Er du træt af at læse historier, hvor pigerne altid venter på at blive reddet? Med Tornenes sprog – Midnatsfortællinger kan du glemme alt om prinsen på den hvide hest, for i Leigh Bardugos mørke eventyrer tager pigerne sagen i egen hånd. Du kan læse et uddrag af den første af bogens seks noveller her.
Ayama
og
Tjørneskoven
Det år hvor sommeren blev hængende alt for længe, lagde heden sig som et tungt lig over prærien. Det høje græs visnede og blev til aske under den ubønhørlige sol, og dyrene faldt døde om på de afsvedne marker. Det år var kun fluerne glade, og problemerne fandt vej til dronningen af den vestlige dal.
Vi kender alle historien om, hvordan dronningen blev dronning, om hvordan hun på trods af sine pjaltede klæder og ringe kår fangede den unge prins’ opmærksom med sin skønhed og blev fragtet til slottet og klædt i guld og fik flettet ædelstene i sit hår, og hvordan alle måtte knæle for pigen, der blot få dage forinden havde været en simpel tjenestepige.
Det var inden, prinsen blev konge, dengang han stadig var vild og ubesindig og hver eftermiddag drog på jagt på den røde pony, han selv havde redet til. Det passede ham godt at trodse sin far ved at vælge en bondepige til brud i stedet for at gifte sig for at smede en politisk alliance, og hans mor havde været død i mange år, så han fik ingen vise råd.
Folket morede sig over hans krumspring og var betagede af hans smukke hustru, og for en stund var det kongelige par lykkelige. Hans kone fødte en rundkindet prins, der klukkede glad i sin vugge og blev mere og mere elsket for hver dag, der gik.
Men det år med den forfærdelige sommer døde den gamle konge. Den ubesindige prins blev kronet, og da hans dronning voksede sig rund med deres andet barn, standsede regnen. Floden svandt ind til en tør klippeåre. Brøndene støvede til. Hver dag vandrede den gravide dronning rundt på slottets murtinde med sin store mave og bad til, at barnet ville blive klogt og stærkt og smukt, men mest af alt bad hun til, at en venlig vind ville komme og køle hendes hud og skænke hende lindring.
Den nat deres anden søn blev født, hang fuldmånen som en brun sårskorpe på himlen. Prærieulvene samledes om slottet og hylede og kradsede på murene og åd indvoldene på en vagt, der var blevet sendt ud for at jage dem væk. Deres vilde glammen overdøvede dronningens skrig, da hun betragtede det væsen, der var gledet vrælende ud af hendes skød.
Den lille prins var formet lidt som en dreng, men mere som en ulv, hans krop var dækket af glat, sort pels fra top og hele vejen ned til føddernes kløer. Hans øjne var blodrøde, og op fra hans hoved stak to knopper af spirende horn.
Kongen ville ikke danne præcedens for at dræbe kongelige, men man kunne ikke have sådan et væsen til at vokse op på slottet. Derfor tilkaldte han sine klogeste ministre og dygtigste ingeniører og bad dem bygge en gigantisk labyrint under slottet. Den strakte sig mil efter mil, hele vejen ned til markedspladsen, og drejede skarpt rundt om sig selv igen og igen.
Kongen var mange år om at få bygget labyrinten færdig, og halvdelen af de arbejdsmænd, der havde til opgave at bygge den, forsvandt i den undervejs og blev aldrig set siden. Men da det var gjort, tog han sin monstrøse søn ud af buret i det royale barnekammer og fik ham placeret i labyrinten, så han aldrig igen skulle være til gene for sin mor eller kongeriget.
Den selvsamme sommer hvor udyret blev født, kom også et andet barn til verden. Kima blev født ind i en langt fattigere familie, som dårligt havde jord nok til at kunne brødføde sig selv af egne afgrøder. Men da dette barn drog sit første åndedrag, var det ikke for at græde, men for at synge, og da hun gjorde det, åbnede himlen sig, og regnen begyndte at falde og satte omsider en stopper for den lange tørke.
Den dag blev verden grøn, og det blev sagt, at man kunne mærke den søde duft af nyt, der spirede, overalt hvor Kima gik. Hun var høj og rank som et ungt lindetræ og bevægede sig med en næsten foruroligende ynde, som var hun så let til bens, at hun kunne blæse væk. Hendes hud var glat og havde den samme brune glød som bjergene i den honningsøde time, inden solen går ned, og hendes hår var udslået og lå som en tyk glorie af sorte krøller, der indrammede hendes ansigt som en blomst i flor.
Ingen i byen kunne benægte, at Kimas forældre var blevet velsignede ved hendes fødsel, for hun var forudbestemt til at gifte sig med en rig mand – måske ovenikøbet en prins – og bringe dem medgang. Men så, knap et år senere, kom deres anden datter til verden, og guderne lo. For efterhånden som dette nye barn voksede sig større, blev det klart, at hun manglede alle de gaver, som Kima besad til overmål.
Ayama var klodset og havde det med at tabe ting. Hun var bastant og platfodet, kort og rund som et ølkrus. Mens Kimas stemme var blid og beroligende som regnen, lød det, når Ayama talte, så skingert og skærende, at man måtte krympe sig og vende sig bort. De holdt hende hjemme, travlt beskæftiget med pligter, og lod hende kun gå den lange tur ned til floden og tilbage igen for at vaske tøj.
For at Kima ikke skulle blive forstyrret i sin søvn, lagde deres forældre en stråmadras til Ayama på de varme sten ved ildstedet i køkkenet. Hendes hår blev filtret, og asken lagde sig i hendes hud. Snart var hun mere grå end brun, når hun krøb forsagt rundt i mørket, bange for at forstyrre nogen, og efterhånden glemte folk, at der var to døtre i huset, og opfattede kun Ayama som tjener.
Kima prøvede ofte at tale med sin søster, men hun blev opdraget til at skulle være en rig mands brud, og så snart hun mødte Ayama i køkkenet, blev hun kaldt i skole eller til danseundervisning.
Om dagen arbejdede Ayama i tavshed, og om natten kravlede hun hen til Kimas sengekant, tog sin søsters hånd, lyttede til deres bedstemors historier og lod sig vugge i søvn til den knirkende lyd af Ma Zils ældgamle stemme. Når lysene var ved at brænde ud, stak Ma Zil til Ayama med sin stok og bad hende gå tilbage til ildstedet, inden hendes forældre opdagede, at hun forstyrrede sin søster.
Sådan stod det længe på. Ayama sled i køkkenet, Kima voksede sig smukkere, dronningen opfostrede sin menneskesøn i slottet ved klippen og proppede om natten uld i hans ører, når man kunne høre hans yngre brors hylen fra dybet nedenunder. Kongen førte en fejlslagen krig mod øst. Folk brokkede sig, når han påførte dem nye skatter og tog deres sønner som soldater. De brokkede sig over vejret. De håbede på regn.
Og en klar, solrig morgen vågnede byen til lyden af buldrende torden. Der var ikke en sky at se på himlen, men lyden fik tagstenene til at ryste og væltede en gammel mand i grøften, hvor han måtte vente to timer, inden hans sønner fiskede ham op. På det tidspunkt vidste alle, at den frygtelige buldren ikke var forårsaget af et uvejr. Udyret var flygtet fra labyrinten, og det var hans brøl, der genlød mod klippesiderne og fik bjergene til at skælve.
Nu holdt folk op med at brokke sig over skatterne og deres afgrøder og krigen og frygtede i stedet, at de blev hevet ud af deres senge og ædt. De barrikaderede dørene og hvæssede knivene. De holdt deres børn inden døre og lod lanternerne brænde hele natten.
Men ingen kan leve i evig frygt, og efterhånden som dagene gik, uden at der skete noget, begyndte folk at spekulere på, om udyret måske havde gjort dem den tjeneste at finde en anden dal at terrorisere. Så red Bolan Bedi ud for at se til sin bestand og fandt, at hans kvæg var slagtet, og græsset på markerne mod vest var røde af blod – og han var ikke den eneste.
Nyheden om blodbadet spredte sig, og Ayamas far begav sig ud til de fjerne græsgange for at tage det i øjesyn. Han vendte tilbage med forfærdelige fortællinger om hoveder, der var revet af nyfødte kalve, og får, der var flået op fra hals til lyske, og hvis uld var farvet rustrødt. Kun udyret kunne forårsage en sådan ødelæggelse på en enkelt nat.
Folkene i dalen mod vest havde aldrig opfattet deres konge som nogen helt med hans fejlslagne krige, hans bondepige af en kone og hans hang til magelighed.
Men nu strålede de af stolthed, da han overtog kommandoen og lovede at beskytte dalen og få styr på sin monstrøse søn, en gang for alle. Kongen samlede et stort jagthold, som skulle rejse ud i vildmarken, hvor hans ministre mente, at udyret havde søgt tilflugt, og gav sin egen kongelige garde ordre om at eskortere dem.
Ned ad hovedvejen marcherede de, hundrede soldater i støvler, der piskede støvet op omkring dem, og forrest deres kaptajn med stridshandsker af bronze. Ayama så til fra køkkenvinduet, da de passerede, og forundredes over deres mod.
Næste morgen, da folkene i byen tog ind til markedspladsen for at handle, mødte der dem et forfærdeligt syn: knoglerne fra hundrede mænd, stablet op som drivtømmer ved siden af brønden midt på pladsen, og øverst oppe lå kongens kaptajns bronzestridshandsker og glimtede i solen.
Folk skælvede og græd. Nogen måtte beskytte dem og deres hjorde. Hvis ikke en soldat kunne besejre udyret, måtte kongen finde en anden måde at pacificere sin ældste søn på. Kongen gav sin dygtigste minister ordre om at drage ud i vildmarken og aftale en våbenstilstand med uhyret. Ministeren indvilligede, pakkede en taske, løb så stærkt han kunne væk fra dalen og blev aldrig set siden.
Kongen kunne ikke finde nogen, der var modig nok til at rejse ud i vildmarken og forhandle på hans vegne. I desperation tilbød han tre kistefulde guld og tredive bundter silke til den, der var modig nok til at tjene som hans udsending, og den aften gik snakken i husene i dalen.
”Vi bør rejse væk,” sagde Ayamas far, da familien var samlet til aftensmåltidet. ”Så I de knogler? Hvis kongen ikke kan få pacificeret uhyret, kommer det uden tvivl og fortærer os alle sammen.”
Ayamas mor var enig. ”Vi drager mod øst og skaber et nyt hjem ved kysten.”
Men Ma Zil sad ved ildstedet på sin taburet og tyggede på et jurda-blad. Den gamle bedstemor følte ingen trang til at begive sig ud på en lang rejse. ”Send Ayama ud,” sagde hun og sendte en spytklat ind i ilden.
Der var en lang pause, mens flammerne knitrede og hvæsede. Ayama gøs på trods af varmen fra brændekomfuret, hvor hun stod og kogte hirse.
Det virkede næsten, som om Ayamas mor vidste, at det var hendes opgave at protestere, da hun sagde: ”Nej, nej. Ayama er en vanskelig pige, men ikke desto mindre min datter. Vi drager mod havet.”
”I øvrigt,” sagde hendes far. ”Se lige på hendes beskidte særk og sjuskede fletninger. Hvem vil tro, at Ayama er kongens sendebud? Udyret vil grine hende ud af vildmarken.”
Ayama vidste ikke, om udyr kunne grine, men det var der ikke tid til at tænke på, for Ma Zil sendte en ny spytklat ind i ilden.
”Han er et udyr,” sagde den gamle kvinde. ”Hvad ved han om fine klæder og kønne ansigter? Ayama bliver kongens sendebud. Vi bliver rige, og Kima får sig en god mand, der kan forsørge os alle.”
”Men hvad, hvis udyret fortærer hende?” spurgte den søde Kima med tårer i sine dejlige øjne. Ayama var taknemmelig over for sin søster, for selv om hun følte en desperat trang til at modsætte sig sin bedstemors plan, havde hendes forældre brugt så meget tid på at lære hende at vogte sin tunge, at tale ikke faldt hende let.
Ma Zil affærdigede Kimas ord. ”Så synger vi en knoglesang for hende og bliver rige alligevel.” Ayamas forældre sagde ikke noget, men de så hende ikke i øjnene, for deres tanker og blikke var allerede rettet mod kongens bunker af guld.
Den aften, da Ayama ikke kunne finde hvile på de hårde sten ved ildstedet og var for bange til at sove, kom Ma Zil og lagde en barket hånd mod hendes kind.
”Du skal ikke bekymre dig,” sagde hun. ”Jeg ved, at du er bange, men når du har høstet kongens belønning, får du egne tjenere. Du vil aldrig igen skulle skrubbe et gulv eller skrabe sovs af en gammel gryde. Du vil gå klædt i blå sommersilke og spise hvide nektariner og sove i en rigtig seng.”
Ayamas pande var stadig rynket af bekymring, så hendes bedstemor sagde: ”Kom nu, Ayama. Du kender historierne. De interessante ting sker kun for smukke piger. Du er hjemme inden solnedgang.”
Tanken trøstede Ayama, og mens Ma Zil sang en vuggevise, faldt hun i søvn og drømte, højlydt snorkende – for i søvne kunne ingen stilne hendes røst.
Historien fortsættes i Tornenes sprog – Midnatsfortællinger
Læs mere om Tornenes sprog – Midnatsfortællinger
Der var engang … og det er IKKE for børn!
Her er en samling af dystre, eventyrlige fortællinger, der alle fører læseren ind i en magisk verden med blodtørstige uhyrer, hekse, prinser og magiske væsner, der tørster efter magt, hævn og kærlighed. Det er fortællinger om unge, stærke piger, der trodser den klassiske forestilling om, at de skal vente på en, der er stærkere end dem selv, for at at klare sig gennem en ondskabsfuld verden. Her tager pigerne sagen i egne hænder og begiver sig ud på farlige rejser, der meget vel kan koste dem livet, men som også kan få afgørende betydning for deres liv og lykke. Og de er ikke alle rene af hjertet …
Er du træt af at læse historier, hvor pigerne altid venter på at blive reddet? Med Tornenes sprog – Midnatsfortællinger kan du glemme alt om prinsen på den hvide hest, for i Leigh Bardugos mørke eventyrer tager pigerne sagen i egen hånd. Du kan læse et uddrag af den første af bogens seks noveller her.
Ayama
og
Tjørneskoven
Det år hvor sommeren blev hængende alt for længe, lagde heden sig som et tungt lig over prærien. Det høje græs visnede og blev til aske under den ubønhørlige sol, og dyrene faldt døde om på de afsvedne marker. Det år var kun fluerne glade, og problemerne fandt vej til dronningen af den vestlige dal.
Vi kender alle historien om, hvordan dronningen blev dronning, om hvordan hun på trods af sine pjaltede klæder og ringe kår fangede den unge prins’ opmærksom med sin skønhed og blev fragtet til slottet og klædt i guld og fik flettet ædelstene i sit hår, og hvordan alle måtte knæle for pigen, der blot få dage forinden havde været en simpel tjenestepige.
Det var inden, prinsen blev konge, dengang han stadig var vild og ubesindig og hver eftermiddag drog på jagt på den røde pony, han selv havde redet til. Det passede ham godt at trodse sin far ved at vælge en bondepige til brud i stedet for at gifte sig for at smede en politisk alliance, og hans mor havde været død i mange år, så han fik ingen vise råd.
Folket morede sig over hans krumspring og var betagede af hans smukke hustru, og for en stund var det kongelige par lykkelige. Hans kone fødte en rundkindet prins, der klukkede glad i sin vugge og blev mere og mere elsket for hver dag, der gik.
Men det år med den forfærdelige sommer døde den gamle konge. Den ubesindige prins blev kronet, og da hans dronning voksede sig rund med deres andet barn, standsede regnen. Floden svandt ind til en tør klippeåre. Brøndene støvede til. Hver dag vandrede den gravide dronning rundt på slottets murtinde med sin store mave og bad til, at barnet ville blive klogt og stærkt og smukt, men mest af alt bad hun til, at en venlig vind ville komme og køle hendes hud og skænke hende lindring.
Den nat deres anden søn blev født, hang fuldmånen som en brun sårskorpe på himlen. Prærieulvene samledes om slottet og hylede og kradsede på murene og åd indvoldene på en vagt, der var blevet sendt ud for at jage dem væk. Deres vilde glammen overdøvede dronningens skrig, da hun betragtede det væsen, der var gledet vrælende ud af hendes skød.
Den lille prins var formet lidt som en dreng, men mere som en ulv, hans krop var dækket af glat, sort pels fra top og hele vejen ned til føddernes kløer. Hans øjne var blodrøde, og op fra hans hoved stak to knopper af spirende horn.
Kongen ville ikke danne præcedens for at dræbe kongelige, men man kunne ikke have sådan et væsen til at vokse op på slottet. Derfor tilkaldte han sine klogeste ministre og dygtigste ingeniører og bad dem bygge en gigantisk labyrint under slottet. Den strakte sig mil efter mil, hele vejen ned til markedspladsen, og drejede skarpt rundt om sig selv igen og igen.
Kongen var mange år om at få bygget labyrinten færdig, og halvdelen af de arbejdsmænd, der havde til opgave at bygge den, forsvandt i den undervejs og blev aldrig set siden. Men da det var gjort, tog han sin monstrøse søn ud af buret i det royale barnekammer og fik ham placeret i labyrinten, så han aldrig igen skulle være til gene for sin mor eller kongeriget.
Den selvsamme sommer hvor udyret blev født, kom også et andet barn til verden. Kima blev født ind i en langt fattigere familie, som dårligt havde jord nok til at kunne brødføde sig selv af egne afgrøder. Men da dette barn drog sit første åndedrag, var det ikke for at græde, men for at synge, og da hun gjorde det, åbnede himlen sig, og regnen begyndte at falde og satte omsider en stopper for den lange tørke.
Den dag blev verden grøn, og det blev sagt, at man kunne mærke den søde duft af nyt, der spirede, overalt hvor Kima gik. Hun var høj og rank som et ungt lindetræ og bevægede sig med en næsten foruroligende ynde, som var hun så let til bens, at hun kunne blæse væk. Hendes hud var glat og havde den samme brune glød som bjergene i den honningsøde time, inden solen går ned, og hendes hår var udslået og lå som en tyk glorie af sorte krøller, der indrammede hendes ansigt som en blomst i flor.
Ingen i byen kunne benægte, at Kimas forældre var blevet velsignede ved hendes fødsel, for hun var forudbestemt til at gifte sig med en rig mand – måske ovenikøbet en prins – og bringe dem medgang. Men så, knap et år senere, kom deres anden datter til verden, og guderne lo. For efterhånden som dette nye barn voksede sig større, blev det klart, at hun manglede alle de gaver, som Kima besad til overmål.
Ayama var klodset og havde det med at tabe ting. Hun var bastant og platfodet, kort og rund som et ølkrus. Mens Kimas stemme var blid og beroligende som regnen, lød det, når Ayama talte, så skingert og skærende, at man måtte krympe sig og vende sig bort. De holdt hende hjemme, travlt beskæftiget med pligter, og lod hende kun gå den lange tur ned til floden og tilbage igen for at vaske tøj.
For at Kima ikke skulle blive forstyrret i sin søvn, lagde deres forældre en stråmadras til Ayama på de varme sten ved ildstedet i køkkenet. Hendes hår blev filtret, og asken lagde sig i hendes hud. Snart var hun mere grå end brun, når hun krøb forsagt rundt i mørket, bange for at forstyrre nogen, og efterhånden glemte folk, at der var to døtre i huset, og opfattede kun Ayama som tjener.
Kima prøvede ofte at tale med sin søster, men hun blev opdraget til at skulle være en rig mands brud, og så snart hun mødte Ayama i køkkenet, blev hun kaldt i skole eller til danseundervisning.
Om dagen arbejdede Ayama i tavshed, og om natten kravlede hun hen til Kimas sengekant, tog sin søsters hånd, lyttede til deres bedstemors historier og lod sig vugge i søvn til den knirkende lyd af Ma Zils ældgamle stemme. Når lysene var ved at brænde ud, stak Ma Zil til Ayama med sin stok og bad hende gå tilbage til ildstedet, inden hendes forældre opdagede, at hun forstyrrede sin søster.
Sådan stod det længe på. Ayama sled i køkkenet, Kima voksede sig smukkere, dronningen opfostrede sin menneskesøn i slottet ved klippen og proppede om natten uld i hans ører, når man kunne høre hans yngre brors hylen fra dybet nedenunder. Kongen førte en fejlslagen krig mod øst. Folk brokkede sig, når han påførte dem nye skatter og tog deres sønner som soldater. De brokkede sig over vejret. De håbede på regn.
Og en klar, solrig morgen vågnede byen til lyden af buldrende torden. Der var ikke en sky at se på himlen, men lyden fik tagstenene til at ryste og væltede en gammel mand i grøften, hvor han måtte vente to timer, inden hans sønner fiskede ham op. På det tidspunkt vidste alle, at den frygtelige buldren ikke var forårsaget af et uvejr. Udyret var flygtet fra labyrinten, og det var hans brøl, der genlød mod klippesiderne og fik bjergene til at skælve.
Nu holdt folk op med at brokke sig over skatterne og deres afgrøder og krigen og frygtede i stedet, at de blev hevet ud af deres senge og ædt. De barrikaderede dørene og hvæssede knivene. De holdt deres børn inden døre og lod lanternerne brænde hele natten.
Men ingen kan leve i evig frygt, og efterhånden som dagene gik, uden at der skete noget, begyndte folk at spekulere på, om udyret måske havde gjort dem den tjeneste at finde en anden dal at terrorisere. Så red Bolan Bedi ud for at se til sin bestand og fandt, at hans kvæg var slagtet, og græsset på markerne mod vest var røde af blod – og han var ikke den eneste.
Nyheden om blodbadet spredte sig, og Ayamas far begav sig ud til de fjerne græsgange for at tage det i øjesyn. Han vendte tilbage med forfærdelige fortællinger om hoveder, der var revet af nyfødte kalve, og får, der var flået op fra hals til lyske, og hvis uld var farvet rustrødt. Kun udyret kunne forårsage en sådan ødelæggelse på en enkelt nat.
Folkene i dalen mod vest havde aldrig opfattet deres konge som nogen helt med hans fejlslagne krige, hans bondepige af en kone og hans hang til magelighed.
Men nu strålede de af stolthed, da han overtog kommandoen og lovede at beskytte dalen og få styr på sin monstrøse søn, en gang for alle. Kongen samlede et stort jagthold, som skulle rejse ud i vildmarken, hvor hans ministre mente, at udyret havde søgt tilflugt, og gav sin egen kongelige garde ordre om at eskortere dem.
Ned ad hovedvejen marcherede de, hundrede soldater i støvler, der piskede støvet op omkring dem, og forrest deres kaptajn med stridshandsker af bronze. Ayama så til fra køkkenvinduet, da de passerede, og forundredes over deres mod.
Næste morgen, da folkene i byen tog ind til markedspladsen for at handle, mødte der dem et forfærdeligt syn: knoglerne fra hundrede mænd, stablet op som drivtømmer ved siden af brønden midt på pladsen, og øverst oppe lå kongens kaptajns bronzestridshandsker og glimtede i solen.
Folk skælvede og græd. Nogen måtte beskytte dem og deres hjorde. Hvis ikke en soldat kunne besejre udyret, måtte kongen finde en anden måde at pacificere sin ældste søn på. Kongen gav sin dygtigste minister ordre om at drage ud i vildmarken og aftale en våbenstilstand med uhyret. Ministeren indvilligede, pakkede en taske, løb så stærkt han kunne væk fra dalen og blev aldrig set siden.
Kongen kunne ikke finde nogen, der var modig nok til at rejse ud i vildmarken og forhandle på hans vegne. I desperation tilbød han tre kistefulde guld og tredive bundter silke til den, der var modig nok til at tjene som hans udsending, og den aften gik snakken i husene i dalen.
”Vi bør rejse væk,” sagde Ayamas far, da familien var samlet til aftensmåltidet. ”Så I de knogler? Hvis kongen ikke kan få pacificeret uhyret, kommer det uden tvivl og fortærer os alle sammen.”
Ayamas mor var enig. ”Vi drager mod øst og skaber et nyt hjem ved kysten.”
Men Ma Zil sad ved ildstedet på sin taburet og tyggede på et jurda-blad. Den gamle bedstemor følte ingen trang til at begive sig ud på en lang rejse. ”Send Ayama ud,” sagde hun og sendte en spytklat ind i ilden.
Der var en lang pause, mens flammerne knitrede og hvæsede. Ayama gøs på trods af varmen fra brændekomfuret, hvor hun stod og kogte hirse.
Det virkede næsten, som om Ayamas mor vidste, at det var hendes opgave at protestere, da hun sagde: ”Nej, nej. Ayama er en vanskelig pige, men ikke desto mindre min datter. Vi drager mod havet.”
”I øvrigt,” sagde hendes far. ”Se lige på hendes beskidte særk og sjuskede fletninger. Hvem vil tro, at Ayama er kongens sendebud? Udyret vil grine hende ud af vildmarken.”
Ayama vidste ikke, om udyr kunne grine, men det var der ikke tid til at tænke på, for Ma Zil sendte en ny spytklat ind i ilden.
”Han er et udyr,” sagde den gamle kvinde. ”Hvad ved han om fine klæder og kønne ansigter? Ayama bliver kongens sendebud. Vi bliver rige, og Kima får sig en god mand, der kan forsørge os alle.”
”Men hvad, hvis udyret fortærer hende?” spurgte den søde Kima med tårer i sine dejlige øjne. Ayama var taknemmelig over for sin søster, for selv om hun følte en desperat trang til at modsætte sig sin bedstemors plan, havde hendes forældre brugt så meget tid på at lære hende at vogte sin tunge, at tale ikke faldt hende let.
Ma Zil affærdigede Kimas ord. ”Så synger vi en knoglesang for hende og bliver rige alligevel.” Ayamas forældre sagde ikke noget, men de så hende ikke i øjnene, for deres tanker og blikke var allerede rettet mod kongens bunker af guld.
Den aften, da Ayama ikke kunne finde hvile på de hårde sten ved ildstedet og var for bange til at sove, kom Ma Zil og lagde en barket hånd mod hendes kind.
”Du skal ikke bekymre dig,” sagde hun. ”Jeg ved, at du er bange, men når du har høstet kongens belønning, får du egne tjenere. Du vil aldrig igen skulle skrubbe et gulv eller skrabe sovs af en gammel gryde. Du vil gå klædt i blå sommersilke og spise hvide nektariner og sove i en rigtig seng.”
Ayamas pande var stadig rynket af bekymring, så hendes bedstemor sagde: ”Kom nu, Ayama. Du kender historierne. De interessante ting sker kun for smukke piger. Du er hjemme inden solnedgang.”
Tanken trøstede Ayama, og mens Ma Zil sang en vuggevise, faldt hun i søvn og drømte, højlydt snorkende – for i søvne kunne ingen stilne hendes røst.
Historien fortsættes i Tornenes sprog – Midnatsfortællinger
Læs mere om Tornenes sprog – Midnatsfortællinger
Der var engang … og det er IKKE for børn!
Her er en samling af dystre, eventyrlige fortællinger, der alle fører læseren ind i en magisk verden med blodtørstige uhyrer, hekse, prinser og magiske væsner, der tørster efter magt, hævn og kærlighed. Det er fortællinger om unge, stærke piger, der trodser den klassiske forestilling om, at de skal vente på en, der er stærkere end dem selv, for at at klare sig gennem en ondskabsfuld verden. Her tager pigerne sagen i egne hænder og begiver sig ud på farlige rejser, der meget vel kan koste dem livet, men som også kan få afgørende betydning for deres liv og lykke. Og de er ikke alle rene af hjertet …
→ Tilføj Tornenes sprog – Midnatsfortællinger til din Goodreads
→ Køb Tornenes sprog – Midnatsfortællinger her
Andre læste også: