Franske krimiforfattere Guillaume Musso Læseprøve og uddrag

Pigen i labyrinten. Tyvstart din læsning i Mussos nye spændingsroman her

guillaume musso, musso, pigen i labyrinten, gode boger

Pigen i labyrinten er den nyeste bog af Frankrigs bedst sælgende forfatter, Guillaume Musso. Lad dig rive med af det spændende plot – læs et uddrag af bogen herunder.


Pigen i labyrinten begynder en forårsdag i april måned. Den berømte forfatter Flora Conway leger gemmeleg med sin tre-årige datter Carrie i deres hjem i Brooklyn. Men da Flora vender sig om for at lede efter sin datter, er Carrie forsvundet ud i den blå luft, selvom hverken døre eller vinduer har været åbne i lejligheden.

LÆS OGSÅ: 5 gode spændingsromaner til din læseliste

Politiets efterforskning har intet at tage udgangspunkt i, da lejligheden ikke viser nogen tegn på indbrud. Overvågningskameraerne i den gamle newyorkerejendom har heller ikke fanget noget mistænkeligt. Sagen bliver mere og mere mystisk, og Flora er desperat efter svar.

Der er dog kun en person, som kan hjælpe med at opklare Carries forsvinden, og ham må Flora finde. På den anden side af Atlanten sidder nemlig en anden sønderknust forfatter, der har søgt tilflugt i et forfaldent hus. Forfatteren alene er nøglen til opklaringen af den mystiske sag.

Læs et uddrag af bogen herunder.

Du kan købe Pigen i labyrinten online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 5 oktober.



Guillaume Musso

Pigen i labyrinten

Kapitel 1

Brooklyn, efteråret 2010
For et halvt år siden, den 12. april 2010, blev min datter på tre år, Carrie Conway, bortført, mens vi legede gemmeleg i min lejlighed i Williamsburg.

Det var en smuk, lys og solrig eftermiddag, sådan en som New York ofte byder på om foråret. Vanen tro var jeg spadseret hen for at hente Carrie fra sin skole, Montessori-skolen i McCarren Park. På tilbagevejen standsede vi hos Marcello’s for at købe en kompot og en citroncannoli, som Carrie slugte, mens hun hoppede og dansede muntert ved siden af sin klapvogn.

Da vi var hjemme i forhallen i Lancasterbygningen på Berry Street 396, gav vores nye opsynsmand, Trevor Fuller Jones – han var blevet ansat mindre end tre uger tidligere – Carrie en honningslikkepind med sesamfrø og fik hende til at love, at hun ikke ville spise den på én gang. Så sagde han til hende, hvor heldig hun var at have en mor, der var forfatter, for så kunne hun fortælle hende sådan nogle gode godnathistorier.

Jeg lo og bemærkede, at sådan noget kunne han kun sige, hvis han aldrig havde læst en af mine romaner, hvilket han også indrømmede. ”Jeg har ikke tid til at læse, mrs. Conway,” sagde han. ”Du tager dig ikke tid til at læse, Trevor, det er ikke det samme,” svarede jeg, mens dørene til elevatoren gled for.

Ifølge vores sædvanlige ritual løftede jeg Carrie op, så hun kunne trykke på knappen til sjette etage, den øverste knap. Elevatoren satte sig i bevægelse med en metallisk knirken, som ikke længere skræmte nogen af os.

Lancaster er en gammel støbejernsbygning, som er under renovation. Et utroligt palads med store vinduer indrammet af korintiske søjler. Det fungerede tidligere som lager for en legetøjsfabrikant, som indstillede virksomheden i begyndelsen af 1970’erne. Efter nedlæggelsen af virksomheden lå bygningen hen i glemsel i næsten tredive år, inden den blev moderniseret og ombygget til et lejlighedskompleks, da det var blevet in at bo i Brooklyn.

Carrie var knap kommet ind i lejligheden, før hun tog sine små kondisko af og smuttede i et par lyserøde sutsko med kvaster. Hun fulgte med mig hen til musikanlægget og så mig lægge en vinylplade på grammofonen – andensatsen af Ravels klaverkoncert i G-dur – mens hun glædede sig til at høre musikken. Hun blev hængende i mine skørter i nogle minutter og ventede på, at jeg blev færdig med at hænge vasketøj op, og forlangte så, at vi legede gemmeleg.

Det var hendes absolut foretrukne leg. En, der fascinerede hende umådeligt.

I hendes første år gik vores ”borte-tit-tit” ud på, at Carrie holdt sine små hænder for øjnene med spredte fingre og halvt dækkede øjne. Hun slap mig med blikket i nogle sekunder, inden mit ansigt dukkede op igen som ved et trylleslag og fik hende til at le højt. Med tiden lærte hun, hvad gemmeleg gik ud på. Hun kunne skjule sig bag et gardin eller under sofabordet. Men der var altid lidt af en fod, en albue eller et ben, der stak ud og afslørede hende. Hvis legen trak for længe ud, kunne det også ske, at hun til sidst viftede med hånden ad mig, for at jeg skulle finde hende hurtigere.

Med tiden blev gemmelegen mere kompleks. Carrie inddrog andre møbler i lejligheden og øgede dermed mulighederne for at gemme sig: sammenkrøbet bag dørene, rullet sammen som en kugle i badekarret, stående bag gardinerne, liggende fladt under sin seng.

Reglerne havde også ændret sig. Legen var nu blevet en alvorlig sag.

Inden jeg begyndte at lede efter hende, skulle jeg vende mig om mod væggen, lukke øjnene og tælle højt til 20.

Og det var det, jeg gjorde den eftermiddag den 12. april, mens solen skinnede bag skyskraberen og badede lejligheden i et varmt og næsten uvirkeligt lys.

”Ikke snyde, mor!” skældte hun, selvom jeg fulgte ritualet til punkt og prikke.

Jeg begyndte at tælle med høj stemme inde i mit soveværelse med hænderne for øjnene, hverken for langsomt eller for hurtigt.

”En, to, tre, fire, fem …”

Jeg husker tydeligt den dæmpede lyd af hendes små skridt på parketgulvet. Carrie var gået ud af soveværelset. Jeg hørte hende gå gennem stuen og skubbe til Eames-stolen, som tronede over for det enorme glasparti.

”… seks, syv, otte, ni, ti …”

Det føltes godt. Mine tanker vandrede rundt, båret af de krystalklare toner, der nåede mig fra stuen. Min foretrukne passage i adagioen. Dialogen mellem engelskhornet og klaveret.

”… elleve, tolv, tretten, fjorten, femten …”

En lang, perlende, musikalsk frase, som blev ved med at risle, og som nogen har sammenlignet med en lunken, stille regn.

”… seksten, sytten, atten, nitten og tyve.” Åbn øjnene.


Kapitel 2

Jeg åbnede øjnene og gik ud af soveværelset. ”Pas på! Nu kommer mor!”

Jeg legede legen. Jeg spillede lattermildt rollen, som min datter forventede af mig. Jeg gik gennem alle værelserne, mens jeg i et spøgefuldt tonefald kommenterede mine forsøg.

”Carrie er ikke under hynderne … Carrie er heller ikke bag sofaen …”

Psykologer hævder, at gemmelege har en pædagogisk funktion: De er et middel til at få barnet til at opleve ad- skillelse på en positiv måde. Ved at gentage denne midlertidige og kunstige adskillelse menes barnet at få bekræftet tilknytningen til sine forældre. For at opnå den virkning skal legen udformes på ægte dramaturgisk vis og på meget kort tid byde på en bred vifte af følelser: ophidselse, spænding og en lille smule skræk, som til sidst viger for glæden ved at blive genfundet.

For at alle disse følelser kan komme til udtryk, skal man trække tiden ud og ikke ødelægge spændingen for hurtigt. Jeg vidste selvfølgelig ofte, hvor Carrie gemte sig, inden jeg overhovedet åbnede øjnene. Men ikke denne gang. Og efter et par minutter besluttede jeg at holde op med at lade som om og begyndte at lede efter hende for alvor.

Selvom min lejlighed er enorm – en stor glaskube på to hundred kvadratmeter på vestsiden af bygningen – er mulighederne for at gemme sig ikke ubegrænsede. Jeg havde investeret alle pengene fra mine royalties og købt den nogle måneder tidligere. Det var gået stærkt med renoveringen af Lancasterbygningen, og selvom håndværkerne langtfra var færdige, var den lejlighed, jeg havde udset mig, allerede den sidste ledige på markedet. Jeg havde forelsket mig i den ved første besøg, og for at kunne få lejligheden og flytte ind hurtigst muligt var jeg gået med til at betale bygherren under bordet.

Derefter havde jeg fået slået en del vægge ned for at få en så åben planløsning som muligt og honninggult parket- gulv og minimalistisk indretning. De sidste gange, vi havde leget skjul, var det lykkedes Carrie at finde mere sofistikerede gemmesteder – den lille gavtyv havde sneget sig ind bag tørretumbleren eller skjult sig inde i kosteskabet.

Tålmodigt, om end lidt irriteret, blev jeg ved med at lede i alle kroge og hjørner og kiggede bag alle møbler. Derefter begyndte jeg forfra. I min hast kom jeg til at vælte konsolbordet, hvor vinylpladerne og pladespilleren stod. Pickuppen hoppede, musikken standsede, og der blev helt stille i stuen.

Det var i det øjeblik, at jeg begyndte at mærke en klump i maven.

”Okay, lille skat, du har vundet. Kom frem fra dit gemmested, nu!”

Jeg gik ud i entreen. Ståldøren var låst forsvarligt af. Nøglen sad i den øverste lås, hængende i et nøgleknippe uden for et barns rækkevidde.

”Carrie! Kom frit frem, har jeg sagt, du har vundet!”

Med al den fornuft, jeg kunne opbyde, forsøgte jeg at dæmme op for panikbølgerne, der truede med at vælte frem. Carrie måtte nødvendigvis være i lejligheden. Nøglerne i døren, som blokerede for cylinderen, gjorde det umuligt at åbne døren udefra selv med en dobbeltnøgle. Og vinduerne havde siden renovationen af ejendommen været hermetisk tillukkede. Ikke blot havde Carrie ikke kunnet forlade lejligheden, ingen ville heller have kunnet komme ind.

”Carrie! Sig nu, hvor du er.”

Jeg var stakåndet, som om jeg lige havde løbet gennem det halve af Central Park. Selvom jeg åbnede munden for at trække vejret, kunne jeg ikke få luft ned i lungerne. Det var utænkeligt. Man kan ikke bare forsvinde under en gemmeleg i en lejlighed. Det er en leg, der altid ender godt. Forsvindingen er en symbolsk og midlertidig iscenesættelse. Det kan ikke være anderledes. Det står skrevet i selve konceptets dna: Man går med til at lege legen, fordi man er sikker på at finde den anden igen.

”Carrie, så er det nok! Mor er ikke glad!”

Mor var ikke glad, men mor var frem for alt meget bange. Jeg tjekkede for tredje eller fjerde gang de sædvanlige gemmesteder, derefter gik jeg løs på de mindre sandsynlige: vasketøjskurven, og skorstensrøret – som havde været lukket i en menneskealder. Jeg flyttede på det tunge køleskab, jeg afbrød endda relæet for at løsne og åbne lemmen til det falske loft, hvor rørene til airconditionen befandt sig.

”CARRIE!”

Min brølen gav genlyd i hele lejligheden og fik ruderne til at dirre. Men ekkoet døde ud, og stilheden indfandt sig igen. Solen var forsvundet udenfor. Det blev koldt. Som om vinteren lige var kommet igen uden varsel.

Jeg stod som stivnet et øjeblik, svedende og med tårer trillende ned ad kinderne. Da jeg genvandt fatningen, fik jeg øje på en af Carries sutsko ude i entreen. Jeg tog den lille sko af lyserødt fløjl op. Det var den til venstre fod. Jeg ledte efter den anden, men den syntes også at være forsvundet.

Det var i det øjeblik, at jeg besluttede at ringe til politiet.


Kapitel 3

Den første politimand på stedet var kriminalbetjent Mark Rutelli fra 90th Precinct, politistationen, som dækkede det nordlige Williamsburg. Politimanden måtte være tæt på pensionsalderen. Trods sit trætte udseende og poserne under øjnene forstod han straks, hvor akut situationen var, og gik energisk i gang. Efter en ny og minutiøs inspektion af lejligheden tilkaldte han forstærkninger til at gennemsøge hele ejendommen, indkaldte et hold kriminalteknikere, sendte to mand ud for at afhøre beboerne og naboerne i bygningen og gennemgik selv overvågningsvideoerne sammen med opsynsmanden.

At den ene sutsko manglede, havde straks fået ham til at anmelde det som ”Mulig bortførelse”, men statspolitiet ville have nogle mere konkrete beviser, inden de reagerede på det.

Mens tiden gik, var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Jeg var fuldstændig fortabt, ude af stand til at gøre mig nyttig, og samtidig ønskede jeg så brændende at hjælpe til. Jeg lagde en besked på min forlæggers telefonsvarer: ”Fantine, jeg har brug for din hjælp, Carrie er forsvundet, politiet er her, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg er så bange, ring tilbage straks.”

Snart faldt mørket på i Brooklyn. Ikke alene var Carrie forsvundet, men ingen af NYPD’s undersøgelser havde givet det mindste spor. Min datter syntes at være gået op i røg, bortført i mørket af en grusom elverkonge, som havde udnyttet, at jeg et kort øjeblik havde været uopmærksom.

Ved ottetiden om aftenen ankom Rutellis overordnede, kriminalassistent Frances Richard, til pladsen foran Lancasterbygningen, hvor jeg var blevet bedt om at vente, mens et team gennemsøgte kælderrummet, der hørte til lejligheden.

”Vi aflytter din telefon,” fortalte han mig og slog kraven på sin regnfrakke op.

Gaden var afspærret, og en iskold vind susede gennem Berry Street.

”Det er tænkeligt, at han eller hun, som har bortført din datter, vil prøve at kontakte dig for at forlange en løsesum eller afsløre et andet motiv. Men lige nu må du følge med os hen på stationen.”

”Af hvilken grund? Hvordan skulle hun være blevet bortført? Døren var jo …”

”Det er det, vi prøver at opklare.”

Jeg kiggede op på ejendommens massive silhuet, der aftegnede sig i tusmørket. Noget sagde mig, at Carrie stadig var i bygningen, og at det ville være en fejl at køre derfra. Jeg rettede blikket mod Rutelli for at få hans støtte, men han tog sin overordnedes parti.

”Du er nødt til at følge med os. Det er vigtigt, at du svarer mere præcist på nogle af vores spørgsmål.”


Uddrag af afhøringen af Flora Conway

Mandag den 12. april 2010, afhørt af kriminalbetjent Mark Rutelli og kriminalassistent Frances Richard i 90th Precincts lokaler, 211 Union Ave, Brooklyn, NY 11211.

20:18
Kriminalassistent Richard
(læser i sine noter igen): Du har opgivet, at Carries far hedder Romeo Filippo Bergomi. Han er danser på Operaen i Paris?
Flora Conway: Fordanser.
Kriminalbetjent Rutelli: Og hvad betyder det?
Flora Conway: I ballettens hierarki er der solodanserne, balletdanserne og fordanserne.
KA Richard: Mener du dermed, at han er i bunden?

Flora Conway: Nej, jeg svarede bare på spørgsmålet.
KA Richard: Han er seksogtyve år i dag?
Flora Conway: Det har du vel tjekket.
KB Rutelli: Ja, vi har kontaktet ham, hvilket du også burde have gjort. Han lød meget urolig. Han er med det første fly og lander i New York i morgen formiddag.
Flora Conway: Så er det også første gang, han bekymrer sig om sin datter. Han har aldrig rigtig interesseret sig for hende før nu.

KB Rutelli: Og det gør dig vred?
Flora Conway: Nej, det passer mig meget godt.
KB Rutelli: Tror du, at Carries far eller nogen i hans omgangskreds kan have gjort Carrie fortræd?
Flora Conway: Nej, det tror jeg ikke, men jeg ved det ikke. Jeg kender ham ikke så godt.
KA Richard: Kender du ikke faren til dit barn?

20.25
KA Rutelli
: Har du nogen fjender?
Flora Conway: Ikke det jeg ved af.
KB Rutelli: Men du har sikkert uvenner. Som kunne være sur på en anerkendt forfatter som dig? Mindre heldige kolleger?
Flora Conway: Jeg har ikke ”kolleger”. Jeg arbejder ikke på en fabrik eller et kontor.

KB Rutelli: Du forstår nok, hvad jeg mener. Folk læser mindre og mindre, ikke sandt? Så der må nødvendigvis være kamp om pladserne. Det må skabe spændinger mellem jer, misundelse …
Flora Conway: Det er muligt, men intet der kan føre til at bortføre et barn.
KA Richard: Hvilken genre tilhører de romaner, som du skriver?
Flora Conway: Ikke sådan en genre, som du læser.
KB Rutelli: Og dine læsere? Du har ikke mødt en fan, der er lige så besat som hende i filmen Misery? Du har ikke modtaget breve eller mails fra lidt for påtrængende læsere?

Flora Conway: Jeg læser ikke mails fra mine læsere, men det gør min forlægger sikkert, spørg hende.
KB Rutelli: Hvorfor læser du dem ikke selv? Interesserer det dig ikke, hvad folk synes om dine bøger?

Flora Conway: Nej.
KA Richard: Hvorfor ikke?
Flora Conway: Fordi læserne læser den bog, de vil læse, ikke den, som man har skrevet.

20.29
KB Rutelli
: Giver det godt at være forfatter?
Flora Conway: Det er lidt forskelligt.
KB Rutelli: For vi har kigget på dine bankkonti, og man kan ikke sige, at du vælter dig i penge …
Flora Conway: Jeg har lige brugt mine royalties til at købe min lejlighed og indrette den.
KB Rutelli: Ja, sådan en lejlighed må koste mange penge. Flora Conway: Det var vigtigt for mig.
KA Richard: Hvad?
Flora Conway: At føle mig tryg bag mure, der kan be- skytte mig.
KB Rutelli: Beskytte dig mod hvad?

20.34
KA Richard
: (vifter med AFP-telegrammet for øjnene af hende): Jeg har set dig omtalt i pressen. Det er måske lidt upassende, men tillykke med Kafka-prisen.
Flora Conway: Ja, det føles lidt upassende …

KA Richard: Men du tog ikke til Prag for at modtage prisen, fordi du, jeg citerer fra telegrammet, lider af ”socialfobi”, er det korrekt?
Flora Conway: …

KB Rutelli: Er det korrekt?
Flora Conway: Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvad der foregår inde i dit hoved, siden du foretrækker at spilde tid på at stille mig den slags spørgsmål frem for at … KA Richard: Hvor var du i går aftes? I din lejlighed med din datter?
Flora Conway: I går aftes var jeg ude.
KA Richard: Hvorhenne?
Flora Conway: Bushwick.

KB Rutelli: Bushwick er et stort område.
Flora Conway: En bar på Frederick Street. Boomerang. KA Richard: Virker det ikke lidt underligt at tage på en bar, når man lider af socialfobi?
Flora Conway: Okay, den historie om socialfobi er noget fis, som Fantine, min forlægger, har fundet på for at skåne mig for at møde journalister og læsere.
KB Rutelli: Hvorfor vil du ikke møde dem?
Flora Conway: Fordi det ikke hører med til mit arbejde.

KB Rutelli: Hvad er dit arbejde?
Flora Conway: At skrive bøger, ikke at sælge dem.
KA Richard: Godt, lad os vende tilbage til baren. Når du er ude, hvem plejer så at passe Carrie?
Flora Conway: Oftest en babysitter. Eller Fantine, hvis jeg er i knibe.

KB Rutelli: Og i går aftes? Mens du var på Boomerang? Flora Conway: En babysitter.
KB Rutelli: Hvad hedder hun?
Flora Conway: Aner det ikke. Jeg ringer til babysitterbu- reauet, men de sender aldrig den samme pige.

20.35
KB Rutelli
: Hvad lavede du så på den der bar, Boomerang? Flora Conway: Hvad man nu en gang laver på en bar.

KB Rutelli: Drak du noget?
KA Richard: Lagde du an på en fyr?
Flora Conway: Det er en del af mit arbejde.
KB Rutelli: Er dit arbejde at gå ud og drikke?
KA Richard: Og score fyre?
Flora Conway: Mit arbejde er at iagttage folk, tale med dem, høre om deres privatliv og forestille mig deres hemmeligheder. Det er brændstoffet i min forfatter- virksomhed.
KA Richard: Mødte du nogen i går?
Flora Conway: Jeg kan ærlig talt ikke se, hvad det …

KA Richard: Forlod du baren sammen med en mand? Flora Conway: Ja.
KB Rutelli: Hvad hedder han?
Flora Conway: Hassan.
KB Rutelli: Hassan hvad?
Flora Conway: Det ved jeg ikke.
KB Rutelli: Hvor tog I hen?
Flora Conway: Hjem til mig.

KA Richard: Gik du i seng med ham?
Flora Conway: …
KA Richard: Havde du sex med en fremmed mand, som du havde mødt få timer før, i din lejlighed, mens din datter lå og sov?

20.46
KB Rutelli
: Jeg vil bede dig kigge opmærksomt på denne video: Det er billeder, der blev taget i eftermiddags af et overvågningskamera, installeret i opgangen på sjette etage i din ejendom.
Flora Conway: Jeg vidste ikke, at der var et kamera der.

KB Richard: Beslutningen om kameraet blev vedtaget på generalforsamlingen for seks måneder siden. Sikker- heden i Lancasterbygningen er blevet stærkt forøget, siden nogle velhavere købte lejlighederne for at moder- nisere dem.
Flora Conway: Du får det til at lyde som en kritik.
KB Rutelli: Kameraet har frit udsyn til din hoveddør. Her ser man dig og Carrie vende hjem fra skole. Læg mærke til tiden nederst på skærmen: 15.53. Siden er der intet. Jeg har gennemset båndet flere gange. Ingen nærmer sig din dør, indtil jeg ankom kl. 16.58.

Flora Conway: Det var jo det, jeg sagde!
KA Richard: Den her historie holder ikke vand. Jeg tror ikke, du fortæller os hele sandheden. Hvis ingen er gået ind i eller har forladt din lejlighed, så må din datter stadig være der.

Flora Conway: Hvis det er tilfældet, SÅ FIND HENDE!

[Jeg rejser mig fra min stol. Jeg vender ansigtet mod mit spejl- billede: blegt ansigt, håret sat op i en knold i nakken, hvid skjortebluse, jeans, læderjakke. Jeg holder mig oprejst. Og jeg har brug for at sige til mig selv, at det skal jeg blive ved med.]

KA Richard: Sæt dig! Vi er ikke færdige. Vi har flere spørgsmål.

[I mit stille sind gentager jeg, at jeg må modsætte mig. At jeg før har mødt modgang, at jeg før har overlevet. Og at det her mareridt vil få en ende en dag. Og at …]

KB Rutelli: Vær venlig at sætte dig.
KA Richard: Pis, hun besvimer. Sid ikke bare der, Rutelli! Tilkald hjælp. Det her vil give bagslag. Fuck!




pigen i labyrinten, guillaume musso

I 10 år i træk har Guillaume Musso været Frankrigs bedst sælgende forfatter, og han er nu aktuel med romanen Pigen i labyrinten. I romanen leger han med grænserne mellem fiktion og virkelighed, litteraturens betydning og forfatterens magt.

Historien starter, da den berømte forfatter Flora Conways treårige datter Carrie forsvinder, mens de leger skjul i hendes lejlighed i Brooklyn. Carries forsvinden kan ikke forklares. Bygningen viser ingen tegn på indbrud eller en forbrydelse, og hverken døre eller vinduer har været åbne. Ikke engang politiets efterforskning giver nogen klare svar.

En sønderknust forfatter på den anden side af Atlanterhavet skal vise sig at have nøglen til Carries forsvinden. Og ham må Flora finde.

Du kan købe Pigen i labyrinten online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 5 oktober.