LINDHARDT OG RINGHOFS 50-ÅRS JUBILÆUM || Vi fylder 50 og har i den anledning modtaget hilsner fra nogle af de dygtige forfattere, der har deres gang i forlagshuset. Læs her om Amalie Langballes valg af forlag.
Læs også: Amalie Langballe om at debutere: “Du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde”
Amalie Langballe
Jeg ville vælge det hele igen
I sommeren 2017 følte jeg mig mere eftertragtet, end jeg nogensinde havde gjort før, og tvivler på, jeg nogensinde kommer til igen. Jeg havde skrevet en kronik i Dagbladet Information, der havde modtaget nok opmærksomhed til, at ikke ét, men flere forlag havde udbedt sig møde med mig.
På det tidspunkt gik jeg stadig på Journalisthøjskolen, og en mulig bogkontrakt forekom mig ubeskrivelig stort. På samme tid forekom det mig fuldkommen logisk, at nogen skulle have lyst til at udgive mig, fordi jeg var 25, og jeg var stadig ung, og når man er ung, tager man ting for givet.
Jeg stod altså i den for en potentiel forfatterdebutant ganske usædvanlige situation at skulle vælge mellem forlag. At det blev Lindhardt og Ringhof, var og er selvfølgeligt, men det er sværere at redegøre for, hvori selvfølgeligheden består.
Det er ikke desto mindre det, jeg vil forsøge at gøre her. Forklare, hvorfor jeg valgte Lindhardt og Ringhof. Forklare, hvorfor jeg valgte rigtigt, da jeg valgte Lindhardt og Ringhof. Forklare, hvorfor – som i enhver anden god kærlighedshistorie – at jeg ville vælge det hele igen.
Mit første møde var med Sune de Souza Schmidt-Madsen og Gyrith Ravn, arrangeret af Sune over en række Facebook-beskeder, hvor Sune brugte smileyen med cowboyhatten gentagne gange og dermed traf et smiley-valg, hvis præcision jeg først værdsatte senere.
I det hele taget skulle der gå nogle år, før jeg lærte, at Sune har en bemærkelsesværdig evne til at ændre sit udseende – jeg har set ham ligne en vildmand, en rehabiliteret rocker, en landevejsridder, en nørd, en hyggeonkel, en smuk mand – mens Gyrith på den anden side har en bemærkelsesværdig evne til ikke at ændre udseende overhovedet. Hun er uden alder, altid mild og alfeagtig.
Der er dele af vores første møde, som jeg husker tydeligt, glasklart, og der er detaljer, der ikke længere lader sig genkalde. Jeg husker at gå ned ad den lange gang og kigge på de sort-hvide forfatterportrætter og blive ramt af noget næsten ærefrygtindgydende, men jeg kan ikke huske, hvem der hentede mig i receptionen.
Jeg husker præcis, hvad jeg havde på: et brunt jakkesæt, som en chef engang havde bemærket fik mig til at ligne ”en stewardesse fra 1970’erne, dengang alt skulle være lortebrunt”, men som jeg selv – ind i mine knogler – vidste var et godt køb, lige fra jeg åbnede postpakken fra Zara sammen med en veninde, jeg på det tidspunkt boede med, og det var, da vi stadig elskede at dele seng og hjem i en fremlejet lejlighed i Horsensgade på Østerbro, og før jeg begyndte at blive frustreret over måden, hun krøb ind til en på om natten, og før jeg mistede hende.
En T-shirt med babyblåt og rødt logo, som jeg havde købt på en tur til Japan med to veninder kort tid efter min mors død, og som var købt for foden af Mount Misen, fordi varmen var så fugtig og min egen T-shirt så syntetisk, og det var en impulsiv beslutning, at vi gik op ad det bjerg, og det slog næsten min ene veninde ihjel, og i dag er det en af de få begivenheder, vi refererer til, når vi taler om turen til Japan, ud over det offentlige toilet i en park, hvor jeg på tiendedagen endelig kom på toilettet og blev kort sagt forløst, og et kimonomarked i Kyoto, hvor de mønstrede silkestoffer satte sig i drømmene, og det er de ting, vi taler om nu, selvom jeg havde mistet min mor to måneder tidligere, min ene veninde skulle flytte til Hongkong, og min anden veninde havde indledt en affære med en gift mand.
