Indefra

Brødrene Madsen: Min kat stjæler undertøj

anders lund madsen den termiske mannequin

Onsdag den 25. november er der premiere på et helt nyt show af Anders Lund Madsen og Peter Lund Madsen. De to brødre vil i en række shows på Bremen være værter for en forrygende aften med særligt indbudte både kloge og kendte gæster, med betagende illustrerede overvejelser og ligefrem fysiske overraskelser. Alt dette for at bevise, at verden er forunderligt stor og menneskene bittesmå, men supersøde.

Den termiske mannequin show #1:
“Min kat stjæler undertøj”

Anders og Peter fortæller om at kysse og om Kalles Kaviar, en konservator taler om sin kat, der stjæler undertøj, og Anders bliver hypnotiseret, inden en indædt modstander af sommertid klarlægger, hvad klokken egentlig er…

Medvirkende:
Jan Hellesøe, mentalist
Abdi Hayat, konservator
Jørgen Bak, formand for Foreningen Mod Sommertid
Peter Lund Madsen, psykiater
Anders Lund Madsen, journalist
Cecilie Frøkjær, journalist og vært
+ ekstra gæst
Køb billet her

NB. Ændringer i programmet kan forekomme.


Anders og Peter fortæller historien om Den Termiske Mannequin

“Vores far hed Thomas Lund Madsen og var opfinder. Født og opvokset i fattigdom i Jylland i gamle dage. Han drog til byen, fik en uddannelse og fandt sig en god kone og sammen sparede de op til et halvt rækkehus, hvor de fik to – ualmindelig smukke og kloge – børn og i det hele taget skabte en tilværelse, hvor i morgen altid var bedre end i går. Og så opfandt vores far Den Termiske Mannequin. Det var en frygtindgydende, legemsstor robot, som kunne måle, hvordan vi mennesker havde det i forskellige situationer.

Man kunne for eksempel putte Den Termiske Mannequin ned i en sovepose i et kølerum, og så ville Den Termiske Mannequin sige til, når den begyndte at fryse om fødderne. Eller man kunne placere den ved en åben dør, og så ville den påpege, når det trak. Og man kan indvende, at man da bare kunne bruge rigtige, ægte mennesker i stedet for Den Termiske Mannequin, men så ville man jo få alle mulige forskellige resultater, fordi vi mennesker føler forskelligt. Den Termiske Mannequin føler altid det samme. Så Thomas fik verdenspatent på Den Termiske Mannequin, og hvis De har en sovepose, der kan klare ned til -15 grader, så er det sandsynligvis takket være hans opfindelse.

Og nej. Det er ikke Thomas Edisons grammofon eller Leonardo da Vincis helikopter, men vores far opfandt en robot, der kunne fryse om fødderne, og dermed gjorde han verden en lillebitte smule bedre, end den var før. Og det er dét, vi kan. Det er det eneste, vi mennesker kan. Vores far kom fra ingenting og blev en lille smule, og dette show handler om lige præcis dét: At alting bliver bedre i morgen, fordi vi er mennesker, og mennesker er fede. Selv om vi ind imellem gør dumme og onde ting, så er vi ikke onde eller dumme. Vi prøver i det mindste at gøre det bedre. Og i det lange løb vinder fremskridtet altid over pissehviskerne. Alle gæsterne. Alle emnerne og alle overraskelserne i dette show handler om at fortælle én eneste historie: Det kan ikke gå galt.

Den Termiske Mannequin er således symbolet på vores tro på morgendagen. For vi er stolte over vores far og vil gerne benytte lejligheden til at fortælle alle, der gider lytte, at alle har det svært ind imellem. Men ingen er fortabte, og det skal nok ende godt en skønne dag.

Og uden kolde fødder.”


Den 27. november kl. 20 kan du opleve show #2: Planterne vil dræbe dig. Her fortæller en professor om planternes følelsesliv, Anders kobler følelser med stoffer, og en dame beroliger sin papegøje med sine bryster. Læs mere her.