Bestsellere Biografier Carolyne Kaddu Rasmussen

Carolyne om moderhjerter og en livsforvandlende rejse  

Carolyne om moderhjerter og en livsforvandlende rejse  

Carolyne Kaddu Rasmussen er mor til 5. Hun blev landskendt som Melvin Kakoozas mor i tv-serien Helt Sort og som forfatter til den selvbiografiske bestseller Hovedet i himlen og fødderne på jorden. I bogen Omfavnet af et moderhjerte undersøger Carolyne hvad vores mødre betyder for os og hvilken historie de giver os med.

”Ideen til bogen Omfavnet af et moderhjerte kom i december 2022, hvor jeg mistede mit kære barnebarn og pludselig oplevede en afgrundsdyb afmagt” fortæller Carolyne og fortsætter:

”Jeg plejer altid at kunne hjælpe mine børn og helt ud af det blå stod jeg fuldstændig magtesløs i forhold til min datter som lige havde mistet. Det ændrer et menneske for altid at miste et barnebarn, en bror, en nevø. Et barn. Og det ændrer en familie. Ingen var forberedt på, at det endte, som det gjorde. Og intet kunne forberede os på den smerte, det er alt for tidligt at skulle sige farvel til et lille menneske, som var ventet med længsel, og som var højt elsket fra øjeblikket, vi vidste, at han var på vej. Verden bliver aldrig helt den samme igen”, fortæller Carolyne med tankerne kærligt rettet mod lille Adam-Otis, som kun fik lov at leve 3 dage.

Sorgen fik Carolyne til at længes efter den familie, der ikke er her mere, og gav hende lyst til at grave endnu dybere for at finde frem til fortællingen, som har været med til at forme hendes familie.

Det er i høj grad en historie om kvinderne, om mødre og om moderhjerter, der rives midtover og alligevel er i stand til at hele. Om hjerter, der lukkes, og hjerter, der blottes. Og om at favne dem, der ikke er dine, men som bliver det.  

At være en del af en større historie

”Jeg tog af sted mod Uganda med en mission om at finde ud af noget mere om familiehistorien, fordi jeg havde brug for at skabe et større billede og at føle mig forbundet til de kvinder i familien, som havde overkommet mange begrænsninger og hurdler her i livet. Jeg havde brug for at trække på deres styrke”.

”Jeg fik mange nye historier med mig og vinkler på historier, jeg ikke selv ville være nået frem til. De årsager, folk havde handlet ud fra, var ikke nødvendigvis dem, jeg havde regnet med. Rejsen har f.eks. givet mig en helt ny relation til min mormor, som desværre ikke er her mere, men som jeg har lært at se med nogle andre øjne”.

Carolyne om moderhjerter og en livsforvandlende rejse  

LÆS OGSÅ: Omfavnet af et moderhjerte: Carolyne Kaddu Rasmussens nye bog om at være mor, kvinde og en del af en større familiehistorie. Læs et uddrag her

Nyt blik på mormor

Rejsen har givet Carolyne en større forståelse for sin mormors liv og dermed også en omsorg, som hun ikke havde følt før.

”Den periode, jeg boede hos mormor, har jeg aldrig tænkt på som en særlig god tid. Jeg havde altid på fornemmelsen, at det ikke passede mormor, at jeg boede der. Nu er jeg begyndt at tænke anderledes. Måske var mormor glad for, at jeg var der. Måske gav det hende netop det, som jeg tror, min mor og far ønskede at give hende; én, der var tæt på hende. Så tæt, som man nu kunne komme på mormor. Det kan være, at hun har levet med en dårlig samvittighed over at have forladt sine to børn, da de var små, og ved at have mig boende fik hun lidt af den tid igen. Måske kunne hun sige til sig selv, at hendes egne børn var hun der ikke for, men det var hun for sit barnebarn”, funderer Carolyne.

”Jeg fik også noget andet med mig. For min families kvindehistorier fik mig til at tænke på alle de mødre, jeg har mødt gennem mit arbejde. Deres styrke, deres vilje og alt det, de var villige til at gå igennem for deres børn. Deres historier viste mig, hvor meget et moderhjerte kan rumme”.

Når døden er en naturlig del af livet

”I mange år talte jeg alt for meget om døden, indtil mine børn bad mig om at stoppe. De kunne ikke holde mere dommedagssnak ud. Jeg tror bare, at døden fyldte så meget i min bevidsthed, fordi jeg havde haft så mange dødsfald inde på livet, at jeg selv var blevet bange for at skulle væk fra mine børn”.

Samtidig kommer Carolyne fra en kultur, hvor døden fylder i mange samtaler. Den bliver allestedsnærværende, når man vokser op et sted, hvor epidemier og krige har gjort deres indtog og når at rive flere mennesker med sig, end du kan nå at gå til begravelse hos.

”Det bliver en meget naturlig del af livet, at folk dør. Og at de også dør, før de bliver gamle. Heller ingen i min familie i Uganda var bange for at tale med mig om Otis, da jeg mødte dem alle den november. De var ikke bange for tårerne og sorgen. Og de var heller ikke bange for at tale om livet, at grine og danse umiddelbart bagefter. Det hele er en del af tilværelsen”, fortæller Carolyne.

LÆS OGSÅ: Carolyne har mistet, grint og elsket – og nu har hun udgivet en bog om sit liv

Dårlig samvittighed  

”Jeg kæmpede i lang tid med dårlig samvittighed. Jeg følte, at jeg burde have været i stand til at redde ham. Jeg er jo sygeplejerske, så hvorfor kunne jeg ikke se, hvad der var galt. Men en dag vidste jeg også, at jeg blev nødt til at lægge det væk, jeg var nødt til at slippe det. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kan være der for Melissa og resten af familien, men jeg kan ikke blive ved med at være den, der har svigtet. For det følte jeg i lang tid. Det gør jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg ikke kunne have gjort noget for at ændre det”.

”Jeg har fundet trøst i min tro og med visheden om, at Otis er hos Gud. Sammen med min mor, min mormor, farmor og alle de andre, jeg holder så meget af. Jeg dvæler ikke ved sorgen. Jeg vandrer med den”, siger Carolyne.


Carolyne Kaddu Rasmussen, Omfavnet af et moderhjerte,

Omfavnet af et moderhjerte er en fortælling om at være mor, kvinde og en del af en større familiehistorie med både de lyse og mørke sider. På en rejse til Uganda begynder Carolyne Kaddu Rasmussen at dykke ned i kvindernes i sin families historie. Det er en historie, som trækker røde tråde frem til hendes liv.

For hvad er det, vores mødre betyder for os? Og hvad er det for en historie, de giver os med på vejen? Da den yngste datter, Melissa, mistede et barn og stod midt i den største sorg, oplevede Carolyne at mangle sin egen mor at kunne læne sig op ad.

Da Melissa få måneder efter tabet rejste til Uganda med sine andre børn, spurgte hun Carolyne: “Hvor er mændene henne her i familien?“ I Carolynes barndomshjem var der usagte historier og fortællinger, som ingen kendte til. Fortællinger om stærke kvinder, der bærer sig selv og en hel familie; kvinder, der tager chancer, men også kvinder der er nødsaget til at følge nogle normer, der ikke altid tilgodeser dem. Det er fortællinger, som har været med til at forme hele Carolynes familie.

Du kan købe Omfavnet af et moderhjerte online eller i din nærmeste boghandel.

Carolyne Kaddu Rasmussen,

Mange kender Carolyne som komikeren Melvin Kakoozas mor. Nu fortæller hun sin egen historie om at flygte til Danmark som 21-årig med to børn og bygge et nyt liv op. Det er en barsk og humoristisk fortælling om mødet med en fremmed kultur, hvor mange ting er anderledes, mens noget er meget genkendeligt.

Carolyne er født i Uganda under Idi Amin-tiden og måtte flygte med sin familie til Kenya. Hun forelskede sig i en politiker, som må flygte til Danmark, hvor han får politisk asyl. Da Carolyne et år senere følger efter ham, finder hun sin mand nedbrudt af flugten og af tabet af sin identitet. Men Carolyne er fast besluttet på at slå rødder her med sin familie.

Hun melder sig som besøgsven for Røde Kors og bliver social- og sundhedshjælper. Da ægteskabet senere ender i skilsmisse, starter Carolyne forfra med sine nu fire børn. Hun bliver sygeplejerske og videreuddanner sig med bl.a. en kandidatgrad i sygeplejevidenskab fra Aarhus Universitet.

Du kan købe Hovedet i himlen og fødderne på jorden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Om Dennis Andersen Dennis Andersen (f.1973) cand. mag. og pressekoordinator på Lindhardt og Ringhof. Har tidligere været filmanmelder, pressekoordinator på TV 2 og PR Chef på Nordisk Film.