Tempel er første bind i en ny, planlagt trilogi af prisbelønnede Anne-Cathrine Riebnitzsky. Begynd din læsning her.
I sin nye, historiske roman Tempel giver Anne-Cathrine Riebnitzsky sit bud på, hvad der skete mellem år 8 og år 5 f.Kr. – i de år, hvor den historiske Jesus blev født. Baseret på ny forskning og dybdegående research har Anne-Cathrine Riebnitzsky skrevet en levende og vedkommende roman om Jesu fødsel og de hæsblæsende magtkampe, der udspillede sig under Herodes’ tyranni.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky aktuel med historisk roman om den måske vigtigste fortælling i vores kultur
Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet fra Forfatterskolen samt sprogofficer i russisk. Debutromanen Den stjålne vej (2012) blev tildelt Bogforums Debutantpris, og hun modtog De Gyldne Laurbær for romanen Forbandede yngel (2013). Tempel er Anne-Cathrine Riebnitzskys syvende udgivelse og første roman i en planlagt triologi.
Læs et uddrag af Tempel af Anne-Cathrine Riebnitzsky her.
Tempel
af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Forskning har vist, at Jesus formentlig blev født mellem år 8 og år 5 f.Kr. Dette er en roman om, hvad der måske skete på den tid, og hvordan det hele muligvis hænger sammen …
Og det skete i de dage,
at der udgik en befaling fra Kejser Augustus
om at holde folketælling i hele verden.
Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1
Prolog år 5 f.Kr.
En nat i ørkenbyen Raqmu-Petra i landet Nabatæa ved den tid, da den store stjerne blev set.
Nabit kan mærke klippen under sine nøgne fødder. Stenen er slidt glat og blød. Den er stadig lun, selv om solen er gået ned, og det er mørkt.
Han koncentrerer sig om fornemmelsen af klippen under fødderne, mens stemmerne omkring ham mumler, og folk ser mod stjernehimlen. Nabit ser på rækken af sandaler på klippen. Pragtsandaler og almindelige sandaler. Hans egne udtrådte yndlingssandaler. Rækken af sandaler vidner om stedets hellighed.
Som så meget andet i denne sære nat har farverne mistet deres kraft. Alt blegner mod tegnet på himlen. Alle ser op mod den stjerne, der rejser gennem natten med sin lange, lysende hale. Nabit ser ned. Han har ikke lyst til at rejse fra byen lige nu. Han er lige kommet hjem. Hagaru tog ham i sin favn, og han kan stadig mærke varmen fra hendes krop. Børnene sprang i armene på ham. Deres datter Shaquilat er blevet så stor. Snart er hun voksen. Hvordan er det sket? Han har haft for kort tid hjemme. For kort tid med sin hustru. For kort tid med sine børn.
Sandalerne er grå. Klippen er grå. Om dagen kan man se klippens smukke rosabrune farve; samme farve som Hagarus bløde læber. Om natten er klippen grå. Som de dødes læber.
De seneste mange måneder har han været på rejse. Først gennem ørkenen over Sinai til Egypten. Så vendte han hjem og var hjemme nogle dage, men snart efter ledte han den næste karavane østover, så langt som Nabatæa har handelsstationer ved Silkevejen. Endelig for to måneder siden kunne han lede karavanen hjemad, tungt lastet med silke fra det store kinesiske rige og krydderier og vilde luksusvarer fra de indiske kongedømmer.
Og så kommer han hjem til dette. Alle Petras magikere er til- kaldt, og alle ser mod nattehimlen og undres. Ikke at det egentlig overrasker Nabit. Alle stirrer mod det samme, som han selv har betragtet hver nat: en stjerne, der bare vokser og vokser. Det er et varsel, et varsel, som deres egne stjernetydere har ventet på.
Længst fremme på klippens kant skiller to silhuetter sig ud. Den ene er krumbøjet og gammel. Den anden er rank, ung og med den værdighed, som passer sig for en konge. Aretas IV har været konge i godt tre år.
Kong Aretas’ pragtsandaler står ganske nær Nabits fødder. Ved siden af står et par sandaler, som næsten ikke er slidt. De tilhører den gamle stjernetyder Balthazar, som ikke længere går herop selv, men altid bliver båret af et æsel. Rundt om Balthazar står en del yngre mænd, som den gamle er ved at oplære i at tyde himlens budskaber til menneskene. Balthazar ser ikke godt længere, men han har tydet stjernehimlen så længe, som nogen kan huske. Han ved, hvor alle stjerner bor.
Nabit bevæger igen tæerne mod klippen. Vinden har slidt den blød. Klipperne er fulde af huler, af menneskers boliger og af gravsteder for de døde.
Her i Raqmu-Petra løber handelsruterne sammen. Grækerne kalder byen Petra. Det betyder sten. Selv kalder de den Raqmu: farvet sten. Guderne skabte dette mirakuløse sted og lod nabatæerne finde hvile. Her ledes regnvandet ind til byen gennem sindrige rør og kanaler og gemmes i cisterner indtil næste års regn. Her har de skabt deres velstand.
Nabit fik tårer i øjnene, da han genså byen. Alt var, som han huskede, og alligevel så han nye detaljer. De stolte, udhuggede søjler med sindrige skildringer af guder og slag. De vidunderlige farver, når sollyset og skyggerne vandrer over reliefferne. Det mageløse håndværk, de skarpt skårne figurer, og uden om dem står alt det tilbage, der endnu ikke er forarbejdet.
Klippernes bløde kroppe og de sære formationer, som vinden har slebet frem. Nuancer af sandfarvet, hvidt, rustrødt, skarpt grønt, koboltblåt, lyserødt og varme, brune farver brydes af sorte døråbninger eller lys, der kommer ud fra rummene inde i klipperne. Han synes stadig, at det er den smukkeste by af alle dem, han nogensinde har besøgt.
Hvor har han længtes hjem. Raqmu-Petra med dens kendte veje og et folk, han kan slappe af iblandt. At vende hjem, at tage Hagaru i sine arme og kysse hende. At omfavne alle børnene.
Her til aften mødte Nabit op hos kong Aretas og modtog tak og hæder. Der blev holdt en festbanket med taler og musik. Kongens rigdom vokser, og Nabits egen rigdom vokser med kongens. Riget er som et edderkoppespind. Der er masser af luft mellem de tynde strenge, masser af ubeboet ørken, men karavanevejene er stærke. Der er told på varer. Der er told på adgang til byen. Riget er et spindelvæv af ruter og karavanseraier, der tilbyder fred og sikkerhed for handlende.
Ingen andre formår på samme måde at bevæge sig gennem ørkenen og forbinde øst og vest og syd og nord. Mil efter mil med kun lidt eller intet vand. Gennem en ørken, der, hvis man ikke kender den, er tomhed og død. Men for nabatæerne er den handel, frihed og sikkerhed.
I hundredvis af år har det været sådan. Nabatæa er et stærkt rige. Visse varer har de fuldstændig kontrol med. Hvis man vil have røgelse, må man handle med nabatæerne. Og romerne i vest bruger masser af røgelse. Deres mange guder har krav på hyppige røgelsesofre. Hvis man vil have myrra, kan man kun købe det her. Kun nabatæerne kender handelsruterne til de kyster syd for det store Egypten, hvor myrra udvindes af ganske særlige træer.
Nu er festbanketten endt heroppe på toppen af klippen. Med kongen, med Balthazar, byens magikere og stjernetydere, de dygtigste hærførere og byens vigtigste købmænd. Alle vil vide, hvad stjernen varsler.
Gamle Balthazar fører en lavmælt samtale med kong Aretas. Omkring dem hvisker andre mænd. Der er en fornemmelse af noget skæbnesvangert, men på en underlig opløftende måde.
For to år siden stod de to planeter Jupiter og Saturn helt tæt sammen på himlen i det stjernetegn, som de vise siden tidernes morgen har fortalt bestemmer over nabolandet Judæa. For et år siden rejste også planeten Mars ind i Judæas stjernetegn, Fiskene. Balthazar varslede, at en ny stor konge skulle fødes i landet vest for dem. Helt bogstaveligt tændtes et lys i mørket, for alle husker krigen med Judæas hersker, Herodes den Grusomme.
I Judæa er gamle Herodes kendt som Herodes den Store – men det sker, at folk spytter, når de har sagt hans navn. Nu varsler himlen, at en stor forandring er på vej.
Nabit har allerede en fornemmelse af, hvad dette møde en- der med. Hans tanker driver tilbage mod eftermiddagen, mod hjemkomsten og fornemmelsen af Hagaru. Karavaner er ikke ufarlige. Ikke alle mænd vender hjem. Og hvor lang tid får han med sin elskede hustru nu? Et par dage. En uge højst. Hagaru er gravid igen. Det må være tolvte gang. Får han den lille at se? Vil barnet leve, og overlever Hagaru selv fødslen?
Kong Aretas bøjer sig ned og siger noget til gamle Balthazar. Så retter kongen sig op og kalder dem sammen. Nabit går tættere på, men han ved det allerede, før kongen giver besked. Inden længe må han atter forlade Hagaru og børnene. Inden længe er han på vej i spidsen for endnu en karavane. På vej mod stjernen.
Fem år tidligere …
Livet
år 10-9 f.Kr
Den norditalienske havneby Aquileia (år 10 f.Kr.)
Vinden spiler sejlet ud, og de farer hen over det glitrende hav. Kong Herodes kniber øjnene sammen og ser ind mod kystbyen Aquileia. Han kan ikke lade være med at sammenligne byen med sin egen Caesarea Maritima. Aquileia er mindre.
Længst inde mod kysten, lidt for sig selv, ligger kejser Augustus’ flåde. Herodes trommer med fingrene på rælingen og ser ud mod de andre skibe i sit følge. På det nærmeste skib kan han se de to sønner Alexander og Aristobulus. De har kun været hjemme fra Rom i to år. Men hvilke to år.
En sømand bukker sig og snor sig forbi ham. Der skal hales i tovværk. Herodes går mod agterdækket. Han har en stol der. Styrmanden nikker blot, dybt optaget af sejladsen. Søfolkene råber, og rebene løber gennem taljerne. Herodes sætter sig tungt i stolen. Han lægger forsigtigt hånden på den store lomme i kåben, hvor han opbevarer sin ældste søn, Antipaters, seneste brev.
Han skæver mod skibet, hvor Alexander og Aristobulus står side om side. De er høje og ranke. Fulde af den styrke, som unge mænd først i tyverne besidder. Selv på afstand lyser deres mors skønhed ud af dem.
Hjemme i Jerusalem undgår sønnerne ham. I begyndelsen betragtede han rygterne med bestyrtelse. Han troede ganske enkelt ikke, at det var muligt. Det havde været så strålende at få dem hjem fra Rom. Folket elskede dem, trods deres romerske vaner.
Han slog det hen, når de undslog sig fra sammenkomster. At de skulle have sagt, at det ikke var passende at blive set med deres mors morder, forekom ham absurd. Men der var ingen tvivl om, at folket så hans afdøde hustru Mariamne i de to sønner. Snart blev folkestemningen sådan, at han begyndte at frygte for en revolte.
Det var derfor, han bragte Antipater til hoffet. For at give de to brushaner lidt modspil. Det lå ikke dengang i kortene, at hans ældste søn skulle arve tronen. Antipater var født, før Herodes blev konge af Judæa. Antipater og hans mor var langt fra livet ved hoffet.
Sejlene slår hårdt i vinden. Skibet drejer. De sejler langs kysten nu. Snart er de i havn.
Det var det rigtige at bringe Antipater til hoffet. Hans blotte tilstedeværelse stækkede Alexander og Aristobulus. Over tid blev Herodes så imponeret af Antipater, at han besluttede at sende ham til Rom, så han også kunne blive uddannet og få forbindelser ligesom Alexander og Aristobulus.
Antipater klarer sig fremragende i Rom. Han har fået indflydelsesrige venner. Det har været en glæde at læse hans breve, men over tid blev brevene også foruroligende. Antipater hører meget om, hvad Alexander og Aristobulus sagde og gjorde, mens de havde deres gang i Rom, og meget af det er ikke godt.
Hvad værre er, lader de til at pønse på at styrte ham fra tronen. Deres mors forræderiske blod løber i deres årer. Drengene var små, da han lod hende henrette. Det gjorde ondt på ham at gøre det, men det måtte ske. Men det forstår de åbenbart ikke.
Han havde håbet, at de med den rette skoling i selveste kejser Augustus’ hus ville blive gode sønner. Og nu dette.
Der lyder høje hyldestråb ude fra vandet. Småbåde følger dem. Herodes smiler overbærende. Han rejser sig og lader sig se. Flere hyldestråb. Hil Judæas konge, kejserens ven!
Herodes betragter havnen nøje. Den ser ud til at være i fortrinlig stand. Kejser Augustus er ekstremt velhavende, og det er få havne på disse kanter, som Herodes kan velsigne med klingende mønt til reparationer af dit og dat. Men gaver har han med. Gaver, der passer til en kejser, gaver, der kan bekræfte deres venskab.
Han lægger hånden på lommen med brevet. Da han forelskede sig i Mariamne, lod han sig skille fra sin første hustru, Doris. Han sendte Doris og Antipater væk. Doris var af jævn byrd. Mariamne var af den gamle hasmonæiske kongeslægt.
Mariamne var vanvittig smuk. Han var som besat af hende. Det hele passede perfekt. Ægteskabet med hende gav ham legitimitet til den trone, han havde opnået ved sine stædige militære sejre. Han var lykkelig, da hun fødte ham Alexander og siden Aristobulus. Herodes ser atter over på de to. De står i stævnen og peger ind mod byen. Så stolte. Så sejrsikre. Og fuldstændig uvidende om, hvad der venter. Det er ikke kun Antipaters breve, der har overbevist ham. Det er også hans egen søster og flere betroede mænd. Herodes presser brevet ind mod brystet. Kejser Augustus må dømme i denne sag.
Skibet lægger til, og de andre skibe fortøjes lidt efter lidt. Han går fra borde. Alexander og Aristobulus går fra borde. Vagtstyrken slår kreds om dem med en vis afstand, så pøblen ikke maser sig for tæt på.
De er ventet. Kejser Augustus møder dem med en større delegation. Herodes bukker, så dybt han overhovedet kan. Sønnerne bukker, og Herodes betragter kejserens ansigt. Augustus holder af de to sønner. Det kan han se.
Han lader sine gaver bringe frem. Han ser næsten ikke på sønnerne, men sørger for at spørge til Antipater. Kejser Augustus bekræfter, hvor strålende det går med Antipater i Rom. Herodes nikker tilfreds.
Han beder kejseren om en privat samtale, og ud på eftermiddagen henter en tjener ham. Kejseren sidder i skyggen under en stor rosenbusk. Herodes bukker og forsikrer ham om sine dybe taknemmelighed. De vandrer omkring i haven fordybet i deres samtale. Herodes fortæller, hvor uhyggeligt det går for sig i hans familie. Kejser Augustus skal tilbage til Rom, men foreslår, at Herodes kan følge med, og så vil kejseren sammenkalde et råd, der kan høre begge parter i sagen.
Om natten kan Herodes ikke sove af raseri. Han øver sin tale. Hans mave gennemjages af stærke smerter. Hjertet hamrer i brystet, og sveden springer på panden. Hans egne sønner vil slå ham ihjel. Har de kæmpet for riget? På ingen måde. Men de er unge og berusede af folkets hyldest.
Dagen efter sejler de mod Rom. Herodes læser Antipaters brev om og om igen. Ordene fletter sig ud og ind mellem ting, hans søster har sagt. Det er mindre end en måned siden, hun advarede ham om, at et giftmord var lige oppeover. At han skulle være på vagt og intet spise, hvis ikke en mundskænk havde prøvet det først.
Hver gang de går i land i en ny by, kan han næsten ikke udholde de to næstældste sønners tilstedeværelse. Han længes kun efter at omfavne Antipater. Antipater minder ham om ham selv: vellidt ude i verden og vellidt hos kejseren. Det er derfor, det er godt at sejle. At bistå kejseren med soldater og skibe, for ude i verden vinder han hæder og ære. Hjemme i Judæa er det som at bo med slanger alle steder.
Nazaret, en landsby i Judæa (år 9 f.Kr.)
Maria står genert i baggrunden. Hendes far og mor sid- der ved bordet sammen med Josef og hans far og farbror. På bordet foran dem ligger haketuba, ægteskabskontrakten. I den står der, hvilken økonomisk sikkerhed Josef skal stille, hvilke møbler han skal lave, hvilke penge der skal betales, i tilfælde af at nogen bryder kontrakten mellem nu og tiden for deres forening, og at han ikke må tage en anden hustru, så længe Maria lever.
Josef ser næsten ikke op på hende. Hun kan godt lide Josef, bygmesterens søn. Han arbejder i sin fars værksted, og hun har kendt ham altid. Han er flot og dygtig med sine hænder.
Hun blev varm i hele kroppen, da hendes mor og far spurgte, om Josef kunne falde i hendes smag. Hun kunne ikke have forestillet sig et bedre valg. Det eneste, der gjorde hende lidt beklemt, var, at Ruth, en af de andre piger i landsbyen, er for- elsket i Josef. De fleste piger synes, han er noget særligt.
Hendes far bøjer sig over kontrakten og skriver sit navn på alle tre eksemplarer. Et eksemplar skal blive hos hendes mor og far. Et skal være hos Josefs familie, og et skal opbevares i synagogen.
Hendes far lader andægtigt papirerne glide over bordet og videre til Josefs far. Derfra går de til Josefs farbror. Endelig ligger papirerne foran Josef. Maria tør næsten ikke se på ham. Med sikker hånd skriver han under. Maria skal ikke selv skrive under. Hendes forældres underskrift er nok. Hun er nu Josefs trolovede. De er i rettens øjne allerede nu gift.
Han ser op og sender hende et forsigtigt smil. Hun ser straks ned. Hun er tretten år. Trolovet. Ordet buldrer rundt i hende. Hun er lovet til ham, og han til hende. Hun hører sig selv sukke henført. Hendes far ler, da han hører det.
”Mon ikke det nok skal gå, dette her,” siger han.
”Om Gud vil. Jeg vil i hvert fald,” siger Josef og smiler. Maria tænker, at det var klogt sagt. Voksent. Han er tre år ældre end hende. Hendes mor skænker vin og rækker Maria et bæger. Det er bægre, Josef har lavet og foræret til hendes mor. Sådan har det været i lang tid: forsigtige henvendelser og små tegn på, at noget var i gære.
De skåler. Hun møder hans blik, og hun er så lykkelig, at hun ikke har ord. Hun drikker forsigtigt af vinen.
Der vil gå et helt år. Josef skal have tid til at indrette deres værelse i sin fars hus. Han skal lave møblerne. Maria ved, at det indbefatter en helt ny seng til dem. Der er mange andre ting, der skal være på plads. På et tidspunkt vil tiden for hubbah komme, den dag, hvor Josef kommer til hendes mors og fars hus og føres ind til hende, og hvor hendes mor har lagt et nyt lagen på sengen. Den del tør hun slet ikke forestille sig endnu.
Bagefter vil hendes mor og far opbevare lagnet som vidnesbyrd om hendes jomfruelighed. Så ingen kan komme med falske anklager. Nogle dage efter foreningen vil de holde en bryllupsfest for alle i landsbyen. Det vil kræve en del af hendes mor og far at skaffe vin og mad, så de kan holde en god fest. Men fest skal der være, fest for alle. Og så begynder hendes liv som Josefs hustru. Det bliver et godt liv. Et liv som alle andre, et liv i Nazaret.
Jerusalem
Zakarias ryster på hænderne. Han skæver op mod templet og bygningens høje mure. To gange om året går han til Jerusalem for at være præst en uge i templet i Jerusalem. Der er fireogtyve skiftehold af præster. Abija leder Zakarias’ skiftehold. Zakarias møder hans blik. Abija nikker opmuntrende til ham.
Zakarias prøver at få ro på sine hænder. Han plejer ikke at ryste på hænderne, men tanken om, at det er ham, der skal bringe røgelsesofferet ind i templet, fylder ham med ærefrygt. Han er otteogfyrre år gammel, en gammel mand. Om to år skal han pensioneres. Sådan har det været siden Moses’ tid. Alle præster nedstammer fra Moses bror, Aron, og alle går efter loven på pension i det år, hvor de bliver halvtreds år, hvis de da bliver så gamle.
De andre præster ser på ham. I al den tid Zakarias har været præst, er det aldrig før sket, at lodtrækningen har tildelt ham den ære, det er at bringe røgelsesofferet.
Lodtrækningen er Guds vilje. Sådan er det. Livet og alt, hvad der sker i det, er Guds vilje. Sygdom, ulykke, barnløshed eller sønner og døtre og et langt liv er også Guds vilje. Ikke at det altid giver mening. En af præsterne på Zakarias’ skiftehold har været udtrukket tolv gange. Zakarias har ingen anelse om, hvorfor Gud gennem lodtrækningen pludselig har valgt ham ud.
Abija rækker ham bakken med røgelse. Zakarias ser ned på stykkerne af bark og klumperne af hvidgylden harpiks. Han føler sig bleg og svimmel, men han kan se på Abija, at det er på tide.
En af de andre præster rækker ham det lille bronzekar med gløder fra brændofferaltret. Karret har træhåndtag, så han ikke brænder sig. Han skal bruge gløderne til at tænde røgelsen med, når han er kommet ind i Det Hellige og står ved altret.
Han kan mærke varmen fra brændofferaltret, hvor ilden brænder uophørligt. Hver morgen og hver aften ofrer præsterne et etårs lam, som det er blevet gjort siden Moses’ tid. Han har ofret utallige lam i sin tid som præst ved templet. Men røgelsen er langt mere kostbar. Han ser over mod det enorme bronzefad, der kaldes havet, hvor præsterne foretager de rituelle rensninger, inden de går i gang med ofringen. Hans blik glider fra havet til den store, brede trappe, der fører op til selve templet.
Zakarias går forsigtigt op ad trinene, mens han ser mod åbningen i den høje hvide kalkstensmur.
”Gud, jeg går ind til din ære. Se i nåde til mig, for jeg er kun et menneske,” hvisker han.
Solens gnistrer i guldet på toppen af søjlerne og hen over porten. Da guldudsmykningen blev sat op på søjlerne og hen over porten, var stilladset højere end tyve mænd. Alle siger, at templet er den højeste og smukkeste bygning i hele verden. De siger, at har man ikke set kong Herodes’ tempel i Jerusalem, så har man ikke set en smuk bygning. Og det er sandt. Hver eneste gang han er her, tænker han på, at mennesker kun har kunnet bygge noget så storslået, fordi Gud ønskede det og hjalp dem.
Zakarias når toppen af trappen. Han standser og tager en dyb indånding, inden han fortsætter forbi de fire store søjler.
De kunne vælte og knuse ham så let som ingenting. Men der sker ikke noget.
Først er det mørkt at træde ind i Det Hellige. Der er stille, uendelig stille. Det er mærkeligt, for mange mennesker er forsamlet ude i de ydre gårde og hele vejen rundt om templet. Han ved, at de beder inderligt, mens de venter på, at ritualet bliver gennemført. Men han kan ikke høre dem.
Gløderne, han har med sig, lyser intenst i det dunkle rum. Hen over de orange gløder svæver små blålige flammer. Zakarias ser forundret på karret med gløderne. Selv om han har set gløder mange gange før, ser alt alligevel forunderlig nyt og anderledes ud.
Han skæver forsigtigt op mod den mægtige syvarmede lysestage. Den er meget højere end et menneske og helt af guld. Store lys brænder deroppe og spreder et flakkende lys ud over væggene.
Langsomt er det, som om han ser klarere. For enden af rummet hænger det tykke, mørke forhæng, der adskiller Det Hellige fra Det Allerhelligste. Derinde hviler Guds Ånd. Derinde stod Pagtens Ark, inden babylonierne plyndrede templet og bortførte Arken med de to stentavler med De Ti Bud. Kun den øverste af alle præsterne, ypperstepræsten, må gå derind, og kun en gang om året, på forsoningsdagen, hvor han bringer sonofferet for alle menneskers synder. Kun ypperstepræsten er ren nok til at overleve i Guds nærvær.
Zakarias ser på altret, der står midt i Det Hellige. Altret er ikke meget større end en skrivepult og beklædt med guld overalt. I hvert hjørne har det små opadstræbende horn af guld. Hvis han på nogen måde har fornærmet Gud eller forbrudt sig mod Guds love, så er han ikke klar over det. Men hvis han falder død om som straf fra Gud, så vil de andre præster kunne hente ham ud. I Det Hellige må alle præsterne komme. Den tanke beroliger ham. Han kommer ikke til at ligge de andre præster alvorligt til last, hvis han falder død om.
Han går langsomt hen til altret. Forsigtigt stiller han bakken med røgelse midt på altret. Lyset fra gløderne får det guldklædte alter til at glitre. Han hælder gløderne ud på bakken, hvor de antænder harpiksen og barken. Det ryger lige så stille. Røgen stiger lige op. Der er en vellugt, så man øjeblikkelig føler sig godt tilpas. Han lader blikket følge den fine duftende røg, der snor sig opad i betagende snirkler. Sådan er det altså herinde. Stille, duftende og højtideligt.
Pludselig får Zakarias øje på en hvidklædt skikkelse ved siden af altret, og han farer sammen.
”Vær ikke bange, Zakarias! Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din hustru, Elisabeth, vil få en søn, og du skal kalde ham Johannes. Han vil blive til stor glæde for dig og mange andre, for han vil blive en af Guds største tjenere. Drengen må aldrig drikke vin eller alkohol, og han vil blive fyldt med Guds Helligånd, allerede før han bliver født. Mange af Israels folk vil vende sig væk fra deres ondskab og i stedet søge Gud, når de hører ham tale. Johannes vil træde frem i profeten Elias’ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de egenrådige til at forstå visdommen i at følge Gud. Han vil gøre folket parat til at møde Gud.”
Zakarias snapper efter vejret.
”Men jeg er jo gammel,” siger han. ”Min kone er gammel. Vi har bedt om et barn i årevis, men forgæves. Giv mig et eller andet tegn, så jeg kan tro på dig.”
”Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener. Gud har sendt mig for at fortælle dig den gode nyhed, men du tvivlede på mig. Fordi du tvivlede, vil du få det tegn, at du skal blive ude af stand til at sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske!”
Zakarias’ hals snører sig sammen. Hans mund er tør. Røgelsen brænder roligt på fadet, og røgen stiger stadig op. Han falder på knæ.
Hvor har de dog brændende ønsket sig et barn. Det har været deres inderste ønske i alle årene. Men det skete ikke. Han vænnede sig med tiden til tanken, men han har aldrig vænnet sig til sorgen over at være barnløs. Han ved, at Elisabeth aldrig er kommet sig over skammen.
Gud vil give dem en søn. Det var derfor, loddet faldt på ham her til morgen. Fordi Gud ønskede at sige ham dette. Han løfter blikket mod røgen, der stiger op under templets loft så uendelig højt oppe.
Han ser hen mod det sted, hvor englen stod. Der er intet at se.
Han har mødt en engel. Han troede ikke på den. Han vil mumle undskyld. Han vil undskylde over for Gud, at han ikke troede. Men ikke en lyd kommer over hans læber.
Røgelsen er døet ud. Zakarias ved ikke, hvor lang tid der er gået, men han er klar over, at de må være meget urolige udenfor. Egentlig vil han bare gerne blive siddende.
Han rejser sig og tager bakken med asken fra røgelsen og det tomme glødekar. Han går stille hen mod søjlerne og lyset udenfor. Han vender sig om en sidste gang. Formentlig skal han aldrig se dette rum igen. Han lukker øjnene og ser englen for sig. Hver gang han lukker øjnene, vil han se den mægtige Gabriel, der stod ved hans side og talte til ham. Han vil høre de ord for altid.
Han træder ud mellem de fire søjler og ser ned i præsternes forgård. Alle de mange ansigter er vendt spørgende op mod ham. Der lyder mumlende udbrud og taksigelser.
Abija er lettet over at se Zakarias igen. Han var begyndt at frygte, at den gamle mand var faldet om derinde. Zakarias går underlig vaklende ned ad trapperne. Det må være varmen og alderen. Abija skynder sig hen til trappen for at tage Zakarias hånd. Zakarias ser lykkeligt smilende på ham.
”Hvad skete der?” hvisker Abija.
Zakarias ser blot på ham. Hans øjne skinner, og hans mund bæver.
Abija vinker en af de andre præster hen til sig, så Zakarias kan blive befriet for røgelsesfadet og glødekarret. De andre præster stimler hurtigt sammen om dem.
”Har du haft et syn?” spørger Abija.
Zakarias nikker.
”Hvad har du set, Zakarias?” spørger han mildt.
Zakarias bevæger læberne, men ikke en lyd kommer frem. ”Han er stum,” siger en af de andre præster. ”Gud har gjort ham stum.”
Abija bliver ved med at se på Zakarias. Han virker ikke bange eller ulykkelig.
”Var det noget godt, du så?” prøver Abija.
Zakarias falder på knæ og løfter hænderne mod himlen.
Anne-Cathrine Riebnitzsky: Tempel
En karavanefører på vej hjem ser en mægtig ny stjerne på himlen.
Samtidig sker det i to af Judæas mindste landsbyer, at to meget forskellige kvinder bliver gravide. Den ene er for gammel til, at det burde kunne ske. Den anden er for ung og risikerer stening, hvis hendes forlovede ikke vil have hende.
Judæa regeres af tyrannen Herodes, som mister sit nære venskab med Romerrigets kejser Augustus, der foranstalter en folketælling i Herodes’ rige.
Tempel er Anne-Cathrine Riebnitzskys historiske roman, der foregår i årene op til Jesu fødsel. Første bind i en planlagt trilogi om den måske vigtigste fortælling i vores kultur.
Tempel er første bind i en ny, planlagt trilogi af prisbelønnede Anne-Cathrine Riebnitzsky. Begynd din læsning her.
I sin nye, historiske roman Tempel giver Anne-Cathrine Riebnitzsky sit bud på, hvad der skete mellem år 8 og år 5 f.Kr. – i de år, hvor den historiske Jesus blev født. Baseret på ny forskning og dybdegående research har Anne-Cathrine Riebnitzsky skrevet en levende og vedkommende roman om Jesu fødsel og de hæsblæsende magtkampe, der udspillede sig under Herodes’ tyranni.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky aktuel med historisk roman om den måske vigtigste fortælling i vores kultur
Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet fra Forfatterskolen samt sprogofficer i russisk. Debutromanen Den stjålne vej (2012) blev tildelt Bogforums Debutantpris, og hun modtog De Gyldne Laurbær for romanen Forbandede yngel (2013). Tempel er Anne-Cathrine Riebnitzskys syvende udgivelse og første roman i en planlagt triologi.
Læs et uddrag af Tempel af Anne-Cathrine Riebnitzsky her.
Tempel
af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Forskning har vist, at Jesus formentlig blev født mellem år 8 og år 5 f.Kr. Dette er en roman om, hvad der måske skete på den tid, og hvordan det hele muligvis hænger sammen …
Og det skete i de dage,
at der udgik en befaling fra Kejser Augustus
om at holde folketælling i hele verden.
Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1
Prolog år 5 f.Kr.
En nat i ørkenbyen Raqmu-Petra i landet Nabatæa ved den tid, da den store stjerne blev set.
Nabit kan mærke klippen under sine nøgne fødder. Stenen er slidt glat og blød. Den er stadig lun, selv om solen er gået ned, og det er mørkt.
Han koncentrerer sig om fornemmelsen af klippen under fødderne, mens stemmerne omkring ham mumler, og folk ser mod stjernehimlen. Nabit ser på rækken af sandaler på klippen. Pragtsandaler og almindelige sandaler. Hans egne udtrådte yndlingssandaler. Rækken af sandaler vidner om stedets hellighed.
Som så meget andet i denne sære nat har farverne mistet deres kraft. Alt blegner mod tegnet på himlen. Alle ser op mod den stjerne, der rejser gennem natten med sin lange, lysende hale. Nabit ser ned. Han har ikke lyst til at rejse fra byen lige nu. Han er lige kommet hjem. Hagaru tog ham i sin favn, og han kan stadig mærke varmen fra hendes krop. Børnene sprang i armene på ham. Deres datter Shaquilat er blevet så stor. Snart er hun voksen. Hvordan er det sket? Han har haft for kort tid hjemme. For kort tid med sin hustru. For kort tid med sine børn.
Sandalerne er grå. Klippen er grå. Om dagen kan man se klippens smukke rosabrune farve; samme farve som Hagarus bløde læber. Om natten er klippen grå. Som de dødes læber.
De seneste mange måneder har han været på rejse. Først gennem ørkenen over Sinai til Egypten. Så vendte han hjem og var hjemme nogle dage, men snart efter ledte han den næste karavane østover, så langt som Nabatæa har handelsstationer ved Silkevejen. Endelig for to måneder siden kunne han lede karavanen hjemad, tungt lastet med silke fra det store kinesiske rige og krydderier og vilde luksusvarer fra de indiske kongedømmer.
Og så kommer han hjem til dette. Alle Petras magikere er til- kaldt, og alle ser mod nattehimlen og undres. Ikke at det egentlig overrasker Nabit. Alle stirrer mod det samme, som han selv har betragtet hver nat: en stjerne, der bare vokser og vokser. Det er et varsel, et varsel, som deres egne stjernetydere har ventet på.
Længst fremme på klippens kant skiller to silhuetter sig ud. Den ene er krumbøjet og gammel. Den anden er rank, ung og med den værdighed, som passer sig for en konge. Aretas IV har været konge i godt tre år.
Kong Aretas’ pragtsandaler står ganske nær Nabits fødder. Ved siden af står et par sandaler, som næsten ikke er slidt. De tilhører den gamle stjernetyder Balthazar, som ikke længere går herop selv, men altid bliver båret af et æsel. Rundt om Balthazar står en del yngre mænd, som den gamle er ved at oplære i at tyde himlens budskaber til menneskene. Balthazar ser ikke godt længere, men han har tydet stjernehimlen så længe, som nogen kan huske. Han ved, hvor alle stjerner bor.
Nabit bevæger igen tæerne mod klippen. Vinden har slidt den blød. Klipperne er fulde af huler, af menneskers boliger og af gravsteder for de døde.
Her i Raqmu-Petra løber handelsruterne sammen. Grækerne kalder byen Petra. Det betyder sten. Selv kalder de den Raqmu: farvet sten. Guderne skabte dette mirakuløse sted og lod nabatæerne finde hvile. Her ledes regnvandet ind til byen gennem sindrige rør og kanaler og gemmes i cisterner indtil næste års regn. Her har de skabt deres velstand.
Nabit fik tårer i øjnene, da han genså byen. Alt var, som han huskede, og alligevel så han nye detaljer. De stolte, udhuggede søjler med sindrige skildringer af guder og slag. De vidunderlige farver, når sollyset og skyggerne vandrer over reliefferne. Det mageløse håndværk, de skarpt skårne figurer, og uden om dem står alt det tilbage, der endnu ikke er forarbejdet.
Klippernes bløde kroppe og de sære formationer, som vinden har slebet frem. Nuancer af sandfarvet, hvidt, rustrødt, skarpt grønt, koboltblåt, lyserødt og varme, brune farver brydes af sorte døråbninger eller lys, der kommer ud fra rummene inde i klipperne. Han synes stadig, at det er den smukkeste by af alle dem, han nogensinde har besøgt.
Hvor har han længtes hjem. Raqmu-Petra med dens kendte veje og et folk, han kan slappe af iblandt. At vende hjem, at tage Hagaru i sine arme og kysse hende. At omfavne alle børnene.
Her til aften mødte Nabit op hos kong Aretas og modtog tak og hæder. Der blev holdt en festbanket med taler og musik. Kongens rigdom vokser, og Nabits egen rigdom vokser med kongens. Riget er som et edderkoppespind. Der er masser af luft mellem de tynde strenge, masser af ubeboet ørken, men karavanevejene er stærke. Der er told på varer. Der er told på adgang til byen. Riget er et spindelvæv af ruter og karavanseraier, der tilbyder fred og sikkerhed for handlende.
Ingen andre formår på samme måde at bevæge sig gennem ørkenen og forbinde øst og vest og syd og nord. Mil efter mil med kun lidt eller intet vand. Gennem en ørken, der, hvis man ikke kender den, er tomhed og død. Men for nabatæerne er den handel, frihed og sikkerhed.
I hundredvis af år har det været sådan. Nabatæa er et stærkt rige. Visse varer har de fuldstændig kontrol med. Hvis man vil have røgelse, må man handle med nabatæerne. Og romerne i vest bruger masser af røgelse. Deres mange guder har krav på hyppige røgelsesofre. Hvis man vil have myrra, kan man kun købe det her. Kun nabatæerne kender handelsruterne til de kyster syd for det store Egypten, hvor myrra udvindes af ganske særlige træer.
Nu er festbanketten endt heroppe på toppen af klippen. Med kongen, med Balthazar, byens magikere og stjernetydere, de dygtigste hærførere og byens vigtigste købmænd. Alle vil vide, hvad stjernen varsler.
Gamle Balthazar fører en lavmælt samtale med kong Aretas. Omkring dem hvisker andre mænd. Der er en fornemmelse af noget skæbnesvangert, men på en underlig opløftende måde.
For to år siden stod de to planeter Jupiter og Saturn helt tæt sammen på himlen i det stjernetegn, som de vise siden tidernes morgen har fortalt bestemmer over nabolandet Judæa. For et år siden rejste også planeten Mars ind i Judæas stjernetegn, Fiskene. Balthazar varslede, at en ny stor konge skulle fødes i landet vest for dem. Helt bogstaveligt tændtes et lys i mørket, for alle husker krigen med Judæas hersker, Herodes den Grusomme.
I Judæa er gamle Herodes kendt som Herodes den Store – men det sker, at folk spytter, når de har sagt hans navn. Nu varsler himlen, at en stor forandring er på vej.
Nabit har allerede en fornemmelse af, hvad dette møde en- der med. Hans tanker driver tilbage mod eftermiddagen, mod hjemkomsten og fornemmelsen af Hagaru. Karavaner er ikke ufarlige. Ikke alle mænd vender hjem. Og hvor lang tid får han med sin elskede hustru nu? Et par dage. En uge højst. Hagaru er gravid igen. Det må være tolvte gang. Får han den lille at se? Vil barnet leve, og overlever Hagaru selv fødslen?
Kong Aretas bøjer sig ned og siger noget til gamle Balthazar. Så retter kongen sig op og kalder dem sammen. Nabit går tættere på, men han ved det allerede, før kongen giver besked. Inden længe må han atter forlade Hagaru og børnene. Inden længe er han på vej i spidsen for endnu en karavane. På vej mod stjernen.
Fem år tidligere …
Livet
år 10-9 f.Kr
Den norditalienske havneby Aquileia (år 10 f.Kr.)
Vinden spiler sejlet ud, og de farer hen over det glitrende hav. Kong Herodes kniber øjnene sammen og ser ind mod kystbyen Aquileia. Han kan ikke lade være med at sammenligne byen med sin egen Caesarea Maritima. Aquileia er mindre.
Længst inde mod kysten, lidt for sig selv, ligger kejser Augustus’ flåde. Herodes trommer med fingrene på rælingen og ser ud mod de andre skibe i sit følge. På det nærmeste skib kan han se de to sønner Alexander og Aristobulus. De har kun været hjemme fra Rom i to år. Men hvilke to år.
En sømand bukker sig og snor sig forbi ham. Der skal hales i tovværk. Herodes går mod agterdækket. Han har en stol der. Styrmanden nikker blot, dybt optaget af sejladsen. Søfolkene råber, og rebene løber gennem taljerne. Herodes sætter sig tungt i stolen. Han lægger forsigtigt hånden på den store lomme i kåben, hvor han opbevarer sin ældste søn, Antipaters, seneste brev.
Han skæver mod skibet, hvor Alexander og Aristobulus står side om side. De er høje og ranke. Fulde af den styrke, som unge mænd først i tyverne besidder. Selv på afstand lyser deres mors skønhed ud af dem.
Hjemme i Jerusalem undgår sønnerne ham. I begyndelsen betragtede han rygterne med bestyrtelse. Han troede ganske enkelt ikke, at det var muligt. Det havde været så strålende at få dem hjem fra Rom. Folket elskede dem, trods deres romerske vaner.
Han slog det hen, når de undslog sig fra sammenkomster. At de skulle have sagt, at det ikke var passende at blive set med deres mors morder, forekom ham absurd. Men der var ingen tvivl om, at folket så hans afdøde hustru Mariamne i de to sønner. Snart blev folkestemningen sådan, at han begyndte at frygte for en revolte.
Det var derfor, han bragte Antipater til hoffet. For at give de to brushaner lidt modspil. Det lå ikke dengang i kortene, at hans ældste søn skulle arve tronen. Antipater var født, før Herodes blev konge af Judæa. Antipater og hans mor var langt fra livet ved hoffet.
Sejlene slår hårdt i vinden. Skibet drejer. De sejler langs kysten nu. Snart er de i havn.
Det var det rigtige at bringe Antipater til hoffet. Hans blotte tilstedeværelse stækkede Alexander og Aristobulus. Over tid blev Herodes så imponeret af Antipater, at han besluttede at sende ham til Rom, så han også kunne blive uddannet og få forbindelser ligesom Alexander og Aristobulus.
Antipater klarer sig fremragende i Rom. Han har fået indflydelsesrige venner. Det har været en glæde at læse hans breve, men over tid blev brevene også foruroligende. Antipater hører meget om, hvad Alexander og Aristobulus sagde og gjorde, mens de havde deres gang i Rom, og meget af det er ikke godt.
Hvad værre er, lader de til at pønse på at styrte ham fra tronen. Deres mors forræderiske blod løber i deres årer. Drengene var små, da han lod hende henrette. Det gjorde ondt på ham at gøre det, men det måtte ske. Men det forstår de åbenbart ikke.
Han havde håbet, at de med den rette skoling i selveste kejser Augustus’ hus ville blive gode sønner. Og nu dette.
Der lyder høje hyldestråb ude fra vandet. Småbåde følger dem. Herodes smiler overbærende. Han rejser sig og lader sig se. Flere hyldestråb. Hil Judæas konge, kejserens ven!
Herodes betragter havnen nøje. Den ser ud til at være i fortrinlig stand. Kejser Augustus er ekstremt velhavende, og det er få havne på disse kanter, som Herodes kan velsigne med klingende mønt til reparationer af dit og dat. Men gaver har han med. Gaver, der passer til en kejser, gaver, der kan bekræfte deres venskab.
Han lægger hånden på lommen med brevet. Da han forelskede sig i Mariamne, lod han sig skille fra sin første hustru, Doris. Han sendte Doris og Antipater væk. Doris var af jævn byrd. Mariamne var af den gamle hasmonæiske kongeslægt.
Mariamne var vanvittig smuk. Han var som besat af hende. Det hele passede perfekt. Ægteskabet med hende gav ham legitimitet til den trone, han havde opnået ved sine stædige militære sejre. Han var lykkelig, da hun fødte ham Alexander og siden Aristobulus. Herodes ser atter over på de to. De står i stævnen og peger ind mod byen. Så stolte. Så sejrsikre. Og fuldstændig uvidende om, hvad der venter. Det er ikke kun Antipaters breve, der har overbevist ham. Det er også hans egen søster og flere betroede mænd. Herodes presser brevet ind mod brystet. Kejser Augustus må dømme i denne sag.
Skibet lægger til, og de andre skibe fortøjes lidt efter lidt. Han går fra borde. Alexander og Aristobulus går fra borde. Vagtstyrken slår kreds om dem med en vis afstand, så pøblen ikke maser sig for tæt på.
De er ventet. Kejser Augustus møder dem med en større delegation. Herodes bukker, så dybt han overhovedet kan. Sønnerne bukker, og Herodes betragter kejserens ansigt. Augustus holder af de to sønner. Det kan han se.
Han lader sine gaver bringe frem. Han ser næsten ikke på sønnerne, men sørger for at spørge til Antipater. Kejser Augustus bekræfter, hvor strålende det går med Antipater i Rom. Herodes nikker tilfreds.
Han beder kejseren om en privat samtale, og ud på eftermiddagen henter en tjener ham. Kejseren sidder i skyggen under en stor rosenbusk. Herodes bukker og forsikrer ham om sine dybe taknemmelighed. De vandrer omkring i haven fordybet i deres samtale. Herodes fortæller, hvor uhyggeligt det går for sig i hans familie. Kejser Augustus skal tilbage til Rom, men foreslår, at Herodes kan følge med, og så vil kejseren sammenkalde et råd, der kan høre begge parter i sagen.
Om natten kan Herodes ikke sove af raseri. Han øver sin tale. Hans mave gennemjages af stærke smerter. Hjertet hamrer i brystet, og sveden springer på panden. Hans egne sønner vil slå ham ihjel. Har de kæmpet for riget? På ingen måde. Men de er unge og berusede af folkets hyldest.
Dagen efter sejler de mod Rom. Herodes læser Antipaters brev om og om igen. Ordene fletter sig ud og ind mellem ting, hans søster har sagt. Det er mindre end en måned siden, hun advarede ham om, at et giftmord var lige oppeover. At han skulle være på vagt og intet spise, hvis ikke en mundskænk havde prøvet det først.
Hver gang de går i land i en ny by, kan han næsten ikke udholde de to næstældste sønners tilstedeværelse. Han længes kun efter at omfavne Antipater. Antipater minder ham om ham selv: vellidt ude i verden og vellidt hos kejseren. Det er derfor, det er godt at sejle. At bistå kejseren med soldater og skibe, for ude i verden vinder han hæder og ære. Hjemme i Judæa er det som at bo med slanger alle steder.
Nazaret, en landsby i Judæa (år 9 f.Kr.)
Maria står genert i baggrunden. Hendes far og mor sid- der ved bordet sammen med Josef og hans far og farbror. På bordet foran dem ligger haketuba, ægteskabskontrakten. I den står der, hvilken økonomisk sikkerhed Josef skal stille, hvilke møbler han skal lave, hvilke penge der skal betales, i tilfælde af at nogen bryder kontrakten mellem nu og tiden for deres forening, og at han ikke må tage en anden hustru, så længe Maria lever.
Josef ser næsten ikke op på hende. Hun kan godt lide Josef, bygmesterens søn. Han arbejder i sin fars værksted, og hun har kendt ham altid. Han er flot og dygtig med sine hænder.
Hun blev varm i hele kroppen, da hendes mor og far spurgte, om Josef kunne falde i hendes smag. Hun kunne ikke have forestillet sig et bedre valg. Det eneste, der gjorde hende lidt beklemt, var, at Ruth, en af de andre piger i landsbyen, er for- elsket i Josef. De fleste piger synes, han er noget særligt.
Hendes far bøjer sig over kontrakten og skriver sit navn på alle tre eksemplarer. Et eksemplar skal blive hos hendes mor og far. Et skal være hos Josefs familie, og et skal opbevares i synagogen.
Hendes far lader andægtigt papirerne glide over bordet og videre til Josefs far. Derfra går de til Josefs farbror. Endelig ligger papirerne foran Josef. Maria tør næsten ikke se på ham. Med sikker hånd skriver han under. Maria skal ikke selv skrive under. Hendes forældres underskrift er nok. Hun er nu Josefs trolovede. De er i rettens øjne allerede nu gift.
Han ser op og sender hende et forsigtigt smil. Hun ser straks ned. Hun er tretten år. Trolovet. Ordet buldrer rundt i hende. Hun er lovet til ham, og han til hende. Hun hører sig selv sukke henført. Hendes far ler, da han hører det.
”Mon ikke det nok skal gå, dette her,” siger han.
”Om Gud vil. Jeg vil i hvert fald,” siger Josef og smiler. Maria tænker, at det var klogt sagt. Voksent. Han er tre år ældre end hende. Hendes mor skænker vin og rækker Maria et bæger. Det er bægre, Josef har lavet og foræret til hendes mor. Sådan har det været i lang tid: forsigtige henvendelser og små tegn på, at noget var i gære.
De skåler. Hun møder hans blik, og hun er så lykkelig, at hun ikke har ord. Hun drikker forsigtigt af vinen.
Der vil gå et helt år. Josef skal have tid til at indrette deres værelse i sin fars hus. Han skal lave møblerne. Maria ved, at det indbefatter en helt ny seng til dem. Der er mange andre ting, der skal være på plads. På et tidspunkt vil tiden for hubbah komme, den dag, hvor Josef kommer til hendes mors og fars hus og føres ind til hende, og hvor hendes mor har lagt et nyt lagen på sengen. Den del tør hun slet ikke forestille sig endnu.
Bagefter vil hendes mor og far opbevare lagnet som vidnesbyrd om hendes jomfruelighed. Så ingen kan komme med falske anklager. Nogle dage efter foreningen vil de holde en bryllupsfest for alle i landsbyen. Det vil kræve en del af hendes mor og far at skaffe vin og mad, så de kan holde en god fest. Men fest skal der være, fest for alle. Og så begynder hendes liv som Josefs hustru. Det bliver et godt liv. Et liv som alle andre, et liv i Nazaret.
Jerusalem
Zakarias ryster på hænderne. Han skæver op mod templet og bygningens høje mure. To gange om året går han til Jerusalem for at være præst en uge i templet i Jerusalem. Der er fireogtyve skiftehold af præster. Abija leder Zakarias’ skiftehold. Zakarias møder hans blik. Abija nikker opmuntrende til ham.
Zakarias prøver at få ro på sine hænder. Han plejer ikke at ryste på hænderne, men tanken om, at det er ham, der skal bringe røgelsesofferet ind i templet, fylder ham med ærefrygt. Han er otteogfyrre år gammel, en gammel mand. Om to år skal han pensioneres. Sådan har det været siden Moses’ tid. Alle præster nedstammer fra Moses bror, Aron, og alle går efter loven på pension i det år, hvor de bliver halvtreds år, hvis de da bliver så gamle.
De andre præster ser på ham. I al den tid Zakarias har været præst, er det aldrig før sket, at lodtrækningen har tildelt ham den ære, det er at bringe røgelsesofferet.
Lodtrækningen er Guds vilje. Sådan er det. Livet og alt, hvad der sker i det, er Guds vilje. Sygdom, ulykke, barnløshed eller sønner og døtre og et langt liv er også Guds vilje. Ikke at det altid giver mening. En af præsterne på Zakarias’ skiftehold har været udtrukket tolv gange. Zakarias har ingen anelse om, hvorfor Gud gennem lodtrækningen pludselig har valgt ham ud.
Abija rækker ham bakken med røgelse. Zakarias ser ned på stykkerne af bark og klumperne af hvidgylden harpiks. Han føler sig bleg og svimmel, men han kan se på Abija, at det er på tide.
En af de andre præster rækker ham det lille bronzekar med gløder fra brændofferaltret. Karret har træhåndtag, så han ikke brænder sig. Han skal bruge gløderne til at tænde røgelsen med, når han er kommet ind i Det Hellige og står ved altret.
Han kan mærke varmen fra brændofferaltret, hvor ilden brænder uophørligt. Hver morgen og hver aften ofrer præsterne et etårs lam, som det er blevet gjort siden Moses’ tid. Han har ofret utallige lam i sin tid som præst ved templet. Men røgelsen er langt mere kostbar. Han ser over mod det enorme bronzefad, der kaldes havet, hvor præsterne foretager de rituelle rensninger, inden de går i gang med ofringen. Hans blik glider fra havet til den store, brede trappe, der fører op til selve templet.
Zakarias går forsigtigt op ad trinene, mens han ser mod åbningen i den høje hvide kalkstensmur.
”Gud, jeg går ind til din ære. Se i nåde til mig, for jeg er kun et menneske,” hvisker han.
Solens gnistrer i guldet på toppen af søjlerne og hen over porten. Da guldudsmykningen blev sat op på søjlerne og hen over porten, var stilladset højere end tyve mænd. Alle siger, at templet er den højeste og smukkeste bygning i hele verden. De siger, at har man ikke set kong Herodes’ tempel i Jerusalem, så har man ikke set en smuk bygning. Og det er sandt. Hver eneste gang han er her, tænker han på, at mennesker kun har kunnet bygge noget så storslået, fordi Gud ønskede det og hjalp dem.
Zakarias når toppen af trappen. Han standser og tager en dyb indånding, inden han fortsætter forbi de fire store søjler.
De kunne vælte og knuse ham så let som ingenting. Men der sker ikke noget.
Først er det mørkt at træde ind i Det Hellige. Der er stille, uendelig stille. Det er mærkeligt, for mange mennesker er forsamlet ude i de ydre gårde og hele vejen rundt om templet. Han ved, at de beder inderligt, mens de venter på, at ritualet bliver gennemført. Men han kan ikke høre dem.
Gløderne, han har med sig, lyser intenst i det dunkle rum. Hen over de orange gløder svæver små blålige flammer. Zakarias ser forundret på karret med gløderne. Selv om han har set gløder mange gange før, ser alt alligevel forunderlig nyt og anderledes ud.
Han skæver forsigtigt op mod den mægtige syvarmede lysestage. Den er meget højere end et menneske og helt af guld. Store lys brænder deroppe og spreder et flakkende lys ud over væggene.
Langsomt er det, som om han ser klarere. For enden af rummet hænger det tykke, mørke forhæng, der adskiller Det Hellige fra Det Allerhelligste. Derinde hviler Guds Ånd. Derinde stod Pagtens Ark, inden babylonierne plyndrede templet og bortførte Arken med de to stentavler med De Ti Bud. Kun den øverste af alle præsterne, ypperstepræsten, må gå derind, og kun en gang om året, på forsoningsdagen, hvor han bringer sonofferet for alle menneskers synder. Kun ypperstepræsten er ren nok til at overleve i Guds nærvær.
Zakarias ser på altret, der står midt i Det Hellige. Altret er ikke meget større end en skrivepult og beklædt med guld overalt. I hvert hjørne har det små opadstræbende horn af guld. Hvis han på nogen måde har fornærmet Gud eller forbrudt sig mod Guds love, så er han ikke klar over det. Men hvis han falder død om som straf fra Gud, så vil de andre præster kunne hente ham ud. I Det Hellige må alle præsterne komme. Den tanke beroliger ham. Han kommer ikke til at ligge de andre præster alvorligt til last, hvis han falder død om.
Han går langsomt hen til altret. Forsigtigt stiller han bakken med røgelse midt på altret. Lyset fra gløderne får det guldklædte alter til at glitre. Han hælder gløderne ud på bakken, hvor de antænder harpiksen og barken. Det ryger lige så stille. Røgen stiger lige op. Der er en vellugt, så man øjeblikkelig føler sig godt tilpas. Han lader blikket følge den fine duftende røg, der snor sig opad i betagende snirkler. Sådan er det altså herinde. Stille, duftende og højtideligt.
Pludselig får Zakarias øje på en hvidklædt skikkelse ved siden af altret, og han farer sammen.
”Vær ikke bange, Zakarias! Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din hustru, Elisabeth, vil få en søn, og du skal kalde ham Johannes. Han vil blive til stor glæde for dig og mange andre, for han vil blive en af Guds største tjenere. Drengen må aldrig drikke vin eller alkohol, og han vil blive fyldt med Guds Helligånd, allerede før han bliver født. Mange af Israels folk vil vende sig væk fra deres ondskab og i stedet søge Gud, når de hører ham tale. Johannes vil træde frem i profeten Elias’ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de egenrådige til at forstå visdommen i at følge Gud. Han vil gøre folket parat til at møde Gud.”
Zakarias snapper efter vejret.
”Men jeg er jo gammel,” siger han. ”Min kone er gammel. Vi har bedt om et barn i årevis, men forgæves. Giv mig et eller andet tegn, så jeg kan tro på dig.”
”Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener. Gud har sendt mig for at fortælle dig den gode nyhed, men du tvivlede på mig. Fordi du tvivlede, vil du få det tegn, at du skal blive ude af stand til at sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske!”
Zakarias’ hals snører sig sammen. Hans mund er tør. Røgelsen brænder roligt på fadet, og røgen stiger stadig op. Han falder på knæ.
Hvor har de dog brændende ønsket sig et barn. Det har været deres inderste ønske i alle årene. Men det skete ikke. Han vænnede sig med tiden til tanken, men han har aldrig vænnet sig til sorgen over at være barnløs. Han ved, at Elisabeth aldrig er kommet sig over skammen.
Gud vil give dem en søn. Det var derfor, loddet faldt på ham her til morgen. Fordi Gud ønskede at sige ham dette. Han løfter blikket mod røgen, der stiger op under templets loft så uendelig højt oppe.
Han ser hen mod det sted, hvor englen stod. Der er intet at se.
Han har mødt en engel. Han troede ikke på den. Han vil mumle undskyld. Han vil undskylde over for Gud, at han ikke troede. Men ikke en lyd kommer over hans læber.
Røgelsen er døet ud. Zakarias ved ikke, hvor lang tid der er gået, men han er klar over, at de må være meget urolige udenfor. Egentlig vil han bare gerne blive siddende.
Han rejser sig og tager bakken med asken fra røgelsen og det tomme glødekar. Han går stille hen mod søjlerne og lyset udenfor. Han vender sig om en sidste gang. Formentlig skal han aldrig se dette rum igen. Han lukker øjnene og ser englen for sig. Hver gang han lukker øjnene, vil han se den mægtige Gabriel, der stod ved hans side og talte til ham. Han vil høre de ord for altid.
Han træder ud mellem de fire søjler og ser ned i præsternes forgård. Alle de mange ansigter er vendt spørgende op mod ham. Der lyder mumlende udbrud og taksigelser.
Abija er lettet over at se Zakarias igen. Han var begyndt at frygte, at den gamle mand var faldet om derinde. Zakarias går underlig vaklende ned ad trapperne. Det må være varmen og alderen. Abija skynder sig hen til trappen for at tage Zakarias hånd. Zakarias ser lykkeligt smilende på ham.
”Hvad skete der?” hvisker Abija.
Zakarias ser blot på ham. Hans øjne skinner, og hans mund bæver.
Abija vinker en af de andre præster hen til sig, så Zakarias kan blive befriet for røgelsesfadet og glødekarret. De andre præster stimler hurtigt sammen om dem.
”Har du haft et syn?” spørger Abija.
Zakarias nikker.
”Hvad har du set, Zakarias?” spørger han mildt.
Zakarias bevæger læberne, men ikke en lyd kommer frem. ”Han er stum,” siger en af de andre præster. ”Gud har gjort ham stum.”
Abija bliver ved med at se på Zakarias. Han virker ikke bange eller ulykkelig.
”Var det noget godt, du så?” prøver Abija.
Zakarias falder på knæ og løfter hænderne mod himlen.
Anne-Cathrine Riebnitzsky: Tempel
En karavanefører på vej hjem ser en mægtig ny stjerne på himlen.
Samtidig sker det i to af Judæas mindste landsbyer, at to meget forskellige kvinder bliver gravide. Den ene er for gammel til, at det burde kunne ske. Den anden er for ung og risikerer stening, hvis hendes forlovede ikke vil have hende.
Judæa regeres af tyrannen Herodes, som mister sit nære venskab med Romerrigets kejser Augustus, der foranstalter en folketælling i Herodes’ rige.
Tempel er Anne-Cathrine Riebnitzskys historiske roman, der foregår i årene op til Jesu fødsel. Første bind i en planlagt trilogi om den måske vigtigste fortælling i vores kultur.
Du kan købe Tempel online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: