Med bogen Skoleklar får du 9 gode historier, som gør det lidt lettere for dit barn at starte i skole. Smuglæs i en af fortællingerne herunder!
I denne historie fra Skoleklar møder du Rud, der skal starte i skole. Men hans første skoledag går slet ikke som planlagt. Det regner, og han har vist glemt sin stemme derhjemme …
De fleste børn glæder sig til jul, påske og fødselsdage. Men ikke det barn, du nu skal høre om.
Rud, som han hed, var faktisk pænt ligeglad med både julemanden, Jesus og påskeharen. Og pakker og påskeæg, for den sags skyld. Han glædede sig nemlig kun til én ting: at komme frem i livet og væk fra rollingerne i børnehaven, der spiste sand og kylede med Duplo-klodser. Rud ville i skole og lære noget. Dansk og tysk, og hvordan man spillede blokfløjte.
Nu var Rud ikke typen, der bare havde siddet og ventet på at blive gammel nok til at starte i skole. Han havde skam brugt tiden fornuftigt og forberedt sig grundigt ved at øve sig på abc’en og i at skrive sit eget navn. (Det var kun sølle tre bogstaver, men stadig).
Han havde også småspyttet i en fløjte af en slags og terpet tyske gloser. Bare lige for at være på forkant. Skoletasken var skam også for længst indkøbt og penalhuset nøje udvalgt. Det indeholdt tre blyanter så spidse, at de kunne slå ihjel, og et viskelæder med form som en hundehvalp. Rud følte sig derfor mere end klar til at starte i skole, da dagen endelig kom.
Desværre var dagen bare ikke helt klar til Rud. Første skoledag gik nemlig overhovedet ikke, som Rud havde planlagt.
For det første var der ingen solskin og pippende fugle i vindueskarmen, som Rud så levende havde forestillet sig. Tværtimod var der skybrud. Regnen stod ned i lårfede stråler og havde oversvømmet det halve af kælderen og hele indkørslen.
For det andet sov Ruds mødre for længe, så de ikke bare kom lidt for sent første skoledag, men meget for sent.
Og for det tredje – og værste – glemte Rud noget ultra megavigtigt derhjemme. Gisp!
„Har du pakket tasken, Rud?“ råbte mor og flåede tøj på kroppen, samtidig med at hun kylede en halv kop pulverkaffe inden- bords.
Rud nikkede. Selvfølgelig havde han det. Han havde endda sovet med den på.
„Og penalhuset?“ prustede mama henne fra døren, hvor hun baksede en sko på den højre fod, selvom skoen tydeligvis passede til den venstre.
Rud nikkede igen. Han havde også husket madpakken, som var smurt aftenen forinden. Og drikkedunken. Han var en tjekket type, jo. Og skoleklar.
Men bussen var ligesom kørt, da mor, mama og Rud endelig kom ud ad døren og stod i vand til knæene. Kursen mod skolen blev derfor sat med ladcykel, hvilket bestemt var godt for miljøet, men alt andet end praktisk i lortevejr.
Rud var derfor ikke bare våd, da de nåede frem. Han kunne vrides. Hvilket mor da også prøvede på, alt imens mama pløjede ladcyklen ind i samtlige cykler i stativet foran skolen og dermed parkerede.
Rud ænsede dog hverken skraldabang’et fra cyklerne, der væltede, eller mor, der skreg „UH!“, for han var endelig fremme ved sin destination og gloede op på skoleporten. Han kunne næsten ikke begribe, at han endelig stod på tærsklen til sit nye liv som skoleelev.
„Så! Afsted og ind med os,“ brølede mama. „Den er tyve minutter over.“
„Nej, vent!“ råbte mor og forsøgte at få styr på sin mascara, der var løbet helt ned på hagen. „Vi skal da tage billeder. En selfie. Det gør man første skoledag.“
„Nå ja!“ Mama viste tænder mod telefonen, som hun holdt ud i strakt arm, og klikkede på skærmen. „Smil, for satan!“
Og det gjorde Rud. Stort endda.
Smilet blegnede dog lidt, da de stod inde i gymnastiksalen under skiltet, hvor der stod Velkommen.
For der var godt nok mange børn, syntes Rud. Børn, som Rud slet ikke kendte. Og øjne, som alle gloede på mama, der var gledet i sine våde sko på gymnastikgulvet og røget på røven med et hvin.
De gloede også på Rud. Så meget, at Rud blev helt bange for, om han mon var kommet ud ad døren uden bukser på. Det var han heldigvis ikke. Han havde til gengæld stadig pyjamasbukser på. Dem med små, nuttede, søde lam.
„Kom indenfor,“ smilede manden, der måtte være skoleleder, og som stod på en lille scene helt nede i den anden ende af salen. Mikrofonen, han talte i, rungede. „Og hvad hedder du, min ven?“ Han så på listen med navne og klasser, som han holdt i sin hånd.
Rud fik et puf i ryggen af mor og zigzaggede sig vej gennem salen og ned til manden. Rud åbnede munden og bevægede læberne for at sige sit fulde navn, sådan som han havde øvet i forvejen, og fortælle, at han skulle gå i 0. Nord, og eventuelt lige vende evolutionsteorien og nævne, at han allerede vidste, hvordan babyer blev til, men … der kom intet ud.
„Kan du tale lidt højere?“ spurgte skolelederen.
Det kunne Rud åbenbart ikke. Lige meget hvor meget han åbnede og lukkede munden og lignede fisken hjemme i akvariet.
Der var helt stille i salen. Så stille, at Rud kunne høre det store ur på væggen tikke og mama, der med besvær var kommet på benene og prustede: „Han hedder Rud.“
„Knud?“ mumlede skolelederen og så forvirret på sin liste. „Jamen så velkommen til, Knud.“
Og lige der ramte virkeligheden Rud. (Eller Knud. For det blev åbenbart hans navn de næste ti skoleår). Rud rettede nemlig ikke skolelederen. Han havde glemt sin stemme derhjemme og kunne ikke få et ord frem!
Rud sank en klump. Hvad nyttede al hans øven og terpen, når han hverken kunne sige bu eller bæh eller hej eller spørge om vej? Dét havde Rud sgu ikke forberedt sig på. Hvad skulle han dog gøre?
Rud så panisk efter mor og mama og for- søgte at signalere: „Hjælp! Jeg vil faktisk gerne hjem.“ Men det opfattede mor og mama ikke, for det var tid for de voksne til at vinke farvel, så de lavede bare tommelfinger-i-vejret-tegn til ham og knipsede nogle sidste billeder med telefonen.
Rud blinkede noget vådt væk fra øjet.
De regndråber var godt nok længe om at tørre.
Rud fandt ingen trøst i klasselokalet, for der var hverken blokfløjter eller tyskbøger at få øje på. Men der var 24 andre børn, der alle hed noget rigtig spændende og langt, og som var svært at huske.
„Hej, hvad hedder du?“ spurgte Ruds sidemakker, der i hvert fald ikke havde glemt stemmen derhjemme. „Jeg hedder Sulejma. Man staver Sulejma med e. Altså i midten. Jeg har en storesøster. Har du en storesøster? Jeg har også en hamster. Den hedder Giovanni. Det er italiensk. Men hamsteren har vi købt i Køge. Har du noget lækkert med i madpakken? Jeg har en ostehaps med. Og to madder med figen.“
Sulejma fortalte lystigt – og længe. Det gjorde Ruds nye klasselærer også. Ikke så meget om sin madpakke, men mere om de mange regler, som gjaldt, når man gik i skole. Der var for eksempel regler for, hvor man måtte sidde og ikke sidde. At man skulle sidde stille og kun tale, når man blev spurgt. (Det havde Sulejma svært ved). Og klappe kaje, når man ikke blev spurgt. (Det havde Rud til gengæld let ved). Der var også regler for, hvornår man skulle spise og drikke og tisse, og hvem man skulle være i legegruppe med.
Rud var nu ikke bare uden stemme, han var også blevet helt rundtosset og besluttede sig for at liste ud på potten for lige at samle tankerne og/eller stikke af.
Rud rakte derfor en finger i vejret. Men klasselærren forstod ikke, hvad Rud forsøgte at mime, og spurgte bare: „Sidder du dårligt? Hvorfor peger du på døren?“
„Knud skal på lokum,“ sagde Sulejma – uden at række fingeren op. „Må han?“
Det måtte Rud heldigvis godt.
Det skole-halløj gik godt nok ikke lige efter planen, tænkte Rud og sukkede, da han sad på toilettet og dinglede med benene. Det var lige før, at han savnede det simple liv i børnehaven. Endda også Ingrid med snotnæsen og Ibrahim, der slikkede på lygtepæle.
Pludselig bankede det på døren.
Det var Sulejma. Rud havde åbenbart siddet længe på tønden. „Hallå hallå!“ kaldte hun fra den anden side af døren. „Er du okay derinde?“
Rud nikkede med hovedet, men det kunne Sulejma jo ikke se og fortsatte med at banke.
„Skal jeg komme ind?“
Det havde Rud umiddelbart ikke lige lyst til, at hun skulle, for han behøvede ligesom ikke hjælp. Eller gjorde han? Rud spjættede med benene, for toilettet var godt nok svært at komme ned af, når man ikke kunne nå jorden med fødderne.
„Nu kommer jeg!“ råbte Sulejma og åbnede døren, lige i det øjeblik Rud satte af med hænderne på toiletbrættet og hoppede. GADUNK! sagde det, da Rud fik døren knaldet lige i hovedet.
„Av, for helvede!“ råbte Rud og blev helt forskrækket ved lyden af sin egen stemme.
„Gud, Knud!“ gispede Sulejma.
„Jeg ved det!“ Rud kunne næsten ikke tro det. „Jeg har fået stemmen igen. Så havde jeg alligevel ikke glemt den derhjemme.“
Sulejma hjalp Rud op fra gulvet. De grinede begge to, da han fortalte, at han altså hed Rud. Og slet ikke Knud.
Regnen var stilnet af, da Rud fik fri fra skole. Mor og mama ventede på ham ved cykelstativet.
„Nå, hvordan gik første skoledag?“ spurgte mama og gav Rud et kram.
„Overhovedet ikke, som jeg havde planlagt,“ sagde Rud.
„Nå?“ Mor hjalp ham op i ladcyklen. „Lærte du slet ikke noget?“
„Jo,“ nikkede Rud og tog sig til bulen i panden. „Jeg lærte, at dørene på skolen er lavet af massivt egetræ.“ Han vinkede til Sulejma, der blev hentet af sin far. „Og at en hamster godt kan hedde Giovanni, selvom den er fra Køge.“
Skoleklar
I Skoleklar kan du høre ni sjove historier, der får dig til at glæde dig endnu mere til at starte i skole.
Der er blandt andet en historie om levende madder, som ikke vil spises. Derfor gemmer de sig i bunden af skoletasken.
Eller om at komme forsent i skole, fordi en dinosaur spærrer vejen derhen.
Og historien om at have glædet sig til at starte i skole siden vuggestuen, men da den store dag endelig kommer, vil stemmen ikke tale.
Det er bare nogle af de historier, du finder i Skoleklar.
Det er første skoledag for Rita Rex, og hun er nervøs. Det er nemlig lidt svært at være en sulten dinosaur i en klasse fuld af uimodståeligt søde og saftige børn.
Men det er ikke så nemt at få venner, når man spiser dem – så Rita har lige et par ting, hun skal lære om skolen, før hun kan blive venner med de andre børn.
I Hele herligheden finder du 120 sprudlende rim om de 120 mest almindelige danske ord.
Ord som AT, DER, HELE, HVAD og FORDI skænker vi sjældent en tanke, selvom vi hele tiden bruger dem. Men små almindelige ord kan noget særligt, og jo bedre børn kender dem, jo nemmere er det at lære at læse og skrive.
Gå på opdagelse i de 120 ord, som får sjæl og karakter igennem Niels Bo Bojesens tegninger og Marianne Iben Hansens leg med sproget.
Mød Otto, Carl, Tinka, Sofia, Elias og alle de andre i 0.A. De er glade for at gå i skole og har fået gode kammerater i klassen.
Alligevel kan det være svært at vænne sig til livet i nulte. Det er en stor omvæltning i forhold til børnehaven, og der er mange nye ting at lære!
Bogen er udviklet i samarbejde med Red Barnet og Mary Fonden, så børn kan lære at begå sig i et fællesskab og undgå ensomhed, mobning og uheldig adfærd.
Min dag i nulte kan både bruges i skolen og hjemmet og er farverigt illustreret af Peter Bay Alexandersen.
Tag med Rasmus Klump og hans venner ind i bogstavernes og tallenes forunderlige verden.
Bogen henvender sig primært til førskolebarnet, der er begyndt at interessere sig for bogstaver og tal. Første halvdel af bogen er en introduktion til alfabetet, og hver side viser et bogstav og en række ord, der begynder med det pågældende bogstav. Sidste halvdel af bogen introducerer tallene fra 1-20 og indeholder både en historie og små, lette talopgaver.
Bogen er fuld af søde illustrationer fra det velkendte univers med Klump og vennerne.
Med bogen Skoleklar får du 9 gode historier, som gør det lidt lettere for dit barn at starte i skole. Smuglæs i en af fortællingerne herunder!
I denne historie fra Skoleklar møder du Rud, der skal starte i skole. Men hans første skoledag går slet ikke som planlagt. Det regner, og han har vist glemt sin stemme derhjemme …
LÆS OGSÅ: Klar, parat, læs! Sådan får dit barn den bedste læsestart
I Skoleklar kan I læse ni sjove historier fra forskellige forfattere, der helt sikkert får dit barn til at glæde sig endnu mere til at starte i skole.
Du kan købe Skoleklar online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Velkomment til, Knud!
En fortælling fra Skoleklar af Sophie Souid
De fleste børn glæder sig til jul, påske og fødselsdage. Men ikke det barn, du nu skal høre om.
Rud, som han hed, var faktisk pænt ligeglad med både julemanden, Jesus og påskeharen. Og pakker og påskeæg, for den sags skyld. Han glædede sig nemlig kun til én ting: at komme frem i livet og væk fra rollingerne i børnehaven, der spiste sand og kylede med Duplo-klodser. Rud ville i skole og lære noget. Dansk og tysk, og hvordan man spillede blokfløjte.
Nu var Rud ikke typen, der bare havde siddet og ventet på at blive gammel nok til at starte i skole. Han havde skam brugt tiden fornuftigt og forberedt sig grundigt ved at øve sig på abc’en og i at skrive sit eget navn. (Det var kun sølle tre bogstaver, men stadig).
Han havde også småspyttet i en fløjte af en slags og terpet tyske gloser. Bare lige for at være på forkant. Skoletasken var skam også for længst indkøbt og penalhuset nøje udvalgt. Det indeholdt tre blyanter så spidse, at de kunne slå ihjel, og et viskelæder med form som en hundehvalp. Rud følte sig derfor mere end klar til at starte i skole, da dagen endelig kom.
Desværre var dagen bare ikke helt klar til Rud. Første skoledag gik nemlig overhovedet ikke, som Rud havde planlagt.
For det første var der ingen solskin og pippende fugle i vindueskarmen, som Rud så levende havde forestillet sig. Tværtimod var der skybrud. Regnen stod ned i lårfede stråler og havde oversvømmet det halve af kælderen og hele indkørslen.
For det andet sov Ruds mødre for længe, så de ikke bare kom lidt for sent første skoledag, men meget for sent.
Og for det tredje – og værste – glemte Rud noget ultra megavigtigt derhjemme. Gisp!
„Har du pakket tasken, Rud?“ råbte mor og flåede tøj på kroppen, samtidig med at hun kylede en halv kop pulverkaffe inden- bords.
Rud nikkede. Selvfølgelig havde han det. Han havde endda sovet med den på.
„Og penalhuset?“ prustede mama henne fra døren, hvor hun baksede en sko på den højre fod, selvom skoen tydeligvis passede til den venstre.
Rud nikkede igen. Han havde også husket madpakken, som var smurt aftenen forinden. Og drikkedunken. Han var en tjekket type, jo. Og skoleklar.
Men bussen var ligesom kørt, da mor, mama og Rud endelig kom ud ad døren og stod i vand til knæene. Kursen mod skolen blev derfor sat med ladcykel, hvilket bestemt var godt for miljøet, men alt andet end praktisk i lortevejr.
Rud var derfor ikke bare våd, da de nåede frem. Han kunne vrides. Hvilket mor da også prøvede på, alt imens mama pløjede ladcyklen ind i samtlige cykler i stativet foran skolen og dermed parkerede.
Rud ænsede dog hverken skraldabang’et fra cyklerne, der væltede, eller mor, der skreg „UH!“, for han var endelig fremme ved sin destination og gloede op på skoleporten. Han kunne næsten ikke begribe, at han endelig stod på tærsklen til sit nye liv som skoleelev.
„Så! Afsted og ind med os,“ brølede mama. „Den er tyve minutter over.“
„Nej, vent!“ råbte mor og forsøgte at få styr på sin mascara, der var løbet helt ned på hagen. „Vi skal da tage billeder. En selfie. Det gør man første skoledag.“
„Nå ja!“ Mama viste tænder mod telefonen, som hun holdt ud i strakt arm, og klikkede på skærmen. „Smil, for satan!“
Og det gjorde Rud. Stort endda.
Smilet blegnede dog lidt, da de stod inde i gymnastiksalen under skiltet, hvor der stod Velkommen.
For der var godt nok mange børn, syntes Rud. Børn, som Rud slet ikke kendte. Og øjne, som alle gloede på mama, der var gledet i sine våde sko på gymnastikgulvet og røget på røven med et hvin.
De gloede også på Rud. Så meget, at Rud blev helt bange for, om han mon var kommet ud ad døren uden bukser på. Det var han heldigvis ikke. Han havde til gengæld stadig pyjamasbukser på. Dem med små, nuttede, søde lam.
„Kom indenfor,“ smilede manden, der måtte være skoleleder, og som stod på en lille scene helt nede i den anden ende af salen. Mikrofonen, han talte i, rungede. „Og hvad hedder du, min ven?“ Han så på listen med navne og klasser, som han holdt i sin hånd.
Rud fik et puf i ryggen af mor og zigzaggede sig vej gennem salen og ned til manden. Rud åbnede munden og bevægede læberne for at sige sit fulde navn, sådan som han havde øvet i forvejen, og fortælle, at han skulle gå i 0. Nord, og eventuelt lige vende evolutionsteorien og nævne, at han allerede vidste, hvordan babyer blev til, men … der kom intet ud.
„Kan du tale lidt højere?“ spurgte skolelederen.
Det kunne Rud åbenbart ikke. Lige meget hvor meget han åbnede og lukkede munden og lignede fisken hjemme i akvariet.
Der var helt stille i salen. Så stille, at Rud kunne høre det store ur på væggen tikke og mama, der med besvær var kommet på benene og prustede: „Han hedder Rud.“
„Knud?“ mumlede skolelederen og så forvirret på sin liste. „Jamen så velkommen til, Knud.“
Og lige der ramte virkeligheden Rud. (Eller Knud. For det blev åbenbart hans navn de næste ti skoleår). Rud rettede nemlig ikke skolelederen. Han havde glemt sin stemme derhjemme og kunne ikke få et ord frem!
Rud sank en klump. Hvad nyttede al hans øven og terpen, når han hverken kunne sige bu eller bæh eller hej eller spørge om vej? Dét havde Rud sgu ikke forberedt sig på. Hvad skulle han dog gøre?
Rud så panisk efter mor og mama og for- søgte at signalere: „Hjælp! Jeg vil faktisk gerne hjem.“ Men det opfattede mor og mama ikke, for det var tid for de voksne til at vinke farvel, så de lavede bare tommelfinger-i-vejret-tegn til ham og knipsede nogle sidste billeder med telefonen.
Rud blinkede noget vådt væk fra øjet.
De regndråber var godt nok længe om at tørre.
Rud fandt ingen trøst i klasselokalet, for der var hverken blokfløjter eller tyskbøger at få øje på. Men der var 24 andre børn, der alle hed noget rigtig spændende og langt, og som var svært at huske.
„Hej, hvad hedder du?“ spurgte Ruds sidemakker, der i hvert fald ikke havde glemt stemmen derhjemme. „Jeg hedder Sulejma. Man staver Sulejma med e. Altså i midten. Jeg har en storesøster. Har du en storesøster? Jeg har også en hamster. Den hedder Giovanni. Det er italiensk. Men hamsteren har vi købt i Køge. Har du noget lækkert med i madpakken? Jeg har en ostehaps med. Og to madder med figen.“
Sulejma fortalte lystigt – og længe. Det gjorde Ruds nye klasselærer også. Ikke så meget om sin madpakke, men mere om de mange regler, som gjaldt, når man gik i skole. Der var for eksempel regler for, hvor man måtte sidde og ikke sidde. At man skulle sidde stille og kun tale, når man blev spurgt. (Det havde Sulejma svært ved). Og klappe kaje, når man ikke blev spurgt. (Det havde Rud til gengæld let ved). Der var også regler for, hvornår man skulle spise og drikke og tisse, og hvem man skulle være i legegruppe med.
Rud var nu ikke bare uden stemme, han var også blevet helt rundtosset og besluttede sig for at liste ud på potten for lige at samle tankerne og/eller stikke af.
Rud rakte derfor en finger i vejret. Men klasselærren forstod ikke, hvad Rud forsøgte at mime, og spurgte bare: „Sidder du dårligt? Hvorfor peger du på døren?“
„Knud skal på lokum,“ sagde Sulejma – uden at række fingeren op. „Må han?“
Det måtte Rud heldigvis godt.
Det skole-halløj gik godt nok ikke lige efter planen, tænkte Rud og sukkede, da han sad på toilettet og dinglede med benene. Det var lige før, at han savnede det simple liv i børnehaven. Endda også Ingrid med snotnæsen og Ibrahim, der slikkede på lygtepæle.
Pludselig bankede det på døren.
Det var Sulejma. Rud havde åbenbart siddet længe på tønden. „Hallå hallå!“ kaldte hun fra den anden side af døren. „Er du okay derinde?“
Rud nikkede med hovedet, men det kunne Sulejma jo ikke se og fortsatte med at banke.
„Skal jeg komme ind?“
Det havde Rud umiddelbart ikke lige lyst til, at hun skulle, for han behøvede ligesom ikke hjælp. Eller gjorde han? Rud spjættede med benene, for toilettet var godt nok svært at komme ned af, når man ikke kunne nå jorden med fødderne.
„Nu kommer jeg!“ råbte Sulejma og åbnede døren, lige i det øjeblik Rud satte af med hænderne på toiletbrættet og hoppede. GADUNK! sagde det, da Rud fik døren knaldet lige i hovedet.
„Av, for helvede!“ råbte Rud og blev helt forskrækket ved lyden af sin egen stemme.
„Gud, Knud!“ gispede Sulejma.
„Jeg ved det!“ Rud kunne næsten ikke tro det. „Jeg har fået stemmen igen. Så havde jeg alligevel ikke glemt den derhjemme.“
Sulejma hjalp Rud op fra gulvet. De grinede begge to, da han fortalte, at han altså hed Rud. Og slet ikke Knud.
Regnen var stilnet af, da Rud fik fri fra skole. Mor og mama ventede på ham ved cykelstativet.
„Nå, hvordan gik første skoledag?“ spurgte mama og gav Rud et kram.
„Overhovedet ikke, som jeg havde planlagt,“ sagde Rud.
„Nå?“ Mor hjalp ham op i ladcyklen. „Lærte du slet ikke noget?“
„Jo,“ nikkede Rud og tog sig til bulen i panden. „Jeg lærte, at dørene på skolen er lavet af massivt egetræ.“ Han vinkede til Sulejma, der blev hentet af sin far. „Og at en hamster godt kan hedde Giovanni, selvom den er fra Køge.“
Skoleklar
I Skoleklar kan du høre ni sjove historier, der får dig til at glæde dig endnu mere til at starte i skole.
Der er blandt andet en historie om levende madder, som ikke vil spises. Derfor gemmer de sig i bunden af skoletasken.
Eller om at komme forsent i skole, fordi en dinosaur spærrer vejen derhen.
Og historien om at have glædet sig til at starte i skole siden vuggestuen, men da den store dag endelig kommer, vil stemmen ikke tale.
Det er bare nogle af de historier, du finder i Skoleklar.
Fra ca. 6 år.
Du kan købe Skoleklar online eller i din nærmeste boghandel.
Flere gode bøger til skolestart
Man må ikke spise sine klassekammerater
Det er første skoledag for Rita Rex, og hun er nervøs. Det er nemlig lidt svært at være en sulten dinosaur i en klasse fuld af uimodståeligt søde og saftige børn.
Men det er ikke så nemt at få venner, når man spiser dem – så Rita har lige et par ting, hun skal lære om skolen, før hun kan blive venner med de andre børn.
Fra ca. 5 år.
Du kan købe Man må ikke spise sine klassekammerater online eller i din nærmeste boghandel.
Hele herligheden
I Hele herligheden finder du 120 sprudlende rim om de 120 mest almindelige danske ord.
Ord som AT, DER, HELE, HVAD og FORDI skænker vi sjældent en tanke, selvom vi hele tiden bruger dem. Men små almindelige ord kan noget særligt, og jo bedre børn kender dem, jo nemmere er det at lære at læse og skrive.
Gå på opdagelse i de 120 ord, som får sjæl og karakter igennem Niels Bo Bojesens tegninger og Marianne Iben Hansens leg med sproget.
Fra ca. 6 år.
Du kan købe Hele herligheden online, eller i din nærmeste boghandel.
Min dag i nulte
Mød Otto, Carl, Tinka, Sofia, Elias og alle de andre i 0.A. De er glade for at gå i skole og har fået gode kammerater i klassen.
Alligevel kan det være svært at vænne sig til livet i nulte. Det er en stor omvæltning i forhold til børnehaven, og der er mange nye ting at lære!
Bogen er udviklet i samarbejde med Red Barnet og Mary Fonden, så børn kan lære at begå sig i et fællesskab og undgå ensomhed, mobning og uheldig adfærd.
Min dag i nulte kan både bruges i skolen og hjemmet og er farverigt illustreret af Peter Bay Alexandersen.
Fra ca. 5 år.
Du kan finde Min dag i nulte online her eller i din lokale boghandel.
Rasmus Klump – Min store bog om bogstaver og tal
Tag med Rasmus Klump og hans venner ind i bogstavernes og tallenes forunderlige verden.
Bogen henvender sig primært til førskolebarnet, der er begyndt at interessere sig for bogstaver og tal. Første halvdel af bogen er en introduktion til alfabetet, og hver side viser et bogstav og en række ord, der begynder med det pågældende bogstav. Sidste halvdel af bogen introducerer tallene fra 1-20 og indeholder både en historie og små, lette talopgaver.
Bogen er fuld af søde illustrationer fra det velkendte univers med Klump og vennerne.
Fra ca. 3 år
Du kan købe Rasmus Klump – Min store bog om bogstaver og tal online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: