Af redaktør Christina Lund, fra forordet til bogen Vesterhavet.
De fleste danskere har et forhold til Vesterhavet. Når man én gang har set det, så glemmer man det aldrig. Og lever man ved den jyske vestkyst, så ved man, at havet hele tiden viser sig fra en ny side. På godt og ondt.
Her skal det måske tilføjes, at ‘Vesterhavet’ jo ikke er nogen egentlig geografisk betegnelse. Havet ud for den jyske vestkyst består af Nordsøen og Skagerrak, og det er den kystnære del af de to have, de fleste danskere kalder for ‘Vesterhavet’. Det er havet derude mod vest, hvorfra vi kan stævne ud mod verden og erobre den. Historisk set i helt bogstavelig forstand og set med nutidens øjne i overført betydning. For havet kalder på vuggende drømme om eventyr og frihed til at tage afsted.
Men for nogle af os handler havet også om at blive. På en stol med en god bog i sommerhusets lækrog, hvor man slapper så godt af med Vesterhavet i ørerne. Eller det handler om at vide, hvor ens anker er kastet. Hvor hjemme er.
På en gåtur ved Vesterhavet skal der være blæst til at give det hele og det indre en ordentlig rusketur. Ellers duer det ligesom ikke. En slags sjælelig genstart. Det er også sådan, forfatter Bent Haller beskriver sit forhold til blæst i bogen. Og sådan er det nok, når man er vokset op med marehalm i træskoene derude i første, uromantiske klitrække.
For som Anders Agger skriver, så er Vesterwellness noget, der er opfundet på et reklamebureau i en storby. Vesterhavet er alt andet end wellness, sådan i traditionel forstand i alle fald. Fortællingen om Vesterhavet er det ultimative epos om vildskab, ødelæggelse og forlis. Her skal der ikke kun kæmpes med naturens kræfter, som Jane Aamund beskriver det, men også nogle gange mod dig selv, som Sonja Richter har oplevet det.
Vesterhavet er ikke kendt for at levere mange redningsplanker til de forliste, men en redningsplanke var, hvad Paul Cunningham fandt i Henne Kirkeby Kro, da han landede dér som køkkenchef for en håndfuld år og et par Michelinstjerner siden.
At søge mod havet kan være en søgen efter noget, der er større end os selv, som Gertrud Thisted Højlund skriver. Havet og naturen minder os om, at vi blot er »små, søde trædesten på evolutionens lange vej«, og i en tid, hvor de fleste af os er plaget af smånarcissistiske symptomer, kan det være ualmindeligt sundt at blive mindet om, hvor små vi er. Sådan en huskekage er Vesterhavet. Hvordan kan det overhovedet være andet, når det har eksisteret i 350 millioner år?
Den søgen efter noget, der er større end os selv, kan også være åndelig. Fiskerne og folket ved vestkysten har altid defineret deres verden ud fra stærk gudstro. Og det er ikke en tilfældighed, for når en kvinde sagde farvel til en mand, der drog på havet, så var det altid med en velbegrundet angst for, at familiens forsøger ville forsvinde og hendes børn blive faderløse. Sådan havde hun set det ske for mange andre kvinder, hvis mænd stævnede ud fra ‘Jernkysten’, som den jyske vestkyst blev kaldt i gamle dage. Som L. Mylius- Erichsen i forrige århundrede skrev i sin bog ‘Strandingshistorier’, så har søfarende til alle tider frygtet den vestjyske kyst.
»De ejendommelige havbundsforhold med revler af sand og sten inde ved kysten gør landpåsætning meget farlig. Intet læ, ingen havn er der at ty til.«
Netop den gudstro, eller gudsfrygt om man vil, der uløseligt er forbundet med faren ved at leve ved og af havet, beskriver biskop Henning Toft Bro i sin tekst.
Ambitionen med bogen om Vesterhavet har været at samle essensen af, hvad vi danskere forbinder med Vesterhavet. Derfor har det været af afgørende betydning at få hjælp fra nogle af Danmarks bedste historiefortællere. Når Anders Agger, Jane Aamund, Johannes Lilleøre, Morten Beiter, Sisse Fisker, Gertrud Thisted Højlund, Sonja Richter, Henning Toft Bro, Bent Haller og Paul Cunningham fortæller om deres forhold til havet, så bliver det både personligt og dramatisk. For når man forholder sig til havet, forholder man sig uundgåeligt til noget, der rækker ud over én selv.
Rigtig god fornøjelse i selskab med Vesterhavet!
Vesterhavet indeholder bidrag af Anders Agger, Jane Aamund, Poul Cunningham, Sonja Richter, Morten Beiter, Gertrud Højlund, Bent Haller, Sisse Fisker, Henning Toft Bro og Johannes Lilleøre. Alle har de et nært forhold til Vesterhavet. Enten lever de dør om dør med bølger, blæst og dønninger i dag, eller også gjorde de i deres barndom.
Alle billeder i dette indlæg er fra bogen. Bogens billeder er taget af fotograferne Thomas A, Susanne Worm, Poul Nymark, Villy K. Hansen, Christian Faber, Egon Sørensen, Colin Seymour, Jens Karsten Jørgensen, Lindy Lauridsen og Ole Gudmundsen. Deres billeder skildrer havet i al slags vejr, på alle tidspunkter af året, på fornemste vis.
