Bent Hallers nye roman forener danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk fortælling om et stormfuldt ægteskab i opbrudstider, der også når helt til Frederikshavn.
Bent Haller er blandt Danmarks mest elskede og produktive forfattere. Han har skrevet alt fra romaner til børne- og ungdomsbøger, og hans værker har både vundet priser og er blevet filmatiseret. Nu er Bent Haller aktuel med romanen Stuepigen og kranføreren.
I den nye roman af Bent Haller følger vi Børge, også kendt som Kran, der besøger kirkegården for at tage afsked med sin afdøde kone Tove, inden han tager en sidste tur gennem Frederikshavns gader, hvor det hele begyndte, og det hele skal slutte.
LÆS OGSÅ: Kom tættere på Bent Hallers imponerende forfatterskab
Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, der hvor kragerne flyver baglæns for ikke at få sand i øjnene, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet.
Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, og oppe i privaten huserer den frimodige Tove som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, og det samme bliver Børge. Og så bliver de forelskede og gift, men Toves sind rummer mørkere undertoner, der udfordrer ægteskabet.
Læs et uddrag af Bent Hallers nye roman her:
Stuepigen og kranføreren
Bent Haller
1: KNIVHOLTKRUM
Jeg ville under ingen omstændigheder fortsætte med at være bondedreng, og da slet ikke under min storebror Johannes, som var den, der skulle arve stedet, som blev kaldt Knivholtkrum, fordi det var et sølle sted, da min far en morgen ikke kom ind til davre.
– Hvor blir fatter af?
– Gå u etter ham, Johannes.
– Det ka Børge.
– Det åltier mæ.
– Så ka a sil, sagde mor og skubbede arrigt vrissende stolen
tilbage.
Hun fandt vores far ude i stalden, mellem svinene. Han kunne
ikke have ligget der så lang tid, for de var endnu ikke begyndt at æde af ham. Mor råbte på Johannes, som netop havde stukket sin slev i grødfadet. Det var han altid hurtig til. Han førte sleven til munden og rakte ud efter sukkerskålen. Han skulle have sin grød sød.
Han gryntede og så ærgerligt på mig. Han ville have madro. Han var to år ældre end mig og et grødhoved højere. Vi havde haft en storesøster. Hun døde af tyfus. To mindre skravl døde lige efter hinanden, før de kunne nå at fejre nytår. Nu var der kun Johannes og mig. Vi var ikke sådan at slå ihjel.
Da jeg kom ud i stalden, lå mor på knæ midt i svineriet. Hun holdt fatters hoved i sit skød. Han så ikke længere så forpint ud. Jeg havde altid syntes, at hans ansigt lignede noget, som var skåret ud af en kålrabi, der lige var blevet trukket op af jorden.
Der var ingen tvivl om, at han var stendød. Tooghalvtreds år. Så var han slidt op, men han var også noget af en splejs, det var ikke ham, vi brødre havde vores kraftige statur efter, det var efter mor og hendes slægt.
Vi fik fatter slæbt ind i bryggerset, og mor gik i gang med at vaske ham. Ikke et kvidder sagde hun. Ikke en tåre fældede hun. Hendes smalle, tætsiddende øjne var knastørre. Johannes tænkte nok på, at grøden blev kold. Jeg skulle på cyklen til Frederikshavn.
Mærkeligt var det, da vi sad ved bordet, efter at doktoren havde været der. Fatter havde fået et slagtilfælde. Det var til at regne ud. Nu lå han i stuen og gabte. Johannes mente, at mor burde binde en snor om hans hoved for at holde kæben på plads. Det så for dumt ud, at han lå der med åben mund. Han skulle vel også barberes.
Doktoren havde sagt, at han ville give bedemanden besked. Fatter skulle i jorden så hurtigt som muligt. Han ville snart gå i opløsning. Der havde altid været noget muggent ved ham.
Det var ikke just nogen herregård, Johannes skulle føre videre. Et krumt sted, stuehus og stald i ét, og med laden hæftet på som en brækket finger. Et usselt sted efter mine begreber. Seks magre køer og fjorten grise. Et par skaldede høns. Kun med flid, slid og møje kunne det lade sig gøre at holde skindet på næsen.
Jeg var konfirmeret, da fatter døde, og havde røget min første stinkadores. Jeg kunne skride, når det passede mig. Jeg ville ikke være karl for min storebror. Men hvad med mutter? Hun havde begravet tre af sine børn. Nu skulle hun begrave sin mand.
Mutter fik et knæk, da Hansine døde. Hun græd ikke, da drengene døde. Vi havde alle holdt af Hansine. Hun var sådan en livlig tøs, der altid sang. Nu skulle Johannes se, om han kunne passe fatters træsko. Han rykkede op i klassen. Han ville ikke være husmand, der boede en storbonde inde i Johannes’ hoved.
Tanken om mutter skrinlagde foreløbig min flugtplan.
Værre var det heller ikke. Johannes var på mange måder god nok, hvis man kunne se bort fra hans nykker. Han havde det med at sætte sig selv op på den høje hest. Nu arvede han Knivholtkrum og skulle være familiens overhoved. Han overtog fatters guldur og vesten, der hørte til. Nu kunne han hvert femte minut tage uret frem, åbne kapslen og annoncere tidspunktet.
Der tilkom mig en beskeden andel, hvis jeg engang ville rejse. Når der skulle slagtes grise, ville Johannes lægge lidt til side. Til mig. Han var ikke ude på at snyde mig, sagde han. Men han ville sætte pris på, at jeg blev på gården. Han sagde på gården.
Jeg kendte arbejdsgangen og rutinerne. Det var op klokken halv fem. Det var mutter, der stod for malkningen. Det var længe siden, vi havde haft en malkepige eller en pige til at hjælpe i huset. Sådan en skulle ikke bare have tre måltider om dagen, de skulle også have et par nye træsko, når de gamle var slidt op.
Johannes og jeg drak den skummetmælk, vi fik tilbage fra mejeriet, eller rettere vi delte den med grisene. De fik deres mælk blandet op med brøndvand. Vores brøndvand havde en mærkelig farve og en endnu mærkeligere smag. Mutter bryggede kun øl til jul.
Johannes arvede fatters langpibe og tobakspungen, som var snøret til med en læderstrop. Jeg fik lov til overtage Johannes’ knækkede kridtpibe.
Når Johannes sad og røg langpibe, skød han maven frem så godt, som det nu kunne lade sig gøre. Det kunne få mig til at skære tænder, når han sad der om aftenen med den pibe og petroleumslampen tændt og læste i en gammel avis, mens mutter strikkede hoser. Jeg havde lyst til at le højt, men kunne ikke.
Avisen havde jeg fundet i skolelærer Hansens skraldespand. Læreren boede, hvor vejen slog et sving, ved broen over åen, i huset med de små, skæve vinduer. Han slog selv en proper næve. Jeg havde set ham smide de gamle aviser ud, så dem tog jeg. Det kunne han vel ikke have noget imod.
Det var Vendsyssel Tidende. Meget af det, der stod i den, fattede jeg ikke en stavelse af. Somme tider bankede jeg i bordet, hvis en eller anden bondeknold kritiserede Thorvald Stauning. Jeg var nemlig socialist i modsætning til Johannes og fatter, som var venstrefolk. Mutter var ingenting.
Når jeg sad og bandede over avisen, greb Johannes den og sørgede omhyggeligt for ikke at komme til at vende den på hovedet, for ham havde lærer Hansen nemlig ikke kunnet lære at læse. Han kunne simpelthen ikke banke viden ind i grødhovedet.
Johannes kunne til nød stave enkelte ord, men når de var sat sammen til hele sætninger, blev det uoverskueligt. Men dum var han ikke, Johannes, det skulle man ikke tage fejl af, han var snu som de fleste bønder, ikke sådan at løbe om hjørner med.
Han blev stiktosset, hvis jeg spurgte, om der var noget, jeg skulle læse op for ham. Engang sprang han på mig og langede mig en knytnæve, så jeg bagefter ikke kunne se ud af det venstre øje. Det var, da vi var yngre. Hvis vi kom for godt i gang, begyndte mutter at udstøde sære, dyriske lyde. Det forskrækkede os altid.
For at sige det rent ud uden at prale, så var jeg noget kvikkere i pæren end Johannes. Det var også derfor, jeg ikke ville spilde min tid på karlearbejde. Jeg ville afprøve mine evner i den store by, hvor der måtte være masser af muligheder for en rask gut, og en sådan by var Frederikshavn. Selv om den lå ganske få kilometer i østlig retning, det var bare ned ad Hjørringvej i medvind, så var der en verden til forskel på den og Knivholt.
Hvor Johannes ville finde en pige at gifte sig med, var lidt af en gåde. Der var ingen tøser i miles omkreds. Mon han overhovedet havde været bare i nærheden af en pige, siden han kom ud af skolen?
Der kunne jeg så passende gribe i egen barm.
Da mutter døde og kom til at hvile ved siden af fatter, kom jeg alligevel ikke afsted, som jeg ellers havde planlagt. Johannes viste sig at være en rigtig mordreng. Han kunne ikke rigtig komme over det. Der gik en uge, hvor han overhovedet ikke åbnede munden.
Hver aften sad han i stolen ved vinduet, hvor fatter plejede at sidde med langpiben, og skottede over til stolen ved kakkelovnen, hvor mutter plejede at sidde med sit håndarbejde. Aldrig havde hendes hænder været i ro. De var lige så store som fatters. Da jeg var mindre og sov i hendes seng, lå hun altid og trommede med sine fingre på dynen.
Jeg besluttede at blive på Knivholtkrum, indtil Johannes havde fundet en husbestyrerinde. Men hvem ved sine fulde fem kunne finde på at blive husbestyrerinde for to ungkarle i et isoleret husmandssted langt fanden i vold? Johannes måtte op med pungen, da der skulle en notits i Vendsyssel Tidende. Men se, de penge var alligevel givet godt ud.
En dag stod der et kvindemenneske uden for døren. Hun havde været ude på en længere rejse, først med bussen fra Gærum til Frederikshavn, derefter med bussen til Hjørring, indtil hun kunne stige af i Knivholt. Hun havde et pænt ternet tørklæde om håret. Hun var næsten et hoved højere end Johannes. Og noget ældre. Øjnene var bittesmå og forsvandt næsten ind i hovedet på hende, næsen var til gengæld stor, lidt skæv og ligesom trykket flad.
Hun hed Ane. Hun sagde ikke meget, kun, at hun gerne ville se køkkenet og skabene, kisten med linned, den slags, stalden var hun ikke interesseret i.
Johannes var fuldstændig forfjamsket og anede ikke, hvilket ben han skulle stå på. Han sendte mig hele tiden forvirrede, bedende blikke, som om han var bange for, at jeg skulle stikke af og lade ham være alene med det menneske. Nu var det slut med at være så fandens kæphøj.
Jeg havde som sagt heller ikke den store erfaring på det område, selv om jeg da havde set både lærer Hansens kone og de to søstre fra herregården, Irene og Emma. De så til gengæld aldrig mig. Engang ved busstoppestedet, da de skulle til byen, hørte jeg dem tale sammen. De talte bymål. Det måtte jeg huske, når jeg kom til Frederikshavn.
For øvrigt var det blevet sådan, havde jeg hørt, at børnene fra Knivholt og omegn skulle undervises på Ørnevejens Skole i Frederikshavn, mens dem fra Gærum af skulle til Bangsbostrand. Godt, jeg var kommet ud af skolen, godt jeg var voksen og selv kunne bestemme.
Det kunne ikke vare længe, før jeg kunne sige farvel til Knivholtkrum, for jeg var på en eller anden måde overbevist om, at Ane var sådan en, der ville blive, når hun først havde fået foden indenfor.
Efterhånden som dagene gik, kunne Johannes slappe lidt mere af. Ane forstod at udfylde rollen som den nye mor. Hun kunne både strikke hoser, lappe tøj og få noget fornuftigt ud af det ved komfuret. Om aftenen satte hun sig som noget helt naturligt i stolen ved kakkelovnen og fandt kurven med stoppegarn frem. Først når hun havde vasket og stoppet hullerne i Johannes’ hoser, tog hun fat på mine.
Det var altid Johannes først. Johannes fik tre frikadeller, jeg fik to, selv tog hun én. Johannes fandt det i orden. Ane forstod også at stoppe pibe, så når Johannes kom ind efter røgtningen, lå piben parat til ham i vindueskarmen sammen med en kop kaffe med tre sukkerknalder i. Jeg fik to knalder i min kaffe, Ane fik én.
Jeg var ikke så slem til at slide hul i mine hoser, som Johannes var, selv om det var mig, der skulle styre møgbøren og måtte krumme tæer i træskoene for at kunne stå ordentligt fast på det smattede bræt. En uafvaskelig skamplet, om man skvattede i møddingen.
Da der var gået en fjorten dages tid, begyndte de så småt at snakke sammen, Ane og Johannes. Ane kunne for eksempel at sige:
Åh ja, det da himmelbetændt rænfov i dav.
Hvis det regnede. Så tyggede Johannes lidt på den oplysning, kastede et blik ud ad vinduet, så op på hende, nikkede alvorligt og sagde:
Det ka do ha ret i, bette Ane.
Jeg bøjede mig over avisen, mens jeg skar tænder og led af udlængsel. Jeg læste alt i den avis og gik tidligt i seng.
Hvordan det gik til, at Johannes fik Ane ind i soveværelset, var en af livets gåder, men at hun gik frivilligt med derind, var der ingen tvivl om. Der var ingen, der råbte om hjælp. Sandheden var måske, at det var Ane, der trak Johannes derind. Og så gik det stærkt.
De blev gift i Flade Kirke. De eneste gæster til festen bagefter var Anes gamle forældre fra Gærum. Hendes far sagde ikke et ord i de halvanden time, festen varede. Der var kaffe og boller med pålæg. Der skulle ikke spares på noget, så der blev også serveret brændevin, ikke det hjemmebrændte sprøjt, men de fine sager fra Aalborg.
Johannes’ svigermor sad det meste af tiden og græd. Jeg vidste ikke, om jeg skulle trøste hende og berolige hende med hensyn til Johannes. Hun opfattede ham åbenbart som farlig.
Nu var jeg fri til at tage til Frederikshavn og opsøge lykken. Når jeg tøvede, så var det, fordi Ane syntes, det var vel hurtigt nok. Hun opfattede det vist sådan, at jeg ønskede at rejse, fordi jeg følte mig til overs, nu da hun og Johannes havde papir på at være turtelduer.
Selv om det altid var en gammel avis, jeg sad med om aftenen, kunne det politiske spektakel sydfra høres stadig tydeligere og tydeligere. Var det derfor, jeg tøvede? Der var ingen tvivl nu. Det var et spørgsmål om tid, før tyskerne ville rykke ind i landet og tromle os alle sammen flade.
Jeg læste alt det, der handlede om krigen, to gange. Tyskerne vandt overalt, hvor de kom frem. De ville nok ikke kunne nå så langt ud på overdrevet som til Knivholt, men de ville helt sikkert komme til Frederikshavn, som var en vigtig havneby.
I begyndelsen holdt Johannes med tyskerne, fordi der var noget med, at de satans englændere engang havde bombarderet København og stjålet alle vores skibe. Det måtte være noget, Johannes havde opsnappet i skolen. Jeg var bestemt ikke enig med ham. Jeg kunne trods alt forstå det, jeg læste.
Tyskerne var ikke bare ude efter jøderne, nu var de også ude efter jyderne. Og socialisterne, både kommunister og socialdemokrater.
Når jeg tog til byen og blev arbejder, ville jeg melde mig ind i partiet og automatisk blive Hitlers fjende. Arbejderne på værftet var helt sikkert socialister og medlem af fagforeningen. Da Johannes fik opsnappet, at godsejeren på Knivholt Herregård var konservativ, blev han også konservativ. Man måtte være solidarisk.
Krigen kom. Det var slemt for nogen, mindre slemt for andre. Bønderne kunne se frem til pæne prisstigninger på især svinekød. Johannes kunne ikke se noget forkert i at handle med tyskerne. Når de andre gjorde det, og når tyskerne var så lette at tage røven på. Jeg var imod det. Jeg var så meget imod det, at vi kom op at skændes. Vi holdt først op, da Ane begyndte at græde.
Jeg måtte afsted. Tiden halsede gennem verden, men stod fortsat bomstille i Knivholt. Jeg kunne ikke længere holde ud at se Johannes sidde der og tælle småskillinger om aftenen, stable to-, fem- og tiører. Johannes forsvarede sig med, at når han solgte en gris, så skulle det jo også komme mig til gode. Ligesom når man sagde: Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Der var ikke brug for mig mere. Knivholtkrum kunne klare sig nu, da Ane var kommet, for hun forstod at bestille noget.
En tidlig morgen, efter at jeg havde muget ud i stalden og kørt gødningen ud på møddingen, gik jeg ind til grisene, hvor Johannes var i sving. Der måtte man råbe, sådan en kommers lavede de satans svin.
Jeg forklarede Johannes, at nu ville jeg tage min cykel og køre til Frederikshavn for at prøve lykken. Jeg ville være arbejder og melde mig ind i Socialdemokratiet. Og så ville jeg være med til at smide tyskerne på porten.
Johannes rystede på hovedet. Han hverken kunne eller ville forbyde mig det, som han sagde. Så langt var vi enige. Men hvorfor ikke vente til krigen var forbi?
– Du har åbenbart ikke hørt, hvad jeg sagde, sagde jeg.
– Jeg kan ikke bekæmpe tyskerne her, hvor de vil blive taget imod med åbne arme.
Det kunne han godt se.
Ane syntes, det var forfærdeligt, at jeg ville til byen, samtidig med at tyskerne rykkede ind. Vent, til krigen er forbi, sagde hun. Jeg opgav at forklare det og pakkede min ransel, to skjorter, den pæne til søndag og højtider, jeg havde tre sæt undertøj og fire par sokker, som Ane havde stoppet. Johannes var heldig med hende. Hvad gjorde det, at hun var grim som arvesynden.
Ane smurte mig en madpakke, som om jeg skulle på ekspedition til Nordpolen. Der var både ost og kødpølse og kærnet smør. Hun havde hørt noget om, at de sultede i byen. Jeg gad ikke spørge hende, hvor hun havde hørt det sludder.
– Frederikshavn er en frygtelig stor by, sagde hun.
– Man kan nemt komme i dårligt selskab. Har du det virkelig så slemt her hos os?
Johannes sukkede, svingede med armen og tog sig til baglommen. Det var hårdt at få pungen op. Det raslede. Han trak en seddel op. Det gjorde ondt på ham, kunne jeg se. En tikroneseddel. Sådan en havde jeg aldrig før haft i hånden. Jeg stirrede på den. Det samme gjorde Johannes.
Da han rakte mig sedlen, kiggede han væk. Det var et verdenshistorisk øjeblik. Det var et forskud, kunne jeg forstå. Jeg sagde tak. Jeg gav ham hånden. Jeg gav Ane hånden. Men da jeg svingede benet over cykelsadlen, havde jeg en klump i halsen.
Jeg tog ikke den lige og hurtigste vej til Frederikshavn. I stedet for at dreje til højre drejede jeg til venstre, da jeg kom til den smalle landevej. Jeg fulgte åen et stykke. Det var bakke op og bakke ned. Det var en omvej, men vejret var godt, og jeg havde pludselig ikke længere så pokkers travlt.
Jeg kom op på Gærumvejen og stillede cyklen fra mig, da jeg kom til Flade Kirke. Jeg havde ondt bagi. Jeg spiste en mellemmad og kiggede ud over byen og det knaldblå hav. Det var på grund af udsigten, at jeg var kørt den omvej.
Tyskerne var ankommet, og jeg skulle aldrig mere muge ud, pløje marken og spise skiddenæg om søndagen. Jo mere jeg tænke på, at tyskerne havde besat Danmark, jo mere arrig blev jeg. Måske jeg havde det krigeriske sind fra min bedstefar, som havde været med i krigen i 1864.
Han hadede tyskerne. Han kastede møggreben fra sig og greb geværet. Hele danmarkshistorien igennem havde vi haft problemer med de tyskere. De hamrede på døren, og ville vi ikke lukke op, truede de med at smadre døren.
Dernede lå Frederikshavn. Der så egentlig ret fredeligt ud. Kranerne ragede op i den blå himmel. Der lå tyske skibe til kaj. De bankende lyde, jeg svagt kunne høre, måtte stamme fra skibsværftet. Det var der, jeg var på vej hen. Hvis det overhovedet var muligt at få arbejde i byen, måtte det være der.
En såkaldt jeep kom kørende ude på Gærumvejen. Den var tysk. Jeg hoppede nærmest på stedet og knyttede næverne. De kørte forbi kirken og drejede til højre ad den vej, jeg var kommet. De skulle måske ud for at finde gårde, som var villige til at sælge grise til dem. Det var da også satans, at Johannes var så dum. Han troede fuldt og fast på, at han kunne tage røven på tyskerne.
Jeg skar tænder og havde en smule tandpine. Det havde jeg tit. Der var nok ingen vej uden om tandlægen. Jeg havde selv, da jeg blev konfirmeret, hevet en tand ud ved hjælp af en snor. Det gjorde helvedes ondt, og blodet var sprøjtet ud af kæften på mig.
De satans tyskere. Jeg ville ikke finde mig i det. Det her var mit land. Jeg var bestemt ikke enig med Johannes i, at tyskerne ville vinde krigen. En uretfærdig krig kunne efter min mening ikke vindes. Gud ville ikke tillade det.
Jeg stod lidt og sparkede i gruset. For første gang i mit liv var jeg alene. Jeg havde ikke troet på, at jeg nogensinde ville komme til at savne min storebror, alligevel var jeg allerede i tvivl. Blod var trods alt tykkere end vand. Og han havde da ikke sendt mig tomhændet ud i verden.
Frederikshavn virkede nu ikke så stor der foran det kæmpestore, blå hav. Hvad var det nu, de småøer hed derude? Rønnerne? Hirsholmen? Mon tyskerne også var derude? Var de over det hele?
Jeg kom på cyklen og mødte en bonde med hest og vogn. Han skulle til byen med et læs kålrabier. Jordknolden var populær hos fattigfolk.
– Og hva ska do så til byen etter, unge knøs? spurgte bonden og sendte en sort klat ud i rabatten.
– Finde arbejde, svarede jeg, – og slås med tyskerne.
– Hvor kommer sådan kæphøj knøs fra? spurgte han.
– Knivholtkrum.
– Så må du være en af Andreas Jensens sønner, sagde bonden, som jeg aldrig havde set før,
– men hvis du vil arbejde, så skal du henvende dig nede på værftet, de arbejder for tyskerne efter ordre fra den danske regering.
– Først bygger vi skibene til dem, sagde jeg, som om jeg allerede var blevet skibsbygger,
– derefter sænker vi dem.
Bonden pegede sig i panden med en krum finger og hyppede på krikken.
– Godt ord igen, sagde jeg og lod cyklen trille foran hesten ned ad den stejle bakke.
De få gange jeg havde været Frederikshavn, havde jeg altid følt det, som om jeg var trådt op i en myretue. Det vrimlede med folk på både Søndergade og Danmarksgade. Det var ikke bare de mange hestevogne, også biler og motorcykler drønede frem og tilbage.
Da jeg kom ned på Søndergade, steg jeg af cyklen, fordi jeg ikke turde køre ude på vejen. Her var masser af tyske soldater, men ingen af dem skulle træde mig over tæerne. De virkede egentlig venlige nok.
De smilede som ræve. Jeg stolede ikke på dem. De lod, som om de var på ferie. Jeg skal da indrømme, at jeg følte mig lidt beklemt i sådan en menneskevrimmel, men det var jo noget, jeg måtte vænne mig til.
Nu ville det jo være rigtig dumt at spørge om vej til værftet, for det vidste enhver idiot. Værftet lå selvfølgelig på havnen.
Jeg huskede at tage huen af, når jeg mødte nogen, men måtte opgive det til sidst og gå med den i hånden. Byboere hilste måske kun på dem, de kendte. Folk vendte sig om efter mig. Der stod nok Knivholt på ryggen af mig.
– Undskyld, med forlov. Jeg standsede uden for en købmandsbutik, hvor en bredskuldret kleppert var i færd med at fylde en ladcykel med varer.
– Kan jeg komme ned til værftet den her vej?
Jeg pegede ned ad Havnegade.
– Hva’? sagde fyren og gned næsen.
Jeg havde måske ikke udtalt ordene rigtigt.
– Er det her vejen ned til værftet?
– Er du lige kommet ind med firetoget? Fyren grinede og skubbede cyklen ud på brostenene.
Da jeg lidt senere stod nede ved værftet og så på porten og vagten i Porthuset, var det, som om jeg mistede modet. Var det ikke anmassende af mig sådan at komme ind med firetoget og straks tro, jeg kunne få arbejde? I disse tider.
Jeg gik tilbage til Danmarksgade og kom forbi to tyske soldater, som havde været hos bageren. Jeg besluttede mig lige på stedet for ikke at vige og træde ud i rendestenen for at lade dem komme forbi. De kunne skyde mig eller smide mig i fængsel.
Jeg kiggede ligeud og hævede skuldrene, hvis de nu skulle støde til mig. Men se, den ene af soldaterne trådte om bag den anden og lod mig komme forbi. Det havde jeg ikke ventet, slet ikke at de nikkede til mig.
Jeg hørte nogen le bag mig. Jeg drejede hovedet og så to piger komme gående imod mig, arm i arm. Jeg døbte dem straks krøltoppen og brunetten. De havde begge moderne kort hår, som man aldrig så på landet. Den ene havde en mørk kjole og hvidt forklæde på. Den anden, krøltoppen, var almindelig klædt i en noget kort kjole. Ikke at det gjorde mig noget. De havde været hos bageren.
– Godt klaret, sømand, sagde brunetten, idet de to piger fnisende strøg forbi mig.
Jeg gloede efter dem. Typiske bytøser, netop sådan et par finker, som Ane havde advaret mig imod. Ikke at det generede mig. Jeg ville vælge sådan en frem for et mæhlam fra Gærum.
Nu ville jeg spadsere en tur op og ned ad hovedgaden og lytte til stemmerne og lære at tale fladt. Sige fobol i stedet for fodbold. Ingen kunne komme frem i verden ved at sige a om sig selv.
Der var mange forretninger. Der var ikke mindre end to biografer, en i hver ende af byen. Jeg havde aldrig nogensinde været i biografen. Det skulle der laves om på, når jeg fik min første ugeløn.
Jeg gik ned og så den store, grå kirke. Den var helt anderledes end andre kirker, jeg havde set. Når man stod oppe på bakken og kiggede ned over byen, så man kirken og havnen, værftet selvfølgelig, kranerne, færgerne. Nu ville tyskerne gøre Frederikshavn til en krigshavn.
Jeg kom forbi et stort, hvidt hus med to søjler ved hoveddøren. Et papskilt var sat på porten med tegnestifter: Værelse til leje.
Jeg gik igen ned på værftet og mærkede, hvordan jeg begyndte at svede. Jøsses, Børge, sagde jeg til mig selv, du behøver ikke at stå med huen i hånden og ligne en pryglet hund. Du tilbyder din arbejdskraft. Det er en ærlig sag.
Jeg trak vejret dybt og gik hen til lugen. Portvagten så op fra sin pult, lænede sig frem og skubbede en lille rude til side.
– Goddag, sagde jeg. Jeg nikkede, men beholdt huen på.
– Jeg søger arbejde.
Portvagten rynkede panden.
– Det var godt nok noget af en nyhed, du der kom med, sagde han.
– De kunne vel ikke sige, hvor jeg kan henvende mig?
– Det kan da godt være, sagde portvagten og tog sig en pris fra en lille, rusten blikdåse.
– Men æh, i disse tider. Det er bygningen der. Spørg efter Jokumsen.
– Jokumsen.
– Ja, og du gør klogt i ikke at være morsom på Jokumsens vegne.
– Det kunne aldrig falde mig ind, sagde jeg.
– Hvor kommer du fra?
– Hjørring, sagde jeg.
– Bondedreng, gætter jeg på?
– For at sige det, som det er, sagde jeg, – så er jeg murer og træt af at bygge huse, jeg vil hellere bygge skibe.
– Det er klart, sagde portvagten,
– men gå nu ind og snak med Jokumsen, så kan han forklare dig, hvordan landet ligger, og så kan du tage tilbage, hvor du kommer fra.
Jeg nikkede og skubbede tråddøren op med skulderen. Der fik jeg foden indenfor. Det var en god begyndelse. Jeg rettede mig op i min fulde højde, hundrede og firs centimeter. Jeg tog huen af, slikkede på et par fingre og rettede på sideskilningen. Jeg måtte købe mig en kam. Nu frisk fremad, ind i bygningen, op ad trappen.
Den første, jeg mødte, var en ældre dame bag en skranke. Hun så noget afdæmpet ud. Hende turde jeg ikke spørge, men eftersom der ikke var andre til stede, havde jeg ikke noget valg. Jeg krøllede huen mellem mine hænder og kom frem med mit ærinde.
– Jeg søger arbejde.
– Ja, det kan De få mig til at tro på, sagde hun. – Men hvis jeg var Dem, ville jeg tage tilbage til bondegården, der får De det bedre end her, I har jo både flæsk og kaffe, har jeg hørt, her er der snart ingenting. Her skal man have rationeringsmærker.
– Jeg er arbejdsmand, sagde jeg stædigt,
– så jeg søger arbejde.
– Jeg er sådan set ikke døv, sagde damen og rettede på frisuren,
– men det er De måske? Her på værftet kan der nok ikke presses flere ind. Men hvis De vil have det fra hestens egen mund, så er det Lokummet, De skal have fat i.
Det gav et sæt i mig. Jeg tabte huen og bøjede mig hurtigt ned efter den.
– Nå ja, det skal De nok ikke kalde ham, sagde damen alvorligt,
– han ved det godt, men lader som ingenting. Alle her på værftet har et øgenavn, jeg ved ikke hvorfor, jeg bliver for eksempel kaldt Hejren.
– Jaså, mumlede jeg.
– Det er da lidt pudsigt, at en arbejdsmand kan lugte sådan af ko, at man skulle tro, han kom fra Gærum, sagde konen.
– Her på værftet lugter de af maskinolie, svejseos, gamle Ole, øl og sure tæer. Men nu skal jeg se, om Lokummet er ledig.
– Ja tak, sagde jeg,
– det er meget venligt af Dem.
Hun gik og vendte tilbage i næsten samme øjeblik. Hun krøllede en finger.
Jokumsen viste sig at være lille, grå mandsperson, der vel ikke vejede meget mere end halvtreds kilo. Lidt sammenkrøbet, foroverbøjet, som om han var formet efter en stol, to hoveder mindre end mig. Det var klart nok, at sådan en spirrevip ikke ville kunne forhindre nogen i at kalde ham hvad som helst. Men selvfølgelig havde han magt over tingene, hvis det var ham, der skulle ansætte folk.
– Arbejde, her er ikke noget arbejde, indledte han, og først nu opdagede jeg, at hans forvredne fremtoning skyldtes en pukkel.
– Alle kommer rendende, og vi presser så mange ind, vi overhovedet kan. Hvis de altså er i fagforening og helst også medlem af partiet. Hvad kan De tilbyde, som der ikke er overflod af her i byen? Jeg kan se på Deres hænder, at De er vant til at bestille noget. De kommer fra landet.
– Ja, indrømmede jeg.
– Jeg har siden mit sjette år været vant til at arbejde fra klokken fire om morgenen til klokken ni om aftenen.
– Hvad kan De ud over at knokle fra morgen til aften, for det
kan de fleste arbejdere?
– Jeg kan alt. Det røg ud af munden på mig.
– Hvis I for eksempel vil have værftet flyttet om på den anden side af den der Pikkerbakke, så spytter jeg i næverne og tager fat. Jeg kan desuden læse og skrive og lægge to og to sammen.
– Altså en slags Klods-Hans, sagde Jokumsen.
Ham kendte jeg ikke.
– Straks jeg får arbejde, sagde jeg,
– skal jeg sørge for at blive meldt ind i fagforeningen og i partiet.
– Hvilket parti drejer det sig om?
– Findes der mere end ét?
– Jo, der er bestemt noget Klods-Hans over Dem, sagde Jokumsen.
– Der er tale om to partier her på værftet. Hvor gammel er De, seksten, sytten?
– Atten, sagde jeg.
– Jeg har altid foretrukket Stauning frem for ham der fra Rusland. Men hvis det kan fremme mine muligheder for at blive værftsarbejder, at jeg bliver kommunist, så skal det ikke være nogen hindring.
Jokumsen strøg sig med en tynd finger over munden. Derefter kløede han sig i håret og skrævede lidt for bedre at kunne stå fast. Så rømmede han sig og sagde, at han måske godt kunne finde beskæftigelse til en foretagsom ung mand, som var vant til at bestille noget.
Flink mand. Jeg besluttede på stedet, at hvis jeg fik arbejde, ville jeg aldrig nogensinde tage det modbydelige øgenavn i min mund. Jeg ville ære og respektere ham. Og selv om han havde en pukkel, skulle han ikke kaldes den pukkelryggede, når jeg hørte på det.
Han havde masser af grå hårtotter ud af ørerne og fra næseborene og en temmelig stejl skaldepande. Han gik med slips, og han havde et pænt jakkesæt på, det sad bare ikke så godt på ham. Men han var noget. Det var ham, der havde ansvaret for at vælge de helt rigtige folk til værftet.
Han udspurgte mig lidt mere. Jeg besluttede at svare ærligt. Jo, jeg kom fra landet, men ikke længere væk end Knivholt. Jeg sagde, at jeg aldrig havde følt mig rigtig hjemme på landet. At jeg ville til byen. Hvad jeg kunne påtage mig af arbejde? Hvad som helst.
Det viste sig så, heldigt nok, at riggerformanden godt kunne bruge en ekstra mand. Jeg anede ikke, hvad en rigger var for noget, men det lød fint, arbejdsmand for riggerne. Da Jokumsen gættede, at jeg ikke vidste, hvad en rigger var, fortalte han mig det.
– Med hensyn til tyskerne. Vi ignorerer dem, så godt vi kan, hvis De forstår, hvad jeg mener. Hvis vi lader dem passe deres, lader de os passe vores.
– Jeg skal ikke krumme et hår på deres hoveder, sagde jeg.
– De begynder i morgen klokken syv, sagde Jokumsen.
– Her på kontoret, så kommer riggeren og tager dig i kraven.
– Jeg siger tusind tak, sagde jeg.
– Derfor ikke, sagde Jokumsen.
Nu gjaldt det om at finde husly for natten. Det måtte blive Afholdshotellet eller Sømandshjemmet. Jeg var ikke pengeløs. Men de skillinger skulle altså helst kunne række, til jeg fik min første ugeløn.
Jeg gik op på Kirkepladsen og standsede uden for huset, hvor de havde et værelse til leje. Grosserer P.B. Villadsen. Behøvede sådan en mand virkelig at leje værelser ud? Sikke tider.
Jeg gik op ad trappen og nåede at tænke mig om, før det gik galt. Ned ad trappen igen, gennem den åbne port ind i gården, op ad bagtrappen til køkkenet. Der stod to mælkejunger uden for døren. Jeg tog huen af, glattede håret med spyt og bankede på. Jeg måtte banke temmelig hårdt. Det var en meget massiv dør.
Endelig lød der skramlen. En nøgle blev drejet. Døren gik op …
– Næ, må jeg nu be’ om mine himmelblå, sagde den stuepige, der nu stod i døren,
– det er jo sømanden.
Det var brunetten.
– Øh, goddag, frøken, sagde jeg og bukkede let.
– Det var Dem, der ikke ville træde til side for tyskerne, sagde pigen og holdt en hånd op for munden.
– Det kan jeg godt lide.
– Så er vi to om det, sagde jeg.
– For en ordens skyld, så er jeg ikke nogen sømand.
– Nej, jeg kan da godt regne ud, at De er en bondeknold fra Gærum.
Typisk byhøne.
– Men som De kom spankulerende der på fortovet, godt hjulbenet, kunne De nu godt ligne en sømand. De går altid med huen helt omme i nakken.
– Jeg er arbejdsmand.
– Og hvad drejer det sig om? Jeg har virkelig ikke tid til at stå her og gætte på, hvad eller hvem De er.
– Det var angående det værelse, der er til leje.
– Det har jeg allerede regnet ud. Hun holdt sig igen for munden, da hun lo.
Bypiger var noget særligt. Og hende her var temmelig rapkæftet, men sød. Jeg kunne mærke, at jeg blev rød i hovedet. Det var rart at få varmet sine ører.
– Et øjeblik, jeg skal tale med fruen, sagde stuepigen,
– jeg hedder Tove, hvis De gerne vil vide det. Men De skal ikke prøve på noget. Jeg er forlovet.
– Det var en skam. Jeg hedder Børge.
– Jeg gættede på noget i den retning, sagde pigen og vendte ryggen til mig.
Der gik nogle minutter, så kom fruen frem i døren. Stor, tung og rundhovedet. Hun smilede med et hul i hver kind. Jeg fortalte, at jeg gerne ville leje værelset, hvis det altså ikke var for dyrt. Om jeg havde arbejde? Ja, jeg arbejdede på værftet og kunne således godt betale husleje. Så bad fruen stuepigen om at vise den herre værelset i kælderen.
Vi skulle ned ad kældertrappen til en smal, grønmalet dør. Det var ikke så dårligt, med egen indgang.
Hun var virkelig en usædvanlig køn pige, denne husalf, især når hun holdt munden lukket. Hånden kom op hver gang, der var optræk til latter.
I kælderen lugtede der af kul.
– Man bliver sort hernede, sagde stuepigen.
– De skal ikke røre ved noget.
En trappe gik op til køkkenet.
– Her har De så hele herligheden.
Værelset var et smalt, korridoragtigt rum, som var adskilt fra selve kulrummet med en tynd bræddevæg. Forneden sivede der kulstøv ind. Heldigvis var der et lille vindue oppe i loftet, så man kunne se ud på fortovet. Det kunne endda åbnes.
– De får rent sengetøj på hver måned, sagde stuepigen,
– og jeg skal nok prøve at holde kulstøvet lidt i ave, men De skal lade være med at danse rundt hernede, for så hvirvler det rundt.
– Det skal jeg huske. Tak.
– De er en værre sømand, fortsatte hun,
– og som sagt er jeg forlovet og skal giftes, så snart vi har fået tyskerne smidt ud af landet. Jeg skulle hilse fra fruen og sige, at det er forbudt at have damer på værelset efter mørkets frembrud, som om der var nogen fare for det.
– Jeg skal nok huske det, sagde jeg og tog omgivelserne i øjesyn.
Der kunne lige akkurat stå en seng ved væggen. Ved siden af sengen var der en kommode med tre skuffer. På kommoden stod en lille lampe med gul skærm, dækket af et fint lag kulstøv. Der var tre knager og to bøjler. Så var der én til søndagstøjet.
– Har De arbejde, eller var det bare noget, De sagde?
– Jeg er rigger. Jeg skal rigge skibe til.
– Det er ikke nemt at få arbejde her i byen. Der er mange arbejdsløse. Værftet arbejder for tyskerne. Hvad siger De til det, sømand?
– Man er nødt til at arbejde, hvor der findes arbejde.
– De synes måske ikke, det er en skandale, at regeringen har besluttet, at vi skal samarbejde med tyskerne?
– Det synes jeg. Men der må være flere måder at gøre det på. Man må gøre gode miner til slet spil.
– Jaså.
Nu stirrede hun mig fast ind i øjnene og blev alvorlig. Jeg var lidt på glatis her. Min viden om forholdene i Frederikshavn var af ældre dato. Tiden gik langsommere i Knivholt. Jeg var noget bagud. Men på mine ture op og ned ad Danmarksgade var jeg kommet forbi Frederikshavns Avis. De havde et stort udhængsskab, hvor fattigrøve kunne læse avisen gratis. Det ville jeg benytte mig af.
– Er der mere, De vil vide? spurgte stuepigen,
– for nu har jeg virkelig ikke tid til at stå her og skvaldre mere med Dem. De tror måske, jeg er til pynt.
Hånden kom straks op til munden.
Hun rakte mig en jernnøgle, der ville tynge godt i bukselommen. Den var til den grønne dør. Nu havde jeg fået tag over hovedet og en seng at sove i. Den knirkede lystigt, da jeg prøvende satte mig på den.
Der sad jeg så og spiste noget af den mad, Ane havde givet mig med. Men ikke det hele. Der skulle være til frokosten næste dag, hvor jeg havde min første arbejdsdag på værftet. Det glædede jeg mig til.
Jeg havde heldet med mig.
Jeg ville prøve at få en aftale med en bager om at købe gammelt brød. Jeg kunne vel nok få råd til en kop kaffe på Sømandshjemmet. Jeg sad lidt og tænkte på husalfen. Tove. Hun var forlovet og
skulle giftes.
Jeg blev en smule mismodig. Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være i det trange rum. Jeg måtte ud og lære byen at kende, selv om det i mellemtiden var blevet både mørkt og koldt.
Mens jeg gik op ad Danmarksgade, tænkte jeg på dem derhjemme. Nu havde Ane sat kartoflerne over og var ved at stege flæsk. Johannes ville drikke et stort glas skummetmælk til maden, og bagefter, når han satte sig i fatters stol ved vinduet, ville Ane række ham piben og en kop kaffe.
– For fanden da, mumlede jeg.
– Nu går jeg hjem til mig selv. Jeg skal da heldigvis ikke sove under åben himmel.
Hvor skulle jeg egentlig vaske mig? Ved vandposten i gården? Var der overhovedet sådan en? Hvordan skulle jeg komme op om morgenen uden et vækkeur? Mon jeg kunne få denne Tove til at vække mig? Sådan en stuepige stod sikkert tidligt op.
Måske havde hun et vaskefad, jeg kunne låne. Jeg skulle bruge det gamle lokum i gården. Det kunne jeg få for mig selv. Fruen ville sørge for, at natmanden kom og tømte spanden. Da et ægtepar kom småløbende forbi mig, huskede jeg på, at der var noget, som hed spærretid.
Vinden, der strøg ind fra Kattegat, gik gennem marv og ben. En tysk patrulje på seks mand kom marcherende, så jeg gik ind i en opgang og stod der, indtil de var trampet forbi. Hvad skulle jeg stille op mod dem med de bare næver? Havde de danske soldater virkelig overgivet sig sådan ud videre? Godt, min bedstefar ikke skulle opleve det.
Johannes havde været inde som soldat. Det var han meget stolt af, men eftersom han havde sit landbrug at passe, kunne han ikke slås mod tyskerne. Det var der åbenbart ingen, der kunne.
Jeg kom hjem til min fornemme adresse og fiskede den tunge jernnøgle frem. Jeg måtte famle mig vej for at finde frem til kammeret. Jeg var glad for, at jeg havde fået det værelse. Stort var det ikke, det var mindre end kammeret på Knivholtkrum. Men det var ikke så dyrt.
Jeg satte mig igen på sengekanten og fandt madpakken frem. Han var fandeme heldig, Johannes, at finde en kone som Ane. Hvad betød det, at hun ikke var så pæn, når bare hun var varm og god, og det var hun. Hende lå Johannes og varmede sig med i sengen, mens en anden en sad i et iskoldt hummer med kulstøv i snudeskaftet.
Jeg gumlede. Noget at skylle efter med havde jeg ikke. Men det var alt sammen blot en begyndelse. Jeg skulle nok få styr på det. Alt ville se anderledes ud, når jeg havde sovet og skulle på arbejde. Jeg ville slide hårdt i det. De skulle ikke komme til at fortryde, at de havde givet Børge Jensen arbejde.
Johannes havde sagt noget om, at jeg på et tidspunkt ville blive kaldt ind til militæret, men med tyskerne i landet blev det vel ikke til noget. Ane troede, tyskerne ville tage hjem inden jul. Hun var ikke for klog. Men det var nu en god madpakke, hun havde smurt. Nu måtte jeg gemme resten.
Da jeg sank den sidste bid, kunne jeg høre nogen på trappen op til køkkenet og se et svagt lysskær under døren. Jeg pakkede hurtigt brødet sammen og rejste mig, da der blev banket på døren.
– Kom ind.
Det var Tove Husalf. Hun havde en lysestump på en tallerken. Hun kom med noget under armen, som viste sig at være et tæppe.
– Værsågod, sagde hun, – til at lægge over dynen. Der er koldt herinde.
– Tak, sagde jeg, – hils fruen og sig tak.
– Det er ikke fruen, De skal takke, sagde Tove.
Hun kiggede rundt.
– Jeg havde det her kammer i begyndelsen, men nu er jeg flyttet op på kvisten. Der er lige så koldt deroppe, men ingen kulstøv. Jeg kom til at nyse af det.
– Er De egentlig tidligt oppe om morgenen?
– Nej, jeg ligger og snuer til klokken ni, sagde hun.
– Så kommer fruen og giver mig kaffe på sengen. Hun pegede sig i tindingen.
– De kender vist ikke meget til livet, selvfølgelig står en stuepige op, før fanden får sko på. Klokken seks.
– Kunne De så ikke være sød at vække mig, så jeg ikke kommer for sent på arbejde? Jeg har ikke fået anskaffet mig et vækkeur endnu.
– Og så skulle jeg gå og passe Dem op! De vil måske også godt have et vaskefad med varmt vand og et stykke rosensæbe?
– Sådan var det nu ikke ment, sagde jeg.
– Lad nu bare være med at se så brødebetynget ud, sagde husalfen.
– Nu skal jeg fortælle Dem, hvad jeg kan. Jeg kan banke på nedløbsrøret, hvis det ellers kan lykkes mig at få køkkenvinduet op. Røret går lige forbi Deres vindue.
– Det ville jeg være meget glad for, sagde jeg.
– Jamen så må De have en behagelig nat, sømand.
Husalfen tog sit lys og gik uden at lukke døren efter sig.
Lidt senere, da jeg lå i min seng og stirrede ud i mørket og egentlig lå ganske godt og lunt, hørte jeg en banken lige over mit hoved. Det varmede lidt med sådan en hilsen. Fra sådan en pige.
Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg vendte og drejede mig, og sengen jamrede. Der var fuldstændig kulsort i kammeret, men da jeg havde ligget lidt, var der en smule lys fra vinduet, selv om gardinet var trukket for.
Da jeg hørte en lyd udenfor, satte jeg mig op i sengen.
Det var ikke til at sige, hvad klokken var. Men det måtte være sent. Nogen hviskede udenfor. Jeg rejste mig og skubbede gardinet lidt til side. Jeg så et par ben. Pigeben. Det var ellers forbudt at færdes ude på denne tid. Så dukkede der endnu en person op.
Hvad vovede man ikke, når det gjaldt om at være sammen med sin forlovede?
Bent Haller: Stuepigen og kranføreren
♥️♥️♥️♥️ ”En rørende ægteskabshistorie og en fængslende danmarksfortælling” – Politiken
Bent Haller forener i denne roman provinshistorie, danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk historie om et parforhold, et ægteskab, og et familieliv på godt og ondt.
Børge tager på kirkegården for at sige farvel til sin afdøde kone Tove, før han for sidste gang klatrer til vejrs i sin elskede kran nede på havnen, hvor skibsværftet engang lå, og han har arbejdet hele sit liv. Her ser han tilbage på sit liv, som han har besluttet sig for at ende i kranen under himlen. Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet. Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, hvor den frimodige Tove arbejder som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, det samme bliver Børge – og stormende forelsket bliver han også. Tove er et uregerligt gemyt, rastløs og frisindet, men hendes sind rummer også mørkere undertoner – måske farvet af en dyster hemmelighed fra krigens år.
Få mere fantastisk boginspiration på vores Facebook-side.
Se vores liste med sommerbøger 2023/2024 her, hvis du leder efter mere læseinspiration.
Bent Hallers nye roman forener danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk fortælling om et stormfuldt ægteskab i opbrudstider, der også når helt til Frederikshavn.
Bent Haller er blandt Danmarks mest elskede og produktive forfattere. Han har skrevet alt fra romaner til børne- og ungdomsbøger, og hans værker har både vundet priser og er blevet filmatiseret. Nu er Bent Haller aktuel med romanen Stuepigen og kranføreren.
I den nye roman af Bent Haller følger vi Børge, også kendt som Kran, der besøger kirkegården for at tage afsked med sin afdøde kone Tove, inden han tager en sidste tur gennem Frederikshavns gader, hvor det hele begyndte, og det hele skal slutte.
LÆS OGSÅ: Kom tættere på Bent Hallers imponerende forfatterskab
Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, der hvor kragerne flyver baglæns for ikke at få sand i øjnene, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet.
Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, og oppe i privaten huserer den frimodige Tove som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, og det samme bliver Børge. Og så bliver de forelskede og gift, men Toves sind rummer mørkere undertoner, der udfordrer ægteskabet.
Læs et uddrag af Bent Hallers nye roman her:
Stuepigen og kranføreren
Bent Haller
1: KNIVHOLTKRUM
Jeg ville under ingen omstændigheder fortsætte med at være bondedreng, og da slet ikke under min storebror Johannes, som var den, der skulle arve stedet, som blev kaldt Knivholtkrum, fordi det var et sølle sted, da min far en morgen ikke kom ind til davre.
– Hvor blir fatter af?
– Gå u etter ham, Johannes.
– Det ka Børge.
– Det åltier mæ.
– Så ka a sil, sagde mor og skubbede arrigt vrissende stolen
tilbage.
Hun fandt vores far ude i stalden, mellem svinene. Han kunne
ikke have ligget der så lang tid, for de var endnu ikke begyndt at æde af ham. Mor råbte på Johannes, som netop havde stukket sin slev i grødfadet. Det var han altid hurtig til. Han førte sleven til munden og rakte ud efter sukkerskålen. Han skulle have sin grød sød.
Han gryntede og så ærgerligt på mig. Han ville have madro. Han var to år ældre end mig og et grødhoved højere. Vi havde haft en storesøster. Hun døde af tyfus. To mindre skravl døde lige efter hinanden, før de kunne nå at fejre nytår. Nu var der kun Johannes og mig. Vi var ikke sådan at slå ihjel.
Da jeg kom ud i stalden, lå mor på knæ midt i svineriet. Hun holdt fatters hoved i sit skød. Han så ikke længere så forpint ud. Jeg havde altid syntes, at hans ansigt lignede noget, som var skåret ud af en kålrabi, der lige var blevet trukket op af jorden.
Der var ingen tvivl om, at han var stendød. Tooghalvtreds år. Så var han slidt op, men han var også noget af en splejs, det var ikke ham, vi brødre havde vores kraftige statur efter, det var efter mor og hendes slægt.
Vi fik fatter slæbt ind i bryggerset, og mor gik i gang med at vaske ham. Ikke et kvidder sagde hun. Ikke en tåre fældede hun. Hendes smalle, tætsiddende øjne var knastørre. Johannes tænkte nok på, at grøden blev kold. Jeg skulle på cyklen til Frederikshavn.
Mærkeligt var det, da vi sad ved bordet, efter at doktoren havde været der. Fatter havde fået et slagtilfælde. Det var til at regne ud. Nu lå han i stuen og gabte. Johannes mente, at mor burde binde en snor om hans hoved for at holde kæben på plads. Det så for dumt ud, at han lå der med åben mund. Han skulle vel også barberes.
Doktoren havde sagt, at han ville give bedemanden besked. Fatter skulle i jorden så hurtigt som muligt. Han ville snart gå i opløsning. Der havde altid været noget muggent ved ham.
Det var ikke just nogen herregård, Johannes skulle føre videre. Et krumt sted, stuehus og stald i ét, og med laden hæftet på som en brækket finger. Et usselt sted efter mine begreber. Seks magre køer og fjorten grise. Et par skaldede høns. Kun med flid, slid og møje kunne det lade sig gøre at holde skindet på næsen.
Jeg var konfirmeret, da fatter døde, og havde røget min første stinkadores. Jeg kunne skride, når det passede mig. Jeg ville ikke være karl for min storebror. Men hvad med mutter? Hun havde begravet tre af sine børn. Nu skulle hun begrave sin mand.
Mutter fik et knæk, da Hansine døde. Hun græd ikke, da drengene døde. Vi havde alle holdt af Hansine. Hun var sådan en livlig tøs, der altid sang. Nu skulle Johannes se, om han kunne passe fatters træsko. Han rykkede op i klassen. Han ville ikke være husmand, der boede en storbonde inde i Johannes’ hoved.
Tanken om mutter skrinlagde foreløbig min flugtplan.
Værre var det heller ikke. Johannes var på mange måder god nok, hvis man kunne se bort fra hans nykker. Han havde det med at sætte sig selv op på den høje hest. Nu arvede han Knivholtkrum og skulle være familiens overhoved. Han overtog fatters guldur og vesten, der hørte til. Nu kunne han hvert femte minut tage uret frem, åbne kapslen og annoncere tidspunktet.
Der tilkom mig en beskeden andel, hvis jeg engang ville rejse. Når der skulle slagtes grise, ville Johannes lægge lidt til side. Til mig. Han var ikke ude på at snyde mig, sagde han. Men han ville sætte pris på, at jeg blev på gården. Han sagde på gården.
Jeg kendte arbejdsgangen og rutinerne. Det var op klokken halv fem. Det var mutter, der stod for malkningen. Det var længe siden, vi havde haft en malkepige eller en pige til at hjælpe i huset. Sådan en skulle ikke bare have tre måltider om dagen, de skulle også have et par nye træsko, når de gamle var slidt op.
Johannes og jeg drak den skummetmælk, vi fik tilbage fra mejeriet, eller rettere vi delte den med grisene. De fik deres mælk blandet op med brøndvand. Vores brøndvand havde en mærkelig farve og en endnu mærkeligere smag. Mutter bryggede kun øl til jul.
Johannes arvede fatters langpibe og tobakspungen, som var snøret til med en læderstrop. Jeg fik lov til overtage Johannes’ knækkede kridtpibe.
Når Johannes sad og røg langpibe, skød han maven frem så godt, som det nu kunne lade sig gøre. Det kunne få mig til at skære tænder, når han sad der om aftenen med den pibe og petroleumslampen tændt og læste i en gammel avis, mens mutter strikkede hoser. Jeg havde lyst til at le højt, men kunne ikke.
Avisen havde jeg fundet i skolelærer Hansens skraldespand. Læreren boede, hvor vejen slog et sving, ved broen over åen, i huset med de små, skæve vinduer. Han slog selv en proper næve. Jeg havde set ham smide de gamle aviser ud, så dem tog jeg. Det kunne han vel ikke have noget imod.
Det var Vendsyssel Tidende. Meget af det, der stod i den, fattede jeg ikke en stavelse af. Somme tider bankede jeg i bordet, hvis en eller anden bondeknold kritiserede Thorvald Stauning. Jeg var nemlig socialist i modsætning til Johannes og fatter, som var venstrefolk. Mutter var ingenting.
Når jeg sad og bandede over avisen, greb Johannes den og sørgede omhyggeligt for ikke at komme til at vende den på hovedet, for ham havde lærer Hansen nemlig ikke kunnet lære at læse. Han kunne simpelthen ikke banke viden ind i grødhovedet.
Johannes kunne til nød stave enkelte ord, men når de var sat sammen til hele sætninger, blev det uoverskueligt. Men dum var han ikke, Johannes, det skulle man ikke tage fejl af, han var snu som de fleste bønder, ikke sådan at løbe om hjørner med.
Han blev stiktosset, hvis jeg spurgte, om der var noget, jeg skulle læse op for ham. Engang sprang han på mig og langede mig en knytnæve, så jeg bagefter ikke kunne se ud af det venstre øje. Det var, da vi var yngre. Hvis vi kom for godt i gang, begyndte mutter at udstøde sære, dyriske lyde. Det forskrækkede os altid.
For at sige det rent ud uden at prale, så var jeg noget kvikkere i pæren end Johannes. Det var også derfor, jeg ikke ville spilde min tid på karlearbejde. Jeg ville afprøve mine evner i den store by, hvor der måtte være masser af muligheder for en rask gut, og en sådan by var Frederikshavn. Selv om den lå ganske få kilometer i østlig retning, det var bare ned ad Hjørringvej i medvind, så var der en verden til forskel på den og Knivholt.
Hvor Johannes ville finde en pige at gifte sig med, var lidt af en gåde. Der var ingen tøser i miles omkreds. Mon han overhovedet havde været bare i nærheden af en pige, siden han kom ud af skolen?
Der kunne jeg så passende gribe i egen barm.
Da mutter døde og kom til at hvile ved siden af fatter, kom jeg alligevel ikke afsted, som jeg ellers havde planlagt. Johannes viste sig at være en rigtig mordreng. Han kunne ikke rigtig komme over det. Der gik en uge, hvor han overhovedet ikke åbnede munden.
Hver aften sad han i stolen ved vinduet, hvor fatter plejede at sidde med langpiben, og skottede over til stolen ved kakkelovnen, hvor mutter plejede at sidde med sit håndarbejde. Aldrig havde hendes hænder været i ro. De var lige så store som fatters. Da jeg var mindre og sov i hendes seng, lå hun altid og trommede med sine fingre på dynen.
Jeg besluttede at blive på Knivholtkrum, indtil Johannes havde fundet en husbestyrerinde. Men hvem ved sine fulde fem kunne finde på at blive husbestyrerinde for to ungkarle i et isoleret husmandssted langt fanden i vold? Johannes måtte op med pungen, da der skulle en notits i Vendsyssel Tidende. Men se, de penge var alligevel givet godt ud.
En dag stod der et kvindemenneske uden for døren. Hun havde været ude på en længere rejse, først med bussen fra Gærum til Frederikshavn, derefter med bussen til Hjørring, indtil hun kunne stige af i Knivholt. Hun havde et pænt ternet tørklæde om håret. Hun var næsten et hoved højere end Johannes. Og noget ældre. Øjnene var bittesmå og forsvandt næsten ind i hovedet på hende, næsen var til gengæld stor, lidt skæv og ligesom trykket flad.
Hun hed Ane. Hun sagde ikke meget, kun, at hun gerne ville se køkkenet og skabene, kisten med linned, den slags, stalden var hun ikke interesseret i.
Johannes var fuldstændig forfjamsket og anede ikke, hvilket ben han skulle stå på. Han sendte mig hele tiden forvirrede, bedende blikke, som om han var bange for, at jeg skulle stikke af og lade ham være alene med det menneske. Nu var det slut med at være så fandens kæphøj.
Jeg havde som sagt heller ikke den store erfaring på det område, selv om jeg da havde set både lærer Hansens kone og de to søstre fra herregården, Irene og Emma. De så til gengæld aldrig mig. Engang ved busstoppestedet, da de skulle til byen, hørte jeg dem tale sammen. De talte bymål. Det måtte jeg huske, når jeg kom til Frederikshavn.
For øvrigt var det blevet sådan, havde jeg hørt, at børnene fra Knivholt og omegn skulle undervises på Ørnevejens Skole i Frederikshavn, mens dem fra Gærum af skulle til Bangsbostrand. Godt, jeg var kommet ud af skolen, godt jeg var voksen og selv kunne bestemme.
Det kunne ikke vare længe, før jeg kunne sige farvel til Knivholtkrum, for jeg var på en eller anden måde overbevist om, at Ane var sådan en, der ville blive, når hun først havde fået foden indenfor.
Efterhånden som dagene gik, kunne Johannes slappe lidt mere af. Ane forstod at udfylde rollen som den nye mor. Hun kunne både strikke hoser, lappe tøj og få noget fornuftigt ud af det ved komfuret. Om aftenen satte hun sig som noget helt naturligt i stolen ved kakkelovnen og fandt kurven med stoppegarn frem. Først når hun havde vasket og stoppet hullerne i Johannes’ hoser, tog hun fat på mine.
Det var altid Johannes først. Johannes fik tre frikadeller, jeg fik to, selv tog hun én. Johannes fandt det i orden. Ane forstod også at stoppe pibe, så når Johannes kom ind efter røgtningen, lå piben parat til ham i vindueskarmen sammen med en kop kaffe med tre sukkerknalder i. Jeg fik to knalder i min kaffe, Ane fik én.
Jeg var ikke så slem til at slide hul i mine hoser, som Johannes var, selv om det var mig, der skulle styre møgbøren og måtte krumme tæer i træskoene for at kunne stå ordentligt fast på det smattede bræt. En uafvaskelig skamplet, om man skvattede i møddingen.
Da der var gået en fjorten dages tid, begyndte de så småt at snakke sammen, Ane og Johannes. Ane kunne for eksempel at sige:
Åh ja, det da himmelbetændt rænfov i dav.
Hvis det regnede. Så tyggede Johannes lidt på den oplysning, kastede et blik ud ad vinduet, så op på hende, nikkede alvorligt og sagde:
Det ka do ha ret i, bette Ane.
Jeg bøjede mig over avisen, mens jeg skar tænder og led af udlængsel. Jeg læste alt i den avis og gik tidligt i seng.
Hvordan det gik til, at Johannes fik Ane ind i soveværelset, var en af livets gåder, men at hun gik frivilligt med derind, var der ingen tvivl om. Der var ingen, der råbte om hjælp. Sandheden var måske, at det var Ane, der trak Johannes derind. Og så gik det stærkt.
De blev gift i Flade Kirke. De eneste gæster til festen bagefter var Anes gamle forældre fra Gærum. Hendes far sagde ikke et ord i de halvanden time, festen varede. Der var kaffe og boller med pålæg. Der skulle ikke spares på noget, så der blev også serveret brændevin, ikke det hjemmebrændte sprøjt, men de fine sager fra Aalborg.
Johannes’ svigermor sad det meste af tiden og græd. Jeg vidste ikke, om jeg skulle trøste hende og berolige hende med hensyn til Johannes. Hun opfattede ham åbenbart som farlig.
Nu var jeg fri til at tage til Frederikshavn og opsøge lykken. Når jeg tøvede, så var det, fordi Ane syntes, det var vel hurtigt nok. Hun opfattede det vist sådan, at jeg ønskede at rejse, fordi jeg følte mig til overs, nu da hun og Johannes havde papir på at være turtelduer.
Selv om det altid var en gammel avis, jeg sad med om aftenen, kunne det politiske spektakel sydfra høres stadig tydeligere og tydeligere. Var det derfor, jeg tøvede? Der var ingen tvivl nu. Det var et spørgsmål om tid, før tyskerne ville rykke ind i landet og tromle os alle sammen flade.
Jeg læste alt det, der handlede om krigen, to gange. Tyskerne vandt overalt, hvor de kom frem. De ville nok ikke kunne nå så langt ud på overdrevet som til Knivholt, men de ville helt sikkert komme til Frederikshavn, som var en vigtig havneby.
I begyndelsen holdt Johannes med tyskerne, fordi der var noget med, at de satans englændere engang havde bombarderet København og stjålet alle vores skibe. Det måtte være noget, Johannes havde opsnappet i skolen. Jeg var bestemt ikke enig med ham. Jeg kunne trods alt forstå det, jeg læste.
Tyskerne var ikke bare ude efter jøderne, nu var de også ude efter jyderne. Og socialisterne, både kommunister og socialdemokrater.
Når jeg tog til byen og blev arbejder, ville jeg melde mig ind i partiet og automatisk blive Hitlers fjende. Arbejderne på værftet var helt sikkert socialister og medlem af fagforeningen. Da Johannes fik opsnappet, at godsejeren på Knivholt Herregård var konservativ, blev han også konservativ. Man måtte være solidarisk.
Krigen kom. Det var slemt for nogen, mindre slemt for andre. Bønderne kunne se frem til pæne prisstigninger på især svinekød. Johannes kunne ikke se noget forkert i at handle med tyskerne. Når de andre gjorde det, og når tyskerne var så lette at tage røven på. Jeg var imod det. Jeg var så meget imod det, at vi kom op at skændes. Vi holdt først op, da Ane begyndte at græde.
Jeg måtte afsted. Tiden halsede gennem verden, men stod fortsat bomstille i Knivholt. Jeg kunne ikke længere holde ud at se Johannes sidde der og tælle småskillinger om aftenen, stable to-, fem- og tiører. Johannes forsvarede sig med, at når han solgte en gris, så skulle det jo også komme mig til gode. Ligesom når man sagde: Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Der var ikke brug for mig mere. Knivholtkrum kunne klare sig nu, da Ane var kommet, for hun forstod at bestille noget.
En tidlig morgen, efter at jeg havde muget ud i stalden og kørt gødningen ud på møddingen, gik jeg ind til grisene, hvor Johannes var i sving. Der måtte man råbe, sådan en kommers lavede de satans svin.
Jeg forklarede Johannes, at nu ville jeg tage min cykel og køre til Frederikshavn for at prøve lykken. Jeg ville være arbejder og melde mig ind i Socialdemokratiet. Og så ville jeg være med til at smide tyskerne på porten.
Johannes rystede på hovedet. Han hverken kunne eller ville forbyde mig det, som han sagde. Så langt var vi enige. Men hvorfor ikke vente til krigen var forbi?
– Du har åbenbart ikke hørt, hvad jeg sagde, sagde jeg.
– Jeg kan ikke bekæmpe tyskerne her, hvor de vil blive taget imod med åbne arme.
Det kunne han godt se.
Ane syntes, det var forfærdeligt, at jeg ville til byen, samtidig med at tyskerne rykkede ind. Vent, til krigen er forbi, sagde hun. Jeg opgav at forklare det og pakkede min ransel, to skjorter, den pæne til søndag og højtider, jeg havde tre sæt undertøj og fire par sokker, som Ane havde stoppet. Johannes var heldig med hende. Hvad gjorde det, at hun var grim som arvesynden.
Ane smurte mig en madpakke, som om jeg skulle på ekspedition til Nordpolen. Der var både ost og kødpølse og kærnet smør. Hun havde hørt noget om, at de sultede i byen. Jeg gad ikke spørge hende, hvor hun havde hørt det sludder.
– Frederikshavn er en frygtelig stor by, sagde hun.
– Man kan nemt komme i dårligt selskab. Har du det virkelig så slemt her hos os?
Johannes sukkede, svingede med armen og tog sig til baglommen. Det var hårdt at få pungen op. Det raslede. Han trak en seddel op. Det gjorde ondt på ham, kunne jeg se. En tikroneseddel. Sådan en havde jeg aldrig før haft i hånden. Jeg stirrede på den. Det samme gjorde Johannes.
Da han rakte mig sedlen, kiggede han væk. Det var et verdenshistorisk øjeblik. Det var et forskud, kunne jeg forstå. Jeg sagde tak. Jeg gav ham hånden. Jeg gav Ane hånden. Men da jeg svingede benet over cykelsadlen, havde jeg en klump i halsen.
Jeg tog ikke den lige og hurtigste vej til Frederikshavn. I stedet for at dreje til højre drejede jeg til venstre, da jeg kom til den smalle landevej. Jeg fulgte åen et stykke. Det var bakke op og bakke ned. Det var en omvej, men vejret var godt, og jeg havde pludselig ikke længere så pokkers travlt.
Jeg kom op på Gærumvejen og stillede cyklen fra mig, da jeg kom til Flade Kirke. Jeg havde ondt bagi. Jeg spiste en mellemmad og kiggede ud over byen og det knaldblå hav. Det var på grund af udsigten, at jeg var kørt den omvej.
Tyskerne var ankommet, og jeg skulle aldrig mere muge ud, pløje marken og spise skiddenæg om søndagen. Jo mere jeg tænke på, at tyskerne havde besat Danmark, jo mere arrig blev jeg. Måske jeg havde det krigeriske sind fra min bedstefar, som havde været med i krigen i 1864.
Han hadede tyskerne. Han kastede møggreben fra sig og greb geværet. Hele danmarkshistorien igennem havde vi haft problemer med de tyskere. De hamrede på døren, og ville vi ikke lukke op, truede de med at smadre døren.
Dernede lå Frederikshavn. Der så egentlig ret fredeligt ud. Kranerne ragede op i den blå himmel. Der lå tyske skibe til kaj. De bankende lyde, jeg svagt kunne høre, måtte stamme fra skibsværftet. Det var der, jeg var på vej hen. Hvis det overhovedet var muligt at få arbejde i byen, måtte det være der.
En såkaldt jeep kom kørende ude på Gærumvejen. Den var tysk. Jeg hoppede nærmest på stedet og knyttede næverne. De kørte forbi kirken og drejede til højre ad den vej, jeg var kommet. De skulle måske ud for at finde gårde, som var villige til at sælge grise til dem. Det var da også satans, at Johannes var så dum. Han troede fuldt og fast på, at han kunne tage røven på tyskerne.
Jeg skar tænder og havde en smule tandpine. Det havde jeg tit. Der var nok ingen vej uden om tandlægen. Jeg havde selv, da jeg blev konfirmeret, hevet en tand ud ved hjælp af en snor. Det gjorde helvedes ondt, og blodet var sprøjtet ud af kæften på mig.
De satans tyskere. Jeg ville ikke finde mig i det. Det her var mit land. Jeg var bestemt ikke enig med Johannes i, at tyskerne ville vinde krigen. En uretfærdig krig kunne efter min mening ikke vindes. Gud ville ikke tillade det.
Jeg stod lidt og sparkede i gruset. For første gang i mit liv var jeg alene. Jeg havde ikke troet på, at jeg nogensinde ville komme til at savne min storebror, alligevel var jeg allerede i tvivl. Blod var trods alt tykkere end vand. Og han havde da ikke sendt mig tomhændet ud i verden.
Frederikshavn virkede nu ikke så stor der foran det kæmpestore, blå hav. Hvad var det nu, de småøer hed derude? Rønnerne? Hirsholmen? Mon tyskerne også var derude? Var de over det hele?
Jeg kom på cyklen og mødte en bonde med hest og vogn. Han skulle til byen med et læs kålrabier. Jordknolden var populær hos fattigfolk.
– Og hva ska do så til byen etter, unge knøs? spurgte bonden og sendte en sort klat ud i rabatten.
– Finde arbejde, svarede jeg, – og slås med tyskerne.
– Hvor kommer sådan kæphøj knøs fra? spurgte han.
– Knivholtkrum.
– Så må du være en af Andreas Jensens sønner, sagde bonden, som jeg aldrig havde set før,
– men hvis du vil arbejde, så skal du henvende dig nede på værftet, de arbejder for tyskerne efter ordre fra den danske regering.
– Først bygger vi skibene til dem, sagde jeg, som om jeg allerede var blevet skibsbygger,
– derefter sænker vi dem.
Bonden pegede sig i panden med en krum finger og hyppede på krikken.
– Godt ord igen, sagde jeg og lod cyklen trille foran hesten ned ad den stejle bakke.
De få gange jeg havde været Frederikshavn, havde jeg altid følt det, som om jeg var trådt op i en myretue. Det vrimlede med folk på både Søndergade og Danmarksgade. Det var ikke bare de mange hestevogne, også biler og motorcykler drønede frem og tilbage.
Da jeg kom ned på Søndergade, steg jeg af cyklen, fordi jeg ikke turde køre ude på vejen. Her var masser af tyske soldater, men ingen af dem skulle træde mig over tæerne. De virkede egentlig venlige nok.
De smilede som ræve. Jeg stolede ikke på dem. De lod, som om de var på ferie. Jeg skal da indrømme, at jeg følte mig lidt beklemt i sådan en menneskevrimmel, men det var jo noget, jeg måtte vænne mig til.
Nu ville det jo være rigtig dumt at spørge om vej til værftet, for det vidste enhver idiot. Værftet lå selvfølgelig på havnen.
Jeg huskede at tage huen af, når jeg mødte nogen, men måtte opgive det til sidst og gå med den i hånden. Byboere hilste måske kun på dem, de kendte. Folk vendte sig om efter mig. Der stod nok Knivholt på ryggen af mig.
– Undskyld, med forlov. Jeg standsede uden for en købmandsbutik, hvor en bredskuldret kleppert var i færd med at fylde en ladcykel med varer.
– Kan jeg komme ned til værftet den her vej?
Jeg pegede ned ad Havnegade.
– Hva’? sagde fyren og gned næsen.
Jeg havde måske ikke udtalt ordene rigtigt.
– Er det her vejen ned til værftet?
– Er du lige kommet ind med firetoget? Fyren grinede og skubbede cyklen ud på brostenene.
Da jeg lidt senere stod nede ved værftet og så på porten og vagten i Porthuset, var det, som om jeg mistede modet. Var det ikke anmassende af mig sådan at komme ind med firetoget og straks tro, jeg kunne få arbejde? I disse tider.
Jeg gik tilbage til Danmarksgade og kom forbi to tyske soldater, som havde været hos bageren. Jeg besluttede mig lige på stedet for ikke at vige og træde ud i rendestenen for at lade dem komme forbi. De kunne skyde mig eller smide mig i fængsel.
Jeg kiggede ligeud og hævede skuldrene, hvis de nu skulle støde til mig. Men se, den ene af soldaterne trådte om bag den anden og lod mig komme forbi. Det havde jeg ikke ventet, slet ikke at de nikkede til mig.
Jeg hørte nogen le bag mig. Jeg drejede hovedet og så to piger komme gående imod mig, arm i arm. Jeg døbte dem straks krøltoppen og brunetten. De havde begge moderne kort hår, som man aldrig så på landet. Den ene havde en mørk kjole og hvidt forklæde på. Den anden, krøltoppen, var almindelig klædt i en noget kort kjole. Ikke at det gjorde mig noget. De havde været hos bageren.
– Godt klaret, sømand, sagde brunetten, idet de to piger fnisende strøg forbi mig.
Jeg gloede efter dem. Typiske bytøser, netop sådan et par finker, som Ane havde advaret mig imod. Ikke at det generede mig. Jeg ville vælge sådan en frem for et mæhlam fra Gærum.
Nu ville jeg spadsere en tur op og ned ad hovedgaden og lytte til stemmerne og lære at tale fladt. Sige fobol i stedet for fodbold. Ingen kunne komme frem i verden ved at sige a om sig selv.
Der var mange forretninger. Der var ikke mindre end to biografer, en i hver ende af byen. Jeg havde aldrig nogensinde været i biografen. Det skulle der laves om på, når jeg fik min første ugeløn.
Jeg gik ned og så den store, grå kirke. Den var helt anderledes end andre kirker, jeg havde set. Når man stod oppe på bakken og kiggede ned over byen, så man kirken og havnen, værftet selvfølgelig, kranerne, færgerne. Nu ville tyskerne gøre Frederikshavn til en krigshavn.
Jeg kom forbi et stort, hvidt hus med to søjler ved hoveddøren. Et papskilt var sat på porten med tegnestifter: Værelse til leje.
Jeg gik igen ned på værftet og mærkede, hvordan jeg begyndte at svede. Jøsses, Børge, sagde jeg til mig selv, du behøver ikke at stå med huen i hånden og ligne en pryglet hund. Du tilbyder din arbejdskraft. Det er en ærlig sag.
Jeg trak vejret dybt og gik hen til lugen. Portvagten så op fra sin pult, lænede sig frem og skubbede en lille rude til side.
– Goddag, sagde jeg. Jeg nikkede, men beholdt huen på.
– Jeg søger arbejde.
Portvagten rynkede panden.
– Det var godt nok noget af en nyhed, du der kom med, sagde han.
– De kunne vel ikke sige, hvor jeg kan henvende mig?
– Det kan da godt være, sagde portvagten og tog sig en pris fra en lille, rusten blikdåse.
– Men æh, i disse tider. Det er bygningen der. Spørg efter Jokumsen.
– Jokumsen.
– Ja, og du gør klogt i ikke at være morsom på Jokumsens vegne.
– Det kunne aldrig falde mig ind, sagde jeg.
– Hvor kommer du fra?
– Hjørring, sagde jeg.
– Bondedreng, gætter jeg på?
– For at sige det, som det er, sagde jeg, – så er jeg murer og træt af at bygge huse, jeg vil hellere bygge skibe.
– Det er klart, sagde portvagten,
– men gå nu ind og snak med Jokumsen, så kan han forklare dig, hvordan landet ligger, og så kan du tage tilbage, hvor du kommer fra.
Jeg nikkede og skubbede tråddøren op med skulderen. Der fik jeg foden indenfor. Det var en god begyndelse. Jeg rettede mig op i min fulde højde, hundrede og firs centimeter. Jeg tog huen af, slikkede på et par fingre og rettede på sideskilningen. Jeg måtte købe mig en kam. Nu frisk fremad, ind i bygningen, op ad trappen.
Den første, jeg mødte, var en ældre dame bag en skranke. Hun så noget afdæmpet ud. Hende turde jeg ikke spørge, men eftersom der ikke var andre til stede, havde jeg ikke noget valg. Jeg krøllede huen mellem mine hænder og kom frem med mit ærinde.
– Jeg søger arbejde.
– Ja, det kan De få mig til at tro på, sagde hun. – Men hvis jeg var Dem, ville jeg tage tilbage til bondegården, der får De det bedre end her, I har jo både flæsk og kaffe, har jeg hørt, her er der snart ingenting. Her skal man have rationeringsmærker.
– Jeg er arbejdsmand, sagde jeg stædigt,
– så jeg søger arbejde.
– Jeg er sådan set ikke døv, sagde damen og rettede på frisuren,
– men det er De måske? Her på værftet kan der nok ikke presses flere ind. Men hvis De vil have det fra hestens egen mund, så er det Lokummet, De skal have fat i.
Det gav et sæt i mig. Jeg tabte huen og bøjede mig hurtigt ned efter den.
– Nå ja, det skal De nok ikke kalde ham, sagde damen alvorligt,
– han ved det godt, men lader som ingenting. Alle her på værftet har et øgenavn, jeg ved ikke hvorfor, jeg bliver for eksempel kaldt Hejren.
– Jaså, mumlede jeg.
– Det er da lidt pudsigt, at en arbejdsmand kan lugte sådan af ko, at man skulle tro, han kom fra Gærum, sagde konen.
– Her på værftet lugter de af maskinolie, svejseos, gamle Ole, øl og sure tæer. Men nu skal jeg se, om Lokummet er ledig.
– Ja tak, sagde jeg,
– det er meget venligt af Dem.
Hun gik og vendte tilbage i næsten samme øjeblik. Hun krøllede en finger.
Jokumsen viste sig at være lille, grå mandsperson, der vel ikke vejede meget mere end halvtreds kilo. Lidt sammenkrøbet, foroverbøjet, som om han var formet efter en stol, to hoveder mindre end mig. Det var klart nok, at sådan en spirrevip ikke ville kunne forhindre nogen i at kalde ham hvad som helst. Men selvfølgelig havde han magt over tingene, hvis det var ham, der skulle ansætte folk.
– Arbejde, her er ikke noget arbejde, indledte han, og først nu opdagede jeg, at hans forvredne fremtoning skyldtes en pukkel.
– Alle kommer rendende, og vi presser så mange ind, vi overhovedet kan. Hvis de altså er i fagforening og helst også medlem af partiet. Hvad kan De tilbyde, som der ikke er overflod af her i byen? Jeg kan se på Deres hænder, at De er vant til at bestille noget. De kommer fra landet.
– Ja, indrømmede jeg.
– Jeg har siden mit sjette år været vant til at arbejde fra klokken fire om morgenen til klokken ni om aftenen.
– Hvad kan De ud over at knokle fra morgen til aften, for det
kan de fleste arbejdere?
– Jeg kan alt. Det røg ud af munden på mig.
– Hvis I for eksempel vil have værftet flyttet om på den anden side af den der Pikkerbakke, så spytter jeg i næverne og tager fat. Jeg kan desuden læse og skrive og lægge to og to sammen.
– Altså en slags Klods-Hans, sagde Jokumsen.
Ham kendte jeg ikke.
– Straks jeg får arbejde, sagde jeg,
– skal jeg sørge for at blive meldt ind i fagforeningen og i partiet.
– Hvilket parti drejer det sig om?
– Findes der mere end ét?
– Jo, der er bestemt noget Klods-Hans over Dem, sagde Jokumsen.
– Der er tale om to partier her på værftet. Hvor gammel er De, seksten, sytten?
– Atten, sagde jeg.
– Jeg har altid foretrukket Stauning frem for ham der fra Rusland. Men hvis det kan fremme mine muligheder for at blive værftsarbejder, at jeg bliver kommunist, så skal det ikke være nogen hindring.
Jokumsen strøg sig med en tynd finger over munden. Derefter kløede han sig i håret og skrævede lidt for bedre at kunne stå fast. Så rømmede han sig og sagde, at han måske godt kunne finde beskæftigelse til en foretagsom ung mand, som var vant til at bestille noget.
Flink mand. Jeg besluttede på stedet, at hvis jeg fik arbejde, ville jeg aldrig nogensinde tage det modbydelige øgenavn i min mund. Jeg ville ære og respektere ham. Og selv om han havde en pukkel, skulle han ikke kaldes den pukkelryggede, når jeg hørte på det.
Han havde masser af grå hårtotter ud af ørerne og fra næseborene og en temmelig stejl skaldepande. Han gik med slips, og han havde et pænt jakkesæt på, det sad bare ikke så godt på ham. Men han var noget. Det var ham, der havde ansvaret for at vælge de helt rigtige folk til værftet.
Han udspurgte mig lidt mere. Jeg besluttede at svare ærligt. Jo, jeg kom fra landet, men ikke længere væk end Knivholt. Jeg sagde, at jeg aldrig havde følt mig rigtig hjemme på landet. At jeg ville til byen. Hvad jeg kunne påtage mig af arbejde? Hvad som helst.
Det viste sig så, heldigt nok, at riggerformanden godt kunne bruge en ekstra mand. Jeg anede ikke, hvad en rigger var for noget, men det lød fint, arbejdsmand for riggerne. Da Jokumsen gættede, at jeg ikke vidste, hvad en rigger var, fortalte han mig det.
– Med hensyn til tyskerne. Vi ignorerer dem, så godt vi kan, hvis De forstår, hvad jeg mener. Hvis vi lader dem passe deres, lader de os passe vores.
– Jeg skal ikke krumme et hår på deres hoveder, sagde jeg.
– De begynder i morgen klokken syv, sagde Jokumsen.
– Her på kontoret, så kommer riggeren og tager dig i kraven.
– Jeg siger tusind tak, sagde jeg.
– Derfor ikke, sagde Jokumsen.
Nu gjaldt det om at finde husly for natten. Det måtte blive Afholdshotellet eller Sømandshjemmet. Jeg var ikke pengeløs. Men de skillinger skulle altså helst kunne række, til jeg fik min første ugeløn.
Jeg gik op på Kirkepladsen og standsede uden for huset, hvor de havde et værelse til leje. Grosserer P.B. Villadsen. Behøvede sådan en mand virkelig at leje værelser ud? Sikke tider.
Jeg gik op ad trappen og nåede at tænke mig om, før det gik galt. Ned ad trappen igen, gennem den åbne port ind i gården, op ad bagtrappen til køkkenet. Der stod to mælkejunger uden for døren. Jeg tog huen af, glattede håret med spyt og bankede på. Jeg måtte banke temmelig hårdt. Det var en meget massiv dør.
Endelig lød der skramlen. En nøgle blev drejet. Døren gik op …
– Næ, må jeg nu be’ om mine himmelblå, sagde den stuepige, der nu stod i døren,
– det er jo sømanden.
Det var brunetten.
– Øh, goddag, frøken, sagde jeg og bukkede let.
– Det var Dem, der ikke ville træde til side for tyskerne, sagde pigen og holdt en hånd op for munden.
– Det kan jeg godt lide.
– Så er vi to om det, sagde jeg.
– For en ordens skyld, så er jeg ikke nogen sømand.
– Nej, jeg kan da godt regne ud, at De er en bondeknold fra Gærum.
Typisk byhøne.
– Men som De kom spankulerende der på fortovet, godt hjulbenet, kunne De nu godt ligne en sømand. De går altid med huen helt omme i nakken.
– Jeg er arbejdsmand.
– Og hvad drejer det sig om? Jeg har virkelig ikke tid til at stå her og gætte på, hvad eller hvem De er.
– Det var angående det værelse, der er til leje.
– Det har jeg allerede regnet ud. Hun holdt sig igen for munden, da hun lo.
Bypiger var noget særligt. Og hende her var temmelig rapkæftet, men sød. Jeg kunne mærke, at jeg blev rød i hovedet. Det var rart at få varmet sine ører.
– Et øjeblik, jeg skal tale med fruen, sagde stuepigen,
– jeg hedder Tove, hvis De gerne vil vide det. Men De skal ikke prøve på noget. Jeg er forlovet.
– Det var en skam. Jeg hedder Børge.
– Jeg gættede på noget i den retning, sagde pigen og vendte ryggen til mig.
Der gik nogle minutter, så kom fruen frem i døren. Stor, tung og rundhovedet. Hun smilede med et hul i hver kind. Jeg fortalte, at jeg gerne ville leje værelset, hvis det altså ikke var for dyrt. Om jeg havde arbejde? Ja, jeg arbejdede på værftet og kunne således godt betale husleje. Så bad fruen stuepigen om at vise den herre værelset i kælderen.
Vi skulle ned ad kældertrappen til en smal, grønmalet dør. Det var ikke så dårligt, med egen indgang.
Hun var virkelig en usædvanlig køn pige, denne husalf, især når hun holdt munden lukket. Hånden kom op hver gang, der var optræk til latter.
I kælderen lugtede der af kul.
– Man bliver sort hernede, sagde stuepigen.
– De skal ikke røre ved noget.
En trappe gik op til køkkenet.
– Her har De så hele herligheden.
Værelset var et smalt, korridoragtigt rum, som var adskilt fra selve kulrummet med en tynd bræddevæg. Forneden sivede der kulstøv ind. Heldigvis var der et lille vindue oppe i loftet, så man kunne se ud på fortovet. Det kunne endda åbnes.
– De får rent sengetøj på hver måned, sagde stuepigen,
– og jeg skal nok prøve at holde kulstøvet lidt i ave, men De skal lade være med at danse rundt hernede, for så hvirvler det rundt.
– Det skal jeg huske. Tak.
– De er en værre sømand, fortsatte hun,
– og som sagt er jeg forlovet og skal giftes, så snart vi har fået tyskerne smidt ud af landet. Jeg skulle hilse fra fruen og sige, at det er forbudt at have damer på værelset efter mørkets frembrud, som om der var nogen fare for det.
– Jeg skal nok huske det, sagde jeg og tog omgivelserne i øjesyn.
Der kunne lige akkurat stå en seng ved væggen. Ved siden af sengen var der en kommode med tre skuffer. På kommoden stod en lille lampe med gul skærm, dækket af et fint lag kulstøv. Der var tre knager og to bøjler. Så var der én til søndagstøjet.
– Har De arbejde, eller var det bare noget, De sagde?
– Jeg er rigger. Jeg skal rigge skibe til.
– Det er ikke nemt at få arbejde her i byen. Der er mange arbejdsløse. Værftet arbejder for tyskerne. Hvad siger De til det, sømand?
– Man er nødt til at arbejde, hvor der findes arbejde.
– De synes måske ikke, det er en skandale, at regeringen har besluttet, at vi skal samarbejde med tyskerne?
– Det synes jeg. Men der må være flere måder at gøre det på. Man må gøre gode miner til slet spil.
– Jaså.
Nu stirrede hun mig fast ind i øjnene og blev alvorlig. Jeg var lidt på glatis her. Min viden om forholdene i Frederikshavn var af ældre dato. Tiden gik langsommere i Knivholt. Jeg var noget bagud. Men på mine ture op og ned ad Danmarksgade var jeg kommet forbi Frederikshavns Avis. De havde et stort udhængsskab, hvor fattigrøve kunne læse avisen gratis. Det ville jeg benytte mig af.
– Er der mere, De vil vide? spurgte stuepigen,
– for nu har jeg virkelig ikke tid til at stå her og skvaldre mere med Dem. De tror måske, jeg er til pynt.
Hånden kom straks op til munden.
Hun rakte mig en jernnøgle, der ville tynge godt i bukselommen. Den var til den grønne dør. Nu havde jeg fået tag over hovedet og en seng at sove i. Den knirkede lystigt, da jeg prøvende satte mig på den.
Der sad jeg så og spiste noget af den mad, Ane havde givet mig med. Men ikke det hele. Der skulle være til frokosten næste dag, hvor jeg havde min første arbejdsdag på værftet. Det glædede jeg mig til.
Jeg havde heldet med mig.
Jeg ville prøve at få en aftale med en bager om at købe gammelt brød. Jeg kunne vel nok få råd til en kop kaffe på Sømandshjemmet. Jeg sad lidt og tænkte på husalfen. Tove. Hun var forlovet og
skulle giftes.
Jeg blev en smule mismodig. Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være i det trange rum. Jeg måtte ud og lære byen at kende, selv om det i mellemtiden var blevet både mørkt og koldt.
Mens jeg gik op ad Danmarksgade, tænkte jeg på dem derhjemme. Nu havde Ane sat kartoflerne over og var ved at stege flæsk. Johannes ville drikke et stort glas skummetmælk til maden, og bagefter, når han satte sig i fatters stol ved vinduet, ville Ane række ham piben og en kop kaffe.
– For fanden da, mumlede jeg.
– Nu går jeg hjem til mig selv. Jeg skal da heldigvis ikke sove under åben himmel.
Hvor skulle jeg egentlig vaske mig? Ved vandposten i gården? Var der overhovedet sådan en? Hvordan skulle jeg komme op om morgenen uden et vækkeur? Mon jeg kunne få denne Tove til at vække mig? Sådan en stuepige stod sikkert tidligt op.
Måske havde hun et vaskefad, jeg kunne låne. Jeg skulle bruge det gamle lokum i gården. Det kunne jeg få for mig selv. Fruen ville sørge for, at natmanden kom og tømte spanden. Da et ægtepar kom småløbende forbi mig, huskede jeg på, at der var noget, som hed spærretid.
Vinden, der strøg ind fra Kattegat, gik gennem marv og ben. En tysk patrulje på seks mand kom marcherende, så jeg gik ind i en opgang og stod der, indtil de var trampet forbi. Hvad skulle jeg stille op mod dem med de bare næver? Havde de danske soldater virkelig overgivet sig sådan ud videre? Godt, min bedstefar ikke skulle opleve det.
Johannes havde været inde som soldat. Det var han meget stolt af, men eftersom han havde sit landbrug at passe, kunne han ikke slås mod tyskerne. Det var der åbenbart ingen, der kunne.
Jeg kom hjem til min fornemme adresse og fiskede den tunge jernnøgle frem. Jeg måtte famle mig vej for at finde frem til kammeret. Jeg var glad for, at jeg havde fået det værelse. Stort var det ikke, det var mindre end kammeret på Knivholtkrum. Men det var ikke så dyrt.
Jeg satte mig igen på sengekanten og fandt madpakken frem. Han var fandeme heldig, Johannes, at finde en kone som Ane. Hvad betød det, at hun ikke var så pæn, når bare hun var varm og god, og det var hun. Hende lå Johannes og varmede sig med i sengen, mens en anden en sad i et iskoldt hummer med kulstøv i snudeskaftet.
Jeg gumlede. Noget at skylle efter med havde jeg ikke. Men det var alt sammen blot en begyndelse. Jeg skulle nok få styr på det. Alt ville se anderledes ud, når jeg havde sovet og skulle på arbejde. Jeg ville slide hårdt i det. De skulle ikke komme til at fortryde, at de havde givet Børge Jensen arbejde.
Johannes havde sagt noget om, at jeg på et tidspunkt ville blive kaldt ind til militæret, men med tyskerne i landet blev det vel ikke til noget. Ane troede, tyskerne ville tage hjem inden jul. Hun var ikke for klog. Men det var nu en god madpakke, hun havde smurt. Nu måtte jeg gemme resten.
Da jeg sank den sidste bid, kunne jeg høre nogen på trappen op til køkkenet og se et svagt lysskær under døren. Jeg pakkede hurtigt brødet sammen og rejste mig, da der blev banket på døren.
– Kom ind.
Det var Tove Husalf. Hun havde en lysestump på en tallerken. Hun kom med noget under armen, som viste sig at være et tæppe.
– Værsågod, sagde hun, – til at lægge over dynen. Der er koldt herinde.
– Tak, sagde jeg, – hils fruen og sig tak.
– Det er ikke fruen, De skal takke, sagde Tove.
Hun kiggede rundt.
– Jeg havde det her kammer i begyndelsen, men nu er jeg flyttet op på kvisten. Der er lige så koldt deroppe, men ingen kulstøv. Jeg kom til at nyse af det.
– Er De egentlig tidligt oppe om morgenen?
– Nej, jeg ligger og snuer til klokken ni, sagde hun.
– Så kommer fruen og giver mig kaffe på sengen. Hun pegede sig i tindingen.
– De kender vist ikke meget til livet, selvfølgelig står en stuepige op, før fanden får sko på. Klokken seks.
– Kunne De så ikke være sød at vække mig, så jeg ikke kommer for sent på arbejde? Jeg har ikke fået anskaffet mig et vækkeur endnu.
– Og så skulle jeg gå og passe Dem op! De vil måske også godt have et vaskefad med varmt vand og et stykke rosensæbe?
– Sådan var det nu ikke ment, sagde jeg.
– Lad nu bare være med at se så brødebetynget ud, sagde husalfen.
– Nu skal jeg fortælle Dem, hvad jeg kan. Jeg kan banke på nedløbsrøret, hvis det ellers kan lykkes mig at få køkkenvinduet op. Røret går lige forbi Deres vindue.
– Det ville jeg være meget glad for, sagde jeg.
– Jamen så må De have en behagelig nat, sømand.
Husalfen tog sit lys og gik uden at lukke døren efter sig.
Lidt senere, da jeg lå i min seng og stirrede ud i mørket og egentlig lå ganske godt og lunt, hørte jeg en banken lige over mit hoved. Det varmede lidt med sådan en hilsen. Fra sådan en pige.
Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg vendte og drejede mig, og sengen jamrede. Der var fuldstændig kulsort i kammeret, men da jeg havde ligget lidt, var der en smule lys fra vinduet, selv om gardinet var trukket for.
Da jeg hørte en lyd udenfor, satte jeg mig op i sengen.
Det var ikke til at sige, hvad klokken var. Men det måtte være sent. Nogen hviskede udenfor. Jeg rejste mig og skubbede gardinet lidt til side. Jeg så et par ben. Pigeben. Det var ellers forbudt at færdes ude på denne tid. Så dukkede der endnu en person op.
Hvad vovede man ikke, når det gjaldt om at være sammen med sin forlovede?
Bent Haller: Stuepigen og kranføreren
♥️♥️♥️♥️ ”En rørende ægteskabshistorie og en fængslende danmarksfortælling” – Politiken
Bent Haller forener i denne roman provinshistorie, danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk historie om et parforhold, et ægteskab, og et familieliv på godt og ondt.
Børge tager på kirkegården for at sige farvel til sin afdøde kone Tove, før han for sidste gang klatrer til vejrs i sin elskede kran nede på havnen, hvor skibsværftet engang lå, og han har arbejdet hele sit liv. Her ser han tilbage på sit liv, som han har besluttet sig for at ende i kranen under himlen. Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet. Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, hvor den frimodige Tove arbejder som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, det samme bliver Børge – og stormende forelsket bliver han også. Tove er et uregerligt gemyt, rastløs og frisindet, men hendes sind rummer også mørkere undertoner – måske farvet af en dyster hemmelighed fra krigens år.
Du kan købe Stuepigen og kranføreren i din lokale boghandel eller online hos fx Bog&idé.
Få mere fantastisk boginspiration på vores Facebook-side.
Se vores liste med sommerbøger 2023/2024 her, hvis du leder efter mere læseinspiration.
Andre læste også: