Aktuelt Skønlitteratur

Mikki Brammer har skrevet en livsbekræftende roman om døden

mikki brammer, ting, vi fortryder

Australske Mikki Brammer debuterer med Ting, vi fortryder – en klog og humoristisk roman, der tager livtag med et af de mest tabuiserede emner i den vestlige kultur – døden – og forvandler den til en hyldest til livet.

Det lå ikke i kortene, at Mikki Brammer skulle skrive en bog, der går helt tæt på døden.

“Lige siden jeg var barn, har døden skræmt mig. Det skyldes måske, at ingen talte med mig om døden – den føltes som et stort tabu,” siger hun i et interview med Penguin.

Nu debuterer den australske journalist med Ting, vi fortryder, en rørende fortælling om en ung kvinde, der har døden tæt inde på livet hver eneste dag. Mikki Brammer har det nemlig med at konfrontere de ting, der skræmmer hende.

“Jeg har altid været en person, der ser de ting i øjnene, jeg er allermest bange for. På den måde kan jeg overvinde min frygt,” siger hun til Penguin.

I Ting, vi fortryder følger vi Clover Brooks, der altid har følt sig tættere knyttet til de døende end til de levende. Hun arbejder som sjælesørger – også kaldet dødsdoula – i New York og har dedikeret til liv til at hjælpe folk gennem deres sidste tid.

LÆS OGSÅ: Ting vi fortryder: Mikki Brammer giver døden nyt perspektiv i humoristisk og rørende roman. Læs i romanen her

Clover tilbringer så meget tid med de døende, at hun ikke har meget tid tilovers til sig selv – indtil hun en dag sendes ud på en rejse, der tvinger hende til at tage stilling til, hvad hun ønsker for sit eget liv. Snart opdager hun en helt ny og ukendt verden af venskab og kærlighed.

På dødscafé i New York

Mikki Brammer gik metodisk til værks, da hun researchede Ting, vi fortryder. Hun læste bøger og hørte podcasts om døden og deltog i seminarer og workshops. Hun begyndte også at besøge “dødscaféer” i sin hjemby New York – caféer hvor folk mødes for at tale om døden.

”Jeg forsøgte at være nysgerrig på emnet i stedet for at undgå det, som jeg ellers altid har gjort. På en dødscafé hørte jeg, at man kan arbejde som dødsdoula, hvilket fascinerede mig dybt. Tænk, at nogen dedikerer hele deres liv til at se andre dø! Det virkede som en meget ædel ting at gøre – at forpligte sig til aldrig at se væk fra andres smerte, uanset hvor voldsom den er. Jeg fik lyst til at undersøge, hvad der får et menneske til at vælge den vej i livet, og hvad det kræver af én – både professionelt og personligt. På den måde opstod min hovedperson, Clover.”

Men på trods af det alvorlige emne, var det vigtigt for Mikki Brammer, at hendes bog ikke føltes deprimerende. Den skulle tværtimod være en hyldest til livet.

”Jeg ville fortælle en optimistisk og sjov roman fremfor en konfronterende og sørgelig én. Jeg håber virkelig, at folk går fra min bog og har fået fornyet mod på at gøre de ting, de drømmer om, før det er for sent,” siger hun til Penguin.

Skrev under lockdown

Ting, vi fortryder blev til midt under coronapandemien, mens New York var under total lockdown. Mikki Brammers familie bor i Australien, og på grund af indrejserestriktionerne kunne hun ikke besøge dem. De fleste af hendes venner var rejst ud af byen, og derfor havde hun masser af tid for sig selv.

”Det var en ret mærkelig tid at skrive om døden i – jeg kunne høre sirener nat og dag, og jeg så flere af mine naboer blive hentet med ambulance for aldrig at vende hjem igen. Jeg tror, at der var hundredvis af mennesker, der døde af corona i byen hver eneste dag. En dag cyklede jeg gennem den mennesketomme by og passerede et kapel foran et hospital. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at mange af de mennesker, der lå der, var døde alene. Det var både voldsomt og inspirerende at være omgivet af døden, mens jeg selv skrev om emnet,” fortæller hun til Penguin.

LÆS OGSÅ: Marie Hougaard: Hvad sker der med vores dømmekraft, når vi bare gerne vil have en kæreste?

Mikki Brammer håber, at hendes roman kan være med til at aftabuisere døden. Hun mener nemlig, at vi er alt for dårlige til at tale om døden i Vesten.

”Jeg håber, at min bog kan gøre det lettere for folk at tale om tab, sorg og fortrydelse. Det ville være helt fantastisk, hvis samtaler om døden blev mindre tabubelagte i vores samfund. For det er samtaler, vi alle bliver nødt til at tage før eller siden.”


Ting, vi fortryder

Mikki Brammer har skrevet en livsbekræftende roman om døden

Clover har altid følt sig tættere knyttet til de døende end til de levende. Da hendes elskede bedstefar dør alene, mens Clover er ude at rejse, begynder hun at arbejde som sjælesørger i New York og dedikerer sit liv til at hjælpe folk gennem deres sidste tid.

Clover tilbringer så meget tid med de døende, at hun ikke har meget tid til overs til sig selv – indtil en af hendes klienter en dag sender hende ud for at søge efter en gammel kærlighed. Rejsen tvinger Clover til at tage stilling til, hvad hun ønsker for sit eget liv, alt imens hun kæmper for at finde fodfæste i en helt ny og ukendt verden af venskab og kærlighed.

Ting, vi fortryder er en hjertevarm, klog og humoristisk roman, der tager livtag med et af de mest tabuiserede emner i den vestlige kultur – døden – og forvandler den til en hyldest til livet.

Du kan købe Ting, vi fortryder i din nærmeste boghandel eller online fx hos Bog og idé