Michael Larsen er lige nu aktuel med krimien Mordet på Øen, der har den kampsport-trænede, piercede journalist Charlotte Monson i hovedrollen. Michael Larsen har et langt forfatterskab bag sig, og er bl.a. kendt for de internationale successer Uden sikker viden, Slangen i Sidney og Femte sol brænder.
Her kan du læse, hvordan Michael får ideer til sine krimier, om skriveprocessen, at føle sig vanvittig og om at give hovedpersonen egne særheder.
Du kan også følge Michael på facebook her
Hvordan får du ideer til dine krimier?
Mordet på øen – og romaner i det hele taget – består af et utal af små og store idéer. Jeg foretager altid et stort og grundigt forarbejde både i forhold til handlingstråde og persongalleri og arbejder meget med nogle grundlæggende temaer – denne gang har jeg ligesom med Den store tid oven i købet skullet tænke mindst to bøger frem. Jeg styrer således processen et godt stykke af vejen. Men jeg ved også, at det kun er begyndelsen. De virkeligt gode idéer skriver man sig til, og de exceptionelt gode idéer skriver sig simpelt hen bag om en.
Hvor meget af plottet er på plads inde i dit hoved, før du begynder at skrive?
Meget er på plads, men jeg ved også, at jeg skal til at slippe et vildt og ukontrollabelt væsen løs, så jeg er på ingen måde låst fast af en rigid plan. Der er et element af overgivelse og tillid i denne del af processen, som gør den svær. Jeg skal åbne et bur men lukke øjnene eller love at se væk. Før sker der nemlig ingenting. Det er åbenbart prisen for at opleve en mystisk og magisk proces – du kan ikke få lov til selv at overvære den. Og det ville man jo ellers gerne. Som forfatter. Samtidig er der et element af frygt og ubehag i det. For man er nu i en verden af fortid, fremtid og forvreden fiktion, der bogstavelig talt griber ind i ens egen virkelighed og udvisker grænser, og alt kommer fossende på én gang, så selv med en parallel hverdag med almindelige gøremål har man reelt forladt livet. Den lille død, kalder man søvnen, prøv at skrive romaner! Man kan kalde det en dyb meditativ tilstand, transcendens, betegne det som at skrive under diktat, man kan også bruge computeranalogier og sammenligne det med en voldsom udvidelse af ram-kapaciteten, der gør det muligt at have et utal af programmer åbne på én gang, men uanset hvilke billeder man bruger, tror jeg, de fleste vil være enige om, at processen føles styret og meget svær at sætte præcise ord på, hvis man overhovedet kan huske noget af den.
Hvor nervøs er du for dine læseres modtagelse af bøgerne?
Jeg når gerne en tilstand undervejs, hvor jeg føler, at jeg er blevet vanvittig. At det jeg – eller mit væsen – har fundet på er så langt ude, at man burde indlægge mig. Det er en meget god markør for, at det virkelig fungerer. Det er det sidste led i en opslidningsproces, hvor jeg egentlig bare skal indse, at jeg er så betydningsløs i forhold til det, der er sat i gang, at jeg lige så godt kan give slip og nyde resten af showet. Derefter er jeg egentlig ikke nervøs i forhold til læserne. Når jeg så får en dygtig redaktørs samstemmende reaktion, er det, som det skal være. Og så kan det ikke være anderledes. For – uden at det er en garanti for succes – så har man gjort det bedste, man kunne. Og en dygtig redaktør er (også) læseren.
Er der noget af dig selv i dine hovedpersoner?
Der er lidt af mig selv i næsten alle mine personer. Både på et følelsesmæssigt men også intellektuelt plan. Jeg har gavmildt lånt Charlotte Monson et par af mine egne idiosynkrasier denne gang. Det gælder helt ned i små, fjollede ting, som at hun har samme ambivalente forhold til honning som jeg selv, og at hun hader at trække den forkerte ende af dynen op under hagen men også i forhold til erfaringer og tankegods.
Hvad skal din næste bog handle om?
Uanset hvad det bliver, tør jeg intet sige. Ingen andre end jeg selv ved, hvad jeg arbejder på. Ikke engang mine nærmeste. Selv i forhold til mit lokale bibliotek har jeg sløret sporet ved konstant at have over 100 lån kørende. Der er et amerikansk mundheld, der siger, at man aldrig skal fortælle nogen om sin historie, for så får man den aldrig skrevet. Fordi jeg selv har oplevet det, er jeg et omvandrende Fort Knox, hvad det angår.
Du kan købe Michaels bøger her
Her kan du læse, hvordan Michael får ideer til sine krimier, om skriveprocessen, at føle sig vanvittig og om at give hovedpersonen egne særheder.
Du kan også følge Michael på facebook her
Hvordan får du ideer til dine krimier?
Mordet på øen – og romaner i det hele taget – består af et utal af små og store idéer. Jeg foretager altid et stort og grundigt forarbejde både i forhold til handlingstråde og persongalleri og arbejder meget med nogle grundlæggende temaer – denne gang har jeg ligesom med Den store tid oven i købet skullet tænke mindst to bøger frem. Jeg styrer således processen et godt stykke af vejen. Men jeg ved også, at det kun er begyndelsen. De virkeligt gode idéer skriver man sig til, og de exceptionelt gode idéer skriver sig simpelt hen bag om en.
Hvor meget af plottet er på plads inde i dit hoved, før du begynder at skrive?
Meget er på plads, men jeg ved også, at jeg skal til at slippe et vildt og ukontrollabelt væsen løs, så jeg er på ingen måde låst fast af en rigid plan. Der er et element af overgivelse og tillid i denne del af processen, som gør den svær. Jeg skal åbne et bur men lukke øjnene eller love at se væk. Før sker der nemlig ingenting. Det er åbenbart prisen for at opleve en mystisk og magisk proces – du kan ikke få lov til selv at overvære den. Og det ville man jo ellers gerne. Som forfatter. Samtidig er der et element af frygt og ubehag i det. For man er nu i en verden af fortid, fremtid og forvreden fiktion, der bogstavelig talt griber ind i ens egen virkelighed og udvisker grænser, og alt kommer fossende på én gang, så selv med en parallel hverdag med almindelige gøremål har man reelt forladt livet. Den lille død, kalder man søvnen, prøv at skrive romaner! Man kan kalde det en dyb meditativ tilstand, transcendens, betegne det som at skrive under diktat, man kan også bruge computeranalogier og sammenligne det med en voldsom udvidelse af ram-kapaciteten, der gør det muligt at have et utal af programmer åbne på én gang, men uanset hvilke billeder man bruger, tror jeg, de fleste vil være enige om, at processen føles styret og meget svær at sætte præcise ord på, hvis man overhovedet kan huske noget af den.
Hvor nervøs er du for dine læseres modtagelse af bøgerne?
Jeg når gerne en tilstand undervejs, hvor jeg føler, at jeg er blevet vanvittig. At det jeg – eller mit væsen – har fundet på er så langt ude, at man burde indlægge mig. Det er en meget god markør for, at det virkelig fungerer. Det er det sidste led i en opslidningsproces, hvor jeg egentlig bare skal indse, at jeg er så betydningsløs i forhold til det, der er sat i gang, at jeg lige så godt kan give slip og nyde resten af showet. Derefter er jeg egentlig ikke nervøs i forhold til læserne. Når jeg så får en dygtig redaktørs samstemmende reaktion, er det, som det skal være. Og så kan det ikke være anderledes. For – uden at det er en garanti for succes – så har man gjort det bedste, man kunne. Og en dygtig redaktør er (også) læseren.
Er der noget af dig selv i dine hovedpersoner?
Der er lidt af mig selv i næsten alle mine personer. Både på et følelsesmæssigt men også intellektuelt plan. Jeg har gavmildt lånt Charlotte Monson et par af mine egne idiosynkrasier denne gang. Det gælder helt ned i små, fjollede ting, som at hun har samme ambivalente forhold til honning som jeg selv, og at hun hader at trække den forkerte ende af dynen op under hagen men også i forhold til erfaringer og tankegods.
Hvad skal din næste bog handle om?
Uanset hvad det bliver, tør jeg intet sige. Ingen andre end jeg selv ved, hvad jeg arbejder på. Ikke engang mine nærmeste. Selv i forhold til mit lokale bibliotek har jeg sløret sporet ved konstant at have over 100 lån kørende. Der er et amerikansk mundheld, der siger, at man aldrig skal fortælle nogen om sin historie, for så får man den aldrig skrevet. Fordi jeg selv har oplevet det, er jeg et omvandrende Fort Knox, hvad det angår.
Du kan købe Michaels bøger her
Andre læste også: