Et imponerende researcharbejde i Stasis arkiver blotlægger nye detaljer om den anerkendte, danske journalist, der levede et dobbeltliv som stikker og spion under den kolde krig. Læs et uddrag her.
Vesttyskland, 1983. Den kendte danske journalist Flemming Sørensen er blevet tiltalt for spionage for det østtyske diktatur. Anklagen bliver dog kaldt paranoid, og Flemming Sørensen går fri.
Efter sin død i 2012 kendte Flemming Sørensens naboer stadig ikke til omfanget af den hemmelighed, han bar med sig i graven. I to årtier havde Flemming Sørensen arbejdet for Stasi, trods frifindelsen i 1983. Kun de færreste vidste, at han var en farlig mand, der sendte flere mennesker i fængsel under frygtelige forhold i DDR.
Farlig mand er et hidtil ufortalt stykke Danmarks- og koldkrigshistorie om en af Stasis vigtigste danske agenter. Ud over et gennemgribende researcharbejde i Stasis arkiver har forfatterne til Farlig mand interviewet venner, fjender, ofre og nær familie til Flemming Sørensen – og flereudtaler sig for første gang.
Farlig mand undersøger, hvorfor Flemming Sørensen, der var anerkendt for sit arbejde på blandt andet Jyllands-Posten, Flensborg Avis og Danmarks Radio, valgte en livsbane som dobbeltagent, og hvordan han kunne slippe afsted med at snyde og bedrage venner, fjender, hustruer, offentligheden og domstolene.
Farlig mand
af Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen
Prolog Da tiden gik i stå
En formiddag i Bonn, den tidligere hovedstad i Vesttyskland, rejser Nada Richolt sig fra køkkenbordet i sin lille lejlighed og går ind i soveværelset ved siden af.
Hun rumsterer lidt derinde. Leder efter noget bestemt. Taler næsten uhørligt. Måske mest med sig selv. Så kommer den 72-årige kvinde tilbage med et sort ringbind, sætter sig igen og begynder at bladre.
Ved første øjekast ligner det bare en stak papirer – avisartikler, breve, juridiske dokumenter, kvitteringer og håndskrevne noter, noget på dansk, det meste på tysk – kastet ind i tilfældig rækkefølge. Men for Nada er det det sidste, der er tilbage af en gammel sag, der har ædt det meste af hendes voksenliv.
Af og til prøver hun at tilføje nye noter til siderne i mappen, enten på computer eller i hånden, men det er, som om historien ikke længere flytter sig. Sket er sket, og knuden inden i hende er blevet så hård og sammenfiltret, at den er umulig at binde op.
”Når du bliver udslettet på den måde, som jeg blev det, er du færdig. Uretfærdigheden kommer aldrig til at slippe dig,” forklarer Nada.
Hun søger efter ordene, vejer dem af og taler nervøst. Som om hun er på vagt. Ængstelig for, hvad der vil ske.
”Dengang tabte jeg min tro på andre mennesker. Jeg blev mis- brugt, og jeg har aldrig forstået hvorfor. Der må jo være en grund til, at retssagen udspillede sig, som den gjorde. Jeg var faktisk den eneste, der vidnede mod ham. Alle andre vidnede for ham. Det var på en måde mig mod resten af verden, og jeg mistede mange venner under retssagen. Selv når jeg tænker på det i dag, begynder jeg at ryste,” siger hun.
”Jeg sagde bare sandheden, og jeg havde jo ret.”
Ringbindet på køkkenbordet er en konkret påmindelse om nogle skæbnesvangre valg i hendes teenageår.
Hun var kun 18 år gammel og ikke engang færdig i gymnasiet, da hun mødte Flemming Sørensen i 1970. Han var 39 og havde en datter, der blot var fem år yngre end Nada.
Dengang hed hun Dzafic til efternavn og levede livet på den anden side af Rhinen, inde i hjertet af Bonn, hvor hun ville studere statsvidenskab og historie på universitet. Når hun havde fri fra skole, kom hun på byens venstreorienterede værtshuse og cafeer sammen med sine studiekammerater.
”Jeg kunne godt kunne lide at hænge ud i baren og kigge på mennesker,” som hun siger.
En aften faldt hun i snak med en dansker. Flemming Sørensen var levende, festlig og charmerende, og så elskede han at diskutere politik og kunne lide øl og whisky. Han præsenterede sig som journalist og korrespondent for den danske avis Jyllands-Posten i Vesttyskland og fortalte, at han nogle gange også arbejdede for Danmarks Radio, ligesom han skrev artikler til Flensborg Avis, det danske mindretals avis i grænselandet.
Nada og Flemming Sørensen blev kærester, Sørensen lod sig skille, og det nye par flyttede hurtigt sammen og forlovede sig trods aldersforskellen på 21 år. Hun begyndte endda at læse skandinavisk som sidefag og lærte sig selv at læse og tale dansk.
De lå begge langt til venstre politisk, om end han sværmede noget mere for socialismen i DDR, end hun gjorde, siger hun. Han troede på verdensrevolutionen og forbandede NATO og alt, der var højreorienteret. Den del af ham kunne hun godt lide, og Nada blev ikke ligefrem overrasket, da han hurtigt i deres forhold afslørede, at han arbejdede som spion for den østtyske sikkerheds- og efterretningstjeneste, Stasi.
”Jeg var ung og naiv og prøvede nok bare at negligere det hele lidt,” siger hun og trækker på skuldrene.
Nada passede sin studier, hentede post for Flemming Sørensen og hjalp til med research og idéudvikling til artiklerne, købte ind og lavede mad. Han betalte. Med de penge, han fik af Jyllands- Posten, Flensborg Avis, Danmarks Radio – og Stasi, selv om han altid hævdede, at han arbejdede for tjenesten i DDR uden betaling. Det gjorde han nu ikke, ved Nada i dag.
Sådan gik meget af 1970’erne, indtil de på dramatisk vis stoppede med at være kærester. Hun blev i Bonn, og han flyttede først til Flensborg, siden til Danmark, og giftede sig så med en anden. Kontakten var sporadisk og krigerisk, erkender hun. De var uenige om penge, især om sommerhuset, de havde delt på Avernakø i det sydfynske øhav. Advokater blev inddraget, det blev grimt. Men det skete under private former og uden for offentlighedens søgelys.
Alt det ændrede sig i foråret 1980, da Nada søgte et job som assistent for Heinz Rapp, der var medlem af det vesttyske parlament, Deutscher Bundestag, for socialdemokraterne i SPD, det parti, Nada også selv havde meldt sig ind i. Hun fik jobbet og skulle derfor gennem en sikkerhedsgodkendelse, hvor hun skulle udfylde et omfangsrigt spørgeskema og blandt andet svare på, om hun havde haft kontakt til efterretningskilder i DDR eller måske stod i arkiverne derovre.
Det var en tid, hvor tyskere både i Øst og i Vest var præget af skepsis og mistro over for hinanden. Den venstreorienterede terrorisme havde hærget Vesttyskland op gennem 1970’erne med drab, kidnapninger og bombeattentater, protesterne mod atomkraft tog til i styrke, og koldkrigsretorikken var i det hele taget fyldt med paranoia og gensidige beskyldninger mellem de skarptskårne politiske fløje. Alt det navigerede Nada i, da spørgeskemaet landede – og hun turde ikke længere lyve.
”Lügen haben kurze Beine,” siger hun med et gammelt tysk ordsprog – ”løgnen har korte ben.” Man kan ikke løbe fra den slags, når man bliver spurgt. Samtidig var hun på grund af sin jugoslaviske far endnu ikke vesttysk statsborger, og hun var bange for, hvilke konsekvenser det kunne få, hvis hun ikke fortalte sandheden.
Nada Dzafic var stadig gymnasieelev, da hun blev kæreste med den 21 år ældre Flemming Sørensen.
Derfor begyndte hun at skrive sin historie i spørgeskemaet fra den tyske statsadministration. Først lidt floromvundet og undvigende uden at pege på Flemming Sørensen, bare på Stasi-bekendtskaber sådan mere generelt. Siden mere direkte, da hun blev opsøgt af folk fra Den Vesttyske Efterretningstjeneste, Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), oven på sine skriverier.
”De sagde, de allerede havde noget på Flemming, og at jeg lige så godt kunne fortælle dem den rette sammenhæng.” Så det gjorde hun.
Efterretningsfolkene dukkede op flere gange hjemme hos moren i Bonn, hvor Nada boede i en periode efter bruddet med Flemming Sørensen – og hun svarede beredvilligt.
Men så blev der stille igen. Nada passede sit job og skænkede ikke Sørensen og Stasi mange tanker.
Ikke før en dag i september 1982, mere end to år efter afhøringerne, da Flemming Sørensen blev anholdt på den dansk-tyske grænse og sigtet for spionage mod Vesttyskland og til fordel for DDR.
Strafferammen var mindst fem års fængsel, ti, hvis aktiviteterne havde været særligt grove. Mens det vesttyske politi byggede en sag op, afhørte betjente Nada i mere end 50 timer sammenlagt. Kvitteringerne for tabt arbejdsfortjeneste i den periode er en del af minderne i hendes sorte ringbind.
Da sagen kom for en dommer i april 1983, skulle hun være et af hovedvidnerne. På billederne kan man se, at hun ankom glad til retten. Der var spil i øjnene, selv om hun selvfølgelig var nervøs. Men hun gik derfra fornedret og ydmyget efter 15 timer i vidneskranken. Pludselig var hun alene om at skulle løfte beviserne for, at Flemming Sørensen havde været aktiv for Stasi i årtier. Ingen andre vidnede mod ham. Ingen skriftlige beviser blev fremlagt.
”Efterretningstjenesten havde med sikkerhed andre ting på ham og vidste mere, end der blev sagt under retssagen. I stedet kom det hele bare til at hænge på mig,” siger Nada Dzafic i dag.
I retssalen og offentligheden fik sagen hurtigt slagside. De fleste nægtede at tro, at en erfaren, velestimeret mandlig journalist havde arbejdet for Stasi. Og slet ikke, når kilden var en ung kvinde. Nada blev fremstillet som skurken, en jaloux furie, der ville hævne sig på Sørensen. Også domsmænd og advokater havde åbenlyst svært ved at tage hende alvorligt.
”Det var frygteligt at sidde i vidneskranken. De behandlede mig, som om det var mig, der var anklaget. Ikke bare anklageren, også dommerne. Til sidst ville jeg bare have det hele til at slutte, men de blev ved. Det var nogle lange dage. De sad der på rad og række med deres kapper, og jeg følte mig meget alene. Det hele var et teaterstykke, hvor jeg bare blev udleveret.”
I tiden efter retssagen gjorde det hele hende syg og sengeliggende.
Siden forlod hun Bonn og begyndte en ny tilværelse i Göttingen ovre mod grænsen til DDR, hvor hun blev gift og fik to børn. Hun forlod arbejdsmarkedet, gik hjemme og passede huset, men fandt dog tid til at være lokalpolitiker for SPD i en årrække.
Senere blev hun skilt og søgte hjem mod Bonn, hvor hendes familie var. Her prøvede hun at finde arbejde, men hendes uddannelse var ikke længere brugbar, og i stedet endte hun i ældreplejen, inden hun lod sig pensionere.
Gennem årene har hun sjældent talt om sine oplevelser med Flemming Sørensen og det vesttyske retssystem. Bare holdt dem for sig selv og grublet indeni. Hendes voksne søn kender slet ikke historien om Flemming Sørensen, og hendes datter fortalte hun først om det for et par år siden, da de var på ferie i København.
På en måde er det hele langt væk, tåget og uhåndgribeligt. Og fyldt med spørgsmål. Alligevel står det i vejen, så hun ikke kan komme videre. Som et spøgelse, hun som den eneste kan se, men ikke få til at gå væk.
Derfor drømmer hun stadig om svar: Hvem var Flemming Sørensen egentlig? Hvad havde han gang i som spion og journalist? Og hvorfor blev han aldrig dømt? De havde ham jo.
Farlig mand.indd 16
Del 1. 1982-1983 Løgn over løgn
Kapitel 1. Anholdelsen
Flemming Sørensen var på vej til børnefødselsdag i Danmark. Hans barnebarn Alexander fyldte fire år, og journalisten skulle til Padborg for at nå et tog til Fredericia og derfra videre til Holstebro, hvor Alexander boede med sine forældre, Lise og Tom, og sin lillebror, Michael.
Egentlig skulle han have taget toget fra stationen i Flensborg, hvor han boede med sin hustru, Maike Lohse, der var gymnasielærer i tysk og religion på det danske mindretals gymnasium, Duborg-Skolen, i den nordtyske havneby. Men hustruen havde fået tidligere fri fra arbejde, og derfor havde de besluttet sig for, at hun skulle køre ham over grænsen til Danmark i stedet.
Så kunne de nå at hyggesludre i bilen, inden hun skulle gøre klar til at tage til en konference i Holland. Og han kunne have dobbeltration af billig whisky og smøger med til vennerne.
Desuden var grænsekontrollen ofte grundig og langsommelig på perronen i Flensborg. Den var også besværlig at komme til, og Flemming Sørensen døjede slemt med åreknuder i venstre ben. De holdt ham søvnløs om natten, han havde svært ved at gå særligt langt og skulle opereres på et sygehus i Danmark inden sin 52-års fødselsdag.
Derfor var hustruens lift på alle måder en kærkommen hjælp. Fem kilometer fra deres fælles lejlighed på Am Burgfried, en snæver, brostensbelagt gade på bakken over Flensborgs centrum, nåede de grænseovergangen mellem Harrislee på den vesttyske side og Padborg på den danske. Her sad betjente fra de to lande side om side i et fælles kontrolhus på tysk grund, kun adskilt af en væg med en luge, hvor de kunne tale med hinanden.
Tyskerne havde enten en tolder eller en militærperson siddende, mens danskerne brugte politibetjente.
Klokken var lidt over 14 fredag den 3. september 1982.
Både Lohse og Sørensen fandt passene frem og stak dem først ind til den tyske grænsebetjent. Normalt var det en ren formalitet, før man blev viftet videre til dansk kontrol. Ofte stak personalet endda ens pas videre gennem lugen som en ekstra service. Men denne gang studsede betjenten over passene og studerede dem nøje. Så lukkede han vinduet ud mod bilen, greb telefonen og talte længe med en eller anden.
Flemming Sørensen tænkte ikke nærmere over det, men gættede på, at der var tale om stikprøvekontrol. Det var nogle år siden, at den venstreorienterede terrororganisation Rote Armee Fraktion sidst havde slået til med bombeattentater, røverier og angreb mod politikere og erhvervsledere, men frygten sad stadig i det vesttyske samfund, og derfor var politiet på stikkerne og gennemførte indimellem grundige kontroller.
Efter noget tid åbnede betjenten igen vinduet, men gav ikke ægteparret deres pas tilbage. I stedet bad han dem om at køre lidt frem og holde ind til siden, så andre kunne passere, mens passene blev undersøgt nærmere.
Flemming Sørensen var stadig ikke bekymret. Der var god tid til, at toget skulle køre fra stationen i Padborg, og han var overbevist om, at politiet ikke havde noget på ham. Medmindre de altså var provokeret af, at han var meget aktiv i fredsbevægelsen i Flensborg, hvor han var en af initiativtagerne til den lokale afdeling af Nej til Atomvåben, og ville skræmme ham til at skrue ned for aktiviteterne.
Der var masser af historier om den slags blandt aktivisterne, og hen over sommeren havde Flemming Sørensen haft flere kronikker og læserbreve i mindretallets avis, Flensborg Avis, der udkom på både dansk og tysk.
Han havde både skrevet kritisk om Ronald Reagans præsidentbesøg i Europa, udtrykt sin bekymring over atomraketter på begge sider af Jerntæppet og agiteret for, at Flensborg skulle erklære sig som atomvåbenfri zone. Faktisk regnede han med at have et nyt læserbrev i lørdagsavisen næste dag, med en kritik af en forestående NATO-øvelse, der ville trække larm på himlen over Flensborg den kommende uge.
Nogle dage tidligere havde han også været med til et møde i Nej til Atomvåben, hvor de havde besluttet at skrive en støtteerklæring til den lokale præst Volker Bethge, der ikke havde fået forlænget sin arbejdskontrakt, fordi han prædikede for fred og fredsbevægelsens arbejde i en påskeprædiken.
Den slags var berufsverbot, mente Sørensen og resten af gruppen og spekulerede i, om de selv kunne forvente at blive mødt af den slags. Måske var det skriverierne og de forskellige demonstrationer, de havde arrangeret, der nu havde fået politiet til at reagere på hans pas?
I den blå Toyota Corolla på grænsestykket mellem Vesttyskland og Danmark fik Lohse og Sørensen i hvert fald lov til at vente længe. Til sidst blev hustruen så utålmodig, at hun steg ud af bilen og gik tilbage til kontrolhuset for at finde ud af, hvorfor det tog dem så lang tid.
Da hun kom tilbage, var hun flankeret af to uniformerede betjente. Den ene gik med hende til chaufførsiden, mens den anden dukkede op ved Flemming Sørensen.
De blev begge bedt om at følge med til den lille politistation på grænseområdet og blev placeret på en bænk inden for døren, mens en ung betjent fik ordre på at holde vagt. Gennem glasdøren ind til selve politistationen kunne Sørensen se, at der var hektisk aktivitet. Og da han lidt efter kiggede ud ad stationens hoveddør, bumlede det røde DSB-tog, han skulle have været med, forbi på skinnerne, der løb langs grænseovergangen.
”Der går et igen om en time,” sagde han beroligende til sin hu- stru.
Lidt efter kom en betjent ud til dem. ”Fru Lohse, er det Deres bil?” spurgte han. ”Ja.” ”Den er hermed beslaglagt,” lød beskeden.
Derefter gik det stærkt.
Ægteparret blev skilt ad, og Flemming Sørensen blev taget ind på et kontor, hvor han fik at vide, at han var anholdt, og at arrestordren, der kunne forklare, hvad det hele handlede om, var på vej mod Nordtyskland.
Så blev han ført ind i et bart rum med fliser på både gulv og vægge og blot en simpel bænk fastgjort til væggen. Mens nogle betjente kiggede på, blev han bedt om at tage alt tøjet af, så de kunne sikre sig, at han ikke gemte på noget farligt.
Han begyndte med den blå vindjakke med det lille Nej til Atomvåben-badge og sluttede med de røde strømper. Den lille detalje med farven på strømperne irriterede ham, fordi han mente at vide, at vesttyske betjente ikke havde meget tilovers for venstreorienterede borgere, og han frygtede, at farven på strømperne afslørede hans politiske ståsted.
Da Flemming Sørensen var helt nøgen, blev han bedt om at sætte sig på hug, så en af betjentene kunne kigge ham bagi for at tjekke, om han skjulte noget. Bagefter fik han sine underbukser og strømper tilbage og blev bedt om at vente på bænken i det kolde rum.
Måske sad han der en time. Måske halvanden. Eller også føltes det bare sådan. Det var han selv i tvivl om bagefter. Men til sidst fik han sit tøj udleveret, og nogle betjente i civil dukkede op i en grå Audi for at køre ham til politigården i Flensborg. Hverken briller, ur, pengepung eller de to tasker med bagage så han noget til.
På politigården blev han ført op på tredje sal og fik øje på sin hustru, der allerede sad til afhøring hos nogle betjente. Selv blev han vist ind i et andet lokale og fik for første gang sin arrestordre læst op.
Den var udstedt allerede den 6. august, altså næsten en måned tidligere, og det faktum undrede Flemming Sørensen, for han havde passeret grænsen flere gange i den mellemliggende periode, fordi han både havde bopæl i sit sommerhus på Avernakø i det sydfynske øhav og hos Maike Lohse i Flensborg. Desuden havde han deltaget i flere offentlige møder. Hvorfor var det så først nu, at de hentede ham ind?
Det fik han aldrig svar på, men til gengæld blev arrestordren læst op: Han var mistænkt for i både Vesttyskland, DDR og Danmark at have hjulpet efterretningstjenesten i DDR med at spionere mod Vesttyskland, og det handlede især om, at han skulle have solgt oplysninger om NATO-baser og andre militære installationer til regimet i DDR fra 1958 og frem.
Det havde Sørensens ekskæreste Nada Dzafic afsløret over for Den Vesttyske Efterretningstjeneste, forklarede betjentene, og nu skulle han anholdes og fængsles, fordi de vesttyske myndigheder var bekymret for, om han kunne finde på at flygte.
Nada havde blandt andet fortalt, at han i begyndelsen havde modtaget instruktioner og beskeder via en særlig radio hjemme i lejligheden i Bonn, hvor de havde boet sammen op gennem 1970’erne. Siden var han ifølge hende gået over til fysiske møder med sine kontakter i efterretningstjenesten, det berygtede Stasi, i både Vesttyskland, Østberlin og andre lande i Østeuropa.
Flemming Sørensen afviste på det kraftigste, at beskyldningerne havde noget på sig. Til gengæld undrede det ham ikke, hvor de kom fra. Eller at de var i omløb for den sags skyld.
Nada Dzafic og han havde gennem længere tid bekriget hinanden på grund af en diskussion om penge og møbler efter deres brud nogle år før. Og nu ville hun sikkert have hævn. Faktisk var han allerede i oktober 1980 blevet kontaktet af kriminalinspektør Lynge Brøndum Larsen fra Politiets Efterret- ningstjeneste, PET, der gerne ville tale med ham.
Sørensen havde været midt i en vagt på nyhedsredaktionen på Danmarks Radio, hvor han af og til vikarierede, men indvilligede i at møde op hos PET, så snart han fik fri. På mødet fortalte betjentene ham om Nadas beskyldninger – at han skulle have været aktiv for Stasi – beskyldninger, som bekymrede det vesttyske efterretningsvæsen.
Han spurgte dem, hvorfor Den Vesttyske Efterretningstjeneste ikke selv havde hevet ham ind til afhøring, og PET-folkene svarede, at vesttyskerne ikke mente, at der var så meget kød på beskyldningerne. Og derfor ville de overlade det til det danske system, når der nu var tale om en dansk statsborger.
Flemming Sørensen kunne berolige dem med, at der blot var tale om en forsmået ekskæreste, der bare ville have ham ned med nakken, og det formildede betjentene, der ikke havde flere spørgsmål.
Alligevel havde PET spøgt i kulissen i resten af 1980 og gennem det meste af 1981. Sørensen havde haft på fornemmelsen, at efterretningstjenesten ikke helt havde sluppet beskyldningerne mod ham. De havde opsøgt flere af hans venner for at spørge ind til hans affærer og aktiviteter, også dem i fredsbevægelsen, ligesom de var dukket op en enkelt gang i hans sommerhus på Avernakø for at afhøre ham yderligere.
Samtidig havde han en fornemmelse af, at PET aflyttede, skyggede og overvågede ham. Den blev bestyrket af, at PET havde spurgt en af vennerne, Klaus Lorenzen fra Aarhus, om Sørensens mange rejseaktiviteter, som efterretningsfolkene havde helt styr på. Og de oplysninger måtte de have et sted fra.
Flemming Sørensen var kendt som en velrenommeret journalist, da han pludselig blev anholdt ved den dansk-tyske grænse.
Sørensen var i det hele taget ikke vild med efterretningstjenester, som ifølge ham lod hånt om grundloven og forfulgte især venstreorienterede borgere som ham selv. Derfor var tjenestens snusen rundt til sidst blevet for meget for ham, og via sin advokat, den offentligt kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen fra København, havde han bedt PET om at forklare sig.
Det var endt med, at efterretningstjenesten i februar 1982 på skrift havde erklæret, at der ikke var nogen sag mod ham i Danmark, og at der ikke ville blive det. Det samme havde den danske justitsminister, Ole Espersen, og hans ministerium bekræftet over for Jørgen Jacobsen flere gange i løbet af sommeren 1982, faktisk så sent som en uge før anholdelsen.
Alt det forklarede Flemming Sørensen betjentene på politistationen i Flensborg. Det lod dog ikke til at påvirke dem. Han spurgte dem derfor, hvad der nu skulle ske.
”Der kommer nogle mennesker fra Bonn,” lød svaret. ”Men de kan jo ikke være her før i morgen,” udbrød Sørensen. ”De kommer med privatfly.”
I det øjeblik gik det op for Sørensen, at anholdelsen af ham havde stor prioritet.
I mellemtiden havde Maike Lohse indvilliget i at tage med en gruppe betjente hjem til parrets bolig, så hun om nødvendigt kunne assistere dem og svare på spørgsmål, når de gik i gang med at ransage lejligheden.
Hun insisterede på sin mands uskyld og ønskede at vise betjentene, at ægteparret ikke havde noget at skjule. De fortalte hende, at de både ledte efter en radiosender og specifikke papirer, der kunne afsløre mandens spionaktiviteter.
De otte folk, der blev sendt ud for at gennemsøge lejligheden, fandt ingen radio, men drog af sted med en stak papirer, mange af dem på dansk – og tydeligvis uden at forstå, hvad der stod i dem. I hvert fald kunne Flensborg Avis senere berette, at der på listen over beslaglæggelser blandt andet stod: ”Et A4-ark med dansk tekst.” Det handlede mest om bankbilag og skatteregnskaber, mens fredsbevægelsens propagandamateriale forblev i lejligheden.
På stationen en kilometer væk blev Flemming Sørensen tilbudt kaffe og tre sammenklappede madder med fedt, mens han ventede på folkene fra Bundeskriminalamt, forbundspolitiet. Da de dukkede op, var de seks i alt, men kun to kom ind for at afhøre den danske journalist.
”De kan lige så godt tilstå,” sagde den ene. ”Jeg kan ikke så godt tilstå,” svarede Flemming Sørensen. ”For der er ikke noget at tilstå.”
Det fik den anden betjent til at træde frem foran ham. ”De kan lige så godt stoppe. Nada Dzafic lyver ikke,” sagde han. Men Sørensen afviste fortsat, når de fremlagde deres anklager.
Så meddelte de to betjente, at han dagen efter ville blive fløjet til Karlsruhe for at blive stillet foran en dommer.
”De skal regne med, at De ender i fængsel,” lød beskeden.
Flemming Sørensen blev ført til politigårdens arrest og placeret i en flisebeklædt celle med en hård bænk som seng og et slidt uldtæppe som dyne. Hans sko og bælte blev taget fra ham for at undgå selvmordsforsøg, før celledøren blev låst udefra.
Mens ransagningen hjemme i lejligheden fortsatte hele aftenen og langt ud på natten, blev Sørensen vækket af en vagt hver time for at sikre, at han stadig var i live. I boligen på Am Burgfried nåede specialisterne fra Bonn først frem omkring midnatstid for at assistere de lokale betjente, og de fortsatte nogle timer ind i natten med at lede efter papirer og genstande, der kunne underbygge deres sag.
Næste morgen, lørdag den 4. september, blev Flemming Sørensen vækket tidligt og fik hverken tilbudt kaffe eller morgenmad.
I stedet blev han ført op til den afdeling, hvor han skulle fotograferes og have taget sine fingeraftryk. Inden kameraet knipsede, fik han udleveret en kam til at køre igennem håret.
Derefter begyndte de to betjente fra Bonn på ny afhøringerne. Med samme resultat: De fortalte ham, hvad de mistænkte ham for – og danskeren afviste det hele.
Sådan fortsatte det frem til frokost, hvor de begyndte at gøre ham klar til at blive fløjet til forbunds- domstolen i Karlsruhe, den højeste vesttyske retsinstans. I bil blev Flemming Sørensen fragtet til sportspladsen på kasernen i Flensborg, hvor en helikopter landede for at samle ham op.
Da den lettede igen med den danske journalist ombord, gled den tilfældigvis ind over det område, hvor Sørensen boede, og han kunne se ned på altanen, hvor han plejede at drikke kaffe i solen med sin hustru.
Nu var han i stedet på vej mod det sydvestlige Vesttyskland, tæt på grænsen til Frankrig. Imens fortsatte det vesttyske politi ransagningen af steder, hvor Flemming Sørensen havde opholdt sig. Denne lørdag gjaldt det Maike Lohses sommerhus i den populære badeby Sankt Peter-Ording på den tyske vadehavskyst, godt 100 kilometer sydvest for Flensborg.
Efter en mellemlanding i Kassel blev helikopteren sat ned mellem statuer og prydbede på den store græsplæne direkte uden for Bundesgerichtshof, der lå i et gammelt palads i neo-barokstil.
Mens der blev gjort klar i retsbygningen, krøb Sørensen sammen på græsplænen i septembersolen. Han fik et glas kold mælk oven på flyveturen, og da betjentene fandt ud af, at dommeren ikke kunne være klar i retssalen før klokken 18, blev han endda inviteret med på italiensk restaurant for at få dagens første måltid. Uden håndjern og hævede våben, blot han lovede ikke at flygte.
Det indvilligede danskeren i, og sådan gik nogle timer, før retssalen var klar til, at dommeren, statsanklageren og forsvarsadvokaten kunne diskutere en varetægtsfængsling.
I Danmark kan man varetægtsfængsles i fire uger ad gangen, før man igen kan stilles for en dommer, men syd for grænsen opererer de i visse sager med tidsubegrænset varetægt i forbindelse med en udstedt arrestordre, hvor man dog skal for en dommer hvert halve år.
Sådan en stod Flemming Sørensen nu over for. Igen blev arrestordren læst op, og igen nægtede danskeren ethvert kendskab til anklagerne.
Mens Sørensen havde siddet i helikopteren, havde Maike Lohse via advokat Jørgen Jacobsen i København kæmpet for at finde den rette forsvarsadvokat til sin mand. Med hjælp fra både danske og tyske journalistkolleger nåede de frem til Hamborg-advokaten Uwe Maeffert, der havde specialiseret sig i politiske sager og ofte forsvarede folk fra venstrefløjen.
Maeffert var berømt og berygtet for en aggressiv og utraditionel stil som forsvarsadvokat. Men han kunne ikke nå fra Hamborg til Karlsruhe i tide til det første retsmøde, og derfor havde han sørget for, at Sørensen fik en midlertidig forsvarsadvokat. Han hed Klaus Schroth og dukkede op lige inden mødet i retten.
Her havde han og Flemming Sørensen hurtigt aftalt, at det ville være nytteløst at forsøge at modbevise anklagerne, når de ikke var særligt konkrete. I stedet ville de kræve, at Sørensen ganske hurtigt igen blev stillet for en dommer for at få efterprøvet beslutningen om varetægtsfængslingen.
Sådan endte det. Flemming Sørensen blev sendt i fængsel, så politiet kunne fortsætte efterforskningen af spionageanklagerne, mens forsvarsadvokat Schroth lovede journalisten, at de ville prøve at få ham for en dommer igen inden for 14 dage. Den første tid skulle Sørensen holdes i isolation, så han ikke kunne påvirke sin egen sag.
Derpå blev danskeren ført til en Opel Senator, der kørte ham til arresthuset, Justizvollzugsanstalt Bonn. Den vesttyske hovedstad blev valgt, fordi anklagerne mod Sørensen først og fremmest handlede om hans mange år som journalist netop her. Derfor skulle efterforskningen også foregår i Bonn, og så gav det mening, at han blev fængslet samme sted, så politiet nemt kunne få adgang til ham, når han skulle udspørges.
Undervejs på køreturen tændte den kvindelige betjent bag rattet for radioen, hvor speakeren fortalte, at den danske journalist Flemming Sørensen var blevet fængslet og sigtet efter paragraf 99 i den tyske straffelov; en særlig spionparagraf om statsfjendtlig virksomhed, der kan give op til fem års fængsel. Det kan endda udvides til ti år, hvis forbrydelsen er alvorlig nok, forlød det i medierne.
Klokken havde rundet 23 lørdag aften, over 30 timer efter anholdelsen, da fængselsdøren i Bonn for første gang smækkede for Flemming Sørensens tidsubestemte fængsling.
Imens spredte nyheden om hans anholdelse og fængsling sig hastigt i Danmark.
Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen: Farlig mand
Farlig mand er historien om en af Stasis vigtigste danske spioner. Det er et hidtil ufortalt stykke Danmarks- og koldkrigshistorie, og bogen er baseret på omfattende research i Stasis arkiver.
Det er lykkes forfatterne at få venner, fjender, ofre og nær familie til hovedpersonen i tale – flere af dem udtaler sig for første gang.
I 1983 føres den kendte danske journalist Flemming Sørensen til anklagebænken i Düsseldorf under stor bevågenhed. Han er tiltalt for spionage for det østtyske diktatur. Sørensen erklærer sig uskyldig, og den vesttyske og danske offentlighed støtter ham. Anklagen bliver kaldt paranoid, og sagen falder fra hinanden. Flemming Sørensen går fri. Flemming Sørensen har dog i to årtier været spion for Stasi og er en farlig mand.
Et imponerende researcharbejde i Stasis arkiver blotlægger nye detaljer om den anerkendte, danske journalist, der levede et dobbeltliv som stikker og spion under den kolde krig. Læs et uddrag her.
Vesttyskland, 1983. Den kendte danske journalist Flemming Sørensen er blevet tiltalt for spionage for det østtyske diktatur. Anklagen bliver dog kaldt paranoid, og Flemming Sørensen går fri.
Efter sin død i 2012 kendte Flemming Sørensens naboer stadig ikke til omfanget af den hemmelighed, han bar med sig i graven. I to årtier havde Flemming Sørensen arbejdet for Stasi, trods frifindelsen i 1983. Kun de færreste vidste, at han var en farlig mand, der sendte flere mennesker i fængsel under frygtelige forhold i DDR.
LÆS OGSÅ: 12 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Farlig mand er et hidtil ufortalt stykke Danmarks- og koldkrigshistorie om en af Stasis vigtigste danske agenter. Ud over et gennemgribende researcharbejde i Stasis arkiver har forfatterne til Farlig mand interviewet venner, fjender, ofre og nær familie til Flemming Sørensen – og flere udtaler sig for første gang.
LÆS OGSÅ: 27 bøger der gør dig klogere på historien
Farlig mand undersøger, hvorfor Flemming Sørensen, der var anerkendt for sit arbejde på blandt andet Jyllands-Posten, Flensborg Avis og Danmarks Radio, valgte en livsbane som dobbeltagent, og hvordan han kunne slippe afsted med at snyde og bedrage venner, fjender, hustruer, offentligheden og domstolene.
Farlig mand
af Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen
Prolog
Da tiden gik i stå
En formiddag i Bonn, den tidligere hovedstad i Vesttyskland, rejser Nada Richolt sig fra køkkenbordet i sin lille lejlighed og går ind i soveværelset ved siden af.
Hun rumsterer lidt derinde. Leder efter noget bestemt. Taler næsten uhørligt. Måske mest med sig selv. Så kommer den 72-årige kvinde tilbage med et sort ringbind, sætter sig igen og begynder at bladre.
Ved første øjekast ligner det bare en stak papirer – avisartikler, breve, juridiske dokumenter, kvitteringer og håndskrevne noter, noget på dansk, det meste på tysk – kastet ind i tilfældig rækkefølge. Men for Nada er det det sidste, der er tilbage af en gammel sag, der har ædt det meste af hendes voksenliv.
Af og til prøver hun at tilføje nye noter til siderne i mappen, enten på computer eller i hånden, men det er, som om historien ikke længere flytter sig. Sket er sket, og knuden inden i hende er blevet så hård og sammenfiltret, at den er umulig at binde op.
”Når du bliver udslettet på den måde, som jeg blev det, er du færdig. Uretfærdigheden kommer aldrig til at slippe dig,” forklarer Nada.
Hun søger efter ordene, vejer dem af og taler nervøst. Som om hun er på vagt. Ængstelig for, hvad der vil ske.
”Dengang tabte jeg min tro på andre mennesker. Jeg blev mis- brugt, og jeg har aldrig forstået hvorfor. Der må jo være en grund til, at retssagen udspillede sig, som den gjorde. Jeg var faktisk den eneste, der vidnede mod ham. Alle andre vidnede for ham. Det var på en måde mig mod resten af verden, og jeg mistede mange venner under retssagen. Selv når jeg tænker på det i dag, begynder jeg at ryste,” siger hun.
”Jeg sagde bare sandheden, og jeg havde jo ret.”
Ringbindet på køkkenbordet er en konkret påmindelse om nogle skæbnesvangre valg i hendes teenageår.
Hun var kun 18 år gammel og ikke engang færdig i gymnasiet, da hun mødte Flemming Sørensen i 1970. Han var 39 og havde en datter, der blot var fem år yngre end Nada.
Dengang hed hun Dzafic til efternavn og levede livet på den anden side af Rhinen, inde i hjertet af Bonn, hvor hun ville studere statsvidenskab og historie på universitet. Når hun havde fri fra skole, kom hun på byens venstreorienterede værtshuse og cafeer sammen med sine studiekammerater.
”Jeg kunne godt kunne lide at hænge ud i baren og kigge på mennesker,” som hun siger.
En aften faldt hun i snak med en dansker. Flemming Sørensen var levende, festlig og charmerende, og så elskede han at diskutere politik og kunne lide øl og whisky. Han præsenterede sig som journalist og korrespondent for den danske avis Jyllands-Posten i Vesttyskland og fortalte, at han nogle gange også arbejdede for Danmarks Radio, ligesom han skrev artikler til Flensborg Avis, det danske mindretals avis i grænselandet.
Nada og Flemming Sørensen blev kærester, Sørensen lod sig skille, og det nye par flyttede hurtigt sammen og forlovede sig trods aldersforskellen på 21 år. Hun begyndte endda at læse skandinavisk som sidefag og lærte sig selv at læse og tale dansk.
De lå begge langt til venstre politisk, om end han sværmede noget mere for socialismen i DDR, end hun gjorde, siger hun. Han troede på verdensrevolutionen og forbandede NATO og alt, der var højreorienteret. Den del af ham kunne hun godt lide, og Nada blev ikke ligefrem overrasket, da han hurtigt i deres forhold afslørede, at han arbejdede som spion for den østtyske sikkerheds- og efterretningstjeneste, Stasi.
”Jeg var ung og naiv og prøvede nok bare at negligere det hele lidt,” siger hun og trækker på skuldrene.
Nada passede sin studier, hentede post for Flemming Sørensen og hjalp til med research og idéudvikling til artiklerne, købte ind og lavede mad. Han betalte. Med de penge, han fik af Jyllands- Posten, Flensborg Avis, Danmarks Radio – og Stasi, selv om han altid hævdede, at han arbejdede for tjenesten i DDR uden betaling. Det gjorde han nu ikke, ved Nada i dag.
Sådan gik meget af 1970’erne, indtil de på dramatisk vis stoppede med at være kærester. Hun blev i Bonn, og han flyttede først til Flensborg, siden til Danmark, og giftede sig så med en anden. Kontakten var sporadisk og krigerisk, erkender hun. De var uenige om penge, især om sommerhuset, de havde delt på Avernakø i det sydfynske øhav. Advokater blev inddraget, det blev grimt. Men det skete under private former og uden for offentlighedens søgelys.
Alt det ændrede sig i foråret 1980, da Nada søgte et job som assistent for Heinz Rapp, der var medlem af det vesttyske parlament, Deutscher Bundestag, for socialdemokraterne i SPD, det parti, Nada også selv havde meldt sig ind i. Hun fik jobbet og skulle derfor gennem en sikkerhedsgodkendelse, hvor hun skulle udfylde et omfangsrigt spørgeskema og blandt andet svare på, om hun havde haft kontakt til efterretningskilder i DDR eller måske stod i arkiverne derovre.
Det var en tid, hvor tyskere både i Øst og i Vest var præget af skepsis og mistro over for hinanden. Den venstreorienterede terrorisme havde hærget Vesttyskland op gennem 1970’erne med drab, kidnapninger og bombeattentater, protesterne mod atomkraft tog til i styrke, og koldkrigsretorikken var i det hele taget fyldt med paranoia og gensidige beskyldninger mellem de skarptskårne politiske fløje. Alt det navigerede Nada i, da spørgeskemaet landede – og hun turde ikke længere lyve.
”Lügen haben kurze Beine,” siger hun med et gammelt tysk ordsprog – ”løgnen har korte ben.” Man kan ikke løbe fra den slags, når man bliver spurgt. Samtidig var hun på grund af sin jugoslaviske far endnu ikke vesttysk statsborger, og hun var bange for, hvilke konsekvenser det kunne få, hvis hun ikke fortalte sandheden.
Derfor begyndte hun at skrive sin historie i spørgeskemaet fra den tyske statsadministration. Først lidt floromvundet og undvigende uden at pege på Flemming Sørensen, bare på Stasi-bekendtskaber sådan mere generelt. Siden mere direkte, da hun blev opsøgt af folk fra Den Vesttyske Efterretningstjeneste, Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), oven på sine skriverier.
”De sagde, de allerede havde noget på Flemming, og at jeg lige så godt kunne fortælle dem den rette sammenhæng.” Så det gjorde hun.
Efterretningsfolkene dukkede op flere gange hjemme hos moren i Bonn, hvor Nada boede i en periode efter bruddet med Flemming Sørensen – og hun svarede beredvilligt.
Men så blev der stille igen. Nada passede sit job og skænkede ikke Sørensen og Stasi mange tanker.
Ikke før en dag i september 1982, mere end to år efter afhøringerne, da Flemming Sørensen blev anholdt på den dansk-tyske grænse og sigtet for spionage mod Vesttyskland og til fordel for DDR.
Strafferammen var mindst fem års fængsel, ti, hvis aktiviteterne havde været særligt grove. Mens det vesttyske politi byggede en sag op, afhørte betjente Nada i mere end 50 timer sammenlagt. Kvitteringerne for tabt arbejdsfortjeneste i den periode er en del af minderne i hendes sorte ringbind.
Da sagen kom for en dommer i april 1983, skulle hun være et af hovedvidnerne. På billederne kan man se, at hun ankom glad til retten. Der var spil i øjnene, selv om hun selvfølgelig var nervøs. Men hun gik derfra fornedret og ydmyget efter 15 timer i vidneskranken. Pludselig var hun alene om at skulle løfte beviserne for, at Flemming Sørensen havde været aktiv for Stasi i årtier. Ingen andre vidnede mod ham. Ingen skriftlige beviser blev fremlagt.
”Efterretningstjenesten havde med sikkerhed andre ting på ham og vidste mere, end der blev sagt under retssagen. I stedet kom det hele bare til at hænge på mig,” siger Nada Dzafic i dag.
I retssalen og offentligheden fik sagen hurtigt slagside. De fleste nægtede at tro, at en erfaren, velestimeret mandlig journalist havde arbejdet for Stasi. Og slet ikke, når kilden var en ung kvinde. Nada blev fremstillet som skurken, en jaloux furie, der ville hævne sig på Sørensen. Også domsmænd og advokater havde åbenlyst svært ved at tage hende alvorligt.
”Det var frygteligt at sidde i vidneskranken. De behandlede mig, som om det var mig, der var anklaget. Ikke bare anklageren, også dommerne. Til sidst ville jeg bare have det hele til at slutte, men de blev ved. Det var nogle lange dage. De sad der på rad og række med deres kapper, og jeg følte mig meget alene. Det hele var et teaterstykke, hvor jeg bare blev udleveret.”
I tiden efter retssagen gjorde det hele hende syg og sengeliggende.
Siden forlod hun Bonn og begyndte en ny tilværelse i Göttingen ovre mod grænsen til DDR, hvor hun blev gift og fik to børn. Hun forlod arbejdsmarkedet, gik hjemme og passede huset, men fandt dog tid til at være lokalpolitiker for SPD i en årrække.
Senere blev hun skilt og søgte hjem mod Bonn, hvor hendes familie var. Her prøvede hun at finde arbejde, men hendes uddannelse var ikke længere brugbar, og i stedet endte hun i ældreplejen, inden hun lod sig pensionere.
Gennem årene har hun sjældent talt om sine oplevelser med Flemming Sørensen og det vesttyske retssystem. Bare holdt dem for sig selv og grublet indeni. Hendes voksne søn kender slet ikke historien om Flemming Sørensen, og hendes datter fortalte hun først om det for et par år siden, da de var på ferie i København.
På en måde er det hele langt væk, tåget og uhåndgribeligt. Og fyldt med spørgsmål. Alligevel står det i vejen, så hun ikke kan komme videre. Som et spøgelse, hun som den eneste kan se, men ikke få til at gå væk.
Derfor drømmer hun stadig om svar: Hvem var Flemming Sørensen egentlig? Hvad havde han gang i som spion og journalist? Og hvorfor blev han aldrig dømt? De havde ham jo.
Farlig mand.indd 16
Del 1. 1982-1983
Løgn over løgn
Kapitel 1. Anholdelsen
Flemming Sørensen var på vej til børnefødselsdag i Danmark. Hans barnebarn Alexander fyldte fire år, og journalisten skulle til Padborg for at nå et tog til Fredericia og derfra videre til Holstebro, hvor Alexander boede med sine forældre, Lise og Tom, og sin lillebror, Michael.
Egentlig skulle han have taget toget fra stationen i Flensborg, hvor han boede med sin hustru, Maike Lohse, der var gymnasielærer i tysk og religion på det danske mindretals gymnasium, Duborg-Skolen, i den nordtyske havneby. Men hustruen havde fået tidligere fri fra arbejde, og derfor havde de besluttet sig for, at hun skulle køre ham over grænsen til Danmark i stedet.
Så kunne de nå at hyggesludre i bilen, inden hun skulle gøre klar til at tage til en konference i Holland. Og han kunne have dobbeltration af billig whisky og smøger med til vennerne.
Desuden var grænsekontrollen ofte grundig og langsommelig på perronen i Flensborg. Den var også besværlig at komme til, og Flemming Sørensen døjede slemt med åreknuder i venstre ben. De holdt ham søvnløs om natten, han havde svært ved at gå særligt langt og skulle opereres på et sygehus i Danmark inden sin 52-års fødselsdag.
Derfor var hustruens lift på alle måder en kærkommen hjælp. Fem kilometer fra deres fælles lejlighed på Am Burgfried, en snæver, brostensbelagt gade på bakken over Flensborgs centrum, nåede de grænseovergangen mellem Harrislee på den vesttyske side og Padborg på den danske. Her sad betjente fra de to lande side om side i et fælles kontrolhus på tysk grund, kun adskilt af en væg med en luge, hvor de kunne tale med hinanden.
Tyskerne havde enten en tolder eller en militærperson siddende, mens danskerne brugte politibetjente.
Klokken var lidt over 14 fredag den 3. september 1982.
Både Lohse og Sørensen fandt passene frem og stak dem først ind til den tyske grænsebetjent. Normalt var det en ren formalitet, før man blev viftet videre til dansk kontrol. Ofte stak personalet endda ens pas videre gennem lugen som en ekstra service. Men denne gang studsede betjenten over passene og studerede dem nøje. Så lukkede han vinduet ud mod bilen, greb telefonen og talte længe med en eller anden.
Flemming Sørensen tænkte ikke nærmere over det, men gættede på, at der var tale om stikprøvekontrol. Det var nogle år siden, at den venstreorienterede terrororganisation Rote Armee Fraktion sidst havde slået til med bombeattentater, røverier og angreb mod politikere og erhvervsledere, men frygten sad stadig i det vesttyske samfund, og derfor var politiet på stikkerne og gennemførte indimellem grundige kontroller.
Efter noget tid åbnede betjenten igen vinduet, men gav ikke ægteparret deres pas tilbage. I stedet bad han dem om at køre lidt frem og holde ind til siden, så andre kunne passere, mens passene blev undersøgt nærmere.
Flemming Sørensen var stadig ikke bekymret. Der var god tid til, at toget skulle køre fra stationen i Padborg, og han var overbevist om, at politiet ikke havde noget på ham. Medmindre de altså var provokeret af, at han var meget aktiv i fredsbevægelsen i Flensborg, hvor han var en af initiativtagerne til den lokale afdeling af Nej til Atomvåben, og ville skræmme ham til at skrue ned for aktiviteterne.
Der var masser af historier om den slags blandt aktivisterne, og hen over sommeren havde Flemming Sørensen haft flere kronikker og læserbreve i mindretallets avis, Flensborg Avis, der udkom på både dansk og tysk.
Han havde både skrevet kritisk om Ronald Reagans præsidentbesøg i Europa, udtrykt sin bekymring over atomraketter på begge sider af Jerntæppet og agiteret for, at Flensborg skulle erklære sig som atomvåbenfri zone. Faktisk regnede han med at have et nyt læserbrev i lørdagsavisen næste dag, med en kritik af en forestående NATO-øvelse, der ville trække larm på himlen over Flensborg den kommende uge.
Nogle dage tidligere havde han også været med til et møde i Nej til Atomvåben, hvor de havde besluttet at skrive en støtteerklæring til den lokale præst Volker Bethge, der ikke havde fået forlænget sin arbejdskontrakt, fordi han prædikede for fred og fredsbevægelsens arbejde i en påskeprædiken.
Den slags var berufsverbot, mente Sørensen og resten af gruppen og spekulerede i, om de selv kunne forvente at blive mødt af den slags. Måske var det skriverierne og de forskellige demonstrationer, de havde arrangeret, der nu havde fået politiet til at reagere på hans pas?
I den blå Toyota Corolla på grænsestykket mellem Vesttyskland og Danmark fik Lohse og Sørensen i hvert fald lov til at vente længe. Til sidst blev hustruen så utålmodig, at hun steg ud af bilen og gik tilbage til kontrolhuset for at finde ud af, hvorfor det tog dem så lang tid.
Da hun kom tilbage, var hun flankeret af to uniformerede betjente. Den ene gik med hende til chaufførsiden, mens den anden dukkede op ved Flemming Sørensen.
De blev begge bedt om at følge med til den lille politistation på grænseområdet og blev placeret på en bænk inden for døren, mens en ung betjent fik ordre på at holde vagt. Gennem glasdøren ind til selve politistationen kunne Sørensen se, at der var hektisk aktivitet. Og da han lidt efter kiggede ud ad stationens hoveddør, bumlede det røde DSB-tog, han skulle have været med, forbi på skinnerne, der løb langs grænseovergangen.
”Der går et igen om en time,” sagde han beroligende til sin hu- stru.
Lidt efter kom en betjent ud til dem.
”Fru Lohse, er det Deres bil?” spurgte han.
”Ja.”
”Den er hermed beslaglagt,” lød beskeden.
Derefter gik det stærkt.
Ægteparret blev skilt ad, og Flemming Sørensen blev taget ind på et kontor, hvor han fik at vide, at han var anholdt, og at arrestordren, der kunne forklare, hvad det hele handlede om, var på vej mod Nordtyskland.
Så blev han ført ind i et bart rum med fliser på både gulv og vægge og blot en simpel bænk fastgjort til væggen. Mens nogle betjente kiggede på, blev han bedt om at tage alt tøjet af, så de kunne sikre sig, at han ikke gemte på noget farligt.
Han begyndte med den blå vindjakke med det lille Nej til Atomvåben-badge og sluttede med de røde strømper. Den lille detalje med farven på strømperne irriterede ham, fordi han mente at vide, at vesttyske betjente ikke havde meget tilovers for venstreorienterede borgere, og han frygtede, at farven på strømperne afslørede hans politiske ståsted.
Da Flemming Sørensen var helt nøgen, blev han bedt om at sætte sig på hug, så en af betjentene kunne kigge ham bagi for at tjekke, om han skjulte noget. Bagefter fik han sine underbukser og strømper tilbage og blev bedt om at vente på bænken i det kolde rum.
Måske sad han der en time. Måske halvanden. Eller også føltes det bare sådan. Det var han selv i tvivl om bagefter. Men til sidst fik han sit tøj udleveret, og nogle betjente i civil dukkede op i en grå Audi for at køre ham til politigården i Flensborg. Hverken briller, ur, pengepung eller de to tasker med bagage så han noget til.
På politigården blev han ført op på tredje sal og fik øje på sin hustru, der allerede sad til afhøring hos nogle betjente. Selv blev han vist ind i et andet lokale og fik for første gang sin arrestordre læst op.
Den var udstedt allerede den 6. august, altså næsten en måned tidligere, og det faktum undrede Flemming Sørensen, for han havde passeret grænsen flere gange i den mellemliggende periode, fordi han både havde bopæl i sit sommerhus på Avernakø i det sydfynske øhav og hos Maike Lohse i Flensborg. Desuden havde han deltaget i flere offentlige møder. Hvorfor var det så først nu, at de hentede ham ind?
Det fik han aldrig svar på, men til gengæld blev arrestordren læst op: Han var mistænkt for i både Vesttyskland, DDR og Danmark at have hjulpet efterretningstjenesten i DDR med at spionere mod Vesttyskland, og det handlede især om, at han skulle have solgt oplysninger om NATO-baser og andre militære installationer til regimet i DDR fra 1958 og frem.
Det havde Sørensens ekskæreste Nada Dzafic afsløret over for Den Vesttyske Efterretningstjeneste, forklarede betjentene, og nu skulle han anholdes og fængsles, fordi de vesttyske myndigheder var bekymret for, om han kunne finde på at flygte.
Nada havde blandt andet fortalt, at han i begyndelsen havde modtaget instruktioner og beskeder via en særlig radio hjemme i lejligheden i Bonn, hvor de havde boet sammen op gennem 1970’erne. Siden var han ifølge hende gået over til fysiske møder med sine kontakter i efterretningstjenesten, det berygtede Stasi, i både Vesttyskland, Østberlin og andre lande i Østeuropa.
Flemming Sørensen afviste på det kraftigste, at beskyldningerne havde noget på sig. Til gengæld undrede det ham ikke, hvor de kom fra. Eller at de var i omløb for den sags skyld.
Nada Dzafic og han havde gennem længere tid bekriget hinanden på grund af en diskussion om penge og møbler efter deres brud nogle år før. Og nu ville hun sikkert have hævn. Faktisk var han allerede i oktober 1980 blevet kontaktet af kriminalinspektør Lynge Brøndum Larsen fra Politiets Efterret- ningstjeneste, PET, der gerne ville tale med ham.
Sørensen havde været midt i en vagt på nyhedsredaktionen på Danmarks Radio, hvor han af og til vikarierede, men indvilligede i at møde op hos PET, så snart han fik fri. På mødet fortalte betjentene ham om Nadas beskyldninger – at han skulle have været aktiv for Stasi – beskyldninger, som bekymrede det vesttyske efterretningsvæsen.
Han spurgte dem, hvorfor Den Vesttyske Efterretningstjeneste ikke selv havde hevet ham ind til afhøring, og PET-folkene svarede, at vesttyskerne ikke mente, at der var så meget kød på beskyldningerne. Og derfor ville de overlade det til det danske system, når der nu var tale om en dansk statsborger.
Flemming Sørensen kunne berolige dem med, at der blot var tale om en forsmået ekskæreste, der bare ville have ham ned med nakken, og det formildede betjentene, der ikke havde flere spørgsmål.
Alligevel havde PET spøgt i kulissen i resten af 1980 og gennem det meste af 1981. Sørensen havde haft på fornemmelsen, at efterretningstjenesten ikke helt havde sluppet beskyldningerne mod ham. De havde opsøgt flere af hans venner for at spørge ind til hans affærer og aktiviteter, også dem i fredsbevægelsen, ligesom de var dukket op en enkelt gang i hans sommerhus på Avernakø for at afhøre ham yderligere.
Samtidig havde han en fornemmelse af, at PET aflyttede, skyggede og overvågede ham. Den blev bestyrket af, at PET havde spurgt en af vennerne, Klaus Lorenzen fra Aarhus, om Sørensens mange rejseaktiviteter, som efterretningsfolkene havde helt styr på. Og de oplysninger måtte de have et sted fra.
Sørensen var i det hele taget ikke vild med efterretningstjenester, som ifølge ham lod hånt om grundloven og forfulgte især venstreorienterede borgere som ham selv. Derfor var tjenestens snusen rundt til sidst blevet for meget for ham, og via sin advokat, den offentligt kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen fra København, havde han bedt PET om at forklare sig.
Det var endt med, at efterretningstjenesten i februar 1982 på skrift havde erklæret, at der ikke var nogen sag mod ham i Danmark, og at der ikke ville blive det. Det samme havde den danske justitsminister, Ole Espersen, og hans ministerium bekræftet over for Jørgen Jacobsen flere gange i løbet af sommeren 1982, faktisk så sent som en uge før anholdelsen.
Alt det forklarede Flemming Sørensen betjentene på politistationen i Flensborg. Det lod dog ikke til at påvirke dem. Han spurgte dem derfor, hvad der nu skulle ske.
”Der kommer nogle mennesker fra Bonn,” lød svaret.
”Men de kan jo ikke være her før i morgen,” udbrød Sørensen. ”De kommer med privatfly.”
I det øjeblik gik det op for Sørensen, at anholdelsen af ham havde stor prioritet.
I mellemtiden havde Maike Lohse indvilliget i at tage med en gruppe betjente hjem til parrets bolig, så hun om nødvendigt kunne assistere dem og svare på spørgsmål, når de gik i gang med at ransage lejligheden.
Hun insisterede på sin mands uskyld og ønskede at vise betjentene, at ægteparret ikke havde noget at skjule. De fortalte hende, at de både ledte efter en radiosender og specifikke papirer, der kunne afsløre mandens spionaktiviteter.
De otte folk, der blev sendt ud for at gennemsøge lejligheden, fandt ingen radio, men drog af sted med en stak papirer, mange af dem på dansk – og tydeligvis uden at forstå, hvad der stod i dem. I hvert fald kunne Flensborg Avis senere berette, at der på listen over beslaglæggelser blandt andet stod: ”Et A4-ark med dansk tekst.” Det handlede mest om bankbilag og skatteregnskaber, mens fredsbevægelsens propagandamateriale forblev i lejligheden.
På stationen en kilometer væk blev Flemming Sørensen tilbudt kaffe og tre sammenklappede madder med fedt, mens han ventede på folkene fra Bundeskriminalamt, forbundspolitiet. Da de dukkede op, var de seks i alt, men kun to kom ind for at afhøre den danske journalist.
”De kan lige så godt tilstå,” sagde den ene.
”Jeg kan ikke så godt tilstå,” svarede Flemming Sørensen. ”For der er ikke noget at tilstå.”
Det fik den anden betjent til at træde frem foran ham.
”De kan lige så godt stoppe. Nada Dzafic lyver ikke,” sagde han. Men Sørensen afviste fortsat, når de fremlagde deres anklager.
Så meddelte de to betjente, at han dagen efter ville blive fløjet til Karlsruhe for at blive stillet foran en dommer.
”De skal regne med, at De ender i fængsel,” lød beskeden.
Flemming Sørensen blev ført til politigårdens arrest og placeret i en flisebeklædt celle med en hård bænk som seng og et slidt uldtæppe som dyne. Hans sko og bælte blev taget fra ham for at undgå selvmordsforsøg, før celledøren blev låst udefra.
Mens ransagningen hjemme i lejligheden fortsatte hele aftenen og langt ud på natten, blev Sørensen vækket af en vagt hver time for at sikre, at han stadig var i live. I boligen på Am Burgfried nåede specialisterne fra Bonn først frem omkring midnatstid for at assistere de lokale betjente, og de fortsatte nogle timer ind i natten med at lede efter papirer og genstande, der kunne underbygge deres sag.
Næste morgen, lørdag den 4. september, blev Flemming Sørensen vækket tidligt og fik hverken tilbudt kaffe eller morgenmad.
I stedet blev han ført op til den afdeling, hvor han skulle fotograferes og have taget sine fingeraftryk. Inden kameraet knipsede, fik han udleveret en kam til at køre igennem håret.
Derefter begyndte de to betjente fra Bonn på ny afhøringerne. Med samme resultat: De fortalte ham, hvad de mistænkte ham for – og danskeren afviste det hele.
Sådan fortsatte det frem til frokost, hvor de begyndte at gøre ham klar til at blive fløjet til forbunds- domstolen i Karlsruhe, den højeste vesttyske retsinstans. I bil blev Flemming Sørensen fragtet til sportspladsen på kasernen i Flensborg, hvor en helikopter landede for at samle ham op.
Da den lettede igen med den danske journalist ombord, gled den tilfældigvis ind over det område, hvor Sørensen boede, og han kunne se ned på altanen, hvor han plejede at drikke kaffe i solen med sin hustru.
Nu var han i stedet på vej mod det sydvestlige Vesttyskland, tæt på grænsen til Frankrig. Imens fortsatte det vesttyske politi ransagningen af steder, hvor Flemming Sørensen havde opholdt sig. Denne lørdag gjaldt det Maike Lohses sommerhus i den populære badeby Sankt Peter-Ording på den tyske vadehavskyst, godt 100 kilometer sydvest for Flensborg.
Efter en mellemlanding i Kassel blev helikopteren sat ned mellem statuer og prydbede på den store græsplæne direkte uden for Bundesgerichtshof, der lå i et gammelt palads i neo-barokstil.
Mens der blev gjort klar i retsbygningen, krøb Sørensen sammen på græsplænen i septembersolen. Han fik et glas kold mælk oven på flyveturen, og da betjentene fandt ud af, at dommeren ikke kunne være klar i retssalen før klokken 18, blev han endda inviteret med på italiensk restaurant for at få dagens første måltid. Uden håndjern og hævede våben, blot han lovede ikke at flygte.
Det indvilligede danskeren i, og sådan gik nogle timer, før retssalen var klar til, at dommeren, statsanklageren og forsvarsadvokaten kunne diskutere en varetægtsfængsling.
I Danmark kan man varetægtsfængsles i fire uger ad gangen, før man igen kan stilles for en dommer, men syd for grænsen opererer de i visse sager med tidsubegrænset varetægt i forbindelse med en udstedt arrestordre, hvor man dog skal for en dommer hvert halve år.
Sådan en stod Flemming Sørensen nu over for. Igen blev arrestordren læst op, og igen nægtede danskeren ethvert kendskab til anklagerne.
Mens Sørensen havde siddet i helikopteren, havde Maike Lohse via advokat Jørgen Jacobsen i København kæmpet for at finde den rette forsvarsadvokat til sin mand. Med hjælp fra både danske og tyske journalistkolleger nåede de frem til Hamborg-advokaten Uwe Maeffert, der havde specialiseret sig i politiske sager og ofte forsvarede folk fra venstrefløjen.
Maeffert var berømt og berygtet for en aggressiv og utraditionel stil som forsvarsadvokat. Men han kunne ikke nå fra Hamborg til Karlsruhe i tide til det første retsmøde, og derfor havde han sørget for, at Sørensen fik en midlertidig forsvarsadvokat. Han hed Klaus Schroth og dukkede op lige inden mødet i retten.
Her havde han og Flemming Sørensen hurtigt aftalt, at det ville være nytteløst at forsøge at modbevise anklagerne, når de ikke var særligt konkrete. I stedet ville de kræve, at Sørensen ganske hurtigt igen blev stillet for en dommer for at få efterprøvet beslutningen om varetægtsfængslingen.
Sådan endte det. Flemming Sørensen blev sendt i fængsel, så politiet kunne fortsætte efterforskningen af spionageanklagerne, mens forsvarsadvokat Schroth lovede journalisten, at de ville prøve at få ham for en dommer igen inden for 14 dage. Den første tid skulle Sørensen holdes i isolation, så han ikke kunne påvirke sin egen sag.
Derpå blev danskeren ført til en Opel Senator, der kørte ham til arresthuset, Justizvollzugsanstalt Bonn. Den vesttyske hovedstad blev valgt, fordi anklagerne mod Sørensen først og fremmest handlede om hans mange år som journalist netop her. Derfor skulle efterforskningen også foregår i Bonn, og så gav det mening, at han blev fængslet samme sted, så politiet nemt kunne få adgang til ham, når han skulle udspørges.
Undervejs på køreturen tændte den kvindelige betjent bag rattet for radioen, hvor speakeren fortalte, at den danske journalist Flemming Sørensen var blevet fængslet og sigtet efter paragraf 99 i den tyske straffelov; en særlig spionparagraf om statsfjendtlig virksomhed, der kan give op til fem års fængsel. Det kan endda udvides til ti år, hvis forbrydelsen er alvorlig nok, forlød det i medierne.
Klokken havde rundet 23 lørdag aften, over 30 timer efter anholdelsen, da fængselsdøren i Bonn for første gang smækkede for Flemming Sørensens tidsubestemte fængsling.
Imens spredte nyheden om hans anholdelse og fængsling sig hastigt i Danmark.
Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen: Farlig mand
Farlig mand er historien om en af Stasis vigtigste danske spioner. Det er et hidtil ufortalt stykke Danmarks- og koldkrigshistorie, og bogen er baseret på omfattende research i Stasis arkiver.
Det er lykkes forfatterne at få venner, fjender, ofre og nær familie til hovedpersonen i tale – flere af dem udtaler sig for første gang.
I 1983 føres den kendte danske journalist Flemming Sørensen til anklagebænken i Düsseldorf under stor bevågenhed. Han er tiltalt for spionage for det østtyske diktatur. Sørensen erklærer sig uskyldig, og den vesttyske og danske offentlighed støtter ham. Anklagen bliver kaldt paranoid, og sagen falder fra hinanden. Flemming Sørensen går fri. Flemming Sørensen har dog i to årtier været spion for Stasi og er en farlig mand.
Du kan købe Farlig mand online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: