Til dig. Begyndelsen af Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

Marie sad i græsset og stirrede på de røde ribs på busken, som vinden skurrede frem og tilbage over den hvidkalkede mur. Hun vidste, at hun ville få slag, hvis hun plukkede ribsene, og vaklede mellem at få et surt, rødt bær som en bittersol i munden eller en skarp, hård smerte på kinden. Det var lige ved, at den røde mundfuld ribs vandt. Marie gled frem på knæene. Græsstråene føjede sig under hendes ben, og hun strakte to ngre frem mod ribsene. I samme øjeblik skete der to ting, som om hendes fingre i luften hev i to usynlige snore.

– Marie, Marie!

Det var hendes mor i et sært brustent tonefald. Samtidig mærkede Marie en varm fornemmelse på håndryggen. Hun så på sin hånd, der var hvidkalket af mågelort. Hun så op, men fuglen var væk. Så kom hendes mors stemme igen, mere skærende end før.

– Marie! Marie!

Marie rejste sig og tørrede hånden af i sit ternede forklæde og løb ind i køkkenet, hvor stemmen plejede at kalde fra, men der stod bare det sorte komfur og sydede af brænde. Oven på komfuret lå et grisehoved. Valdemar sad på slagbænken ved bordet og skrev b’er uden at kigge op.

Marie fortsatte gennem døren til trappeopgangen, der førte op til de to værelser ovenpå, hvor de sov. På trappen sad Maries mor med sin ternede bomuldskjole flydende ned over trinene. Maries forklæde var syet af en rest fra kjolen. Moren havde Maries fem år ældre bror, Kaj, i armene. Hun havde presset drengens mund helt åben og havde hånden inde i den.

– Hvad har han gjort? spurgte Marie.
– Hvepsen! skreg moren. – De satans hvepse.
Marie kunne se en blå tone skylle op i den røde farve i sin brors ansigt, som allerede var forkert. Hendes mor trak hånden ud af Kajs mund og forsøgte at puste luft ind i ham, men det hjalp ikke. Marie vendte om og styrtede gennem køkkenet ud i haven.

– Så hjælp mig dog! skreg moren.

Marie løb hen over det fugtige, bøjelige græs til det hvidmalede stakit. Op ad stakittet voksede den klynge siv, som Kaj plejede at plukke en fra og kilde hende med, og som fik haven til at føles endnu tættere på Langelandsbæltet, end den var. Marie rev et siv over og bed det glat, mens hun løb tilbage, ind gennem køkkenet med sydende brænde i komfuret, grisehovedet på bordet, der grinede ad hende, mens Valdemar stod midt på gulvet og havde tisset i bukserne. Kajs ansigt var lilla nu, morens hvide læber presset ind over hans mund.

– Flyt dig, sagde Marie, der ellers havde lært, at børn skal ses, ikke høres, men nu skubbede sin mors mund væk fra Kajs.

Morens øjne lyste grønnere, de var lysende glasperler, da hendes ansigt gled til side, og Marie pressede sivet dybt ned i Kajs bøjelige strubekød. Hun måtte stå på tæer, for sivet var langt. Marie satte munden til, og der lød en svag fløjten som fra en underjordisk fugl, da hun pustede luft ind i ham, forbi hvepsestikket og ned i lungerne. Ilten strømmede ud i Kajs blod, og mens hun pustede i sit eget åndedræts regelmæssige takt, så Marie og moren det samme. Den lilla farve blev et øjeblik mørkere, så skyllede den over i blå, så i rød, og hans ansigtsfarve blev langsomt sig selv, flødehvid med fregner og røde plamager.

Maries mor lagde Kaj i slagbænken i køkkenet, da hvepsestikket havde fortaget sig nok til, at han selv kunne trække vejret. Han lå på halmmadrassen i bunden af bænken under den tunge hønsefjersdyne med det brune, lappede betræk med de smalle blå striber, som Marie så godt kunne lide. Marie sad for enden af bænken og forestillede sig, hvordan køkkenet ville være nu, hvis Kaj var død. Så ville han ligge på køkkenbordet i stedet for løgskaller og porretoppen og persillen og deres mors hænder, der med håndleddet hvilende på bordkanten bandt visken til at komme ned i gryden til grisehovedet. Måske ville komfuret være gået ud og deres mor stå ved vinduet ud mod Østerskovvej, hvorfra man kunne se de tre æbletræer på bakken, der skyggede for havet. Eller måske ville hun sidde på en stol og stirre på hans lig, mens hun løsnede sit lange, svalesorte hår fra knolden, som hun gjorde hver aften.

Kaj lænede sig ud over slagbænken og kastede op på stengulvet.

– Har du ikke givet mig nok problemer i dag? sagde moren vredt. – Rejs dig og hent noget vand. Far er her snart.

Kaj tog metalspanden, der stod ved vasken, men blev stående med den midt på gulvet.

– Skynd dig, dreng, sagde moren. – Så han ikke bliver tosset. Marie løb ud på vejen for at gå faren i møde.

Marie stod på vejen i bare, beskidte tæer med det ternede forklæde over sin pænt lappede bomuldskjole, det tynde hår flettet langt ned ad ryggen, sin mors lysende grønne øjne. Hun spejdede efter faren, hun kunne se som en prik på vejen. Hun begyndte at løbe. Det skarpe grus gjorde ondt under fødderne, mens hun holdt øje med manden, der blev større og større, og forsøgte at aflæse hans gang. Var den let eller vred?

Marie kunne ikke tyde hans humør endnu. Hun standsede forpustet og vendte sig om. Oppe fra toppen af bakken kunne hun se en strimmel hav bag bakkerne.

– Havet giver, havet tager, havet være os nådigt, mumlede kvinderne i kirken i Tryggelev om søndagen, så lavt, at pastor Olsen ikke kunne høre dem.

Fra kirkeloftet hang skibsmodellerne i træ, som fiskerne byggede om vinteren. Marie forestillede sig, at de sejlede på et usynligt hav, som hun selv sad på bunden af. Det blå og røde skib havde hendes onkel Thorvald bygget, inden han sejlede ud på sin sidste tur.

– Han vidste nok, at han aldrig kom tilbage, sagde Maries mor, hver gang de var i kirken. Hans hænder rystede, da han afleverede det til præsten, sagde moren.

Marie vidste, at hun kunne drukne i det hav, Thorvalds skib sejlede på, når hun sad i kirken og sang:

Tit dufted, tit nikked småblomster ved gry; før aften lå de knust under haglvejrets sky. Tit leged småbarnet i morgensol rød;
ved kvæld det lå på lejet så stille og død.

Marie hadede den salme, og de skulle synge den igen og igen, i skolen om morgenen, i kirken hver søndag, og Marie så hver gang sig selv ligge stille og død i en kiste under Thorvalds skib. Han var ikke skyllet op noget sted, men lå død i havets kiste, hvad Maries mor sagde, at mormoren ikke kunne komme sig over.

Hun tvang sig til at tænke på noget andet end Thorvald og salmen, før faren kom. Hun kunne tage sine tanker og tvinge dem over i en anden fure, som når ploven vendte yderst på marken, og hesten et øjeblik stod stille og så ind i læhegnet, før pisken fik den til at dreje og traske tilbage med ploven i en ny fure.

Marie tænkte: Erik den Første Ejegod, han regerede fra 1095 til 1103. Hun lukkede øjnene et øjeblik. Hun kunne kongerækken bedre end Kaj. Niels regerede fra 1104 til 1134, Erik den Anden Emune regerede fra 1134 til 1137. Det var så net og fint, hvordan det årstal, en konge afsluttede sin regeringstid i, også var det årstal, den næste konge indledte sin. Undtagen når man skulle sige interregnum, der lød flot som et regnvejrsår. Erik den Tredje Lam regerede fra 1137 til 1146, fra 1146 regerede Svend den Tredje.

Faren var stolt af, at de havde kaldt Valdemar for Valdemar, selvom Maries mor ikke kunne lide det, fordi farens brødre hed Svend og Knud. Hvis moren sagde noget om det, hamrede han knytnæven ned i bordet eller ind på hendes kind, og så sagde hun ikke mere.

Nu kunne Marie se faren tydeligt, han holdt en firkantet bylt i armene. Han plejede aldrig at have noget med, når han kom hjem. Når han gik om morgenen, havde han madpakken bundet med en snor, så den dinglede fra hans hånd som en hvid blomst. Marie begyndte at løbe hen imod ham på sine tynde pigeben. Hun så op på farens ansigt. Det var åbent, som når køkkendøren stod åben. Det var den lette far, ham, hun kunne tale med, men han rakte ikke armene ud efter hende, for der lå noget i dem.

– Jeg har reddet Kaj fra at dø, råbte Marie.

Døren i farens ansigt blev smækket i. Eller havde hun taget fejl før, havde den været lukket hele tiden?

– Hvad vrøvler du om, tøs? spurgte han.

Hvad var det, hun vrøvlede om? Marie så Kaj stå som en matrosdukke på onkel Thorvalds skib i kirken, mens hun sad under ham på den hårde træbænk og sang:

Tit leged småbarnet i morgensol rød, ved kvæld lå det på lejet så stille og død.

– Han blev stukket af hvepsen. Nede i halsen.
– Den dreng laver ikke andet end ulykker, sagde faren.
De gik sammen hen mod huset. Der lå en strimmel gråt hav mellem bakkerne. Det hvide hus lå mellem nøddetræet foran huset og de to pæretræer i haven. Hvedemarken legede i dybe skyggebugtninger med vinden bag huset. Grusvejen løb op og ned over bakkerne mod Østerskov Strand. De kunne ikke se hverken Lolland eller Tyskland. Marie skød sin hånd ind i farens frie. Den var grov og fuld af små sår fra de skarpe strå, han tækkede med. Han lod hende tage hånden.

– Hvepsen? sagde han.
– Han kunne ikke få luft.
– Uduelig, sagde faren. – Det er det eneste, der er at sige om ham.

– Hvad har du der? spurgte Marie og pegede på den firkantede pakke, faren bar i armen.
– Din mor er en god kvinde, sagde han. – Når det kommer til stykket.
– Er det en gave til mor? sagde Marie og var hurtig nok til ikke at lyde overrasket. Hun havde aldrig set sin mor få en gave, hverken til hendes fødselsdag eller til jul.

– Den slags bruger vi ikke her, sagde moren og kneb læberne sammen, når Marie spurgte. – Det er at hælde penge ud ad vinduet. Men hun og Kaj og Valdemar fik da gaver. Ikke ligesom Hardy og hans lillebror, der var indremissionske og ikke engang måtte spille med kort i frikvarteret.
– Du skal arve det, sagde faren pludselig. Marie havde aldrig hørt hans stemme sådan før. – Det skal jeg sørge for. Ikke det fæ til HvepseKaj.

Marie kunne høre sin mor trække vejret ind og holde det, da de kom ind i køkkenet. Kaj gik rundt om bordet med bestik i hænderne. Den øverste del af køkkendøren, der vendte ud mod haven, stod åben, så de kunne se hybenroserne og kaprifolien og sivene langs stakittet over mod bakken med den tunge hvede.

– Maden er klar, sagde Maries mor og vendte ryggen til dem.

Hun tog fadet med de malede blomsterbuketter, løftede grisehovedet op af vandet og lagde det på fadet. Øjnene hang ud af øjenhulerne som vandmænd på vej ud fra en undersøisk grotte. Faren gjorde sin hånd fri af Maries, rakte den frem og tog et af øjnene og slugte det. Kaj så ned i bordet og lagde bestikket i par ved siden af hver tallerken.

– Nå, HvepseKaj, sagde faren, da han havde sunket øjet. – Jeg troede kun, det var tåber, der gik rundt med åben mund.

Kaj spyttede lidt på en kniv. Et par skader skræppede op ude på græsplænen. Moren satte sennep frem på bordet. Hun bar gryden med kartofler hen til stenvasken og hældte vandet fra. Dampen slog op i hendes ansigt.

– Skal jeg hjælpe? spurgte Marie.
Moren rakte hende en pillekniv.
– Ikke sjuske, sagde hun. – Alle øjnene skal ud.

Marie stillede sig foran vasken og forestillede sig at hendes far spiste kartoffeløjnene et efter et. Så kom slaget. Det lød som en lussing.

– Er du klar over, hvilket besvær du kunne have kostet os, råbte faren.

Så en lussing til. Marie trak vejret lydløst.
– I kan sætte jer, sagde moren. – Begynd at skære, Carl.
Faren trak stolen ud. Marie hørte Kaj sætte sig forsigtigt.
– Hvad har du med? spurgte moren.
Marie og moren manglede kun fem kartofler. Den tørre, hede skræl brændte mod fingerspidserne.
– Glæd dig til efter maden, sagde han.
Maries mor så overrasket på ham. Marie lagde den sidste glatpillede kartoffel i fadet. Moren tog med to fingre dilden, hun havde hakket, og dryssede den over kartoflerne. Marie åbnede døren til fadeburet, og lugten af fedt og eddike slog imod hende. Hun tog krukken med smør og satte den på bordet. Så sad de alle fem. De foldede hænderne på samme tid, lænede panderne mod spidsen af pegefingrene. Det var moren, der bad bønnen.

– Alles øjne bier på dig, Herre, og du giver dem døden i rette tid. Du åbner din hånd og mætter alt levende med velsignelse. Herre, velsign os og disse gaver, som vi skal modtage af din gavmildhed. Ved Kristus vor Herre, amen.

Så trak de ansigterne op igen. Faren tog kniven og skar kæberne af svinehovedet og lagde dem på sin egen tallerken. Han åbnede kraniet med spidsen af kniven, skar et stykke hjerne ud og lagde det mellem kæberne. Han rakte kniven til moren, hun skubbede skålen med kartoflerne, der duftede af dild, hen til ham.

– Kartofler, ja, sagde han og smilede. Moren brød svinekraniet midt over og skar stykker af til sig selv og børnene. Faren sugede og smaskede, mens børnene spiste lydløst, som om deres munde var lavet af stof, indtil han skubbede tallerkenen frem på bordet, tørrede fingrene i dugen, rejste sig og klappede moren på skulderen. Så tog han den firkantede pakke, han havde haft med, satte sig med den på skødet og så på hende.

– Vi skal ikke leve som de dumme bønder, sagde han. – De tror, de er højt på strå, fordi de har deres egen gård, men vi har noget, de aldrig kan forstå. Vi har folkets skønhed.

Moren skubbede sin tallerken frem, samlede hænderne foran sig på bordet og nikkede.

– Folkets skønhed, gentog han.

Faren åbnede skuffen i køkkenbordet, tog partibogen fra Socialdemokratiet frem og lagde den på bordet mellem dem.

– Kan du huske Hans? spurgte han.
Moren nikkede.
– Du rydder af, sagde hun til Marie.
Marie rejste sig straks og satte tallerkener og bestik i vasken og fadet med resterne af grisehovedet øverst i fadeburet med et fluenet over, mens hun lyttede til sin far, der talte til moren på en måde, hun sjældent havde hørt. Kaj og Valdemar blev siddende musestil- le, i håb om at der ikke ville blive lagt mere mærke til dem.

– Han tog til Holland, til Eindhoven.

– Med hende madammen, fortsatte Maries mor. – Det førte vel ikke til noget?

– Han er i hvert fald hjemme igen og flad som en fregne, sagde faren. – Han spurgte, om jeg har brug for en lærling, men jeg måtte sige, at det ville være som at smide mit eget brød ud til fuglene, før jeg selv var mæt. Så spurgte han, om jeg ville købe et billede af ham, som han havde fået af madammen for at forsvinde hurtigst muligt. Fem kroner skulle han have.

Moren så på ham med åben mund.
– Det sagde du da ikke ja til?
– Folkets skønhed, sagde faren og begyndte at pakke pakken ud.

– Det her har de skide bønder sgu ikke forstand på, de kan ikke andet end at æde. Vi kan sagtens klare os med kartofler i en uge, ikke også, unger?

Marie gik hen ved siden af sin mor. Valdemar så forsigtigt op og nikkede.

– Jeg kan godt lide kartofler, mumlede han.

Faren rakte en hånd frem og klappede ham på kinden. Så lagde han billedet på bordet.

Maleriet var to håndsbredder langt og en højt. De fleste af de farver, der var brugt, var mørke. Det forestillede to kvinder klædt i lange, sorte kjoler som dem, Maries mor gik i. Man så kvinderne bagfra, mens de bøjede sig forover mod en gulbrun mark. Mellem kvinderne stod en flettet kurv med håndtag, som var fyldt med lysende runde kartofler. Et par af kartoflerne havde ikke ramt kurven, men lå ved siden af på den glinsende muldjord. Bag kvinderne og marken var et utydeligt grønt hegn, måske en hæk, og nogle høje, slanke blomster. To stynede træer lænede sig frem mod kvinderne, som om de ville kysse dem. En lav aftensol skød sig ind mellem de nøgne grene og lyste kvindernes sorte kyser op. Over det hele skinnede en bleggrå himmel, som Marie kendte den så godt fra Langeland. Nederst stod der med ubehjælpsom skrift Vincent. Marie satte sin finger på præcis det sted, hvor lyset skød gennem løvet.

– Solen, sagde hun bare.

– Det kan vi da ikke have hængende, sagde moren. – Det er uanstændigt.

– Det er vel ikke uanstændigt at grave kartofler op, sagde faren. – Du har også røven øverst.

– Han kunne have malet dem fra den anden side, sagde moren og spidsede munden.

– Så kunne vi ikke se solen, sagde Marie og rørte ved den igen.

Den var to tynde klatter hvid og en tyk gul; hun kunne mærke den tykke maling under fingeren. Hun lod den glide hen over kvinderne og ned i hjørnet.

– HvepseKaj, råbte faren højtideligt. – Hent min hammer og et søm.

Kaj rejste sig og fór af sted.
– Ja, jeg har vel ikke noget at skulle have sagt, sagde moren.
– Du må sige alt det, du vil, sagde han. – Det her er der ingen bønder, der har.
Marie skulle lige til at sige noget, der kunne a ede ham, da moren uventet rejste sig og kyssede ham på kinden.
– Du er heldig, sagde hun. – Hvor dumme de bønderkoner end er, fik jeg betaling for kjolerne fra dem i Humble i dag.
Hun stak hånden ned i forklædelommen og lagde en daler på bordet.
– Så du behøver ikke nøjes med kartofler, sagde hun.
Marie åndede lettet op. Hun tog spanden og gik ud og hentede vand til opvasken, mens faren hamrede sømmet i væggen over for den halvt åbne dør og hængte billedet op. Det var, som om der blev sat et vindue i.