hende. Madoc havde fordelen, selv om han skulle op ad bakken, eftersom han havde farten på sin side. Stenene, der regnede ned over ham fra Taryn, fik ham dårligt nok til at sætte farten ned.
Jude snurrede rundt for at komme af vejen og forsøgte ikke engang at parere det første slag. Hun smuttede om bag træet og undveg hans andet og tredje slag. Da det fjerde kom, slog det hende omkuld i græsset.
Hun lukkede øjnene og ventede på dødsstødet.
“Man kan tage en ting, når ingen holder øje med den. Men at forsvare den er alt andet end let, selv når man har en masse fordele,” sagde Madoc med en latter. Hun kiggede op og så, at han rakte end hånd ned mod hende. “Magt er nemmere at tilegne sig end at holde fast i.”
Hun sukkede af lettelse. Det var alligevel bare en leg. Endnu en lektion.
“Det var ikke fair,” klagede Taryn.
Jude sagde ikke noget. Intet var fair i Faerie. Hun havde lært at holde op med at forvente det.
Madoc trak Jude op at stå og lagde en tung arm om hendes skuldre. Han trak hende og hendes tvilling ind i et kram. Han lugtede af røg og indtørret blod, og Jude slappede af i hans arme. Det føltes godt at blive krammet. Selv af et uhyre.
Du kan købe Kongen af mørke online, fx hos saxo.com eller hos din lokale boghandler.
Andre bøger af Holly Black
Folk of the Air (1) – Prinsen af ondskab af Holly Black
Jude og hendes tvillingesøster bliver bortført til elvernes land, da deres forældre bliver brutalt myrdet. De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der synes at finde de to menneskebørn latterlige og grimme.
LÆS OGSÅ: Træd ind i elvernes verden med et uddrag af Prinsen af ondskab
Især Jude står for skud. Men hun vil ikke finde sig i at blive behandlet som mindreværdig. Derfor tager Jude til genmæle, og i sin kamp for respekt, får hun magtfulde fjender. Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: Magt …
Du kan købe Prinsen af ondskab online, fx på saxo.com, eller i din lokale boghandel. Læs også et uddrag af bogen her.
Se bogtraileren
LÆS OGSÅ: Prinsen af ondskab. Fra folklore til fortælling med Holly Black
Folk of the Air (3) – Dronningen af intet af Holly Black
Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende.
Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og … uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.
Du kan købe Dronningen af intet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Kampen om tronen skal afgøres – tyvstart på Dronningen af intet!
Om Holly Black
Holly Black har modtaget utallige priser for sine fantasybøger. I Danmark kender vi hende bl.a. for Spiderwick-serien, og internationalt har hun skrevet bøger i samarbejde med bl.a. Cassandra Clare. Med sin nye trilogi Folk of the Air markerer forfatteren sig endnu en gang som en af fantasygenrens mest populære forfattere.Holly Black bor i Western Massachusetts i et hus med en hemmelig dør.
Andre læste også: