Romaner

Interview med Inès Bayard: Når man skriver så intimt om kvindekroppen, må man forvente kritik

Overgrebet er en rå og hjerteskærende roman om en kvinde, hvis liv bliver slået dramatisk ud af kurs efter en voldtægt. Romanen indbragte debutant Inès Bayard en nominering til Frankrigs største litteraturpris, Prix Goncourt. Vi har spurgt Inès Bayard om hendes tanker bag romanen.


Hvilken historie vil du gerne fortælle med bogen Overgrebet?

Jeg skrev bogen i en periode, hvor jeg havde det svært med min krop og de rettigheder og pligter, som det vestlige samfund pålægger kvinder på bestemte områder.

Jeg forestillede mig en historie, hvor jeg kunne udforske forskellige øjeblikke i en kvindes liv – hendes seksualitet og moderskab og den fysiske og psykiske smerte, der kan opstå efter et seksuelt overgreb.

Familien blev for mig det oplagte sted at placere min historie, at fremhæve kvælningsfornemmelsen, at placere kroppen i centrum.

Kvindekroppen spiller en meget fysisk rolle i din bog. Vi hører om graviditet, underlivet og kroppens forfald. Hvorfor har du valgt at skrive så indgående om det fysiske?

Mit udgangspunkt var at undersøge kroppen. I starten vidste jeg ikke, hvilken form min tekst skulle have. Men pludselig kom romanen til mig, som en dør, der åbner sig. Igennem historien om min kvindelige hovedperson kunne jeg endelig udtrykke de mange forskellige følelser, der løber gennem kvindekroppen.

Jeg lyttede til mange kvinder og deres oplevelser, jeg læste vidnesbyrd fra nogen af dem, og læsningen påvirkede mig i en sådan grad, at jeg fandt det absolut nødvendigt at krydse det fysiske for at nå frem til noget mere sandt.

Sandheden om kroppen er kernen i min bog.

Det er igennem fornemmelser, forandringer, vold og fysisk pres, at Maries smerte bliver afsløret. Hvis ikke jeg var gået i den retning, ville jeg ikke have følt, at jeg var ærlig.

Mens man læser, veksler man mellem at have sympati og antipati for Marie. Hvordan har du det selv med hende?

Jeg tror ikke på, at der er ‘normale’ måder at reagere på, når der er tale om voldtægt og seksuelt overgreb. Kvinder vælger ikke selv deres måde at reagere på. De handler, som de kan, afhængig af omstændighederne, og der er lige så mange forskellige normale reaktioner, som der er kvinder. Derfor bliver jeg også vred, når jeg hører nogen sige, at man ikke skal spille offer.

Man vælger ikke at være et offer. Der er ikke en ‘rigtig’ måde at blive voldtaget på for at opfylde kriterierne for at være et ‘rigtigt’ eller ‘forkert’ offer.

Ud over de retslige tiltag (domfældelser, forældelsesfrister, abort), der hjælper med at stadfæste overgreb og voldtægt, må vi lytte til kvinderne. Marie lytter ikke opmærksomt på noget tidspunkt, hun tør ikke tale om det.

Metoo-bevægelsen var et vigtigt øjeblik i mange kvinders liv, fordi så mange kvinder endelig følte, at de blev hørt, at deres stemme betød noget. Der var kvinder, der ikke havde sagt noget i tyve år eller mere. Men for Marie er det ikke en mulighed. Jeg vil gerne vise læseren, hvordan den fortielse kan være ødelæggende, at det at vende vreden og smerten indad efter en voldtægt kan være meget destruktiv.

Hvordan har du researchet til bogen?

Jeg tog udgangspunkt i samtaler, jeg har haft med andre kvinder, jeg har mødt. Dertil føjede jeg mine egne spørgsmål, tanker og tvivl. Jeg læste vidnesbyrd fra kvinder på anonyme fora, hvor de fortalte om deres oplevelser og ikke kun efter overgreb. Voldsomheden i min roman afspejler voldsomheden i disse anonyme betroelser.

Når jeg bliver kritiseret for at være for voldsom, svarer jeg altid, at det ikke er mig, der er voldsom, men de hændelser, jeg beskriver. Det, der er voldsomt, er, at selv i dag bliver millioner af kvinder misbrugt, ydmyget, tortureret og isoleret, blot fordi de er kvinder. Mine ords voldsomhed svarer til den voldsomhed, jeg mødte i min research.

Historien er meget overvældende. Hvordan har læserne indtil videre taget imod den?

Reaktionerne har været meget forskellige. Men når man skriver så intimt om kvindekroppen, må man forvente kritik. Nogle mænd har anfægtet, at det er utroværdigt, at Maries mand Laurent ikke kan mærke, at hans hustru lider, når de har sex. Jeg anerkender deres mening, og jeg skal ikke bestemme, hvad de skal synes om min roman, men i mit baghoved ligger de mange samtaler, jeg har haft med kvinder, og som min bog er formet af.

Bogen er et forsøg på at udforske de mørke og skjulte sider, som vi ikke tør tale om.

Formålet med bogen er ikke at chokere eller såre nogen, målet er, at beskrive kroppens fysiske forandringer. Jeg vil mene, at bogen både kan læses af mænd og kvinder, men det er helt sikkert ikke feel good litteratur med en lykkelig slutning og søde romankarakterer; det er et helt andet projekt, som jeg nok ikke vil gentage.

Vold er jo desværre også en del af vores verden, og man kan behandle emnet på forskellige måder, skrive om det fra forskellige vinkler. Det er det, litteratur kan.




Overgrebet af Inès Bayard

Overgrebet, Inès Bayard, fransk roman, skønlitteratur,

Marie er lykkeligt gift, tredive år, hun elsker sin mand Laurent og deres liv sammen i Paris. Hun er glad for sit arbejde og drømmer om at blive mor. Alt kører på skinner og ser lyst ud. Lige indtil den regnvejrsdag, hvor hendes chef tilbyder at give hende et lift, og han voldtager hende i sin bil.

Selv om Marie er ved at drukne i skyld og skam, beslutter hun sig for ikke at sige noget til nogen og holde på sin hemmelighed i ensomhed. Men da hun opdager, at hun er gravid, begynder en langsom nedstigning i mørket og vanviddet.

Inès Bayard har skrevet en stærk og foruroligende roman om konsekvenserne af et overgreb, der på katastrofal vis leder en kvinde til at gøre det utænkelige.

Bogen er oversat fra fransk af Mette Olesen.

Du kan købe Overgrebet af Inès Bayard online her eller i din lokale boghandel.