Peter var en stor digter, men i dag græder vi over tabet af en kær ven.
Som digter nåede Peter at udgive 34 digtsamlinger siden han debuterede med Udskrifter i 1966. Digtsamling nr. 35 med titlen Opslugt af livet nåede Peter netop at færdiggøre. Det er ikke mere end få dage siden, han havde telefonmøde med sin redaktør, Astrid, og fik de sidste ting på plads. I juni udkom Peter Poulsens samlede oversættelser af brasiliansk poesi i livsværket Kaktussen: mere end 500 sider i en smuk bogudgivelse, der hylder hans ouvre som oversætter.
Juni 2024. Det sidste redigeringsmøde om Opslugt af livet foregik på Bornholms Hospital. I sofaen Vibeke Eskesen, Peter Poulsen og overfor redaktør Astrid Ellehammer Kristensen
På alle måder en imponerende bedrift, et helt liv i lyrikken og litteraturens tjeneste, stort set uden sidestykke i nyere dansk litteratur. Og med et ønske og en vilje til at skrive helt til det sidste. Men her ville Peter selv trække på smilebåndet, sende et varmt blik og komme med en eller anden spøgefuldhed, som lige kunne trække det hele ned på jorden igen.
Alle, der har kendt Peter, kender også hans kone Vibeke. Når man kom på besøg hos Peter og Vibeke var der altid tid. Der var kaffe på kanden, og man kunne få sig en snak i køkkenet.
Peter og Vibeke åbnede deres hjem og hjerter. Vi fra forlaget besøgte dem så tit vi kunne og ofte i flok. Og når vi ikke kom til Bornholm, så kom de til København på besøg.
Peter og Vibeke var levende interesserede i alt, hvad der foregik, de spurgte nysgerrigt ind, og gav gode råd, hvis man havde sorger eller bekymringer. På bordet i deres køkken stod en kalender med citater fra Storm P., men selv var Peter også leveringsdygtig i oneliners, som ville have gjort selv Storm P. misundelig. Altid fik han drejet situationen på hovedet, så smilet fandt vej.
Fejring af antologien 99 digte af Peter Poulsen ved digterens 80 års fødselsdag. Fra venstre Sune de Souza Schmidt-Madsen, Vibeke Eskesen, Peter Poulsen, Dennis Andersen og Jens Søndergaard
Og så kunne han fortælle historier. Mange historier, fra hans opvækst, hans rejser i Brasilien, og de utallige begivenheder han har deltaget i. Dem vil vi gemme i vores hjerter.
Peter var en overlever. Næsten hver gang man kom på besøg, havde der været en blodprop, eller et ben der lige pludselig ikke kunne gå. Og alligevel gik det, med grin og smil, og smørrebrød på bordet og snak til langt ud på aftenen.
Da vi holdt reception for hans seneste digtsamling i København, kunne Vibeke ikke komme med – og Peter besluttede sig for at trave gennem København. Efter at have indlæst sin lydbog i den ene ende af byen, vandrede han hele vejen til forlaget. Det var sensommer og bagende varmt, og da han kom frem, kollapsede han i forlagets reception. Vi troede nær vi havde mistet ham, og måtte ringe bekymret op til Vibeke, mens vi fik stablet Peter op med noget appelsinjuice og et stykke mad.
Vi sagde til Vibeke, at det var tosset af Peter, sådan at trave hele den lange vej i varmen, og hun svarede: ” Måske gik han den tur, fordi han tænkte at det kunne være sidste gang han fik sin by at se.”
Det hører med til historien, at en halv time senere var Peter på benene igen, og hans jazzorkester var troppet op, og vi holdt en mageløs reception på taget, i solens nedgående lys, med saxofon og klaver og Peters karakteristiske baryton stemme sendte digtene ud over byens tage.
Det var Peter. Og nu er han her ikke mere. Han er taget til bestyrelsesmøde i evigheden.
Vi savner ham allerede og er evigt taknemmelige for alt det han gav. Æret være hans minde.
Sune de Souza Schmidt-Madsen, Litterær direktør, Lindhardt og Ringhof
Sammen med saxofonisten Jens Søndergaard og pianisten Thomas Bornø fremførte Poulsen et par digte til jazzmusik
Peter var en stor digter, men i dag græder vi over tabet af en kær ven.
Som digter nåede Peter at udgive 34 digtsamlinger siden han debuterede med Udskrifter i 1966. Digtsamling nr. 35 med titlen Opslugt af livet nåede Peter netop at færdiggøre. Det er ikke mere end få dage siden, han havde telefonmøde med sin redaktør, Astrid, og fik de sidste ting på plads. I juni udkom Peter Poulsens samlede oversættelser af brasiliansk poesi i livsværket Kaktussen: mere end 500 sider i en smuk bogudgivelse, der hylder hans ouvre som oversætter.
På alle måder en imponerende bedrift, et helt liv i lyrikken og litteraturens tjeneste, stort set uden sidestykke i nyere dansk litteratur. Og med et ønske og en vilje til at skrive helt til det sidste. Men her ville Peter selv trække på smilebåndet, sende et varmt blik og komme med en eller anden spøgefuldhed, som lige kunne trække det hele ned på jorden igen.
Alle, der har kendt Peter, kender også hans kone Vibeke. Når man kom på besøg hos Peter og Vibeke var der altid tid. Der var kaffe på kanden, og man kunne få sig en snak i køkkenet.
Peter og Vibeke åbnede deres hjem og hjerter. Vi fra forlaget besøgte dem så tit vi kunne og ofte i flok. Og når vi ikke kom til Bornholm, så kom de til København på besøg.
Peter og Vibeke var levende interesserede i alt, hvad der foregik, de spurgte nysgerrigt ind, og gav gode råd, hvis man havde sorger eller bekymringer. På bordet i deres køkken stod en kalender med citater fra Storm P., men selv var Peter også leveringsdygtig i oneliners, som ville have gjort selv Storm P. misundelig. Altid fik han drejet situationen på hovedet, så smilet fandt vej.
Og så kunne han fortælle historier. Mange historier, fra hans opvækst, hans rejser i Brasilien, og de utallige begivenheder han har deltaget i. Dem vil vi gemme i vores hjerter.
Peter var en overlever. Næsten hver gang man kom på besøg, havde der været en blodprop, eller et ben der lige pludselig ikke kunne gå. Og alligevel gik det, med grin og smil, og smørrebrød på bordet og snak til langt ud på aftenen.
Da vi holdt reception for hans seneste digtsamling i København, kunne Vibeke ikke komme med – og Peter besluttede sig for at trave gennem København. Efter at have indlæst sin lydbog i den ene ende af byen, vandrede han hele vejen til forlaget. Det var sensommer og bagende varmt, og da han kom frem, kollapsede han i forlagets reception. Vi troede nær vi havde mistet ham, og måtte ringe bekymret op til Vibeke, mens vi fik stablet Peter op med noget appelsinjuice og et stykke mad.
Vi sagde til Vibeke, at det var tosset af Peter, sådan at trave hele den lange vej i varmen, og hun svarede: ” Måske gik han den tur, fordi han tænkte at det kunne være sidste gang han fik sin by at se.”
Det hører med til historien, at en halv time senere var Peter på benene igen, og hans jazzorkester var troppet op, og vi holdt en mageløs reception på taget, i solens nedgående lys, med saxofon og klaver og Peters karakteristiske baryton stemme sendte digtene ud over byens tage.
Det var Peter. Og nu er han her ikke mere. Han er taget til bestyrelsesmøde i evigheden.
Vi savner ham allerede og er evigt taknemmelige for alt det han gav. Æret være hans minde.
Sune de Souza Schmidt-Madsen, Litterær direktør, Lindhardt og Ringhof
Andre læste også: