Fagbøger Biografier

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på

Egtvedpigens rejse af Karin Margarita Frei gør os klogere på oldtidsfundet fra bronzealderen, som vi altid har troet var ærkedansk. Men ny forskning har vist, at hun i virkeligheden har krydset mange grænser.

En vinterdag i 1921 bliver Egtvedpigen opdaget på en mark, og i de efterfølgende årtier bliver hun en tydelig figur i danskernes nationale bevidsthed. Først i 2015 bliver det offentliggjort, at Egtvedpigen slet ikke var fra Danmark. Bag den store og banebrydende forskning stod Karin Margarita Frei, som også i sit eget liv har krydset grænser.

I Egtvedpigens rejse bliver vi inviteret inden for i en verden, hvor man ved hjælp af nutidens teknologi bliver klogere på det, der var engang. Kom med helt ind i laboratoriet, og kryds verdenshave hele vejen til Argentina, hvor bogens forfatter, Karin Margarita Frei, er vokset op.

Få et uddrag fra bogen her

Egtvedpigen, Karin Frei, Nationalmuseet, bronzealderen, oldtidsfund

Egtvedpigens rejse af Karin Margarita Frei

KAPITEL 1 – ET VINDUE MOD FORTIDEN

”Sjældent har noget fund bragt os nærmere oldtidsfolkene end Egtvedpigen.”
Museumsinspektør, arkæolog Lone Hvass, Egtvedpigen (2000)

En vinterdag i 1921 forlader et dampende lokomotiv Lihmskov Station nær Egtved med kurs mod København.

I en af vognene ligger en usædvanlig last.
En egetræskiste med en ung kvinde indeni.

Egtvedpigen.

Hun er på vej til Nationalmuseet, hvor et forskerhold står parat til at undersøge hende.

Rejsen markerer begyndelsen på en bemærkelsesværdig videnskabelig rejse.
En rejse, jeg i 2011 lidt tilfældigt bliver en del af.

Historien om Egtvedpigen begynder på en mark uden for Egtved.
Her står resterne af, hvad der engang har været en stor gravhøj – den såkaldte Storehøj, nær Egtved by vest for Vejle – og optager alt for meget plads på landmanden Peter Platz’ jord.

Platz har hidtil brugt højen som kartoffelkule til vinteropbevaring af kartofler, men han har gennem længere tid ønsket at kunne udnytte al jorden på marken.

På en af februars sidste dage går Platz i gang med den afsluttende del af gravearbejdet.
To af Platz’ sønner og en karl bliver sat i sving med at fjerne de sidste rester af højen.
Holdet graver den ene spadefuld jord efter den anden væk og er ved at være igennem det fugtige dække af muld, da spaden støder imod noget hårdt.

Under de sidste lag jord dukker et massivt stykke træ op. Mandskabet graver forsigtigt videre og kan efterhånden se, at det ikke bare er et almindeligt stykke træ, som gemmer sig i højen, det er det alt for stort til.

Peter Platz og naboen P.S. Pedersen overvejer, om det måske kan være et oldtidsfund, som ligger begravet der i mulden.
Peter Platz har tidligere fundet flere stendynger ved højen, ligesom der også har været andre gravhøje i området, så tanken er ikke umulig.

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på
Peter Platz og holdet af gravere efter fundet af Egtvedpigen i 1921.

Det mørke træ, der ligger omkranset af jord og sten, er muligvis en egetræskiste.

Platz bestemmer sig for at stoppe gravearbejdet, indtil han ved, hvad han skal gøre ved fundet.

Den 24. februar 1921 skriver han med naboens hjælp et brev til Nationalmuseet:

Da jeg ved Flytning af en gammel Kæmpehøj paa min Mark, i Dag er stødt paa en udhulet Træstamme med Laag, formoder jeg, at det er en gammel Begravelse, og hvis Samme har nogen Interesse for Museet, har jeg standset Arbejdet ved Udgravningen, indtil jeg hører nærmere fra Dem, hvilket jeg haaber snart sker.

Brevet skrives med respekt for det, der kan være et oldtidsfund, men udtrykker samtidig et behov for at kunne udnytte marken optimalt og fortsætte arbejdet.

På Nationalmuseet modtager direktør Sophus Müller brevet.
Han beslutter at sende en af sine inspektører af sted til Egtved for at undersøge fundet nærmere.
Og det bliver museumsinspektør Thomas Thomsen, som tager turen til Egtved.

Få dage senere står Thomsen og Peter Platz’ udgravningshold ved resterne af højen.
Holdet graver det, der ganske rigtigt viser sig at være en egetræskiste, helt fri af jorden, så den står og hviler på den opstillede stenlægning, den oprindeligt er blevet anbragt på.

Det er en massiv, to meter lang afbarket stamme, spaltet på langs og derefter udhulet.

Da de med besvær endelig løfter låget af kisten, kan Thomsen og de andre mænd se, at indholdet tilsyneladende er intakt. Ingen jord ser ud til at være trængt igennem.

Øverst ligger en kohud, og neden under kan Thomsen ane en ulddragt og en spand af bark, som er placeret i det ene hjørne af kisten.

Det er for betydningsfuldt et fund til, at de på stedet kan undersøge alle delene.
De placerer derfor låget på kisten igen, og Peter Platz og resten af holdet må vente med at få svar på, hvad der gemmer sig nedenunder.

Thomas Thomsen sørger for at få transporteret kisten med toget til København, hvor den skal undersøges af professionelle på et laboratorium i Nationalmuseets bevaringsafdeling.

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på
Den lukkede kiste af egetræ.

Da forskerholdet på Nationalmuseet løfter låget af kisten, finder de kohuden og neden under den et uldtæppe, lagt hen over den afdøde.
Da de tager uldtæppet væk, ligger et fuldstændig unikt fund foran dem – sådan som det blev anbragt der for mere end 3000 år siden.

Det er tydeligt at se, at der i kisten har ligget en kvinde med halvlangt, mellemblondt pagehår.
Hun har haft en uldbluse med trekvartlange ærmer på og har båret et snoreskørt i uld, et uldvævet bælte og i livet en bælteplade af bronze udsmykket med spiraler.

Skelettet findes ikke længere, men alt omkring hende er næsten intakt.
På føddernes plads ligger nogle små trekantede uldtekstillapper.
I kisten finder de også en hornkam samt to bronzearmringe og endelig en bronzering, der ligger der, hvor venstre øre må have været.

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på
Låget er løftet af kisten, men hvad der skjuler sig nedenunder, undersøges først på Nationalmuseet i København.

Kvinden i kisten er ikke blevet begravet alene, for ved hendes fødder ligger en lille tøjbylt med brændte knogler i, og også i en barkæske ved siden af hendes hoved ligger en lille bunke brændte knogler, som mange år senere viser sig at stamme fra et barn.

Museets forskere går i gang med at undersøge alle delene. Det er et fantastisk fund.
Det er sjældent, at man finder organiske materialer fra forhistorien, som er så velbevarede som disse.
Ofte er det de uorganiske materialer såsom metaller eller keramik, som er bevaret, og kun yderst sjældent genstande af uld, skind og træ.

Men i kisten ligger både barkæsker, uldtøj og kvindens hår, som normalt hurtigt vil forgå.

At åbne kisten må have været som at åbne et vindue mod fortiden.
At der er tale om en udhulet egekiste under en stor høj tyder på, at det har været en begravelse af betydning, og de mange metalgenstande i kisten er af den type, den lokale elite fik med sig.

Hertil kommer den omhyggelige måde, kvinden er blevet svøbt i skind og uld på, samt den varsomme placering af barneknoglerne i barkæsken og tøjbylten.

Med sig på rejsen har den unge kvinde fået en barkspand fyldt med en drik, som senere viser sig at være lavet af hvede, tyttebær og/eller tranebær og pors, sødet med honning.

Danmarks ældste fund af det, der må have været en slags øl.
Forskerne mener, at fundet er en ung kvinde måske i tyverne, men de kan ikke præcisere alderen nærmere.

Alligevel får kvinden hurtigt navnet Egtvedpigen, formentlig fordi man i begyndelsen af 1920’erne har ment, at et kort skørt må have været forbeholdt børn og helt unge piger.

Barneknoglerne i kisten er i modsætning til Egtvedpigens knogler bevaret – højst sandsynligt fordi de er blevet brændt.

Når vi i dag tænker på kremering, forestiller vi os, at det kun er asken, der er tilbage.
Men når man taler om forhistoriske kremeringer, er noget af skelettet ofte stadig tilbage.

Kremering ændrer knoglernes krystalstruktur, og de bliver større og dermed mere modstandsdygtige over for det sure miljø i højen.

Det mener man, er årsagen til, at barnets knogler er delvist bevaret.

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på
De kremerede knogler fra Egtvedpigens kiste viser sig senere at stamme fra et barn. Her i en kasse fra Nationalmuseets magasiner.

Egtvedpigens knogler er derimod blevet opløst.
Kun hendes tandemalje, negle, hår og en smule af hjernemassen er tilbage af menneskekroppen.

Hvor højens sure miljø er det, der har opløst Egtvedpigens knogler og det meste af den unge kvindekrop, er det omvendt også det, der i kombination med et fugtigt og iltfattigt miljø har medført, at håret, neglene, uldtøjet, egekisten og barkbeholderne er bevaret.

Højen er opbygget af græstørv, som i tidens løb har suget regnvand til sig.
Regnvandet siver ned gennem højen, og i nogle høje dannes i overgangen mellem de mere tørre jordlag øverst og de fugtigere lag i højens indre et hårdt, tyndt lag af jern, den såkaldte jernkappe.

Vandet, som er trængt ind i højens kerne og ind i jernkappen, kan ikke komme ud igen.

På den måde bliver der dannet et miljø inde i højens kerne og i jernkappen med en relativt lav pH-værdi, altså et surt og iltfattigt miljø, som hjælper med at bevare det organiske materiale, egetræskisten, ulden, kohuden og barken, og de keratinholdige humane dele, altså hår og negle.

Jernkappen er kistens beskytter, den omslutter kisten på alle sider og forhindrer, at den går i forrådnelse. Det, der betyder destruktionen af ét materiale, har samtidig betydet bevarelsen af et andet.

Forskningen stopper ikke ved udgravningen og undersøgelserne i 1920’erne. For efterhånden kommer nye forskere, ny teknologi og nye spørgsmål til.

Videnskaben udvikler sig hele tiden, og derfor er det også relevant at blive ved med at tage de gamle fund frem, undersøge dem igen og stille nye forskningsspørgsmål.

I 1930’erne bliver Egtvedpigens klædedragt undersøgt af arkæologen Hans Christian Broholm og tekstilforskeren Margrethe Hald, da den kan fortælle noget om bronzealderens klædedragter og væveteknikker.

Igen i 1980’erne står et nyt hold af forskere parat til at undersøge Egtvedpigen.
Sammen med arkæologen Lone Hvass undersøger tandlægen Verner Alexandersen tandemaljens slitage og vurderer, at Egtvedpigen har været mellem 16 og 18 år, da hun dør.
Det vil sige yngre, end man hidtil har troet.

To af hendes visdomstænder har nemlig ingen spor af slitage på tyggefladen.

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på
En kasse fra Nationalmuseets magasiner med forskellige fund fra Egtvedpigens kiste, bl.a. noget hår fra en kohud, der lå under Egtvedpigen.

Antropolog Pia Bennike undersøger de brændte knogler, som alle viser sig at stamme fra samme individ, et lille barn på omkring fem-seks år.

Og den berømte dragt bliver studeret igen, denne gang af tekstileksperten Karen-Hanne Nielsen.

I 1980 bliver højen gravet ud en gang til af Vejle Museum i et forsøg på at finde flere detaljer om Egtvedpigens sidste hvilested.
Udgravningen afslører, hvor stor højen oprindeligt har været.
Diameteren bliver målt til 22 meter, og højden til over fire meter.
Udgravningen viser også tegn på andre grave i højens periferi.

Som i andre bronzealderhøje var Egtvedpigen ikke den eneste, som blev begravet her, men forskerne vurderer, at den unge kvindes grav er den ældste af dem alle.

Højen er siden rekonstrueret i sin rette størrelse, og det er den høj, vi ser i dag, når vi besøger Egtvedpigens grav.

Med dendrokronologiske analyser i 1990’erne bliver det også muligt at datere kisten.
Det er en metode, hvor forskerne ved at tælle og måle årlige skift i træernes årringe kan tidsbestemme, hvornår træet er fældet.
Med denne metode kan man foretage en absolut datering. Ikke blot inden for et århundrede eller et årti, men i form af det præcise årstal.

Med dendrokronologen Kjeld Christensens analyser har vi fået et nøjagtigt år.
Årringsundersøgelsen viser, at egetræet bliver fældet i året 1370 f.v.t., som man formoder er det år, Egtvedpigen er blevet begravet.

I kisten finder man også en lille røllikeblomst.
Om blomsten er havnet der ved et tilfælde, eller om den er lagt der med vilje, ved vi ikke, men den giver os endnu en brik til fortællingen.

Blomsten fortæller, at Egtvedpigen sammen med det lille barn højst sandsynligt er begravet i sommerhalvåret for mere end 3300 år siden.

Billedet af Egtvedpigen står lyslevende for os, muligvis på grund af det tøj, hun har på.

Konservator Gustav Rosenberg fra Nationalmuseet tegner en vidunderlig illustration af hende, kort efter hun bliver fundet.

Det er en skitse af en ung pige med pagehår, et kort skørt med et bælte i livet og en bluse, hvor maveskindet kan anes.

Hun ligner en, vi alle kender.
En ung kvinde, der ikke adskiller sig meget fra unge kvinder i dag, og som på samme tid er en del af os og vores forhistorie.

Allerede dengang identificerer man sig med hende. Tegningen er bare ét af eksemplerne på, hvordan alle omkring hende er betagede af den unge kvinde.

Også museumsinspektør Thomas Thomsen ser i 1929 sceneriet med Egtvedpigen for sig:

Den der vil tage sin Fantasi til Hjælp, vil af Fundets Enkeltheder kunne danne sig et Sommerbillede fra hin Tid, se Koen og de brune Faar nippe af de Planter, vi selv har for Øje ved Sommertid, og høre Bierne summe i Lindetræets Blomster.

Den originale egekiste, dragten, bronzesmykkerne og Egtvedpigens hår kan man i dag se i Nationalmuseets permanente udstilling i København.

Smuglæs i den nye bog om Egtvedpigen, der kommer helt tæt på
Egtvedpigen tegnet af Gustav Rosenberg fra Nationalmuseet.

I Egtved kan man som nævnt se rekonstruktionen af højen der, hvor den oprindelig lå, og blandt andet se en kopi af dragten og læse om fundet ved den lille museumsbygning tæt ved højen.

Egtvedpigen er blevet indbegrebet af bronzealderen for de fleste danskere.
Hun er et forhistorisk individ, vi kan spejle os i, og hun er fortællingen om en ung kvindes alt for tidlige død.

Der findes grave, der er rigere end hendes, hun har derfor ikke været en del af den aller- øverste elite, men hun har utvivlsomt været en kvinde af høj status, siden hun er stedt til hvile i en egekiste under en stor høj og har fået bronzesmykker med sig i graven.

Omend togturen til København muligvis bliver Egtvedpigens sidste fysiske rejse, har hun igangsat en endnu større.
For den videnskabelige rejse, hun har været ude på siden 1921 og frem til i dag, er fantastisk.

På de kommende sider vil jeg fortælle om den – indtil videre – sidste del af Egtvedpigens videnskabelige rejse.

Det er en tværfaglig rejse, som jeg har delt med hende.
En rejse mellem geologi og arkæologi, en rejse, som ikke startede med hende selv, men med hendes ikoniske ulddragt.

Undersøgelserne af ulden, som jeg går i gang med på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning i 2011, bliver starten på en række nye forskningsspørgsmål, der i sidste ende leder til ny viden om bronzealdersamfundet.

Før jeg går i gang med mine første undersøgelser, har jeg ingen anelse om, hvilken betydning disse analyser senere hen får.

Det er utroligt, at et næsten 100 år gammelt fund kan overraske en hel forskerstand og i 2015 udnævnes til ”A new discovery” i det berømte og velansete tidsskrift Archaeology med The Archaeological Institute of America som afsender.

Det kommer på top 10-listen over årets fund midt mellem historierne om fundet af en keltisk prins fra det 5. århundrede f.v.t. i Frankrig og om opdagelsen af Homo naledi, en hidtil ukendt menneskeart i Sydafrika.

Forskningsresultaterne ender med at fortælle en ny historie om et langt mere dynamisk og globaliseret samfund i bronzealderen end hidtil antaget, om lange tilbagevendende rejser og om en gravhøj i Egtved og en ung pige, vi troede, vi kendte.

For bedre at kunne forklare, hvorfor jeg kommer til at interessere mig for en kvinde, som levede for over 3000 år siden, hvordan nye forskningsspørgsmål kan opstå, og hvordan vi ender med at stå med en ny viden, der havner som en nyhed i aviser og på nyhedskanaler verden over, skal jeg begynde et helt andet sted.

Nemlig med min egen og min families historie.

Den starter i 1916, hvor en ung dansk kvinde, ganske få år før fundet af Egtvedpigen, tager den lange tur fra Jylland over Atlanterhavet til Buenos Aires, Argentina.


Egtvedpigen, Karin Frei, Nationalmuseet, bronzealderen, oldtidsfundLige siden Egtvedpigen blev fundet i 1921, har hun været anset for noget af det mest ærkedanske i vores historie. Men ny forskning har vist, at den unge pige fra Egtved kommer langvejsfra, og at hun har rejst over lange afstande flere gange i sit korte liv for over 3300 år siden.

Find Egtvedpigens rejse af Karin Margarita Frei her, eller i din lokale boghandel.

Bag opdagelsen står Karin Margarita Frei, professor i arkæometri ved Nationalmuseet. I denne bog tager hun læseren med ind i laboratoriet, hvor nye fortællinger om vores fortid afsløres.

Hun fortæller også sin egen historie om at vokse op i Argentina, men længes mod sine danske rødder. Det er en beretning om identitet og om vigtigheden af at krydse grænser, også fagligt, for at forstå vores fælles historie.

Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!