Da Bent Haller skulle flytte, fandt han en gammel fugtig papkasse på loftet med dagbøger fra hans tidlige ungdom. De var skrevet i årene 1962-1965 og i stedet for at smide dem ud, gav Bent Haller sig til at læse.
Dagbøgerne og de tanker, som læsningen af dem affødte, er blevet til Bent Hallers bog, Det man skriver, hvor han som 74-årig reflekterer over de gamle dagbogsnotater, sit unge jeg og forholdet mellem erindring og sandhed.
”Erindringen er en upålidelig fætter” skriver Haller, der til gengæld opfatter dagbogen som ”sjælens maskinrum”.
I dagbogsteksterne hører man om venskabet med Mogens og Kanutski, om turene på tomlen, om musikalske og litterære forbilleder og en hel masse om piger, som gør et kæmpe indtryk på den unge Haller.
Men man får også et billede af en ung mand, der føler sig anderledes, som er bange for alverdens ting, drømmende og usikker og som slet ikke har lyst til det hans skæbne tilsiger ham: at arbejde på skibsværftet, som de fleste andre mænd gjorde det i 40’erne og 50’ernes Frederikshavn.
”Jeg var en åndelig skiftning”, skriver Bent Haller om sig selv, og man aner en spirende kunstnersjæl på jagt efter sin udtryksform.
Bogen er et indblik i, hvem Bent Haller var, før han blev en af Danmarks mest produktive forfattere med over 100 bøger for både børn og voksne.
”Min hovedstol er en kapital, der skal i omløb, som skal investeres og forbruges. Kig blot ned i min brønd, men vær forberedt på at selv et spejlbillede kan lyve”
”Jeg var 14 år, da jeg begyndte at skrive dagbog første gang, og det foregik i al hemmelighed.
Jeg tænkte ikke så meget over, hvorfor jeg skrev, men det var noget, jeg kunne have for mig selv. Det var godt at sidde i ensomhed og skrive. Det var der, jeg skulle være. Der skete ikke noget i min hverdag, så jeg skrev mest i ferierne.”
Dagbøger var for piger
Bent Haller boede i Frederikshavn i en lejlighed med sine forældre og sin lillebror Svend Erik, som han delte et 8 kvadratmeter stort værelse med.
Broren var nysgerrig, og Bent skulle kæmpe for at få bare lidt privatliv og brugte meget energi på at finde en sikker måde at gemme sin dagbog på, så ingen fik adgang til hans inderste tanker. Det kunne være sprængfarligt for en ung mand på de kanter at blive afsløret i at skrive om sig selv.
”Jeg følte, at jeg skulle passe på og var bange for, at der var nogen, der fik fat på min dagbog. Så jeg skrev så neutralt som muligt.
Man blottede sig ikke, der hvor jeg kommer fra. Sådan noget med dagbøger og poesibøger var kun for piger. Den slags kunne man få bank for i Frederikshavn! Så det skulle pakkes ind, jeg skulle jo passe på mig selv og skrev derfor i dølgsmål”.
Privatfoto fra bogen
Skriften blev min redningskrans
”Jeg havde tidligt en fornemmelse af, at det var det her jeg kunne – at skrive. Jeg vidste, at jeg ikke kunne arbejde med mine hænder, jeg ville blive ulykkelig og gå ned, hvis det var sådan, jeg skulle leve mit liv. Hvis det var gået den vej, så havde jeg ikke været her. Skriften blev min redningskrans.”
Det som Bent Haller interesserede sig for at lave – at læse og at skrive – var ikke acceptable beskæftigelser i hans familie. Det stjal for meget af ens tid. Så hvor kom styrken fra til at trodse det miljø og de konventioner, han var født ind i?
”Kunstner, vrængede min mor og tog sig til hovedet. – Kunstner, jamen herregud, hvad skal der blive af dig, dreng? Det er jo til at græde over.”
Privatfoto fra bogen
”Jamen, jeg følte ikke, at jeg havde andre muligheder. Det var her, jeg kunne være mig selv. Jeg følte grundlæggende ikke, at jeg kunne noget, men jeg blev ved med at forsøge at skrive, fordi det kunne jeg trods alt lidt bedre.
Hvis der findes en gud, så var det ham, der hver gang jeg havde et værktøj i hånden, gav mig et vink om, at det ikke var det rigtige for mig”.
”Jeg sendte 15-20 manuskripter ind, før det lykkedes mig som 25-årig at komme igennem til et forlag. Jeg gav aldrig op – det var jeg simpelthen nødt til. Jeg havde ikke været her, hvis det ikke var lykkedes mig. Det er stadigvæk utroligt at tænke på, at jeg rent faktisk har kunnet leve af at skrive.”
”Min mor havde generelt den holdning til tilværelsen, at man ikke skulle tro man var mere end en halv meter høj, det prøvede hun forgæves at lære den opadstræbende søn.”
Sandheden ligger i fiktionen
I indledningen til Det man skriver advarer Bent Haller læseren om, at det er svært at få hold om sandheden, og man skal ikke tro på alt man læser, selvom det er i en biografi eller en dagbog.
Han skriver senere, at han kan se, at han ubevidst har brugt episoder og problematikker fra sit eget liv i sine bøger henover årene. Hvor er han så tættest på sandheden, i dagbøgerne eller i romanerne?
”Sandheden ligger for mig at se i fiktionen. Jeg har altid haft en frygt for at stå nøgen på Rådhuspladsen, så jeg har brugt historier fra mit liv i mine bøger og skrevet roman udenpå. Man tør mere i fiktionen.
Da jeg skrev romanen Når krigen slutter (der er inspireret af Bent Hallers mor, red.), så kostede det mig mine søskende. Selvom det er en roman, så vil den af nogen blive læst, som om det er den virkelige historie om, hvordan tingene var. Uanset hvad jeg siger, så kan nogen komme og sige, at sådan var det ikke i virkeligheden”.
”Og på den anden side, så oplever jeg også, at når jeg har skrevet mine romaner, så reagerer folk jeg slet ikke kender på dem, fordi de føler sig genkendt. De kan føle, at jeg har skrevet om dem og deres liv, selvom det er fiktion”.
Privatfoto fra bogen
”Når man siger, eller påstår, at noget er skrevet mellem linjerne, er det ligesom, hvis man skal restaurere et gammelt maleri og opdager, at der ligger ”noget” under det øverste lag. Her skal man være forsigtig, det kan nemlig være nøglen til en større forståelse af, hvad billedet egentlig forestiller.”
Dosmerseddel for hukommelsen
Da Bent Haller gik i gang med at læse sine gamle dagbøger, blev han ”ramt at sit livs boomerang”. Han så en lille sort-hvid film udspille sig for øjnene af sig og følte ikke, han kunne lade være med at forholde sig til fortiden, som den var dukket op i form af en kasse med dagbøger.
”Først når man er kommet på afstand af en virkelighed som kun var tilsyneladende, kan man læse hvad der rent faktisk også står.”
”Der er mange ting, jeg glemmer, men som dukker op, når jeg læser dagbøgerne. De fungerer som en slags dosmerseddel for min hukommelse.
På en dosmerseddel står der jo kun de ting, man skal købe: smør, æbler, sukker osv., men der står jo ikke, hvilke retter tingene skal bruges til. Det er stikord, men ikke det hele. Resten må man selv fylde på.
Dagbøgerne gør, at jeg kan huske en masse ting om mig selv. Også det negative. For mig er det en oplevelse af: Nå, var det sådan det var. Ja, det var det.”
Privatfoto fra bogen
”Når jeg skriver, at jeg, før vores tur til Sæby dengang i det herrens år 1962, spiste søndagsmiddag sammen med min familie, og at vi fik stegt lever, kan det virke som en ret ligegyldig sætning, men da jeg læste den igen, kom alt det underliggende til syne. Jeg fik ligefrem en jernagtig smag af blod i munden. Jeg vidste ikke, eller rettere, jeg havde glemt, hvad det var, der lå begravet der”.
Bent Haller, der er blevet 74 år, skriver fortsat dagbog. Hver dag. Dagbøgerne hober sig op i skuffer og skabe, men han har ikke tænkt sig at udgive flere af dem.
”Jeg oplever jo ingenting, men skriver alligevel en side hver dag. Klokken 6.30 præcis sætter jeg mig ned for at skrive i min dagbog, som regel en side. Jeg skriver først på den ene side med højre hånd og så bagefter med den venstre hånd. Det giver noget forskelligt, og jeg er delt i to.
Når jeg skriver dukker der af og til ting op fra fortiden; det er ting, der kommer frem af sig selv, når jeg skriver om noget helt andet. Men det er kun beregnet til mig selv.”
”Dante skrev om helvede. Jeg skrev om værftet. Dante skrev om skærsilden. Jeg skrev om en ungdommelig følelse. Dante skrev om paradiset. Jeg skrev i al beskedenhed om vejen til en større forståelse af hvad livet også kunne være. Og jeg fortsætter hvor jeg aldrig gav slip”.
Nyt fra Bent Haller: Stuepigen og kranføreren
♥️♥️♥️♥️ ”En rørende ægteskabshistorie og en fængslende danmarksfortælling” – Politiken
Bent Haller forener i denne roman provinshistorie, danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk historie om et parforhold, et ægteskab, og et familieliv på godt og ondt.
Børge tager på kirkegården for at sige farvel til sin afdøde kone Tove, før han for sidste gang klatrer til vejrs i sin elskede kran nede på havnen, hvor skibsværftet engang lå, og han har arbejdet hele sit liv. Her ser han tilbage på sit liv, som han har besluttet sig for at ende i kranen under himlen. Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet. Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, hvor den frimodige Tove arbejder som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, det samme bliver Børge – og stormende forelsket bliver han også. Tove er et uregerligt gemyt, rastløs og frisindet, men hendes sind rummer også mørkere undertoner – måske farvet af en dyster hemmelighed fra krigens år.
En hård, men humoristisk, roman om en brydningstid og om et dybt kompliceret venskab, hvor alt går galt.
Jørgen og Poul er modsætninger. Jørgen er indadvendt, lidt sær og vokset op som priviligeret enebarn med to kultiveret forældre. Poul er mere rodløs, udadvendt og kan charmere sig ind på enhver.
Jørgens forældre tager Poul til sig, som var han deres egen søn, og snart overskygger han fuldstændig Jørgen. Drengene er altid sammen, men altid i konflikt.
Livet fører dem ad samme vej, og de flytter sammen i et kollektiv. Poul spiller musik og har masser af damer, mens Jørgen samler sten til et dige, passer høns og står lidt uden for det hele.
Da Bent Haller skulle flytte, fandt han en gammel fugtig papkasse på loftet med dagbøger fra hans tidlige ungdom. De var skrevet i årene 1962-1965 og i stedet for at smide dem ud, gav Bent Haller sig til at læse.
Dagbøgerne og de tanker, som læsningen af dem affødte, er blevet til Bent Hallers bog, Det man skriver, hvor han som 74-årig reflekterer over de gamle dagbogsnotater, sit unge jeg og forholdet mellem erindring og sandhed.
”Erindringen er en upålidelig fætter” skriver Haller, der til gengæld opfatter dagbogen som ”sjælens maskinrum”.
I dagbogsteksterne hører man om venskabet med Mogens og Kanutski, om turene på tomlen, om musikalske og litterære forbilleder og en hel masse om piger, som gør et kæmpe indtryk på den unge Haller.
Men man får også et billede af en ung mand, der føler sig anderledes, som er bange for alverdens ting, drømmende og usikker og som slet ikke har lyst til det hans skæbne tilsiger ham: at arbejde på skibsværftet, som de fleste andre mænd gjorde det i 40’erne og 50’ernes Frederikshavn.
”Jeg var en åndelig skiftning”, skriver Bent Haller om sig selv, og man aner en spirende kunstnersjæl på jagt efter sin udtryksform.
Bogen er et indblik i, hvem Bent Haller var, før han blev en af Danmarks mest produktive forfattere med over 100 bøger for både børn og voksne.
”Jeg var 14 år, da jeg begyndte at skrive dagbog første gang, og det foregik i al hemmelighed.
Jeg tænkte ikke så meget over, hvorfor jeg skrev, men det var noget, jeg kunne have for mig selv. Det var godt at sidde i ensomhed og skrive. Det var der, jeg skulle være. Der skete ikke noget i min hverdag, så jeg skrev mest i ferierne.”
Dagbøger var for piger
Bent Haller boede i Frederikshavn i en lejlighed med sine forældre og sin lillebror Svend Erik, som han delte et 8 kvadratmeter stort værelse med.
Broren var nysgerrig, og Bent skulle kæmpe for at få bare lidt privatliv og brugte meget energi på at finde en sikker måde at gemme sin dagbog på, så ingen fik adgang til hans inderste tanker. Det kunne være sprængfarligt for en ung mand på de kanter at blive afsløret i at skrive om sig selv.
”Jeg følte, at jeg skulle passe på og var bange for, at der var nogen, der fik fat på min dagbog. Så jeg skrev så neutralt som muligt.
Man blottede sig ikke, der hvor jeg kommer fra. Sådan noget med dagbøger og poesibøger var kun for piger. Den slags kunne man få bank for i Frederikshavn! Så det skulle pakkes ind, jeg skulle jo passe på mig selv og skrev derfor i dølgsmål”.
Skriften blev min redningskrans
”Jeg havde tidligt en fornemmelse af, at det var det her jeg kunne – at skrive. Jeg vidste, at jeg ikke kunne arbejde med mine hænder, jeg ville blive ulykkelig og gå ned, hvis det var sådan, jeg skulle leve mit liv. Hvis det var gået den vej, så havde jeg ikke været her. Skriften blev min redningskrans.”
Det som Bent Haller interesserede sig for at lave – at læse og at skrive – var ikke acceptable beskæftigelser i hans familie. Det stjal for meget af ens tid. Så hvor kom styrken fra til at trodse det miljø og de konventioner, han var født ind i?
”Jamen, jeg følte ikke, at jeg havde andre muligheder. Det var her, jeg kunne være mig selv. Jeg følte grundlæggende ikke, at jeg kunne noget, men jeg blev ved med at forsøge at skrive, fordi det kunne jeg trods alt lidt bedre.
Hvis der findes en gud, så var det ham, der hver gang jeg havde et værktøj i hånden, gav mig et vink om, at det ikke var det rigtige for mig”.
”Jeg sendte 15-20 manuskripter ind, før det lykkedes mig som 25-årig at komme igennem til et forlag. Jeg gav aldrig op – det var jeg simpelthen nødt til. Jeg havde ikke været her, hvis det ikke var lykkedes mig. Det er stadigvæk utroligt at tænke på, at jeg rent faktisk har kunnet leve af at skrive.”
Sandheden ligger i fiktionen
I indledningen til Det man skriver advarer Bent Haller læseren om, at det er svært at få hold om sandheden, og man skal ikke tro på alt man læser, selvom det er i en biografi eller en dagbog.
Han skriver senere, at han kan se, at han ubevidst har brugt episoder og problematikker fra sit eget liv i sine bøger henover årene. Hvor er han så tættest på sandheden, i dagbøgerne eller i romanerne?
”Sandheden ligger for mig at se i fiktionen. Jeg har altid haft en frygt for at stå nøgen på Rådhuspladsen, så jeg har brugt historier fra mit liv i mine bøger og skrevet roman udenpå. Man tør mere i fiktionen.
Da jeg skrev romanen Når krigen slutter (der er inspireret af Bent Hallers mor, red.), så kostede det mig mine søskende. Selvom det er en roman, så vil den af nogen blive læst, som om det er den virkelige historie om, hvordan tingene var. Uanset hvad jeg siger, så kan nogen komme og sige, at sådan var det ikke i virkeligheden”.
Læs interviewet om Når krigen slutter: Jeg kunne ikke have skrevet romanen, mens min mor levede
”Og på den anden side, så oplever jeg også, at når jeg har skrevet mine romaner, så reagerer folk jeg slet ikke kender på dem, fordi de føler sig genkendt. De kan føle, at jeg har skrevet om dem og deres liv, selvom det er fiktion”.
”Når man siger, eller påstår, at noget er skrevet mellem linjerne, er det ligesom, hvis man skal restaurere et gammelt maleri og opdager, at der ligger ”noget” under det øverste lag. Her skal man være forsigtig, det kan nemlig være nøglen til en større forståelse af, hvad billedet egentlig forestiller.”
Dosmerseddel for hukommelsen
Da Bent Haller gik i gang med at læse sine gamle dagbøger, blev han ”ramt at sit livs boomerang”. Han så en lille sort-hvid film udspille sig for øjnene af sig og følte ikke, han kunne lade være med at forholde sig til fortiden, som den var dukket op i form af en kasse med dagbøger.
”Først når man er kommet på afstand af en virkelighed som kun var tilsyneladende, kan man læse hvad der rent faktisk også står.”
”Der er mange ting, jeg glemmer, men som dukker op, når jeg læser dagbøgerne. De fungerer som en slags dosmerseddel for min hukommelse.
På en dosmerseddel står der jo kun de ting, man skal købe: smør, æbler, sukker osv., men der står jo ikke, hvilke retter tingene skal bruges til. Det er stikord, men ikke det hele. Resten må man selv fylde på.
”Når jeg skriver, at jeg, før vores tur til Sæby dengang i det herrens år 1962, spiste søndagsmiddag sammen med min familie, og at vi fik stegt lever, kan det virke som en ret ligegyldig sætning, men da jeg læste den igen, kom alt det underliggende til syne. Jeg fik ligefrem en jernagtig smag af blod i munden. Jeg vidste ikke, eller rettere, jeg havde glemt, hvad det var, der lå begravet der”.
LÆS OGSÅ: Kom tættere på Bent Hallers imponerende forfatterskab
Bent Haller, der er blevet 74 år, skriver fortsat dagbog. Hver dag. Dagbøgerne hober sig op i skuffer og skabe, men han har ikke tænkt sig at udgive flere af dem.
”Jeg oplever jo ingenting, men skriver alligevel en side hver dag. Klokken 6.30 præcis sætter jeg mig ned for at skrive i min dagbog, som regel en side. Jeg skriver først på den ene side med højre hånd og så bagefter med den venstre hånd. Det giver noget forskelligt, og jeg er delt i to.
”Dante skrev om helvede. Jeg skrev om værftet. Dante skrev om skærsilden. Jeg skrev om en ungdommelig følelse. Dante skrev om paradiset. Jeg skrev i al beskedenhed om vejen til en større forståelse af hvad livet også kunne være. Og jeg fortsætter hvor jeg aldrig gav slip”.
Nyt fra Bent Haller: Stuepigen og kranføreren
♥️♥️♥️♥️ ”En rørende ægteskabshistorie og en fængslende danmarksfortælling” – Politiken
Bent Haller forener i denne roman provinshistorie, danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk historie om et parforhold, et ægteskab, og et familieliv på godt og ondt.
Børge tager på kirkegården for at sige farvel til sin afdøde kone Tove, før han for sidste gang klatrer til vejrs i sin elskede kran nede på havnen, hvor skibsværftet engang lå, og han har arbejdet hele sit liv. Her ser han tilbage på sit liv, som han har besluttet sig for at ende i kranen under himlen. Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet. Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, hvor den frimodige Tove arbejder som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, det samme bliver Børge – og stormende forelsket bliver han også. Tove er et uregerligt gemyt, rastløs og frisindet, men hendes sind rummer også mørkere undertoner – måske farvet af en dyster hemmelighed fra krigens år.
Du kan købe Stuepigen og kranføreren i din lokale boghandel eller online hos fx Bog&idé.
Sange fra Skarnbøtten
En hård, men humoristisk, roman om en brydningstid og om et dybt kompliceret venskab, hvor alt går galt.
Jørgen og Poul er modsætninger. Jørgen er indadvendt, lidt sær og vokset op som priviligeret enebarn med to kultiveret forældre. Poul er mere rodløs, udadvendt og kan charmere sig ind på enhver.
Jørgens forældre tager Poul til sig, som var han deres egen søn, og snart overskygger han fuldstændig Jørgen. Drengene er altid sammen, men altid i konflikt.
Livet fører dem ad samme vej, og de flytter sammen i et kollektiv. Poul spiller musik og har masser af damer, mens Jørgen samler sten til et dige, passer høns og står lidt uden for det hele.
Du kan købe Sange fra skarnbøtten online, eller i din lokale boghandel.
Bent Haller: Det man skriver
Da Bent Haller rydder op på sit loft, finder han en kasse med dagbøgerne fra sine teenageår.
Dagbøgerne åbner til et skatkammer af minder – i lige så høj grad på grund af alt det, der ikke står i dem.
LÆS OGSÅ: Bent Haller: Jeg kunne ikke have skrevet romanen, mens min mor levede
Det man skriver er et portræt af Bent Hallers møde med sit yngre selv, som var opfyldt af rastløshed, længsel og store drømme.
Det er fortællinger om at tomle sig ud på eventyr, at ligge i telt og få besøg i sin sovepose, såvel som at finde sin vej i livet.
Du kan købe Det man skriver online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: