Indefra Uncategorized

EPUB 3 giver bedre læseoplevelser

EPUB 3 giver bedre læseoplevelser

EPUB 3 logoOm man er til krimi eller romance, biografier eller børnebøger, så betyder det noget for oplevelsen, om bogen er trykt på lækkert papir, har en flot forside eller – i e-bøgernes tilfælde – om de er kodet rigtigt. Forfattere og redaktører har arbejdet hårdt for at give læserne det bedste indhold – og det skal selvfølgelig pakkes rigtigt og flot ind.

I starten af 2013 gik Lindhardt og Ringhof som det første danske forlag over til at producere alle forlagets nye e-bøger i EPUB 3 format (e-bogslingo: en EPUB er et e-bogsformat. Overordnet set er der to slags e-bøger på verdensmarkedet: EPUB og Amazons Kindle-bøger. I Danmark produceres og sælges e-bøger primært i EPUB formatet. EPUB 3 er den nyeste standard for formatet). Det er nu blevet til over 1000 EPUB 3-udgivelser, og vi er stolte over, at vores e-bøger er nogle af de mest brugervenlige på markedet, både for den almindelige læser og for blinde, ordblinde og svagtseende.

I forlagets digitale afdeling prioriterer vi at forbedre den digitale læseoplevelse og at følge med i udviklingen. Alle vores e-bøger produceres på baggrund af vores egen specifikation, der bestemmer udformningen af e-bøgerne på kodeplan, for at sikre den bedst mulige kvalitet. Specifikationen opdateres flere gange om året for konstant at forbedre produktet.

Forskellen på EPUB2 og EPUB3

Mange læsere vil i dag ikke ane, om de sidder med en EPUB 2 eller en EPUB 3 i hånden. Det er der to grunde til. For det første vil de EPUB 3-specifikke forbedringer kun være synlige, hvis bogen læses i et læsesystem, der understøtter formatet, f.eks. Kobo, Gitden, Readium og iBooks. For det andet vil forskellen på overfladen være minimal for rene tekstbøger som fx romaner, men tro mig: under kølerhjelmen er forskellen gigantisk. Groft sagt er forskellen mellem de to formater nemlig som forskellen mellem hjemmesider for 4 år siden og hjemmesider i dag. Eller – måske et bedre billede i den litterære verden – som forskellen mellem at mejsle bogstaver på stentavler og trykke en bog.

Bogbranchen er en konservativ branche. Bogbranchen har mange steder modstand mod digitaliseringen eller for lidt viden. Det digitale er mest sexet, når det handler om at poste, tagge og blogge – måske fordi forlæggere og redaktører er eksperter i netop skriftlig kommunikation. Når hverken kunder eller forhandlere presser på for at få bedre e-bøger, så har det ikke høj prioritet hos forlagene at stille krav til e-bogsproducenterne.

I løbet af 2014 er der dog sket meget på området. Der produceres flere e-bøger i det nye format, primært i USA. Der er kommet flere læsesystemer til, der kan håndtere formatet, og flere er på vej med opdateringer. Der er udviklet tests af læsesystemer, så brugerne kan få indsigt i, hvem der understøtter hvad. I USA er der endda udviklet et white paper for udvikling af EPUB 3-læsesystemer og produktion af e-bøger for at sikre en fælles standard til gavn for forbrugerne.

Animation fra Tillykke hr. Stuganoff
Vores børnebogsforlag udgiver digitale børnebøger med oplæsning, animationer og interaktivitet, der giver bøger en ekstra dimension til støtte af både historien og indlæring. Her vises interaktivitet fra Tillykke hr. Stuganoff, hvor man ved at trykke på kagenerne lærer at tælle til tre.

Forskellen på EPUB 3 og det tidligere EPUB-format er på kodeplan gigantisk (se kodeeksempel nederst på siden). For forlaget og læserne betyder udviklingen en mængde nye muligheder, bl.a.:

  • At man kan tilføje den fysiske bogs sidetal, hvilket gør det nemmere at bruge bogen i læseklubber og i undervisning.
  • Tilføjelse af et fixed layout-format, der kan bruges til illustrerede bøger, hvor billeders position er vigtig i forhold til teksten, som f.eks. kogebøger, coffee-table-books og børnebøger.
  • At man kan tilføje oplæsning, så man bl.a. kan høre børnebøger oplæst med automatisk sideskift.
  • Forbedret tilgængelighed, så blinde og svagtseende kan bruge syntetisk tale, navigere nemmere rundt i bøgerne m.m.
  • At man kan tilføje video og lyd til bogen.
  • At man kan lave animationer og tilføje interaktivitet.

Hvis du er ny e-bogslæser eller utilfreds med det læsesystem, du bruger i dag, vil vi anbefale de læsesystemer, der understøtter og aktivt arbejder med EPUB 3. Prøv f.eks. Kobo og GitdenReader eller iBooks (sidstnævnte kun til iOS). Du behøver ikke købe dine e-bøger igennem disse læsesystemer, for du kan manuelt hente filer ind i dem alle.

Hvis du vil gå virkelig nørdet til værks, kan du desuden besøge EPUB 3-testsiden (http://epubtest.org/results/) og se, hvor mange procent af formatet de enkelte læsesystemer understøtter. Hvis et læsesystem ikke er på listen, understøtter det ikke EPUB 3.

Hvis du står overfor at vælge, hvor du vil læse dine e-bøger – uanset om det er på tablet, smartphone eller dedikeret e-bogslæser – så vælg et, der understøtter EPUB 3 og få alle fordelene ved Lindhardt og Ringhofs bøger med.

Vind en e-bogspakke med Stillidsen, Hr. Struganoff og MK Bootcamp. Skriv i kommentarfeltet, hvor du læser dine e-bøger – eller send os en mail på digital(@)lrforlag.dk. Deadline 20. september 2014.

EPUB_Kode
Sammenligning af koden bag den gamle EPUB 2 version (øverst) og den nye EPUB 3 version (nederst) af samme bog. I EPUB 3 versionen gøres der bl.a. brug af semantisk opmarkering og epub:type attributter, der begge øger bogen tilgængelighed og håndteringen af elementerne i læsesystemer. EPUB 3 viser også den fysiske bogs sidetal (det lille grå tal ud for teksten, her vist i iBooks). Desuden vil EPUB 3 bogens udseende skifte udseende alt afhængig af om den ses på en smartphone eller en tablet.