For nylig blev den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadžić dømt 40 års fængsel for folkemord – senere i år skal general Ratko Mladić også for krigsforbryderdomstolen. Men hvad skete der egentlig dengang for 25 år siden, da Jugoslavien brød sammen og pludselig stod i flammer?
Forfatteren bag ny bog fortæller her, hvordan han fik Balkan i blodet.
Journalist Steen Ramsgaard fortæller i “Krigen i Europas baggård” om den komplicerede konflikt, dens historiske rødder og dens efterdønninger, som mærkes helt op til i dag.
Af Steen Ramsgaard
I juni 1991 rejste jeg på min første reportagetur til Balkan. Jugoslaviens blodige opløsning var gået i gang, og kampene brudt ud i Slovenien. Dermed åbnede en ny verden sig. Jeg havde været på mange reportagerejser i det meste af Mellemøsten som journalist på både Politiken og TV-Avisen, været i flere af de tidligere Warszawapagt-lande og dækket Murens fald og Østeuropas frigørelse af Sovjetunionen.
Det her var noget andet. Noget helt andet.
De næste godt fire år rejste jeg derned igen og igen som TV-Avisens Balkan-medarbejder. Det er både på grund af menneskene og den fantastiske natur, at jeg fik Balkan i blodet. Gang på gang er jeg blevet blæst omkuld af de mest betagende syn: sneklædte alper i april nord for Ljubljanas lufthavn, udsigten over Sarajevo fra bjergene – hvor bevidstheden om, at herfra blev byen sønderbombet af kanoner gennem 1.400 dage, kan få en til at gyse – solnedgang ved Adriaterhavskysten under vajende palmer og med udsigt til nogle af Kroatiens over 1.200 øer. Her er bjerge og skove med nogle af Europas sidste vildtlevende bjørne og ulve, dybblå søer med århundredgamle klostre og kirker langs bredderne og småfloder med ørreder, der kan opfylde enhver lystfiskers drøm.
Læg dertil det balkanske køkkens mange og store glæder, en vindyrkning, der konstant vokser i kvalitet og international anerkendelse, og hjemmebrændt slivovits, raki og andet godt, der enten er brygget på blommer eller brændt på druerester efter vinpresning.
Hvorfor er et fra naturens side så frugtbart og rigt område som det tidligere Jugoslavien dog havnet i et økonomisk og politisk hængedynd så stort, som tilfældet er i dag? Hvordan kunne det gå så galt for en region, der har næsten alt, et hjerte kan begære? Hvordan kunne menneskene her finde på at bryde deres velfungerende, multietniske samfund ned i atomer? Hvordan kunne tidligere landsmænd og naboer finde på at myrde hinanden på den mest bestialske måde? Det forsøger jeg sammen med mine kilder at give nogle bud på i denne bog.
Balkan har historisk set altid været grænseland, men man kan ikke se på folk, hvilken etnisk eller religiøs gruppe de tilhører. De klæder sig ens, lytter meget ofte til den samme musik, spiser de samme retter og drikker den samme alkohol. Også muslimerne. Så det var ikke ‘århundreders had og indbyrdes stridigheder’, der var årsag til krigens udbrud. Skylden lå hos uansvarlige politikere, der med velvillige intellektuelle og journalisters hjælp spillede på modsætningerne for på den måde at komme til magten og siden bevare den.
Der er nu gået et kvart århundrede, siden krigen brød ud og sendte store flygtningestrømme ud over Vesteuropa. Men i Bosnien holdes had og mistro i live, fordi politikerne med en manglende forsoning kan bevare magten i deres egne etniske grupper, uanset hvor inkompetent og korrupt de i øvrigt opfører sig. Og i Kroatien og Serbien skaber gamle spøgelser lynhurtigt onde stemninger.
Forsoning og sameksistens fordamper som luftige drømme, der måske materialiserer sig om en generation.
Steen Ramsgaard er journalist og bachelor i historie og har i dag sit eget firma, hvor han arbejder som journalist, forfatter og foredragsholder. Fra 1983-88 arbejdede han på Politikens udlandsredaktion og fra 1988-2007 var han ansat på DR som udenrigskorrespondent, erhvervsjournalist og indlandsreporter. Han dækkede blandt meget andet Golfkrigen i januar-februar 1991 som udsendt til Israel og krigen på Balkan på flere reportagerejser.
For nylig blev den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadžić dømt 40 års fængsel for folkemord – senere i år skal general Ratko Mladić også for krigsforbryderdomstolen. Men hvad skete der egentlig dengang for 25 år siden, da Jugoslavien brød sammen og pludselig stod i flammer?
Forfatteren bag ny bog fortæller her, hvordan han fik Balkan i blodet.
Af Steen Ramsgaard
I juni 1991 rejste jeg på min første reportagetur til Balkan. Jugoslaviens blodige opløsning var gået i gang, og kampene brudt ud i Slovenien. Dermed åbnede en ny verden sig. Jeg havde været på mange reportagerejser i det meste af Mellemøsten som journalist på både Politiken og TV-Avisen, været i flere af de tidligere Warszawapagt-lande og dækket Murens fald og Østeuropas frigørelse af Sovjetunionen.
Det her var noget andet. Noget helt andet.
De næste godt fire år rejste jeg derned igen og igen som TV-Avisens Balkan-medarbejder. Det er både på grund af menneskene og den fantastiske natur, at jeg fik Balkan i blodet. Gang på gang er jeg blevet blæst omkuld af de mest betagende syn: sneklædte alper i april nord for Ljubljanas lufthavn, udsigten over Sarajevo fra bjergene – hvor bevidstheden om, at herfra blev byen sønderbombet af kanoner gennem 1.400 dage, kan få en til at gyse – solnedgang ved Adriaterhavskysten under vajende palmer og med udsigt til nogle af Kroatiens over 1.200 øer. Her er bjerge og skove med nogle af Europas sidste vildtlevende bjørne og ulve, dybblå søer med århundredgamle klostre og kirker langs bredderne og småfloder med ørreder, der kan opfylde enhver lystfiskers drøm.
Læg dertil det balkanske køkkens mange og store glæder, en vindyrkning, der konstant vokser i kvalitet og international anerkendelse, og hjemmebrændt slivovits, raki og andet godt, der enten er brygget på blommer eller brændt på druerester efter vinpresning.
Hvorfor er et fra naturens side så frugtbart og rigt område som det tidligere Jugoslavien dog havnet i et økonomisk og politisk hængedynd så stort, som tilfældet er i dag? Hvordan kunne det gå så galt for en region, der har næsten alt, et hjerte kan begære? Hvordan kunne menneskene her finde på at bryde deres velfungerende, multietniske samfund ned i atomer? Hvordan kunne tidligere landsmænd og naboer finde på at myrde hinanden på den mest bestialske måde? Det forsøger jeg sammen med mine kilder at give nogle bud på i denne bog.
Balkan har historisk set altid været grænseland, men man kan ikke se på folk, hvilken etnisk eller religiøs gruppe de tilhører. De klæder sig ens, lytter meget ofte til den samme musik, spiser de samme retter og drikker den samme alkohol. Også muslimerne. Så det var ikke ‘århundreders had og indbyrdes stridigheder’, der var årsag til krigens udbrud. Skylden lå hos uansvarlige politikere, der med velvillige intellektuelle og journalisters hjælp spillede på modsætningerne for på den måde at komme til magten og siden bevare den.
Der er nu gået et kvart århundrede, siden krigen brød ud og sendte store flygtningestrømme ud over Vesteuropa. Men i Bosnien holdes had og mistro i live, fordi politikerne med en manglende forsoning kan bevare magten i deres egne etniske grupper, uanset hvor inkompetent og korrupt de i øvrigt opfører sig. Og i Kroatien og Serbien skaber gamle spøgelser lynhurtigt onde stemninger.
Forsoning og sameksistens fordamper som luftige drømme, der måske materialiserer sig om en generation.
Køb bogen hos din boghandler eller bestil den her
Andre læste også: