Historien om hospitalsskibet Jutlandia blev med Kim Larsens ørehænger allemandseje, men aldrig før er historien blevet fortalt fra sygeplejerskernes perspektiv. Ny bog om Jutlandia med kvinderne i fokus.
I sin bog om Jutlandia – Jutlandia – Krig, kald & kærlighed giver Helle Juhl stemme til de sygeplejersker, som gik forrest og var med til at sætte en ny standard for nødhjælp i krigsramte lande.
Gennem dagbogsnotater fra sygeplejerskerne Gyde Rudbeck og Edith Nybo Jacobsen og en række fotos fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum gives et unikt indblik i, hvordan det var at være ombord på Jutlandia under ekspeditionen til Koreakrigen i 1951-53. Ekspeditioner, som ikke kun var præget af krigens gru men også spirende kærlighed.
I nedenstående uddrag af Helle Juhls bog om Jutlandia kan du læse om, hvad det krævedes for at slippe igennem nåleøjet og blive udvalgt til Jutlandia-ekspeditionen samt om sygeplejerskernes tanker om at forlade trygge Danmark til fordel for krigshærgede Korea.
Torsdag den 14. september 1950 lagde sygeplejerskernes medlemsblad, Sygeplejersken, spalter til et ekstraordinært kald. Under overskriften ”Sygeplejersker til Korea” bragtes en opfordring fra Dansk Røde Kors om at søge tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia, som forventedes at afgå omkring 1. december samme år.
Der var brug for en samlet stab på cirka hundrede: 15 læger, 30 sygepassere, 40 sygeplejersker samt apoteker, tandlæger, laboranter m.fl. For sygeplejerskernes vedkommende skulle der findes en forstanderinde, fem afdelingssygeplejersker, ni operationssygeplejersker og 25 assistenter.
Alle måtte være i topform og forvente at være afsted i op til et år. Lønnen ville blive fastlagt efter nærmere forhandling mellem Dansk Sygeplejeråd og Dansk Røde Kors, og ansøgningen skulle være Dansk Røde Kors i hænde senest den 20. september. Blot seks dage senere.
Jutlandia-ekspeditionen var blevet en hastesag. Efter sommerens politiske pas de deux frem og tilbage over Atlanten lå det nu endeligt fast, at Danmarks bidrag til FN-aktionen skulle være et hospitalsskib. Det elegante ØK-skib Jutlandia, der sejlede i rutefart på New York med fragt og passagerer, skulle omdannes til et Røde Kors-skib med indbygget hospital. Det kunne dog først tages ud af drift i slutningen af oktober 1950, hvorefter det skulle bygges om på Nakskov Skibsværft.
Hospitalsskibet Jutlandia ved afrejsen på første togt i januar 1951. Foto i Helle Juhls bog om Jutlandia. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.
Skibets lastrum skulle laves om til operationsstuer, sengeafdelinger og alt, hvad der hører til et hospital, og passagerkahytterne indrettes, så de kunne rumme det store hospitalspersonale. De fleste kahytter skulle have soveplads til fire i stedet for to.
Ombygningen forventedes fuldført i løbet af november, og herefter skulle det 16 år gamle skib, der ligesom andre af ØK’s fartøjer var navngivet efter de danske landsdeles latinske betegnelser, hurtigst muligt sejle til Korea. De frivillige Jutlandia-deltagere måtte forvente at holde jul ombord, men det var en mindre detalje i forhold til, at lille Danmark kunne kippe med det humanitære flag i det fjerne Korea.
Jutlandias sekretariat i Røde Kors-hovedkvarteret på Platanvej havde allerede modtaget stakke af uopfordrede ansøgninger, og i alt søgte over 3.000 plads på skibet. Læger, sygeplejersker, medicinstuderende, diakoner, kontorister, chauffører, håndværkere og sågar husmødre, som drømte om at blive ”kaldet til slaget”.
Og så tæller Gyde Rudbeck, Edith Nybo Jacobsen og andre, som først søgte ind på senere togter, endda ikke med. Edith kom i øvrigt med på rekordtid, idet hun sendte sin ansøgning få uger før Jutlandias tredje afrejse den 20. september 1952. Hun var netop kommet hjem fra Royal Surrey County Hospital i Sydengland, da hun så Jutlandia på Nakskov Skibsværft og grebet af begejstring og rejselyst straks sendte en ansøgning.
Nåleøjet
For lægernes vedkommende var det nogle af landets bedst kvalificerede og internationalt anerkendte specialister, der meldte sig under Jutlandias faner: neurokirurgen, professor, dr.med. Eduard Busch, lungekirurgen, dr.med Tage Kjær, medicineren, dr.med. Erik Schiødt og almenkirurgen Hans Tønnesen.
De var den danske lægestands fabulous four, og med dem i staben var flere andre selvskrevne, idet de fik lov til at håndplukke folk fra deres egne afdelinger. Således tog professor Busch fra Rigshospitalet operationssygeplejersken Kirsten Juul med, og han banede også vejen for den unge neurokirurg Kjeld Værnet og hans sygeplejerskekone Bodil. De blev et af de få ægtepar på Jutlandia.
Bodil Værnet fulgte som den eneste Jutlandia-sygeplejerske med sin mand Kjeld Værnet. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
For de øvrige var det et nåleøje at komme igennem. Især når man havde alderen og geografien imod sig. Det gjaldt for eksempel en sygeplejerske som Tove Lodbjerg fra Ribe Sygehus, der fik afslag, selv om hun rejste den lange vej til København for at aflevere sin ansøgning personligt. Hun blev med sine 25 år vurderet til at være for ung. Af hensyn til patienterne – unge mænd mellem 18 og 25 år – foretrak man sygeplejersker i 30-40-års-alderen, der kunne sætte sig i respekt og havde opnået stor erfaring. Det lykkedes dog Tove Lodbjerg at komme med på tredje togt.
For den kun et år ældre sygeplejerske Gudrun Førslev spillede alderen ingen rolle. Hun kom med i første runde. Men til forskel fra Tove Lodbjerg havde hun sygeplejeerfaring fra Canada – og så var det næppe heller en ulempe, at hun var datter af generalløjtnant C.C.J. Førslev, Danmarks militær- og luftattaché i Washington. Han lagde et godt ord ind for datteren i et brev til Røde Kors-lægen Karl Lehmanns sekretær:
… Nu er det hendes højeste ønske at komme til Korea, og hun har måske allerede henvendt sig hos Dem desangående, hvilket jeg anbefalede hende. Hun var ret mistrøstig med hensyn til udsigterne, idet så mange finlandsveteraner havde meldt sig, men en gang imellem skal jo noget nyt blod komme til. […] Jeg anbefaler roligt min datter, fordi jeg føler mig overbevist om, at De vil være tjent med hende, og jeg beder Dem forstå, at jeg ikke ville have anbefalet hende, hvis jeg ikke havde haft denne overbevisning.
Sekretæren ville ikke love noget, men ikke desto mindre figurerer en håndskrevet note om det fædrene ophav på det oplysningsskema, der fulgte med frøken Førslevs ansøgning. Helt uden betydning var det ikke at være datter af en generalløjtnant, som i øvrigt stod for at skulle tiltræde som det nyoprettede danske luftvåbens første chef.
Mange år senere medgav Gudrun Førslev i Peter Frederiksens bog Jutlandia. Danmark i Koreakrigen fra 2006, at hun nok var lidt for grøn til missionen:
Jeg var ikke helt ”moden” nok til at få så meget ud af turen, som jeg kunne. Jeg har tit efterfølgende været lidt flov over, at jeg ikke satte mig bedre ind i de lokale forhold og prøvede at lære nogle koreanere at kende.
Operationssygeplejersken Elna Hornstrup Jensen fra Randers Centralsygehus levede med sine 37 år op til både alder og faglig erfaring, men slap alligevel ikke gennem nåleøjet. Jutlandia-sekretariatet beholdt dog hendes ansøgning, og da andet togt skulle besættes, fik hun tilbud om at komme med. Det var hun ikke ene om. Flere af deltagerne på andet og tredje togt blev plukket fra den første ansøgerstak. Dog ikke de to dagbogsskribenter Gyde Rudbeck og Edith Nybo Jacobsen, som begge søgte ind umiddelbart før tredje togt.
I øvrigt følte Elna Hornstrup Jensen sig ikke opgaven mere voksen end unge Gudrun Førslev. Til Kristine K.N. Midtgaards bog Jutlandiaekspeditionen. Tilblivelse og virke 195053 har hun beklaget, at hun ikke på forhånd vidste mere om koreansk kultur og baggrunden for krigen. Formentlig sigtede hun til den ufattelige nød i Korea, Jutlandia-deltagerne blev vidner til. I en brutal krig, der havde gjort brødre og søstre til fjender.
Gudrun Førslev, Jutlandias yngste sygeplejerske, mader et koreansk barn. Hun har siden beklaget, at hun ikke vidste nok om Korea og koreanerne. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Andre Jutlandia-sygeplejersker var anderledes krigserfarne. På Gyde Rudbeck og Edith Nybo Jacobsens togt var der to garvede krigssygeplejersker med. Den ene var den 43-årige afdelingssygeplejerske Kirstine Hansen, som under krigen havde arbejdet i den norske afdeling på Craiglockhurst Hospital i Edinburgh og senere som navy nurse i den britiske marine. En kontant kvinde, der fik ansvaret for Jutlandias medicinske afdeling.
Den anden var operationssygeplejersken Inge Tretow-Loof, en af de finlandsveteraner, generalløjtnant Førslev hentydede til. Som ganske ung havde hun været med Dansk Røde Kors i den finske Vinterkrig 1939-40 – hvor hendes far i øvrigt ledede den danske bataljon af finlandsfrivillige.
Også på lægesiden finder man finlandsveteraner. Et af første togts kirurger, Johannes Thyssen, havde deltaget i Vinterkrigen som Røde Kors-læge. Derudover havde han i 1945 været med de hvide busser i Tyskland for at hente danske kz-fanger hjem og året efter i Polen for Dansk Røde Kors. Endelig var han svigersøn til kommandør Hammerich. Gode kontakter skadede ikke.
Gåpåmod, robuste nerver og regelmæssig menstruation
For 34-årige Gyde Rudbeck og 30-årige Edith Nybo Jacobsens vedkommende var det hverken erfaringer fra krigens tid eller gode kontakter, der fik dem ansat. Snarere deres udlandserfaringer. Gyde Rudbecks år på Royal Alexandra Infirmary i Glasgow var et klart plus. Derudover havde hun operationserfaring, og der var god brug for sygeplejersker med indsigt i kirurgi og kirurgisk efterbehandling. Hun blev antaget til Jutlandias almenkirurgiske afdeling under ledelse af afdelingssygeplejerske Alfrida Spandet.
Edith Nybo Jacobsens fortrin var blandt andet, at hun i løbet af de 13 måneder som medicinsk sygeplejerske på hospitalet i Guildford havde tilegnet sig de medicinske fagtermer på engelsk. Hun blev antaget til Kirstine Hansens medicinske afdeling.
Det var ikke et krav at have arbejdet i udlandet, men rent faktisk gjaldt det for mange af de sygeplejersker, der slap gennem nåleøjet. Det viste gåpåmod, og desuden ville de på Jutlandia møde store sproglige og kulturelle udfordringer. Som udgangspunkt blev sygeplejerskerne dog valgt på deres faglige kvalifikationer, alder og erfaringer samt personlige egenskaber. Til sidstnævnte hørte god tilpasningsevne og robuste nerver. Indkvarteringsforholdene var trange, og man måtte have det fint med at leve tæt sammen i månedsvis.
Mod og handlekraft var også godt, for Jutlandia skulle jo i krig. Det var ikke uden grund, at mange af de Jutlandia-frivilliges pårørende var nervøse over udsendelsen. Ifølge Gyde Rudbecks søster havde moderen hjemme i Haderslev det alt andet end godt med datterens beslutning om at søge plads på Jutlandia.
Endelig skulle de have et godt helbred. I tilfælde af andre diagnoser end børnesygdomme og sædvanlige infektioner skulle der indhentes lægeerklæringer på, at de var helt raske igen. Desuden skulle alle kvindelige ansøgere oplyse, om deres menstruation var regelmæssig, samt dato for sidste menstruation. Ved tegn på graviditet var man udelukket.
Ryge- og kaffepause på dækket. En mobil lejder tjener som bord. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
De mandlige sygepassere udgjorde en broget skare. De fleste var medicin- studerende, portører, ambulanceførere og diakoner – unge kristne mænd med en plejeuddannelse – som var trænede i førstehjælp og plejeopgaver, men der blev også ansat håndværkere, som først skulle oplæres under udrejsen. Til gengæld kunne de ved siden af plejeopgaverne tage sig af en række praktiske ting.
Sygepasserne var først i tyverne – jævnaldrende med de soldater, de skulle passe – og modsvarede de militære sanitetsfolk på MASH-lazaretterne og de amerikanske hospitalsskibe, som var unge menige. Hospitalets ledelse bestod af en hospitalschef og en forstanderinde.
Til imødekommelse af missionens militære anliggende blev hospitalscheferne til de tre togter hentet i Forsvaret. De to første var overlæger i Søværnet, den sidste i Hærens Lægekorps. Derudover blev der ansat en række administrative og praktiske medarbejdere foruden en hospitalspræst. I alt nåede fire præster at komme med Jutlandia.
Ekspeditionschef Hammerich, som var med på hele ekspeditionen, blev betjent af skiftende sekretærer, og på dele af første og tredje togt desuden af presseattachéen Anders Georg, som har skrevet om sine oplevelser i bogen Under tre flag. Han var med en fortid som udenrigskorrespondent mand for at styre de danske og udenlandske medier.
På grund af Jutlandias særlige karakter – og de mange sygeplejersker ombord – var ekspeditionen omgærdet af stor medieinteresse. Så meget, at Hammerich nogle gange måtte få Anders Georg til at holde sine udenlandske kolleger lidt hen. Det gik ikke an, at Jutlandia løb med al opmærksomheden.
Sammensætningen af søfolkene havde Dansk Røde Kors ingen indflydelse på. De blev hyret af ØK og udgjorde en selvstændig organisation, ligesom de havde deres egne faciliteter ombord. Med andre ord var der nærmest tale om en to-stats-løsning i skroget af det 130 meter lange og 18 meter brede skib, hvis chef på broen var den erfarne kaptajn Christen M. Kondrup. På hans skuldre hvilede ansvaret for skib og ombordværende, og ligesom Hammerich gjorde han hele ekspeditionen med.
Husk håndarbejde!
Sygeplejersken fulgte Jutlandia-ekspeditionen med levende interesse. Forud for hvert togt bragte bladet navnene på de udvalgte sygeplejersker, og før den første afsejling desuden et interview med forstanderinden, Gerda Agerholm, der kom fra en tilsvarende stilling på Randers Centralsygehus. Hun havde alle relevante videreuddannelser inden for ledelse og instruktion og var desuden tændt af tidens internationale samarbejde. I sin ansøgning til Jutlandia skrev hun blandt andet:
Jeg føler mig forpligtet gennem Atlantpagten til at tilbyde min hjælp, da jeg mener at kunne blive afløst herhjemme og har lyst til at ”prøve mine kræfter” på nye opgaver efter at have været bundet herhjemme først efter krigsårene og de sidste fem år i en ny og vanskelig stilling.
I januar 1951, hvor Jutlandia efter forsinkelser med ombygningen, stod for at afsejle, uddybede hun sine bevæggrunde i Sygeplejersken:
Tilbage i september måned blev jeg grebet af begejstring ved tanken om dette hospitalsskib, fordi jeg så, at her var en mulighed for os danske til i al beskedenhed at gøre en indsats. Jeg følte mig overbevist om, at vi magtede opgaven, forudsat at vi fik kontakt med mennesker, som før havde bygget og indrettet et sådant skib.
Rent personligt har jeg som så mange andre sygeplejersker ofte tænkt på at melde mig til hjælpearbejdet, men der har tidligere ikke været muligheder for mig til at komme afsted. Herhjemme har der jo også været store opgaver for alle sygeplejersker i administration og undervisning i de år, der er gået siden krigen.
Til et spørgsmål om det forskelligartede personale, der skulle med, svarede hun:
Ja, vi er spændt på, hvordan det skal gå med disciplinen ombord. Der er så mange typer og kategorier, men det er mit indtryk, at sygeplejerskerne er veldisciplinerede, og jeg tror, det vil vare. Der er udmærkede ansigter imellem, så jeg føler mig overbevist om, at det kan gå.
Jeg stoler på mine medarbejdere og tror, at de danske sygeplejersker har evne til at tilpasse sig og vil gøre den indsats, der kræves af dem. Jeg håber, det er standens elite, der kommer afsted. De sidste 14 dage har givet mig et fingerpeg, for de har været villige til at tage fat på hvad som helst, så det skal nok gå.
Frøken Agerholm, som hun i overensstemmelse med tidens normer blev tituleret, rundede af med at sige, at alle – også mændene – blev opfordret til at medbringe håndarbejde i tilfælde af, at Jutlandia kom til at ligge uvirksom i en havn i længere tid.
Husk håndarbejde! lød opfordringen til Jutlandias sygeplejersker. Når vejret var godt, kunne der strikkes på soldækket. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Læs bogen om Jutlandia skrevet af Helle Juhl: Jutlandia – Krig, kald & kærlighed
De fleste kender hospitalsskibet Jutlandia fra sangen af Kim Larsen, men de færreste kender den fulde historie om de danske sygeplejersker ombord.
De var med deres kyndige behandling af mange tusinde ofre med til at redde menneskeliv under Korea-krigen.
I en ny bog om Jutlandia tager forfatter Helle Juh gennem personlige fotos og private dagbogsnotater dig helt tæt på sygeplejerskerne, der revolutionerede nødhjælpen og hver dag kæmpede mod krigens rædsler med omsorg og kærlighed.
Historien om hospitalsskibet Jutlandia blev med Kim Larsens ørehænger allemandseje, men aldrig før er historien blevet fortalt fra sygeplejerskernes perspektiv. Ny bog om Jutlandia med kvinderne i fokus.
I sin bog om Jutlandia – Jutlandia – Krig, kald & kærlighed giver Helle Juhl stemme til de sygeplejersker, som gik forrest og var med til at sætte en ny standard for nødhjælp i krigsramte lande.
Gennem dagbogsnotater fra sygeplejerskerne Gyde Rudbeck og Edith Nybo Jacobsen og en række fotos fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum gives et unikt indblik i, hvordan det var at være ombord på Jutlandia under ekspeditionen til Koreakrigen i 1951-53. Ekspeditioner, som ikke kun var præget af krigens gru men også spirende kærlighed.
LÆS OGSÅ: På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl i ny bog om Jutlandia om sygeplejerskene ombord
I nedenstående uddrag af Helle Juhls bog om Jutlandia kan du læse om, hvad det krævedes for at slippe igennem nåleøjet og blive udvalgt til Jutlandia-ekspeditionen samt om sygeplejerskernes tanker om at forlade trygge Danmark til fordel for krigshærgede Korea.
Du kan købe Jutlandia – Krig, kald & kærlighed online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Uddrag af Helle Juhls bog om Jutlandia
Jutlandia – Krig, kald & kærlighed
“Kaldet til slaget”
Torsdag den 14. september 1950 lagde sygeplejerskernes medlemsblad, Sygeplejersken, spalter til et ekstraordinært kald. Under overskriften ”Sygeplejersker til Korea” bragtes en opfordring fra Dansk Røde Kors om at søge tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia, som forventedes at afgå omkring 1. december samme år.
Der var brug for en samlet stab på cirka hundrede: 15 læger, 30 sygepassere, 40 sygeplejersker samt apoteker, tandlæger, laboranter m.fl. For sygeplejerskernes vedkommende skulle der findes en forstanderinde, fem afdelingssygeplejersker, ni operationssygeplejersker og 25 assistenter.
Alle måtte være i topform og forvente at være afsted i op til et år. Lønnen ville blive fastlagt efter nærmere forhandling mellem Dansk Sygeplejeråd og Dansk Røde Kors, og ansøgningen skulle være Dansk Røde Kors i hænde senest den 20. september. Blot seks dage senere.
Jutlandia-ekspeditionen var blevet en hastesag. Efter sommerens politiske pas de deux frem og tilbage over Atlanten lå det nu endeligt fast, at Danmarks bidrag til FN-aktionen skulle være et hospitalsskib. Det elegante ØK-skib Jutlandia, der sejlede i rutefart på New York med fragt og passagerer, skulle omdannes til et Røde Kors-skib med indbygget hospital. Det kunne dog først tages ud af drift i slutningen af oktober 1950, hvorefter det skulle bygges om på Nakskov Skibsværft.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.
Skibets lastrum skulle laves om til operationsstuer, sengeafdelinger og alt, hvad der hører til et hospital, og passagerkahytterne indrettes, så de kunne rumme det store hospitalspersonale. De fleste kahytter skulle have soveplads til fire i stedet for to.
Ombygningen forventedes fuldført i løbet af november, og herefter skulle det 16 år gamle skib, der ligesom andre af ØK’s fartøjer var navngivet efter de danske landsdeles latinske betegnelser, hurtigst muligt sejle til Korea. De frivillige Jutlandia-deltagere måtte forvente at holde jul ombord, men det var en mindre detalje i forhold til, at lille Danmark kunne kippe med det humanitære flag i det fjerne Korea.
Jutlandias sekretariat i Røde Kors-hovedkvarteret på Platanvej havde allerede modtaget stakke af uopfordrede ansøgninger, og i alt søgte over 3.000 plads på skibet. Læger, sygeplejersker, medicinstuderende, diakoner, kontorister, chauffører, håndværkere og sågar husmødre, som drømte om at blive ”kaldet til slaget”.
Og så tæller Gyde Rudbeck, Edith Nybo Jacobsen og andre, som først søgte ind på senere togter, endda ikke med. Edith kom i øvrigt med på rekordtid, idet hun sendte sin ansøgning få uger før Jutlandias tredje afrejse den 20. september 1952. Hun var netop kommet hjem fra Royal Surrey County Hospital i Sydengland, da hun så Jutlandia på Nakskov Skibsværft og grebet af begejstring og rejselyst straks sendte en ansøgning.
Nåleøjet
For lægernes vedkommende var det nogle af landets bedst kvalificerede og internationalt anerkendte specialister, der meldte sig under Jutlandias faner: neurokirurgen, professor, dr.med. Eduard Busch, lungekirurgen, dr.med Tage Kjær, medicineren, dr.med. Erik Schiødt og almenkirurgen Hans Tønnesen.
De var den danske lægestands fabulous four, og med dem i staben var flere andre selvskrevne, idet de fik lov til at håndplukke folk fra deres egne afdelinger. Således tog professor Busch fra Rigshospitalet operationssygeplejersken Kirsten Juul med, og han banede også vejen for den unge neurokirurg Kjeld Værnet og hans sygeplejerskekone Bodil. De blev et af de få ægtepar på Jutlandia.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
For de øvrige var det et nåleøje at komme igennem. Især når man havde alderen og geografien imod sig. Det gjaldt for eksempel en sygeplejerske som Tove Lodbjerg fra Ribe Sygehus, der fik afslag, selv om hun rejste den lange vej til København for at aflevere sin ansøgning personligt. Hun blev med sine 25 år vurderet til at være for ung. Af hensyn til patienterne – unge mænd mellem 18 og 25 år – foretrak man sygeplejersker i 30-40-års-alderen, der kunne sætte sig i respekt og havde opnået stor erfaring. Det lykkedes dog Tove Lodbjerg at komme med på tredje togt.
For den kun et år ældre sygeplejerske Gudrun Førslev spillede alderen ingen rolle. Hun kom med i første runde. Men til forskel fra Tove Lodbjerg havde hun sygeplejeerfaring fra Canada – og så var det næppe heller en ulempe, at hun var datter af generalløjtnant C.C.J. Førslev, Danmarks militær- og luftattaché i Washington. Han lagde et godt ord ind for datteren i et brev til Røde Kors-lægen Karl Lehmanns sekretær:
… Nu er det hendes højeste ønske at komme til Korea, og hun har måske allerede henvendt sig hos Dem desangående, hvilket jeg anbefalede hende. Hun var ret mistrøstig med hensyn til udsigterne, idet så mange finlandsveteraner havde meldt sig, men en gang imellem skal jo noget nyt blod komme til. […] Jeg anbefaler roligt min datter, fordi jeg føler mig overbevist om, at De vil være tjent med hende, og jeg beder Dem forstå, at jeg ikke ville have anbefalet hende, hvis jeg ikke havde haft denne overbevisning.
Sekretæren ville ikke love noget, men ikke desto mindre figurerer en håndskrevet note om det fædrene ophav på det oplysningsskema, der fulgte med frøken Førslevs ansøgning. Helt uden betydning var det ikke at være datter af en generalløjtnant, som i øvrigt stod for at skulle tiltræde som det nyoprettede danske luftvåbens første chef.
Mange år senere medgav Gudrun Førslev i Peter Frederiksens bog Jutlandia. Danmark i Koreakrigen fra 2006, at hun nok var lidt for grøn til missionen:
Jeg var ikke helt ”moden” nok til at få så meget ud af turen, som jeg kunne. Jeg har tit efterfølgende været lidt flov over, at jeg ikke satte mig bedre ind i de lokale forhold og prøvede at lære nogle koreanere at kende.
Operationssygeplejersken Elna Hornstrup Jensen fra Randers Centralsygehus levede med sine 37 år op til både alder og faglig erfaring, men slap alligevel ikke gennem nåleøjet. Jutlandia-sekretariatet beholdt dog hendes ansøgning, og da andet togt skulle besættes, fik hun tilbud om at komme med. Det var hun ikke ene om. Flere af deltagerne på andet og tredje togt blev plukket fra den første ansøgerstak. Dog ikke de to dagbogsskribenter Gyde Rudbeck og Edith Nybo Jacobsen, som begge søgte ind umiddelbart før tredje togt.
I øvrigt følte Elna Hornstrup Jensen sig ikke opgaven mere voksen end unge Gudrun Førslev. Til Kristine K.N. Midtgaards bog Jutlandiaekspeditionen. Tilblivelse og virke 195053 har hun beklaget, at hun ikke på forhånd vidste mere om koreansk kultur og baggrunden for krigen. Formentlig sigtede hun til den ufattelige nød i Korea, Jutlandia-deltagerne blev vidner til. I en brutal krig, der havde gjort brødre og søstre til fjender.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Andre Jutlandia-sygeplejersker var anderledes krigserfarne. På Gyde Rudbeck og Edith Nybo Jacobsens togt var der to garvede krigssygeplejersker med. Den ene var den 43-årige afdelingssygeplejerske Kirstine Hansen, som under krigen havde arbejdet i den norske afdeling på Craiglockhurst Hospital i Edinburgh og senere som navy nurse i den britiske marine. En kontant kvinde, der fik ansvaret for Jutlandias medicinske afdeling.
Den anden var operationssygeplejersken Inge Tretow-Loof, en af de finlandsveteraner, generalløjtnant Førslev hentydede til. Som ganske ung havde hun været med Dansk Røde Kors i den finske Vinterkrig 1939-40 – hvor hendes far i øvrigt ledede den danske bataljon af finlandsfrivillige.
Også på lægesiden finder man finlandsveteraner. Et af første togts kirurger, Johannes Thyssen, havde deltaget i Vinterkrigen som Røde Kors-læge. Derudover havde han i 1945 været med de hvide busser i Tyskland for at hente danske kz-fanger hjem og året efter i Polen for Dansk Røde Kors. Endelig var han svigersøn til kommandør Hammerich. Gode kontakter skadede ikke.
Gåpåmod, robuste nerver og regelmæssig menstruation
For 34-årige Gyde Rudbeck og 30-årige Edith Nybo Jacobsens vedkommende var det hverken erfaringer fra krigens tid eller gode kontakter, der fik dem ansat. Snarere deres udlandserfaringer. Gyde Rudbecks år på Royal Alexandra Infirmary i Glasgow var et klart plus. Derudover havde hun operationserfaring, og der var god brug for sygeplejersker med indsigt i kirurgi og kirurgisk efterbehandling. Hun blev antaget til Jutlandias almenkirurgiske afdeling under ledelse af afdelingssygeplejerske Alfrida Spandet.
Edith Nybo Jacobsens fortrin var blandt andet, at hun i løbet af de 13 måneder som medicinsk sygeplejerske på hospitalet i Guildford havde tilegnet sig de medicinske fagtermer på engelsk. Hun blev antaget til Kirstine Hansens medicinske afdeling.
Det var ikke et krav at have arbejdet i udlandet, men rent faktisk gjaldt det for mange af de sygeplejersker, der slap gennem nåleøjet. Det viste gåpåmod, og desuden ville de på Jutlandia møde store sproglige og kulturelle udfordringer. Som udgangspunkt blev sygeplejerskerne dog valgt på deres faglige kvalifikationer, alder og erfaringer samt personlige egenskaber. Til sidstnævnte hørte god tilpasningsevne og robuste nerver. Indkvarteringsforholdene var trange, og man måtte have det fint med at leve tæt sammen i månedsvis.
Mod og handlekraft var også godt, for Jutlandia skulle jo i krig. Det var ikke uden grund, at mange af de Jutlandia-frivilliges pårørende var nervøse over udsendelsen. Ifølge Gyde Rudbecks søster havde moderen hjemme i Haderslev det alt andet end godt med datterens beslutning om at søge plads på Jutlandia.
Endelig skulle de have et godt helbred. I tilfælde af andre diagnoser end børnesygdomme og sædvanlige infektioner skulle der indhentes lægeerklæringer på, at de var helt raske igen. Desuden skulle alle kvindelige ansøgere oplyse, om deres menstruation var regelmæssig, samt dato for sidste menstruation. Ved tegn på graviditet var man udelukket.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
De mandlige sygepassere udgjorde en broget skare. De fleste var medicin- studerende, portører, ambulanceførere og diakoner – unge kristne mænd med en plejeuddannelse – som var trænede i førstehjælp og plejeopgaver, men der blev også ansat håndværkere, som først skulle oplæres under udrejsen. Til gengæld kunne de ved siden af plejeopgaverne tage sig af en række praktiske ting.
Sygepasserne var først i tyverne – jævnaldrende med de soldater, de skulle passe – og modsvarede de militære sanitetsfolk på MASH-lazaretterne og de amerikanske hospitalsskibe, som var unge menige. Hospitalets ledelse bestod af en hospitalschef og en forstanderinde.
Til imødekommelse af missionens militære anliggende blev hospitalscheferne til de tre togter hentet i Forsvaret. De to første var overlæger i Søværnet, den sidste i Hærens Lægekorps. Derudover blev der ansat en række administrative og praktiske medarbejdere foruden en hospitalspræst. I alt nåede fire præster at komme med Jutlandia.
Ekspeditionschef Hammerich, som var med på hele ekspeditionen, blev betjent af skiftende sekretærer, og på dele af første og tredje togt desuden af presseattachéen Anders Georg, som har skrevet om sine oplevelser i bogen Under tre flag. Han var med en fortid som udenrigskorrespondent mand for at styre de danske og udenlandske medier.
På grund af Jutlandias særlige karakter – og de mange sygeplejersker ombord – var ekspeditionen omgærdet af stor medieinteresse. Så meget, at Hammerich nogle gange måtte få Anders Georg til at holde sine udenlandske kolleger lidt hen. Det gik ikke an, at Jutlandia løb med al opmærksomheden.
Sammensætningen af søfolkene havde Dansk Røde Kors ingen indflydelse på. De blev hyret af ØK og udgjorde en selvstændig organisation, ligesom de havde deres egne faciliteter ombord. Med andre ord var der nærmest tale om en to-stats-løsning i skroget af det 130 meter lange og 18 meter brede skib, hvis chef på broen var den erfarne kaptajn Christen M. Kondrup. På hans skuldre hvilede ansvaret for skib og ombordværende, og ligesom Hammerich gjorde han hele ekspeditionen med.
Husk håndarbejde!
Sygeplejersken fulgte Jutlandia-ekspeditionen med levende interesse. Forud for hvert togt bragte bladet navnene på de udvalgte sygeplejersker, og før den første afsejling desuden et interview med forstanderinden, Gerda Agerholm, der kom fra en tilsvarende stilling på Randers Centralsygehus. Hun havde alle relevante videreuddannelser inden for ledelse og instruktion og var desuden tændt af tidens internationale samarbejde. I sin ansøgning til Jutlandia skrev hun blandt andet:
Jeg føler mig forpligtet gennem Atlantpagten til at tilbyde min hjælp, da jeg mener at kunne blive afløst herhjemme og har lyst til at ”prøve mine kræfter” på nye opgaver efter at have været bundet herhjemme først efter krigsårene og de sidste fem år i en ny og vanskelig stilling.
I januar 1951, hvor Jutlandia efter forsinkelser med ombygningen, stod for at afsejle, uddybede hun sine bevæggrunde i Sygeplejersken:
Tilbage i september måned blev jeg grebet af begejstring ved tanken om dette hospitalsskib, fordi jeg så, at her var en mulighed for os danske til i al beskedenhed at gøre en indsats. Jeg følte mig overbevist om, at vi magtede opgaven, forudsat at vi fik kontakt med mennesker, som før havde bygget og indrettet et sådant skib.
Rent personligt har jeg som så mange andre sygeplejersker ofte tænkt på at melde mig til hjælpearbejdet, men der har tidligere ikke været muligheder for mig til at komme afsted. Herhjemme har der jo også været store opgaver for alle sygeplejersker i administration og undervisning i de år, der er gået siden krigen.
Til et spørgsmål om det forskelligartede personale, der skulle med, svarede hun:
Ja, vi er spændt på, hvordan det skal gå med disciplinen ombord. Der er så mange typer og kategorier, men det er mit indtryk, at sygeplejerskerne er veldisciplinerede, og jeg tror, det vil vare. Der er udmærkede ansigter imellem, så jeg føler mig overbevist om, at det kan gå.
Jeg stoler på mine medarbejdere og tror, at de danske sygeplejersker har evne til at tilpasse sig og vil gøre den indsats, der kræves af dem. Jeg håber, det er standens elite, der kommer afsted. De sidste 14 dage har givet mig et fingerpeg, for de har været villige til at tage fat på hvad som helst, så det skal nok gå.
Frøken Agerholm, som hun i overensstemmelse med tidens normer blev tituleret, rundede af med at sige, at alle – også mændene – blev opfordret til at medbringe håndarbejde i tilfælde af, at Jutlandia kom til at ligge uvirksom i en havn i længere tid.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Læs bogen om Jutlandia skrevet af Helle Juhl: Jutlandia – Krig, kald & kærlighed
De fleste kender hospitalsskibet Jutlandia fra sangen af Kim Larsen, men de færreste kender den fulde historie om de danske sygeplejersker ombord.
De var med deres kyndige behandling af mange tusinde ofre med til at redde menneskeliv under Korea-krigen.
LÆS OGSÅ: På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia
I en ny bog om Jutlandia tager forfatter Helle Juh gennem personlige fotos og private dagbogsnotater dig helt tæt på sygeplejerskerne, der revolutionerede nødhjælpen og hver dag kæmpede mod krigens rædsler med omsorg og kærlighed.
Du kan købe Jutlandia – Krig, kald & kærlighed online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Bog om Jutlandia
Andre læste også: