I romanen Den Store Åbning forener Merete Pryds Helle sit fantastiske blik for menneskelige relationer med et storslået idéhistorisk spor, der tager os igennem hele menneskehedens historie. Begynd din læsning her.
Det er december i København. En gruppe venner og familie forbereder sig på højtiden, mens de tumler med livets store og små spørgsmål. Hvad de ikke ved er, at de bliver betragtet – og at de er en del af en meget større plan, der potentielt vil blive fuldbyrdet ved juletid.
Langt borte i universet møder vi nemlig Mørkstofferne. De er lige så gamle som Big Bang – eller som Den Store Åbning, som de selv kalder det. Men Mørkstoffernes livsenergi er ved at rinde ud, og de har brug for en ny Stor Åbning for at overleve. Nedtællingen er begyndt.
LÆS OGSÅ: 24 forslag til gode romaner du kan læse
Merete Pryds Helle er forfatter til en lang række anmelderroste romaner, noveller og børnebøger, og hun har blandt andet modtaget De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris.
Synkront med romanen Den Store Åbning udkommer en videnskabspodcastserie af samme navn. Her tager Merete Pryds Helle lytteren med ned i videnskabshistoriens fundament og formidler sin omfattende research til romanen gennem personlige refleksioner, uddrag fra romanen og gennem interviews med førende forskere og eksperter.
LÆS OGSÅ: Den store åbning. Tag med Merete Pryds Helle på en videnskabelig podcastrejse fra Big Bang til CERN
Du kan læse første kapitel af Den Store Åbning her.
Den Store Åbning
af Merete Pryds Helle
Kapitel 1
Baggesensgade, København
1. søndag i advent i år
Asta vågner i decembers morgenmørke, døren ind til stuen står åben, lyset fra gadelampen svinger på væggen i bløde buer. Skraldevognen tømmer kompostbeholderen i gården, en dump lyd af skræller og kaffegrums og madrester. Bag Asta sover Storm med ryggen til, hans åndedræt er en regelmæssig melodi.
Asta elsker, at hendes øre, mens hun drømmer, trækker hans åndedrætssang ind i sit sneglehus. Storm kom sent hjem fra restauranten i går, og hun vil lade ham sove. Hun stryger en finger forsigtigt over hans overarm med de tre selleritatoveringer; stænglen med den kraftige sprødhed, knolden, der giver bund i alle supper, de grove blade, Storm laver shots af til amuse bouche.
Asta drejer sig møjsommeligt, hun er højgravid, tunggravid, hun har termin om seks uger. Hendes krop er et ur, der tikker frem mod forløsningen. Hun stikker fødderne i sine lammeskindshjemmesko og får skubbet sig op at stå. Silke, katten, springer lydløst ned ved siden af hende og snor sig mellem Astas ben ind i stuen.
Hun lukker døren ind til den sovende Storm og tænder lampen på kommoden, hvor telefonen ligger til opladning. Klokken er otte minutter over seks.
De dejlige morgener, tænker Asta, hvor hun sidder i sofaen i karnappen og lader dagen vokse frem i sig, som er den også et barn. På spisebordet står den adventskrans, Stina har lavet til hende. Kransen er tæt besat med hvide blomster, brudeslør, glixia, røllike og harehaler. Hvide som stjerner på julehimlen, sagde Stina, da Asta hentede den i hendes krinkelkrogede, farverige blomsterhandel.
Stina er umanerlig smuk og stilig og kan trække lys og glæde frem i alting, hvilket, tænker Asta, er sært, for hun kender ingen, der er så sur som Stina, og hun er egentlig kun veninde med hende, fordi Stina er Solvejs søster. Eller var.
Hvad er det rigtige at sige, når nogen er død? Asta tænker på sin veninde Esther, hvordan de snakker så ubesværet sammen og griner af det samme uden at blive nødt til at forklare, hvad der er sjovt. Hun havde grædt af glæde, da Esther fortalte, at hun også ventede sig. Det var som at få et håndtag at holde fast i gennem den hvirvlende tunnel, graviditeten er.
På væggen hænger julekalenderen, Astas mor Kamma broderede, da hun ventede Asta, og som Kamma stadig hvert år kommer og hænger fireogtyve pakker på. På en lys baggrund kravler røde nisser op ad en høj stige med gaver i hænderne. Nisserne har for mange pakker, de ser ud til at være ved at falde.
På det øverste trappetrin vakler et juletræ med et væld af broderede glaskugler i den kobberfarve, der binder Kamma, Asta og hendes bror Anders sammen, de har alle tykt kobberfarvet hår. Ved siden af hænger en ny julekalender, Kamma har broderet til den lille. Den er dækket af, hvad Kamma siger er hjemmehørende blomster, ingen nisser, ingen pakker. Kamma har hængt gaver på adventssøndagene, selvom barnet først kommer i det nye år.
– Alle gaverne er hjemmelavede eller købt brugte, sagde Kamma, da hun kom med dem.
– Vi må tænke på planeten.
Asta vipper med en finger til en af sine egne gaver. Hun har lyst til at åbne alle gaverne, men vil vente selv med denne første, til Storm vågner.
Hun tager lighteren i kommodeskuffen og tænder det første stearinlys i adventskransen. Nedtællingen til juleaften er begyndt.
Lysene vil brænde sig gennem tiden, adventslysene vil tælle søndagene og ugerne, kalenderlyset tælle dagene, og den lille derinde i maven vil tælle livet frem.
Asta slukker lyset på kommoden igen. Kun stearinlysflammen og skæret fra den vippende gadelygte deler dagen fra natten. Hun sætter sig i sofaen og lægger hånden på maven. Den lille sover.
Mon hun drømmer? tænker Asta. Hun ved, at pigen derinde kan drømme, billedløst og fortættet, måske drømmer hun klange og følelsen af at vugge?
Asta ser ud forbi gadelampen på den mørke himmel over byen. Det er svært at forstå universet, den videnskab andre forstår, er bare ord for Asta. Storms moster Susanne, som er partikelfysiker nede på CERN, har fortalt, at der er mørkt stof overalt, men at man ikke ved, hvad det er.
– Hvis det var elektrisk eller magnetisk, kunne vi måle det, havde Susanne sagt henkastet til Asta, da de mødtes til Storms mor Anne-Katrines halvtredsårs fødselsdag.
– Faktisk ved vi kun, hvad fem procent af universet består af.
Susanne havde haft en blomstret silkeskjorte på over en grå nederdel og virkede fuldstændig ubekymret over ikke at ane, hvad femoghalvfems procent af universet består af. Gadens og byens lys forstyrrer stjernehimlen, kun få spredte blege stjerner blinker.
Det tætteste, Asta har været på at forstå mørkt stof, var, da hun for nogle år siden var med Anders i Tamagawa Daishitemplet. Templet lå i en lysegrå Tokyoforstad fyldt med caféer og små butikker med papirvarer og ufatteligt tynde porcelænskopper.
De havde stillet skoene på træverandaen og var gået ind på strømpefødder. Vinden hviskede gennem vinduerne, som var skubbet til side for den sprøde efterårsluft, op ad væggen stod en gul spand med en gulvskrubbe. En kvinde i blå kittel bukkede og pegede på en træboks ved siden af en trappe, der førte ned under gulvet til Buddhas mave, en lysløs hundrede meter lang gang under templet. På boksen hang et skilt, hvor der stod 200 yen.
Asta havde højtideligt lagt en femhundredyen i boksen. Kvinden satte sig på en skammel og tog et strikketøj frem med indigofarvet garn, som Anders, der har en butik med hjemmestrikkede sweatre fra hele verden på Vesterbro, havde set begærligt på, men Asta trak ham hen til den smalle, stejle trappe.
Han tog fat i Astas bælte, som han gjorde, da de var børn og skulle cykle eller stå på rulleskøjter, og dengang han røg sin første joint til en af hendes fester og ikke kunne holde op med at græde.
Trætrinnene var glatte og varme under Astas strømper. Lyset oppe fra templet rakte lige præcis til det nederste trin, hvor det lå som en møntstor cirkel. De kunne intet se foran sig.
– Her er vi, havde Asta sagt.
– Her er vi, sagde Anders.
Gangen drejede om et hjørne, og det svage lysskær fra trappeskakten blev blæst ud af et tyktflydende, uigennemtrængeligt mørke. Stilheden var tæt og susede i øret.
– Loftet er lige over mit hoved, hviskede Anders.
– Gå som en frø, havde Asta hvisket tilbage.
Alt kunne dukke frem i det mørke. Bjørne, det var det første, hun havde tænkt. At der ville komme bjørne marcherende mod dem ud af intet.
Gangen snævrede sig ind, en følelse af ustyrlig panik strømmede igennem blodet.
Asta husker fornemmelsen af at være en flaske vand, der bliver presset kulsyre ned i.
– Du sagde, at vi ville få mod til at møde døden af at gå igennem Buddhas mave, havde Anders sagt.
Solvej var død fem måneder før, og Asta savnede hende som en issyl i maven. Asta og Anders fortsatte fremad, bøjet ned i knæene som frøer, klar til at tage imod bjørne og død. Den sorte gang forvandlede sig fra at være et sted til at være en tilstand.
Vi er de levende, havde Asta tænkt og resolut sat hånden på den usynlige væg. Hun husker fornemmelsen af en kroget metaldims, hun havde læst, at det var nøglen til Paradis. Husker, hvordan væggen begyndte at bue, først til højre, så til venstre, hvordan hun havde lyst til at løbe tilbage gennem mørket op ad trappen og kaste sig i armene på den kittelklædte kvinde deroppe, og hvordan Anders lod til at læse hendes tanker.
– Kan man vende om, når døden kommer? havde han spurgt.
Som om nuerne smeltede sammen havde Asta nede i Buddhas mave mærket Solvejs hånd i sin i den stille stue på hospitalet, set panikken i hendes blik.
De var fortsat fremad uden at tøve. Mørket virkede til at trække vejret i takt med deres lunger. Væggen buede igen under Astas hånd, og hun fejede fødderne søgende rundt om hjørnet. Så væltede lyset ind i deres øjne. Foran dem åbnede et trangt rum sig med rækker af hylder med gyldne buddhaer, der så direkte og ligesom afventende på dem bag flakkende stearinlys.
Anders havde givet slip på hendes bukselinning. Asta tog fat i en af buddhaernes tynde guldhænder og fandt den ørering i sin pung, hun havde taget fra Solvejs smykkeskrin, da de ryddede hendes værelse. Et lotusblad i guld med en diamant i. Solvej tabte øreringens makker, den sidste aften de var i byen sammen, den aften Asta forbløffet kyssede Storm, som hun indtil da havde troet bare var hendes barndomsven, første gang. Asta lagde øreringen i den kolde guldhånd.
Tilbage oppe i templets grå lys kom kvinden hen til dem og strøg Asta over kinden med en blød hånd. Hun tog sin telefon frem og sagde noget på japansk ind i den og viste skærmen til Asta.
I was afraid you got lost down there, stod der.
Siddende i sofaen i sin mørke vintermorgenstue lukker Asta øjnene, og det er, som går hun gennem Buddhas mave igen. Mørket trækker hende ind i søvnen, hvor hun vugger på en sort bølge et sted i universet. Der er stille og koldt, en stjerne flakker som en flamme.
– Jeg vil hedde Stella, siger en stemme.
Asta vågner og er helt klar. Flammen på adventslyset står tynd og lige op i luften.
Den Store Åbning
En roman om menneskehedens historie – intet mindre, men meget mere. Det er december i København. En gruppe venner og familie forbereder sig på højtiden, mens de tumler med livets store og små spørgsmål.
Asta og Storm skal snart være forældre. Deres forældre glæder sig til at være bedsteforældre. Der er snaps i glassene og sild på tallerkenerne, latter og konflikter, julelys, myldrende indkøbscentre, pakkeleg og klimaangst. Ingen ved, at de bliver betragtet. Og ingen ved, at de er en del af en meget større plan, der potentielt vil blive fuldbyrdet ved juletid.
Langt borte i universet, for meget længe siden møder vi et andet persongalleri: Mørkstofferne. Mørkstofferne er lige så gamle som Big Bang – som Den Store Åbning, som de selv kalder det. Det er flere milliarder af år før vores år 0, men Mørkstoffernes livsenergi er ved at rinde ud. De har brug for en ny Stor Åbning for at overleve, og en lille planet med lys og vand og en aktiv sol bliver deres redskab.
Sammen med Mørkstofferne rejser vi gennem hele menneskehedens historie. Fra hominide til homo sapiens, fra opfindelsen af keramik og minedrift over optik og kvantemekanik; alt hvad mennesket gør, bliver et uvidende skridt på vejen mod en ny Stor Åbning. Helt frem til nu. Til en december, hvor der tælles ned. Til jul. Til en fødsel. Og til kulminationen på Mørkstoffernes plan.
I romanen Den Store Åbning forener Merete Pryds Helle sit fantastiske blik for menneskelige relationer med et storslået idéhistorisk spor, der tager os igennem hele menneskehedens historie. Begynd din læsning her.
Det er december i København. En gruppe venner og familie forbereder sig på højtiden, mens de tumler med livets store og små spørgsmål. Hvad de ikke ved er, at de bliver betragtet – og at de er en del af en meget større plan, der potentielt vil blive fuldbyrdet ved juletid.
Langt borte i universet møder vi nemlig Mørkstofferne. De er lige så gamle som Big Bang – eller som Den Store Åbning, som de selv kalder det. Men Mørkstoffernes livsenergi er ved at rinde ud, og de har brug for en ny Stor Åbning for at overleve. Nedtællingen er begyndt.
LÆS OGSÅ: 24 forslag til gode romaner du kan læse
Merete Pryds Helle er forfatter til en lang række anmelderroste romaner, noveller og børnebøger, og hun har blandt andet modtaget De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris.
Synkront med romanen Den Store Åbning udkommer en videnskabspodcastserie af samme navn. Her tager Merete Pryds Helle lytteren med ned i videnskabshistoriens fundament og formidler sin omfattende research til romanen gennem personlige refleksioner, uddrag fra romanen og gennem interviews med førende forskere og eksperter.
LÆS OGSÅ: Den store åbning. Tag med Merete Pryds Helle på en videnskabelig podcastrejse fra Big Bang til CERN
Du kan læse første kapitel af Den Store Åbning her.
Den Store Åbning
af Merete Pryds Helle
Kapitel 1
Baggesensgade, København
1. søndag i advent i år
Asta vågner i decembers morgenmørke, døren ind til stuen står åben, lyset fra gadelampen svinger på væggen i bløde buer. Skraldevognen tømmer kompostbeholderen i gården, en dump lyd af skræller og kaffegrums og madrester. Bag Asta sover Storm med ryggen til, hans åndedræt er en regelmæssig melodi.
Asta elsker, at hendes øre, mens hun drømmer, trækker hans åndedrætssang ind i sit sneglehus. Storm kom sent hjem fra restauranten i går, og hun vil lade ham sove. Hun stryger en finger forsigtigt over hans overarm med de tre selleritatoveringer; stænglen med den kraftige sprødhed, knolden, der giver bund i alle supper, de grove blade, Storm laver shots af til amuse bouche.
Asta drejer sig møjsommeligt, hun er højgravid, tunggravid, hun har termin om seks uger. Hendes krop er et ur, der tikker frem mod forløsningen. Hun stikker fødderne i sine lammeskindshjemmesko og får skubbet sig op at stå. Silke, katten, springer lydløst ned ved siden af hende og snor sig mellem Astas ben ind i stuen.
Hun lukker døren ind til den sovende Storm og tænder lampen på kommoden, hvor telefonen ligger til opladning. Klokken er otte minutter over seks.
De dejlige morgener, tænker Asta, hvor hun sidder i sofaen i karnappen og lader dagen vokse frem i sig, som er den også et barn. På spisebordet står den adventskrans, Stina har lavet til hende. Kransen er tæt besat med hvide blomster, brudeslør, glixia, røllike og harehaler. Hvide som stjerner på julehimlen, sagde Stina, da Asta hentede den i hendes krinkelkrogede, farverige blomsterhandel.
Stina er umanerlig smuk og stilig og kan trække lys og glæde frem i alting, hvilket, tænker Asta, er sært, for hun kender ingen, der er så sur som Stina, og hun er egentlig kun veninde med hende, fordi Stina er Solvejs søster. Eller var.
Hvad er det rigtige at sige, når nogen er død? Asta tænker på sin veninde Esther, hvordan de snakker så ubesværet sammen og griner af det samme uden at blive nødt til at forklare, hvad der er sjovt. Hun havde grædt af glæde, da Esther fortalte, at hun også ventede sig. Det var som at få et håndtag at holde fast i gennem den hvirvlende tunnel, graviditeten er.
På væggen hænger julekalenderen, Astas mor Kamma broderede, da hun ventede Asta, og som Kamma stadig hvert år kommer og hænger fireogtyve pakker på. På en lys baggrund kravler røde nisser op ad en høj stige med gaver i hænderne. Nisserne har for mange pakker, de ser ud til at være ved at falde.
På det øverste trappetrin vakler et juletræ med et væld af broderede glaskugler i den kobberfarve, der binder Kamma, Asta og hendes bror Anders sammen, de har alle tykt kobberfarvet hår. Ved siden af hænger en ny julekalender, Kamma har broderet til den lille. Den er dækket af, hvad Kamma siger er hjemmehørende blomster, ingen nisser, ingen pakker. Kamma har hængt gaver på adventssøndagene, selvom barnet først kommer i det nye år.
– Alle gaverne er hjemmelavede eller købt brugte, sagde Kamma, da hun kom med dem.
– Vi må tænke på planeten.
Asta vipper med en finger til en af sine egne gaver. Hun har lyst til at åbne alle gaverne, men vil vente selv med denne første, til Storm vågner.
Hun tager lighteren i kommodeskuffen og tænder det første stearinlys i adventskransen. Nedtællingen til juleaften er begyndt.
Lysene vil brænde sig gennem tiden, adventslysene vil tælle søndagene og ugerne, kalenderlyset tælle dagene, og den lille derinde i maven vil tælle livet frem.
Asta slukker lyset på kommoden igen. Kun stearinlysflammen og skæret fra den vippende gadelygte deler dagen fra natten. Hun sætter sig i sofaen og lægger hånden på maven. Den lille sover.
Mon hun drømmer? tænker Asta. Hun ved, at pigen derinde kan drømme, billedløst og fortættet, måske drømmer hun klange og følelsen af at vugge?
Asta ser ud forbi gadelampen på den mørke himmel over byen. Det er svært at forstå universet, den videnskab andre forstår, er bare ord for Asta. Storms moster Susanne, som er partikelfysiker nede på CERN, har fortalt, at der er mørkt stof overalt, men at man ikke ved, hvad det er.
– Hvis det var elektrisk eller magnetisk, kunne vi måle det, havde Susanne sagt henkastet til Asta, da de mødtes til Storms mor Anne-Katrines halvtredsårs fødselsdag.
– Faktisk ved vi kun, hvad fem procent af universet består af.
Susanne havde haft en blomstret silkeskjorte på over en grå nederdel og virkede fuldstændig ubekymret over ikke at ane, hvad femoghalvfems procent af universet består af. Gadens og byens lys forstyrrer stjernehimlen, kun få spredte blege stjerner blinker.
Det tætteste, Asta har været på at forstå mørkt stof, var, da hun for nogle år siden var med Anders i Tamagawa Daishitemplet. Templet lå i en lysegrå Tokyoforstad fyldt med caféer og små butikker med papirvarer og ufatteligt tynde porcelænskopper.
De havde stillet skoene på træverandaen og var gået ind på strømpefødder. Vinden hviskede gennem vinduerne, som var skubbet til side for den sprøde efterårsluft, op ad væggen stod en gul spand med en gulvskrubbe. En kvinde i blå kittel bukkede og pegede på en træboks ved siden af en trappe, der førte ned under gulvet til Buddhas mave, en lysløs hundrede meter lang gang under templet. På boksen hang et skilt, hvor der stod 200 yen.
Asta havde højtideligt lagt en femhundredyen i boksen. Kvinden satte sig på en skammel og tog et strikketøj frem med indigofarvet garn, som Anders, der har en butik med hjemmestrikkede sweatre fra hele verden på Vesterbro, havde set begærligt på, men Asta trak ham hen til den smalle, stejle trappe.
Han tog fat i Astas bælte, som han gjorde, da de var børn og skulle cykle eller stå på rulleskøjter, og dengang han røg sin første joint til en af hendes fester og ikke kunne holde op med at græde.
Trætrinnene var glatte og varme under Astas strømper. Lyset oppe fra templet rakte lige præcis til det nederste trin, hvor det lå som en møntstor cirkel. De kunne intet se foran sig.
– Her er vi, havde Asta sagt.
– Her er vi, sagde Anders.
Gangen drejede om et hjørne, og det svage lysskær fra trappeskakten blev blæst ud af et tyktflydende, uigennemtrængeligt mørke. Stilheden var tæt og susede i øret.
– Loftet er lige over mit hoved, hviskede Anders.
– Gå som en frø, havde Asta hvisket tilbage.
Alt kunne dukke frem i det mørke. Bjørne, det var det første, hun havde tænkt. At der ville komme bjørne marcherende mod dem ud af intet.
Gangen snævrede sig ind, en følelse af ustyrlig panik strømmede igennem blodet.
Asta husker fornemmelsen af at være en flaske vand, der bliver presset kulsyre ned i.
– Du sagde, at vi ville få mod til at møde døden af at gå igennem Buddhas mave, havde Anders sagt.
Solvej var død fem måneder før, og Asta savnede hende som en issyl i maven. Asta og Anders fortsatte fremad, bøjet ned i knæene som frøer, klar til at tage imod bjørne og død. Den sorte gang forvandlede sig fra at være et sted til at være en tilstand.
Vi er de levende, havde Asta tænkt og resolut sat hånden på den usynlige væg. Hun husker fornemmelsen af en kroget metaldims, hun havde læst, at det var nøglen til Paradis. Husker, hvordan væggen begyndte at bue, først til højre, så til venstre, hvordan hun havde lyst til at løbe tilbage gennem mørket op ad trappen og kaste sig i armene på den kittelklædte kvinde deroppe, og hvordan Anders lod til at læse hendes tanker.
– Kan man vende om, når døden kommer? havde han spurgt.
Som om nuerne smeltede sammen havde Asta nede i Buddhas mave mærket Solvejs hånd i sin i den stille stue på hospitalet, set panikken i hendes blik.
De var fortsat fremad uden at tøve. Mørket virkede til at trække vejret i takt med deres lunger. Væggen buede igen under Astas hånd, og hun fejede fødderne søgende rundt om hjørnet. Så væltede lyset ind i deres øjne. Foran dem åbnede et trangt rum sig med rækker af hylder med gyldne buddhaer, der så direkte og ligesom afventende på dem bag flakkende stearinlys.
Anders havde givet slip på hendes bukselinning. Asta tog fat i en af buddhaernes tynde guldhænder og fandt den ørering i sin pung, hun havde taget fra Solvejs smykkeskrin, da de ryddede hendes værelse. Et lotusblad i guld med en diamant i. Solvej tabte øreringens makker, den sidste aften de var i byen sammen, den aften Asta forbløffet kyssede Storm, som hun indtil da havde troet bare var hendes barndomsven, første gang. Asta lagde øreringen i den kolde guldhånd.
Tilbage oppe i templets grå lys kom kvinden hen til dem og strøg Asta over kinden med en blød hånd. Hun tog sin telefon frem og sagde noget på japansk ind i den og viste skærmen til Asta.
I was afraid you got lost down there, stod der.
Siddende i sofaen i sin mørke vintermorgenstue lukker Asta øjnene, og det er, som går hun gennem Buddhas mave igen. Mørket trækker hende ind i søvnen, hvor hun vugger på en sort bølge et sted i universet. Der er stille og koldt, en stjerne flakker som en flamme.
– Jeg vil hedde Stella, siger en stemme.
Asta vågner og er helt klar. Flammen på adventslyset står tynd og lige op i luften.
Den Store Åbning
En roman om menneskehedens historie – intet mindre, men meget mere. Det er december i København. En gruppe venner og familie forbereder sig på højtiden, mens de tumler med livets store og små spørgsmål.
Asta og Storm skal snart være forældre. Deres forældre glæder sig til at være bedsteforældre. Der er snaps i glassene og sild på tallerkenerne, latter og konflikter, julelys, myldrende indkøbscentre, pakkeleg og klimaangst. Ingen ved, at de bliver betragtet. Og ingen ved, at de er en del af en meget større plan, der potentielt vil blive fuldbyrdet ved juletid.
Langt borte i universet, for meget længe siden møder vi et andet persongalleri: Mørkstofferne. Mørkstofferne er lige så gamle som Big Bang – som Den Store Åbning, som de selv kalder det. Det er flere milliarder af år før vores år 0, men Mørkstoffernes livsenergi er ved at rinde ud. De har brug for en ny Stor Åbning for at overleve, og en lille planet med lys og vand og en aktiv sol bliver deres redskab.
Sammen med Mørkstofferne rejser vi gennem hele menneskehedens historie. Fra hominide til homo sapiens, fra opfindelsen af keramik og minedrift over optik og kvantemekanik; alt hvad mennesket gør, bliver et uvidende skridt på vejen mod en ny Stor Åbning. Helt frem til nu. Til en december, hvor der tælles ned. Til jul. Til en fødsel. Og til kulminationen på Mørkstoffernes plan.
Du kan købe Den Store Åbning online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 14. november.
Andre læste også: