Omfavnet af et moderhjerte af Carolyne Kaddu Rasmussen

Carolyne Kaddu Rasmussen blev landskendt som Melvin Kakoozas mor i serien “Helt Sort”. I Omfavnet af et moderhjerte undersøger Carolyne, hvad vores mødre og vores familiehistorie betyder for os. Start din læsning her.

Carolyne Kaddu Rasmussen er født i Uganda i 1970 og vokset op i Uganda og Kenya, inden hun i 1992 flyttede til Danmark. Carolyne er uddannet i sygeplejevidenskab og arbejder som sygeplejerske, laver fjernsyn, podcast og holder foredrag. I 2022 udgav hun den bedstsælgende bog om sin egen historie, Hovedet i himlen og fødderne på jorden.

LÆS OGSÅ: Carolyne har mistet, grint og elsket – og nu har hun udgivet en bog om sit liv

Carolyne er mor til fem. Den nye bog Omfavnet af et moderhjerte er en fortælling om at være mor, at være kvinde, og at være en del af en familiehistorie, der har både mørke og lyse sider. Det er en fortælling om stærke kvinder, der bærer sig selv og en hel familie. Om kvinder, der tager chancer, og om kvinder, der følger normer, der ikke altid tilgodeser dem selv.

LÆS OGSÅ: Hovedet i himlen og fødderne på jorden: Carolyne er Melvins mor – og helt sin egen

På en rejse til sit hjemland Uganda udforsker Carolyne kvindernes historie i sin familie. Historier, der trækker tråde til hendes eget liv, og som viderefortælles til hendes børn. Omfavnet af et moderhjerte er en undersøgelse af, hvad vores mødre og hvad det er for en historie, de giver os med. Læs et uddrag af bogen her.

Omfavnet af et moderhjerte

af Carolyne Kaddu Rasmussen i samarbejde med Rikke Finland

Rødder, der fletter sig sammen

“Jeg blev født i landsbyen Hoima i Uganda den 16. december 1970 …”

Sådan står der på den allerførste side i min biografi Hovedet i himlen og fødderne på jorden. Bogen handlede om min vej fra Uganda og Kenya til Danmark – indimellem som en frivillig nomade, andre gange ikke, men hele tiden i bevægelse fra sted til sted. Den handlede om sorger og glæder i et liv, der med alt det, jeg havde med mig i bagagen, var nok til at fylde endnu flere år end de par og halvtreds, jeg indtil videre havde tilbagelagt.

Et liv med oplevelser, de fleste heldigvis er forskånet for. Jeg plejede at sammenligne mig selv med baobabtræet, der vokser i Østafrika, og som nok kan bøje sig for vinden, miste alle sine blade og stå nøgent og skrællet for bark, men som aldrig vælter. Uanset hvilke storme eller katastrofer det bliver udsat for, bliver det stående med sine rødder dybt forankret i jorden. Så stærkt er det. Det var sådan, jeg havde det.

Det sidste halvandet år har indimellem fået mig til at vakle, og jeg har tvivlet på, om jeg mon virkelig stod så stærkt som baobabtræet. For min familie har mødt mere modgang, end jeg nogensinde havde forestillet mig, den skulle møde.

Udadtil har jeg været den Carolyne, mange kendte. Smilende, parat til at lytte, til at fortælle og med et sind, der altid ser fremad. Men indadtil har jeg følt, at jeg blev revet op med rode, at den stærke stamme var ved at forsvinde. Som om jeg intet havde at læne mig op ad længere.

Samme dato, som var en del af indledningen til Hovedet i himlen og fødderne på jorden, får også lov til at indlede denne bog. For den 16. december 2022, præcis 52 år efter at jeg blev født, kom mine to børnebørn Curtis-Khato og Adam-Otis til verden.

To smukke tvillingedrenge, som blev mine børnebørn nr. seks og syv. Født ni uger for tidligt, men sunde og raske og parate til verden. Den ene fik lov til at leve. Den anden gjorde ikke. Tre dage fik lille Otis her hos os. Men selv så kort tid på jorden sætter dybe spor i os, der elskede ham, og også hans rod flettede sig ind i familietræets.

Det ændrer et menneske for altid at miste et barnebarn, en bror, en nevø. Et barn. Og det ændrer en familie. Ingen var forberedt på, at det endte, som det gjorde. Og intet kunne forberede os på den smerte, det er alt for tidligt at skulle sige farvel til et lille menneske, som var ventet med længsel, og som var højt elsket fra øjeblikket, vi vidste, at han var på vej. Verden bliver aldrig helt den samme igen.

Sorgen fik mig til at længes efter den familie, der ikke er her mere, og gav mig lyst til at grave endnu dybere for at finde frem til fortællingen, som har været med til at forme min familie. Det er i høj grad en historie om kvinderne, om mødre og om moderhjerter, der rives midtover og alligevel er i stand til at hele. Om hjerter, der lukkes, og hjerter, der blottes. Og om at favne dem, der ikke er dine, men som bliver det.

Familiemedlemmer:

Listen remser ikke samtlige familiemedlemmer op – sådan en liste ville fylde væsentlig mere – men den familie, der optræder i bogen.

Mor Margret, der lærte mig om den ubetingede kærlighed og om frihed – den indre såvel som den ydre.

Mormor Joyce Florence, også kaldet jajja Joyce (”jajja” betyder ”bedste” på luganda), som kæmpede for at føle sig fri. Og hvis historie jeg aldrig rigtig har kendt.

Morfar John, der kom fra en velhavende jernbanefamilie fra Ceylon, som Sri Lanka hed dengang. Og som havde et hav af børn.

Oldefar Kasim, mormors far, der tilhørte den fornemme Ba- bito-slægt og var kingsman hos kong Tito.

Far John, professor John B. Kaddu, der rejser verden rundt til klimakonferencer og har oprettet sit eget økosystem på sin grund i Kampala.

Farmor Agnes, min elskede jajja Agnes, der boede ude i bushen og altid var der, når man havde brug for en tryg favn og et fristed.

Farfar Peter, kok under 2. verdenskrig, og som vendte hjem med alt for mange traumer.

Brian, min yngste lillebror og ”mummy’s handbag”, som vi kaldte ham, fordi han var med min mor overalt som en lille håndtaske.

Ronnie, min ældste lillebror, der altid har været meget mål- rettet, og fra han var lille vidste, at han ville være læge som vores far.

Jan, min mand og min klippe gennem indtil videre 19 år.

Maureen, min idérige og kreative ældste datter. Og med en viljestyrke som ingen anden.

Melissa, min anden datter, der går lige i hjertet på andre mennesker, hvem de end er.

Adam, Melissas mand og min videbegærlige og kærlige svigersøn.

Melvin, min ældste søn, der får mig til at se lyst på livet, uanset hvor tung dagen er.

Mark, filosoffen, min mellemste søn, som jeg vender alle livets store spørgsmål med.

Isaac, min yngste søn, der ikke er bange for at træde ved siden af. Et livstykke, der går sin egen vej.

Auntie Mildred, min elegante auntie, hvis mor voksede op på paladset sammen med mormor.

Auntie Joan, min mors kusine, som ikke er bange for at fortælle alle de mindre pæne historier.

Uncle James er min mormors fætter og med egne ord ”ikke lige så frelst som resten af familien”.

Uncle Goodwill, min morfars søn fra tredje ægteskab – eller i hvert fald tredje forhold – og min mors lillebror.

Jajja Ibrahim, mormors yngste lillebror og min mors onkel, selvom det var min mor, der altid beskyttede ham.

Auntie Nakandi, min fars storesøster … og meget forskellig fra min far.

Jajja Rita, min morfars søster, der tog min mor og hendes søster, auntie Flora, til sig som sine egne, da de var helt små.

Auntie Flora, min mors storesøster, som blev samlingspunk- tet for familien efter min mors død.

Auntie Rose, min mors kusine, som fulgte mig den lange vej i bussen hjem til farmor, da jeg var 18 år og gravid.

Cousin Frida, auntie Floras mellemste datter og min kusine og partner in crime, som jeg nærmest voksede op sammen med.

Cousin Sophie, auntie Floras yngste datter og min kusine, som jeg var lige så tæt på som cousin Frida.

Et broderhjerte

Vækkeuret ringede tidligt den 14. december 2022. Det var et par dage før min fødselsdag, og jeg havde et fuldt pakket program foran mig. Jeg skulle med toget fra Vejle til København og der mødes med min gode veninde Michèle Bellaiche.

Sammen havde vi fået et redaktionsmøde i stand på TV 2 for at tale om en podcast, Michèle havde fået idéen til. Soulsisters skulle den hedde, for det var lige præcis det, vi var blevet for hinanden, lige fra den første gang vi mødtes. Planen var derefter at drage ud i byen for at spise frokost sammen og få snakket videre efter mødet.

Vi har samtaler, der kan fortsætte i én uendelighed. Indimellem fortsætter vi på telefonen om aftenen, fordi vi alligevel ikke blev helt færdige. Og dagen efter har vi stadig lige så meget, vi kan vende med hinanden. Vi var virkelig blevet et par soulsisters – podcast eller ej.

Efter frokosten skulle vi videre mod Operaen til et stort TV 2-show, De største øjeblikke, hvor min søn Melvin var konferencier. Og som den mor, jeg nu engang er, der forsøger at følge med i alt, hvad mine børn foretager sig (alt for meget, vil de med al sandsynlighed sige alle fem), ville jeg selvfølgelig gerne opleve Melvin på scenen.

Det vidste Michèle, og da hun var selvskrevet til showet som TV 2-vært, havde hun inviteret mig med som sin ledsager.

Min frisør, Lydia, var mødt op hjemme hos mig i Vejle for at sætte mit hår og lægge min makeup. Begge dele skulle holde fra om morgenen i Vejle til om aftenen i København, og allerhelst til om natten, hvis nu vi faldt i en fest undervejs.

Mit krøllede hår blev skrabet tilbage, derefter sat i en hestehale og flettet og til sidst snoet rundt oven på hovedet, hvor det blev sat fast med et arsenal af hårnåle og spænder. På øjnene, som næsten havde mistet evnen til at blinke, så stramt som hestehalen sad, fik jeg lagt en kobberfarvet skygge.

Læberne skinnede om kap med de højhælede glimmersko og med min lille kuverttaske i sølv, som lige kunne rumme det allermest nødvendige: Min telefon, min pung, et spejl, en håndsprit og lipglossen. Dét og en lilla glinsende satinjakke var mit outfit til dagen, og til aftenen i Operaen havde jeg en tøjpose med en sølvjakke i, som jeg skulle skifte til senere. Jeg skulle bare shine den dag.

Året 2022 var snart gået, og det havde været et forrygende år. Mine børn trivedes, og min bog, som var udkommet få måneder tidligere, var blevet taget godt imod af læserne, ligesom der også var fulde huse til efterårets foredragsrække.

Jeg havde nydt at tage rundt i landet og tale med folk og fortælle min historie. Den historie, som til tider har været fyldt med sorg og modgang: Det brutale drab på min svoger, min eksmands flugt fra Uganda, min mors sygdom og alt for tidlige død, min elskede farmors død, Melvins hjernetumor og den nat, vi var ved at miste ham.

Alt det, der havde fået jorden under mig til at vakle, men som også fik mig til at kigge højere op og længere ud og insistere på, at historien skulle indeholde mere godt end skidt. “Der er altid et håb, og så længe vi kan grine, så finder vi en vej ud af sorgerne.” Det har altid været mit mantra og noget, vi i min familie gennem flere generationer har været gode til.

Det var derfor også en del af fortællingen til mine foredrag, hvor jeg forsøgte at dele ud af min livsglæde og min tro på noget større og bedre. Jeg følte mig ovenpå og ude over de værste sorger og store livskriser. Vi havde været igennem det, vi skulle. Nu kunne der ikke være mere i puljen for min familie og mig.

Med glimmersko på fødderne, sølvtaske under den ene arm og en lige så festklædt Michèle under den anden var vi parate til at indtage såvel redaktionslokaler som resten af byen. Den dag havde vi besluttet os for, at vores børn ikke skulle styre vores liv.

Nu var det bare os to, der med faste skridt hen over byens brosten satte farten. Vi er begge sådan nogle mødre, hvis ene ben er i konstant startposition, klar til at springe for vores børn. Om det er for at snakke, sørge for det ene, udrette det andet, ringe, trøste, vaske, hente, bringe, passe når som helst, hvor som helst og hvad som helst, så er vi der. Altid. De kunne bare ringe. På nær den ene dag.

Den dag satte vi telefonerne på lydløs og lod voksne børn være voksne børn. Det lykkedes forbavsende godt at begrave os i vores egne snakke og i vores planer for fremtiden. I flere timer lå telefonerne gemt væk i hver vores taske, mens vi sad til redaktionsmøde på TV 2 og senere hen over frokosten på Vivaldi.

Efterhånden som mørket sneg sig ind på os, og restauranten skruede op for belysningen, ville Michèle alligevel tjekke sin telefon for at se, hvad klokken var blevet, for vi skulle også nå at sige hej til Melvin på Operaen og skifte til vores aftenoutfit inden showet.

– Melissa har skrevet til mig, sagde Michèle. Melissa, min yngste datter, som var gravid med tvillinger. – Hun spørger, om jeg er sammen med dig.

Beskeden var skrevet for flere timer siden. Jeg dykkede ned i tasken og fandt min egen telefon. 13 mistede opkald fra Melissa plus en besked fra Melissas mand, Adam, om, at Melissa var gået i fødsel.

Vi fik i en fart betalt regningen og satte i spring mod Michèles bil ikke langt derfra og kørte mod hospitalet. Det skal nu nok gå, tænkte jeg. Tvillingerne havde jo trivedes ved de sidste mange tjek, og jeg vidste, at der var blevet holdt godt øje med Melissa.

– Tag du bare af sted til Operaen, sagde jeg til Michèle, da hun satte mig af foran indgangen til hospitalet.

Der var ingen grund til, at hun skulle gå glip af aftenen og det kæmpestore show. Det ville hun ikke høre tale om, ikke uden mig. I stedet ville hun køre hjem til sin far og se Frankrig spille VM-kamp og vente på nyt fra mig. Hun ville også meget hellere se fodbold. Sagde hun.

Senere fandt jeg ud af, at hun var kørt direkte hjem og havde sat sig med telefonen i hånden, mens hun ventede på at høre fra mig. Men hun sagde det ikke til mig, for hun kender mig, og hun ville ikke have, at jeg skulle have dårlig samvittighed. Jeg lovede hende at ringe med nyt, lige så snart jeg kunne komme til det, og tænkte over, hvor taknemmelig jeg var for at have en ven som hende.

På hospitalsgangen var jeg den eneste iført klaprende sølvsko og satinjakke. Hvis ikke der blev lagt mærke til mig før, blev der i hvert fald nu. Adam kom mig i møde og førte mig ind på stuen til Melissa. Begge var de chokerede og nervøse, og jeg prøvede at trøste dem, så godt jeg kunne.

Ni uger før tid var alt for tidligt, men jeg vidste også, hvor dygtigt personalet var. Melissa var i de bedste hænder. Jeg skrev til Melvin, at Michèle og jeg blev en del forsinkede, for noget var lige kommet i vejen, og så ellers “God bless you, love you”, som jeg altid skriver til ham inden en optræden.

Forhåbentlig ville han være så koncentreret på scenen, at han ikke lagde mærke til, at hverken Michèle eller jeg sad blandt publikum.

Lægerne havde givet Melissa et vehæmmende stof for forhåbentlig at kunne bremse fødslen. Børnene var ikke parate til at blive født endnu. For en sikkerheds skyld havde man også givet dem en behandling med lungemodning, hvis ikke man kunne få stoppet veerne.

At blive født i uge 31 var ikke uden risiko og kunne medføre mange alvorlige komplikationer og vejrtrækningsbesvær. En situation, man ville gøre alt for at undgå. Kort tid efter at jeg var ankommet, trådte en narkoselæge ind på stuen.

Lægerne havde besluttet at give Melissa en epiduralblokade allerede nu. Hvis det vehæmmende middel ikke fungerede efter hensigten, ville lægerne blive nødt til at tage tvillingerne ved kejsersnit, og så skulle Melissa helst være klar.

Jeg havde mærket angsten, i samme øjeblik jeg gik ind ad døren til hospitalet, og blev ført direkte tilbage til dengang, Melvin var indlagt med en hjernetumor. Sådanne oplevelser bliver ved med at sidde i dig.

Det er den samme angst, der igen finder vej til din krop og tordner rundt. Det føles, som om der ikke er plads til den. Som om der ikke er plads til dig. Det eneste, jeg havde lyst til, var at komme væk derfra. Og samtidig var det også det eneste sted, jeg havde lyst til at være. Hos mit barn, der lå helt lille i sengen og havde det så dårligt.

Jeg var mere bange for at miste Melissa, end jeg var for, at der skete noget med tvillingerne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde det sådan. Jeg havde bare en tro på, at de to drenge var beskyttede, og at nogen holdt hånden over dem, mens jeg frygtede for Melissas liv. Jeg fik lov til at beholde Melvin dengang, men måske ville jeg nu miste Melissa.

– Hvad har I gjort? Hvad har I gjort? råbte jeg til lægen og sygeplejersken, da Melissa besvimede efter at have fået lagt blokaden. Jeg kunne hurtigt fornemme, at det ikke var nu, jeg skulle stille spørgsmål eller på nogen måde vise, hvor fortvivlet jeg var.

Der var noget ved hele situationen, som ikke var betryggende. Lægens og sygeplejerskens rådvilde blikke, da Melissa faldt om. Stuen, der var alt for lille til overhovedet at være en hospitalsstue, og som var gemt væk i et hjørne af hospitalet.

Der var intet toilet, kun et bækken, der kunne blive bragt ind, og ingen plads til alle de mennesker, der stod derinde. Det føltes så uværdigt. Jeg gik ud på gangen og fik fat på en sygeplejerske, da Melissa var kommet til sig selv igen.

– Er der ikke en anden stue, min datter kan være på? spurgte jeg sygeplejersken om.

– Vi har fuldt hus, det er derfor, vi har taget rummet her i brug. Men så snart der bliver en stue ledig, kører vi hende derhen.

Jeg takkede sygeplejersken og blev stående ude på gangen for at få lidt luft. Jeg havde stadig min satinjakke og mine sølvsko på. Det virkede fuldstændig malplaceret i situationen. Jeg blev nødt til at finde noget andet tøj og nogle andre sko at tage på.

Jeg kiggede i skabene og fandt hurtigt en T-shirt i størrelsen XXL. Jeg er selv sygeplejerske og færdes hjemmevant rundt på hospitalsgange og kan som regel hurtigt lokalisere det, jeg mangler. Melissa havde et par klipklapper med, vidste jeg. Dem kunne jeg låne.

Jeg fandt dem frem, stak i dem og tænkte, at nu stod jeg igen på et hospital i et par sko, der ikke var mine, men mine børns, og i tøj, der var alt for stort til mig. Efterhånden færdedes jeg lidt for hjemmevant som pårørende. Skoene, jakken og min kuverttaske puttede jeg i en plasticpose og lagde i et skab inde på Melissas stue.

De næste to døgn var jeg hos Melissa. Vi gled ind og ud af morgener, formiddage, eftermiddage, aftener og nætter uden helt at registrere, hvad der var hvad. Mit hår sad stadig i den fine frisure, mens kobberskyggen efterhånden var gledet af øjenlågene.

Ingen af os fik særlig megen søvn. Adam sov på en madras på gulvet, som Melissa havde bedt om at få bragt ind til ham, så han ikke i flere dage skulle sidde ret op og ned i en stol. Vi skiftedes til at lægge os der og få hvilet. Jeg kunne ikke tage hjem fra hospitalet, for Melissa havde brug for, at jeg var der.

Den 16. december var det så min fødselsdag. Jeg registrerede det ikke, før jeg hørte Melissa sige til Adam:

– Vil du ikke gå hen i kiosken og købe to poser Maltesers til min mor?

Det var hendes gave til mig. Chokoladekugler af den slags, jeg altid køber, når jeg skal forkæle mig selv. Jeg syntes, at det var så fin en gestus. Der lå hun og var fyldt op af medicin og med hjertet fuldt af bekymringer, og alligevel tænkte hun på, at det var min fødselsdag.

Formiddagen gik uden den store fødselsdagsfejring. Ingen af os syntes, at der var noget at fejre. Melissa døsede indimellem hen. Andre gange var hun vågen og snakkede med Adam og med mig. Men hun var ikke sig selv, det var tydeligt at se for os alle, at hun var påvirket af medicinen, af smerterne og angsten for, hvad der ville ske med hendes børn.

– Jeg føler, at jeg er ved at forsvinde, sagde Melissa til mig den formiddag. Det følte jeg også.

Først på eftermiddagen kom en læge ind på stuen og talte med Melissa og Adam. Efter flere konferencer lægerne imellem var de blevet enige om, at de ikke kunne vente længere. Tvillingerne skulle ud nu. Det vehæmmende middel var ikke nok, og Melissa blev dårligere og dårligere. Situationen var ikke holdbar, og det begyndte at blive for risikabelt også for de to drenge.

Melissa skulle køres på operationsstuen med det samme og have foretaget et kejsersnit. Derefter kunne de tage sig af tvillingerne og sørge for, at de fik alt det, de manglede. To små drenge, der nu ville komme til verden på min fødselsdag.

–Tænk, hvis de bliver født på samme tidspunkt, som jeg blev født, nåede jeg at sige til Melissa.

– Skynd dig at skrive det i en besked, mor, sagde hun, – ellers tror vi allesammen, at det er snyd, hvis det ender med at passe.

Jeg tog min telefon op af lommen og skrev “klokken 14:45” efterfulgt af et hjerte og sendte beskeden til Melissas telefon. Derefter blev hun kørt på operationsstuen, mens jeg bad til, at alt ville gå godt. Klokken 14.41 kom først Otis til verden, og derefter Curtis.

Overlægen kom ned til mig på stuen, hvor jeg ventede, og hun fortalte mig, at alt var gået, som det skulle. Drengene havde det godt, de var selvfølgelig små, den ene vejede lidt over 1.800 gram, og den anden 1.600 gram, og de skulle i kuvøse med det samme. Men alt så godt ud, forsikrede hun mig om.

– Og åh, hvor er de fine begge to, sagde hun.

Jeg kunne komme op og se dem på neonatal-afdelingen, mens Melissa lå på opvågningen. Jeg åndede lettet op. Det værste var heldigvis overstået. Sammen med resten af familien, alle børnene og Jan, der også var ankommet til sygehuset, foldede jeg hænderne og takkede Gud, som vi altid gør, når vi har noget at være taknemmelige over. Det havde vi virkelig denne gang.

Adam var hos drengene, da jeg trak i dørsnoren til afdelingen og så de to små for første gang. Lægen havde ret. Det var de fineste drengebørn, der lå der tæt ved siden af hinanden i kuvøsen. Jeg beundrede mine to nye børnebørn og ønskede Adam tillykke, mens han fik drengene over til sig.

Jeg ville gerne hurtigt ned til Melissa på opvågningen, for det var jo min datter, der lå dernede. Min datter, som jeg var dybt bekymret for efter et mildest talt kaotisk og traumatisk forløb. Jeg skyndte mig ned til hende, så hurtigt jeg kunne i hendes klipklapper.

På opvågningen lå Melissa og ventede på at kunne se sine nyfødte drenge. Hun virkede mere som sig selv igen. Selvfølgelig var hun påvirket af kejsersnittet, men jeg tror også, at hun var lettet og ude over de værste bekymringer. Der gik lang tid, før en portør endelig dukkede op. De var ramt af sygdom, fortalte han, og først her mere end en time efter fødslen havde de fundet en, der kunne køre hende hen til sine børn. Den time føltes som en evighed.

Jeg husker ikke, at jeg lagde mig ned og faldt i søvn. Men jeg ved, at Melissa fik kørt en seng ind til mig, så jeg kunne hvile mig lidt, efter at vi sammen havde set drengene. De sidste 48 timer havde jeg stort set ikke sovet, og jeg husker blot, hvor træt jeg var, og hvor forløsende det føltes, da det hele endelig var overstået. Og så var jeg faldet i søvn.

Nogle timer senere blev jeg vækket af Melissa. Da var alt på den anden ende.

– Mor, der er noget helt galt, sagde hun til mig.

Otis havde det ikke godt. I løbet af eftermiddagen var han begyndt at blive mere og mere grå i huden, og der lød en knirkelyd fra ham, når han trak vejret. Det var, fordi han var for tidligt født, havde hun og Adam fået at vide af personalet, der også forsikrede dem om, at han nok skulle få det godt igen. Han skulle bare passes ekstra på, og via sonden, som han kort tid efter fødslen havde fået lagt gennem næsen og ned i mavesækken, fik han nu al den næring, han havde brug for.

Lægerne mente, at lungerne måske ikke havde foldet sig helt ud endnu til trods for lungemodningen, og at det højst sandsynligt var årsagen til, at han ikke så ud til at trives. Vi skulle bare vente og se og blive ved med at give ham mad i sonden. Men Otis fik det ikke bedre. Til sidst tog man et røntgenbillede.

Da jeg så billedet, vidste jeg, hvorfor Otis ikke havde det godt. Det havde intet at gøre med, hvorvidt lungemodningen havde virket eller ej. Sonden, som var blevet lagt for at give ham næring, og som skulle være endt i maven på ham, lå forkert. Den endte i lungen og havde perforeret den nederste del.

I dag kan jeg ikke ryste billedet af mig. Jeg ser stadig den blanke blåsorte baggrund, de grålige, slørede markeringer af et spædbarns brystkasse, af ribben og knogler. Og jeg ser den tydeligt afgrænsede, hvide linje, der peger ned i lungen i stedet for maven. Det overlever man ikke som et lille for tidligt født menneske.

Da man trak sonden ud, kollapsede lungen. De næste dage og nætter var rædselsfulde. Otis havde nu slanger, tuber og rør overalt på kroppen. Småbitte hænder og fødder og en brystkasse, der havde svært ved at løfte sig. En lille krop pakket ind i en alt for stor ble. Lille mand.

En af vores gamle venner fra Frelsens Hær tog turen fra Odense til København. Midt i julehjælpen smed han alt, hvad han havde i hænderne, og døbte Otis, mens vi bad til, at han ville klare den. Jeg troede stadig, at lægerne lige om lidt ville fikse det hele. Ligesom de gjorde, dengang Melvins hjerte sagde stop, og de fik ham tilbage til livet. Vores Gud skulle nok være med os.

Men Otis havde i alt for lang tid ikke fået ilt nok til hjernen. Al den næring, han havde fået gennem sonden, var gået i lungen i stedet for mavesækken, og han blev lagt i respirator. Mens respiratoren holdt ham i live, satte hans krop langsomt ud.

Vi blev ved med at håbe, for det gør man, når man ser, at der stadig er hjerteblink, og når man kan høre vejrtrækningen og mærke varmen. Hvor håbløst det end ser ud, bliver man ved med at tro. Indtil man indser, hvad barmhjertighed også er. Den 19. december udåndede Otis. Omgivet af sin mor og far, sine søskende og mig.

Hvordan fortæller man om, hvordan det er at miste et barn? Kun forældre, der selv har mistet, kan forstå det og sætte sig ind i den smerte. Jeg har selv svært ved at fortælle om, hvordan det var at se min datter og svigersøn i så dyb en sorg og at se lille Curtis og hans to ældre søskende miste deres bror.

I alt dette manglede jeg min egen mor, som jeg mistede for mange år siden, da jeg var 21. Jeg savnede hende, så det gjorde ondt, og manglede at blive aet på kinden og hjulpet igennem dagene. Jeg var den ældste. Det var mig, de andre skulle læne sig op ad, mig, der burde kunne fikse det hele. Og det kunne jeg ikke.

Som meget ung så jeg, hvor brutal verden kan være. Jeg så, hvordan mennesker kan handle uden tanke på andres lidelse. Jeg har set Idi Amins rædselsregime og de skæbner, som i mange år levede med konsekvenserne af det. Jeg har også set godhed og næstekærlighed og ved, at der heldigvis findes mennesker, der hver dag sætter deres eget liv på spil for andres.

Livet kan være lige dele ubarmhjertigt og tragisk – og smukt og magisk. Det ved jeg. Og den viden har jeg med mig hver dag. Men intet, intet er så ubærligt som at høre gråden fra den lille, der er ladt tilbage, i det øjeblik en respirator slukkes, og et broderhjerte holder op med at slå.

Carolyne Kaddu Rasmussen: Omfavnet af et moderhjerte:

Omfavnet af et moderhjerte er en fortælling om at være mor, kvinde og en del af en større familiehistorie med både de lyse og mørke sider. På en rejse til Uganda begynder Carolyne Kaddu Rasmussen at dykke ned i kvindernes i sin families historie. Det er en historie, som trækker røde tråde frem til hendes liv.

For hvad er det, vores mødre betyder for os? Og hvad er det for en historie, de giver os med på vejen? Da den yngste datter, Melissa, mistede et barn og stod midt i den største sorg, oplevede Carolyne at mangle sin egen mor at kunne læne sig op ad.

Da Melissa få måneder efter tabet rejste til Uganda med sine andre børn, spurgte hun Carolyne: “Hvor er mændene henne her i familien?“ I Carolynes barndomshjem var der usagte historier og fortællinger, som ingen kendte til. Fortællinger om stærke kvinder, der bærer sig selv og en hel familie; kvinder, der tager chancer, men også kvinder der er nødsaget til at følge nogle normer, der ikke altid tilgodeser dem. Det er fortællinger, som har været med til at forme hele Carolynes familie.