Ellen Hillingsø er en af landets mest alsidige og originale skuespillere. Kjeld Hillingsø er en af de sidste årtiers mest markante militære personligheder. I virkelighedens verden er de datter og far.
Det hillingsøske univers er i højere grad snusfornuft end sus og dus. Beder man far og datter om et fælles motto, kommer det énstemmigt: “Er der ikke udvikling, så er der afvikling!”
I deres samtalebog Generalens datter kan du følge dem i deres udvikling, og komme lidt tættere på dem begge i en række åbne og ærlige samtaler.
Du kan købe Generalens datter online, fx hos Saxo, eller i din lokale boghandel.
Ellen og Kjeld Hillingsø
Generalens datter
KAPITEL 1
HJERTETS VEJ
RUMMELIGHED ER UANGST
I Ellens køkkenvask ligger en stor fisk, som Kjeld netop har bragt hjem fra en fisketur. Den er skinnende, skællet og har en plettet grålig farve. Jeg ser interesseret på den, men har ingen anelse om, hvad det er. Alligevel vover jeg uforsigtigt pelsen og spørger, om det er en gedde. Ellen sprutter af grin. Kjeld kigger på sin fisk. Han drejer hovedet og kigger på mig. På bunden af det mørke blik aner jeg en fortvivlelse over denne verdens samlede uvidenhed om en af tilværelsens hjørnesten. ”Nej,” siger han så. ”Det er en havørred.” Det er her, vi begynder.
Kjeld: Når man har et barn af hvert køn, så gør man sig nogle forestillinger. I hvert fald for mit vedkommende var der i den spæde start en vis blufærdighed. At vaske og pudre en dreng var ret enkelt. Dog var det ligesom et skridt over en barriere at vaske og pudre en pigenumse. Men så gik det ellers udmærket senere. Ingen særlige problemer.
Ellen: Du siger i virkeligheden, at hvor det med drengen var noget, du kendte til i forvejen, så var du pludselig konfronteret med kønsforskellen?
Kjeld: Ja. I det hele taget. Pylle og jeg forsøgte at opdrage vores børn på samme måde. Vi sagde: De skal fuldstændig det samme. Der skal ikke gøres nogen forskel, og så må vi se. Hvis de så bliver meget ens, beviser det på lang sigt, at det er opdragelse og ikke generne, der bestemmer det hele. Men uanset hvad vi gjorde, for at det skulle være ensartet, så blev det så forskelligt, som noget kan være. Det kan man ikke regulere. Ellen blev meget forskellig fra Jens, men der blev selvfølgelig også taget lidt lettere på det. Det var nok den eneste forskel, der var: At vi tog lidt mere lemfældigt på hende, fordi hun var nummer to. Nummer et skal jo gerne kunne det hele.
“Du har på mange måder opdraget mig som en mand.”
Ellen: Jeg oplevede det samme, da mine børn var små. Thomas cyklede skælvende, mens Anna drønede forrest som en kamikazepilot. Han er den ældste, hun er den yngste. Det vigtigste, Jens og jeg skulle respektere, var hjertets vej. Det var på flere planer. Vi måtte følge, hvad vi havde lyst til, men vi skulle opføre os ordentligt. Sig nu goddag. Ret ryggen. Opfør jer ordentligt. Sid pænt. Spis pænt. Der er heller ingen af os, der har tænkt med pengepungen i vores karrierevalg. Både Jens og jeg har tænkt, at vi skulle noget med mennesker. Jens reparerer mennesker fysisk. Jeg satser på at reparere dem mentalt eller åndeligt eller følelsesmæssigt. Og det har været symptomatisk for den opdragelse, vi har fået. Det har altid været vigtigt med det empatiske og det medmenneskelige. Jeg kan huske, når jeg var ude sammen med dig på vores ture i skoven, så mødte vi nogle gange en eller anden ogginok. Og børn er jo sådan meget med, hvem der er ogginokker og hvem, der ser almindelige ud. ’Hold kæft, det er sgu da Hillingsø!’ blev der så sagt. ’Dav, Palle! Det er længe siden.’ Så havde Palle været rekrut. Og jeg kan huske, at jeg tænkte over det med at tale med sådan en ogginok. Det har præget mit liv i retning af, at du kan aldrig dømme en bog på dens hylster, og vi er nødt til at behandle vores medmennesker ordentligt. I øvrigt er de mennesker, som vi tramper på på vejen op, dem, som vi slår os på på vejen ned. Men det har aldrig været beregnende. Jeg har aldrig oplevet dig være beregnende i sin medmenneskelighed. Det har altid været ud fra et stort overskud og en nysgerrighed og en kærlighed.
Kjeld: For Pylle og mig var det vigtigt, at man behandlede andre mennesker ordentligt, at man afsluttede det, man var i gang med, og at man gjorde sin pligt. Sådan stort set.
Ellen: Og så også det med ikke at tro, at man var nogen, fordi man…
Kjeld: Ja ja, fordi en del af familien var adelig.
Ellen: Vi så både noget, der var uhyre privilegeret, og så mødte vi det modsatte. Men fordi man ser noget privilegeret, gør det ikke en til et bedre menneske. Eller til et anderledes menneske. Det var væsentligt for opdragelsen. Men rent mytologisk står faderen for retning ud i verden. Det er faderens pligt at give børnene retning ud i verden.
Kjeld: Nu er det jo ikke sikkert, at faderen selv føler, at det er hans pligt.
Kjeld med en helt nyfødt Ellen hjemme på Parkvænget, marts 1967.
Ellen: Nej, men det er det, faderen. det maskuline, skal bruges til. Moderen, eller det kvindelige, skal bruges til det følelsesmæssige, det autonome. Hvis du har en far, hvis eneste problem med dit køn var, da han skulle pudre dig i popo’en, så er alle gode forudsætninger der. Du har på mange måder opdraget mig som en mand. Negativ kvindelig energi, som det manipulerende, det intrigante, den dårlige, indadvendte energi, som er destruktiv, det er noget, vi altid har diskuteret, for jeg brød mig aldrig om det, og du har altid ment, at det var unødvendigt. Du har altid sagt: ’Vær fokuseret. Vær konkret. Hav retning udad. Vær ikke bange for verden.’
Kjeld: Men det lå heller ikke til dig. Jeg tror i høj grad, at det er medfødt. Din mor er heller ikke på den måde. Den konspiratoriske side af kvindesindet, den har I ikke. Du havde det slet ikke. Du stod fuldstændig undrende overfor, at den ene dag havde man en hjerteveninde, og den næste dag tiskede hun sammen med de andre om en.
Ellen: Og kørte forbi havelågen uden at hente mig. Jeg forstod det simpelt hen ikke. Men for at vende tilbage til symbolikken. Hvis du har en far, der ikke er bange for verden og ikke er bange for livet og ikke er bange for, at du er dame, så kan du have en far, der kan lede dig. Du har altid fyldt på, for jeg var susende videbegærlig. Hvad var det? Hvad handlede det om? Jeg var en Spørge Jørgen af Guds nåde. Og der blev aldrig sagt Spørge Jørgen på en negativ måde. Videbegæret åbner verden. Så jeg spurgte om alt. Hvor langt er der til Månen? Hvornår går Jorden under? Hvad er Gud? Hvorfor er der blomster? Og det er altid blevet stimuleret. Jeg havde en god Zeus, der ikke havde problemer med mine vinger.
Kjeld: Det var efter princippet: Man kan godt tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Der er ingen grund til at bede om nederlag til en selv ved at forsøge at tvinge noget igennem. Det strakte sig lige fra tilladelsen til at gå i byen og til, hvad du skulle beskæftige dig med. Det følte jeg ikke, at man kunne påvirke med nogen ret. Hvis man blev spurgt, var det en anden sag. Men ellers måtte I selv finde ud af det.
”Kærlighed er som med sand. Du skal bare holde det sådan, løst, ikke klemme, for så ryger det ud mellem fingrene.”
Ellen: Der er ting, man ikke kan få igennem med modstand. Da mine børn var små for eksempel. Nej, du må ikke tage dit nye penalhus med i børnehave. Glem det. Altså, glem det. For det penalhus, det skal én ting, det skal med i børnehave. Så kan man sige: Jeg synes ikke, det er en god idé at tage det med. Tag det med i bilen. Tag det med på cyklen. Det er jo en naturkraft, sådan en barneenergi. Du er nødt til at møde barnet. Hvis du ikke evner det, så er det, fordi du har travlt og har stress. Barnet er aldrig irriterende. Det er os, der er irriterende. Det kræver en kæmpe rummelighed. Hvis du evner at rumme barnet, så er sandsynligheden for, at barnet kommer helskindet hjem i ordentlig tid større, end hvis du giver modstand. Du kan ikke præge, hvis du yder modstand. Vi skal kunne det følelsesmæssige, men vi skal også have retningen. Når jeg møder piger, kan jeg mærke på dem, om de har haft retningsvillige fædre. De har en ikke-angst for verden. Der er et mod på at gå ud og råbe lidt på en god måde. Det giver dem en ballast, fordi de har en motor bagi. Den maskuline energi står for retning, og den kvindelige står for det cirkulære.
Kjeld: Jeg ved ikke, om jeg er enig med dig.
Ellen: Hvorfor er du uenig?
Kjeld: Jeg tror, at det er medfødt. At nogle kan det her, og andre kan ikke. Men under alle omstændigheder er jeg enig med dig i, at man ikke skal forsøge at banke nogen i en bestemt retning. Man skal sætte nogle rammer, give nogle midler til at løse opgaverne med og så lade dem selv om det.
Ellen former sin hånd til en lille skål.
Ellen: Der er et ordsprog, der siger, at kærlighed er som med sand. Man skal bare holde det sådan, løst, ikke klemme, for så ryger det ud mellem fingrene. Den usynlige tråd, som man ruller ud, så man altid kan komme tilbage igen. Da Thomas var lille, var du og han perlevenner. Men så undergik barnet jo Syndefaldet og blev bevidst og stor, og så skete der noget i relationen. I stedet for at mase på med skyld og skam eller være for meget, så respekterede du som morfar den afstand, Thomas lagde, og tog det stille og roligt. Du kunne godt se, at Thomas begyndte at blive rigtig vild med fodbold, så du begyndte at følge godt med i fodbold. Men du masede ikke på. En dag var I ude sammen, og så spurgte du lige til Liverpools resultater, og så kørte det. Den bevidsthed og selvfølgelig også sorg, der ligger i, at du har haft det der lille barn, som du har været det hele for. Og så bliver man ung, og man er ude, og ja ja, jeg elsker mine bedsteforældre, men det er bare ikke lige der, man er, vel? Den respekt synes jeg virkelig har været en ret unik måde at tackle relationen på. Ved ikke at klemme til. Men sætte sig ind i deres verden og byde ind og ellers bare afstå. Være der. Til rådighed, hvis der nogen sinde er et problem. Det er genialt. Sådan gjorde du også med mig, da jeg var teenager. Jeg havde en ret massiv pubertet, kan man godt sige. Min mor siger, at jeg har stået for historiens længste pubertet. Den begyndte, da jeg var ni år, og hun mener, at den sluttede, da jeg mødte Christoffer. I stedet for at mose og mase og råbe og skrige og klemme og afkræve, så træd et skridt tilbage. Vær til rådighed.
Kjeld: Pylle og jeg havde lange diskussioner om, hvad vi skulle gøre med både Jens og dig. Jeg havde den tese, og den er naturligvis fra forsvaret, at hvis der er noget, du ikke kan kontrollere…
Ellen: Det er Machiavelli!
Kjeld: …så lad være. Ja, det er Fyrsten af Machiavelli. Den bygger vi meget på. Hvis der er noget, du ikke kan kontrollere, så lad være med at udstede dekreter om det, for så taber du kun. Derfor: Vide rammer. Frihed under ansvar. Gode venners børn klatrede ned ad nedløbsrøret og snuppede en pose med guldbajere, som de havde gemt i hækken, og som de så tog med i roklubben. Det var for ydmygende, syntes jeg. For begge parter. Og hvordan skulle du lære om livet, hvis ikke du fik lov at spore selv?
Ellen: Det var en kæmpestor rummelighed. Rummelighed er uangst. Man kan sige meget om dig, men du lider ikke af angst. ’Bange for’ er noget andet. Men angst lider du ikke af. Hvis du vidste, hvordan det tynger mennesker, Far. En udefinerbar angst af eksistentiel karakter. Du kender det bare ikke.
Kjeld: Jamen, din mors familie led ikke af angst, for hvorfor skulle man lide af angst, når man havde alt og havde haft alt i tilstrækkelig mange generationer? Og min familie led heller ikke af angst. Men jeg var der jo ikke meget, da I var børn. Hovedparten af opdragelsen stod Pylle for. Hun arbejdede også, men gik først virkelig i gang med heldagsarbejde i begyndelsen af 1980’erne. Men da var løbet kørt. Da var I store. Jeg var meget væk, men så kom jeg til gengæld hjem og så, hvad det var, der sled, og så forsøgte jeg at glatte ud, så sindene faldt til ro.
Ellen: Jeg ligner dig så meget. Som min latinlærer i 1. g. udbrød: ’Guuuud, du er en dameudgave af din far!’ Ja, det var en kvindelig lærer. Og det er jeg på mange måder. Jeg havde brug for dig. Men det var mit vilkår at savne dig. Jeg kan forstå det i dag. Hvis man skal nå noget i sit liv, hvis man skal blive general, så er man nødt til at stikke næsen i sporet. Så jeg er blevet stimuleret. Men jeg var også på mange måder en tomboy. En drenge-pige.
Kjeld: Neiiij!
Ellen: Var jeg ikke?
Kjeld: Nej. Du gjorde bare tingene på din måde. Nogle af de der tomboys, de klatrer i træer og er helt vilde. Det var du ikke. Næ, vi gik der. Og fik snakket meget.
Ellen: Kærester var aldrig noget problem. De kom med hjem, og du var skidesød. Den mand, jeg endte med at gifte mig med, når jeg ser på ham og dig, så tænker jeg: Hvor er I forskellige! Christoffer er blond og spinkel og blåøjet. Han har et vidunderligt hår, mens du er skaldet.
Kjeld bemærker lidt fornærmet, at han selv har besluttet at rage sit hår af.
Ellen: Ja. Eller resterne af det. Men nu taler jeg kun om det ydre. For ellers minder han om dig. Han har også en enorm rummelighed. Han har ingen angst. Han er ukorrumperbar. Han er fuld-stæn-dig ligeglad med, hvad andre tænker. Men det moralske og etiske kompas er meget sensitivt. Drrrr! Så på den måde har jeg fundet en mand, der minder om dig.
Kjeld: Den dag han kom og spurgte mig, om han måtte få lov at gifte sig med dig, var der en landskamp i fjernsynet. ’Det var venligt af dig at spørge. Det må du gerne. Skal vi ikke gå ind at se fodbold?’ spurgte jeg. Og så gjorde vi det og drak en øl. Han hviler i sig selv.
Ellen: Han hviler totalt i sig selv. Han er uneurotisk. Han er ikke bange for at have en kone, der råber. ’Hold nu kæft,’ siger han så bare. Han råber selv, hvis det skal være. Men han går ikke så tit til yderligheder. En mand, jeg engang kendte, sagde til mig: ’Ellen, du er for liebhavere!’
Kjeld: Ha ha!
Ellen: Jeg har fundet en mand, der har sans for det. Han har vist mig uden nogen sinde at sige det: Du får kun den frihed, du giver. Sådan har du også altid gjort, Far. Christoffer giver mig meget frihed og får selv meget frihed ud af det. Han elsker at være i sommerhuset, at gå på jagt og fiske.
”På en måde tror jeg næsten på det planlagte ægteskab. Den respekt og beundring, jeg nærer for ham, kommer af, at vi arbejder med hinanden og giver hinanden frihed.”
Ellen: Naturen igen. Ud i den. Brug den. Enkelt. Konkret. Ikke noget pis med ham. Vil du med til min premiere? Nej, jeg tror ikke, at jeg orker det, premierer er sgu så opkørt. Så tager han i sommerhuset, og jeg kører ind til byen. Jeg er jo mere en city slicker. Selv om jeg godt kan lide at være i sommerhuset. Så kører jeg fra byen tilbage til sommerhuset, så kører jeg ind at spille, så tilbage til sommerhuset. Han slipper, og han får det hele. Jeg beundrer ham og har så meget respekt for ham.
Monoklen er kommet frem. Kjeld undersøger nøje kikseskålen.
Ellen: Vil du have flere kiks, Far? Du kigger efter krummer? Nu skal han blære sig med sin monokel.
Kjeld: Nej nej. Der var bare et meget mærkeligt dyr i kiksen.
Kiksen udtales på tydeligt århusiansk.
Ellen: I mange år troede jeg, at jeg ikke skulle giftes og have børn. Jeg skulle bare nørde med mine ting. Jeg har haft masser, nej, ikke masser, men jeg har haft kærester, og nogle har fungeret bedre end andre, men den mand, jeg har giftet mig med, evner den rummelighed, jeg har brug for. Den respekt og beundring, jeg nærer for ham, kommer af, at vi arbejder med hinanden og giver hinanden frihed. Må jeg få lov at gå ud med veninderne?Nej, jeg synes, du har været for meget væk. Den retorik eksisterer ikke i vores forhold. Det hedder: Passer det? Passer det ikke? Han er grænseløst generøs. Dér minder han om dig, Far, for det er du også. Ved at give mig frihed får han det, som han vil have det. Han får vildbassen, men han får også den dydige husmor, der står hele sommeren med forklæde og laver mad.
Kjeld: Det mest rosende, man kan sige om Christoffer, er, at han passer fuldkommen fantastisk sammen med os andre.
Ellen: Du og Mor sagde til hinanden og til mig, at I glædede jer til at blive præsenteret for Heinrich, en polsk kortfilminstruktør med langt hår og næsering.
Kjeld: Nej nej nej! En polsk gaffer med langt lilla rastafarihår og 19 ansigtspiercinger. Det regnede vi faktisk med. Og så kom…
Ellen: Ha ha! Det var faktisk mere rystende end det andet. Men krage søger mage. Der er et udgangspunkt, der er i orden.
”Dine børn får ikke bare overskud. Du opdrager dem til overskud.”
Kjeld: Det havde din mor og jeg egentlig ikke. Hvis jeg havde kontakt med noget på et højere niveau, noget adel, så var det gennem min mors familie, og det var i Tyskland. På det tidspunkt var landet sønderbombet, og der var ingen, der havde interesse i at rode i dét. Du og Christoffer kommer af nogle cirkler, hvor I ikke behøvede at forklare hinanden noget. Jeg derimod havde lidt vanskeligheder i begyndelsen.
Pylle har fundet nogle gamle kasser frem. De er fyldt med familiefotografier i skønsom forvirring. Bryllupsbillederne fra den 18. maj 1963 ligger forrest. Pylle er 23, Kjeld er 28. Professionelle fotografier taget i sort-hvid. Det øverste billede i den første konvolut forestiller dronning Ingrid og kong Frederik, der kommer ud af kirken efter Pylle og Kjelds vielse. Pylle er i en hvid, enkel kjole med rund halsudskæring og lange ærmer, designet og syet af Kjelds bror Lars, der allerede dengang var designer i Paris. Tværs over brystet har hun et ordensbånd fra Vallø Klosters jomfruorden. ”Det skulle hun egentlig have afgivet, når hun ikke var jomfru længere. Men det var hun naturligvis også officielt til vores bryllupsdag,” griner Kjeld. Han er i rød gallauniform, farven kan man nu ikke se på det sort-hvide billede, med én lang række blanke knapper på jakken, hvide handsker, sabel og bicorn med fjer. ”Folk taler altid om den som en trekantet hat, men den er egentlig tokantet. Fjerene er svanefjer. Først som general får man sat strudsefjer i den,” forklarer han. Pylle smiler ugenert. Kjeld drejer hovedet en anelse mod Pylle. Hans ansigt er halvt dækket af hattens skygge. Han ser lidt sky ud. Som om han endnu ikke helt har fattet, hvad han er gået ind til.
Pylle og Kjeld blev gift den 18. maj 1963.
Ellen: Adel er bare et ord. Til gengæld havde du, hvad man kan kalde åndsadel, Far. Der var et sprog, som du talte qua din opdragelse. Dine forældre havde opdraget dig og din bror benhårdt. Det vil sige, at der var en genkendelighed, fordi der var et sprog, hvis vi kalder opdragelse et sprog. Gu’ fanden var I forskellige, du og Mor! Men der var en forståelse. Tak for mad, hvor var det dejligt, at jeg måtte komme, er jo et sprog. Det var det, Christoffer og jeg mødtes i. At sige goddag om morgenen er et sprog. Det er smørret-skal-bare-tages-ud-ti-minutter-før-sproget. Goddag-se-folk-i-øjnene-sproget. Sæt-dig-ned-vær-tilrådighed-sproget. Jeg mødte en mand, med hvem jeg havde et fælles sprog. Kald det adeligt, kald det ikke-adeligt. Det er skideligegyldigt, men vi har et fælles sprog, en fælles forståelse af hvordan verden er. Christoffer og jeg kan møde nogle mennesker, som er helt umulige, og så må vi bare konkludere: De har et andet sprog. Den tidligere hofmarskal Søren Haslund Christensens datter Charlotte, der taler samme sprog, har gjort mig opmærksom på det. Hun siger, at overskud er en opdragelsesmæssig ting. Dine børn får ikke bare overskud. Du opdrager dem til overskud.
Kjeld: Ja!
Ellen: Igen ud fra devisen: Hvis du gør tingene konkrete, hvis du begrænser dine ting, så får du frihed. Du ved lige præcis, hvad du skal gøre, når du kommer ind ad døren. Det giver dig et overskud til at sige: Gud, hvor er her vidunderligt, eller sikken en yndig kjole eller whatever. Det overskud, jeg er blevet opdraget med, det er Christoffer også opdraget med. Vi har de samme krav om smørret eller goddaget.
”Jeg så den dejligste mand, jeg nogen sinde havde set, og 15 år senere blev vi gift.”
Kjeld: Det er så enkelt. I det øjeblik man ved, hvordan man skal opføre sig, behøver man ikke at tænke på det. Så kommer det helt automatisk, og så har man overskud til at tage sig af alt krymlet udenom. Men der var nogle pudsigheder, som jeg bestemt ikke havde til fælles med Pylle, men hvor Ellen og Christoffer forstod hinanden fuldstændig. Hvis du for eksempel bor på landet på et gods som Juelsberg, så er naboen ikke chaufføren, som bor i et hus lige ved siden af. Det er heller ikke de 20.000 mennesker, som bor i Nyborg. Naboen er baron Holck, der bor på den anden side af Nyborg eller baron Iuel-Brockdorff, som bor på godset Hindemae syv kilometer vest for Juelsberg.
Ellen: Min mor og Christoffer har så igen nogle ting sammen, hvor vi andre står måbende.
Kjeld: Men du har jo set det før. Det havde jeg ikke, da jeg kom ind i familien.
Ellen og Christoffers vielse var det modsatte af Kjeld og Pylles. Hun og Christoffer giftede sig i Bregninge Kirke på Tåsinge. Kun de to, præsten og med graveren som vidne. Bagefter tog de en enkelt overnatning på Falsled Kro.
Kjeld: Jeg fik aldrig lov at føre bruden op. Og Pylle kom aldrig til at være brudens mor.
Ellen: Jeg tror vitterligt ikke, at det er så skideromantisk, når man skal lave det der parforhold. Selv om det begynder i romantik. Jeg husker tydeligt, da jeg så Christoffer første gang. Du og Mor havde sørget for, at jeg blev inviteret til et slags prime ball, eller hvad man kalder det på amerikansk, og min mor råbte: ’DU SKAL!’ Afsted drog jeg i min konfirmationskjole, og så sad jeg der, og ind kom pludselig en mand, det mest bedårende, mandlige væsen, jeg nogen sinde havde set i en alder af 15 år. Meget beruset var han. Jeg så den dejligste mand, og 15 år senere blev vi gift. Jeg så ham selvfølgelig siden, men dengang var han prototypen på, hvad jeg aldrig skulle. ’Ved du hvad, Mor, du kan godt glemme det, sådan en som Christoffer Castenskiold er bare ikke noget for mig.’ Men I ventede bare. Og du, Far, rummede alle de mænd, der væltede ind ad døren. Så det var rummelighed og retning. Og hvis der er angst, så arbejd med det. For det går over i børnene. Det er stonesure.
Vil du læse videre i Generalens datter?
Ellen Hillingsø er en af Danmarks mest alsidige og originale skuespillere. Kjeld Hillingsø er en af de mest markante militære personligheder inden for de sidste årtier. I den virkelige verden er de datter og far. Selvom deres brancher dårligt kunne være meget længere fra hinanden, er der langt mere, der forbinder dem, end der adskiller dem.
Far og datter bor dør om dør og elsker at hjælpe hinanden i hverdagen, både med det praktiske og med livets udfordringer. Kom lidt tættere på generalen og hans datter i en række ærlige og åbenhjertige samtaler.
Ellen Hillingsø er en af landets mest alsidige og originale skuespillere. Kjeld Hillingsø er en af de sidste årtiers mest markante militære personligheder. I virkelighedens verden er de datter og far.
Det hillingsøske univers er i højere grad snusfornuft end sus og dus. Beder man far og datter om et fælles motto, kommer det énstemmigt: “Er der ikke udvikling, så er der afvikling!”
I deres samtalebog Generalens datter kan du følge dem i deres udvikling, og komme lidt tættere på dem begge i en række åbne og ærlige samtaler.
LÆS OGSÅ: “Man træner jo en muskel, når man læser” – Ellen Hillingsø
Du kan købe Generalens datter online, fx hos Saxo, eller i din lokale boghandel.
Ellen og Kjeld Hillingsø
Generalens datter
KAPITEL 1
HJERTETS VEJ
RUMMELIGHED ER UANGST
I Ellens køkkenvask ligger en stor fisk, som Kjeld netop har bragt hjem fra en fisketur. Den er skinnende, skællet og har en plettet grålig farve. Jeg ser interesseret på den, men har ingen anelse om, hvad det er. Alligevel vover jeg uforsigtigt pelsen og spørger, om det er en gedde. Ellen sprutter af grin. Kjeld kigger på sin fisk. Han drejer hovedet og kigger på mig. På bunden af det mørke blik aner jeg en fortvivlelse over denne verdens samlede uvidenhed om en af tilværelsens hjørnesten. ”Nej,” siger han så. ”Det er en havørred.” Det er her, vi begynder.
Kjeld: Når man har et barn af hvert køn, så gør man sig nogle forestillinger. I hvert fald for mit vedkommende var der i den spæde start en vis blufærdighed. At vaske og pudre en dreng var ret enkelt. Dog var det ligesom et skridt over en barriere at vaske og pudre en pigenumse. Men så gik det ellers udmærket senere. Ingen særlige problemer.
Ellen: Du siger i virkeligheden, at hvor det med drengen var noget, du kendte til i forvejen, så var du pludselig konfronteret med kønsforskellen?
Kjeld: Ja. I det hele taget. Pylle og jeg forsøgte at opdrage vores børn på samme måde. Vi sagde: De skal fuldstændig det samme. Der skal ikke gøres nogen forskel, og så må vi se. Hvis de så bliver meget ens, beviser det på lang sigt, at det er opdragelse og ikke generne, der bestemmer det hele. Men uanset hvad vi gjorde, for at det skulle være ensartet, så blev det så forskelligt, som noget kan være. Det kan man ikke regulere. Ellen blev meget forskellig fra Jens, men der blev selvfølgelig også taget lidt lettere på det. Det var nok den eneste forskel, der var: At vi tog lidt mere lemfældigt på hende, fordi hun var nummer to. Nummer et skal jo gerne kunne det hele.
Ellen: Jeg oplevede det samme, da mine børn var små. Thomas cyklede skælvende, mens Anna drønede forrest som en kamikazepilot. Han er den ældste, hun er den yngste. Det vigtigste, Jens og jeg skulle respektere, var hjertets vej. Det var på flere planer. Vi måtte følge, hvad vi havde lyst til, men vi skulle opføre os ordentligt. Sig nu goddag. Ret ryggen. Opfør jer ordentligt. Sid pænt. Spis pænt. Der er heller ingen af os, der har tænkt med pengepungen i vores karrierevalg. Både Jens og jeg har tænkt, at vi skulle noget med mennesker. Jens reparerer mennesker fysisk. Jeg satser på at reparere dem mentalt eller åndeligt eller følelsesmæssigt. Og det har været symptomatisk for den opdragelse, vi har fået. Det har altid været vigtigt med det empatiske og det medmenneskelige. Jeg kan huske, når jeg var ude sammen med dig på vores ture i skoven, så mødte vi nogle gange en eller anden ogginok. Og børn er jo sådan meget med, hvem der er ogginokker og hvem, der ser almindelige ud. ’Hold kæft, det er sgu da Hillingsø!’ blev der så sagt. ’Dav, Palle! Det er længe siden.’ Så havde Palle været rekrut. Og jeg kan huske, at jeg tænkte over det med at tale med sådan en ogginok. Det har præget mit liv i retning af, at du kan aldrig dømme en bog på dens hylster, og vi er nødt til at behandle vores medmennesker ordentligt. I øvrigt er de mennesker, som vi tramper på på vejen op, dem, som vi slår os på på vejen ned. Men det har aldrig været beregnende. Jeg har aldrig oplevet dig være beregnende i sin medmenneskelighed. Det har altid været ud fra et stort overskud og en nysgerrighed og en kærlighed.
Kjeld: For Pylle og mig var det vigtigt, at man behandlede andre mennesker ordentligt, at man afsluttede det, man var i gang med, og at man gjorde sin pligt. Sådan stort set.
Ellen: Og så også det med ikke at tro, at man var nogen, fordi man…
Kjeld: Ja ja, fordi en del af familien var adelig.
Ellen: Vi så både noget, der var uhyre privilegeret, og så mødte vi det modsatte. Men fordi man ser noget privilegeret, gør det ikke en til et bedre menneske. Eller til et anderledes menneske. Det var væsentligt for opdragelsen. Men rent mytologisk står faderen for retning ud i verden. Det er faderens pligt at give børnene retning ud i verden.
Kjeld: Nu er det jo ikke sikkert, at faderen selv føler, at det er hans pligt.
Ellen: Nej, men det er det, faderen. det maskuline, skal bruges til. Moderen, eller det kvindelige, skal bruges til det følelsesmæssige, det autonome. Hvis du har en far, hvis eneste problem med dit køn var, da han skulle pudre dig i popo’en, så er alle gode forudsætninger der. Du har på mange måder opdraget mig som en mand. Negativ kvindelig energi, som det manipulerende, det intrigante, den dårlige, indadvendte energi, som er destruktiv, det er noget, vi altid har diskuteret, for jeg brød mig aldrig om det, og du har altid ment, at det var unødvendigt. Du har altid sagt: ’Vær fokuseret. Vær konkret. Hav retning udad. Vær ikke bange for verden.’
Kjeld: Men det lå heller ikke til dig. Jeg tror i høj grad, at det er medfødt. Din mor er heller ikke på den måde. Den konspiratoriske side af kvindesindet, den har I ikke. Du havde det slet ikke. Du stod fuldstændig undrende overfor, at den ene dag havde man en hjerteveninde, og den næste dag tiskede hun sammen med de andre om en.
Ellen: Og kørte forbi havelågen uden at hente mig. Jeg forstod det simpelt hen ikke. Men for at vende tilbage til symbolikken. Hvis du har en far, der ikke er bange for verden og ikke er bange for livet og ikke er bange for, at du er dame, så kan du have en far, der kan lede dig. Du har altid fyldt på, for jeg var susende videbegærlig. Hvad var det? Hvad handlede det om? Jeg var en Spørge Jørgen af Guds nåde. Og der blev aldrig sagt Spørge Jørgen på en negativ måde. Videbegæret åbner verden. Så jeg spurgte om alt. Hvor langt er der til Månen? Hvornår går Jorden under? Hvad er Gud? Hvorfor er der blomster? Og det er altid blevet stimuleret. Jeg havde en god Zeus, der ikke havde problemer med mine vinger.
Kjeld: Det var efter princippet: Man kan godt tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Der er ingen grund til at bede om nederlag til en selv ved at forsøge at tvinge noget igennem. Det strakte sig lige fra tilladelsen til at gå i byen og til, hvad du skulle beskæftige dig med. Det følte jeg ikke, at man kunne påvirke med nogen ret. Hvis man blev spurgt, var det en anden sag. Men ellers måtte I selv finde ud af det.
Ellen: Der er ting, man ikke kan få igennem med modstand. Da mine børn var små for eksempel. Nej, du må ikke tage dit nye penalhus med i børnehave. Glem det. Altså, glem det. For det penalhus, det skal én ting, det skal med i børnehave. Så kan man sige: Jeg synes ikke, det er en god idé at tage det med. Tag det med i bilen. Tag det med på cyklen. Det er jo en naturkraft, sådan en barneenergi. Du er nødt til at møde barnet. Hvis du ikke evner det, så er det, fordi du har travlt og har stress. Barnet er aldrig irriterende. Det er os, der er irriterende. Det kræver en kæmpe rummelighed. Hvis du evner at rumme barnet, så er sandsynligheden for, at barnet kommer helskindet hjem i ordentlig tid større, end hvis du giver modstand. Du kan ikke præge, hvis du yder modstand. Vi skal kunne det følelsesmæssige, men vi skal også have retningen. Når jeg møder piger, kan jeg mærke på dem, om de har haft retningsvillige fædre. De har en ikke-angst for verden. Der er et mod på at gå ud og råbe lidt på en god måde. Det giver dem en ballast, fordi de har en motor bagi. Den maskuline energi står for retning, og den kvindelige står for det cirkulære.
Kjeld: Jeg ved ikke, om jeg er enig med dig.
Ellen: Hvorfor er du uenig?
Kjeld: Jeg tror, at det er medfødt. At nogle kan det her, og andre kan ikke. Men under alle omstændigheder er jeg enig med dig i, at man ikke skal forsøge at banke nogen i en bestemt retning. Man skal sætte nogle rammer, give nogle midler til at løse opgaverne med og så lade dem selv om det.
Ellen former sin hånd til en lille skål.
Ellen: Der er et ordsprog, der siger, at kærlighed er som med sand. Man skal bare holde det sådan, løst, ikke klemme, for så ryger det ud mellem fingrene. Den usynlige tråd, som man ruller ud, så man altid kan komme tilbage igen. Da Thomas var lille, var du og han perlevenner. Men så undergik barnet jo Syndefaldet og blev bevidst og stor, og så skete der noget i relationen. I stedet for at mase på med skyld og skam eller være for meget, så respekterede du som morfar den afstand, Thomas lagde, og tog det stille og roligt. Du kunne godt se, at Thomas begyndte at blive rigtig vild med fodbold, så du begyndte at følge godt med i fodbold. Men du masede ikke på. En dag var I ude sammen, og så spurgte du lige til Liverpools resultater, og så kørte det. Den bevidsthed og selvfølgelig også sorg, der ligger i, at du har haft det der lille barn, som du har været det hele for. Og så bliver man ung, og man er ude, og ja ja, jeg elsker mine bedsteforældre, men det er bare ikke lige der, man er, vel? Den respekt synes jeg virkelig har været en ret unik måde at tackle relationen på. Ved ikke at klemme til. Men sætte sig ind i deres verden og byde ind og ellers bare afstå. Være der. Til rådighed, hvis der nogen sinde er et problem. Det er genialt. Sådan gjorde du også med mig, da jeg var teenager. Jeg havde en ret massiv pubertet, kan man godt sige. Min mor siger, at jeg har stået for historiens længste pubertet. Den begyndte, da jeg var ni år, og hun mener, at den sluttede, da jeg mødte Christoffer. I stedet for at mose og mase og råbe og skrige og klemme og afkræve, så træd et skridt tilbage. Vær til rådighed.
Kjeld: Pylle og jeg havde lange diskussioner om, hvad vi skulle gøre med både Jens og dig. Jeg havde den tese, og den er naturligvis fra forsvaret, at hvis der er noget, du ikke kan kontrollere…
Ellen: Det er Machiavelli!
Kjeld: …så lad være. Ja, det er Fyrsten af Machiavelli. Den bygger vi meget på. Hvis der er noget, du ikke kan kontrollere, så lad være med at udstede dekreter om det, for så taber du kun. Derfor: Vide rammer. Frihed under ansvar. Gode venners børn klatrede ned ad nedløbsrøret og snuppede en pose med guldbajere, som de havde gemt i hækken, og som de så tog med i roklubben. Det var for ydmygende, syntes jeg. For begge parter. Og hvordan skulle du lære om livet, hvis ikke du fik lov at spore selv?
Ellen: Det var en kæmpestor rummelighed. Rummelighed er uangst. Man kan sige meget om dig, men du lider ikke af angst. ’Bange for’ er noget andet. Men angst lider du ikke af. Hvis du vidste, hvordan det tynger mennesker, Far. En udefinerbar angst af eksistentiel karakter. Du kender det bare ikke.
Kjeld: Jamen, din mors familie led ikke af angst, for hvorfor skulle man lide af angst, når man havde alt og havde haft alt i tilstrækkelig mange generationer? Og min familie led heller ikke af angst. Men jeg var der jo ikke meget, da I var børn. Hovedparten af opdragelsen stod Pylle for. Hun arbejdede også, men gik først virkelig i gang med heldagsarbejde i begyndelsen af 1980’erne. Men da var løbet kørt. Da var I store. Jeg var meget væk, men så kom jeg til gengæld hjem og så, hvad det var, der sled, og så forsøgte jeg at glatte ud, så sindene faldt til ro.
Ellen: Jeg ligner dig så meget. Som min latinlærer i 1. g. udbrød: ’Guuuud, du er en dameudgave af din far!’ Ja, det var en kvindelig lærer. Og det er jeg på mange måder. Jeg havde brug for dig. Men det var mit vilkår at savne dig. Jeg kan forstå det i dag. Hvis man skal nå noget i sit liv, hvis man skal blive general, så er man nødt til at stikke næsen i sporet. Så jeg er blevet stimuleret. Men jeg var også på mange måder en tomboy. En drenge-pige.
Kjeld: Neiiij!
Ellen: Var jeg ikke?
Kjeld: Nej. Du gjorde bare tingene på din måde. Nogle af de der tomboys, de klatrer i træer og er helt vilde. Det var du ikke. Næ, vi gik der. Og fik snakket meget.
Ellen: Kærester var aldrig noget problem. De kom med hjem, og du var skidesød. Den mand, jeg endte med at gifte mig med, når jeg ser på ham og dig, så tænker jeg: Hvor er I forskellige! Christoffer er blond og spinkel og blåøjet. Han har et vidunderligt hår, mens du er skaldet.
Kjeld bemærker lidt fornærmet, at han selv har besluttet at rage sit hår af.
Ellen: Ja. Eller resterne af det. Men nu taler jeg kun om det ydre. For ellers minder han om dig. Han har også en enorm rummelighed. Han har ingen angst. Han er ukorrumperbar. Han er fuld-stæn-dig ligeglad med, hvad andre tænker. Men det moralske og etiske kompas er meget sensitivt. Drrrr! Så på den måde har jeg fundet en mand, der minder om dig.
Kjeld: Den dag han kom og spurgte mig, om han måtte få lov at gifte sig med dig, var der en landskamp i fjernsynet. ’Det var venligt af dig at spørge. Det må du gerne. Skal vi ikke gå ind at se fodbold?’ spurgte jeg. Og så gjorde vi det og drak en øl. Han hviler i sig selv.
Ellen: Han hviler totalt i sig selv. Han er uneurotisk. Han er ikke bange for at have en kone, der råber. ’Hold nu kæft,’ siger han så bare. Han råber selv, hvis det skal være. Men han går ikke så tit til yderligheder. En mand, jeg engang kendte, sagde til mig: ’Ellen, du er for liebhavere!’
Kjeld: Ha ha!
Ellen: Jeg har fundet en mand, der har sans for det. Han har vist mig uden nogen sinde at sige det: Du får kun den frihed, du giver. Sådan har du også altid gjort, Far. Christoffer giver mig meget frihed og får selv meget frihed ud af det. Han elsker at være i sommerhuset, at gå på jagt og fiske.
Ellen: Naturen igen. Ud i den. Brug den. Enkelt. Konkret. Ikke noget pis med ham. Vil du med til min premiere? Nej, jeg tror ikke, at jeg orker det, premierer er sgu så opkørt. Så tager han i sommerhuset, og jeg kører ind til byen. Jeg er jo mere en city slicker. Selv om jeg godt kan lide at være i sommerhuset. Så kører jeg fra byen tilbage til sommerhuset, så kører jeg ind at spille, så tilbage til sommerhuset. Han slipper, og han får det hele. Jeg beundrer ham og har så meget respekt for ham.
Monoklen er kommet frem. Kjeld undersøger nøje kikseskålen.
Ellen: Vil du have flere kiks, Far? Du kigger efter krummer? Nu skal han blære sig med sin monokel.
Kjeld: Nej nej. Der var bare et meget mærkeligt dyr i kiksen.
Kiksen udtales på tydeligt århusiansk.
Ellen: I mange år troede jeg, at jeg ikke skulle giftes og have børn. Jeg skulle bare nørde med mine ting. Jeg har haft masser, nej, ikke masser, men jeg har haft kærester, og nogle har fungeret bedre end andre, men den mand, jeg har giftet mig med, evner den rummelighed, jeg har brug for. Den respekt og beundring, jeg nærer for ham, kommer af, at vi arbejder med hinanden og giver hinanden frihed. Må jeg få lov at gå ud med veninderne?Nej, jeg synes, du har været for meget væk. Den retorik eksisterer ikke i vores forhold. Det hedder: Passer det? Passer det ikke? Han er grænseløst generøs. Dér minder han om dig, Far, for det er du også. Ved at give mig frihed får han det, som han vil have det. Han får vildbassen, men han får også den dydige husmor, der står hele sommeren med forklæde og laver mad.
Kjeld: Det mest rosende, man kan sige om Christoffer, er, at han passer fuldkommen fantastisk sammen med os andre.
Ellen: Du og Mor sagde til hinanden og til mig, at I glædede jer til at blive præsenteret for Heinrich, en polsk kortfilminstruktør med langt hår og næsering.
Kjeld: Nej nej nej! En polsk gaffer med langt lilla rastafarihår og 19 ansigtspiercinger. Det regnede vi faktisk med. Og så kom…
Ellen: Den ulastelige.
Kjeld: Den ulastelige fra min kones miljø.
Ellen: Den velopdragne, velsoignerede, overskudsagtige, begavede, klassiske fyr. Pæne hænder, pænt hår.
Kjeld: Det var stærkt chokerende.
Ellen: Ha ha! Det var faktisk mere rystende end det andet. Men krage søger mage. Der er et udgangspunkt, der er i orden.
Kjeld: Det havde din mor og jeg egentlig ikke. Hvis jeg havde kontakt med noget på et højere niveau, noget adel, så var det gennem min mors familie, og det var i Tyskland. På det tidspunkt var landet sønderbombet, og der var ingen, der havde interesse i at rode i dét. Du og Christoffer kommer af nogle cirkler, hvor I ikke behøvede at forklare hinanden noget. Jeg derimod havde lidt vanskeligheder i begyndelsen.
Pylle har fundet nogle gamle kasser frem. De er fyldt med familiefotografier i skønsom forvirring. Bryllupsbillederne fra den 18. maj 1963 ligger forrest. Pylle er 23, Kjeld er 28. Professionelle fotografier taget i sort-hvid. Det øverste billede i den første konvolut forestiller dronning Ingrid og kong Frederik, der kommer ud af kirken efter Pylle og Kjelds vielse. Pylle er i en hvid, enkel kjole med rund halsudskæring og lange ærmer, designet og syet af Kjelds bror Lars, der allerede dengang var designer i Paris. Tværs over brystet har hun et ordensbånd fra Vallø Klosters jomfruorden. ”Det skulle hun egentlig have afgivet, når hun ikke var jomfru længere. Men det var hun naturligvis også officielt til vores bryllupsdag,” griner Kjeld. Han er i rød gallauniform, farven kan man nu ikke se på det sort-hvide billede, med én lang række blanke knapper på jakken, hvide handsker, sabel og bicorn med fjer. ”Folk taler altid om den som en trekantet hat, men den er egentlig tokantet. Fjerene er svanefjer. Først som general får man sat strudsefjer i den,” forklarer han. Pylle smiler ugenert. Kjeld drejer hovedet en anelse mod Pylle. Hans ansigt er halvt dækket af hattens skygge. Han ser lidt sky ud. Som om han endnu ikke helt har fattet, hvad han er gået ind til.
Ellen: Adel er bare et ord. Til gengæld havde du, hvad man kan kalde åndsadel, Far. Der var et sprog, som du talte qua din opdragelse. Dine forældre havde opdraget dig og din bror benhårdt. Det vil sige, at der var en genkendelighed, fordi der var et sprog, hvis vi kalder opdragelse et sprog. Gu’ fanden var I forskellige, du og Mor! Men der var en forståelse. Tak for mad, hvor var det dejligt, at jeg måtte komme, er jo et sprog. Det var det, Christoffer og jeg mødtes i. At sige goddag om morgenen er et sprog. Det er smørret-skal-bare-tages-ud-ti-minutter-før-sproget. Goddag-se-folk-i-øjnene-sproget. Sæt-dig-ned-vær-tilrådighed-sproget. Jeg mødte en mand, med hvem jeg havde et fælles sprog. Kald det adeligt, kald det ikke-adeligt. Det er skideligegyldigt, men vi har et fælles sprog, en fælles forståelse af hvordan verden er. Christoffer og jeg kan møde nogle mennesker, som er helt umulige, og så må vi bare konkludere: De har et andet sprog. Den tidligere hofmarskal Søren Haslund Christensens datter Charlotte, der taler samme sprog, har gjort mig opmærksom på det. Hun siger, at overskud er en opdragelsesmæssig ting. Dine børn får ikke bare overskud. Du opdrager dem til overskud.
Kjeld: Ja!
Ellen: Igen ud fra devisen: Hvis du gør tingene konkrete, hvis du begrænser dine ting, så får du frihed. Du ved lige præcis, hvad du skal gøre, når du kommer ind ad døren. Det giver dig et overskud til at sige: Gud, hvor er her vidunderligt, eller sikken en yndig kjole eller whatever. Det overskud, jeg er blevet opdraget med, det er Christoffer også opdraget med. Vi har de samme krav om smørret eller goddaget.
Kjeld: Det er så enkelt. I det øjeblik man ved, hvordan man skal opføre sig, behøver man ikke at tænke på det. Så kommer det helt automatisk, og så har man overskud til at tage sig af alt krymlet udenom. Men der var nogle pudsigheder, som jeg bestemt ikke havde til fælles med Pylle, men hvor Ellen og Christoffer forstod hinanden fuldstændig. Hvis du for eksempel bor på landet på et gods som Juelsberg, så er naboen ikke chaufføren, som bor i et hus lige ved siden af. Det er heller ikke de 20.000 mennesker, som bor i Nyborg. Naboen er baron Holck, der bor på den anden side af Nyborg eller baron Iuel-Brockdorff, som bor på godset Hindemae syv kilometer vest for Juelsberg.
Ellen: Min mor og Christoffer har så igen nogle ting sammen, hvor vi andre står måbende.
Kjeld: Men du har jo set det før. Det havde jeg ikke, da jeg kom ind i familien.
Ellen og Christoffers vielse var det modsatte af Kjeld og Pylles. Hun og Christoffer giftede sig i Bregninge Kirke på Tåsinge. Kun de to, præsten og med graveren som vidne. Bagefter tog de en enkelt overnatning på Falsled Kro.
Kjeld: Jeg fik aldrig lov at føre bruden op. Og Pylle kom aldrig til at være brudens mor.
Ellen: Jeg tror vitterligt ikke, at det er så skideromantisk, når man skal lave det der parforhold. Selv om det begynder i romantik. Jeg husker tydeligt, da jeg så Christoffer første gang. Du og Mor havde sørget for, at jeg blev inviteret til et slags prime ball, eller hvad man kalder det på amerikansk, og min mor råbte: ’DU SKAL!’ Afsted drog jeg i min konfirmationskjole, og så sad jeg der, og ind kom pludselig en mand, det mest bedårende, mandlige væsen, jeg nogen sinde havde set i en alder af 15 år. Meget beruset var han. Jeg så den dejligste mand, og 15 år senere blev vi gift. Jeg så ham selvfølgelig siden, men dengang var han prototypen på, hvad jeg aldrig skulle. ’Ved du hvad, Mor, du kan godt glemme det, sådan en som Christoffer Castenskiold er bare ikke noget for mig.’ Men I ventede bare. Og du, Far, rummede alle de mænd, der væltede ind ad døren. Så det var rummelighed og retning. Og hvis der er angst, så arbejd med det. For det går over i børnene. Det er stonesure.
Vil du læse videre i Generalens datter?
Ellen Hillingsø er en af Danmarks mest alsidige og originale skuespillere. Kjeld Hillingsø er en af de mest markante militære personligheder inden for de sidste årtier. I den virkelige verden er de datter og far. Selvom deres brancher dårligt kunne være meget længere fra hinanden, er der langt mere, der forbinder dem, end der adskiller dem.
Far og datter bor dør om dør og elsker at hjælpe hinanden i hverdagen, både med det praktiske og med livets udfordringer. Kom lidt tættere på generalen og hans datter i en række ærlige og åbenhjertige samtaler.
Du kan købe Generalens datter online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: