En af Islands største forfattere, Hallgrímur Helgason, er aktuel med anden bog i anmelderost trilogi. Læs et uddrag af Tres kilo kæberaslere her.
Tres kilo kæberaslere portrætterer Island i starten af det 20. århundrede. Her har landet sluppet 1000 års kummer og fattigdom, og det moderne Island er i sin spæde begyndelse. Romanen er skrevet af Hallgrímur Helgason, der er den eneste, der har modtaget Den Islandske Litteraturpris tre gange. Senest vandt han prisen for Tres kilo kæberaslere.
LÆS OGSÅ: Tres kilo solskin – en gribende skæbneroman om Islands rige historie. Tyvstart din læsning af bogen her
Tres kilo kæberaslere er efterfølgeren til den prisvindende Tres kilo solskin. I første bind forlod vi hovedpersonen Gestur begravet under en lavine. Nu har han fået gravet sig fri. Året er 1906, Gest er 18 år gammel, og forsørger en familie på fem i sin hjemby Segulfjord.
Fjorden forvandler sig henover sildesæsonen, hvor der vælter ind med tusindvis af norske sømænd. De drikker sig fulde på de 30 ulovlige barer, danser på havnekajen, horer og uddeler kæberaslere til trods for, at det er forbudstid.
LÆS OGSÅ: Hallgrímur Helgason: Smerten ved at udgive sin smerte
Her øjner Gestur en mulighed for penge og for at føre familien ud af tørvealderen, op af jorden, og ind i et rigtigt træhus. Undervejs forelsker han sig, og i 1919 er han blevet 31 år og familiefar. Dog rammes fjorden endnu engang af en tragedie…
Læs et uddrag af den historiske roman Tres kilo kæberaslere herunder.
Tres kilo kæberaslere
Hallgrímur Helgason
Kapitel 1
MELLEMBINDSMØRKE
Mellem to bind hersker der mørke. Et kulsort, råkoldt og ramislandsk mørke. Men ikke fuldstændig stilhed, for blæsten suser gennem det, en snefogsvåd nordenvind, der pisker løs på den lille polarflække, vi opførte i forrige værk.
Ishavsvinden står uhindret ind gennem fjorden og lader med sludregn slagene hagle ned over fiskerbyens tage og vinduer, master og ræer, så intet skib får ro i Noret. Efterårets vindstød blæser også hver eneste læsefugl rundt om kirketårnet og kirkegavlen, hvor den nyder at plaske rundt i mørket, for en læser befinder sig bedst i tryksværte, men får dog øje på et svagt lys i et vindue og spørger sig selv og forfatteren, hvem der mon våger dér?
Forfatteren, der altid er en ugle i eget værk (ses sjældent, men er altseende), sidder med sine store øjne på kirkegårdsgærdet og svarer, at dér bor den gamle præsteenkefrue, fjordens dronning, på første sal i Præstefrueboligen. Hun har levet gennem hele fortællingen, er blevet hundrede og to år, hun tror, at det er glade jul alle dage, og lader et lys brænde hver eneste nat.
Ellers er byen blottet for lys denne nat i september. Og i den sorte nat befinder vores dreng, Gest, sig i den lille tueformede tørvegård Strand, der ligger på Tangens nordkyst og derfor udgør den første gavl, nordenvinden møder.
Gest sover i mørket med hovedet fuldt af mørke, og i dette mørke opspindes der drømme, dér drejer selve drømmehjulet halvt nedsænket i vand. Og på det mægtige møllehjul hænger hans far Eilif og gisper efter vejret, dukker dyngvåd op af havet, men forsvinder så igen, rundt og rundt, i den voldsomme, skrækindjagende brænding.
Drengen har drømt drømmen gentagne gange og vågner altid i kølvandet på den med samme spørgsmål på læben: Hvor er min far? Et spørgsmål, der dog nogle gange omformes til: Hvem er min far?
Læseren pikker med næbbet på ruden i tørvetaget over Gest, for hans nysgerrighed er vakt, nu har han stor lyst til at se, hvordan ham romanpersonen tager sig ud efter tre år.
Dagen hæver sig som en side op af blækket, den stiger papirhvid op af tryksværte, og mørket drypper af den, men der bliver dråber tilbage, som dirrer på siden og begynder at ordne sig i et mønster. Al tekst er mørke, alle siderne lys. Sådan indvirker de på hinanden. Ingen nat uden drømme, ingen dag uden spøgelser.
Kapitel 2
PERSONERNE VÅGNER
Den gryende dag fødes med gråd, og vi følger med i, hvordan folk vågner. Det er dog ikke så nemt at se ned i tørvegården, men forfatteren giver plads til læseren og skraber med sin uglevinge ruden ren for sludstænk, forsvinder derefter ud i snefoget. På det her tidspunkt i historien er vinduet lavet af glas. Det er ikke længere en fosterhinde fra en kalv.
Selv om størstedelen af landets befolkning stadig sidder fast i den livmoderlige tørv, sikrer det 20. århundrede et klart udsyn. Vi retter læselampen ned mod sengelejerne og ser nu, at morgenen begynder med ét øje. Lille Olgeir, purken i sengen hos Gest, åbner det eneste, han har.
”Ded e ble da!”
Han er som himlen selv, har ét øje tændt, et andet slukket, det hedder vist sol og måne, og nu er førstnævnte altså slået op, mens sidstnævnte ligesom er knebet sammen.
”Ded e ble da!”
Stumpen, som er tre år og iklædt et par lasede underbukser og en uldundertrøje gul efter vask i kopis, bekendtgør dagens ankomst for rummets beboere. Han fornemmer den på det grågrådsagtige skær over taget. Atter er det lykkedes ham at sove frem til daggry. Ja, selv barnet ved, at nu hvor fiskesæsonen er slut, vil folk have lov at sove, så længe der er mørke. Og nu er det altså slut med det.
Gest er så småt ved at få øjne ved siden af Olgeir, men verfer ham væk med en nøgen arm hen over sin hødyne. Han er ikke længere helt så pluskæbet, ansigtet mere markeret og brynene skarpere, de er atten vintre gamle. Den enøjede er hurtigt vågen, fuld af energi og snakkelyst, vil vække gud og hvermand.
”Get! Ded e ble da. Gibene e ve ad sajl!”
”Ja, det ved jeg godt, snak hellere med din far,” svarer Gest med en stemme uden spor af overgang og vender sig om på siden, væk fra drengen.
På den anden side af midtergangen snorkede Snjolka på sit sengeleje, og længst inde i badstuen, det fælles opholds- og soverum, lå de gamle, Lasi i sengen på samme side af badstuen som Gest, og Grandvør i sengestedet over for bonden.
Mellem dem kunne man gennem et vindue i trægavlen se ud over Segulfjord. Man så kun havet, ikke strandkanten, og derfor kunne badstuen minde lidt om et skib, ikke mindst under våd blæst fra nord som nu, et skib med kurs mod fjordmundingen. Hvor tit havde Gest ikke forestillet sig, at de stævnede ud på det ukendte hav, ja, til et andet land, og at størstedelen af besætningen ville falde over bord på vejen.
For trods gennemgribende fremskridt på alle områder var Gest efterhånden temmelig træt af at være strandet her i tørvehytten med disse mennesker, for han var lige så lidt blodsbeslægtet med dem nu som dengang, de tog ham til sig, hvor han var tolv år gammel og dybt bekymret over sit uventede fald fra en verden af tømmer i Fagureyri til en verden af tørv i Segulfjord. Og dog afhang hele deres liv og levned af ham.
”Far! Far!” råbte drengen ud over sengehesten, indtil omtalte far kom vimsende på fire ben og i logrende godt humør satte forpoterne op på sengekanten. Den som Olgeir kaldte Far, var altså en hund af norsk afstamning, et gadekryds med lyst overskæg, der i halvmørket ikke var meget andet end et par strålende øjne og en blank, kold og våd snude, som den stak ind over sengehesten. Drengen trykkede pegefingeren mod snuden, for han havde lært, at han hverken skulle klappe eller kæle med dyret.
”Far, mi væn, sigge vå snud! Ve du ob i sæng?” foreslog Olgeir den enøjede.
”Nej! Han skal ikke herop!” protesterede Gest og skubbede hunden ned. ”Han er en lusebefængt satan fuld af lopper!”
“Mæ ha e mi far.”
“Han hedder Sjeffi og er ikke din far, men du må da gerne kalde ham Far, hvis du vil.”
“Mæ ha e mi far!”
“Nej, du har ikke fire ben og en hale.”
”Mæ ja ha kun ed øj.”
Denne kendsgerning fik som regel Gest til at smelte, og han tog Olgeir ind til sig, krammede ham og prustede barnet på halsen, så han fik ham til at grine. Sandsynligvis var gården gået under uden denne purk, hans eneste øje var den sol, der lyste rummets sjæl op.
Gest var begyndt at forstå det gamle, sure mundheld, som Snjolka af og til brød ud i: Trist er barnløs bolig. Hendes liv havde længe været formørket, efter at hun i slutningen af første bind mistede sine to hjertebørn og sin egen mor i sneskreddet, der udslettede deres gamle gård og fejede dem herover på Tangen. Måneder i træk brændte hendes øjne af livets meningsløshed.
Olgeirs rigtige far, snedkerbonden Lasi, var nedslidt og glædesløs og nærmest holdt op med at tale, han digtede fortrinsvis eder og forbandelser udelukkende for at holde sig varm. Det var, som om sneskreddet havde berøvet ham humoren. Han havde intet at give den lille dreng, skønt han var barnets far. Olgeir kaldte ham bedstefar. I praksis var Gest hans far, men med en vis ihærdighed var det dog lykkedes ham at befri sig for denne titel.
”Moar, ja ve ha dej å suddetdøj! Dej å suddedøj!” skreg Olgeir hen over mellemgangen til Snjolka, der stadig lå og snorkede i sin køje. Normalt sov han oppe hos hende, og fik et stykke dej sammen med sin morgentår, som Gest hentede ovre på Mjolkurbær. Derefter fik drengen sit suttetøj, tørvegårdssutten, der bestod af en klat lunken havregrød ofte blandet med tørfisk, der blev bundet fast i hjørnet af en gammel klud, som han så suttede løs på til ud på formiddagen.
Snjolka gik i gang som en maskine, tog sit sidste snork opretgående, så ikke på barnet, men var stort set vågnet, da hun trådte ind i køkkenet og fik raget op i gløderne.
Ovenover sang nordenvinden, for Lasi havde stukket en flaske uden bund op i røghullet for at mindske nedbøren i køkkenet. Denne glasskorsten var nu kendt over hele byen. Den kolde blæst spillede sit minimalistiske morgenværk på den grønne flaskehals, mens dagslyset hævede sig op fra dybet.
Endnu en dag havde fundet vej til Segulfjord.
Kapitel 3
FJORDFJERNSYN
Gården Strand var ikke meget andet end en badstue ud til vandet med én trægavl op mod nordenvinden og en anden vendt mod syd, og kun bygningens ultrakorte midterentré og det tilbyggede køkken retfærdiggjorde, at man kaldte tørvehuset for en gård. Det var ikke den værste tørvegård på Tangen, men heller ikke den bedste.
Den største skavank var havets nærhed, de brydende bølger var takten i den her nye tilværelse, uret, der ringede hvert eneste minut ind. Selv på de mest vindstille dage havde den usynlige bølge det med at brydes i havstokken med så dump en lyd, at den gamle kvinde på sin høje pude følte sig ilde til mode. For hende lød det som bulder fra sneskråninger i fjeldet.
Med regelmæssige mellemrum skyllede højvandet ind over Tangen og forvandlede gården til den båd, Gest drømte om. De trådte ud af sengene og stod i isvand til anklerne. Strandbredden var konstant dækket af tang, bladtangshoveder med langhalsede stilke.
Selv om islændingene havde ryddet deres land for al skov, syntes havet at være bevokset med kratskov fra bund til bred, og bølgerne blev aldrig trætte af at skylle så meget i land, de kunne. Luften sværmede som regel af fugle, måger og ravne, der svævede ubevægelige som drager på udkig efter noget spiseligt blandt bunkerne af tang.
Værst var det dog, når brændingen gik indover. Tre gange havde en bølge knust vinduesglasset i nordgavlen, og én gang kastet en mandstung drivtømmerstok op på badstuens tag, så et af spærene knækkede.
Af tømmerstokken lavede Lasi en aldeles brugbar bænk til opsætning ved gårdens indgang og fik i kølvandet den tanke, at det vel var værd at udstyre familien med soldaterhjelme til at sove med. Han havde dog endnu ikke fået taget sig sammen til at skrive til det danske forsvar.
Gest havde for vane at stå uden for gården eller oppe på strandvolden og stirre ud mod fjordmundingen. Der kunne han stå i halve timer, især nu hvor sildesommeren var forbi. Mundingen var som et vindue ud af fjordens trange fjeldværelse, kun her kunne man se synsranden, den korte streg mellem Segulnæs på østsiden og Landsendeklipperne på vestsiden af fjorden.
Og skønt han godt vidste, at der på den anden side af randen ikke var andet end mere hav og så nordpolen, ingen lande, ingen byer, gemte der sig altid noget fortryllende drømmerisk i himlen over horisonten. De svævende skyer og skæret, som nogle gange udgjorde den yderste del af en solnedgang, der fandt sted hinsides de vestlige fjelde, alt dette var et løfte om eventyr og andre verdener.
Han kiggede derfor ofte hypnotiseret ud ad fjorden som en senere tids mennesker på deres nyhedsskærm. Selv i hverdagsagtigt bygevejr, der trak hen over horisonten som et mørkegråt gardin af regn, syntes der at være gemt en nyhed, en spændende historie, en hel nations sang, stridigheder øst for Ural og skibsforlis i Bosporus. Fjordmundingen var hans fjernsyn. Hans fjordfjernsyn.
Den her dag så han sommeren kæmpe sig vej ud af fjorden. ”Gibene e ve å sajl!”
Det var hen mod aften, og den kolde kuling fra nord var ved at løje af, mens to norske skibe sejlede bidevind, og et tredje blev trukket af en båd med motor. Gest så de hvide sejl blafre heftigt i havvinden, som om de var færdiglæste sider i en anden bog. Den fjerde sildesæson i Segulfjord var formelt afsluttet.
De her skibe var ejet af den norske sildeeventyrer Rune Vetlesen, som var den sidste til at sejle hjem. Medio september var passeret, og vejret uforudsigeligt. Reglen var som tidligere, at flåden var afsejlet før storstormsdag den 6. september, men eftersom der denne gang var blevet fanget sild helt frem til denne dato, havde de mest dristige sildebaroner taget chancen.
Vetlesen var en af dem, en dumdristig nybegynder i branchen og naturligvis tildelt øgenavnet Den vidløse af de lokale spottefugle. Han havde tjent godt om sommeren og endnu mere i september. Enten kom han hjem som en stenrig mand eller som ilanddrevet lig.
Må Gud stå dem bi, tænkte Gest som flere andre. De tre skibe havde ventet hele dagen på, at vinden skulle lægge sig, og så nu ud til lige akkurat at kunne nå ud af fjorden inden mørkets frembrud. Vor mand blev stående og fulgte fartøjerne med øjnene, da de rundede Segulnæs og til sidst forsvandt bag fjeldet Segulnup.
I samme sekund løjede vinden af, og stilheden fyldte fjorden. Bølgerne bredte sig ud som himmelhvide lagner efter en vild omgang vask og jævnførte sig med hvidheden længere oppe ad skråningerne. Morgenens slud, som nu var forsvundet fra stenene, var faldet som sne længere oppe. Fjeldene var hvide halvvejs nede ad siderne.
Snart blev stilheden brudt af motordrøn fra den båd, som havde fulgt sejlskibene på vej til havet, og dagslyset begyndte at svinde. Gest gik ned til strandbredden med hænderne i lommen og sparkede til sten, en ny vane efter han havde erhvervet sig norske træskostøvler. Så stod han en stund på bredden og overvejede sin situation i verden.
Han var blevet konfirmeret den første sildesommer, faktisk et år for sent på grund af kirkemangel, og var siden vokset op med den ekspanderende sildebranche. Fiskerflækken var blevet til en by med fem hundrede indbyggere, toetagers huse her og der og tre butikker, men alligevel syntes han, at den nye tid bevægede sig alt for langsomt fremad.
Selv sad han stadig fast i den gamle. Han havde ovenikøbet alle sine midler stående på regning hos Anton, kaldet Toni, i brugsforeningen Kronen, kun på den måde kunne han forbedre sine kår. Satte sommerlønnen ind om efteråret og udtog varer over vinteren.
Pludselig hørte han det smårasle bag sig og vendte sig lynhurtigt om (en reaktion sneskred lærer et menneske), men det var bare deres lyse vovse, den med overskægget.
”Fa… Sjeffi!”
Han var uvilkårligt begyndt at kalde hunden Far ligesom den enøjede dreng, men kæmpede sandsynligvis på grund af dårlig samvittighed imod, for naturligvis burde han, Gest, være hans far, og ikke hunden.
Han var lettet over at slippe for de dystre tanker og knælede ned foran vovsen, hvilket den satte stor pris på, kløede den bag ørerne, hvad han ikke burde gøre, og snakkede til den, som han havde set en af de fremmede gøre i sommer.
Islændinge var ikke vant til andet end at råbe ukvemsord efter deres hunde og rørte aldrig ved dem af frygt for at få lopper og lus, bortset fra når de sparkede til dem. Landet sad stadig fast i en undertrykkelseskultur, hvor rangordenen var kirke, krambod, træhus, tørvegård, hund, kat, mus og lus.
Hans løn i sommer var mindre end i fjor. Fangsten havde været ringere end de første tre eventyrsomre, og han havde ikke fået arbejde hos september-mændene, da de store ekstrastimer kom. Hans sildeløn ville næppe række vinteren ud for det fempersonershjem, der hvilede på hans skuldre.
De kiggede begge, han og hund, ud på fjordfjernsynsskærmen, hvor verdens begivenheder kaldte på ham: Tag en tur på en sky, på et skib … Ja, hvorfor tog han ikke chancen, hvorfor rejste han ikke med Vetlesen og hans skibsfæller og prøvede lykken i nye omgivelser? Måske ventede der en jublemild jente derude, som rækker ham sin hånd over rælingen, smiler glad og møder ham som den, han er.
Her var der ikke mange piger på hans egen alder bortset fra Sunna, nu mor til to i Selbær, hans medkonfirmand Anna i Mjølkot, hvis mor havde overladt hende til en tresårig hajfisker, og de berømte trillinger i Kvidagerdi, Soley, Signy og Sjøfn, som han altid blandede sammen, så duknakkede og ranglede de var.
Deres far Sæmund havde altid beskyldt dem for at være skyld i, at familien endte på socialhjælp. ”Er der nogensinde nogen, der har været så uheldig at forvente en enkelt mund at mætte, men så få tre? Og alle tre overlever!” Det var en korrekt observation, for det var første gang i tre hundrede år, at et kuld trillinger overlevede på Island. Nu var de giftefærdige, men forsørgedes stadig af deres far, der stadig forbandede dem langt væk.
Gest var også ”giftefærdig”, men havde endnu aldrig hvilet i en kvindefavn. Han havde holdt øje med nogle sommersildepiger ved deres tønder, men havde ikke taget skridt til noget og var temmelig plaget af kedsomhed og generthed.
På puden om aftenen kunne det hænde, at han bebrejdede Lasi for ikke at have skaffet ham et godt parti, for var det ikke fædres opgave? Næ, nej, i stedet for at finde en god kone til Gest lå han begravet i sine slibrige versfortællinger kaldet rimur og havde også i sin tid overskud til at smutte over på nabogårdene og gøre tjenestepigerne tykke! Den gamle havde godt nok nævnt for Gest, at han kendte en god bonde i Flod, der havde en lovende datter. Senere viste det sig, at hun var sidst i fyrrerne.
Faktisk gemte træhusene på nogle jævnaldrende, men de tilhørte en anden verden. Sødals døtre var to kønne af slagsen, skønt de var mandhaftige, og Kristjana, Toni købmands søster, var rankrygget og køn, men gjorde ikke andet end at sende ham, tørvetrilleren, et skævt, hovmodigt smil, når de en sjælden gang mødtes. Og han græmmedes hver eneste gang.
Engang var han ovenikøbet så uheldig at blive ekspederet af hende i Kronen, hvor hun kastede et blik på hans regnskab i protokollen. Hun kunne lige så godt have kastet et blik ned i hans underbukser. Det usædvanligt smørrede smil forfulgte ham hele vinteren.
Fattigdom var ikke kun kulde, sult og våde fødder.
Den eneste, han kunne glæde sig over i sin kvindemangel, var den, der levede i hans indre, den eneste sande Susanna, der havde plejet Olgeir i en kritisk stund og siden ladet Gest græde ud ved hendes bryst.
Han huskede stadig hendes bryllupsdag og havde mere end én gang forvandlet den i sit sanselige sind: Bruden gik op ad kirkegulvet, løftede sløret og bøjede sig ned mod ham, som han stod der med sin hvide konfirmandbutterfly og Tivoli åben, begyndte så at kysse ham lidenskabeligt.
Fantasien havde dog udviklet sig en del på de tre år, der siden var gået. Nu var kirken tom, og bruden nøgen, dog stadig med slør.
Men ja, hvorfor var han ikke listet af sted med et af Vetlesens skibe? I Norge kunne han gå fra borde som enhver anden, dér ville han ikke være brændemærket med en tørvegård. Gest havde i ramme alvor overvejet at sejle til Norge og starte et nyt liv der, genopstå som et menneske uden fortid. Men som ung havde han med voldsomme konsekvenser sneget sig om bord på et skib og turde ikke gøre det igen.
Desuden var han klar over, at skulle han forlade de andre på Strand, måtte han nødvendigvis først skære halsen over på dem. Man efterlader ikke bare fire sultne munde. Han havde derfor kun to muligheder: at blive morder eller fortsætte som slave på galejen Seglo.
Han stod sammen med en hund og en ryle på strandbredden neden for gården og så med længselsfulde øjne ud ad fjorden.
Kapitel 4
ELISON
”Hallo! Gest! Gest! Er det ikke Gest?” lød der råb kort fra land. Det gav et sæt i Gest, og så fik han øje på en stor, hvidhåret mand, der sad i en lille jolle, som lydløst flød af sted langs kysten i det flakkende aftenskær. Hvor kom den fra?
”Årh, kan De mon hjælpe mig? Jeg forstår mig ikke på den her motor!”
”Hvad?”
”De har forstand på den slags, ikke sandt?”
Gest svarede ikke, men vandrede ned til strandkanten og videre ud i det salte vand. Da han nåede ud til bådens ræling, gik det ham næsten til livet. Den hvidhårede mand, Kristmund på Hvamm, rakte ham en hånd, greb med den anden om lønningen på den modsatte side og flyttede sig langsomt hen ad toften i samme retning, så båden ikke kæntrede, da Gest hev sig op i den.
”Jeg havde tænkt mig at smutte ud på en lille lysttur her på fjorden, når man nu engang har fået en motor som de andre. Jeg forstår bare ikke, hvad der er i vejen, for drengene har sejlet frem og tilbage med den hele ugen.”
Gest åbnede ned til motorrummet, aktiverede chokeren og drejede motoren i gang med håndsvinget. Den hostede voldsomt, og båden skød fremad til stor forundring og glæde for Kristmund. Inde på land gøede hunden Far, som om den ville med.
”Ja, De kan … du kan det der, Gest Eilifsson!” råbte den aldrende høvding gennem motorlarmen og var nu ikke længere Des med ham.
”Elison!” råbte Gest tilbage.
”Hvad?”
”Det er Elison!”
”Nå?”
”Ja. Nu hedder jeg Gest Elison!”
Sådan havde han en sommer set sit navn stavet på lønningslisten hos Sødal og havde syntes om det. Der var han med ét blevet Eilif-navnet kvit, så gammeldags og latterligt det nu engang tog sig ud, her havde han fået et nyt navn, der passede til en ny tid: Det så nemlig ud til at være norsk!
Nu behøvede han ikke længere at skamme sig over at blive kædet sammen med sin far, marsvinetyven, præstemorderen og ballademageren, som tog de alvorlige forseelser uafsonede med sig i sin våde grav. De to kumpaner Hans og Baldvin, Tangens berygtede spottefugle, kaldte ham E. Ligson, og selv hans seneste far, Lasi, baksede et vers sammen, det eneste, han havde digtet efter det sneskred, der havde opslugt hans lille tørvegård og kone, tredive får og to børnebørn.
Måske jeg er en Koop-mandssøn?
Måske er jeg en andens søn?
Jeg ønsker mest af alt i løn
at være bare G. Allessøn.
Men Gest var ligeglad. Så længe navnet gjorde ham næsten-norsk, kunne de små sjæle more sig.
Kristmund på Hvamm var blevet en gammel mand. Den hvide manke og den tøndeformede vom lignede sig selv, men det tykhudede ansigt var som ristet med en kniv, næseborene stopfulde af hår, den blårøde næse blodsprængt og øjnene konstant våde af længsel efter livet.
”Lad os sejle en tur ud til Segulnæs!” råbte odelsbonden og fulgte i al sin magelighed med i, hvordan Gest bevægede rorpinden. Var manden fuld?
Aftenen var kølig og Gest våd til op over livet, men den bidende kulde veg for glæden ved at styre et fartøj, at få lov at sejle selveste Kristmund ud af fjorden, fra Tangen til Segulnæs. Han havde aldrig tidligere ført en båd med motor. Følelsen var ubeskrivelig, båden gled ubesværet fremad, han styrede og holdt sin egen kurs, og hans last var tilmed en af fjordens skytsånder, en mand om hvem Gest vidste, at hans forældre engang havde været hans ejendom.
Indtil nu havde hans liv været på slingrekurs, været en famlende tiggergang rundt på den lille Tange, men nu nød han at kløve bølgerne ud gennem hele fjorden. Hvad kunne det ikke blive til med ham? Hvorfor sejlede de ikke til Norge? Nu fik han snuset til livets muligheder. Godt nok frøs han, men han kunne alt!
Imidlertid skulle han lige have overstået en mindre detalje, som livet nu engang krævede af ham ved sin store indgangsport.
Kapitel 5
EN AFTRÆKNING
Kristmund havde et forretningsanliggende med bonden på gården Segulnæs, hans tanke var at få ham til at overtage to hajbåde, han ikke længere brugte. Ja, nu var selv den gamle, hvidhårede fjordaktivist gået i den norske tids tjeneste. Delvis. Han var ikke holdt helt op med at fange haj, men han havde prøvet en enkelt båd med sild i sommer og tog nu alle sine ejendele op til overvejelse.
”Men herude på næsset holder I stadig gamle dyder i hævd! Det er nu mere, end man kan sige om Fanneyri, som de er begyndt at kalde Seglo! Tænk engang, Seglo! Ja, og der er alt sunket ned i en eller anden satans, forbandet fjeldabe-sump. Folk vågner op i en helt anden tid, end da de faldt i søvn, så højt er tempoet. Det minder mest af alt om historierne, der går om det der … Amerika.”
Sådan lød det ganske vist fra bonden på Hvamm, når han ønskede at rose beboerne på Segulnæs for ikke at lade sig forblinde og i stedet holde sig til traditionerne. Men det lød hult, den replik havde han gentaget så ofte, og var desuden selv holdt op med at tro på den.
Han så ligesom alle andre, at de norske nyheder havde sejret. Det der med Amerika, den store dame, som han ikke rigtig altid kunne huske hvad hed, var dog en relativt ny tilføjelse, for nu gik det rygte landet rundt, at mulighederne for driftige islændinge enten lå i Amerika eller i Segulfjord.
Gest stod drivvåd midt på gårdspladsen i skumringen og mindedes det, han engang havde fået fortalt: at han selv og hans far Eilif engang for længe siden havde været på vej til Amerika. Men nu var Amerika ifølge Kristmund i stedet kommet til ham i fjorden.
Til trods for at Kristmund var taget til Segulnæs på en ydmyg forretningsrejse eller vel snarere en ren og skær prangertur, var han stadig sig selv lig og vant til at blive modtaget med åbne arme, hvor han end kom. Det sørgede alene hans væsen, hans gangart og glimtet i øjet for.
Det undgik hverken husstandens eller tjenestefolkenes opmærksomhed, at her var der kommet en kejser, og før man vidste af det, var en bordplade og husets bedste stole fundet frem, skyr hældt i en skål og slagtemad lagt på et spækbræt, imponerende klejner og skorper af en ukendt slags og en slurk brændevin i en havvasket kop blevet serveret. Og det skulle Gest også nyde godt af. Hvammbonden kaldte ham sin dreng, men først skulle han føres afsides.
”Hør, ja, min dreng er både våd op til armene og bag ørerne! Ho, ho. Lad pigen trække af ham i stedet for af mig.”
Her var der tale om en ældgammel skik. Når udmattede mænd lagde vejen forbi en gård og enten var gennemblødte, dybfrosne eller havde gået i mudder op til skridtet, blev de ledt afsides ind i et skur eller til gæstestuen, hvor den yngste tjenestepige skulle ”trække af dem”, det vil sige tage skind- og fodtøj af dem, hvad der ikke altid var lige let. Og det var den eneste luksus, mænd fik tilbudt under tørvegårdsperioden.
Samtidig var luften omkring denne handling fuld af uklare amoriner, for var man heldig, kunne seancen få en ganske behagelig afslutning. Kvinderne derimod klagede konstant over denne form for pligtarbejde, der ofte førte ondt med sig, og nogle tjenestepiger gjorde alt for at slippe for det, ikke mindst hvis den fremmede var stærkt beruset eller en velkendt ballademager.
Man kan vel sige, at her havde det undertrykkende islandske samfund opfundet en slags geishaer efter japansk forbillede, og nogle mener, at ordet ”trække” oprindeligt stammer fra denne århundredlange tradition: aftrækning.
Gest havde som alle andre hørt om fænomenet, men aldrig selv oplevet det, han som aldrig kom nogen steder. Men ganske ofte havde de våde historier om det ydet ham tilfredsstillende hjælp til selvhjælp.
Pigen, der skulle trække af ham, hed Sigrun. Gest havde aldrig set hende før. Hun var tætbygget, men usædvanligt kindkøn af en segulnæsing at være – de var ellers berømte for deres kluntede fremtoning og vanskelige sind – hun var sandsynligvis fra en anden egn.
Skulderbøjet og hjulbenet gik hun foran ham ud af badstuen, hen ad midtergangen og viste ham derefter uden et ord ind i gæstestuen, der var beklædt med træ i loft og på gulv som så meget andet på gårdene på Segulnæs, der aldrig løb tør for drivtømmer.
Udenfor var mørket faldet på, men pigen lod alligevel en stump stof falde ned for det lille vindue i tørvevæggen og trak derefter et stykke fiskeskind ud under sengen, lagde det på sengelejet, gav Gest besked på at sætte sig på det med sin våde bag og smuttede siden ud med en stor, gammeldags tranlampe af tin, som måtte have fundet vej herind fra en eller anden kystskude. Hun kom straks tilbage og havde da lys i tinlampen, lukkede døren og skød en slå for. Alt det gjorde hun med smidige og adrætte bevægelser.
Gest lagde sig i sengen, men på pigens ordre lod han fødderne stikke ud over sengekanten nærmest vinduet. Det gik trægt og kun med stort besvær at få træskostøvlerne af ham. Læderet var stift af havvand, og støvlerne sad fast. Det lykkedes dog til sidst, og uldstrømperne fulgte med. Bukser og trøje fløj af, mens det tog længere tid at skille skjorten fra overkroppen og ærmerne fra armene.
De lange underbukser flåede hun af ham som skindet af et kadaver, og det var første gang han mærkede hænder på sine ben. Derefter vred hun hurtigt tøjet uden det store resultat, skød slåen fra og løb ud med hans klæder til et sted, hvor der luede nogle flammer.
Tilbage lå den letpåklædte Gest og skælvede en stund, indtil den kindkønne Sigrun atter dukkede op med noget groft uldstof i hånden og atter skød slåen for. Han søgte forgæves efter hendes øjne i lyset fra tranlampen, hendes mine var som før alvorlig og udeltagende. Vor mand var som ethvert andet kreatur, det var hendes arbejde at sørge for.
Hun fik undertrøjen af ham med et par enkle håndbevægelser og lagde derefter uldklædet ind mod ham, gned dets varme ind i den kolde overkrop og så ham siden i øjnene inde fra hårets skygge, et sekundblik, inden hun lagde hånden på hans underbukser, det eneste der manglede. Før han vidste af det, lå han fuldkommen fileteret i sengestedet og så ned ad sig selv med store øjne som et torskehoved, der kigger på sin nyslagtede bug. Hun strøg ham over kroppen med uld og den fri hånd, og det hvinede i hans lem, da hun tog fat om det, sjælen strømmede frem under huden – han havde aldrig levet før.
Han blev derfor noget overrasket over hendes ansigtsudtryk, der lyste af ren og skær pligtopfyldelse – han var koen, hun malkepigen. Ja, segulnæsingen fornægtede sig ikke, den folkelige skik blev vedligeholdt med tålmodig underdanighed. Den islandske geisha løftede dernæst op i to kjoler og lod to par underbukser falde, kravlede op i kanen og op på bananen, og så knagede det godt og grundigt i det knastørre drivtømmer en stund. En alt for kort stund.
Hallgrímur Helgason: Tres Kilo Kæberaslere
Anden bog i Hallgrimur Helgasons sprudlende historiske romanserie om Island.
I første bog, Tres kilo solskin, forlod vi vor helt Gestur begravet under en lavine. I Tres kilo kæberaslere har han fået gravet sig fri, er 18 år gammel og forsørger en familie på fem i hjembyen ved Segulfjord.
I den seks uger lange sildesæson forvandler fjorden og byen sig til et veritabelt silde-Eldorado, hvor i tusindvis af fulde, norske sømænd vælter ind på de 30 ulovlige barer (det er under forbudstiden), uddeler kæberaslere og horer i bakkedragene omkring den lille bygd.
Gestur øjner penge og en mulighed for at føre familien ud af stenalderen, op af tørvehytten og ind i et rigtigt træhus – enhver islændings drøm. Undervejs mister han sin dyd og forelsker sig. I 1919 er Gestur efter mange genvordigheder blevet 31 år gammel og familiefar. Men så rammes fjorden igen af en tragedie …
Vinder af Den Islandske Litteraturpris.
En af Islands største forfattere, Hallgrímur Helgason, er aktuel med anden bog i anmelderost trilogi. Læs et uddrag af Tres kilo kæberaslere her.
Tres kilo kæberaslere portrætterer Island i starten af det 20. århundrede. Her har landet sluppet 1000 års kummer og fattigdom, og det moderne Island er i sin spæde begyndelse. Romanen er skrevet af Hallgrímur Helgason, der er den eneste, der har modtaget Den Islandske Litteraturpris tre gange. Senest vandt han prisen for Tres kilo kæberaslere.
LÆS OGSÅ: Tres kilo solskin – en gribende skæbneroman om Islands rige historie. Tyvstart din læsning af bogen her
Tres kilo kæberaslere er efterfølgeren til den prisvindende Tres kilo solskin. I første bind forlod vi hovedpersonen Gestur begravet under en lavine. Nu har han fået gravet sig fri. Året er 1906, Gest er 18 år gammel, og forsørger en familie på fem i sin hjemby Segulfjord.
Fjorden forvandler sig henover sildesæsonen, hvor der vælter ind med tusindvis af norske sømænd. De drikker sig fulde på de 30 ulovlige barer, danser på havnekajen, horer og uddeler kæberaslere til trods for, at det er forbudstid.
LÆS OGSÅ: Hallgrímur Helgason: Smerten ved at udgive sin smerte
Her øjner Gestur en mulighed for penge og for at føre familien ud af tørvealderen, op af jorden, og ind i et rigtigt træhus. Undervejs forelsker han sig, og i 1919 er han blevet 31 år og familiefar. Dog rammes fjorden endnu engang af en tragedie…
Læs et uddrag af den historiske roman Tres kilo kæberaslere herunder.
Tres kilo kæberaslere
Hallgrímur Helgason
Kapitel 1
MELLEMBINDSMØRKE
Mellem to bind hersker der mørke. Et kulsort, råkoldt og ramislandsk mørke. Men ikke fuldstændig stilhed, for blæsten suser gennem det, en snefogsvåd nordenvind, der pisker løs på den lille polarflække, vi opførte i forrige værk.
Ishavsvinden står uhindret ind gennem fjorden og lader med sludregn slagene hagle ned over fiskerbyens tage og vinduer, master og ræer, så intet skib får ro i Noret. Efterårets vindstød blæser også hver eneste læsefugl rundt om kirketårnet og kirkegavlen, hvor den nyder at plaske rundt i mørket, for en læser befinder sig bedst i tryksværte, men får dog øje på et svagt lys i et vindue og spørger sig selv og forfatteren, hvem der mon våger dér?
Forfatteren, der altid er en ugle i eget værk (ses sjældent, men er altseende), sidder med sine store øjne på kirkegårdsgærdet og svarer, at dér bor den gamle præsteenkefrue, fjordens dronning, på første sal i Præstefrueboligen. Hun har levet gennem hele fortællingen, er blevet hundrede og to år, hun tror, at det er glade jul alle dage, og lader et lys brænde hver eneste nat.
Ellers er byen blottet for lys denne nat i september. Og i den sorte nat befinder vores dreng, Gest, sig i den lille tueformede tørvegård Strand, der ligger på Tangens nordkyst og derfor udgør den første gavl, nordenvinden møder.
Gest sover i mørket med hovedet fuldt af mørke, og i dette mørke opspindes der drømme, dér drejer selve drømmehjulet halvt nedsænket i vand. Og på det mægtige møllehjul hænger hans far Eilif og gisper efter vejret, dukker dyngvåd op af havet, men forsvinder så igen, rundt og rundt, i den voldsomme, skrækindjagende brænding.
Drengen har drømt drømmen gentagne gange og vågner altid i kølvandet på den med samme spørgsmål på læben: Hvor er min far? Et spørgsmål, der dog nogle gange omformes til: Hvem er min far?
Læseren pikker med næbbet på ruden i tørvetaget over Gest, for hans nysgerrighed er vakt, nu har han stor lyst til at se, hvordan ham romanpersonen tager sig ud efter tre år.
Dagen hæver sig som en side op af blækket, den stiger papirhvid op af tryksværte, og mørket drypper af den, men der bliver dråber tilbage, som dirrer på siden og begynder at ordne sig i et mønster. Al tekst er mørke, alle siderne lys. Sådan indvirker de på hinanden. Ingen nat uden drømme, ingen dag uden spøgelser.
Kapitel 2
PERSONERNE VÅGNER
Den gryende dag fødes med gråd, og vi følger med i, hvordan folk vågner. Det er dog ikke så nemt at se ned i tørvegården, men forfatteren giver plads til læseren og skraber med sin uglevinge ruden ren for sludstænk, forsvinder derefter ud i snefoget. På det her tidspunkt i historien er vinduet lavet af glas. Det er ikke længere en fosterhinde fra en kalv.
Selv om størstedelen af landets befolkning stadig sidder fast i den livmoderlige tørv, sikrer det 20. århundrede et klart udsyn. Vi retter læselampen ned mod sengelejerne og ser nu, at morgenen begynder med ét øje. Lille Olgeir, purken i sengen hos Gest, åbner det eneste, han har.
”Ded e ble da!”
Han er som himlen selv, har ét øje tændt, et andet slukket, det hedder vist sol og måne, og nu er førstnævnte altså slået op, mens sidstnævnte ligesom er knebet sammen.
”Ded e ble da!”
Stumpen, som er tre år og iklædt et par lasede underbukser og en uldundertrøje gul efter vask i kopis, bekendtgør dagens ankomst for rummets beboere. Han fornemmer den på det grågrådsagtige skær over taget. Atter er det lykkedes ham at sove frem til daggry. Ja, selv barnet ved, at nu hvor fiskesæsonen er slut, vil folk have lov at sove, så længe der er mørke. Og nu er det altså slut med det.
Gest er så småt ved at få øjne ved siden af Olgeir, men verfer ham væk med en nøgen arm hen over sin hødyne. Han er ikke længere helt så pluskæbet, ansigtet mere markeret og brynene skarpere, de er atten vintre gamle. Den enøjede er hurtigt vågen, fuld af energi og snakkelyst, vil vække gud og hvermand.
”Get! Ded e ble da. Gibene e ve ad sajl!”
”Ja, det ved jeg godt, snak hellere med din far,” svarer Gest med en stemme uden spor af overgang og vender sig om på siden, væk fra drengen.
På den anden side af midtergangen snorkede Snjolka på sit sengeleje, og længst inde i badstuen, det fælles opholds- og soverum, lå de gamle, Lasi i sengen på samme side af badstuen som Gest, og Grandvør i sengestedet over for bonden.
Mellem dem kunne man gennem et vindue i trægavlen se ud over Segulfjord. Man så kun havet, ikke strandkanten, og derfor kunne badstuen minde lidt om et skib, ikke mindst under våd blæst fra nord som nu, et skib med kurs mod fjordmundingen. Hvor tit havde Gest ikke forestillet sig, at de stævnede ud på det ukendte hav, ja, til et andet land, og at størstedelen af besætningen ville falde over bord på vejen.
For trods gennemgribende fremskridt på alle områder var Gest efterhånden temmelig træt af at være strandet her i tørvehytten med disse mennesker, for han var lige så lidt blodsbeslægtet med dem nu som dengang, de tog ham til sig, hvor han var tolv år gammel og dybt bekymret over sit uventede fald fra en verden af tømmer i Fagureyri til en verden af tørv i Segulfjord. Og dog afhang hele deres liv og levned af ham.
”Far! Far!” råbte drengen ud over sengehesten, indtil omtalte far kom vimsende på fire ben og i logrende godt humør satte forpoterne op på sengekanten. Den som Olgeir kaldte Far, var altså en hund af norsk afstamning, et gadekryds med lyst overskæg, der i halvmørket ikke var meget andet end et par strålende øjne og en blank, kold og våd snude, som den stak ind over sengehesten. Drengen trykkede pegefingeren mod snuden, for han havde lært, at han hverken skulle klappe eller kæle med dyret.
”Far, mi væn, sigge vå snud! Ve du ob i sæng?” foreslog Olgeir den enøjede.
”Nej! Han skal ikke herop!” protesterede Gest og skubbede hunden ned. ”Han er en lusebefængt satan fuld af lopper!”
“Mæ ha e mi far.”
“Han hedder Sjeffi og er ikke din far, men du må da gerne kalde ham Far, hvis du vil.”
“Mæ ha e mi far!”
“Nej, du har ikke fire ben og en hale.”
”Mæ ja ha kun ed øj.”
Denne kendsgerning fik som regel Gest til at smelte, og han tog Olgeir ind til sig, krammede ham og prustede barnet på halsen, så han fik ham til at grine. Sandsynligvis var gården gået under uden denne purk, hans eneste øje var den sol, der lyste rummets sjæl op.
Gest var begyndt at forstå det gamle, sure mundheld, som Snjolka af og til brød ud i: Trist er barnløs bolig. Hendes liv havde længe været formørket, efter at hun i slutningen af første bind mistede sine to hjertebørn og sin egen mor i sneskreddet, der udslettede deres gamle gård og fejede dem herover på Tangen. Måneder i træk brændte hendes øjne af livets meningsløshed.
Olgeirs rigtige far, snedkerbonden Lasi, var nedslidt og glædesløs og nærmest holdt op med at tale, han digtede fortrinsvis eder og forbandelser udelukkende for at holde sig varm. Det var, som om sneskreddet havde berøvet ham humoren. Han havde intet at give den lille dreng, skønt han var barnets far. Olgeir kaldte ham bedstefar. I praksis var Gest hans far, men med en vis ihærdighed var det dog lykkedes ham at befri sig for denne titel.
”Moar, ja ve ha dej å suddetdøj! Dej å suddedøj!” skreg Olgeir hen over mellemgangen til Snjolka, der stadig lå og snorkede i sin køje. Normalt sov han oppe hos hende, og fik et stykke dej sammen med sin morgentår, som Gest hentede ovre på Mjolkurbær. Derefter fik drengen sit suttetøj, tørvegårdssutten, der bestod af en klat lunken havregrød ofte blandet med tørfisk, der blev bundet fast i hjørnet af en gammel klud, som han så suttede løs på til ud på formiddagen.
Snjolka gik i gang som en maskine, tog sit sidste snork opretgående, så ikke på barnet, men var stort set vågnet, da hun trådte ind i køkkenet og fik raget op i gløderne.
Ovenover sang nordenvinden, for Lasi havde stukket en flaske uden bund op i røghullet for at mindske nedbøren i køkkenet. Denne glasskorsten var nu kendt over hele byen. Den kolde blæst spillede sit minimalistiske morgenværk på den grønne flaskehals, mens dagslyset hævede sig op fra dybet.
Endnu en dag havde fundet vej til Segulfjord.
Kapitel 3
FJORDFJERNSYN
Gården Strand var ikke meget andet end en badstue ud til vandet med én trægavl op mod nordenvinden og en anden vendt mod syd, og kun bygningens ultrakorte midterentré og det tilbyggede køkken retfærdiggjorde, at man kaldte tørvehuset for en gård. Det var ikke den værste tørvegård på Tangen, men heller ikke den bedste.
Den største skavank var havets nærhed, de brydende bølger var takten i den her nye tilværelse, uret, der ringede hvert eneste minut ind. Selv på de mest vindstille dage havde den usynlige bølge det med at brydes i havstokken med så dump en lyd, at den gamle kvinde på sin høje pude følte sig ilde til mode. For hende lød det som bulder fra sneskråninger i fjeldet.
Med regelmæssige mellemrum skyllede højvandet ind over Tangen og forvandlede gården til den båd, Gest drømte om. De trådte ud af sengene og stod i isvand til anklerne. Strandbredden var konstant dækket af tang, bladtangshoveder med langhalsede stilke.
Selv om islændingene havde ryddet deres land for al skov, syntes havet at være bevokset med kratskov fra bund til bred, og bølgerne blev aldrig trætte af at skylle så meget i land, de kunne. Luften sværmede som regel af fugle, måger og ravne, der svævede ubevægelige som drager på udkig efter noget spiseligt blandt bunkerne af tang.
Værst var det dog, når brændingen gik indover. Tre gange havde en bølge knust vinduesglasset i nordgavlen, og én gang kastet en mandstung drivtømmerstok op på badstuens tag, så et af spærene knækkede.
Af tømmerstokken lavede Lasi en aldeles brugbar bænk til opsætning ved gårdens indgang og fik i kølvandet den tanke, at det vel var værd at udstyre familien med soldaterhjelme til at sove med. Han havde dog endnu ikke fået taget sig sammen til at skrive til det danske forsvar.
Gest havde for vane at stå uden for gården eller oppe på strandvolden og stirre ud mod fjordmundingen. Der kunne han stå i halve timer, især nu hvor sildesommeren var forbi. Mundingen var som et vindue ud af fjordens trange fjeldværelse, kun her kunne man se synsranden, den korte streg mellem Segulnæs på østsiden og Landsendeklipperne på vestsiden af fjorden.
Og skønt han godt vidste, at der på den anden side af randen ikke var andet end mere hav og så nordpolen, ingen lande, ingen byer, gemte der sig altid noget fortryllende drømmerisk i himlen over horisonten. De svævende skyer og skæret, som nogle gange udgjorde den yderste del af en solnedgang, der fandt sted hinsides de vestlige fjelde, alt dette var et løfte om eventyr og andre verdener.
Han kiggede derfor ofte hypnotiseret ud ad fjorden som en senere tids mennesker på deres nyhedsskærm. Selv i hverdagsagtigt bygevejr, der trak hen over horisonten som et mørkegråt gardin af regn, syntes der at være gemt en nyhed, en spændende historie, en hel nations sang, stridigheder øst for Ural og skibsforlis i Bosporus. Fjordmundingen var hans fjernsyn. Hans fjordfjernsyn.
Den her dag så han sommeren kæmpe sig vej ud af fjorden. ”Gibene e ve å sajl!”
Det var hen mod aften, og den kolde kuling fra nord var ved at løje af, mens to norske skibe sejlede bidevind, og et tredje blev trukket af en båd med motor. Gest så de hvide sejl blafre heftigt i havvinden, som om de var færdiglæste sider i en anden bog. Den fjerde sildesæson i Segulfjord var formelt afsluttet.
De her skibe var ejet af den norske sildeeventyrer Rune Vetlesen, som var den sidste til at sejle hjem. Medio september var passeret, og vejret uforudsigeligt. Reglen var som tidligere, at flåden var afsejlet før storstormsdag den 6. september, men eftersom der denne gang var blevet fanget sild helt frem til denne dato, havde de mest dristige sildebaroner taget chancen.
Vetlesen var en af dem, en dumdristig nybegynder i branchen og naturligvis tildelt øgenavnet Den vidløse af de lokale spottefugle. Han havde tjent godt om sommeren og endnu mere i september. Enten kom han hjem som en stenrig mand eller som ilanddrevet lig.
Må Gud stå dem bi, tænkte Gest som flere andre. De tre skibe havde ventet hele dagen på, at vinden skulle lægge sig, og så nu ud til lige akkurat at kunne nå ud af fjorden inden mørkets frembrud. Vor mand blev stående og fulgte fartøjerne med øjnene, da de rundede Segulnæs og til sidst forsvandt bag fjeldet Segulnup.
I samme sekund løjede vinden af, og stilheden fyldte fjorden. Bølgerne bredte sig ud som himmelhvide lagner efter en vild omgang vask og jævnførte sig med hvidheden længere oppe ad skråningerne. Morgenens slud, som nu var forsvundet fra stenene, var faldet som sne længere oppe. Fjeldene var hvide halvvejs nede ad siderne.
Snart blev stilheden brudt af motordrøn fra den båd, som havde fulgt sejlskibene på vej til havet, og dagslyset begyndte at svinde. Gest gik ned til strandbredden med hænderne i lommen og sparkede til sten, en ny vane efter han havde erhvervet sig norske træskostøvler. Så stod han en stund på bredden og overvejede sin situation i verden.
Han var blevet konfirmeret den første sildesommer, faktisk et år for sent på grund af kirkemangel, og var siden vokset op med den ekspanderende sildebranche. Fiskerflækken var blevet til en by med fem hundrede indbyggere, toetagers huse her og der og tre butikker, men alligevel syntes han, at den nye tid bevægede sig alt for langsomt fremad.
Selv sad han stadig fast i den gamle. Han havde ovenikøbet alle sine midler stående på regning hos Anton, kaldet Toni, i brugsforeningen Kronen, kun på den måde kunne han forbedre sine kår. Satte sommerlønnen ind om efteråret og udtog varer over vinteren.
Pludselig hørte han det smårasle bag sig og vendte sig lynhurtigt om (en reaktion sneskred lærer et menneske), men det var bare deres lyse vovse, den med overskægget.
”Fa… Sjeffi!”
Han var uvilkårligt begyndt at kalde hunden Far ligesom den enøjede dreng, men kæmpede sandsynligvis på grund af dårlig samvittighed imod, for naturligvis burde han, Gest, være hans far, og ikke hunden.
Han var lettet over at slippe for de dystre tanker og knælede ned foran vovsen, hvilket den satte stor pris på, kløede den bag ørerne, hvad han ikke burde gøre, og snakkede til den, som han havde set en af de fremmede gøre i sommer.
Islændinge var ikke vant til andet end at råbe ukvemsord efter deres hunde og rørte aldrig ved dem af frygt for at få lopper og lus, bortset fra når de sparkede til dem. Landet sad stadig fast i en undertrykkelseskultur, hvor rangordenen var kirke, krambod, træhus, tørvegård, hund, kat, mus og lus.
Hans løn i sommer var mindre end i fjor. Fangsten havde været ringere end de første tre eventyrsomre, og han havde ikke fået arbejde hos september-mændene, da de store ekstrastimer kom. Hans sildeløn ville næppe række vinteren ud for det fempersonershjem, der hvilede på hans skuldre.
De kiggede begge, han og hund, ud på fjordfjernsynsskærmen, hvor verdens begivenheder kaldte på ham: Tag en tur på en sky, på et skib … Ja, hvorfor tog han ikke chancen, hvorfor rejste han ikke med Vetlesen og hans skibsfæller og prøvede lykken i nye omgivelser? Måske ventede der en jublemild jente derude, som rækker ham sin hånd over rælingen, smiler glad og møder ham som den, han er.
Her var der ikke mange piger på hans egen alder bortset fra Sunna, nu mor til to i Selbær, hans medkonfirmand Anna i Mjølkot, hvis mor havde overladt hende til en tresårig hajfisker, og de berømte trillinger i Kvidagerdi, Soley, Signy og Sjøfn, som han altid blandede sammen, så duknakkede og ranglede de var.
Deres far Sæmund havde altid beskyldt dem for at være skyld i, at familien endte på socialhjælp. ”Er der nogensinde nogen, der har været så uheldig at forvente en enkelt mund at mætte, men så få tre? Og alle tre overlever!” Det var en korrekt observation, for det var første gang i tre hundrede år, at et kuld trillinger overlevede på Island. Nu var de giftefærdige, men forsørgedes stadig af deres far, der stadig forbandede dem langt væk.
Gest var også ”giftefærdig”, men havde endnu aldrig hvilet i en kvindefavn. Han havde holdt øje med nogle sommersildepiger ved deres tønder, men havde ikke taget skridt til noget og var temmelig plaget af kedsomhed og generthed.
På puden om aftenen kunne det hænde, at han bebrejdede Lasi for ikke at have skaffet ham et godt parti, for var det ikke fædres opgave? Næ, nej, i stedet for at finde en god kone til Gest lå han begravet i sine slibrige versfortællinger kaldet rimur og havde også i sin tid overskud til at smutte over på nabogårdene og gøre tjenestepigerne tykke! Den gamle havde godt nok nævnt for Gest, at han kendte en god bonde i Flod, der havde en lovende datter. Senere viste det sig, at hun var sidst i fyrrerne.
Faktisk gemte træhusene på nogle jævnaldrende, men de tilhørte en anden verden. Sødals døtre var to kønne af slagsen, skønt de var mandhaftige, og Kristjana, Toni købmands søster, var rankrygget og køn, men gjorde ikke andet end at sende ham, tørvetrilleren, et skævt, hovmodigt smil, når de en sjælden gang mødtes. Og han græmmedes hver eneste gang.
Engang var han ovenikøbet så uheldig at blive ekspederet af hende i Kronen, hvor hun kastede et blik på hans regnskab i protokollen. Hun kunne lige så godt have kastet et blik ned i hans underbukser. Det usædvanligt smørrede smil forfulgte ham hele vinteren.
Fattigdom var ikke kun kulde, sult og våde fødder.
Den eneste, han kunne glæde sig over i sin kvindemangel, var den, der levede i hans indre, den eneste sande Susanna, der havde plejet Olgeir i en kritisk stund og siden ladet Gest græde ud ved hendes bryst.
Han huskede stadig hendes bryllupsdag og havde mere end én gang forvandlet den i sit sanselige sind: Bruden gik op ad kirkegulvet, løftede sløret og bøjede sig ned mod ham, som han stod der med sin hvide konfirmandbutterfly og Tivoli åben, begyndte så at kysse ham lidenskabeligt.
Fantasien havde dog udviklet sig en del på de tre år, der siden var gået. Nu var kirken tom, og bruden nøgen, dog stadig med slør.
Men ja, hvorfor var han ikke listet af sted med et af Vetlesens skibe? I Norge kunne han gå fra borde som enhver anden, dér ville han ikke være brændemærket med en tørvegård. Gest havde i ramme alvor overvejet at sejle til Norge og starte et nyt liv der, genopstå som et menneske uden fortid. Men som ung havde han med voldsomme konsekvenser sneget sig om bord på et skib og turde ikke gøre det igen.
Desuden var han klar over, at skulle han forlade de andre på Strand, måtte han nødvendigvis først skære halsen over på dem. Man efterlader ikke bare fire sultne munde. Han havde derfor kun to muligheder: at blive morder eller fortsætte som slave på galejen Seglo.
Han stod sammen med en hund og en ryle på strandbredden neden for gården og så med længselsfulde øjne ud ad fjorden.
Kapitel 4
ELISON
”Hallo! Gest! Gest! Er det ikke Gest?” lød der råb kort fra land. Det gav et sæt i Gest, og så fik han øje på en stor, hvidhåret mand, der sad i en lille jolle, som lydløst flød af sted langs kysten i det flakkende aftenskær. Hvor kom den fra?
”Årh, kan De mon hjælpe mig? Jeg forstår mig ikke på den her motor!”
”Hvad?”
”De har forstand på den slags, ikke sandt?”
Gest svarede ikke, men vandrede ned til strandkanten og videre ud i det salte vand. Da han nåede ud til bådens ræling, gik det ham næsten til livet. Den hvidhårede mand, Kristmund på Hvamm, rakte ham en hånd, greb med den anden om lønningen på den modsatte side og flyttede sig langsomt hen ad toften i samme retning, så båden ikke kæntrede, da Gest hev sig op i den.
”Jeg havde tænkt mig at smutte ud på en lille lysttur her på fjorden, når man nu engang har fået en motor som de andre. Jeg forstår bare ikke, hvad der er i vejen, for drengene har sejlet frem og tilbage med den hele ugen.”
Gest åbnede ned til motorrummet, aktiverede chokeren og drejede motoren i gang med håndsvinget. Den hostede voldsomt, og båden skød fremad til stor forundring og glæde for Kristmund. Inde på land gøede hunden Far, som om den ville med.
”Ja, De kan … du kan det der, Gest Eilifsson!” råbte den aldrende høvding gennem motorlarmen og var nu ikke længere Des med ham.
”Elison!” råbte Gest tilbage.
”Hvad?”
”Det er Elison!”
”Nå?”
”Ja. Nu hedder jeg Gest Elison!”
Sådan havde han en sommer set sit navn stavet på lønningslisten hos Sødal og havde syntes om det. Der var han med ét blevet Eilif-navnet kvit, så gammeldags og latterligt det nu engang tog sig ud, her havde han fået et nyt navn, der passede til en ny tid: Det så nemlig ud til at være norsk!
Nu behøvede han ikke længere at skamme sig over at blive kædet sammen med sin far, marsvinetyven, præstemorderen og ballademageren, som tog de alvorlige forseelser uafsonede med sig i sin våde grav. De to kumpaner Hans og Baldvin, Tangens berygtede spottefugle, kaldte ham E. Ligson, og selv hans seneste far, Lasi, baksede et vers sammen, det eneste, han havde digtet efter det sneskred, der havde opslugt hans lille tørvegård og kone, tredive får og to børnebørn.
Måske jeg er en Koop-mandssøn?
Måske er jeg en andens søn?
Jeg ønsker mest af alt i løn
at være bare G. Allessøn.
Men Gest var ligeglad. Så længe navnet gjorde ham næsten-norsk, kunne de små sjæle more sig.
Kristmund på Hvamm var blevet en gammel mand. Den hvide manke og den tøndeformede vom lignede sig selv, men det tykhudede ansigt var som ristet med en kniv, næseborene stopfulde af hår, den blårøde næse blodsprængt og øjnene konstant våde af længsel efter livet.
”Lad os sejle en tur ud til Segulnæs!” råbte odelsbonden og fulgte i al sin magelighed med i, hvordan Gest bevægede rorpinden. Var manden fuld?
Aftenen var kølig og Gest våd til op over livet, men den bidende kulde veg for glæden ved at styre et fartøj, at få lov at sejle selveste Kristmund ud af fjorden, fra Tangen til Segulnæs. Han havde aldrig tidligere ført en båd med motor. Følelsen var ubeskrivelig, båden gled ubesværet fremad, han styrede og holdt sin egen kurs, og hans last var tilmed en af fjordens skytsånder, en mand om hvem Gest vidste, at hans forældre engang havde været hans ejendom.
Indtil nu havde hans liv været på slingrekurs, været en famlende tiggergang rundt på den lille Tange, men nu nød han at kløve bølgerne ud gennem hele fjorden. Hvad kunne det ikke blive til med ham? Hvorfor sejlede de ikke til Norge? Nu fik han snuset til livets muligheder. Godt nok frøs han, men han kunne alt!
Imidlertid skulle han lige have overstået en mindre detalje, som livet nu engang krævede af ham ved sin store indgangsport.
Kapitel 5
EN AFTRÆKNING
Kristmund havde et forretningsanliggende med bonden på gården Segulnæs, hans tanke var at få ham til at overtage to hajbåde, han ikke længere brugte. Ja, nu var selv den gamle, hvidhårede fjordaktivist gået i den norske tids tjeneste. Delvis. Han var ikke holdt helt op med at fange haj, men han havde prøvet en enkelt båd med sild i sommer og tog nu alle sine ejendele op til overvejelse.
”Men herude på næsset holder I stadig gamle dyder i hævd! Det er nu mere, end man kan sige om Fanneyri, som de er begyndt at kalde Seglo! Tænk engang, Seglo! Ja, og der er alt sunket ned i en eller anden satans, forbandet fjeldabe-sump. Folk vågner op i en helt anden tid, end da de faldt i søvn, så højt er tempoet. Det minder mest af alt om historierne, der går om det der … Amerika.”
Sådan lød det ganske vist fra bonden på Hvamm, når han ønskede at rose beboerne på Segulnæs for ikke at lade sig forblinde og i stedet holde sig til traditionerne. Men det lød hult, den replik havde han gentaget så ofte, og var desuden selv holdt op med at tro på den.
Han så ligesom alle andre, at de norske nyheder havde sejret. Det der med Amerika, den store dame, som han ikke rigtig altid kunne huske hvad hed, var dog en relativt ny tilføjelse, for nu gik det rygte landet rundt, at mulighederne for driftige islændinge enten lå i Amerika eller i Segulfjord.
Gest stod drivvåd midt på gårdspladsen i skumringen og mindedes det, han engang havde fået fortalt: at han selv og hans far Eilif engang for længe siden havde været på vej til Amerika. Men nu var Amerika ifølge Kristmund i stedet kommet til ham i fjorden.
Til trods for at Kristmund var taget til Segulnæs på en ydmyg forretningsrejse eller vel snarere en ren og skær prangertur, var han stadig sig selv lig og vant til at blive modtaget med åbne arme, hvor han end kom. Det sørgede alene hans væsen, hans gangart og glimtet i øjet for.
Det undgik hverken husstandens eller tjenestefolkenes opmærksomhed, at her var der kommet en kejser, og før man vidste af det, var en bordplade og husets bedste stole fundet frem, skyr hældt i en skål og slagtemad lagt på et spækbræt, imponerende klejner og skorper af en ukendt slags og en slurk brændevin i en havvasket kop blevet serveret. Og det skulle Gest også nyde godt af. Hvammbonden kaldte ham sin dreng, men først skulle han føres afsides.
”Hør, ja, min dreng er både våd op til armene og bag ørerne! Ho, ho. Lad pigen trække af ham i stedet for af mig.”
Her var der tale om en ældgammel skik. Når udmattede mænd lagde vejen forbi en gård og enten var gennemblødte, dybfrosne eller havde gået i mudder op til skridtet, blev de ledt afsides ind i et skur eller til gæstestuen, hvor den yngste tjenestepige skulle ”trække af dem”, det vil sige tage skind- og fodtøj af dem, hvad der ikke altid var lige let. Og det var den eneste luksus, mænd fik tilbudt under tørvegårdsperioden.
Samtidig var luften omkring denne handling fuld af uklare amoriner, for var man heldig, kunne seancen få en ganske behagelig afslutning. Kvinderne derimod klagede konstant over denne form for pligtarbejde, der ofte førte ondt med sig, og nogle tjenestepiger gjorde alt for at slippe for det, ikke mindst hvis den fremmede var stærkt beruset eller en velkendt ballademager.
Man kan vel sige, at her havde det undertrykkende islandske samfund opfundet en slags geishaer efter japansk forbillede, og nogle mener, at ordet ”trække” oprindeligt stammer fra denne århundredlange tradition: aftrækning.
Gest havde som alle andre hørt om fænomenet, men aldrig selv oplevet det, han som aldrig kom nogen steder. Men ganske ofte havde de våde historier om det ydet ham tilfredsstillende hjælp til selvhjælp.
Pigen, der skulle trække af ham, hed Sigrun. Gest havde aldrig set hende før. Hun var tætbygget, men usædvanligt kindkøn af en segulnæsing at være – de var ellers berømte for deres kluntede fremtoning og vanskelige sind – hun var sandsynligvis fra en anden egn.
Skulderbøjet og hjulbenet gik hun foran ham ud af badstuen, hen ad midtergangen og viste ham derefter uden et ord ind i gæstestuen, der var beklædt med træ i loft og på gulv som så meget andet på gårdene på Segulnæs, der aldrig løb tør for drivtømmer.
Udenfor var mørket faldet på, men pigen lod alligevel en stump stof falde ned for det lille vindue i tørvevæggen og trak derefter et stykke fiskeskind ud under sengen, lagde det på sengelejet, gav Gest besked på at sætte sig på det med sin våde bag og smuttede siden ud med en stor, gammeldags tranlampe af tin, som måtte have fundet vej herind fra en eller anden kystskude. Hun kom straks tilbage og havde da lys i tinlampen, lukkede døren og skød en slå for. Alt det gjorde hun med smidige og adrætte bevægelser.
Gest lagde sig i sengen, men på pigens ordre lod han fødderne stikke ud over sengekanten nærmest vinduet. Det gik trægt og kun med stort besvær at få træskostøvlerne af ham. Læderet var stift af havvand, og støvlerne sad fast. Det lykkedes dog til sidst, og uldstrømperne fulgte med. Bukser og trøje fløj af, mens det tog længere tid at skille skjorten fra overkroppen og ærmerne fra armene.
De lange underbukser flåede hun af ham som skindet af et kadaver, og det var første gang han mærkede hænder på sine ben. Derefter vred hun hurtigt tøjet uden det store resultat, skød slåen fra og løb ud med hans klæder til et sted, hvor der luede nogle flammer.
Tilbage lå den letpåklædte Gest og skælvede en stund, indtil den kindkønne Sigrun atter dukkede op med noget groft uldstof i hånden og atter skød slåen for. Han søgte forgæves efter hendes øjne i lyset fra tranlampen, hendes mine var som før alvorlig og udeltagende. Vor mand var som ethvert andet kreatur, det var hendes arbejde at sørge for.
Hun fik undertrøjen af ham med et par enkle håndbevægelser og lagde derefter uldklædet ind mod ham, gned dets varme ind i den kolde overkrop og så ham siden i øjnene inde fra hårets skygge, et sekundblik, inden hun lagde hånden på hans underbukser, det eneste der manglede. Før han vidste af det, lå han fuldkommen fileteret i sengestedet og så ned ad sig selv med store øjne som et torskehoved, der kigger på sin nyslagtede bug. Hun strøg ham over kroppen med uld og den fri hånd, og det hvinede i hans lem, da hun tog fat om det, sjælen strømmede frem under huden – han havde aldrig levet før.
Han blev derfor noget overrasket over hendes ansigtsudtryk, der lyste af ren og skær pligtopfyldelse – han var koen, hun malkepigen. Ja, segulnæsingen fornægtede sig ikke, den folkelige skik blev vedligeholdt med tålmodig underdanighed. Den islandske geisha løftede dernæst op i to kjoler og lod to par underbukser falde, kravlede op i kanen og op på bananen, og så knagede det godt og grundigt i det knastørre drivtømmer en stund. En alt for kort stund.
Hallgrímur Helgason: Tres Kilo Kæberaslere
Anden bog i Hallgrimur Helgasons sprudlende historiske romanserie om Island.
I første bog, Tres kilo solskin, forlod vi vor helt Gestur begravet under en lavine. I Tres kilo kæberaslere har han fået gravet sig fri, er 18 år gammel og forsørger en familie på fem i hjembyen ved Segulfjord.
I den seks uger lange sildesæson forvandler fjorden og byen sig til et veritabelt silde-Eldorado, hvor i tusindvis af fulde, norske sømænd vælter ind på de 30 ulovlige barer (det er under forbudstiden), uddeler kæberaslere og horer i bakkedragene omkring den lille bygd.
Gestur øjner penge og en mulighed for at føre familien ud af stenalderen, op af tørvehytten og ind i et rigtigt træhus – enhver islændings drøm. Undervejs mister han sin dyd og forelsker sig. I 1919 er Gestur efter mange genvordigheder blevet 31 år gammel og familiefar. Men så rammes fjorden igen af en tragedie …
Vinder af Den Islandske Litteraturpris.
Du kan købe Tres kilo kæberaslere online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: