Carlsen Fagbøger til børn

Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm hylder forskelligheden

Det er helt normalt Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm

Med Det er helt normalt vil Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm afmystificere pubertet. De håber, bogen kan være en tabubryder og samtalestarter – også i klasseværelset.


Søren Brostrøm har ikke glemt seksualundervisningen i 70’erne. Det var hans dansklærer, der havde fået den utaknemmelige opgave at forklare, hvad orgasme er:

“Jeg holdt meget af min dansklærer, hun var dygtig, havde styr på os og så os, men hun var en lille smule old school, så det var nok grænseoverskridende for hende. Hun gjorde sit bedste, men vi sad bare og fnes af det. Det er svært at forklare, hvad orgasme er for sådan nogle fnisende skolebørn,” fortæller Søren Brostrøm.

Thomas Brunstrøm var heller ikke begejstret for seksualundervisningen i skolen. Her var det en ældre biologilærer, som insisterede på at blive kaldt Hr. Petersen, selvom alle andre lærere blev kaldt ved fornavn. “Han syntes IKKE, det var sjovt at undervise i, og han fik det overstået på et kvarter. Det lærte jeg godt nok ikke meget af.”

Vil starte den svære samtale om pubertet

Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm står bag Det er helt normalt – en bog om at blive voksen. Her fortæller Danmarks sejeste læge og Danmark sjoveste børnebogsforfatter om alt det, der ændrer sig, når man kommer i puberteten. Den er ikke tænkt som en undervisningsbog, men de håber begge, at den vil blive brugt i klasseværelserne til at starte den svære samtale om pubertet.

Søren Brostrøm: “Vi håber, den kan bidrage til at få afmystificeret pubertet, fjerne myterne, bryde tabuerne og i det hele taget gøre det lettere at tage snakken.”

Thomas Brunstrøm står sammen med illustrator Thorbjørn Christoffersen bag Sallys far-bøgerne, som har fået mange forældre og børn til at grine. Med Det er helt normalt, håber Thomas Brunstrøm, at de sjove tekster er med til at gøre emnet mere spiseligt sammen med illustrationerne af Bjørn Nørbo Andersen.

“De andre bøger, der findes om emnet, er meget kliniske, sådan noget med tværsnit af mennesket. Vi ville gerne lave en bog, som man rent faktisk gad at gå på opdagelse i, og som var sjov at læse.”

Med sin lægevidenskabelige baggrund har Søren Brostrøm stået for den sundhedsfaglige vinkel, og der er masser af sundhedsfagligt stof i, som man kan blive klogere af. Selv som voksen. Thomas Brunstrøm blev fx overrasket over at læse i bogen, at menstruation ofte ikke er regelmæssig i starten.

Både Thomas Brunstrøm og Søren Brostrøm håber, at bogen kan bruges som supplement til undervisning i folkeskolen, hvor den kan være en god samtalestarter, at forældre vil give den til deres børn, når de nærmer sig puberteten, og at børnene selv vil læse ivrigt i den på biblioteket.

Det er helt normalt er også en bog, der viser, at vi på nogle områder er lidt mere bramfri i Danmark. Da Søren Brostrøm stolt viste bogen til en indonesisk kollega i WHO, hvor han har været seniorrådgiver siden 2023, var reaktionen lidt overraskende hos kollegaen, der chokeret udbrød: “Hvordan kan du skrive sådan en bog? Jeg var blevet spærret inde!”

Hvor sidder æggestokkene?

Det har været vigtigt for Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm, at det var en bog, hvor man kunne læse om begge køn, så drengene og pigerne både lærer om sig selv og det modsatte køn.

I Det er helt normalt kan man få svaret på, hvad der sker inde i kroppen, når pigerne får menstruation, hvordan drengenes stemmer (og faktisk også pigernes) ændrer sig i puberteten, hvordan kønshormonerne er på spil, hvordan kønsorganerne ændrer sig og meget mere.

Søren Brostrøm: “Det kan godt være, de interesserer sig for hinanden i den alder, men hvis du spørger en flok 14-årige drenge, hvor æggestokkene sidder på en kvinde, ville de ikke ane det.”

Thomas Brunstrøm: “Jeg havde i hvert fald ikke nogen som helst chance for at vide det i den alder. Jeg undrede mig over de mærkelige ting, der skete med min egen krop, men jeg var endnu mere blank på, hvad der skete med pigerne.”

Vil hylde forskelligheden

En hævet brystvorte, manglende behåring på brystet og uren hud var noget af det, Søren Brostrøm selv bekymrede sig over, da han var ung. For Thomas Brunstrøm føltes det mærkeligt at bruge størrelse 48 i sko som konfirmand, og han synes også, han var den tykke dreng i klassen, selvom han var normalvægtig.

Det er helt normalt er den bog, både Thomas Brunstrøm og Søren Brostrøm godt selv ville have haft, da de gik i puberteten.

Thomas Brunstrøm: “Jeg syntes, min krop var sær og mærkelig, og jeg sammenlignede mig med alle andre og følte mig kikset ved siden af. Jeg gad godt have vidst, at det var helt normalt, det, der skete med mig, og at alle klassekammeraterne havde det på samme måde, som jeg havde det,” understreger Thomas, som er glad for, at bogen tager hul på sammenligningskulturen.

“Jeg synes, det er vigtigt at sige til unge mennesker, at de ikke behøver at sammenligne sig selv med alle dem, de ser på sociale medier eller i det hele taget. Der er altid nogen, der er smukkere, sådan er det bare, og det er usundt hele tiden at fokusere på det.”

Der er bryster og kønsorganer i mange forskellige størrelser, former og farver i bogen. Man skal lede længe efter de symmetriske kroppe i Det er helt normalt.

Søren Brostrøm: “Vi har gjort meget ud af at vise forskelligheden og hylde den. Jeg håber, at vi får sendt det budskab, at alle er gode nok, som de er. Uanset, om man har en bred bag, store eller små bryster, hår på brystet eller ej, er lidt buttet eller lidt mager. Der er altid nogen, der synes, du er lækker, som du er.”


6 bøger der kan sætte gang i en snak om kroppen

Det er helt normalt

Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm hylder forskelligheden

Kroppen kan være sej, stærk og fascinerende, men der er også en masse ting ved kroppen, som kan virke mærkelige, pinlige og irriterende – men hey – sådan har alle det altså. Det er helt normalt! Søren Brostrøm siger tingene, som de er – uden omsvøb og uden at få røde kinder, for han er vant til at snakke om det, og han ved, at jo mere vi snakker om de pinlige ting – jo mere normalt vil det føles. 
Når man føler sig alene og underlig, så er det virkelig rart at høre, at der er en masse andre, som oplever præcis det samme som dig. Så lad os snakke om alt det der pludselig ændrer sig, om ting, der vokser, om hår og sved.

Lad os glædes over de store og de små kropsdele og fejre, at vi alle er så forskellige og så alligevel fuldstændigt ens. 
Bogen er fuld af sjove illustrationer af Bjørn Nørbo Andersen. God fra ca. 10 år.

Du kan købe Det er helt normalt online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.


Søren Brostrøm fortæller om knogler, organer og vores seje immunforsvar

Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm hylder forskelligheden

Søren Brostrøm fortæller om, hvor fantastisk menneskekroppen er og om alle de seje ting vores immunforsvar kan.

Bogen gennemgår de mest fascinerende ting ved kroppen fra top til tå, startende med hjernen og så derudad med de fem sanser, lever, nyrer, hjerte, lunger, blære, hud, knogler og så videre.

Bogen er en del af Carlsens populære serie ER DU RIGTIG KLOG?, som er fuld af fantastiske fakta og vild viden. Fortalt af Danmarks allerbedste formidlere.

Fra ca. 9 år

Du kan købe Søren Brostrøm fortæller om knogler, organer og vores seje immunforsvar – en bog om kroppen for børn online eller i din nærmeste boghandel.


Hold nu op

Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm hylder forskelligheden

Stewarts bryster taler til ham hver eneste dag. De gør nar af ham og fortæller ham, at han ikke er god nok. Og selvom de altid er der, føler Stewart sig meget alene. Men alt ændrer sig den dag, han ser Sylvie sidde på en bænk bagved skolen. Sylvie med det røde hår og de mange frejner.

Bogen er en del af serien Carlsens billednoveller for børn – små historier, der skaber store tanker.

Fra ca. 9 år

Du kan købe Hold nu op! online eller i din nærmeste boghandel.


Magisk dreng

Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm hylder forskelligheden

Selvom han blev tildelt kønnet ‘pige’ ved sin fødsel, er Max som alle andre transkønnede. Han forsøger også at navigere gennem skolen som sig selv. Og som om det ikke var nok at skulle jonglere mellem lektier, forelskelser og at springe ud, afslører Max’ mor også en gammel familiehemmelighed: han nedstammer fra en lang linje af ‘Magiske Piger’, der har fået til opgave at forsvare verden mod en mørk og gammel ondskab.

Men Max er jo en dreng. Vil han påtage sig opgaven som helt, når nu der står i jobbeskrivelsen, at der skal bruges en pige? Kan han overhovedet blive den første Magiske Dreng? 

En supersjov og skøn fortælling, der henvender sig til manga-læsere i alle aldre – men især i målgruppen omkring 8-12 år.

Du kan købe Magisk dreng (1) online eller i din nærmeste boghandel.


Brudstykker – novellen Hjertet af Vilma Sandnes Johansson

Brudstykker, ungdomsbøger

KAN MAN SKRIDE FRA FESTIVALEN, selvom man har glædet sig helt vildt? HVOR MANGE BAKTERIER overføres der ved et kys? KAN EN FAR, der aldrig har været der, alligevel fucke dig op? ER FØLELSESLØSHED bedre end smerte? 

Nogle gange går noget i stykker og må samles på ny. BRUDSTYKKER er otte noveller om sårbarhed – fortalt af en række danske forfattere med indsigt, omsorg, nuancer og håb. 

De medvirkende forfattere er:

Ida-Marie Rendtorff 
Sarah Engell 
Sidsel Ana Welden 
Jonas Kleinschmidt 
Mikkel Rosengaard
Zakiya Ajmi 
Mads Ananda Lodahl
Vilma Sandnes Johansson

Du kan købe Brudstykker online eller i din nærmeste boghandel.


Huset

Søren Brostrøm og Thomas Brunstrøm hylder forskelligheden

Viggo vasker trapper. Dels fordi hans mor, der er vicevært, ikke er så grundig med det (hun vil hellere spille trommer), dels fordi han skal bruge pengene til at købe stof for, så han kan sy spændende tøj.

Viggo går IKKE med sit hjemmesyede tøj i skolen, for han gider ikke høre på dumme kommentarer. Hans tøj er nemlig ret specielt. Derfor bliver han spændt, da en ny familie flytter ind i etageejendommen. En mor og hendes to børn.

Datteren er lidt ældre end Viggo, men hun går også i ret specielt tøj og er ligeglad med, hvad andre synes.

Fra ca. 10 år.

Du kan købe Huset – Du siger det ikke online eller i din nærmeste boghandel.


Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.