Et sæt laksefarvet blondeundertøj fra Ganni, som jeg havde købt for min første praktikløn på 15.000 kroner før skat, der for mig udgjorde en ufattelig sum, man uden større bekymringer kunne formøble i Gannis flagship store på Østerbrogade.
Jeg husker alt dette, men jeg kan ikke huske, hvordan Gyrith og Sune var klædt. Jeg kan huske, at Sune overlæssede mig med bøger, så jeg gik derfra med en pose i hver hånd på mine høje hæle, men jeg kan ikke huske hvilke bøger.
Jeg kan huske, at Sune omtalte alle forfattere ved fornavn, hvilket mindede mig om måden, jeg selv er blevet kritiseret for at omtale alle i mit liv ved fornavn. Jeg siger ”mor” og aldrig ”min mor”, ”Michelle” og aldrig ”min veninde Michelle”.
Gyrith sad med fotokopier af mine klummer og kronikker spredt ud foran sig, men hun lod Sune føre ordet. På et tidspunkt sagde Sune så, at han mente, jeg kunne skrive om et køleskab, og det ville stadig være læseværdigt, og ved at sige sådan begyndte han på det, som jeg tror er forlæggerens fornemste opgave: at se noget i forfatteren, som forfatteren ikke ser i sig selv.
Jeg tog til andre møder med andre forlag, og det var alle gode møder, men jeg tror, jeg vidste, at hvis jeg skulle skrive en bog, ville jeg få brug for så meget hjælp, at kun den helt rigtige kombination af opmuntring og tålmodighed ville kunne få mig igennem.
Den kombination kom til at hedde Sune de Souza og Anne-Marie Christensen. Mens Sune var den, der fik mig i gang med at skrive, var det Anne-Marie, der forstod, hvad jeg skrev. Det var Anne-Marie, der fik en bog ud af det. Det var Anne-Marie, der blev glad for de gode anmeldelser og sur over de dårlige. Jeg tror, det var Anne-Marie, der blev mest stolt overhovedet, da jeg vandt Bogforums Debutantpris. Som en mor, har jeg lyst til at tilføje.
Men det ville være for nemt at fremhæve det familiære og festlige ved det Lindhardt og Ringhof, som jeg har kendt i små fem år. Jeg kunne fortælle om dengang, jeg var faret vild i mit manuskript til forsvindingsnumre, og Thomas Korsgaard inviterede mig op i sin lejlighed med udsigt til Bispebjerg Kirkegård, og han hjalp mig med at klippe og klistre teksten fra hinanden og sammen igen, selvom han absolut ikke havde behøvet at gøre det.
Jeg kunne fortælle om dengang, jeg sad på bagsædet af Mich Vraas bil på motorvejen, fordi han som det mest naturlige var kørt til Svendborg for at kunne køre Sune og mig til Odense, så jeg kunne nå et tog tilbage til København, og han brød alle slags fartgrænser, mens han snakkede om sin nye båd og en brandert, han og Sune for nylig havde befundet sig i.
Jeg kunne fortælle om den reception, hvor jeg mødte Hassan Preisler for anden gang i mit liv og tænkte, at denne gang ville jeg prøve at fange hans opmærksomhed, og da jeg et par uger senere cyklede hjem fra hans lejlighed en kold og klar morgen, vidste jeg, at selvom vi måske ikke lige præcis ville blive venner, ville vi være på samme hold, hvis det nogensinde kom til det.
Et par år senere kom det så til det, og det var takket være Hassan, at jeg turde tale offentligt om den chikane, som jeg ligesom andre i mediebranchen havde oplevet fra en trist skæbne, en prominent person, et i dag forhåbentlig overstået kapitel.
Det var i øvrigt takket være Gyrith Ravn og Søren Anker Madsen, at jeg – da historien blev bragt – havde fornemmelsen af, at der lå en tryg, uigennemtrængelig membran mellem mig og verden. Og nu er vi fremme ved det, jeg egentlig vil fremhæve.
Det, som er sværere at beskrive, og som tager længere tid at opdage, er det graciøse ved de mennesker, jeg kender på forlaget. De bærer deres kriser med ynde, og hovedparten af disse kriser hører man aldrig om. De afslører kun sig selv, når de er nødt til det.
Når de er nødt til at aflyse en tur, I skulle have været på sammen, eller hvis de er meget berusede og gerne vil undskylde, at de ikke har været der nok for dig, selvom de – det her går op for dig, når du bliver indviet i de absolut mest overordnede omstændigheder ved krisen – har været der urimeligt meget for dig.
At du har jamret dig over småting, mens det her menneske har haft rigtige problemer. At du måske stadig er den 25-årige kvinde, der tager ting for givet.
Det er sådan her: Du støtter dig til dem, men de støtter sig ikke til dig. Jeg står på den anden side af relationen og kan i sagens natur kun spekulere i, hvorfor det forholder sig sådan.
Jeg tror ikke, det skyldes, at de er særlig private mennesker, selvom jeg engang har siddet en sen nat på et værtshus på Amager med Maren Uthaug, Hassan Preisler og Søren Anker Madsen, hvor Søren gentagne gange nægtede at svare på Marens og Hassans spørgsmål om sit sexliv, og jeg tænkte, at det var klogt af ham at holde på sit, for man kan ikke for alvor vide sig sikker i nærheden af forfattere.
Jeg tror heller ikke, at det i snævrest mulige forstand handler om professionalisme, selvom der også er nogle uudtalte grænser, der altid bliver respekteret.
Jeg tror – efter at have tænkt over det, siden jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til denne samling – at det nærmere handler om en kærlighed til bøger. At vi forfattere på den bedst tænkelige måde først og fremmest er vores bøger for de mennesker, der arbejder hos Lindhardt og Ringhof. De vil gerne have, at vi skriver vores bøger, og de vil gerne gøre deres til, at vi faktisk gør det.
Det indebærer blandt andet, at vi ikke skal belemres. At din redaktør sender julekort uden at modtage julekort. At din pressekoordinator møder op til cirka alle arrangementer, du optræder til, og du ved ikke, hvordan du skal gengælde den tryghed, det giver dig.
At du på et tidspunkt begynder at tage den her omsorg for givet, indtil du en dag sidder og skriver en tekst om de her mennesker, og det går op for dig, at få valg var så rigtige som det, du traf, da du valgte Lindhardt og Ringhof, og du kommer aldrig til at kunne give det tilbage, du har fået.
Se Amalie Langballes roman:
Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen.
Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse.
Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
LÆS OGSÅ: Amalie Langballe om at debutere: “Du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde”
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
LINDHARDT OG RINGHOFS 50-ÅRS JUBILÆUM || Vi fylder 50 og har i den anledning modtaget hilsner fra nogle af de dygtige forfattere, der har deres gang i forlagshuset. Læs her om Amalie Langballes valg af forlag.
Læs også: Amalie Langballe om at debutere: “Du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde”
Amalie Langballe
Jeg ville vælge det hele igen
I sommeren 2017 følte jeg mig mere eftertragtet, end jeg nogensinde havde gjort før, og tvivler på, jeg nogensinde kommer til igen. Jeg havde skrevet en kronik i Dagbladet Information, der havde modtaget nok opmærksomhed til, at ikke ét, men flere forlag havde udbedt sig møde med mig.
På det tidspunkt gik jeg stadig på Journalisthøjskolen, og en mulig bogkontrakt forekom mig ubeskrivelig stort. På samme tid forekom det mig fuldkommen logisk, at nogen skulle have lyst til at udgive mig, fordi jeg var 25, og jeg var stadig ung, og når man er ung, tager man ting for givet.
Jeg stod altså i den for en potentiel forfatterdebutant ganske usædvanlige situation at skulle vælge mellem forlag. At det blev Lindhardt og Ringhof, var og er selvfølgeligt, men det er sværere at redegøre for, hvori selvfølgeligheden består.
Det er ikke desto mindre det, jeg vil forsøge at gøre her. Forklare, hvorfor jeg valgte Lindhardt og Ringhof. Forklare, hvorfor jeg valgte rigtigt, da jeg valgte Lindhardt og Ringhof. Forklare, hvorfor – som i enhver anden god kærlighedshistorie – at jeg ville vælge det hele igen.
Mit første møde var med Sune de Souza Schmidt-Madsen og Gyrith Ravn, arrangeret af Sune over en række Facebook-beskeder, hvor Sune brugte smileyen med cowboyhatten gentagne gange og dermed traf et smiley-valg, hvis præcision jeg først værdsatte senere.
I det hele taget skulle der gå nogle år, før jeg lærte, at Sune har en bemærkelsesværdig evne til at ændre sit udseende – jeg har set ham ligne en vildmand, en rehabiliteret rocker, en landevejsridder, en nørd, en hyggeonkel, en smuk mand – mens Gyrith på den anden side har en bemærkelsesværdig evne til ikke at ændre udseende overhovedet. Hun er uden alder, altid mild og alfeagtig.
Der er dele af vores første møde, som jeg husker tydeligt, glasklart, og der er detaljer, der ikke længere lader sig genkalde. Jeg husker at gå ned ad den lange gang og kigge på de sort-hvide forfatterportrætter og blive ramt af noget næsten ærefrygtindgydende, men jeg kan ikke huske, hvem der hentede mig i receptionen.
Jeg husker præcis, hvad jeg havde på: et brunt jakkesæt, som en chef engang havde bemærket fik mig til at ligne ”en stewardesse fra 1970’erne, dengang alt skulle være lortebrunt”, men som jeg selv – ind i mine knogler – vidste var et godt køb, lige fra jeg åbnede postpakken fra Zara sammen med en veninde, jeg på det tidspunkt boede med, og det var, da vi stadig elskede at dele seng og hjem i en fremlejet lejlighed i Horsensgade på Østerbro, og før jeg begyndte at blive frustreret over måden, hun krøb ind til en på om natten, og før jeg mistede hende.
En T-shirt med babyblåt og rødt logo, som jeg havde købt på en tur til Japan med to veninder kort tid efter min mors død, og som var købt for foden af Mount Misen, fordi varmen var så fugtig og min egen T-shirt så syntetisk, og det var en impulsiv beslutning, at vi gik op ad det bjerg, og det slog næsten min ene veninde ihjel, og i dag er det en af de få begivenheder, vi refererer til, når vi taler om turen til Japan, ud over det offentlige toilet i en park, hvor jeg på tiendedagen endelig kom på toilettet og blev kort sagt forløst, og et kimonomarked i Kyoto, hvor de mønstrede silkestoffer satte sig i drømmene, og det er de ting, vi taler om nu, selvom jeg havde mistet min mor to måneder tidligere, min ene veninde skulle flytte til Hongkong, og min anden veninde havde indledt en affære med en gift mand.
Et sæt laksefarvet blondeundertøj fra Ganni, som jeg havde købt for min første praktikløn på 15.000 kroner før skat, der for mig udgjorde en ufattelig sum, man uden større bekymringer kunne formøble i Gannis flagship store på Østerbrogade.
Jeg husker alt dette, men jeg kan ikke huske, hvordan Gyrith og Sune var klædt. Jeg kan huske, at Sune overlæssede mig med bøger, så jeg gik derfra med en pose i hver hånd på mine høje hæle, men jeg kan ikke huske hvilke bøger.
Jeg kan huske, at Sune omtalte alle forfattere ved fornavn, hvilket mindede mig om måden, jeg selv er blevet kritiseret for at omtale alle i mit liv ved fornavn. Jeg siger ”mor” og aldrig ”min mor”, ”Michelle” og aldrig ”min veninde Michelle”.
Gyrith sad med fotokopier af mine klummer og kronikker spredt ud foran sig, men hun lod Sune føre ordet. På et tidspunkt sagde Sune så, at han mente, jeg kunne skrive om et køleskab, og det ville stadig være læseværdigt, og ved at sige sådan begyndte han på det, som jeg tror er forlæggerens fornemste opgave: at se noget i forfatteren, som forfatteren ikke ser i sig selv.
Jeg tog til andre møder med andre forlag, og det var alle gode møder, men jeg tror, jeg vidste, at hvis jeg skulle skrive en bog, ville jeg få brug for så meget hjælp, at kun den helt rigtige kombination af opmuntring og tålmodighed ville kunne få mig igennem.
Den kombination kom til at hedde Sune de Souza og Anne-Marie Christensen. Mens Sune var den, der fik mig i gang med at skrive, var det Anne-Marie, der forstod, hvad jeg skrev. Det var Anne-Marie, der fik en bog ud af det. Det var Anne-Marie, der blev glad for de gode anmeldelser og sur over de dårlige. Jeg tror, det var Anne-Marie, der blev mest stolt overhovedet, da jeg vandt Bogforums Debutantpris. Som en mor, har jeg lyst til at tilføje.
Men det ville være for nemt at fremhæve det familiære og festlige ved det Lindhardt og Ringhof, som jeg har kendt i små fem år. Jeg kunne fortælle om dengang, jeg var faret vild i mit manuskript til forsvindingsnumre, og Thomas Korsgaard inviterede mig op i sin lejlighed med udsigt til Bispebjerg Kirkegård, og han hjalp mig med at klippe og klistre teksten fra hinanden og sammen igen, selvom han absolut ikke havde behøvet at gøre det.
Jeg kunne fortælle om dengang, jeg sad på bagsædet af Mich Vraas bil på motorvejen, fordi han som det mest naturlige var kørt til Svendborg for at kunne køre Sune og mig til Odense, så jeg kunne nå et tog tilbage til København, og han brød alle slags fartgrænser, mens han snakkede om sin nye båd og en brandert, han og Sune for nylig havde befundet sig i.
Jeg kunne fortælle om den reception, hvor jeg mødte Hassan Preisler for anden gang i mit liv og tænkte, at denne gang ville jeg prøve at fange hans opmærksomhed, og da jeg et par uger senere cyklede hjem fra hans lejlighed en kold og klar morgen, vidste jeg, at selvom vi måske ikke lige præcis ville blive venner, ville vi være på samme hold, hvis det nogensinde kom til det.
Et par år senere kom det så til det, og det var takket være Hassan, at jeg turde tale offentligt om den chikane, som jeg ligesom andre i mediebranchen havde oplevet fra en trist skæbne, en prominent person, et i dag forhåbentlig overstået kapitel.
Det var i øvrigt takket være Gyrith Ravn og Søren Anker Madsen, at jeg – da historien blev bragt – havde fornemmelsen af, at der lå en tryg, uigennemtrængelig membran mellem mig og verden. Og nu er vi fremme ved det, jeg egentlig vil fremhæve.
Det, som er sværere at beskrive, og som tager længere tid at opdage, er det graciøse ved de mennesker, jeg kender på forlaget. De bærer deres kriser med ynde, og hovedparten af disse kriser hører man aldrig om. De afslører kun sig selv, når de er nødt til det.
Når de er nødt til at aflyse en tur, I skulle have været på sammen, eller hvis de er meget berusede og gerne vil undskylde, at de ikke har været der nok for dig, selvom de – det her går op for dig, når du bliver indviet i de absolut mest overordnede omstændigheder ved krisen – har været der urimeligt meget for dig.
At du har jamret dig over småting, mens det her menneske har haft rigtige problemer. At du måske stadig er den 25-årige kvinde, der tager ting for givet.
Det er sådan her: Du støtter dig til dem, men de støtter sig ikke til dig. Jeg står på den anden side af relationen og kan i sagens natur kun spekulere i, hvorfor det forholder sig sådan.
Jeg tror ikke, det skyldes, at de er særlig private mennesker, selvom jeg engang har siddet en sen nat på et værtshus på Amager med Maren Uthaug, Hassan Preisler og Søren Anker Madsen, hvor Søren gentagne gange nægtede at svare på Marens og Hassans spørgsmål om sit sexliv, og jeg tænkte, at det var klogt af ham at holde på sit, for man kan ikke for alvor vide sig sikker i nærheden af forfattere.
Jeg tror heller ikke, at det i snævrest mulige forstand handler om professionalisme, selvom der også er nogle uudtalte grænser, der altid bliver respekteret.
Jeg tror – efter at have tænkt over det, siden jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til denne samling – at det nærmere handler om en kærlighed til bøger. At vi forfattere på den bedst tænkelige måde først og fremmest er vores bøger for de mennesker, der arbejder hos Lindhardt og Ringhof. De vil gerne have, at vi skriver vores bøger, og de vil gerne gøre deres til, at vi faktisk gør det.
Det indebærer blandt andet, at vi ikke skal belemres. At din redaktør sender julekort uden at modtage julekort. At din pressekoordinator møder op til cirka alle arrangementer, du optræder til, og du ved ikke, hvordan du skal gengælde den tryghed, det giver dig.
At du på et tidspunkt begynder at tage den her omsorg for givet, indtil du en dag sidder og skriver en tekst om de her mennesker, og det går op for dig, at få valg var så rigtige som det, du traf, da du valgte Lindhardt og Ringhof, og du kommer aldrig til at kunne give det tilbage, du har fået.
Se Amalie Langballes roman:
Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen.
Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse.
Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
LÆS OGSÅ: Amalie Langballe om at debutere: “Du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde”
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
Du kan købe forsvindingsnumre online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: