Isak og alt det farlige handler om drengen Isak, der har svært ved mange ting – i hvert fald når hans forældre hele tiden siger: “Pas på, Isak!” Hos naboen Carl får han lov til meget mere, og så vokser modet, og pludselig tør han det hele! Bogen er udkommet på forlaget Carlsen.
Interview med Anja Hitz om Isak og alt det farlige
Vil du med dine egne ord kort fortælle, hvad din nye bog Isak og alt det farlige handler om?
Isak og alt det farlige handler om drengen Isak, der har svært ved mange ting – i hvert fald når hans forældre hele tiden siger: “Pas på, Isak!” Hos naboen Carl får han lov til meget mere, og så vokser modet, og pludselig tør han det hele! Bogen er udkommet på forlaget Carlsen.
Lad nu det barn udfolde sig og få nogle skrammer! Der skal snittes med nogle store knive, kravles i nogle træer og tændes nogle bål. Den kropslige intelligens skal have lov til at blive vækket og iværksat.
Hvis min billedbog Isak og alt det farlige har et budskab, så kan det formuleres så enkelt: Lad nu barnet udfolde sig! Bogens Isak er 6-7 år. Han er en forsigtig dreng, som selv er rigtig god til at spotte en masse farer. Men når han så alligevel kaster sig ud i noget nyt, står hans forældre klar med deres udråb: PAS PÅÅÅ, ISAK. Og så ramler det for Isak. Genboen Karl har heldigvis en anden tilgang og ved, hvordan han skal kalde Isaks ressourcer frem i stedet for at spænde ben for dem.
Hvorfor valgte du at skrive Isak og alt det farlige?
Jeg er selv en forælder som siger Pas på til min 4-årige sådan cirka syvhundrede gange for meget om ugen. Men jeg prøver også at tage mig selv i det og skrue ned. For hvad er det for en verden jeg giver videre til mine børn med de ord? Hvad er det for en mistillid jeg viser dem? Verden er farlig, og jeg tror i øvrigt ikke på at du kan klare dig uden mine advarsler.
Mange forældre begræder skærmenes indtog i børnenes liv. Men inderst inde er mange sikkert lettede, bevidst eller ubevidst. Børn klistret til deres iPads laver ikke mange ulykker. De bliver ikke beskidte, de skal ikke have plaster på knæene, og de skal ikke på skadestuen – med mindre de taber iPad’en meget, meget uheldigt ned over foden. Der er ikke så meget bøvl. De ansporer ikke til så megen uro og bekymring, de kræver ikke så megen indgriben og TID af deres forældre.
Skrammer og ulykker koster tid. Der skal trøstes, der skal pustes, der skal ventes på skadestuen og det der er værre. Ingen ønsker at deres barn får alvorlige skrammer, men jeg vil påstå, at vi holder vores børn tilbage med et ekstra PAS PÅ eller sytten, fordi alt uplanlagt, som ulykker, koster så meget tid. Vi har ikke tid til ulykker. Så hellere gøre vores børn lidt småbange for verden – siger jeg helt polemisk.
Jeg gik i skole med en dreng, som ikke måtte lære at cykle for sin mor, fordi hun syntes det var en al for farlig aktivitet. Han kastede sig aldrig ud i at lære det. Som ung mand fik han dårligt hjerte og døde af det. Hans historie er for mig det vildeste skrækeksempel på det at lade sit liv styre af angst. Vi er nødt til at kaste os ud i livet, for at mærke hvad livet er, for at mærke hvem vi selv er. Jeg kunne ikke drømme om at sætte et stort fedt lighedstegn imellem angste børn og overbeskyttende forældre. Børn kan også appellere til en overbeskyttelse, fordi de har en særlig sensitivitet, som den nærværende forælder opfatter klart. Men lever man med et evigt Pas på hængende over hovedet, så tror jeg, at det kommer til at ligge som en slags refleks i mødet med verden. Det bliver til mors eller fars internaliserede stemme, som ytrer et Pas på, hver gang man nærmer sig noget nyt. Jeg tror på, at børn skal møde grænserne, for at lære hvem de selv er, og ikke mindst hvad de kan. De skal møde farerne, ikke skånes for dem.
Hvad håber du, børnene og deres forældre vil tage med sig fra historien om Isak?
Isak og alt det farlige er skrevet til både børn og deres voksne – som rigtig mange billedbøger er det.
Helt ydmygt håber jeg, at det forældrene tager med sig, er, at de vil stoppe op næste gang et pas på ryger ud af deres munde og tænke: Var det virkelig nødvendigt at sige det? Hvorfor sagde jeg det egentlig? Vil jeg advare mit barn om en alvorlig fare? Vil jeg fortælle det, at jeg ikke har tillid til, at det kan mestre den situation, det er i? Eller vil jeg bare være sikker på, at jeg har situationen under fuld kontrol, så der ikke opstår noget uforudset, som kræver noget ekstra af mig?
Hvis jeg var barn, ville jeg bære Peter Bay Alexandersens skønne tegninger med mig indeni og lede efter Karls paradis af en have i den virkelige verden – indtil jeg fandt den. Hans tegninger vækker sådan en længsel efter et sted at udfolde sig frit, også i mig.
Forfatter Anja Hitz skriver primært for børn og unge. Hun er cand.mag. i dansk og filmvidenskab og skrev sin debutbog Min mor, mit mulddyr i 2002. Siden er det gået slag i slag, og hun kan efterhånden skrive mange bøger på sit CV. Det er det menneskelige sinds kringelkroge, som Anja Hitz synes er spændende – og det afspejler sig i hendes litteratur, hvor hun tager vigtige og ofte svære emner op og behandler dem på en måde, som både barn og forælder kan relatere til, reflektere over og lære af. Det gør hun også i Isak og alt det farlige, som er hendes seneste udgivelse, og den bog interviewet her tager afsæt i.
Isak og alt det farlige handler om drengen Isak, der har svært ved mange ting – i hvert fald når hans forældre hele tiden siger: “Pas på, Isak!” Hos naboen Carl får han lov til meget mere, og så vokser modet, og pludselig tør han det hele! Bogen er udkommet på forlaget Carlsen.
Interview med Anja Hitz om Isak og alt det farlige
Vil du med dine egne ord kort fortælle, hvad din nye bog Isak og alt det farlige handler om?
Lad nu det barn udfolde sig og få nogle skrammer! Der skal snittes med nogle store knive, kravles i nogle træer og tændes nogle bål. Den kropslige intelligens skal have lov til at blive vækket og iværksat.
Hvis min billedbog Isak og alt det farlige har et budskab, så kan det formuleres så enkelt: Lad nu barnet udfolde sig! Bogens Isak er 6-7 år. Han er en forsigtig dreng, som selv er rigtig god til at spotte en masse farer. Men når han så alligevel kaster sig ud i noget nyt, står hans forældre klar med deres udråb: PAS PÅÅÅ, ISAK. Og så ramler det for Isak. Genboen Karl har heldigvis en anden tilgang og ved, hvordan han skal kalde Isaks ressourcer frem i stedet for at spænde ben for dem.
Hvorfor valgte du at skrive Isak og alt det farlige?
Jeg er selv en forælder som siger Pas på til min 4-årige sådan cirka syvhundrede gange for meget om ugen. Men jeg prøver også at tage mig selv i det og skrue ned. For hvad er det for en verden jeg giver videre til mine børn med de ord? Hvad er det for en mistillid jeg viser dem? Verden er farlig, og jeg tror i øvrigt ikke på at du kan klare dig uden mine advarsler.
Mange forældre begræder skærmenes indtog i børnenes liv. Men inderst inde er mange sikkert lettede, bevidst eller ubevidst. Børn klistret til deres iPads laver ikke mange ulykker. De bliver ikke beskidte, de skal ikke have plaster på knæene, og de skal ikke på skadestuen – med mindre de taber iPad’en meget, meget uheldigt ned over foden. Der er ikke så meget bøvl. De ansporer ikke til så megen uro og bekymring, de kræver ikke så megen indgriben og TID af deres forældre.
Skrammer og ulykker koster tid. Der skal trøstes, der skal pustes, der skal ventes på skadestuen og det der er værre. Ingen ønsker at deres barn får alvorlige skrammer, men jeg vil påstå, at vi holder vores børn tilbage med et ekstra PAS PÅ eller sytten, fordi alt uplanlagt, som ulykker, koster så meget tid. Vi har ikke tid til ulykker. Så hellere gøre vores børn lidt småbange for verden – siger jeg helt polemisk.
Jeg gik i skole med en dreng, som ikke måtte lære at cykle for sin mor, fordi hun syntes det var en al for farlig aktivitet. Han kastede sig aldrig ud i at lære det. Som ung mand fik han dårligt hjerte og døde af det. Hans historie er for mig det vildeste skrækeksempel på det at lade sit liv styre af angst. Vi er nødt til at kaste os ud i livet, for at mærke hvad livet er, for at mærke hvem vi selv er. Jeg kunne ikke drømme om at sætte et stort fedt lighedstegn imellem angste børn og overbeskyttende forældre. Børn kan også appellere til en overbeskyttelse, fordi de har en særlig sensitivitet, som den nærværende forælder opfatter klart. Men lever man med et evigt Pas på hængende over hovedet, så tror jeg, at det kommer til at ligge som en slags refleks i mødet med verden. Det bliver til mors eller fars internaliserede stemme, som ytrer et Pas på, hver gang man nærmer sig noget nyt. Jeg tror på, at børn skal møde grænserne, for at lære hvem de selv er, og ikke mindst hvad de kan. De skal møde farerne, ikke skånes for dem.
Hvad håber du, børnene og deres forældre vil tage med sig fra historien om Isak?
Isak og alt det farlige er skrevet til både børn og deres voksne – som rigtig mange billedbøger er det.
Helt ydmygt håber jeg, at det forældrene tager med sig, er, at de vil stoppe op næste gang et pas på ryger ud af deres munde og tænke: Var det virkelig nødvendigt at sige det? Hvorfor sagde jeg det egentlig? Vil jeg advare mit barn om en alvorlig fare? Vil jeg fortælle det, at jeg ikke har tillid til, at det kan mestre den situation, det er i? Eller vil jeg bare være sikker på, at jeg har situationen under fuld kontrol, så der ikke opstår noget uforudset, som kræver noget ekstra af mig?
Hvis jeg var barn, ville jeg bære Peter Bay Alexandersens skønne tegninger med mig indeni og lede efter Karls paradis af en have i den virkelige verden – indtil jeg fandt den. Hans tegninger vækker sådan en længsel efter et sted at udfolde sig frit, også i mig.
Andre læste også: