De uværdige bliver revet ned fra hylderne i Norge. Roy Jacobsen har skrevet en vaskeægte nyklassiker, der tegner et både varmt og brutalt portræt af en barndom i krigstid.
I De uværdige af Roy Jacobsen oplever vi krigens konsekvenser set fra et børneperspektiv. Vi følger en flok børn, der vokser op under trange og nådesløse kår i et fattigt kvarter i Oslo under den tyske besættelse.
LÆS OGSÅ: 10 gribende historiske romaner om Anden Verdenskrig
De hutler sig igennem tilværelsen ved at svindle og stjæle efter alle kunstens regler. Og de viger ikke tilbage for også at udnytte tyskerne. Men som krigsårene går, og voksenlivets alvor begynder at trænge sig på, må de hver især finde deres plads i en tumultarisk verden.
Nedenfor kan du læse et uddrag af romanen De uværdige, der har været så populær i Norge, at den allerede er på 3. oplag.
Du kan finde endnu flere gode romaner her på siden. Se vores liste med gode romaner 2023.
De uværdige
Roy Jacobsen
1
Endnu en knytnæve.
Carl stirrede ned gennem pandehåret på en stegt sild med skråsnit i skindet, branket purløg og en halv kartoffel, hvilket var, hvad dagen havde at byde på.
Han noterede sig de tynde årer i fajancen, der havde lignet spindelvæv, så længe han kunne mindes, og koncentrerede sig om den tid, der skulle gå, før han igen kunne rette blikket på faderen, hans formidable modstander på den anden side af bordet, der havde lagt sin knyttede hånd fra sig ved siden af to sild og tre kartofter, med gaflen strittende op som et nyplantet træ – moderens mismodige vejrtrækning, storesøster Monas knap hørbare, og lille Agnes, der gjorde sit bedste for at tygge med lukket mund, den akavede dans af lyde og bevægelser, der skulle til for at samle denne familie på fem omkring et middagsbord.
Carl sagde det igen:
Lede svin.
Tudede ikke, slog bare en søns dystre syn på sin far entydigt fast.
Det rykkede i gaflen, men den blev stående. Husets herre lænede kroppen tilbage, så det knagede i træværket, og de andre fra hver deres faste post omkring gerningsstedet kunne beundre det pumpende adamsæble og den behårede halsgrube, hvor en ny storm truede med at bygge sig op.
Men intet skete.
Faderen lod hovedet falde forover, hagen mod brystet, udstødte et fnys, som ingen kunne tyde, og vendte blikket mod maden, greb også kniven og begyndte at spise og spurgte med mad i munden – uden den mindste sindsbevægelse – om Agnes kendte forskel på sort og hvidt. Det var deres leg, en far og hans yngste datters.
Agnes smilede tøvende ned i resten af sin mad og sagde som forventet nej, så faderen med et fjoget grin kunne gå i gang med anekdoten om de to nonner og de to nøgne klippeskær, som Gud havde forladt, eftersom han ikke kunne se forskel på dem, hjemmets ældste revynummer, der ender med, at et tårn vælter og afgør det hele til skærenes fordel.
Moderen – som både børn og ægtefælle kaldte Mammen – udstødte et lettelsens suk, taknemmelig og opgivende, rejste sig og satte resten af måltidet til livs stående med ryggen til familien og tallerknen balancerende på fem fingre og gaflen i højre hånd, rensede den for rub og stub, for derefter at anbringe den i stenkummen og tappe sig et glas vand og tømme det i store slurke og råbe alt for højt, at Carl skulle se at få spist færdigt, det var ikke hver dag, han fik sild, og komme i gang med lektierne.
Carl flyttede blikket fra den sjusket bundne forklædesløjfe på hendes ryg og over på faderens nybarberede kæber, undgik hans blik og lod øjnene vandre hen til storesøster Mona, der i løbet af det sidste år havde forandret både krop og sind og begyndte at ligne en vred og velformet pære.
Med solide hofter og lår, runde og svagt ludende skuldre, en forvandling, som Carl vidste både forvirrede og irriterede hende, men som havde sine svorne tilhængere blandt drengene i gaden, om end ingen turde sige det.
Med det resultat, at Mona kæmpede sig gennem puberteten med en gnaven og forurettet mine i stedet for et drillende og selvsikkert smil i bevidstheden om, at hun uden at røre en finger på bare et års tid havde forvandlet sig fra et strygebræt – hvilket hun heller ikke havde været glad for – til en imponerende skønhed.
Men var hun ikke en anelse kraftig?
Nej, Mona kunne såmænd have været endnu mere velpolstret, det var hendes temperament og grove kæft, der var noget at udsætte på, ikke skikkelsen og de spillevende øjne, den grådige mund, det kvikke hoved og nogle øreflipper, der var umulige at beskrive.
Carl så det alt sammen med gadens blik, sin egen søster, det var både imponerende og frastødende.
Nu stirrede hun på broderen med en blanding af foragt og beundring, et godt tegn, afgjorde Carl – okay, hun forstod ham ikke, men havde i det mindste ikke opgivet håbet om, at også han en dag kunne blive til noget, gadens mest hårdnakkede slagord, og også børnenes:
Du bliver sgu aldrig til noget. Lærer til elev, forældre til unger, halvvoksne knægte til yngre knægte, små drenge og piger til endnu yngre drenge og piger.
Du bliver aldrig til noget.
Hvis der var et kvarter, hvor ingen nogensinde blev til noget, så var det dette her.
Carl havde lagt sine beskidte hænder på bordet med opadvendte håndflader og stirrede ned på hudens hvide gitterværk, sammenlignede det med spindelvævet i fajancen, kiggede tilbage på Monas tvetydige smil, hen på faderen og sagde:
Du bliver aldrig til noget.
Mammen stak i et hyl, Mona holdt hænderne op for munden, og Agnes udstødte et hostende gisp.
Men faderen sad som skruet fast, krumbøjet og gumlende på den sidste rest af en middag, han for blot en halv time siden havde lovprist i høje toner, ikke fordi han personligt havde skaffet den til veje, eller fordi det var sild, men fordi der for én gangs skyld var nok til alle, mens han langsomt nikkede i takt til sønnens fordømmende ord, som for at bekræfte dem eller i det mindste tænke over, at den forvorpne søn havde en så deprimerende opfattelse af sin egen far, javel, det var jo tankevækkende.
Carl rejste sig og løb med maven knurrende af sult ud ad døren og ned ad trappen, to og tre trin ad gangen, de sidste fem i ét spring, og mærkede det brænde under fodsålerne, da han åbnede gadedøren og lod sig opsluge af forårsdagen og satte sig på det nederste trappetrin uden for Knud Graahs gate 7 i en besat hovedstad i Europa og foldede armene over knæene og bankede panden mod knoerne.
Ude på fortovet havde Olav og Roar stillet liget af en damecykel på højkant, Olav med en skiftenøgle i højre hånd, den kejthåndede Roar med en skruenøgle i venstre, Olav i gang med baghjulet, Roar med forhjulet.
Et lig, de påstod at have fundet uden for Valsemøllen, antagelig påkørt af en lastbil, og som de havde knoklet hele dagen med at sætte i stand, hvorfor ingen af dem havde været i skole.
Det så ikke for godt ud, men en cykel er en cykel, selvom den mangler bremser og dæk, som de havde stjålet fra et køretøj, der stod ulåst uden for Dagny Salangens Kjøtt og Fisk og Kolonial og formodentlig ikke tilhørte nogen.
Nu rettede de ryggen og stirrede på Carl, vekslede blikke. Olav råbte, om han ville noget.
Carl svarede ikke. Olav trak på skuldrene og justerede skiftenøglen. På en olieplettet stump lærred foran ham lå værktøjet nydeligt opmarcheret som pensler i en malerkasse, udstyr, som de for en stor dels vedkommende havde lånt fra Martinsens gavmilde værksted.
Eftermiddagssolen skråede brændende ned på fortovet, duernes kurren, gråspurvenes kvidren i buske og tagrender, ikke et vindpust. Carl overvejede, om han skulle tage skjorten af.
Tre etager over ham gik vinduet op, og Monas skingre stemme faldt som en kold skylle ned over ham, han havde for fanden bare at komme op og spise sin mad.
Kallemand. Kallemand.
Den trillende og infame latter. Carl registrerede, at Olav og Roar rettede ryggen og lagde en hånd over øjnene for at studere hende, Mona, som sikkert havde lænet sig så langt ud ad vinduet som muligt, drengenes brede og usikre grin, opmuntrende sarkasme op og ned ad husmuren, før vinduet igen blev smækket i, og de atter kunne koncentrere sig om cyklen, stadig grinende og med ord, ingen kunne høre.
Gadedøren gik op bag Carl. Faderen kom ud og smed i forbifarten noget fra sig, et klask ned på trappetrinnet, en madpakke, skridtede ud på stikvejen og nikkede kort til cykelreparatørerne og begav sig hen ad gaden, satte hatten på hovedet og forsvandt mellem søjlerne mod Hans Nielsen Hauges gate for endnu en gang at forlade verden.
Carl lagde mærke til noget usædvanligt ved madpakken, der måtte være lavet af faderen selv og ikke af Mammen. Ingen kunne smøre madpakker som Mammen.
Han fjernede papiret og fandt to skiver grahamsbrød lagt sammen om den kolde sild, han havde forladt i kampens hede, det lignede en amerikansk hamburger, soldatermad, holdt den op mellem begge hænder og åd skind og ben og sild og brød og margarine med lukkede øjne og måtte holde to pauser for at få vejret.
Olav kom hen og stillede sig foran ham, tørrede hænderne i en klud og spurgte, om det smagte godt.
Mm.
Sild?
Mm.
Øh nå, men vi mangler ventiler og noget wire til en bremse.
Og …?
Olav trak på det, forundret over, at Carl ikke fattede, hvad han talte om, og sagde:
Vi tænkte, at du kunne gå op til ikkejøden og spørge, om han har noget?
Mig?
Ja, dig.
Hvorfor det? Det er sgu da din far!
Ja, og hvor store er oddsene for, at jeg får noget? Han kan heller ikke lide Roar.
Men han kan godt lide mig?
Det siger han. Kalle er den eneste knægt i gaden, der er værd at samle på.
Siger han det?
Jeps.
Olav var Carls bedste ven, godt et år ældre end ham, tolv centimeter højere og en besværlig, klippefast og krævende ven. Lettere skrutrygget og ranglet, grove ansigtstræk og kronraget, efter sigende fordi han som lille havde en manke som en høstak, som hans mor forgæves forsøgte at holde i ave.
Samtidig havde hun store forhåbninger til sønnen, Olav, der egenhændigt havde erklæret, at han både skulle komme i realen og gymnasiet og blive til noget, som det hed, hvilket hans far tvivlede på, ikke fordi ikkejøden manglede tillid til sønnens evner, men fordi ingen i familien kom i gymnasiet, og han desuden var holdt op med at forstå sig på sit eget afkom, og herudover var begyndt at blive bange for ham.
Olav lavede aldrig lektier og sagde ikke et ord om skolen derhjemme, om lærere, skolekammerater, undervisning, intet.
Da forældrene et halvt år før skoleafslutningen modtog et brev fra klasselæreren om, at deres søn mistrivedes og ikke passede ind i skolesystemet, øjnede ikkejøden et spinkelt håb om at få drengen i lære.
Men Olav takkede venligt nej til alt, der lignede gode råd, han ville finansiere sin skolegang selv og påstod, at han havde det fint, og at det var lærerne, der ikke fattede en skid. Olav fik bedre karakterer end de fleste.
Han skelede en smule på venstre øje, et tvetydigt blik, der uden videre gav ham overtaget. Folk spekulerede på, om Olav overhovedet så dem, eller om han så forbi dem, fordi de ikke fortjente at blive set, eller om han så igennem dem, kombineret med en tung og frygtløs alvor.
Olav lo kun modstræbende. Han havde to tolv år yngre søskende, tvillingerne Lasse og Minna, og ligesom alle andre boede familien i en etværelses med køkken, ikke kun finansieret af faderen, men efter en tid også af Olav, hvor så knægten fik de penge fra, som han nu og da stak til moderen.
Hvad så? sagde han til sin ven Carl.
Det ved jeg ikke, sagde Carl, siddende som en ejer på sin personlige trappesten.
Jamen så er det vel, som det plejer.
Og det er?
At du får dig en på trynen, før du går op, eller du går op uden at have fået en på trynen.
Carl smilede, krøllede papiret sammen og kastede det hen mod kammeraten, der dukkede sig behændigt.
Jamen så er det jo afgjort.
Jeps.
Olav ville vende ham ryggen, men fik øje på hans opsvulmede kind, bøjede sig frem og løftede hans venstre hårlok.
Du har allerede fået én?
Carl sagde ikke noget. Lidt for hård, eller hvad?
Carl trak på skuldrene.
Jeg skal bruge en nøgle.
Selvfølgelig, sagde Olav og vred sin lange krop en halv omgang, stak venstre hånd i højre lomme og fremdrog et nøglebundt på størrelse med skolepedellens, vrikkede to af dem løs og rakte ham dem.
Og flip nu ikke ud deroppe, vi har dårligt med tid.
Carl krydsede gaden og gik ind på Brettevilles gate 29, en omvendt kopi af den opgang, han selv boede i, men med andre lugte og vaner, andre sko, dørmåtter og mere gule vægge, andre navne på keramik og messing, sågar et andet ekko, hvilket virkede mærkeligt, eftersom det meste andet var så lig hans eget.
Han tog de tre etager i små spring, stegt løg, brun sovs, kogt mælk, op på loftet og låste sig ind i en mørk gang, der forbandt hele bygningskomplekset – otte boligblokke – i én stor cirkel under himlen, eller en rombe, omkring en baggård, et dystert og lokkende rige, som ingen børn havde adgang til.
Et tæppe af solvarmt støv faldt ned over ham, duernes mumlende kurren og landsvalernes flagermusagtige flaksen frem og tilbage.
Han tændte lyset og bevægede sig mellem loftsrummene mod den næste dør, låste op og tændte en ny kontakt, løb tilbage og slukkede den første, orienterede sig efter lyset bag den nye dør, låste også den efter sig og fortsatte hen mod endnu en dør, gentog proceduren med svagt skælvende hænder – det var ikke mere end tre år siden, han havde vovet sig herop for første gang med et blafrende stearinlys, der gik ud og gjorde hans manddomsprøve så omfattende, at han besluttede – efter at have svedt sig gennem hele runden og stormet ned ad trappen i den fjerneste ende og stod helskindet ude i solen på Hans Nielsen Hauges gate – at dette aldrig skulle gentage sig.
Det var skrækken, der ikke skulle gentage sig.
Allerede dagen efter var han tilbage efter at have ligget vågen og spekuleret på, hvad der mon var galt med ham. Carl, en bangebuks?
Han kunne have taget Olav med på runden, Vidar, Jan, Roar, hvem som helst … men indså, at frygt skal nedkæmpes på egen hånd. Og uden lys. Han låste sig ind ad den første dør og lod øjnene vænne sig til de små rester af lys, der findes i ethvert mørke.
Tålmodig. Ikke løbe. Rolig, beslutsom, mere ensom end nogensinde, en dreng alene på jordkloden, ingen øgning af tempoet, ingen fantasier, puls, en svale i ansigtet, ingenting, og allervigtigst: uden at fortælle nogen om det.
Hold sejren for dig selv.
Det havde holdt hårdt. Indtil Olav en dag sådan i forbifarten nævnte, at han havde taget loftsrunden i går, alene. Og Carl lige så nonchalant havde svaret, at det havde han da også, flere gange, for længe siden.
Olav havde kigget undersøgende på ham og stillet nogle relevante spørgsmål om døre og lys og nøgler og skjulte skorstene, og Carls nedtonede svar var lige så relevante.
Nu stod han uden for ikkejødens loftsrum, Olavs far, der arbejdede fire timer på regnskabskontoret i Valsemøllen og resten af dagen sad bag denne umalede plankedør på et loft i den nordlige del af byen og reparerede stort og småt for naboerne, en munk i sin eremitbolig, som alle kunne henvende sig til, når en vandhane dryppede, eller en sko skulle forsåles, når et messinghængsel skulle rettes til, eller en kedel trængte til et nyt håndtag.
Ikkejøden arbejdede med jern, træ, læder, maling, lim og lak, han arbejdede med alt, en hverdagens hædersmand, der ikke beskæftigede sig med at befri nationen fra det tyske åg, men gjorde sit yderste for, at den skulle holde det ud.
Roy Jacobsen: De uværdige
“Roy Jacobsen skriver stærk historisk realisme om Oslo under Besættelsen” – Weekendavisen
★★★★★ “En stærk og nervepirrende fortælling” – Jyllands-Posten
I et fattigt kvarter i Oslo under den tyske besættelse vokser en flok børn op under trange og nådesløse kår. De hutler sig igennem tilværelsen ved at svindle og stjæle efter alle kunstens regler. Og de viger ikke tilbage for også at udnytte tyskerne. Men som krigsårene går, og voksenlivets alvor begynder at trænge sig på, må de hver især finde deres plads i en tumultarisk verden.
I De uværdige tegner Roy Jacobsen et både varmt og brutalt portræt af en barndom i en desperat tid.
Roy Jacobsen har to gange været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris og blev, som den første nordmand nogensinde, i 2017 shortlistet til Booker-prisen for romanen De usynlige. Hans bøger er oversat til 43 sprog.
De uværdige bliver revet ned fra hylderne i Norge. Roy Jacobsen har skrevet en vaskeægte nyklassiker, der tegner et både varmt og brutalt portræt af en barndom i krigstid.
I De uværdige af Roy Jacobsen oplever vi krigens konsekvenser set fra et børneperspektiv. Vi følger en flok børn, der vokser op under trange og nådesløse kår i et fattigt kvarter i Oslo under den tyske besættelse.
LÆS OGSÅ: 10 gribende historiske romaner om Anden Verdenskrig
De hutler sig igennem tilværelsen ved at svindle og stjæle efter alle kunstens regler. Og de viger ikke tilbage for også at udnytte tyskerne. Men som krigsårene går, og voksenlivets alvor begynder at trænge sig på, må de hver især finde deres plads i en tumultarisk verden.
Nedenfor kan du læse et uddrag af romanen De uværdige, der har været så populær i Norge, at den allerede er på 3. oplag.
Du kan finde endnu flere gode romaner her på siden. Se vores liste med gode romaner 2023.
De uværdige
Roy Jacobsen
1
Endnu en knytnæve.
Carl stirrede ned gennem pandehåret på en stegt sild med skråsnit i skindet, branket purløg og en halv kartoffel, hvilket var, hvad dagen havde at byde på.
Han noterede sig de tynde årer i fajancen, der havde lignet spindelvæv, så længe han kunne mindes, og koncentrerede sig om den tid, der skulle gå, før han igen kunne rette blikket på faderen, hans formidable modstander på den anden side af bordet, der havde lagt sin knyttede hånd fra sig ved siden af to sild og tre kartofter, med gaflen strittende op som et nyplantet træ – moderens mismodige vejrtrækning, storesøster Monas knap hørbare, og lille Agnes, der gjorde sit bedste for at tygge med lukket mund, den akavede dans af lyde og bevægelser, der skulle til for at samle denne familie på fem omkring et middagsbord.
Carl sagde det igen:
Lede svin.
Tudede ikke, slog bare en søns dystre syn på sin far entydigt fast.
Det rykkede i gaflen, men den blev stående. Husets herre lænede kroppen tilbage, så det knagede i træværket, og de andre fra hver deres faste post omkring gerningsstedet kunne beundre det pumpende adamsæble og den behårede halsgrube, hvor en ny storm truede med at bygge sig op.
Men intet skete.
Faderen lod hovedet falde forover, hagen mod brystet, udstødte et fnys, som ingen kunne tyde, og vendte blikket mod maden, greb også kniven og begyndte at spise og spurgte med mad i munden – uden den mindste sindsbevægelse – om Agnes kendte forskel på sort og hvidt. Det var deres leg, en far og hans yngste datters.
Agnes smilede tøvende ned i resten af sin mad og sagde som forventet nej, så faderen med et fjoget grin kunne gå i gang med anekdoten om de to nonner og de to nøgne klippeskær, som Gud havde forladt, eftersom han ikke kunne se forskel på dem, hjemmets ældste revynummer, der ender med, at et tårn vælter og afgør det hele til skærenes fordel.
Moderen – som både børn og ægtefælle kaldte Mammen – udstødte et lettelsens suk, taknemmelig og opgivende, rejste sig og satte resten af måltidet til livs stående med ryggen til familien og tallerknen balancerende på fem fingre og gaflen i højre hånd, rensede den for rub og stub, for derefter at anbringe den i stenkummen og tappe sig et glas vand og tømme det i store slurke og råbe alt for højt, at Carl skulle se at få spist færdigt, det var ikke hver dag, han fik sild, og komme i gang med lektierne.
Carl flyttede blikket fra den sjusket bundne forklædesløjfe på hendes ryg og over på faderens nybarberede kæber, undgik hans blik og lod øjnene vandre hen til storesøster Mona, der i løbet af det sidste år havde forandret både krop og sind og begyndte at ligne en vred og velformet pære.
Med solide hofter og lår, runde og svagt ludende skuldre, en forvandling, som Carl vidste både forvirrede og irriterede hende, men som havde sine svorne tilhængere blandt drengene i gaden, om end ingen turde sige det.
Med det resultat, at Mona kæmpede sig gennem puberteten med en gnaven og forurettet mine i stedet for et drillende og selvsikkert smil i bevidstheden om, at hun uden at røre en finger på bare et års tid havde forvandlet sig fra et strygebræt – hvilket hun heller ikke havde været glad for – til en imponerende skønhed.
Men var hun ikke en anelse kraftig?
Nej, Mona kunne såmænd have været endnu mere velpolstret, det var hendes temperament og grove kæft, der var noget at udsætte på, ikke skikkelsen og de spillevende øjne, den grådige mund, det kvikke hoved og nogle øreflipper, der var umulige at beskrive.
Carl så det alt sammen med gadens blik, sin egen søster, det var både imponerende og frastødende.
Nu stirrede hun på broderen med en blanding af foragt og beundring, et godt tegn, afgjorde Carl – okay, hun forstod ham ikke, men havde i det mindste ikke opgivet håbet om, at også han en dag kunne blive til noget, gadens mest hårdnakkede slagord, og også børnenes:
Du bliver sgu aldrig til noget. Lærer til elev, forældre til unger, halvvoksne knægte til yngre knægte, små drenge og piger til endnu yngre drenge og piger.
Du bliver aldrig til noget.
Hvis der var et kvarter, hvor ingen nogensinde blev til noget, så var det dette her.
Carl havde lagt sine beskidte hænder på bordet med opadvendte håndflader og stirrede ned på hudens hvide gitterværk, sammenlignede det med spindelvævet i fajancen, kiggede tilbage på Monas tvetydige smil, hen på faderen og sagde:
Du bliver aldrig til noget.
Mammen stak i et hyl, Mona holdt hænderne op for munden, og Agnes udstødte et hostende gisp.
Men faderen sad som skruet fast, krumbøjet og gumlende på den sidste rest af en middag, han for blot en halv time siden havde lovprist i høje toner, ikke fordi han personligt havde skaffet den til veje, eller fordi det var sild, men fordi der for én gangs skyld var nok til alle, mens han langsomt nikkede i takt til sønnens fordømmende ord, som for at bekræfte dem eller i det mindste tænke over, at den forvorpne søn havde en så deprimerende opfattelse af sin egen far, javel, det var jo tankevækkende.
Carl rejste sig og løb med maven knurrende af sult ud ad døren og ned ad trappen, to og tre trin ad gangen, de sidste fem i ét spring, og mærkede det brænde under fodsålerne, da han åbnede gadedøren og lod sig opsluge af forårsdagen og satte sig på det nederste trappetrin uden for Knud Graahs gate 7 i en besat hovedstad i Europa og foldede armene over knæene og bankede panden mod knoerne.
Ude på fortovet havde Olav og Roar stillet liget af en damecykel på højkant, Olav med en skiftenøgle i højre hånd, den kejthåndede Roar med en skruenøgle i venstre, Olav i gang med baghjulet, Roar med forhjulet.
Et lig, de påstod at have fundet uden for Valsemøllen, antagelig påkørt af en lastbil, og som de havde knoklet hele dagen med at sætte i stand, hvorfor ingen af dem havde været i skole.
Det så ikke for godt ud, men en cykel er en cykel, selvom den mangler bremser og dæk, som de havde stjålet fra et køretøj, der stod ulåst uden for Dagny Salangens Kjøtt og Fisk og Kolonial og formodentlig ikke tilhørte nogen.
Nu rettede de ryggen og stirrede på Carl, vekslede blikke. Olav råbte, om han ville noget.
Carl svarede ikke. Olav trak på skuldrene og justerede skiftenøglen. På en olieplettet stump lærred foran ham lå værktøjet nydeligt opmarcheret som pensler i en malerkasse, udstyr, som de for en stor dels vedkommende havde lånt fra Martinsens gavmilde værksted.
Eftermiddagssolen skråede brændende ned på fortovet, duernes kurren, gråspurvenes kvidren i buske og tagrender, ikke et vindpust. Carl overvejede, om han skulle tage skjorten af.
Tre etager over ham gik vinduet op, og Monas skingre stemme faldt som en kold skylle ned over ham, han havde for fanden bare at komme op og spise sin mad.
Kallemand. Kallemand.
Den trillende og infame latter. Carl registrerede, at Olav og Roar rettede ryggen og lagde en hånd over øjnene for at studere hende, Mona, som sikkert havde lænet sig så langt ud ad vinduet som muligt, drengenes brede og usikre grin, opmuntrende sarkasme op og ned ad husmuren, før vinduet igen blev smækket i, og de atter kunne koncentrere sig om cyklen, stadig grinende og med ord, ingen kunne høre.
Gadedøren gik op bag Carl. Faderen kom ud og smed i forbifarten noget fra sig, et klask ned på trappetrinnet, en madpakke, skridtede ud på stikvejen og nikkede kort til cykelreparatørerne og begav sig hen ad gaden, satte hatten på hovedet og forsvandt mellem søjlerne mod Hans Nielsen Hauges gate for endnu en gang at forlade verden.
Carl lagde mærke til noget usædvanligt ved madpakken, der måtte være lavet af faderen selv og ikke af Mammen. Ingen kunne smøre madpakker som Mammen.
Han fjernede papiret og fandt to skiver grahamsbrød lagt sammen om den kolde sild, han havde forladt i kampens hede, det lignede en amerikansk hamburger, soldatermad, holdt den op mellem begge hænder og åd skind og ben og sild og brød og margarine med lukkede øjne og måtte holde to pauser for at få vejret.
Olav kom hen og stillede sig foran ham, tørrede hænderne i en klud og spurgte, om det smagte godt.
Mm.
Sild?
Mm.
Øh nå, men vi mangler ventiler og noget wire til en bremse.
Og …?
Olav trak på det, forundret over, at Carl ikke fattede, hvad han talte om, og sagde:
Vi tænkte, at du kunne gå op til ikkejøden og spørge, om han har noget?
Mig?
Ja, dig.
Hvorfor det? Det er sgu da din far!
Ja, og hvor store er oddsene for, at jeg får noget? Han kan heller ikke lide Roar.
Men han kan godt lide mig?
Det siger han. Kalle er den eneste knægt i gaden, der er værd at samle på.
Siger han det?
Jeps.
Olav var Carls bedste ven, godt et år ældre end ham, tolv centimeter højere og en besværlig, klippefast og krævende ven. Lettere skrutrygget og ranglet, grove ansigtstræk og kronraget, efter sigende fordi han som lille havde en manke som en høstak, som hans mor forgæves forsøgte at holde i ave.
Samtidig havde hun store forhåbninger til sønnen, Olav, der egenhændigt havde erklæret, at han både skulle komme i realen og gymnasiet og blive til noget, som det hed, hvilket hans far tvivlede på, ikke fordi ikkejøden manglede tillid til sønnens evner, men fordi ingen i familien kom i gymnasiet, og han desuden var holdt op med at forstå sig på sit eget afkom, og herudover var begyndt at blive bange for ham.
Olav lavede aldrig lektier og sagde ikke et ord om skolen derhjemme, om lærere, skolekammerater, undervisning, intet.
Da forældrene et halvt år før skoleafslutningen modtog et brev fra klasselæreren om, at deres søn mistrivedes og ikke passede ind i skolesystemet, øjnede ikkejøden et spinkelt håb om at få drengen i lære.
Men Olav takkede venligt nej til alt, der lignede gode råd, han ville finansiere sin skolegang selv og påstod, at han havde det fint, og at det var lærerne, der ikke fattede en skid. Olav fik bedre karakterer end de fleste.
Han skelede en smule på venstre øje, et tvetydigt blik, der uden videre gav ham overtaget. Folk spekulerede på, om Olav overhovedet så dem, eller om han så forbi dem, fordi de ikke fortjente at blive set, eller om han så igennem dem, kombineret med en tung og frygtløs alvor.
Olav lo kun modstræbende. Han havde to tolv år yngre søskende, tvillingerne Lasse og Minna, og ligesom alle andre boede familien i en etværelses med køkken, ikke kun finansieret af faderen, men efter en tid også af Olav, hvor så knægten fik de penge fra, som han nu og da stak til moderen.
Hvad så? sagde han til sin ven Carl.
Det ved jeg ikke, sagde Carl, siddende som en ejer på sin personlige trappesten.
Jamen så er det vel, som det plejer.
Og det er?
At du får dig en på trynen, før du går op, eller du går op uden at have fået en på trynen.
Carl smilede, krøllede papiret sammen og kastede det hen mod kammeraten, der dukkede sig behændigt.
Jamen så er det jo afgjort.
Jeps.
Olav ville vende ham ryggen, men fik øje på hans opsvulmede kind, bøjede sig frem og løftede hans venstre hårlok.
Du har allerede fået én?
Carl sagde ikke noget. Lidt for hård, eller hvad?
Carl trak på skuldrene.
Jeg skal bruge en nøgle.
Selvfølgelig, sagde Olav og vred sin lange krop en halv omgang, stak venstre hånd i højre lomme og fremdrog et nøglebundt på størrelse med skolepedellens, vrikkede to af dem løs og rakte ham dem.
Og flip nu ikke ud deroppe, vi har dårligt med tid.
Carl krydsede gaden og gik ind på Brettevilles gate 29, en omvendt kopi af den opgang, han selv boede i, men med andre lugte og vaner, andre sko, dørmåtter og mere gule vægge, andre navne på keramik og messing, sågar et andet ekko, hvilket virkede mærkeligt, eftersom det meste andet var så lig hans eget.
Han tog de tre etager i små spring, stegt løg, brun sovs, kogt mælk, op på loftet og låste sig ind i en mørk gang, der forbandt hele bygningskomplekset – otte boligblokke – i én stor cirkel under himlen, eller en rombe, omkring en baggård, et dystert og lokkende rige, som ingen børn havde adgang til.
Et tæppe af solvarmt støv faldt ned over ham, duernes mumlende kurren og landsvalernes flagermusagtige flaksen frem og tilbage.
Han tændte lyset og bevægede sig mellem loftsrummene mod den næste dør, låste op og tændte en ny kontakt, løb tilbage og slukkede den første, orienterede sig efter lyset bag den nye dør, låste også den efter sig og fortsatte hen mod endnu en dør, gentog proceduren med svagt skælvende hænder – det var ikke mere end tre år siden, han havde vovet sig herop for første gang med et blafrende stearinlys, der gik ud og gjorde hans manddomsprøve så omfattende, at han besluttede – efter at have svedt sig gennem hele runden og stormet ned ad trappen i den fjerneste ende og stod helskindet ude i solen på Hans Nielsen Hauges gate – at dette aldrig skulle gentage sig.
Det var skrækken, der ikke skulle gentage sig.
Allerede dagen efter var han tilbage efter at have ligget vågen og spekuleret på, hvad der mon var galt med ham. Carl, en bangebuks?
Han kunne have taget Olav med på runden, Vidar, Jan, Roar, hvem som helst … men indså, at frygt skal nedkæmpes på egen hånd. Og uden lys. Han låste sig ind ad den første dør og lod øjnene vænne sig til de små rester af lys, der findes i ethvert mørke.
Tålmodig. Ikke løbe. Rolig, beslutsom, mere ensom end nogensinde, en dreng alene på jordkloden, ingen øgning af tempoet, ingen fantasier, puls, en svale i ansigtet, ingenting, og allervigtigst: uden at fortælle nogen om det.
Hold sejren for dig selv.
Det havde holdt hårdt. Indtil Olav en dag sådan i forbifarten nævnte, at han havde taget loftsrunden i går, alene. Og Carl lige så nonchalant havde svaret, at det havde han da også, flere gange, for længe siden.
Olav havde kigget undersøgende på ham og stillet nogle relevante spørgsmål om døre og lys og nøgler og skjulte skorstene, og Carls nedtonede svar var lige så relevante.
Nu stod han uden for ikkejødens loftsrum, Olavs far, der arbejdede fire timer på regnskabskontoret i Valsemøllen og resten af dagen sad bag denne umalede plankedør på et loft i den nordlige del af byen og reparerede stort og småt for naboerne, en munk i sin eremitbolig, som alle kunne henvende sig til, når en vandhane dryppede, eller en sko skulle forsåles, når et messinghængsel skulle rettes til, eller en kedel trængte til et nyt håndtag.
Ikkejøden arbejdede med jern, træ, læder, maling, lim og lak, han arbejdede med alt, en hverdagens hædersmand, der ikke beskæftigede sig med at befri nationen fra det tyske åg, men gjorde sit yderste for, at den skulle holde det ud.
Roy Jacobsen: De uværdige
“Roy Jacobsen skriver stærk historisk realisme om Oslo under Besættelsen” – Weekendavisen
★★★★★ “En stærk og nervepirrende fortælling” – Jyllands-Posten
I et fattigt kvarter i Oslo under den tyske besættelse vokser en flok børn op under trange og nådesløse kår. De hutler sig igennem tilværelsen ved at svindle og stjæle efter alle kunstens regler. Og de viger ikke tilbage for også at udnytte tyskerne. Men som krigsårene går, og voksenlivets alvor begynder at trænge sig på, må de hver især finde deres plads i en tumultarisk verden.
I De uværdige tegner Roy Jacobsen et både varmt og brutalt portræt af en barndom i en desperat tid.
Roy Jacobsen har to gange været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris og blev, som den første nordmand nogensinde, i 2017 shortlistet til Booker-prisen for romanen De usynlige. Hans bøger er oversat til 43 sprog.
Du kan købe De uværdige online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: