Hvis du følger med i Dansegarderoben på TV2, kan du bl.a. følge Preben Kaas’ udfordringer med at sætte Cirkusrevyen op, efter Dirch Passer havde forladt den. I bogen Livsvidner fortæller Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard om Kaas’ ensomme kamp, som blev begyndelsen på hans nedtur.
(Uddrag fra bogen Livsvidner af Lukas Birch)
Lisbet Dahl: Det var en svær tid, jeg mødte Preben i. Samtidig med at han var sød og dejlig, havde han et hårdt sind. Specielt i den periode. Al succesen, han havde levet højt på, var vendt, og tiden, vi havde sammen, var også tiden, hvor alt gik ned ad bakke for ham. Det sled ham op, men det var også hårdt for mig at stå på sidelinjen og være vidne til det.
Preben havde købt Cirkusrevyen, og desværre, men forståeligt nok, forlod Dirch den i 1974, fordi han havde fået et tilbud fra Ernst Trillingsgaard i Holstebro Revyen, som han ikke kunne sige nej til. Dirch havde brug for ro, og det kunne han få´der. Men, det var ikke kun Cirkusrevyen, som Dirch forlod – han forlod også Preben. Det var Dirch, der var trækplastret, så da Dirch forsvandt, gjorde publikum det også. Og det er starten på alt det, der slår Preben ud.
Svigtet af vennerne
Samtidig blev han svigtet af sine venner, og alle hans kollegaer og folk, der havde arbejdet hos Preben, forsvandt stille og roligt. Han var alene. Alene, sammen med mig. Det var hårdt, og det var måske også derfor, at han en gang imellem fik en sjus for meget. Jeg er bare så træt af, at det altid er det, der bliver nævnt, når man taler om Preben.
Ulf Pilgaard: Det forstår jeg godt, men det var en del af årsagen til hans deroute.
Lisbet Dahl: Han var så meget andet end det.
Ulf Pilgaard: Ja, vanvittig meget mere end det. Jeg fik jo slet ikke indtryk af, hvor skidt det gik med ham, for jeg havde intet med ham at gøre på det tidspunkt.
Jeg var kommet ind i Tivolirevyen, hvor jeg var fast, og havde slet ingen kontakt med ham i de år. Og dengang jeg mødte ham på ABC Teatret, var han på sit karrieremæssige højdepunkt. Det kørte derudad med Jørgen Ryg, og han var ung, frisk og havde enorme kræfter. Han lejede jo Falkoner og lavede ’Annie Get Your Gun’, hvor han ene mand styrede 57 mennesker.
Det var en kæmpe produktion og et stort maskineri. Det skulle jeg lige vænne mig til. Det gik da heller ikke, uden at jeg blev en smule hysterisk. I stykket skulle jeg have en gul butterfly på, og den var ikke blevet færdig i systuen endnu, og vi havde første forpremiere om aftenen, så jeg løb ned til Preben og skabte mig:
”Min gule butterfly er ikke færdig, og jeg går ikke på scenen, før jeg har fået den!”
Så kiggede han med dødtrætte øjne på mig og sagde:
”Nu skal jeg sige dig én ting til, Ulf! Jeg skal have 57 mennesker og et 16-mands stort orkester til at spille i aften, og så mangler du en gul butterfly. Jeg ved ikke, om du kan regne ud, hvor lidt din gule butterfly rager mig!”
En del af folket
Der lærte han mig endnu en gang lidt om, hvordan man opfører sig på teatret (…) Preben var helt nede på jorden og virkelig en del af folket.
Lisbet Dahl: Vi skal ned på begge ben og ikke lege fine og specielle. Preben elskede jo at gøre grin med det modsatte. Når Preben ringede til folk, så sagde han altid: ”Det er Preben Kaas, ham skuespilleren, du ved nok.”
Ulf Pilgaard: Det er rigtigt, jeg kan tydeligt høre ham for mig.
Lærte alt af Preben
Lisbet Dahl: Jeg lærte alt om Cirkusrevyen fra ham, jeg vidste det bare ikke. Ikke før jeg pludselig stod derude. Jeg kan huske, jeg som instruktør første gang gik ind i det her kæmpe, kæmpe telt. Da jeg stod midt under teltdugen, kiggede jeg rundt og tænkte: ”Hvad har jeg dog gjort? Tænk, at jeg har sagt ja til det her, jeg må jo være sindssyg.” Jeg kendte teltet, men jeg havde kun været der som spiller under en ledelse, der kendte rutinen og vidste, hvordan man gjorde.
Torben Træsko havde lige købt revyen, og han anede intet om revy, så jeg stod mere eller mindre alene. Stille og roligt gik tingene op for mig. ”Nårh, det er sådan, man gør det her, og det er sådan, man gør det der. Aha. Jamen, så langt, så godt.” Det var, fordi jeg havde fulgt Preben i hans arbejde. Jeg havde set det hele.
Livsvidner
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard er blandt de sidste af de store folkekære skuespillere. Og selv om de to, i en menneskealder, har arbejdet sammen i Cirkusrevyen og i flere andre sammenhænge, har de aldrig set sig selv og hinanden som værende de bedste venner.
Men i takt med, at Dirch, Rysse og mange af de andre er faldet bort, har Lisbet og Ulf indset, at de nok er blevet noget vigtigere for hinanden. De er blevet hinandens livsvidner.
I bogen dykker de igennem samtaler ned i den samhørighed, som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard selv kalder for “et ægteskab … bare uden sex”. Undervejs fortæller de to skuespillere både sjove og tankevækkende historier og anekdoter fra deres mangeårige karrierer, og om alle lige fra Dirch Passer til dronning Margrethe. Alt sammen med den lune, vid og sans for den skarpe bemærkning, der kendetegner dem begge.
Hvis du følger med i Dansegarderoben på TV2, kan du bl.a. følge Preben Kaas’ udfordringer med at sætte Cirkusrevyen op, efter Dirch Passer havde forladt den. I bogen Livsvidner fortæller Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard om Kaas’ ensomme kamp, som blev begyndelsen på hans nedtur.
(Uddrag fra bogen Livsvidner af Lukas Birch)
Lisbet Dahl: Det var en svær tid, jeg mødte Preben i. Samtidig med at han var sød og dejlig, havde han et hårdt sind. Specielt i den periode. Al succesen, han havde levet højt på, var vendt, og tiden, vi havde sammen, var også tiden, hvor alt gik ned ad bakke for ham. Det sled ham op, men det var også hårdt for mig at stå på sidelinjen og være vidne til det.
Preben havde købt Cirkusrevyen, og desværre, men forståeligt nok, forlod Dirch den i 1974, fordi han havde fået et tilbud fra Ernst Trillingsgaard i Holstebro Revyen, som han ikke kunne sige nej til. Dirch havde brug for ro, og det kunne han få´der. Men, det var ikke kun Cirkusrevyen, som Dirch forlod – han forlod også Preben. Det var Dirch, der var trækplastret, så da Dirch forsvandt, gjorde publikum det også. Og det er starten på alt det, der slår Preben ud.
Svigtet af vennerne
Samtidig blev han svigtet af sine venner, og alle hans kollegaer og folk, der havde arbejdet hos Preben, forsvandt stille og roligt. Han var alene. Alene, sammen med mig. Det var hårdt, og det var måske også derfor, at han en gang imellem fik en sjus for meget. Jeg er bare så træt af, at det altid er det, der bliver nævnt, når man taler om Preben.
Ulf Pilgaard: Det forstår jeg godt, men det var en del af årsagen til hans deroute.
Lisbet Dahl: Han var så meget andet end det.
Ulf Pilgaard: Ja, vanvittig meget mere end det. Jeg fik jo slet ikke indtryk af, hvor skidt det gik med ham, for jeg havde intet med ham at gøre på det tidspunkt.
Jeg var kommet ind i Tivolirevyen, hvor jeg var fast, og havde slet ingen kontakt med ham i de år. Og dengang jeg mødte ham på ABC Teatret, var han på sit karrieremæssige højdepunkt. Det kørte derudad med Jørgen Ryg, og han var ung, frisk og havde enorme kræfter. Han lejede jo Falkoner og lavede ’Annie Get Your Gun’, hvor han ene mand styrede 57 mennesker.
Det var en kæmpe produktion og et stort maskineri. Det skulle jeg lige vænne mig til. Det gik da heller ikke, uden at jeg blev en smule hysterisk. I stykket skulle jeg have en gul butterfly på, og den var ikke blevet færdig i systuen endnu, og vi havde første forpremiere om aftenen, så jeg løb ned til Preben og skabte mig:
”Min gule butterfly er ikke færdig, og jeg går ikke på scenen, før jeg har fået den!”
Så kiggede han med dødtrætte øjne på mig og sagde:
”Nu skal jeg sige dig én ting til, Ulf! Jeg skal have 57 mennesker og et 16-mands stort orkester til at spille i aften, og så mangler du en gul butterfly. Jeg ved ikke, om du kan regne ud, hvor lidt din gule butterfly rager mig!”
En del af folket
Der lærte han mig endnu en gang lidt om, hvordan man opfører sig på teatret (…) Preben var helt nede på jorden og virkelig en del af folket.
Lisbet Dahl: Vi skal ned på begge ben og ikke lege fine og specielle. Preben elskede jo at gøre grin med det modsatte. Når Preben ringede til folk, så sagde han altid: ”Det er Preben Kaas, ham skuespilleren, du ved nok.”
Ulf Pilgaard: Det er rigtigt, jeg kan tydeligt høre ham for mig.
Lærte alt af Preben
Lisbet Dahl: Jeg lærte alt om Cirkusrevyen fra ham, jeg vidste det bare ikke. Ikke før jeg pludselig stod derude. Jeg kan huske, jeg som instruktør første gang gik ind i det her kæmpe, kæmpe telt. Da jeg stod midt under teltdugen, kiggede jeg rundt og tænkte: ”Hvad har jeg dog gjort? Tænk, at jeg har sagt ja til det her, jeg må jo være sindssyg.” Jeg kendte teltet, men jeg havde kun været der som spiller under en ledelse, der kendte rutinen og vidste, hvordan man gjorde.
Torben Træsko havde lige købt revyen, og han anede intet om revy, så jeg stod mere eller mindre alene. Stille og roligt gik tingene op for mig. ”Nårh, det er sådan, man gør det her, og det er sådan, man gør det der. Aha. Jamen, så langt, så godt.” Det var, fordi jeg havde fulgt Preben i hans arbejde. Jeg havde set det hele.
Livsvidner
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard er blandt de sidste af de store folkekære skuespillere. Og selv om de to, i en menneskealder, har arbejdet sammen i Cirkusrevyen og i flere andre sammenhænge, har de aldrig set sig selv og hinanden som værende de bedste venner.
Men i takt med, at Dirch, Rysse og mange af de andre er faldet bort, har Lisbet og Ulf indset, at de nok er blevet noget vigtigere for hinanden. De er blevet hinandens livsvidner.
I bogen dykker de igennem samtaler ned i den samhørighed, som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard selv kalder for “et ægteskab … bare uden sex”. Undervejs fortæller de to skuespillere både sjove og tankevækkende historier og anekdoter fra deres mangeårige karrierer, og om alle lige fra Dirch Passer til dronning Margrethe. Alt sammen med den lune, vid og sans for den skarpe bemærkning, der kendetegner dem begge.
Du kan købe Livsvidner online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: