INTERVIEW || Danske Sara Bouchet har med Savas vidner begået en sindsoprivende psykologisk thriller om kærlighed og dæmoner, om middelalderens hekseprocesser – og om den kampplads, familien også kan være.
Men hvorfra kommer inspirationen til romanen? Kan vi lære noget af middelalderens hekseprocesser i dag? Og kan man egentlig skrive en så snigende uhyggelig bog uden selv at blive bange? Det har vi talt med Sara om.
Savas vidner er en spændingsroman om hemmeligheder og familiebånd af den knap så idylliske slags. Hvor kommer historien fra?
Jeg har altid været fascineret af familien, denne lille flok, man fødes ind i og bliver en del af på godt og ondt, og som man som barn er ganske afhængig af. Der ligger en enorm sårbarhed i det forhold, og især også et stort ansvar.
Hvad sker der, hvis forældrene opdrager efter et sygt tankesæt? Hvad gør en dysfunktionel familie ved et lille barn eller en søskendeflok?
De spørgsmål optog mig, og jeg havde lyst til at skrive en roman, som involverer det psykologiske aspekt og indre drama, kærligheden, vanviddet, familien som kampplads og det stærke bånd, der eksisterer på trods mellem søskende, mellem forældre og deres børn.
Meget af Savas vidner foregår i et råt landskab i Skotland. Hvorfor netop dér?
Jeg boede selv i byen St. Andrews på den skotske østkyst for nogle år siden, mens jeg studerede – og det er der, hovedhandlingen i Savas vidner foregår. Byen har nogle enestående historiske bygninger, som spiller en rolle i bogen, og så ligger den virkelig smukt med sorte rev, der løber som sår ud i havet. Man kan gå langs kysten i timer fra den ene lille havneby til den anden.
På en af vandreturene opdagede jeg de grotter, pilgrimmene i sin tid overnattede i, og jeg blev for alvor opmærksom på den historie, stederne har været vidne til. Her blev den 24-årige studerende Patrick Hamilton fx i 1528 brændt på bålet for kætteri, da han efter et møde med Martin Luther frimodigt begyndte at forkynde den protestantiske tro.
Middelalderens hekseprocesser spiller en relativt stor rolle i romanen. Hvorfor interesserer det emne dig?
Da jeg fandt ud af, at det sidste drab på en påstået heks foregik så sent som i 1704 i en lille havneby lige i nærheden af St. Andrews, vidste jeg, at det måtte jeg bare flette ind i en fortælling engang.
Under hekseprocesserne var det især kvinder, der blev forfulgt. Og dér kan man trække nogle linjer til i dag med bl.a. #MeToo-bevægelsen – set fra begge ’fronter’. Dels som et eksempel på den råstyrke og slagkraft kvinder kan få, når de står sammen og får en kollektiv stemme, der kan ændre verden. Og dels hvordan kvindefællesskaber tilsyneladende stadig kan virke truende og skræmmende på det andet køn. Jeg tænker her på dem, der i dag mener, at #MeToo-bevægelsen kammet over i en veritabel heksejagt på manden.
Hvor meget og hvordan har du researchet på bogen?
Da jeg fik ideen til romanen for syv-otte år siden, havde jeg St. Andrews og den skotske østkyst godt inde under huden efter at have boet der en periode. Men jeg havde ikke noget særligt indgående kendskab til hverken middelalderen, hekseprocesserne eller de sidste 500 års opfattelser af kvinden og det kvindelige. Så jeg læste faktisk alt, hvad jeg kunne opstøve om emnet.
Jeg fandt afhandlinger om kalkmalerier og eksorcisme i folkekirken, læste videnskabelige artikler om de europæiske hekseprocesser, om sataniske myter, dæmonologi og religiøs praksis i middelalderen. Og om barnevidner i Sverige og analyser af børnetegninger.
I det hele taget så læste jeg meget af det, som Sophie Lind [den forsvundne søster i Savas vidner, red.] forsker i. Hun er optaget af hekseprocesserne, men primært af de særlige mekanismer, der trigger massehysteriet.
De massepsykologiske mekanismer, der ligger bag hekseprocesserne, og menneskets behov for at finde syndebukke – nogen at udstøde og definere sig selv i opposition til – det har eksisteret til alle tider.
Kan man skrive sådan en bog uden selv at blive bange?
Læserne tror måske, at man skal være en hård negl for at skrive uhyggeligt, men sandheden er, for mit vedkommende i hvert fald, at der skal ganske få indtryk til, før min hjerne går i selvsving, og jeg ser og forestiller mig alt muligt, der (forhåbentlig!) ikke er der.
Efter vi flyttede til Fladbro Skov skete der også noget med mine tekster. Pludselig kunne jeg dufte skoven, høre rågernes skrig ved skumringstid, når de søgte til skoven for natten. Jeg så haren og egernet og de andre dyr tidligt om morgenen, mærkede blæsten få skoven til at sukke og knage, hørte natuglens tuden og så stjernehimlen og den sorte nat, når den er allermest sort. Og jeg tænkte på Freuds teorier om ”das Unheimliche”: den særlige uhygge, der opstår når det allermest velkendte og trygge pludselig ændrer sig.
Det fik nok en indflydelse på visse passager. Og så er det stof, bogen er skrevet på grundlag af, ret voldsomt i sig selv. Mens jeg læste procesmateriale og retsdokumenter, blev jeg mindet om, at virkeligheden i dén grad overgår fantasien. Men jeg har været ret bevidst om, ikke at bruge de mest voldsomme oplysninger som en effekt i romanen. Derfor finder man for eksempel ikke udpenslede torturscener i Savas vidner.
Det mest uhyggelige er efter min mening netop også alt det ’uforklarlige’: Det man fornemmer, registrerer eller ser, men bilder sig ind ikke at se. De mørke, fjerne kamre, mennesket gemmer på, og sindets åbenhed overfor andre kræfter.
INTERVIEW || Danske Sara Bouchet har med Savas vidner begået en sindsoprivende psykologisk thriller om kærlighed og dæmoner, om middelalderens hekseprocesser – og om den kampplads, familien også kan være.
Men hvorfra kommer inspirationen til romanen? Kan vi lære noget af middelalderens hekseprocesser i dag? Og kan man egentlig skrive en så snigende uhyggelig bog uden selv at blive bange? Det har vi talt med Sara om.
Savas vidner er en spændingsroman om hemmeligheder og familiebånd af den knap så idylliske slags. Hvor kommer historien fra?
Jeg har altid været fascineret af familien, denne lille flok, man fødes ind i og bliver en del af på godt og ondt, og som man som barn er ganske afhængig af. Der ligger en enorm sårbarhed i det forhold, og især også et stort ansvar.
De spørgsmål optog mig, og jeg havde lyst til at skrive en roman, som involverer det psykologiske aspekt og indre drama, kærligheden, vanviddet, familien som kampplads og det stærke bånd, der eksisterer på trods mellem søskende, mellem forældre og deres børn.
Meget af Savas vidner foregår i et råt landskab i Skotland. Hvorfor netop dér?
Jeg boede selv i byen St. Andrews på den skotske østkyst for nogle år siden, mens jeg studerede – og det er der, hovedhandlingen i Savas vidner foregår. Byen har nogle enestående historiske bygninger, som spiller en rolle i bogen, og så ligger den virkelig smukt med sorte rev, der løber som sår ud i havet. Man kan gå langs kysten i timer fra den ene lille havneby til den anden.
På en af vandreturene opdagede jeg de grotter, pilgrimmene i sin tid overnattede i, og jeg blev for alvor opmærksom på den historie, stederne har været vidne til. Her blev den 24-årige studerende Patrick Hamilton fx i 1528 brændt på bålet for kætteri, da han efter et møde med Martin Luther frimodigt begyndte at forkynde den protestantiske tro.
Middelalderens hekseprocesser spiller en relativt stor rolle i romanen. Hvorfor interesserer det emne dig?
Da jeg fandt ud af, at det sidste drab på en påstået heks foregik så sent som i 1704 i en lille havneby lige i nærheden af St. Andrews, vidste jeg, at det måtte jeg bare flette ind i en fortælling engang.
Under hekseprocesserne var det især kvinder, der blev forfulgt. Og dér kan man trække nogle linjer til i dag med bl.a. #MeToo-bevægelsen – set fra begge ’fronter’. Dels som et eksempel på den råstyrke og slagkraft kvinder kan få, når de står sammen og får en kollektiv stemme, der kan ændre verden. Og dels hvordan kvindefællesskaber tilsyneladende stadig kan virke truende og skræmmende på det andet køn. Jeg tænker her på dem, der i dag mener, at #MeToo-bevægelsen kammet over i en veritabel heksejagt på manden.
Hvor meget og hvordan har du researchet på bogen?
Da jeg fik ideen til romanen for syv-otte år siden, havde jeg St. Andrews og den skotske østkyst godt inde under huden efter at have boet der en periode. Men jeg havde ikke noget særligt indgående kendskab til hverken middelalderen, hekseprocesserne eller de sidste 500 års opfattelser af kvinden og det kvindelige. Så jeg læste faktisk alt, hvad jeg kunne opstøve om emnet.
Jeg fandt afhandlinger om kalkmalerier og eksorcisme i folkekirken, læste videnskabelige artikler om de europæiske hekseprocesser, om sataniske myter, dæmonologi og religiøs praksis i middelalderen. Og om barnevidner i Sverige og analyser af børnetegninger.
I det hele taget så læste jeg meget af det, som Sophie Lind [den forsvundne søster i Savas vidner, red.] forsker i. Hun er optaget af hekseprocesserne, men primært af de særlige mekanismer, der trigger massehysteriet.
Kan man skrive sådan en bog uden selv at blive bange?
Læserne tror måske, at man skal være en hård negl for at skrive uhyggeligt, men sandheden er, for mit vedkommende i hvert fald, at der skal ganske få indtryk til, før min hjerne går i selvsving, og jeg ser og forestiller mig alt muligt, der (forhåbentlig!) ikke er der.
Efter vi flyttede til Fladbro Skov skete der også noget med mine tekster. Pludselig kunne jeg dufte skoven, høre rågernes skrig ved skumringstid, når de søgte til skoven for natten. Jeg så haren og egernet og de andre dyr tidligt om morgenen, mærkede blæsten få skoven til at sukke og knage, hørte natuglens tuden og så stjernehimlen og den sorte nat, når den er allermest sort. Og jeg tænkte på Freuds teorier om ”das Unheimliche”: den særlige uhygge, der opstår når det allermest velkendte og trygge pludselig ændrer sig.
Det fik nok en indflydelse på visse passager. Og så er det stof, bogen er skrevet på grundlag af, ret voldsomt i sig selv. Mens jeg læste procesmateriale og retsdokumenter, blev jeg mindet om, at virkeligheden i dén grad overgår fantasien. Men jeg har været ret bevidst om, ikke at bruge de mest voldsomme oplysninger som en effekt i romanen. Derfor finder man for eksempel ikke udpenslede torturscener i Savas vidner.
Du kan læse første kapitel af Savas vidner her
Læs mere om bogen og køb Savas vidner som lydbog her, eller lån den på dit lokale bibliotek
Andre læste også: