Med hjælp fra arkivmateriale fra Politiets efterretningstjeneste kaster Bomber for Stalin lys over, hvordan København i en periode var et af Sovjetunionens centrale forbindelsespunkter. Hovedstaden var centrum for et netværk af radikaliserede kommunister, der angreb civile skibe med bomber. Læs et uddrag af den nye bog her.
Thomas Hee er aktuel med Bomber fra Stalin. Hvis du er nysgerrig på tiden op til Anden Verdenskrig og kommunismens indtog i København, så er denne bog til dig. Hee benytter sig af arkivmateriale fra Politiets Efterretningstjeneste til at belyse nogle af de hovedaktører og aktioner, der var i perioden, hvor København var et centralt forbindelsespunkt for kommunismen.
LÆS OGSÅ: 27 bøger der gør dig klogere på historien
Et internationalt netværk af kommunister i København angreb civile skibe med bomber, som de selv havde konstrueret. De ønskede at ramme skibe, der tilhørte Tyskland og dets allierede, hvilket var til stor frustration for Gestapo og Nazisterne.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
I Bomber for Stalin får læseren indblik i en periode, hvor København var brændpunkt i kampen om verdensmagten. Gennem grundig research i arkiverne, fortæller Hee medrivende og fængende om en del af Danmarks historie. Du kan læse et uddrag af Bomber fra Stalin herunder.
Første del Skabelsen
(1935–37)
”Det vil tage dig mindst et år, før organisationen er klar til at gå i aktion . Skynd dig ikke, for det kan være farligt . Glem aldrig de grundlæggende regler for konspiration .”
”Maxim” til Ernst Wollweber ifølge dennes erindringer
PROLOG
Forbitret ild
Der står et par sko på kajen ved Orientbassinet i Københavns Nordhavn. Det er mørk nat, så vagten ved landgangsbroen bemærker ikke skoene, som de står der – beskidte efter års slid på kulstøvede arbejdspladser.
Han ser heller ikke skoenes ejermand, som hænger på en af de store fendere, der dingler på siden af skibet ”United States”. Stødpuderne sørger for, at det aldrende dampskib ikke tager skade, når dønningerne i havnen trykker det ind mod kajkanten. Det er en stille nat, så der er langt mellem de små hvin fra fendernes gummi og de langstrakte knirkelyde, når havet trækker i trosserne, og skibet hæver sig let.
Den unge mand på skibssiden er i strømpesokker. Han lander derfor lydløst, da han glider ind igennem et åbentstående koøje på siden af skibet og sætter fødderne på det blankslidte gulv.
Hurtigt søger han mod den lille stige, der fører ned i skibets indre. På det øverste passagerdæk tænder han den cykellygte, han har medbragt, og ser sig omkring. Han har for få år siden sejlet som kahytsdreng på et skib magen til, så han finder let frem til spisesalen på første klasse og går målrettet mod det store rum under trappen op til det øverste dæk. Rummet måler tre gange fire meter.
Dengang passagerskibet stadig var i brug, fungerede det som vinskab – dengang ”United States” sejlede håbefulde udvandrere og nysgerrige velhavere til Amerika i deres jagt på en ny tilværelse eller en inspiration til den gamle. Nu er vinen væk, men i skabets indre ligger tremmehylderne stadig og hælder skråt indad, så de dyre flasker kan ligge trygt i høj sø, hvis der igen en dag skulle blive brug for det.
Manden i strømpesokkerne tager sig god tid. Han lukker døren til vinskabet efter sig, noterer sig loftets træbeklædning og lader forsigtigt en hånd glide hen over de tomme hylder. De er knastørre, konstaterer han tilfreds. Med sin kniv snitter han i hyldernes overflade for at gøre dem mere flossede. Derefter ser han sig om efter en brandbar væske af en eller anden art.
I lyskeglen fra sin cykellygte bevæger han sig frem i skibets indre og når til sidst ned til maskinrummet. Her finder han en petroleumslampe på et arbejdsbord. Han vejer den i hånden. Der er rigeligt med petroleum i tanken, måske halvanden liter.
Tilbage i vinskabet løfter han forsigtigt glasset af lampen og hælder en lille sø ud over en af hylderne . Han stryger en tændstik, og ilden får straks fat i det tørre træ. Derefter tipper han lampen og pøser mere petroleum ud. Han trækker det langsomt fra det lille bål til de andre hylder i skabet og ser flammerne danse med i de nye søer.
Til sidst tømmer han hele tanken. Inden længe brænder ilden med mandshøje flammer. Det er på tide at komme væk, og med teenagerens adræthed forsvinder han ud den samme vej, han kom ind. Han smyger sig ud ad koøjet. Snart er han tilbage ved de efterladte sko på kajen . Døren til vinskabet har han ladet stå åben. For at sikre ilt nok til, at ilden kan udvikle sig til et hav af rasende flammer.
Brandstifteren er lige nået tilbage til sin cykel, da vagtstyrmand Jessen vågner på sit leje i andenstyrmandens kahyt. Den gamle vagt hører suset fra flammerne og tror først, at det bare er vinden. Men da hans næse fanger lugten af brændende oliemaling, bliver han klar over, at den er gal. Han slår dynen til side og farer ud på dækket – kun iført sin pyjamas.
Jessen har dagvagten på skibet i denne uge, og derfor har han egentlig fri. Alligevel er den pensionerede styrmand blevet ombord for at sove, så han slipper for at rejse så langt, når han næste morgen skal afløse nattevagten.
Til politiet forklarer han senere, at da han kommer ud på dækket, forsøger han først at komme over på den side af skibet, der ligger tættest på kajkanten. Men en tyk bølge af røg kommer rullende imod ham. Han er nødt til at dykke under den, mens han med sammenknebne øjne føler sig frem langs rælingen efter fenderwiren. Da han når om på landsiden, springer han ud over skibets kant.
Det lykkes vagtstyrmanden at kæmpe sig ned til agterenden, hvor nattevagten Kjeldstoft holder til. Kjeldstoft sidder i en kahyt og er i færd med at stoppe sin pibe, da han fra kajen hører Jessen skrige, at han skal se at komme i land og alarmere brandvæsnet. Sammen får de to vagtmænd vækket den ældre matros Andersen, der ligesom Jessen har vagtopgaver i dagtimerne. Også han sover på det gamle passagerskib om natten i de uger, han har vagt, fordi han bor helt i Holbæk. Hostende, men uskadte kommer de alle tre i land .
Fra kajen kan de kan se ilden rasere den midterste del af det gamle skib. Flammerne fortærer de træbeklædte indre dele, mens malingen bobler og smelter af de brandvarme skibssider. Jessens tøj og personlige ejendele forsvinder også i flammerne. Heldigvis har han stukket sin tegnebog med 120 kroner ind under hovedpuden, hvor den senere dukker uskadt op.
Da de tre mænd er kommet i land, løber nattevagten Kjeldstoft ad kajen mod Aarhusgade for at få toldvagten til at ringe efter brandvæsnet. På vej derned møder han den uniformerede tolder på cykel og sætter ham skyndsomt ind i sagen. Tolderen tramper mod sit vagtskur for at ringe, og Kjeldstoft løber tilbage til de andre ved ”United States”.
Mens de venter på brandvæsnet, løber nattevagten igen ombord på det brændende skib og fisker sine nøgler frem. Omhyggeligt låser han dørene op, så brandfolkene ikke skal vente på at komme til, når de om lidt kommer drønende i deres sprøjter.
Omtrent samtidig som sirenerne begynder at lyde ud over byen, parkerer gerningsmanden sin cykel i Gothersgade og låser sig ind i den lejlighed, hvor han lejer et værelse hos en kammerat. Han kryber ned under sin dyne.
I tankerne gennemgår han nattens hændelser, og mens han ligger der, mærker han en spirende bekymring for, at han har efterladt sig et spor. Han forbander sig selv for ikke at have taget petroleumslampen med sig og smidt den i havnen.
Liggende i sengen grubler han over, om der er en risiko for, at politiet finder hans fingeraftryk på lampeglasset. Vil de kunne afsløre ham som brandstifteren og dermed plette hans straffeattest med noget langt mere alvorligt, end de banale sager om cykeltyveri og gadeuorden, politiet hidtil kender ham for? Han beslutter sig for at tage derud igen for at få fat i lampeglasset. Men ikke nu. Nu skal han sove.
Klokken har passeret to om natten, da brandstifteren endelig lukker øjnene på sit værelse.
KAPITEL 1
Det første møde
Navnet på den 19-årige sømand, der i septembernatten 1935 lå og spekulerede i sin seng, var Kaj Gejl . Hans plan med ildspåsættelsen var ikke at blive del af en international terrorgruppe, men med de be- givenheder, der efterfulgte branden på ”United States”, var det netop, hvad der skete .
Kaj Gejl vidste endnu ikke, at tyskeren Ernst Wollweber I Moskva havde fået til opgave at lede en organisation, der skulle terrorisere Sovjetunionens fjender ved at angribe deres civile skibsfart . Han havde aldrig hørt om Wollweber og anede ikke, at tyskeren var på vej til Kø- benhavn for at lede efter pålidelige folk til sin danske celle .
Det var slet ikke derfor, at den unge kommunist var sprunget på sin cykel og var kørt til Orientbassinet med sin Nefa-lygte og sin plan om at ødelægge det gamle passagerskib .
Damperen ”United States” var et af rederiet DFDS’ gamle ameri- kaskibe . Det var bygget i 1903 og ved at være modent til pension, så da et italiensk rederi i 1935 henvendte sig og tilbød 24 .000 britiske pund for det, slog DFDS til og indgik handlen . Den officielle melding var, at italienerne ville slæbe skibet til hjemlandet, hvor det ville blive hugget op .
Blandt sømændene på havnen i København opstod der imidlertid snart det rygte, at det danske skib i virkeligheden skulle indgå i transporten af de tropper, den italienske diktator, Benito Mussolini, i disse år sejlede til den afrikanske østkyst . Her på den nordlige side af Afrikas Horn landsatte Italien sine soldater i det nuværende Etiopien . Mussolinis afrikanske ambition var at kolonisere en del af det frugtbare kontinent, mens han sideløbende i Europa konsoliderede sin magt . Det gjorde han ved at indgå en aftale med den tyske Fører, Adolf Hitler.
Netop den spirende alliance mellem Nazityskland og det fascistiske Italien var en torn i øjet på Kaj Gejl og hans ligesindede, der støttede folkets ”Lillefar” i Moskva og anså fascismen for at være en forbry- derisk ideologi . Adolf Hitler og Benito Mussolini mødtes i sommeren 1934 for første gang, og i London, Paris og Moskva så statslederne med stigende bekymring på den ”akse” de to totalitære ledere fra midten af 1930’erne med Mussolinis ord etablerede mellem Rom og Berlin .
Samarbejdet mellem Tyskland og Italien var af både politisk og militær karakter, og selvom Der Führer i Berlin og Il Duce i Rom ikke var enige om alt, så var de i hvert fald enige om i fællesskab at hade kommunismen . I Hitlers flammende taler omtalte han hånligt lederne i Kreml som ”jødebolsjevikkerne”, mens Mussolini på sin side benævnte Stalin og hans nærmeste som ”de røde banditter” .
Derfor steg pulsen i den sømandsklub på Gothersgade nær Kongens Nytorv, hvor Kaj Gejl gik til hånde, da sømændene hørte rygtet om, at den danske amerikadamper var blevet solgt til Italien, som ville bruge passagerskibet til troppetransporter.
Sømandsklubben var en af de såkaldte interklubber, der var finansieret og i vid udstrækning kontrolleret fra Sovjetunionen. I 1930’erne var den slags klubber udbredt i havnebyer over hele verden, hvor de fungerede som samlingssted for kommunister og andre, der sympatiserede med drømmen om at omstyrte den eksisterende samfundsorden gennem en verdensrevolution. Det var især søfolk, der kom i klubberne. De blev typisk brugt til at distribuere politisk propagandamateriale og til kulturelle arrangementer, der understøttede den kommunistiske sag.
I den klub, Kaj Gejl holdt til i, blev der i sommeren 1935 indkaldt til et møde, hvor situationen omkring ”United States” var på dagsordenen. Mødet fandt sted i klubbens ”konferencesal”, en noget flot betegnelse for det ramponerede lokale, der blev brugt til større samlinger. På mødet gik bølgerne højt . De fremmødte søfolk nåede hurtigt til enighed om, at noget måtte gøres for at forhindre, at den gamle danske damper stævnede ud på sin koloniseringsmission for det fascistiske Italien. Nogle af søfolkene råbte op, om at man burde få hyre på skibet og så smide grus i kedlerne, mens andre talte om at sprænge det i luften.
Kaj Gejl var ung og forholdsvis ny i sømandsklubben. Hans baggrund lignede de fleste af de andre sømænds, og ligesom dem havde han trods sin alder allerede levet en omflakkende tilværelse. Han var vokset op på den lille Bogø mellem Sjælland og Falster. Hans far arbejdede på værftet i Stubbekøbing, og når Kaj ikke havde travlt med at være en af Bogøs flabede drenge, holdt han af at komme med faren på arbejde og mærke suset fra den store verden i dokkens gamle skibsskrog .
Skolen var ikke hans stærke side. Da Kaj Gejl efter syvende klasse fik muligheden for at komme ud at sejle, slog han derfor til. Han stod til søs, ligesom hans far havde gjort før ham, og som hans farfar havde gjort før hans far.
Kaj Gejl fik hyre som dæksdreng på et handelsskib, der sejlede til Sydamerika, og som 15-årig havde han allerede fejret sin ”linjedåb” ved at krydse Ækvator. Skibet sejlede med majs og andre råvarer, som det lossede i de argentinske havnebyer Buenos Aires og Rosario. I de eksotiske havne lurede knægten fra Bogø fra første parket på de prostituerede i byernes bordeller og drømte om en dag at få råd til at vælge en af dem fra bordellernes farverige kataloger.
Han tilegnede sig den hårde jargon, der bølgede blandt søens folk, når de var i havn, og han oplevede på egen krop, hvad solid indtagelse af alkohol kan gøre ved en voksen mand. ”Smugleri, drukkenskab, ty- veri og homoseksuelle efterstræbelser lærte jeg at kende på nært hold,” skrev han senere i sine erindringer om sin tid på det første handelsskib .
Da Kaj Gejl fik muligheden, skiftede han tilværelsen som dæksdreng på handelsskibene ud med tjansen som opvasker på de store passagerskibe, som i mellemkrigsårene dampede frem og tilbage over Atlanterhavet for DFDS. Han sejlede blandt andet på ”Hellig Olav”, som var søsterskib til ”United States”, og lærte derved skibets indre nøje at kende.
Livet som DFDS-ansat var mindre hårdt. Søfolkene var ikke lige så rå, men den nye tilværelse varede ikke ved. I starten af 1930’erne aftog strømmen af passagerer, der ville fra Skandinavien til New York. Én for én blev de stolte amerikadampere lagt op, og Kaj Gejl måtte gå i land i København.
Som arbejdsløs begyndte han at hænge rundt i den slidte sømandsklub i Gothersgade ikke langt fra det pulserende liv i Nyhavn . Han befandt sig godt blandt søens folk, og han fik en tjans som handyman i klublokalerne, der trængte gevaldigt til at blive malet. Det tog han sig af . Med tiden fik han også ansvar for at duplikere løbesedler med politiske slogans, som han og kammeraterne delte ud til sømænd om- bord på skibe, der lagde til i havnen.
Under arbejdet ved duplikatoren blev Kaj Gejl fortrolig med de andre sømænd i klubben. De kom for at blande half and halfs af portere og pilsnere og for at hidse sig selv og andre op over den politiske drej- ning, verden var ved at tage. Især var de totalitære regimers fremmarch i Tyskland og Italien et yndet samtaleemne. Det var derfor også helt naturligt, at den unge handyman deltog på mødet om, hvad man skulle gøre ved salget af ”United States” til det italienske rederi.
Kaj Gejl kastede sig med ungdommeligt vovemod ind i diskussionen. Da han fik ordet i konferencesalen, foreslog han bramfrit at stikke ild på skibet. Det ville være langt den enkleste løsning på problemet, sagde han til de andre sømænd. De brummede og kiggede ned i gulvet.
De var ikke nødvendigvis uenige, men der var tilsyneladende ingen, der havde tænkt sig at medvirke til planerne om brandstiftelse. Et par af de yngre kammerater viste interesse, men i sidste ende havde de hver især en undskyldning for ikke at være med . En havde for nylig været anholdt og ville ikke risikere at blive det igen. En anden fik ikke lov af sin kæreste.
Altså var Kaj Gejl alene, da han den 3 . september 1935 gjorde sig klar til at cykle mod nordhavnen. Han var stadig kun en stor knægt, og selvom iveren efter at handle rasede i hans unge krop, var han ikke dummere, end at han nok kunne regne ud, at en aktion af denne kaliber krævede en eller anden form for rygdækning. Inden han cyklede mod havnen, gik han derfor først til lederen af klubben, Helge Kierulf, for at høre, om han via sine kontakter i Komintern-apparatet kunne få grønt lys til aktionen.
Komintern er forkortelsen for Den Kommunistiske Internationale, der var navnet på den tredje sammenslutning af verdens arbejderpartier. Det fungerede som en form for kommunistisk ”verdensparti”, som fra sit hovedsæde i Sovjetunionen var de nationale kommunistpartiers overordnede – en blæksprutte med hovedet i Moskva og tentaklerne ude i resten af verden. Den grundlæggende opgave for Komintern var den simple at omstyrte den eksisterende demokratiske og kapitalistiske verdensorden.
For at opnå dette fandt Kominterns ledelse, at det ikke var nok at satse på de nationale kommunistpartiers legale parlamentariske arbejde. Blækspruttens tentakler måtte hver især oprette en hemmelig afdeling, som i det skjulte og med alle tilgængelige midler skulle bekæmpe kapitalismen indefra.
Det konspiratoriske arbejde skulle forankres i et ”illegalt apparat”, som hvert af de nationale kommunistpartier måtte drive ved siden af det officielle partiarbejde. Ved hjælp af hemmelige agenter og med penge fra Moskva skulle de stå for alt fra spionage og sabotage til mere fredelige aktioner mod politiske og militære myndigheder. For at holde styr på det hele oprettede Komintern ”Afdelingen for Internationale Forbindelser” – i daglig tale kaldet OMS efter sine russiske forbogstaver.
Et af de vigtigste OMS-forbindelsespunkter lå i 1930’erne i Køben- havn, som var geografisk godt placeret mellem Moskva og det øvrige Europa. Forbindelsespunktet blev etableret af Arne Munch-Petersen, der i 1932 var blevet var blevet valgt ind i Folketinget for kommunisterne. Han havde forinden været på Leninskolen i Moskva for at studere den sande kommunistiske lære, og da han i 1930 vendte hjem, havde han i dybeste hemmelighed fået opgaven med at oprette det illegale apparat med i bagagen.
Arne Munch-Petersen havde gode kontakter i det spirende kommunistiske miljø i hjemlandet, og blandt disse var lederen af sømandsklubben i Gothersgade, københavnerdrengen Helge Kierulff. Derfor var det også en smal sag for Kierulff at forhøre sig hos Munch-Petersen, da spørgsmålet om aktionen mod damperen ”United States” kom op. Og tilbagemeldingen var klar: Det var helt i tråd med Moskvas interesser at stikke ild på skibet.
Med Kominterns billigelse sneg Kaj Gejl sig derfor ombord på ”United States” for at gennemføre attentatet alene. Kun bevæbnet med sin Nefa-lygte og med sit indgående kendskab til skibets indre.
I dagene efter branden på det gamle DFDS-skib bragte dagspres sen billeder fra den indre del af DFDS-damperen. Især spisesalen og kahytterne på første klasse var fuldkommen udbrændte.
”Har kommunisterne sat ild til skibet, for at italienerne ikke skulle få det?” spurgte hovedstadskorrespondenten fra Horsens Folkeblads i sin artikel. Journalisten konstaterede, at omtrent en tredjedel af det store skib var ødelagt, og at årsagen til branden foreløbigt var ”en gåde” .
***
Kaj Gejl vågnede på sit værelse med en uro i kroppen. Han kunne ikke lade være med at tænke på lampeglasset fra petroleumslampen, som han så uforsigtigt havde sat sine fedtede fingre på og bare efterladt på skibet. Det blev han nødt til at gøre noget ved, når postyret havde lagt sig lidt. Et par dage senere cyklede han derfor mod havnen for at se, om han på en eller anden måde kunne komme ombord igen og få fat i glasset.
For en sikkerheds skyld tog han en rulle klistermærkater med, han havde fået i sømandsklubben. De små rektangulære mærkater var udstyret med antifascistiske slogans og var på et tidspunkt blevet bragt til københavnerklubben af italienske kammerater. Hvis nogen skulle spørge, ville Gejl sige, at han bare var på havnen for at klistre mærkaterne op i protest mod DFDS’ salg af skibet til fascisterne. Det ville politiet helt sikkert se skævt til, men at sætte klistermærkater op var alligevel ikke så alvorlig en forbrydelse som at snige sig ombord på et stort dampskib og stikke ild til det.
Med mærkatrullen under armen sprang Kaj Gejl på cyklen og hjulede mod havnen. I dagslyset var det tydeligt, at det store skib havde taget voldsom skade i den midterste del. Det var selvfølgelig ikke optimalt, at branden var blevet slukket, før skibet var udbrændt totalt. Men det vigtigste var trods alt at forhindre, at Mussolini kunne sende tropper med skibet, og det var i hvert fald blevet mindre attraktivt nu, tænkte Kaj Gejl ved sig selv.
Fremme ved kajen sprang han af cyklen og fortsatte til fods. Han nåede dog ikke en gang i nærheden af skibet, før han blev råbt an. To betjente greb resolut fat i ham og begyndte at udspørge ham, om hvad han lavede på havnen. De havde netop stået på lur og håbet på, at brandstifteren ville vende tilbage til gerningsstedet, og nu var der tilsyneladende endelig bid.
Da Gejl nægtede kendskab til branden, bragte de to betjente ham i stedet til afhøring hos efterforskningslederen, politiassistent Tværmoes, på Østerbro Politistation . Over for ham fastholdt Gejl imidlertid sin dækhistorie: Han havde hørt, at ”United States” var solgt til de italienske fascister og var bare kørt på havnen med sine mærkater med antifascistiske slogans, som han ville klistre op på siden af skibet.
Tværmoes tog den unge kommunist med til Københavns Politigård, hvor han blev udsat for lange, udmattende forhør. Men han nægtede stadig alt – og til sidst fik Kaj Gejl lov at cykle hjem igen. Først skulle han dog efterlade sin adresse, så politiet kunne komme i kontakt med ham på et senere tidspunkt. Det kunne nok være, at politiassistent Tværmoes ikke lå inde med de nødvendige beviser, men efterforskningslederen havde en fornemmelse af, at den unge cyklist havde noget med branden at gøre.
Kaj Gejl følte sig presset efter afhøringen. Tilbage på sit værelse i Gothersgade, besluttede han, at det var på tide at komme ud at sejle igen, og ikke længe efter påmønstrede han damperen ”Lilleborg”. De næste otte måneder tilbragte han til søs som letmatros på det danske fragtskib, der sejlede kul til og fra de baltiske havnebyer.
Da han i 1936 gik i land i København igen, vendte han også tilbage til sømandsklubben. De fleste nætter boede han i et telt på Amager, men han var stadig på god fod med lederen, Helge Kierulff, som fra tid til anden gav ham lov til at overnatte i klublokalerne.
Gejl var derfor i Gothersgade, da telefonen en dag i efteråret 1936 ringede på klubbens kontor . I røret var Richard Jensen, der på dette tidspunkt var en stor mand på flere måder. Han var en del af ledelsen i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som han også repræsenterede i Københavns Borgerrepræsentation.
Han var også notorisk stor i slaget, stor i munden og så var han ikke mindst fysisk stor i en grad, så det fra hans amatørbokseklub forlød, at han var nødt til at få sine handsker specialsyede, fordi ingen af de gængse modeller kunne smyges om hans enorme hænder. Som dreng var han vokset op på et børnehjem, og helt fra sine unge år var han kendt som en slagsbror med hang til natlige udskejelser på byens værtshuse. Bag hans ryg kaldte flere af de mere hårdkogte typer på havnen ham for ”Den Fede”, der trods den negative klang var et tilnavn, der stod en del respekt omkring.
Den Spanske Borgerkrig var brudt ud i sommeren 1936, og alle i sømandsklubben vidste, at Richard Jensen var involveret i at smugle våben og frivillige til Spanien for at støtte den republikanske regering mod general Francisco Francos oprørere. Krigen var i princippet et internt spansk anliggende, men det kom hurtigt til at stå klart for de fleste, at den også udviklede sig til en stedfortræderkrig mellem især Tyskland og Italien på den ene side og Sovjetunionen på den anden. Flere historikere har beskrevet borgerkrigen som et krigslaboratorium, hvor forskellige militære doktriner og teknologier blev afprøvet i en slags generalprøve før verdenskrigen.
I et forsøg på at inddæmme borgerkrigen underskrev de europæiske stormagter en aftale om ikke at blande sig i konflikten, men for Hitlers og Mussolinis vedkommende havde blækket på papiret ikke den store værdi. Slet skjult støttede de to lande oprørsgeneralen Franco med våben og forsyninger, mens de andre vestmagter med Frankrig og Storbritannien i spidsen mest af alt så passivt til.
Sovjetunionen havde også ladet sig presse til at erklære sig neutral i konflikten, men ligesom Hitler og Mussolini begyndte Stalin i det skjulte at pumpe penge og våben ind i Spanien. Fra Moskva gik støtten til republikkens socialistiske regering, uden at det dog belastede Stalins pengekasse alt for voldsomt.
En god del af de penge, der blev kanaliseret fra Sovjetunionen til Spanien, var nemlig spaniernes egne, for i desperation over oprøret havde den socialistiske regering skibet nationalbankens spanske guldreserver til Moskva. Her brugte vennerne i Sovjetunionen løs af guldet for at støtte regeringshæren og de brigader af ”spaniensfrivillige”, der valfartede til slagmarken fra hele verden.
En del af disse penge landede på en stribe bankkonti, som danskeren Richard Jensen kom til at råde over. Han kanaliserede herfra store summer ind i rederiet ”Jensen Shipping”, som formelt var ejet af den spanske regering. For pengene opkøbte han en flåde af i alt ni gamle handelsskibe. I løbet af borgerkrigen fragtede de adskillige ton våben til den spanske regeringshær. De fragtede også kamplystne sympatisører til De Internationale Brigader, der kæmpede på regeringshærens side.
Blandt søfolk og havnearbejdere blev skibene kendt som ”krudt-bådene” eller ”Panama-bådene”, fordi de var indregistreret i den mellemamerikanske kanalstat. Våbnene til krudtbådene opkøbte Richard Jensen i al hemmelighed rundtom i en række europæiske randstater som Finland, Estland og Rumænien . Ofte var det overskudsvåben fra de lokale hærstyrker, som trods deres udtjente status blev solgt for en pris, som var de nye fra fabrikken. Men gamle våben var bedre end ingen våben, ræsonnerede Richard Jensen, mens han brugte løs af midlerne fra de forgyldte konti
Da Richard Jensen i efteråret 1936 ringede til klubben i Gothersgade, var det for at få klubledelsen til at sende Kaj Gejl ned til hans kontor i Toldbodgade. I den smalle gade nær Amalienborg huserede Richard Jensen som leder af det danske søfyrbøderforbunds københavnerafdeling.
Søfyrbøderforbundet var en fagforening for den store gruppe af sømænd, der arbejdede med drift og vedligeholdelse af dampskibenes kedler og motorer. Som leder af københavnerafdelingen var Richard Jensen en magtfuld mand. Han kunne skaffe folk arbejde i en tid, hvor den globale økonomiske krise ellers gjorde det svært at finde beskæftigelse. Blandt mange andre sømænd havde han tidligere også hjulpet Kaj Gejl med lejlighedsvise ansættelser som pakhusarbejder på Dansk Sojakagefabrik på Islands Brygge.
På tidspunktet for Richard Jensens telefonopkald var Gejl igen uden fast arbejde, så da han fik beskeden om, at ”Den Fede” havde ringet, skyndte han sig at cykle ned gennem Nyhavn og bankede på Richard Jensens dør. Han blev vist ind, og den store kommunist lukkede dø- ren bag ham og fortalte, at han havde hidkaldt ham, fordi han var på udkig efter ”raske folk” til en opgave . Gejl lyttede interesseret og lod forstå, at han bestemt ikke var afvisende.
Den unge sømand spurgte, hvad det nærmere drejede sig om, men det ville Richard Jensen ikke afsløre . Ikke på kontoret i Toldbodgade. I stedet inviterede han ham hjem til sin lejlighed på Vesterbrogade, hvor han lovede at sætte ham i forbindelse med en mand, der ville forklare det hele. Gejl gættede på, at det nok drejede sig om at rejse til Spanien for at kæmpe for republikken, men da han troppede op til mødet i lejligheden, ventede der ham en overraskelse.
Den fremmede var der allerede. Han var på mange måder Richard Jensens modstykke, lav og tyndhåret, og med en rød og kødfuld næse lysende midt i ansigtet under et sæt årvågne øjne. Den lille mand talte et mærkeligt gebrokkent skandinavisk med en blanding af norske og danske ord. Det var ikke svært at høre, at han oprindeligt var tysker.
Stående i lejligheden spurgte Richard Jensen, om Kaj Gejl kendte manden. Gejl svarede, at det gjorde han ikke, og det virkede til at glæde de to mænd . Richard Jensen præsenterede den tyske mand som ”An-ton”, hvorefter han forlod rummet og lod Gejl og tyskeren for sig selv.
Da de var blevet alene, spurgte Kaj Gejl, om det drejede sig om at rejse sydpå for at kæmpe mod Franco, men det afviste manden. Denne opgave var ”vigtigere end at rejse til Spanien for at blive skudt”, huskede Gejl senere, at han fik at vide. Meget mere information blev det ikke til på dette første møde, for den tyske mand ville hellere tale udendørs, hvor han var sikker på, at ingen lyttede med. Han bad i stedet Gejl om at troppe op i Fælledparken nogle dage senere.
Under mødet i Fælledparken spadserede den nu 20-årige Kaj Gejl og den noget ældre tysker sammen i den åbne københavnske park. Anton førte ordet. Han havde hørt om attentatet på ”United States”, som han bifaldt. Det var netop den form for ildhu, han havde brug for til den organisation, han var i færd med at bygge op, sagde han.
Det var ellers ikke, fordi tyskeren i Fælledparken sagde noget om at snige sig ombord på skibe og stikke ild til dem. Det handlede om noget langt mere fredeligt, lod han den yngre mand forstå: Den nye organisations opgave var alene at spionere på de handelsskibe, der jævnligt anløb havnen i København. Ved at lære disse skibe at kende og rapportere til tyskerens kontakter i Moskva om dem og deres last ville Sovjetunionen få et bedre overblik over, hvad der blev fragtet ind og ud af København. Og det kunne vise sig nyttigt, når krigen mod folkefjenderne i Vesteuropa kom, forklarede Anton.
Han ville have Gejl til at sammensætte og lede en gruppe af pålidelige søfolk. De skulle holde øje med skibstrafikken, men de skulle også indprente sig handelsskibenes udseende, fordi de meget vel kunne blive kamufleret i en eller anden form ved krigsudbruddet.
Den tyndhårede tysker havde på dette tidspunkt talt sig varm. Gejl måtte hurtigst muligt i gang med at træne sin hukommelse, sagde han. Han skulle også se at få lært tysk i en fart, og så ville tyskeren selv påtage sig at oplære ham i basale konspiratoriske teknikker såsom kodeskrivning, og hvordan man sikrede sig, at den person, man havde aftalt at mødes med, reelt også var den person, der kom til mødet og ikke en af fjendens agenter.
De to mænd gik flere runder på parkens grusbelagte stier. Inden de tog afsked, bad tyskeren Kaj Gejl om at begynde at se sig om efter medlemmer til den gruppe, han skulle bygge op . Han stak ham også nogle penge . Det var en mindre sum til at dække omkostningerne ved at skulle give øl på værtshuse for at komme i snak med mulige kandidater til gruppen. Gejl fik også stillet en månedsløn på et par hundrede kroner i udsigt.
Til sidst aftalte de, hvor og hvornår de skulle mødes næste gang, og den unge dansker gik opstemt fra Fælledparken. Dels var han glad for udsigten til en fast indkomst, og dels så han frem til at være med til at udføre illegalt arbejde for at fremme Sovjetunionens interesser. Gejl var, som det hed i en senere kriminologisk personundersøgelse af ham ”meget idealistisk indstillet”. Han var ivrig efter at blive et lille tandhjul i den store internationale maskine, der kværnede for den nødvendige verdensrevolution og kommunismens globale udbredelse.
Thomas Hee: Bomber for Stalin
I tiden op til Anden Verdenskrig blev København centrum for et internationalt netværk af radikaliserede kommunister, der angreb civile skibe med hjemmelavede bomber. Gruppens mål var fragt- og passagerskibe, som sejlede for Adolf Hitlers Tyskland og dets allierede. Dynamitten til bomberne stjal kommunisterne langt mod nord i de svenske malmminer.
Kommunisternes ødelæggelser frustrerede Gestapo og fyldte så meget for nazisterne, at navngivne medlemmer af den danske celle blev fremhævet i krigserklæringen, da Nazityskland i 1941 angreb Sovjetunionen.
Ved hjælp af arkivmateriale fra Politiets Efterretningstjeneste kaster bogen nyt lys over de danske hovedpersoner og deres aktioner. Den fortæller historien om, hvordan København i en periode var et af Sovjetunionens mest centrale forbindelsespunkter for det undergravende arbejde, der udgik fra Kreml under generalsekretær Josef Stalin.
Med hjælp fra arkivmateriale fra Politiets efterretningstjeneste kaster Bomber for Stalin lys over, hvordan København i en periode var et af Sovjetunionens centrale forbindelsespunkter. Hovedstaden var centrum for et netværk af radikaliserede kommunister, der angreb civile skibe med bomber. Læs et uddrag af den nye bog her.
Thomas Hee er aktuel med Bomber fra Stalin. Hvis du er nysgerrig på tiden op til Anden Verdenskrig og kommunismens indtog i København, så er denne bog til dig. Hee benytter sig af arkivmateriale fra Politiets Efterretningstjeneste til at belyse nogle af de hovedaktører og aktioner, der var i perioden, hvor København var et centralt forbindelsespunkt for kommunismen.
LÆS OGSÅ: 27 bøger der gør dig klogere på historien
Et internationalt netværk af kommunister i København angreb civile skibe med bomber, som de selv havde konstrueret. De ønskede at ramme skibe, der tilhørte Tyskland og dets allierede, hvilket var til stor frustration for Gestapo og Nazisterne.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
I Bomber for Stalin får læseren indblik i en periode, hvor København var brændpunkt i kampen om verdensmagten. Gennem grundig research i arkiverne, fortæller Hee medrivende og fængende om en del af Danmarks historie. Du kan læse et uddrag af Bomber fra Stalin herunder.
Første del Skabelsen
(1935–37)
”Det vil tage dig mindst et år, før organisationen er klar til at gå i aktion . Skynd dig ikke, for det kan være farligt . Glem aldrig de grundlæggende regler for konspiration .”
”Maxim” til Ernst Wollweber ifølge dennes erindringer
PROLOG
Forbitret ild
Der står et par sko på kajen ved Orientbassinet i Københavns Nordhavn. Det er mørk nat, så vagten ved landgangsbroen bemærker ikke skoene, som de står der – beskidte efter års slid på kulstøvede arbejdspladser.
Han ser heller ikke skoenes ejermand, som hænger på en af de store fendere, der dingler på siden af skibet ”United States”. Stødpuderne sørger for, at det aldrende dampskib ikke tager skade, når dønningerne i havnen trykker det ind mod kajkanten. Det er en stille nat, så der er langt mellem de små hvin fra fendernes gummi og de langstrakte knirkelyde, når havet trækker i trosserne, og skibet hæver sig let.
Den unge mand på skibssiden er i strømpesokker. Han lander derfor lydløst, da han glider ind igennem et åbentstående koøje på siden af skibet og sætter fødderne på det blankslidte gulv.
Hurtigt søger han mod den lille stige, der fører ned i skibets indre. På det øverste passagerdæk tænder han den cykellygte, han har medbragt, og ser sig omkring. Han har for få år siden sejlet som kahytsdreng på et skib magen til, så han finder let frem til spisesalen på første klasse og går målrettet mod det store rum under trappen op til det øverste dæk. Rummet måler tre gange fire meter.
Dengang passagerskibet stadig var i brug, fungerede det som vinskab – dengang ”United States” sejlede håbefulde udvandrere og nysgerrige velhavere til Amerika i deres jagt på en ny tilværelse eller en inspiration til den gamle. Nu er vinen væk, men i skabets indre ligger tremmehylderne stadig og hælder skråt indad, så de dyre flasker kan ligge trygt i høj sø, hvis der igen en dag skulle blive brug for det.
Manden i strømpesokkerne tager sig god tid. Han lukker døren til vinskabet efter sig, noterer sig loftets træbeklædning og lader forsigtigt en hånd glide hen over de tomme hylder. De er knastørre, konstaterer han tilfreds. Med sin kniv snitter han i hyldernes overflade for at gøre dem mere flossede. Derefter ser han sig om efter en brandbar væske af en eller anden art.
I lyskeglen fra sin cykellygte bevæger han sig frem i skibets indre og når til sidst ned til maskinrummet. Her finder han en petroleumslampe på et arbejdsbord. Han vejer den i hånden. Der er rigeligt med petroleum i tanken, måske halvanden liter.
Tilbage i vinskabet løfter han forsigtigt glasset af lampen og hælder en lille sø ud over en af hylderne . Han stryger en tændstik, og ilden får straks fat i det tørre træ. Derefter tipper han lampen og pøser mere petroleum ud. Han trækker det langsomt fra det lille bål til de andre hylder i skabet og ser flammerne danse med i de nye søer.
Til sidst tømmer han hele tanken. Inden længe brænder ilden med mandshøje flammer. Det er på tide at komme væk, og med teenagerens adræthed forsvinder han ud den samme vej, han kom ind. Han smyger sig ud ad koøjet. Snart er han tilbage ved de efterladte sko på kajen . Døren til vinskabet har han ladet stå åben. For at sikre ilt nok til, at ilden kan udvikle sig til et hav af rasende flammer.
Brandstifteren er lige nået tilbage til sin cykel, da vagtstyrmand Jessen vågner på sit leje i andenstyrmandens kahyt. Den gamle vagt hører suset fra flammerne og tror først, at det bare er vinden. Men da hans næse fanger lugten af brændende oliemaling, bliver han klar over, at den er gal. Han slår dynen til side og farer ud på dækket – kun iført sin pyjamas.
Jessen har dagvagten på skibet i denne uge, og derfor har han egentlig fri. Alligevel er den pensionerede styrmand blevet ombord for at sove, så han slipper for at rejse så langt, når han næste morgen skal afløse nattevagten.
Til politiet forklarer han senere, at da han kommer ud på dækket, forsøger han først at komme over på den side af skibet, der ligger tættest på kajkanten. Men en tyk bølge af røg kommer rullende imod ham. Han er nødt til at dykke under den, mens han med sammenknebne øjne føler sig frem langs rælingen efter fenderwiren. Da han når om på landsiden, springer han ud over skibets kant.
Det lykkes vagtstyrmanden at kæmpe sig ned til agterenden, hvor nattevagten Kjeldstoft holder til. Kjeldstoft sidder i en kahyt og er i færd med at stoppe sin pibe, da han fra kajen hører Jessen skrige, at han skal se at komme i land og alarmere brandvæsnet. Sammen får de to vagtmænd vækket den ældre matros Andersen, der ligesom Jessen har vagtopgaver i dagtimerne. Også han sover på det gamle passagerskib om natten i de uger, han har vagt, fordi han bor helt i Holbæk. Hostende, men uskadte kommer de alle tre i land .
Fra kajen kan de kan se ilden rasere den midterste del af det gamle skib. Flammerne fortærer de træbeklædte indre dele, mens malingen bobler og smelter af de brandvarme skibssider. Jessens tøj og personlige ejendele forsvinder også i flammerne. Heldigvis har han stukket sin tegnebog med 120 kroner ind under hovedpuden, hvor den senere dukker uskadt op.
Da de tre mænd er kommet i land, løber nattevagten Kjeldstoft ad kajen mod Aarhusgade for at få toldvagten til at ringe efter brandvæsnet. På vej derned møder han den uniformerede tolder på cykel og sætter ham skyndsomt ind i sagen. Tolderen tramper mod sit vagtskur for at ringe, og Kjeldstoft løber tilbage til de andre ved ”United States”.
Mens de venter på brandvæsnet, løber nattevagten igen ombord på det brændende skib og fisker sine nøgler frem. Omhyggeligt låser han dørene op, så brandfolkene ikke skal vente på at komme til, når de om lidt kommer drønende i deres sprøjter.
Omtrent samtidig som sirenerne begynder at lyde ud over byen, parkerer gerningsmanden sin cykel i Gothersgade og låser sig ind i den lejlighed, hvor han lejer et værelse hos en kammerat. Han kryber ned under sin dyne.
I tankerne gennemgår han nattens hændelser, og mens han ligger der, mærker han en spirende bekymring for, at han har efterladt sig et spor. Han forbander sig selv for ikke at have taget petroleumslampen med sig og smidt den i havnen.
Liggende i sengen grubler han over, om der er en risiko for, at politiet finder hans fingeraftryk på lampeglasset. Vil de kunne afsløre ham som brandstifteren og dermed plette hans straffeattest med noget langt mere alvorligt, end de banale sager om cykeltyveri og gadeuorden, politiet hidtil kender ham for? Han beslutter sig for at tage derud igen for at få fat i lampeglasset. Men ikke nu. Nu skal han sove.
Klokken har passeret to om natten, da brandstifteren endelig lukker øjnene på sit værelse.
KAPITEL 1
Det første møde
Navnet på den 19-årige sømand, der i septembernatten 1935 lå og spekulerede i sin seng, var Kaj Gejl . Hans plan med ildspåsættelsen var ikke at blive del af en international terrorgruppe, men med de be- givenheder, der efterfulgte branden på ”United States”, var det netop, hvad der skete .
Kaj Gejl vidste endnu ikke, at tyskeren Ernst Wollweber I Moskva havde fået til opgave at lede en organisation, der skulle terrorisere Sovjetunionens fjender ved at angribe deres civile skibsfart . Han havde aldrig hørt om Wollweber og anede ikke, at tyskeren var på vej til Kø- benhavn for at lede efter pålidelige folk til sin danske celle .
Det var slet ikke derfor, at den unge kommunist var sprunget på sin cykel og var kørt til Orientbassinet med sin Nefa-lygte og sin plan om at ødelægge det gamle passagerskib .
Damperen ”United States” var et af rederiet DFDS’ gamle ameri- kaskibe . Det var bygget i 1903 og ved at være modent til pension, så da et italiensk rederi i 1935 henvendte sig og tilbød 24 .000 britiske pund for det, slog DFDS til og indgik handlen . Den officielle melding var, at italienerne ville slæbe skibet til hjemlandet, hvor det ville blive hugget op .
Blandt sømændene på havnen i København opstod der imidlertid snart det rygte, at det danske skib i virkeligheden skulle indgå i transporten af de tropper, den italienske diktator, Benito Mussolini, i disse år sejlede til den afrikanske østkyst . Her på den nordlige side af Afrikas Horn landsatte Italien sine soldater i det nuværende Etiopien . Mussolinis afrikanske ambition var at kolonisere en del af det frugtbare kontinent, mens han sideløbende i Europa konsoliderede sin magt . Det gjorde han ved at indgå en aftale med den tyske Fører, Adolf Hitler.
Netop den spirende alliance mellem Nazityskland og det fascistiske Italien var en torn i øjet på Kaj Gejl og hans ligesindede, der støttede folkets ”Lillefar” i Moskva og anså fascismen for at være en forbry- derisk ideologi . Adolf Hitler og Benito Mussolini mødtes i sommeren 1934 for første gang, og i London, Paris og Moskva så statslederne med stigende bekymring på den ”akse” de to totalitære ledere fra midten af 1930’erne med Mussolinis ord etablerede mellem Rom og Berlin .
Samarbejdet mellem Tyskland og Italien var af både politisk og militær karakter, og selvom Der Führer i Berlin og Il Duce i Rom ikke var enige om alt, så var de i hvert fald enige om i fællesskab at hade kommunismen . I Hitlers flammende taler omtalte han hånligt lederne i Kreml som ”jødebolsjevikkerne”, mens Mussolini på sin side benævnte Stalin og hans nærmeste som ”de røde banditter” .
Derfor steg pulsen i den sømandsklub på Gothersgade nær Kongens Nytorv, hvor Kaj Gejl gik til hånde, da sømændene hørte rygtet om, at den danske amerikadamper var blevet solgt til Italien, som ville bruge passagerskibet til troppetransporter.
Sømandsklubben var en af de såkaldte interklubber, der var finansieret og i vid udstrækning kontrolleret fra Sovjetunionen. I 1930’erne var den slags klubber udbredt i havnebyer over hele verden, hvor de fungerede som samlingssted for kommunister og andre, der sympatiserede med drømmen om at omstyrte den eksisterende samfundsorden gennem en verdensrevolution. Det var især søfolk, der kom i klubberne. De blev typisk brugt til at distribuere politisk propagandamateriale og til kulturelle arrangementer, der understøttede den kommunistiske sag.
I den klub, Kaj Gejl holdt til i, blev der i sommeren 1935 indkaldt til et møde, hvor situationen omkring ”United States” var på dagsordenen. Mødet fandt sted i klubbens ”konferencesal”, en noget flot betegnelse for det ramponerede lokale, der blev brugt til større samlinger. På mødet gik bølgerne højt . De fremmødte søfolk nåede hurtigt til enighed om, at noget måtte gøres for at forhindre, at den gamle danske damper stævnede ud på sin koloniseringsmission for det fascistiske Italien. Nogle af søfolkene råbte op, om at man burde få hyre på skibet og så smide grus i kedlerne, mens andre talte om at sprænge det i luften.
Kaj Gejl var ung og forholdsvis ny i sømandsklubben. Hans baggrund lignede de fleste af de andre sømænds, og ligesom dem havde han trods sin alder allerede levet en omflakkende tilværelse. Han var vokset op på den lille Bogø mellem Sjælland og Falster. Hans far arbejdede på værftet i Stubbekøbing, og når Kaj ikke havde travlt med at være en af Bogøs flabede drenge, holdt han af at komme med faren på arbejde og mærke suset fra den store verden i dokkens gamle skibsskrog .
Skolen var ikke hans stærke side. Da Kaj Gejl efter syvende klasse fik muligheden for at komme ud at sejle, slog han derfor til. Han stod til søs, ligesom hans far havde gjort før ham, og som hans farfar havde gjort før hans far.
Kaj Gejl fik hyre som dæksdreng på et handelsskib, der sejlede til Sydamerika, og som 15-årig havde han allerede fejret sin ”linjedåb” ved at krydse Ækvator. Skibet sejlede med majs og andre råvarer, som det lossede i de argentinske havnebyer Buenos Aires og Rosario. I de eksotiske havne lurede knægten fra Bogø fra første parket på de prostituerede i byernes bordeller og drømte om en dag at få råd til at vælge en af dem fra bordellernes farverige kataloger.
Han tilegnede sig den hårde jargon, der bølgede blandt søens folk, når de var i havn, og han oplevede på egen krop, hvad solid indtagelse af alkohol kan gøre ved en voksen mand. ”Smugleri, drukkenskab, ty- veri og homoseksuelle efterstræbelser lærte jeg at kende på nært hold,” skrev han senere i sine erindringer om sin tid på det første handelsskib .
Da Kaj Gejl fik muligheden, skiftede han tilværelsen som dæksdreng på handelsskibene ud med tjansen som opvasker på de store passagerskibe, som i mellemkrigsårene dampede frem og tilbage over Atlanterhavet for DFDS. Han sejlede blandt andet på ”Hellig Olav”, som var søsterskib til ”United States”, og lærte derved skibets indre nøje at kende.
Livet som DFDS-ansat var mindre hårdt. Søfolkene var ikke lige så rå, men den nye tilværelse varede ikke ved. I starten af 1930’erne aftog strømmen af passagerer, der ville fra Skandinavien til New York. Én for én blev de stolte amerikadampere lagt op, og Kaj Gejl måtte gå i land i København.
Som arbejdsløs begyndte han at hænge rundt i den slidte sømandsklub i Gothersgade ikke langt fra det pulserende liv i Nyhavn . Han befandt sig godt blandt søens folk, og han fik en tjans som handyman i klublokalerne, der trængte gevaldigt til at blive malet. Det tog han sig af . Med tiden fik han også ansvar for at duplikere løbesedler med politiske slogans, som han og kammeraterne delte ud til sømænd om- bord på skibe, der lagde til i havnen.
Under arbejdet ved duplikatoren blev Kaj Gejl fortrolig med de andre sømænd i klubben. De kom for at blande half and halfs af portere og pilsnere og for at hidse sig selv og andre op over den politiske drej- ning, verden var ved at tage. Især var de totalitære regimers fremmarch i Tyskland og Italien et yndet samtaleemne. Det var derfor også helt naturligt, at den unge handyman deltog på mødet om, hvad man skulle gøre ved salget af ”United States” til det italienske rederi.
Kaj Gejl kastede sig med ungdommeligt vovemod ind i diskussionen. Da han fik ordet i konferencesalen, foreslog han bramfrit at stikke ild på skibet. Det ville være langt den enkleste løsning på problemet, sagde han til de andre sømænd. De brummede og kiggede ned i gulvet.
De var ikke nødvendigvis uenige, men der var tilsyneladende ingen, der havde tænkt sig at medvirke til planerne om brandstiftelse. Et par af de yngre kammerater viste interesse, men i sidste ende havde de hver især en undskyldning for ikke at være med . En havde for nylig været anholdt og ville ikke risikere at blive det igen. En anden fik ikke lov af sin kæreste.
Altså var Kaj Gejl alene, da han den 3 . september 1935 gjorde sig klar til at cykle mod nordhavnen. Han var stadig kun en stor knægt, og selvom iveren efter at handle rasede i hans unge krop, var han ikke dummere, end at han nok kunne regne ud, at en aktion af denne kaliber krævede en eller anden form for rygdækning. Inden han cyklede mod havnen, gik han derfor først til lederen af klubben, Helge Kierulf, for at høre, om han via sine kontakter i Komintern-apparatet kunne få grønt lys til aktionen.
Komintern er forkortelsen for Den Kommunistiske Internationale, der var navnet på den tredje sammenslutning af verdens arbejderpartier. Det fungerede som en form for kommunistisk ”verdensparti”, som fra sit hovedsæde i Sovjetunionen var de nationale kommunistpartiers overordnede – en blæksprutte med hovedet i Moskva og tentaklerne ude i resten af verden. Den grundlæggende opgave for Komintern var den simple at omstyrte den eksisterende demokratiske og kapitalistiske verdensorden.
For at opnå dette fandt Kominterns ledelse, at det ikke var nok at satse på de nationale kommunistpartiers legale parlamentariske arbejde. Blækspruttens tentakler måtte hver især oprette en hemmelig afdeling, som i det skjulte og med alle tilgængelige midler skulle bekæmpe kapitalismen indefra.
Det konspiratoriske arbejde skulle forankres i et ”illegalt apparat”, som hvert af de nationale kommunistpartier måtte drive ved siden af det officielle partiarbejde. Ved hjælp af hemmelige agenter og med penge fra Moskva skulle de stå for alt fra spionage og sabotage til mere fredelige aktioner mod politiske og militære myndigheder. For at holde styr på det hele oprettede Komintern ”Afdelingen for Internationale Forbindelser” – i daglig tale kaldet OMS efter sine russiske forbogstaver.
Et af de vigtigste OMS-forbindelsespunkter lå i 1930’erne i Køben- havn, som var geografisk godt placeret mellem Moskva og det øvrige Europa. Forbindelsespunktet blev etableret af Arne Munch-Petersen, der i 1932 var blevet var blevet valgt ind i Folketinget for kommunisterne. Han havde forinden været på Leninskolen i Moskva for at studere den sande kommunistiske lære, og da han i 1930 vendte hjem, havde han i dybeste hemmelighed fået opgaven med at oprette det illegale apparat med i bagagen.
Arne Munch-Petersen havde gode kontakter i det spirende kommunistiske miljø i hjemlandet, og blandt disse var lederen af sømandsklubben i Gothersgade, københavnerdrengen Helge Kierulff. Derfor var det også en smal sag for Kierulff at forhøre sig hos Munch-Petersen, da spørgsmålet om aktionen mod damperen ”United States” kom op. Og tilbagemeldingen var klar: Det var helt i tråd med Moskvas interesser at stikke ild på skibet.
Med Kominterns billigelse sneg Kaj Gejl sig derfor ombord på ”United States” for at gennemføre attentatet alene. Kun bevæbnet med sin Nefa-lygte og med sit indgående kendskab til skibets indre.
I dagene efter branden på det gamle DFDS-skib bragte dagspres sen billeder fra den indre del af DFDS-damperen. Især spisesalen og kahytterne på første klasse var fuldkommen udbrændte.
”Har kommunisterne sat ild til skibet, for at italienerne ikke skulle få det?” spurgte hovedstadskorrespondenten fra Horsens Folkeblads i sin artikel. Journalisten konstaterede, at omtrent en tredjedel af det store skib var ødelagt, og at årsagen til branden foreløbigt var ”en gåde” .
***
Kaj Gejl vågnede på sit værelse med en uro i kroppen. Han kunne ikke lade være med at tænke på lampeglasset fra petroleumslampen, som han så uforsigtigt havde sat sine fedtede fingre på og bare efterladt på skibet. Det blev han nødt til at gøre noget ved, når postyret havde lagt sig lidt. Et par dage senere cyklede han derfor mod havnen for at se, om han på en eller anden måde kunne komme ombord igen og få fat i glasset.
For en sikkerheds skyld tog han en rulle klistermærkater med, han havde fået i sømandsklubben. De små rektangulære mærkater var udstyret med antifascistiske slogans og var på et tidspunkt blevet bragt til københavnerklubben af italienske kammerater. Hvis nogen skulle spørge, ville Gejl sige, at han bare var på havnen for at klistre mærkaterne op i protest mod DFDS’ salg af skibet til fascisterne. Det ville politiet helt sikkert se skævt til, men at sætte klistermærkater op var alligevel ikke så alvorlig en forbrydelse som at snige sig ombord på et stort dampskib og stikke ild til det.
Med mærkatrullen under armen sprang Kaj Gejl på cyklen og hjulede mod havnen. I dagslyset var det tydeligt, at det store skib havde taget voldsom skade i den midterste del. Det var selvfølgelig ikke optimalt, at branden var blevet slukket, før skibet var udbrændt totalt. Men det vigtigste var trods alt at forhindre, at Mussolini kunne sende tropper med skibet, og det var i hvert fald blevet mindre attraktivt nu, tænkte Kaj Gejl ved sig selv.
Fremme ved kajen sprang han af cyklen og fortsatte til fods. Han nåede dog ikke en gang i nærheden af skibet, før han blev råbt an. To betjente greb resolut fat i ham og begyndte at udspørge ham, om hvad han lavede på havnen. De havde netop stået på lur og håbet på, at brandstifteren ville vende tilbage til gerningsstedet, og nu var der tilsyneladende endelig bid.
Da Gejl nægtede kendskab til branden, bragte de to betjente ham i stedet til afhøring hos efterforskningslederen, politiassistent Tværmoes, på Østerbro Politistation . Over for ham fastholdt Gejl imidlertid sin dækhistorie: Han havde hørt, at ”United States” var solgt til de italienske fascister og var bare kørt på havnen med sine mærkater med antifascistiske slogans, som han ville klistre op på siden af skibet.
Tværmoes tog den unge kommunist med til Københavns Politigård, hvor han blev udsat for lange, udmattende forhør. Men han nægtede stadig alt – og til sidst fik Kaj Gejl lov at cykle hjem igen. Først skulle han dog efterlade sin adresse, så politiet kunne komme i kontakt med ham på et senere tidspunkt. Det kunne nok være, at politiassistent Tværmoes ikke lå inde med de nødvendige beviser, men efterforskningslederen havde en fornemmelse af, at den unge cyklist havde noget med branden at gøre.
Kaj Gejl følte sig presset efter afhøringen. Tilbage på sit værelse i Gothersgade, besluttede han, at det var på tide at komme ud at sejle igen, og ikke længe efter påmønstrede han damperen ”Lilleborg”. De næste otte måneder tilbragte han til søs som letmatros på det danske fragtskib, der sejlede kul til og fra de baltiske havnebyer.
Da han i 1936 gik i land i København igen, vendte han også tilbage til sømandsklubben. De fleste nætter boede han i et telt på Amager, men han var stadig på god fod med lederen, Helge Kierulff, som fra tid til anden gav ham lov til at overnatte i klublokalerne.
Gejl var derfor i Gothersgade, da telefonen en dag i efteråret 1936 ringede på klubbens kontor . I røret var Richard Jensen, der på dette tidspunkt var en stor mand på flere måder. Han var en del af ledelsen i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som han også repræsenterede i Københavns Borgerrepræsentation.
Han var også notorisk stor i slaget, stor i munden og så var han ikke mindst fysisk stor i en grad, så det fra hans amatørbokseklub forlød, at han var nødt til at få sine handsker specialsyede, fordi ingen af de gængse modeller kunne smyges om hans enorme hænder. Som dreng var han vokset op på et børnehjem, og helt fra sine unge år var han kendt som en slagsbror med hang til natlige udskejelser på byens værtshuse. Bag hans ryg kaldte flere af de mere hårdkogte typer på havnen ham for ”Den Fede”, der trods den negative klang var et tilnavn, der stod en del respekt omkring.
Den Spanske Borgerkrig var brudt ud i sommeren 1936, og alle i sømandsklubben vidste, at Richard Jensen var involveret i at smugle våben og frivillige til Spanien for at støtte den republikanske regering mod general Francisco Francos oprørere. Krigen var i princippet et internt spansk anliggende, men det kom hurtigt til at stå klart for de fleste, at den også udviklede sig til en stedfortræderkrig mellem især Tyskland og Italien på den ene side og Sovjetunionen på den anden. Flere historikere har beskrevet borgerkrigen som et krigslaboratorium, hvor forskellige militære doktriner og teknologier blev afprøvet i en slags generalprøve før verdenskrigen.
I et forsøg på at inddæmme borgerkrigen underskrev de europæiske stormagter en aftale om ikke at blande sig i konflikten, men for Hitlers og Mussolinis vedkommende havde blækket på papiret ikke den store værdi. Slet skjult støttede de to lande oprørsgeneralen Franco med våben og forsyninger, mens de andre vestmagter med Frankrig og Storbritannien i spidsen mest af alt så passivt til.
Sovjetunionen havde også ladet sig presse til at erklære sig neutral i konflikten, men ligesom Hitler og Mussolini begyndte Stalin i det skjulte at pumpe penge og våben ind i Spanien. Fra Moskva gik støtten til republikkens socialistiske regering, uden at det dog belastede Stalins pengekasse alt for voldsomt.
En god del af de penge, der blev kanaliseret fra Sovjetunionen til Spanien, var nemlig spaniernes egne, for i desperation over oprøret havde den socialistiske regering skibet nationalbankens spanske guldreserver til Moskva. Her brugte vennerne i Sovjetunionen løs af guldet for at støtte regeringshæren og de brigader af ”spaniensfrivillige”, der valfartede til slagmarken fra hele verden.
En del af disse penge landede på en stribe bankkonti, som danskeren Richard Jensen kom til at råde over. Han kanaliserede herfra store summer ind i rederiet ”Jensen Shipping”, som formelt var ejet af den spanske regering. For pengene opkøbte han en flåde af i alt ni gamle handelsskibe. I løbet af borgerkrigen fragtede de adskillige ton våben til den spanske regeringshær. De fragtede også kamplystne sympatisører til De Internationale Brigader, der kæmpede på regeringshærens side.
Blandt søfolk og havnearbejdere blev skibene kendt som ”krudt-bådene” eller ”Panama-bådene”, fordi de var indregistreret i den mellemamerikanske kanalstat. Våbnene til krudtbådene opkøbte Richard Jensen i al hemmelighed rundtom i en række europæiske randstater som Finland, Estland og Rumænien . Ofte var det overskudsvåben fra de lokale hærstyrker, som trods deres udtjente status blev solgt for en pris, som var de nye fra fabrikken. Men gamle våben var bedre end ingen våben, ræsonnerede Richard Jensen, mens han brugte løs af midlerne fra de forgyldte konti
Da Richard Jensen i efteråret 1936 ringede til klubben i Gothersgade, var det for at få klubledelsen til at sende Kaj Gejl ned til hans kontor i Toldbodgade. I den smalle gade nær Amalienborg huserede Richard Jensen som leder af det danske søfyrbøderforbunds københavnerafdeling.
Søfyrbøderforbundet var en fagforening for den store gruppe af sømænd, der arbejdede med drift og vedligeholdelse af dampskibenes kedler og motorer. Som leder af københavnerafdelingen var Richard Jensen en magtfuld mand. Han kunne skaffe folk arbejde i en tid, hvor den globale økonomiske krise ellers gjorde det svært at finde beskæftigelse. Blandt mange andre sømænd havde han tidligere også hjulpet Kaj Gejl med lejlighedsvise ansættelser som pakhusarbejder på Dansk Sojakagefabrik på Islands Brygge.
På tidspunktet for Richard Jensens telefonopkald var Gejl igen uden fast arbejde, så da han fik beskeden om, at ”Den Fede” havde ringet, skyndte han sig at cykle ned gennem Nyhavn og bankede på Richard Jensens dør. Han blev vist ind, og den store kommunist lukkede dø- ren bag ham og fortalte, at han havde hidkaldt ham, fordi han var på udkig efter ”raske folk” til en opgave . Gejl lyttede interesseret og lod forstå, at han bestemt ikke var afvisende.
Den unge sømand spurgte, hvad det nærmere drejede sig om, men det ville Richard Jensen ikke afsløre . Ikke på kontoret i Toldbodgade. I stedet inviterede han ham hjem til sin lejlighed på Vesterbrogade, hvor han lovede at sætte ham i forbindelse med en mand, der ville forklare det hele. Gejl gættede på, at det nok drejede sig om at rejse til Spanien for at kæmpe for republikken, men da han troppede op til mødet i lejligheden, ventede der ham en overraskelse.
Den fremmede var der allerede. Han var på mange måder Richard Jensens modstykke, lav og tyndhåret, og med en rød og kødfuld næse lysende midt i ansigtet under et sæt årvågne øjne. Den lille mand talte et mærkeligt gebrokkent skandinavisk med en blanding af norske og danske ord. Det var ikke svært at høre, at han oprindeligt var tysker.
Stående i lejligheden spurgte Richard Jensen, om Kaj Gejl kendte manden. Gejl svarede, at det gjorde han ikke, og det virkede til at glæde de to mænd . Richard Jensen præsenterede den tyske mand som ”An-ton”, hvorefter han forlod rummet og lod Gejl og tyskeren for sig selv.
Da de var blevet alene, spurgte Kaj Gejl, om det drejede sig om at rejse sydpå for at kæmpe mod Franco, men det afviste manden. Denne opgave var ”vigtigere end at rejse til Spanien for at blive skudt”, huskede Gejl senere, at han fik at vide. Meget mere information blev det ikke til på dette første møde, for den tyske mand ville hellere tale udendørs, hvor han var sikker på, at ingen lyttede med. Han bad i stedet Gejl om at troppe op i Fælledparken nogle dage senere.
Under mødet i Fælledparken spadserede den nu 20-årige Kaj Gejl og den noget ældre tysker sammen i den åbne københavnske park. Anton førte ordet. Han havde hørt om attentatet på ”United States”, som han bifaldt. Det var netop den form for ildhu, han havde brug for til den organisation, han var i færd med at bygge op, sagde han.
Det var ellers ikke, fordi tyskeren i Fælledparken sagde noget om at snige sig ombord på skibe og stikke ild til dem. Det handlede om noget langt mere fredeligt, lod han den yngre mand forstå: Den nye organisations opgave var alene at spionere på de handelsskibe, der jævnligt anløb havnen i København. Ved at lære disse skibe at kende og rapportere til tyskerens kontakter i Moskva om dem og deres last ville Sovjetunionen få et bedre overblik over, hvad der blev fragtet ind og ud af København. Og det kunne vise sig nyttigt, når krigen mod folkefjenderne i Vesteuropa kom, forklarede Anton.
Han ville have Gejl til at sammensætte og lede en gruppe af pålidelige søfolk. De skulle holde øje med skibstrafikken, men de skulle også indprente sig handelsskibenes udseende, fordi de meget vel kunne blive kamufleret i en eller anden form ved krigsudbruddet.
Den tyndhårede tysker havde på dette tidspunkt talt sig varm. Gejl måtte hurtigst muligt i gang med at træne sin hukommelse, sagde han. Han skulle også se at få lært tysk i en fart, og så ville tyskeren selv påtage sig at oplære ham i basale konspiratoriske teknikker såsom kodeskrivning, og hvordan man sikrede sig, at den person, man havde aftalt at mødes med, reelt også var den person, der kom til mødet og ikke en af fjendens agenter.
De to mænd gik flere runder på parkens grusbelagte stier. Inden de tog afsked, bad tyskeren Kaj Gejl om at begynde at se sig om efter medlemmer til den gruppe, han skulle bygge op . Han stak ham også nogle penge . Det var en mindre sum til at dække omkostningerne ved at skulle give øl på værtshuse for at komme i snak med mulige kandidater til gruppen. Gejl fik også stillet en månedsløn på et par hundrede kroner i udsigt.
Til sidst aftalte de, hvor og hvornår de skulle mødes næste gang, og den unge dansker gik opstemt fra Fælledparken. Dels var han glad for udsigten til en fast indkomst, og dels så han frem til at være med til at udføre illegalt arbejde for at fremme Sovjetunionens interesser. Gejl var, som det hed i en senere kriminologisk personundersøgelse af ham ”meget idealistisk indstillet”. Han var ivrig efter at blive et lille tandhjul i den store internationale maskine, der kværnede for den nødvendige verdensrevolution og kommunismens globale udbredelse.
Thomas Hee: Bomber for Stalin
I tiden op til Anden Verdenskrig blev København centrum for et internationalt netværk af radikaliserede kommunister, der angreb civile skibe med hjemmelavede bomber. Gruppens mål var fragt- og passagerskibe, som sejlede for Adolf Hitlers Tyskland og dets allierede. Dynamitten til bomberne stjal kommunisterne langt mod nord i de svenske malmminer.
Kommunisternes ødelæggelser frustrerede Gestapo og fyldte så meget for nazisterne, at navngivne medlemmer af den danske celle blev fremhævet i krigserklæringen, da Nazityskland i 1941 angreb Sovjetunionen.
Ved hjælp af arkivmateriale fra Politiets Efterretningstjeneste kaster bogen nyt lys over de danske hovedpersoner og deres aktioner. Den fortæller historien om, hvordan København i en periode var et af Sovjetunionens mest centrale forbindelsespunkter for det undergravende arbejde, der udgik fra Kreml under generalsekretær Josef Stalin.
Du kan købe Bomber for Stalin online fx Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: