Du kender måske Einar Már Guðmundsson som den store islandske romanforfatter, der solidarisk skildrer de utilpassede og skæve eksistenser. Men Einar Már skriver også digte.
Da han debuterede som forfatter tilbage i 1980, var det netop med en digtsamling, og de tre første bøger, der stod hans navn på, var faktisk digte. Han er forfatter til 13 romaner og i år er Einar Már Guðmundsson aktuel med en ny digtsamling: Til rette vedkommende, som er den 7. i rækken. En smuk udgivelse med litografier af den islandske billedkunstner Tryggvi Ólafsson, oversat til dansk af Erik Skyum-Nielsen.
LÆS OGSÅ: Einar Már Guðmundsson om sin debut: Jeg solgte digtsamlingerne i gaderne i Reykjavík
Digte er en slags laboratorium
Det er 10 år siden, at du sidst udkom med en digtsamling. Hvorfor går der så lang tid imellem?
”Nu har jeg skrevet bøger i næsten 40 år. Cirka hvert 10. år er der kommet en periode med digte. Det er som de rammer noget ind. Min søgen eller hvad det nu er. De er vigtige i sig selv, men også en slags laboratorium. Det meste af min tid går med at skrive romaner, men digte er noget, der er med mig hele tiden. Jeg bliver meget inspireret af at læse digte, og jeg skriver hele tiden sætninger, der minder om digte. Egentlig ser jeg ikke den store forskel mellem prosa og poesi. For mit vedkommende er det to sider af samme mønt, hvis ikke den samme mønt. Det passer meget godt med, at både poesien og prosaen har samme ophav i eposset, hvor man fortalte historier i versform.
Digte er en slags overvejelser, man mediterer, man leder efter noget. Det er musikken i sjælelivet, kan man sige. Jeg har det med digtene som Jesus med børnene: de er meget velkomne”.
Einar Már Guðmundsson
Evigheden og øjeblikket
Ud over romaner og digte har Einar Már Guðmundsson gennem årene også skrevet essays, noveller, filmmanuskripter, tekster til musik og er en hyppig gæst i Danmark, hvor han fortæller om sit forfatterskab og gerne læser højt af sine værker. Selv kalder han sig ”næsten en missionær”. Til rette vedkommende kredser om afslutninger og begyndelser, evigheden og øjeblikket, det lyse og det mørke, erindringer og glemsel. Eller som der står i et af digtene: “om tiden og ordene, ordene og verden og alt derimellem”.
Digte om modsætningerne i livet
Hvordan vil du selv beskrive dine nye digte?
”Som digter kan man ikke altid helt definere, hvad det er man laver, for hvis man vidste det helt nøjagtigt, så tror jeg ikke, man ville lave det. Eller man ville måske udtrykke sig på en anden måde.
At være digter er en rejse ud i det uvisse. Jeg arbejder i denne digtsamling med temaer som evigheden, eksistensen, gud, kærligheden. Altså livet. Om de modsætninger i livet, der er synlige på nuværende tidspunkt. De indre værdier vi prøver at få ud i den ydre verden. Herfra tror jeg, at jeg vil overlade svaret til de kommende læsere”.
LÆS OGSÅ: Einar Már Guðmundssons samlede værker: Et smykkeskrin af nordisk litteratur
Det nye er hele tiden i dialog med det gamle
Du har altid været engageret i samfundet og i mennesker, der normalt ikke bliver ophøjet til kunst. I din nye digtsamling aner man nogen nye tematikker: klima og flygtninge. Mærker du selv, at du flytter fokus med alderen?
”Jeg er måske ikke den rigtige til at svare på det spørgsmål. For mit vedkommende, så er det nye hele tiden i dialog med det gamle. Man kan sige, at samfundet er som et stort hus, hvor nye flytter ind, og andre flytter ud, og luften ændrer sig. Der er nogle meget nærværende elementer i tiden, noget man forholder sig til af nødvendighed og af interesse. På den måde ser jeg det ikke som flytning af fokus, men at der hele tiden er noget nyt i fokus. Tidernes dialog. Evigheden i øjeblikket, og omvendt.
Jeg håber ikke, at det har så meget med alderen at gøre, men ellers er alderen afgørende på mange måder. Måske er der elementer af indsigter, der modnes. Det er derfor, jeg siger, at digtene indrammer tiden i mit forfatterskab. Min udvikling”.
Digt fra Til rette vedkommende
“Jeg havde tænkt mig
at byde jer velkommen
men jeg glemte det
eller digtene lod mig glemme det
for at jeg kunne gøre det nu.
Jeg kunne også have sagt,
at jeg glemte at byde jer
velkommen
fordi I allerede er det.
Visse ting behøver man ikke sige.
Dette er et selskab.
Dørene er åbne
Klokken er et kvarter i begyndelsen.
Klokken er et kvarter i afslutningen.
I kan klappe i jeres hænder
eller ryste jeres smykker,
myldre og vrimle.
puste og stønne,
eller hvad det skal være,
I kan komme ind,
I kan gå ud,
komme ud eller gå ind,
læse disse digte eller holde op med det.
Klokken er et kvarter i begyndelsen.
Klokken er et kvarter i afslutningen.
Der kræves ingen entré,
findes ingen aldersgrænse,
jeg havde nær sagt, ingen klasseforskel,
men det er ikke muligt i dette årsregnskab
så længe alt er blevet anbragt i ganske få lommer.
Nogle bliver født i sportsvogne
andre på overførselsindkomst
og alt er tilladt
undtagen at pille ved tingenes tilstand.
Dette er et selskab.
Dørene er åbne.
Du behøver ikke billet
medmindre du ikke kommer”.
Du kender måske Einar Már Guðmundsson som den store islandske romanforfatter, der solidarisk skildrer de utilpassede og skæve eksistenser. Men Einar Már skriver også digte.
Da han debuterede som forfatter tilbage i 1980, var det netop med en digtsamling, og de tre første bøger, der stod hans navn på, var faktisk digte. Han er forfatter til 13 romaner og i år er Einar Már Guðmundsson aktuel med en ny digtsamling: Til rette vedkommende, som er den 7. i rækken. En smuk udgivelse med litografier af den islandske billedkunstner Tryggvi Ólafsson, oversat til dansk af Erik Skyum-Nielsen.
LÆS OGSÅ: Einar Már Guðmundsson om sin debut: Jeg solgte digtsamlingerne i gaderne i Reykjavík
Digte er en slags laboratorium
Det er 10 år siden, at du sidst udkom med en digtsamling. Hvorfor går der så lang tid imellem?
”Nu har jeg skrevet bøger i næsten 40 år. Cirka hvert 10. år er der kommet en periode med digte. Det er som de rammer noget ind. Min søgen eller hvad det nu er. De er vigtige i sig selv, men også en slags laboratorium. Det meste af min tid går med at skrive romaner, men digte er noget, der er med mig hele tiden. Jeg bliver meget inspireret af at læse digte, og jeg skriver hele tiden sætninger, der minder om digte. Egentlig ser jeg ikke den store forskel mellem prosa og poesi. For mit vedkommende er det to sider af samme mønt, hvis ikke den samme mønt. Det passer meget godt med, at både poesien og prosaen har samme ophav i eposset, hvor man fortalte historier i versform.
Evigheden og øjeblikket
Ud over romaner og digte har Einar Már Guðmundsson gennem årene også skrevet essays, noveller, filmmanuskripter, tekster til musik og er en hyppig gæst i Danmark, hvor han fortæller om sit forfatterskab og gerne læser højt af sine værker. Selv kalder han sig ”næsten en missionær”. Til rette vedkommende kredser om afslutninger og begyndelser, evigheden og øjeblikket, det lyse og det mørke, erindringer og glemsel. Eller som der står i et af digtene: “om tiden og ordene, ordene og verden og alt derimellem”.
Digte om modsætningerne i livet
Hvordan vil du selv beskrive dine nye digte?
”Som digter kan man ikke altid helt definere, hvad det er man laver, for hvis man vidste det helt nøjagtigt, så tror jeg ikke, man ville lave det. Eller man ville måske udtrykke sig på en anden måde.
At være digter er en rejse ud i det uvisse. Jeg arbejder i denne digtsamling med temaer som evigheden, eksistensen, gud, kærligheden. Altså livet. Om de modsætninger i livet, der er synlige på nuværende tidspunkt. De indre værdier vi prøver at få ud i den ydre verden. Herfra tror jeg, at jeg vil overlade svaret til de kommende læsere”.
LÆS OGSÅ: Einar Már Guðmundssons samlede værker: Et smykkeskrin af nordisk litteratur
Det nye er hele tiden i dialog med det gamle
Du har altid været engageret i samfundet og i mennesker, der normalt ikke bliver ophøjet til kunst. I din nye digtsamling aner man nogen nye tematikker: klima og flygtninge. Mærker du selv, at du flytter fokus med alderen?
”Jeg er måske ikke den rigtige til at svare på det spørgsmål. For mit vedkommende, så er det nye hele tiden i dialog med det gamle. Man kan sige, at samfundet er som et stort hus, hvor nye flytter ind, og andre flytter ud, og luften ændrer sig. Der er nogle meget nærværende elementer i tiden, noget man forholder sig til af nødvendighed og af interesse. På den måde ser jeg det ikke som flytning af fokus, men at der hele tiden er noget nyt i fokus. Tidernes dialog. Evigheden i øjeblikket, og omvendt.
Jeg håber ikke, at det har så meget med alderen at gøre, men ellers er alderen afgørende på mange måder. Måske er der elementer af indsigter, der modnes. Det er derfor, jeg siger, at digtene indrammer tiden i mit forfatterskab. Min udvikling”.
Digt fra Til rette vedkommende
“Jeg havde tænkt mig
at byde jer velkommen
men jeg glemte det
eller digtene lod mig glemme det
for at jeg kunne gøre det nu.
Jeg kunne også have sagt,
at jeg glemte at byde jer
velkommen
fordi I allerede er det.
Visse ting behøver man ikke sige.
Dette er et selskab.
Dørene er åbne
Klokken er et kvarter i begyndelsen.
Klokken er et kvarter i afslutningen.
I kan klappe i jeres hænder
eller ryste jeres smykker,
myldre og vrimle.
puste og stønne,
eller hvad det skal være,
I kan komme ind,
I kan gå ud,
komme ud eller gå ind,
læse disse digte eller holde op med det.
Klokken er et kvarter i begyndelsen.
Klokken er et kvarter i afslutningen.
Der kræves ingen entré,
findes ingen aldersgrænse,
jeg havde nær sagt, ingen klasseforskel,
men det er ikke muligt i dette årsregnskab
så længe alt er blevet anbragt i ganske få lommer.
Nogle bliver født i sportsvogne
andre på overførselsindkomst
og alt er tilladt
undtagen at pille ved tingenes tilstand.
Dette er et selskab.
Dørene er åbne.
Du behøver ikke billet
medmindre du ikke kommer”.
Andre læste også: