Den sidste sol af Christina Englund foregår hen over en uge i juli, hvor en familie langsomt falder fra hinanden. Faderen, der er astrofysiker, er rejst til USA til en konferenceom sorte huller, og hans hustru kan ikke komme i kontakt med ham. Er han overhovedet kommet afsted?
Vi er i Virum på en ferietom villavej midt på sommeren, hvor varmen er så trykkende, at den sætter sig i kroppene og sløver tankerne. Her bor ægteparret Sara og Michael med deres to børn, Malte og Lærke. Sara er grafiker, og Michael, der er astrofysiker, er netop rejst til en konference i USA om sorte huller.
Alene tilbage i huset forsøger Sara at køre familielivet videre, men Michaels fravær er massivt. Han fylder uden at være der fysisk, og langsomt står det klart, at det er ham og hans regler, der har bundet huset og familien sammen.
Sara forsøger at få kontakt til Michael, men han svarer ikke på hendes beskeder. En uro melder sig hos hende. Er han overhovedet nået frem til konferencen? En ældre kvinde fra nabolaget hævder, at hun har set ham gå ind i den nærliggende skov, og samtidigt sker andre underlige ting, der får romanen til at dirre i en uhyggelig stemning.
Man får en snigende fornemmelse af, at ukendte kræfter rumsterer bag de velplejede hække og midt i pænheden i det, der kunne kaldes et lavmælt familie- og forstadsdrama med indslag af noget – måske – overnaturligt.
Interview med Christina Englund:
Sidste gang Christina Englund var aktuel med en roman var i 2021. Her udkom hun med Slugt, en såkaldt exo-fiktion om den amerikanske fotograf Francesca Woodman. Det var noget ganske andet, og derfor må det første spørgsmål til forfatteren da også være, hvor den nye er roman begyndt, og hvilke tanker den er udsprunget af?
”Jeg har altid haft en kæmpe interesse for universet og for sorte huller og har læst enormt meget om det gennem tiden. Det er den ene side af det.
Den anden er, at jeg selv har prøvet at bo i forstæderne i et par år og været del af en kernefamilie, der gik i opløsning. Siden har jeg gået og spekuleret over, hvordan jeg kunne skildre det mikrokosmos, som et villakvarter er.
Vi flyttede derud, fordi vi blev betaget af naturen, og der var grønt og dejligt, men det var et kulturchok at komme dertil fra Nørrebro. Jeg følte mig malplaceret. Vi var af en anden slags, kunstneriske og havde mange bøger. Kassen man skulle passe ind i føltes meget snæver. Det hele var meget homogent, og jeg følte ikke, at der var plads til at være anderledes.
Da vi så blev skilt, blev det endnu mere tydeligt, hvor svært det var at passe ind i et kvarter, hvor alle er familier. Hvis man ikke er to voksne, så har man jo ikke råd til at bo der,” fortæller Christina Englund.
Hvad kan true normaliteten?
Christina blev boede med børnene et år efter skilsmissen, indtil de flyttede tilbage til byen. Her begyndte refleksionerne om forstadslivet at tage form, og hun skulle bare finde ud af, hvordan romanen skulle skæres.
”Jeg fik lyst til at skrive om sammenstødet mellem den fasttømrede familieidyl og den vilde natur. Hvad kan true normalitet og det småborgerlige? Det kan være naturen i form af et dyr, der kryber gennem hegnet. Noget fra det ydre rum. Eller at folk bliver skilt.
Og mens jeg gik med disse tanker, blev der offentliggjort et foto af et sort hul, som talte ind i min fascination af rummet, og det fik jeg lyst til at bruge til noget i min roman. Ønsket blev at skildre sprækkerne i det pæne og velordnede og give en dirrende stemning af øjeblikket, før det hele braser sammen eller går i stå.”
Videnskabsmanden der skifter side
Faderen Michael er på en måde bogens hovedperson, uden at han optræder direkte. Som læser møder vi ham aldrig, kun indirekte med sin påvirkning og via de aftryk han sætter på sin familie. Han er først og fremmest videnskabsmand og tænker tanker som: ”ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser”, men som bogen skrider frem, får vi andre sider af hans personlighed at se; f.eks har han et rum i kælderen med vand, batterier, dåsemad, som han opdrager sønnen Malte til at holde øje med.
De skal være forberedte, siger faren, ”når det sker” uden at fortælle, hvad det er, han forudser skal ske. På den måde installerer han en diffus frygt i sin søn. Hvad er faderen for en type, og hvad er det, der sker for ham undervejs i bogen?
”Under corona blev jeg fascineret af læger, der pludselig forvandlede sig til at være vaccinemodstandere, og i det hele taget har jeg været optaget af folk, der bevæger sig fra at være videnskabeligt funderede og går over i den anden grøft og pludselig slipper alt det, der kan måles og vejes”.
“Michael er videnskabsmand og har hele livet klamret sig til alt, der kan ses i en kikkert. Men der har også været en anden strømning i hans liv med en far, der forsvandt, da han var barn, og overgav sig til noget mystisk eller overnaturligt af en art. Dette er et faktum, som Michael har forsøgt at holde ud i strakt arm hele sit liv og ikke har villet tale om, men som begynder at trænge sig på hos ham,” siger Christina Englund, der undervejs har studeret karismatiske sektledere og deres særlige evne til at binde en kreds af mennesker til sig ved at give indtryk af at have patent på sandheden og skabe en parallel virkelighed med særlige regler og systemer.
Psykisk manipulation i giftige relationer
Langsomt åbenbares det for læseren, at Michael er temperamentsfuld og dominerende. Romanen lægger brik for brik hans dominans frem og viser, hvor stor indflydelse han egentlig har haft på de andre familiemedlemmer. Hvad er det for modsatrettede kræfter, som Michael gemmer på?
”Michael er meget kontrollerende og stemningssættende i familien. For eksempel er prepper-rummet er en måde at styre på, og det har sat sine spor hos Sara og børnene, som det jeg vil kalde en psykisk manipulation. En ting er at leve i sådan et ”regime” med mange regler, pligter og systemer, som børnene skal overholde, men hvad sker der, når den, der styrer spillet, forsvinder ud af ligningen? Hvad sker der i tiden bagefter, og hvor længe holder de tilbageværende systemet og reglerne kørende? De har jo brug for ham til at fortælle, hvad der er rigtigt og forkert.
“Reaktionsmønstrene ligner de mekanismer, der er i et psykisk voldeligt forhold. Jeg kender flere, der er eller har været i psykisk voldelige forhold, og jeg har på helt nært hold set, hvor ødelæggende det kan være. Også efter at forholdet er slut. Det sætter spor i et menneske at have befundet sig i sådan en giftig relation. Jeg vil gerne skildre, hvad det gør ved mennesker,” forklarer Christina Englund.
I arbejdet med bogen har hun blandt andet haft samtaler om universet med astrofysikeren Tina Ibsen, men derudover har Christina Englund også været fascineret af folk, der er optaget af ufoer, og det som mange af os andre ville kalde overnaturlige og konspiratoriske teorier. Sammen med veninde Stine Askov, der også er forfatter, kørte hun for to år siden 2000 kilometer tværs over USA for at tage til ufo-festival i Roswell.
”Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var for nogle mennesker, der var taget derud. Hvordan tænker de? Forud havde jeg set X-files og ufo-film og lyttet til alverdens podcasts om emnet, og der var så meget, jeg gerne ville være klogere på. Vi kørte i en uendelighed og nåede frem til en festival, hvor der var talks om ufo-bortførelser og udklædningsshow med dyr, folk gik rundt i gaderne viklet ind i stanniol eller var malet grønne. Der var endda et ufo-museum i byen.
Alle var supersøde, men mange nærede også en dyb mistillid til den amerikanske regering og til autoriteter generelt og var sikre på, at langt fra alle oplysninger bliver delt med befolkningen,” fortæller Englund fra sin researchtur.
“Jeg følte mig helt klart som en turist i et ukendt land og kan ikke sige, at jeg blev omvendt, men jeg er overbevist om, at universet rummer så meget mere, end vi går og tror. Og jeg er stadig fascineret af tid og tidsrejser. Af sorte huller. Der er mange ting, vi ikke kan forklare eller forstå. For eksempel ved vi jo stadig ikke, hvordan liv opstår”.
Det lugter af ufo
Romanen kan ikke klassificeres som science fiction, men ”det lugter lidt af ufo”, som Englund selv formulerer det.
”Personligt har jeg en stor kærlighed til og fascination af science fiction. Men Den sidste sol er en anden slags roman. Vi forbliver i det realistiske, men romanen bevæger sig hele tiden på kanten af noget, som er lidt off. Jeg elsker selv de historier, hvor ikke alt bliver forklaret. Jeg vil gerne have, at man til det sidste sidder med en uklar fornemmelse af, hvad der egentlig er sket, så man som læser selv kan fylde de sidste huller ud,” slutter Christina Englund af og overlader romanen til læseren.
Den sidste sol
En villavej i Virum. En nationalpark i Utah. En forsvinden. Hemmeligheder og trusler fra det ydre rum.
Sara vågner til lyden af hoveddøren, der smækker. Hendes mand Michael er på vej til USA for at deltage i en konference om sorte huller. Aftenen inden har de skændtes. Nu er Sara alene tilbage med børnene Malte og Lærke på 17 og 10 år. Michael er astrofysiker og har holdt familien i et stramt greb baseret på videnskab, selvdisciplin og praktiske rutiner. I hans fravær begynder de varme, tørre julidage at blive mere og mere underlige – en svimmel fornemmelse af, at noget er lidt ved siden af, eller at noget er på vej.
Den sidste sol er en roman om den lille kernefamilie under det store kosmos, om det ganske nære og det allerfjerneste. Og om de dragende, destruktive kræfter, der kan styre begge dele
Den sidste sol af Christina Englund foregår hen over en uge i juli, hvor en familie langsomt falder fra hinanden. Faderen, der er astrofysiker, er rejst til USA til en konference om sorte huller, og hans hustru kan ikke komme i kontakt med ham. Er han overhovedet kommet afsted?
Vi er i Virum på en ferietom villavej midt på sommeren, hvor varmen er så trykkende, at den sætter sig i kroppene og sløver tankerne. Her bor ægteparret Sara og Michael med deres to børn, Malte og Lærke. Sara er grafiker, og Michael, der er astrofysiker, er netop rejst til en konference i USA om sorte huller.
Alene tilbage i huset forsøger Sara at køre familielivet videre, men Michaels fravær er massivt. Han fylder uden at være der fysisk, og langsomt står det klart, at det er ham og hans regler, der har bundet huset og familien sammen.
Sara forsøger at få kontakt til Michael, men han svarer ikke på hendes beskeder. En uro melder sig hos hende. Er han overhovedet nået frem til konferencen? En ældre kvinde fra nabolaget hævder, at hun har set ham gå ind i den nærliggende skov, og samtidigt sker andre underlige ting, der får romanen til at dirre i en uhyggelig stemning.
Man får en snigende fornemmelse af, at ukendte kræfter rumsterer bag de velplejede hække og midt i pænheden i det, der kunne kaldes et lavmælt familie- og forstadsdrama med indslag af noget – måske – overnaturligt.
Interview med Christina Englund:
Sidste gang Christina Englund var aktuel med en roman var i 2021. Her udkom hun med Slugt, en såkaldt exo-fiktion om den amerikanske fotograf Francesca Woodman. Det var noget ganske andet, og derfor må det første spørgsmål til forfatteren da også være, hvor den nye er roman begyndt, og hvilke tanker den er udsprunget af?
”Jeg har altid haft en kæmpe interesse for universet og for sorte huller og har læst enormt meget om det gennem tiden. Det er den ene side af det.
Den anden er, at jeg selv har prøvet at bo i forstæderne i et par år og været del af en kernefamilie, der gik i opløsning. Siden har jeg gået og spekuleret over, hvordan jeg kunne skildre det mikrokosmos, som et villakvarter er.
Vi flyttede derud, fordi vi blev betaget af naturen, og der var grønt og dejligt, men det var et kulturchok at komme dertil fra Nørrebro. Jeg følte mig malplaceret. Vi var af en anden slags, kunstneriske og havde mange bøger. Kassen man skulle passe ind i føltes meget snæver. Det hele var meget homogent, og jeg følte ikke, at der var plads til at være anderledes.
Da vi så blev skilt, blev det endnu mere tydeligt, hvor svært det var at passe ind i et kvarter, hvor alle er familier. Hvis man ikke er to voksne, så har man jo ikke råd til at bo der,” fortæller Christina Englund.
Hvad kan true normaliteten?
Christina blev boede med børnene et år efter skilsmissen, indtil de flyttede tilbage til byen. Her begyndte refleksionerne om forstadslivet at tage form, og hun skulle bare finde ud af, hvordan romanen skulle skæres.
”Jeg fik lyst til at skrive om sammenstødet mellem den fasttømrede familieidyl og den vilde natur. Hvad kan true normalitet og det småborgerlige? Det kan være naturen i form af et dyr, der kryber gennem hegnet. Noget fra det ydre rum. Eller at folk bliver skilt.
Og mens jeg gik med disse tanker, blev der offentliggjort et foto af et sort hul, som talte ind i min fascination af rummet, og det fik jeg lyst til at bruge til noget i min roman. Ønsket blev at skildre sprækkerne i det pæne og velordnede og give en dirrende stemning af øjeblikket, før det hele braser sammen eller går i stå.”
Videnskabsmanden der skifter side
Faderen Michael er på en måde bogens hovedperson, uden at han optræder direkte. Som læser møder vi ham aldrig, kun indirekte med sin påvirkning og via de aftryk han sætter på sin familie. Han er først og fremmest videnskabsmand og tænker tanker som: ”ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser”, men som bogen skrider frem, får vi andre sider af hans personlighed at se; f.eks har han et rum i kælderen med vand, batterier, dåsemad, som han opdrager sønnen Malte til at holde øje med.
De skal være forberedte, siger faren, ”når det sker” uden at fortælle, hvad det er, han forudser skal ske. På den måde installerer han en diffus frygt i sin søn. Hvad er faderen for en type, og hvad er det, der sker for ham undervejs i bogen?
”Under corona blev jeg fascineret af læger, der pludselig forvandlede sig til at være vaccinemodstandere, og i det hele taget har jeg været optaget af folk, der bevæger sig fra at være videnskabeligt funderede og går over i den anden grøft og pludselig slipper alt det, der kan måles og vejes”.
“Michael er videnskabsmand og har hele livet klamret sig til alt, der kan ses i en kikkert. Men der har også været en anden strømning i hans liv med en far, der forsvandt, da han var barn, og overgav sig til noget mystisk eller overnaturligt af en art. Dette er et faktum, som Michael har forsøgt at holde ud i strakt arm hele sit liv og ikke har villet tale om, men som begynder at trænge sig på hos ham,” siger Christina Englund, der undervejs har studeret karismatiske sektledere og deres særlige evne til at binde en kreds af mennesker til sig ved at give indtryk af at have patent på sandheden og skabe en parallel virkelighed med særlige regler og systemer.
Psykisk manipulation i giftige relationer
Langsomt åbenbares det for læseren, at Michael er temperamentsfuld og dominerende. Romanen lægger brik for brik hans dominans frem og viser, hvor stor indflydelse han egentlig har haft på de andre familiemedlemmer. Hvad er det for modsatrettede kræfter, som Michael gemmer på?
”Michael er meget kontrollerende og stemningssættende i familien. For eksempel er prepper-rummet er en måde at styre på, og det har sat sine spor hos Sara og børnene, som det jeg vil kalde en psykisk manipulation. En ting er at leve i sådan et ”regime” med mange regler, pligter og systemer, som børnene skal overholde, men hvad sker der, når den, der styrer spillet, forsvinder ud af ligningen? Hvad sker der i tiden bagefter, og hvor længe holder de tilbageværende systemet og reglerne kørende? De har jo brug for ham til at fortælle, hvad der er rigtigt og forkert.
“Reaktionsmønstrene ligner de mekanismer, der er i et psykisk voldeligt forhold. Jeg kender flere, der er eller har været i psykisk voldelige forhold, og jeg har på helt nært hold set, hvor ødelæggende det kan være. Også efter at forholdet er slut. Det sætter spor i et menneske at have befundet sig i sådan en giftig relation. Jeg vil gerne skildre, hvad det gør ved mennesker,” forklarer Christina Englund.
LÆS OGSÅ: Forfatter Christina Englund. Jeg var ensom og skrøbelig, og det kan jeg genkende hos Woodman
Turist i ufo-land
I arbejdet med bogen har hun blandt andet haft samtaler om universet med astrofysikeren Tina Ibsen, men derudover har Christina Englund også været fascineret af folk, der er optaget af ufoer, og det som mange af os andre ville kalde overnaturlige og konspiratoriske teorier. Sammen med veninde Stine Askov, der også er forfatter, kørte hun for to år siden 2000 kilometer tværs over USA for at tage til ufo-festival i Roswell.
LÆS OGSÅ: Den sidste sol. Læs er uddrag af romanen
”Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var for nogle mennesker, der var taget derud. Hvordan tænker de? Forud havde jeg set X-files og ufo-film og lyttet til alverdens podcasts om emnet, og der var så meget, jeg gerne ville være klogere på. Vi kørte i en uendelighed og nåede frem til en festival, hvor der var talks om ufo-bortførelser og udklædningsshow med dyr, folk gik rundt i gaderne viklet ind i stanniol eller var malet grønne. Der var endda et ufo-museum i byen.
Alle var supersøde, men mange nærede også en dyb mistillid til den amerikanske regering og til autoriteter generelt og var sikre på, at langt fra alle oplysninger bliver delt med befolkningen,” fortæller Englund fra sin researchtur.
“Jeg følte mig helt klart som en turist i et ukendt land og kan ikke sige, at jeg blev omvendt, men jeg er overbevist om, at universet rummer så meget mere, end vi går og tror. Og jeg er stadig fascineret af tid og tidsrejser. Af sorte huller. Der er mange ting, vi ikke kan forklare eller forstå. For eksempel ved vi jo stadig ikke, hvordan liv opstår”.
Det lugter af ufo
Romanen kan ikke klassificeres som science fiction, men ”det lugter lidt af ufo”, som Englund selv formulerer det.
”Personligt har jeg en stor kærlighed til og fascination af science fiction. Men Den sidste sol er en anden slags roman. Vi forbliver i det realistiske, men romanen bevæger sig hele tiden på kanten af noget, som er lidt off. Jeg elsker selv de historier, hvor ikke alt bliver forklaret. Jeg vil gerne have, at man til det sidste sidder med en uklar fornemmelse af, hvad der egentlig er sket, så man som læser selv kan fylde de sidste huller ud,” slutter Christina Englund af og overlader romanen til læseren.
Den sidste sol
En villavej i Virum. En nationalpark i Utah. En forsvinden. Hemmeligheder og trusler fra det ydre rum.
Sara vågner til lyden af hoveddøren, der smækker. Hendes mand Michael er på vej til USA for at deltage i en konference om sorte huller. Aftenen inden har de skændtes. Nu er Sara alene tilbage med børnene Malte og Lærke på 17 og 10 år. Michael er astrofysiker og har holdt familien i et stramt greb baseret på videnskab, selvdisciplin og praktiske rutiner. I hans fravær begynder de varme, tørre julidage at blive mere og mere underlige – en svimmel fornemmelse af, at noget er lidt ved siden af, eller at noget er på vej.
Den sidste sol er en roman om den lille kernefamilie under det store kosmos, om det ganske nære og det allerfjerneste. Og om de dragende, destruktive kræfter, der kan styre begge dele
Du kan købe Den sidste sol online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: