Aktuelt Margaret Atwood Skønlitteratur

Margaret Atwood: Den farligste dame, du nogensinde har mødt

Margaret Atwood: Den farligste dame, du nogensinde har mødt

Margaret Atwood tør sige de ting, mange andre går i en stor bue udenom. Nu har hun samlet sine vigtigste spørgsmål og refleksioner i bogen Brændende spørgsmål.


Hun har efterhånden set lidt af hvert.

Siden den canadiske forfatter Margaret Atwood blev født i 1939, er det nemlig ikke kun hende selv, der har forandret sig radikalt – det har verden omkring hende også.

“De seneste tres år har været en rutsjebanetur med mange chok og omskiftelser, mange tumulter og omvæltninger”, som hun skriver i indledningen til sin nye bog Brændende spørgsmål.

I bogen stopper hun op efter et langt liv og samler de vigtigste spørgsmål, hun er stødt på undervejs i en række morsomme og skarpe tekster. Og selvom mange ting har ændret sig gennem årene, er én ting alligevel den samme:

Hun er ikke bange for at blive politisk.

Den farligste dame i byen

Den nu 84-årige forfatter Atwood har altid været kronisk optaget af verden omkring sig. Siden sine første bogudgivelser i 1960’erne har hun især kastet sig helhjertet ind i debatter om politik, feminisme og miljøaktivisme.

Klassikeren Tjenerindens fortælling fra 1985 var banebrydende i sin tidlige skildring af kvinders rettigheder – eller mangel på samme. Da bogen flere årtier senere genvandt sin bestsellerstatus verden over gennem tv–serien The Handsmaid’s Tale”, satte det kun to tykke streger under Atwoods aktualitet. I 2022 pustede hun til debatten om forbud mod bøger og bogafbrænding, da hun i en pr-video til en ny udgave af bogen forsøgte at brænde et ildresistent eksemplar af Tjenerindens fortælling af med en flammekaster – og et smil om læben.

Mens nogle læsere priser hendes bramfri og politiske udtalelser, er andre blevet forargede. Det gælder blandt andet flere stater i USA, som er gået så langt som at forbyde hendes bøger. Da staten Utah sluttede sig til listen tidligere i år, tog Atwood dog nyheden med ophøjet ro og konstaterede tørt på mediet X: ”Wow, jeg er nok den farligste lille gamle dame på 84, du nogensinde har hørt om!

Klimaaktivist og dukkefører

Den ukuelige interesse for andre menneskers historier og for alternative måder at indrette vores samfund på, har i årenes løb ført Atwood vidt omkring. Næsten lige så vidt omkring som hendes bøger, der efterhånden er udkommet i 45 lande.

Gennem årene har hun nemlig, ud over at skrive mere end 50 bøger, tjent til dagen og vejen som alt fra tegneserietegner og litteraturkritiker til manuskriptforfatter og endda dukkefører i en periode. Når Atwood nu slipper sin nysgerrighed fuldstændig løs i bogen Brændende spørgsmål, er hun derfor i sit es.

Bogen består af mere end 60 essays og mindre tekster, skrevet over de sidste 20 år. Her reflekterer hun over spørgsmål som: ”Hvordan forandrer vi verden?” og ”Er jeg en dårlig feminist?”. Men hun diskuterer også, hvilken rolle forfattere og kunst kan have i politik, og om de overhovedet kan få en plads, hvis Donald Trump bliver valgt som præsident igen. I nogle kapitler tager hun endda bladet helt fra munden med titler som: “Hvis vi ikke forsvarer ytringsfriheden, lever vi i et diktatur”.

Atwood hædret i Danmark

Herhjemme bliver Atwoods bøger stadig læst vidt og bredt og er heldigvis at finde på alle vores biblioteker. Og kærligheden ser ud til at være gengældt.

Flere gange har Atwood været forbi os, senest i 2022, og snart bliver succesen gentaget. Den 27. oktober 2024 modtager hun nemlig H.C. Andersens Litteraturpris ved en større ceremoni i Andersens fødeby, Odense.

I pressemeddelsen til prisen fremhæver komitéen, hvordan Atwoods politiske aktivisme har bidraget til at holde hendes bøger umådeligt relevante:

“Atwood har igennem hele sin karriere formået at blande traditionelle myter, eventyr og fortælleformer med genrer såsom science fiction til at belyse både magtstrukturer mellem eksempelvis mænd og kvinder, men har også formået at sætte relevante samtidspolitiske problemer såsom religiøs fundamentalisme, racisme og klimaproblematikker på spidsen.”

Med et forestående præsidentvalg i USA, stigende global ulighed og brandvarme skovbrande, der fortsætter med at futte jorden af hver sommer, burde der være rigeligt med stof til flere spørgsmål og bøger fra den modige canadiske stjerneforfatter.

Margaret Atwood besøger Danmark i oktober, hvor hun modtager H. C. Andersens Litteraturpris i Odense søndag den 27. oktober. Den 29. oktober kan hun opleves på Den Sorte Diamant i København i samtale med Lotte Folke.


Læs mere om Brændende spørgsmål:

Margaret Atwood: Den farligste dame, du nogensinde har mødt

I denne samling af livskloge essays, taler og tekster forsøger Margaret Atwood at svare på Brændende spørgsmål som:

Hvorfor har mennesker igennem alle tider, i alle kulturer og alle steder fortalt hinanden historier?

Hvor meget kan man give af sig selv, før man forsvinder?

Hvordan kan vi leve sammen på denne planet?

Er det sandt? Og er det retfærdigt?

Hvad har zombier med autoritære principper at gøre?

I mere end halvtreds tekster, sigter Margaret Atwood sit fænomenale intellekt og sin drillende humor mod resten af verden og rapporterer, hvad hun finder undervejs.

Det er en tur gennem historien, som bl.a. dækker økonomisk krise, Trumps vej til toppen, en pandemi. Fra gæld til tech, fra klimakrise til frihed, fra hvornår man tilbyder gode råd til unge mennesker (svaret er: kun hvis man bliver spurgt) til, hvordan man definerer mysli.

Bogen er en guldgrube af svar på de mange forskelligartede mysterier i vores store univers.

Du kan købe Brændende spørgsmål online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.