Du kan finde Vesterhavet som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Af redaktør Christina Lund, fra forordet til bogen Vesterhavet.
De fleste danskere har et forhold til Vesterhavet. Når man én gang har set det, så glemmer man det aldrig. Og lever man ved den jyske vestkyst, så ved man, at havet hele tiden viser sig fra en ny side. På godt og ondt.
Her skal det måske tilføjes, at ‘Vesterhavet’ jo ikke er nogen egentlig geografisk betegnelse. Havet ud for den jyske vestkyst består af Nordsøen og Skagerrak, og det er den kystnære del af de to have, de fleste danskere kalder for ‘Vesterhavet’. Det er havet derude mod vest, hvorfra vi kan stævne ud mod verden og erobre den. Historisk set i helt bogstavelig forstand og set med nutidens øjne i overført betydning. For havet kalder på vuggende drømme om eventyr og frihed til at tage afsted.
Men for nogle af os handler havet også om at blive. På en stol med en god bog i sommerhusets lækrog, hvor man slapper så godt af med Vesterhavet i ørerne. Eller det handler om at vide, hvor ens anker er kastet. Hvor hjemme er.
På en gåtur ved Vesterhavet skal der være blæst til at give det hele og det indre en ordentlig rusketur. Ellers duer det ligesom ikke. En slags sjælelig genstart. Det er også sådan, forfatter Bent Haller beskriver sit forhold til blæst i bogen. Og sådan er det nok, når man er vokset op med marehalm i træskoene derude i første, uromantiske klitrække.
For som Anders Agger skriver, så er Vesterwellness noget, der er opfundet på et reklamebureau i en storby. Vesterhavet er alt andet end wellness, sådan i traditionel forstand i alle fald. Fortællingen om Vesterhavet er det ultimative epos om vildskab, ødelæggelse og forlis. Her skal der ikke kun kæmpes med naturens kræfter, som Jane Aamund beskriver det, men også nogle gange mod dig selv, som Sonja Richter har oplevet det.
Vesterhavet er ikke kendt for at levere mange redningsplanker til de forliste, men en redningsplanke var, hvad Paul Cunningham fandt i Henne Kirkeby Kro, da han landede dér som køkkenchef for en håndfuld år og et par Michelinstjerner siden.
At søge mod havet kan være en søgen efter noget, der er større end os selv, som Gertrud Thisted Højlund skriver. Havet og naturen minder os om, at vi blot er »små, søde trædesten på evolutionens lange vej«, og i en tid, hvor de fleste af os er plaget af smånarcissistiske symptomer, kan det være ualmindeligt sundt at blive mindet om, hvor små vi er. Sådan en huskekage er Vesterhavet. Hvordan kan det overhovedet være andet, når det har eksisteret i 350 millioner år?
Den søgen efter noget, der er større end os selv, kan også være åndelig. Fiskerne og folket ved vestkysten har altid defineret deres verden ud fra stærk gudstro. Og det er ikke en tilfældighed, for når en kvinde sagde farvel til en mand, der drog på havet, så var det altid med en velbegrundet angst for, at familiens forsøger ville forsvinde og hendes børn blive faderløse. Sådan havde hun set det ske for mange andre kvinder, hvis mænd stævnede ud fra ‘Jernkysten’, som den jyske vestkyst blev kaldt i gamle dage. Som L. Mylius- Erichsen i forrige århundrede skrev i sin bog ‘Strandingshistorier’, så har søfarende til alle tider frygtet den vestjyske kyst.
»De ejendommelige havbundsforhold med revler af sand og sten inde ved kysten gør landpåsætning meget farlig. Intet læ, ingen havn er der at ty til.«
Netop den gudstro, eller gudsfrygt om man vil, der uløseligt er forbundet med faren ved at leve ved og af havet, beskriver biskop Henning Toft Bro i sin tekst.
Ambitionen med bogen om Vesterhavet har været at samle essensen af, hvad vi danskere forbinder med Vesterhavet. Derfor har det været af afgørende betydning at få hjælp fra nogle af Danmarks bedste historiefortællere. Når Anders Agger, Jane Aamund, Johannes Lilleøre, Morten Beiter, Sisse Fisker, Gertrud Thisted Højlund, Sonja Richter, Henning Toft Bro, Bent Haller og Paul Cunningham fortæller om deres forhold til havet, så bliver det både personligt og dramatisk. For når man forholder sig til havet, forholder man sig uundgåeligt til noget, der rækker ud over én selv.
Rigtig god fornøjelse i selskab med Vesterhavet!
Vesterhavet indeholder bidrag af Anders Agger, Jane Aamund, Poul Cunningham, Sonja Richter, Morten Beiter, Gertrud Højlund, Bent Haller, Sisse Fisker, Henning Toft Bro og Johannes Lilleøre. Alle har de et nært forhold til Vesterhavet. Enten lever de dør om dør med bølger, blæst og dønninger i dag, eller også gjorde de i deres barndom.
Alle billeder i dette indlæg er fra bogen. Bogens billeder er taget af fotograferne Thomas A, Susanne Worm, Poul Nymark, Villy K. Hansen, Christian Faber, Egon Sørensen, Colin Seymour, Jens Karsten Jørgensen, Lindy Lauridsen og Ole Gudmundsen. Deres billeder skildrer havet i al slags vejr, på alle tidspunkter af året, på fornemste vis.
Du kan finde Vesterhavet som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Andre læste også: