Årene fra 1960 til 1970 er blevet kendt i folkemunde som “de glade 60’ere” – men hvor glade var 60’erne egentlig? Var den seksuelle frigørelse, eksperimenterende familiestrukturer, bofællesskaber og børnehaveklasser nok til at gøre den voksende middelklasse gladere end de hidtil havde været?
I bogen Min barndom i 60’erne giver 12 kendte danskere deres bud på, hvorfor og om 60’erne virkeligt var så glade, og de gør det med udgangspunkt i minder fra deres barndom.
De 12 danskere er: Hanne Richardt Beck, Mogens Blom, Knud Foldschack, Elisabeth Gjerluff Nielsen, Maria Helleberg, Pia Fris Laneth, Lars Lilholt, Camilla Plum, Isabella Smith, Jes Stein Pedersen, Villy Søvndal og Jesper Theilgaard.
Forlagsliv har fundet fem typiske tidstegn, der indrammer 60’erne. Du kan læse mere om dem i Min barndom i 60’erne.
Højhuse så langt øjet rakte
I 60’erne ser de førte højhuse dagens lys. Byggerierne blev sat i gang i 50’erne, og nu stod de arkitektegnede, fransk-inspirerede tårne så færdige og klar til indflytning og en ny måde for danskerne at bo på inde i byerne.
Journalist og studievært Jes Stein Pedersen husker dette om sin tid i betonjunglen:
“Jeg kom til verden i november 1959, og vi boede i højhusenes himmelstræbende eventyrlighed på Bellahøj, som jeg elskede. Fra mit værelse på tiende sal var der udsigt helt til Sverige. Højhusene lå frit og var omgivet af lys og luft. Da jeg var to år, gav min mor mig en tophue på med en stor farvestrålende kvast for at kunne holde øje med mig oppe fra altanen på tiende. Om aftenen elskede jeg at kigge ud på højhusenes mørke søjler, og alt det lys, som kom inde fra lejlighederne. Jeg troede, at det var den eneste måde, man kunne bo på. Familier i hver sin kasse, stablet oven på og ved siden af hinanden.”
“Obladi, Oblada”
Rockmusikken og de friserede boybands bliver for alvor populære i 60’erne, og der fandtes nok ikke et ungt menneske, der ikke kendte til The Beatles og deres universelle rock and roll.
Her er hvad krimiforfatter og tidligere embedsmand Mogens Blom kan huske, om sit møde med ét af 60’ernes helt store fænomener:
“I 1964 går jeg i 2. klasse, og Beatles-feberen har også ramt min legekammerat Michael og mig. Ole og jeg er flyttet fra børneværelset ned i underetagen, hvor min far ved hårdt arbejde har indrettet to små værelser. Her har jeg også flyttet familiens grammofon ned, og på den spiller vi plader. Vi har tre singler: Beatles’ She Loves You og A Hard Day’s Night samt Rolling Stones’ Heart of Stone. Vi skiftes til at vælge, mens vi sidder omkring pladespilleren og drømmer om, at
det er os, der står på scenen. Jeg får overtalt min far til, at jeg kan tage coveret af She Loves You med til frisøren, så jeg kan blive klippet ligesom Beatles. Uroligt sidder jeg på stolerækken med coveret i en svedig hånd og venter på, at det skal blive min tur. Frisøren, en ældre herre, kaster et blik på billedet og nikker surt. Da jeg kommer hjem, har jeg svært ved at se forskel på den nye klipning og den, han plejer at lave.”
LÆS OGSÅ: Røg, monopol-tv og svinekød ad libitum: Min barndom i 70’erne
Lårkorte og foranvendt gylp
Før 1960’erne blev bukser med gylp og korte kjoler set på som usømmeligt for piger og kvinder at gå med. Jeans med gylp var udelukkende for mænd, og pigerne og kvinder skulle nødigt “lokke” mændene med korte kjoler.
Men det ændrede sig i 60’erne, hør bare foredragsholder og forfatter Pia Fris Laneths barndomsminde her:
“Forargelsen over, at unge piger viste ben, blev undertiden korporlig – vi er nogle stykker, der har oplevet at få et rap i rumpen af en ældre dames håndtaske eller paraply. Piger kunne til gengæld nu gå i bukser uden at vække opsigt. Da jeg fik gode eksamenskarakterer i 1. real, belønnede min far mig med en indkøbstur i Nyhavn efter sømandsbukser med lav talje, svaj og gylp og en ternet skjorte – samt den første øl i faderligt selskab på et værtshus. Det var et ridderslag! Det var kun otte år siden, han havde straffet min storesøster for at købe cowboybukser med gylp.”
Fra isblokke til køleskab
Det kan være svært at tro, men indtil 60’erne holdt man sine madvarer kolde ved hjælp af isblokke. Køleskabet kom først i dette højteknologiske årti. Madskribent og programvært, Camilla Plum giver her sit barndomsminde om dengang de fik et køleskab:
“Vi fik køleskab i begyndelsen af 60’erne, før det havde vi et isskab. Isen kom i store blokke fra ismejeriet i Jægersborg, svedige ismænd bar dem helt ind i skabet, de må have vejet mindst 50 kg. De varede i nogle dage, så kom de med en ny isblok. Jægersborg Mejeri var fremme i skoene, de lavede ymer og ikke mindst landets første yoghurt, der smagte lige så godt, mildt syrligt med en bredere smag end den, man kan få i dag, og den var lige så stivnet som den bedste i Sydeuropa. Den kom i klare, bredmundede flasker, så man kunne spise den med ske, først flødelaget på toppen, og det var en åbenbaring.”
60’erne ændrede verden
Forfatter Hanne Richardt Beck beskriver meget godt det sagnomspundne årti:
“60’erne var et årti, hvor hverdagene lignede alle mulige andre hverdage, og dog var de fulde af umærkelige forandringer, så da vi nåede frem til 70’erne, havde hr. Juel fået navneforandring til Thorkild, Beatles var blevet uenige om musikken og gået i opløsning, mennesket havde gået på månen, og verden var uigenkaldeligt ændret.”
Årene fra 1960 til 1970 er blevet kendt i folkemunde som “de glade 60’ere” – men hvor glade var 60’erne egentlig? Var den seksuelle frigørelse, eksperimenterende familiestrukturer, bofællesskaber og børnehaveklasser nok til at gøre den voksende middelklasse gladere end de hidtil havde været?
I bogen Min barndom i 60’erne giver 12 kendte danskere deres bud på, hvorfor og om 60’erne virkeligt var så glade, og de gør det med udgangspunkt i minder fra deres barndom.
De 12 danskere er: Hanne Richardt Beck, Mogens Blom, Knud Foldschack, Elisabeth Gjerluff Nielsen, Maria Helleberg, Pia Fris Laneth, Lars Lilholt, Camilla Plum, Isabella Smith, Jes Stein Pedersen, Villy Søvndal og Jesper Theilgaard.
Forlagsliv har fundet fem typiske tidstegn, der indrammer 60’erne. Du kan læse mere om dem i Min barndom i 60’erne.
Højhuse så langt øjet rakte
I 60’erne ser de førte højhuse dagens lys. Byggerierne blev sat i gang i 50’erne, og nu stod de arkitektegnede, fransk-inspirerede tårne så færdige og klar til indflytning og en ny måde for danskerne at bo på inde i byerne.
Journalist og studievært Jes Stein Pedersen husker dette om sin tid i betonjunglen:
“Jeg kom til verden i november 1959, og vi boede i højhusenes himmelstræbende eventyrlighed på Bellahøj, som jeg elskede. Fra mit værelse på tiende sal var der udsigt helt til Sverige. Højhusene lå frit og var omgivet af lys og luft. Da jeg var to år, gav min mor mig en tophue på med en stor farvestrålende kvast for at kunne holde øje med mig oppe fra altanen på tiende. Om aftenen elskede jeg at kigge ud på højhusenes mørke søjler, og alt det lys, som kom inde fra lejlighederne. Jeg troede, at det var den eneste måde, man kunne bo på. Familier i hver sin kasse, stablet oven på og ved siden af hinanden.”
“Obladi, Oblada”
Rockmusikken og de friserede boybands bliver for alvor populære i 60’erne, og der fandtes nok ikke et ungt menneske, der ikke kendte til The Beatles og deres universelle rock and roll.
Her er hvad krimiforfatter og tidligere embedsmand Mogens Blom kan huske, om sit møde med ét af 60’ernes helt store fænomener:
“I 1964 går jeg i 2. klasse, og Beatles-feberen har også ramt min legekammerat Michael og mig. Ole og jeg er flyttet fra børneværelset ned i underetagen, hvor min far ved hårdt arbejde har indrettet to små værelser. Her har jeg også flyttet familiens grammofon ned, og på den spiller vi plader. Vi har tre singler: Beatles’ She Loves You og A Hard Day’s Night samt Rolling Stones’ Heart of Stone. Vi skiftes til at vælge, mens vi sidder omkring pladespilleren og drømmer om, at
det er os, der står på scenen. Jeg får overtalt min far til, at jeg kan tage coveret af She Loves You med til frisøren, så jeg kan blive klippet ligesom Beatles. Uroligt sidder jeg på stolerækken med coveret i en svedig hånd og venter på, at det skal blive min tur. Frisøren, en ældre herre, kaster et blik på billedet og nikker surt. Da jeg kommer hjem, har jeg svært ved at se forskel på den nye klipning og den, han plejer at lave.”
LÆS OGSÅ: Røg, monopol-tv og svinekød ad libitum: Min barndom i 70’erne
Lårkorte og foranvendt gylp
Før 1960’erne blev bukser med gylp og korte kjoler set på som usømmeligt for piger og kvinder at gå med. Jeans med gylp var udelukkende for mænd, og pigerne og kvinder skulle nødigt “lokke” mændene med korte kjoler.
Men det ændrede sig i 60’erne, hør bare foredragsholder og forfatter Pia Fris Laneths barndomsminde her:
“Forargelsen over, at unge piger viste ben, blev undertiden korporlig – vi er nogle stykker, der har oplevet at få et rap i rumpen af en ældre dames håndtaske eller paraply. Piger kunne til gengæld nu gå i bukser uden at vække opsigt. Da jeg fik gode eksamenskarakterer i 1. real, belønnede min far mig med en indkøbstur i Nyhavn efter sømandsbukser med lav talje, svaj og gylp og en ternet skjorte – samt den første øl i faderligt selskab på et værtshus. Det var et ridderslag! Det var kun otte år siden, han havde straffet min storesøster for at købe cowboybukser med gylp.”
Fra isblokke til køleskab
Det kan være svært at tro, men indtil 60’erne holdt man sine madvarer kolde ved hjælp af isblokke. Køleskabet kom først i dette højteknologiske årti. Madskribent og programvært, Camilla Plum giver her sit barndomsminde om dengang de fik et køleskab:
“Vi fik køleskab i begyndelsen af 60’erne, før det havde vi et isskab. Isen kom i store blokke fra ismejeriet i Jægersborg, svedige ismænd bar dem helt ind i skabet, de må have vejet mindst 50 kg. De varede i nogle dage, så kom de med en ny isblok. Jægersborg Mejeri var fremme i skoene, de lavede ymer og ikke mindst landets første yoghurt, der smagte lige så godt, mildt syrligt med en bredere smag end den, man kan få i dag, og den var lige så stivnet som den bedste i Sydeuropa. Den kom i klare, bredmundede flasker, så man kunne spise den med ske, først flødelaget på toppen, og det var en åbenbaring.”
60’erne ændrede verden
Forfatter Hanne Richardt Beck beskriver meget godt det sagnomspundne årti:
“60’erne var et årti, hvor hverdagene lignede alle mulige andre hverdage, og dog var de fulde af umærkelige forandringer, så da vi nåede frem til 70’erne, havde hr. Juel fået navneforandring til Thorkild, Beatles var blevet uenige om musikken og gået i opløsning, mennesket havde gået på månen, og verden var uigenkaldeligt ændret.”
Læs flere historier og tidstegn fra de fantastiske 60’ere i bogen Min barndom i 60’erne. Find den som e-bog eller på et bibliotek tæt på dig.
Andre læste også: